Tirreno-Adriatico-analyse: Er Skys italienske forbandelse brudt?

Da voldsomt regnvejr og aggressiv kørsel fra Vincenzo Nibali og Peter Sagan på en knaldhård dag i Appenninerne, kostede Chris Froome det, der ellers lignede en stensikker samlet sejr i Tirreno-Adriatico i 2013, var der næppe nogen, der vidste, at det ville markere begyndelsen på en regulær forbandelse, der siden da har hvilet over Sky i de to italienske WorldTour-etapeløb. Det skulle imidlertid vise sig at indlede et fem år langt mareridt for briterne, der i helt ekstremt grad hat været forfulgt af uheld i både denne uges syv dage lange løb samt Giro d’Italia, der begge er to af de få store etapeløb, som holdet endnu ikke har vundet.

I Tirreno-Adriatico fortsatte skuffelsen året efter, hvor sygdom først forhindrede Froome i at stille til start, hvorefter erstatningskaptajnen Richie Porte måtte udgå også med sygdom. I 2015 holdt endnu et sygdomstilfælde atter Froome fra at køre det italienske etapeløb, og sidste år var det et spektakulært styrt på holdløbet, der forhindrede en ellers brølstærk Geraint Thomas i at tage sejren. I Giroen måtte kaptajn Bradley Wiggins udgå med sygdom i 2013, hvorefter sygdom forhindrede Porte i for første gang at agere grand tour-kaptajn i 2014. Sygdom og et styrt tog australieren ud af løbet i 2015, og i 2016 var det igen sygdom, der ødelagde det for nyerhvervelsen Mikel Landa. Sidste år var det det berømte motorcykelstyrt, der ødelagde drømmene for både Landa og Thomas. Med andre ord er det kun i 2016-udgaven af Tirreno-Adriatico, at det kun har været dårlige ben, der har forhindret Sky i at køre med om sejren.

I lørdags så det så ud til, at historien ville gentage sig. Efter et godkendt holdløb og en solid præstation på muren på 3. etape så det ud til, at Thomas havde lagt løbet i et jerngreb, da han med mindre end 2 km til toppen af sidste stigning på kongeetapen sad solidt omgivet af flere holdkammerater. Faktisk var han klar til at træde an og med en afgørende forcering lukke hullet op til en lille udbrydergruppe og måske endda forsvare sin førertrøje ved også at vinde etapen. Da han skiftede til den store klinge for at træde an, ramte forbandelsen imidlertid igen. Kæden satte sig fast, og Thomas mistede alle muligheder for at vinde samlet.

Læs også

Bora-profil langer hårdt ud efter sit eget hold: Jeg kan ikke beskrive min skuffelse

Heldigvis har holdet hentet Michal Kwiatkowski. Modsat sine holdkammerater er polakken nemlig ikke ramt af samme italienske forbandelse. Faktisk har han med sejre i både Strade Bianche og Milano-Sanremo fejret to af sine allerstørste triumfer i netop støvlelandet, hvis kuperede terræn og smalle, tekniske veje er som skabt til en ryttertype som Kwiatkowski. Trods hårdt arbejde for holdet på både 3. og 4. etape havde han holdt sig fint til i klassementet, og ved at spurte sig til bonussekunder på 5. etape kørte han sig i førertrøjen.

I dag gjorde Kwiatkowski så arbejdet færdigt ved at køre en fremragende enkeltstart og dermed atter bekræfte den superform, han har haft helt siden sejren i Algarve for snart mange uger siden. Ganske vist blev det ”kun” til en 12. plads på etapen, men Kwiatkowski var den klart stærkeste blandt de ryttere, der kørte i kraftigere vind og på regnvåde veje. Dermed bekræftede han med en overbevisende præstation, at han er en fortjent vinder af løbet, og selvom der næppe er tvivl om, at Thomas havde stået øverst på skamlen, hvis alt var gået glat for briten, kan ingen benægte, at Kwiatkowski var en af løbets allerstærkeste og mest alsidige i det brede spektrum af terræntyper, der kendetegner det italienske etapeløb.

Sejren bekræfter, at Kwiatkowski er i helt forrygende form frem mod klassikerne, hvor han har udpeget Milano-Sanremo, Flandern Rundt (der er det eneste brostensløb på hans program) samt alle tre ardennerløb som sine store mål, og han synes endda at være endnu stærkere end sidste år, hvor han efter et par sæsonen med svære overtræningsproblemer endelig genfandt sit momentum fra gennembrudsåret i 2014. Det bekræfter imidlertid også den fantastiske alsidighed, som han sidste år tog til et helt nyt niveau, da han under Touren viste sig som en af Chris Froomes allerbedste hjælpere i Tourens høje bjerge. I det løb viste han endda også en helt ny holdbarhed, der pludselig gør det muligt at tro, at den ellers hidtil i etapeløbssammenhæng ustabile polak på sigt måske endda kan gøre sig gældende i grand tours.

Dermed står han også i et dilemma. Hidtil han har han gjort det helt klart, at det er klassikerne, der har hans fulde fokus, og så længe han endnu ikke har vundet drømmeløbet i Liege, regner han ikke med at ændre planerne. Som ung havde han imidlertid en konflikt med Quick-Step-mandskabet, der ikke var villige til at støtte hans etapeløbsambitioner, og de må efter at have været frosset lidt ned, langt være begyndt at tø op efter de seneste præstationer. Kwiatkowski har vist, at han i første omgang i hvert fald kan gøre sig gældende i de allerstørste ugelange etapeløb, men på et hold med så mange etapeløbsstjerner har han været meget langt nede i det interne hierarki. I første omgang må Sky som minimum give ham flere kaptajnroller i denne type løb, og grand tour-ambitionerne kan derefter blive taget op i de kommende år. I første omgang må han i hvert fald have gjort sig fortjent til en beskyttet status i Baskerlandet Rundt, der på papiret passer ham helt perfekt.

Miraklet udeblev for Damiano Caruso, der ikke lykkedes med at hente de manglende tre sekunder på Kwiatkowski. Alligevel er der al mulig grund til at juble for italieneren, der opnåede et resultat, som de færreste havde forudset for syv dage siden ved starten i Lido di Camaiore. BMC havde ganske vist forventet at køre med om sejren, men det var med holdets stjerne, Richie Porte. Da australieren måtte melde fra med sygdom, så det ud til, at amerikanerne primært ville spille en rolle på de to tidskørsler og med Greg Van Avermaet på 5. etape, men Caruso overgik alle forventninger. Dermed viste han atter, at han fortjener en langt større rolle i de ugelange etapeløb, som han senest gjorde det, da han så flot sluttede på podiet i sidste års Tour de Suisse. Med to podiepladser i to af sportens allerstørste løb må Caruso have gjort sig fortjent til en langt mere markant rolle på et hold, der hidtil har satset meget snævert på Porte, Van Avermaet, Tejay van Garderen og i nogen grad Rohan Dennis.

For Thomas endte løbet naturligvis i skuffelse, men ser waliseren alene på sin præstation, kan han være fint tilfreds. Han underpræsterede en anelse på dagens enkeltstart, hvor han imidlertid kørte meget forsigtigt på de regnvåde veje, men på stigningerne kørte han med stor autoritet. Specielt på kongeetapen meldte han om fremragende ben, inden uheldet ramte, og det lover godt forud for en sæson, hvor han pludselig kan ende med at skulle være kaptajn for verdens bedste cykelhold i verdens største løb. Det kan godt være, at han ikke fik det ønskede udbytte af denne uges løb, men han fik sendt et klart signal til Sky-ledelsen om, at de har al mulig grund til at tro, at han køre med om podiet til sommer, hvis Chris Froome skulle blive nægtet at stille til start.

Løbets store overraskelse var Tiesj Benoot. Efter den suveræne sejr i Strade Bianche havde belgieren ganske vist afsløret sin superform og sendt et klart signal om, at 2018 må blive året, hvor han endelig indfrier sit store klassikerpotentiale, men at han skulle være tæt på at ende på podiet i et så svært og meget stærkt besat etapeløb må komme bag på de fleste - i hvert fald på ham selv. Han havde vist evner i de høje bjerge i Dauphiné sidste år, men hans præstation på kongeetapen har taget dem til et helt nyt niveau. Selvom han gjorde det bedre end frygtet, vidner dagens etape dog også om, at han fortsat skal arbejde en del på sin enkeltstart, hvis han i fremtiden skal blive en fast mand i toppen af resultatlisterne i de ugelange etapeløb. I dag kunne han lukrere på, at top 10 var spækket med ryttere, der var på samme lave niveau som ham selv i kampen mod uret, men skal han kunne vinde denne type løb, skal tempoevnerne forbedres. Spørgsmålet er, hvor meget energi han vil ofre på det på et tidspunkt, hvor det fortsat er klassikerne, der har hans fokus.

Benoot var ikke det eneste opløftende moment i klassementskampen. Det var en fornøjelse at få bekræftet tendenserne fra de tidlige etapeløb, der har indikeret, at Adam Yates efter en skuffende 2017-sæson er klar til igen at indfri potentialet, og at Davide Formolo efter flere års stilstand med skiftet til Bora er kommet tilbage på sporet. Med en 8. plads har stortalentet Jaime Roson til fulde bekræftet sit yderst lovende potentiale efter en solid start for Movistar, og George Bennett har trods en lidt skuffende enkeltstart til fulde slået fast, at han trods en relativt fremskreden alder er an de mest spændende etapeløbsryttere.

For flere af de etablerede stjerner var det imidlertid tydeligt, at der endnu er et stykke vej til topformen. Mest tydeligt var det naturligvis med Chris Froome, der dog med en fornuftig enkeltstart på en rute, der ikke passede ham, samt en ikke helt skidt præstation på 3. etape fik vist, at han forbedret sig betydeligt siden Ruta del Sol, men også Fabio Aru har fortsat et stykke vej at gå inden Giroen. Som man kunne forudse i en sæson, hvor der satses stort på både Ardennerne, Touren og VM, er Vincenzo Nibali fortsat milevidt fra topformen, og den langsomme starter Louis Meintjes mangler fortsat også meget.

Læs også

Brandvarm dansker officielt udtaget til Giroen

Mere overraskende var det, at Miguel Angel Lopez’ superform pludselig forsvandt, og det vækker desværre en del bekymring for det colombianske supertalent, der i forvejen har kæmpet en del med manglende stabilitet. Tilsvarende bekymrende er det, at Domenico Pozzovivo, der ellers i 2017 endelig var tilbage efter sit grimme styrt i Giroen i 2015, trods et dumt styrt og medfølgende tidstab i går ikke helt var på sit vanlige stabilt høje niveau. Og ærgerligt var det naturligvis også, at to punkteringer og et styrt ødelagde alle muligheder for Primoz Roglic, der dog med en etapesejr alligevel fik givet en indikation på, at han har forbedret sig yderligere i bjergene og derfor bliver endnu mere spændende at følge i de ugelange etapeløb i den kommende tid. Endnu mere frustrerende var det endelig, at Sunwebs to superstjerner, Tom Dumoulin og Wilco Kelderman, begge styrtede ud af løbet - sidstnævnte endda i en position, hvor han var næsten sikker på en samlet podieplads, og desværre med et brækket kraveben til følge.

Sidste etape gav endnu et vidnesbyrd om, at Rohan Dennis er en klasse for sig på korte, flade enkeltstarter. Uanset hvor stærkt feltet er, leverer den australske maskine simpelthen hver eneste gang på denne type ruter, hvor han fortsat er ubesejret i adskillige år. I dag blev han naturligvis delvist hjulpet af regnen, men det er meget svært at forestille sig, at nogen af de sidste startende havde kunnet røre den suveræne australier. Det er lidt en skam, at en klasserytter som ham begiver sig ud i et meget tvivlsomt forsøg på at transformere sig selv til grand tour-rytter. Foreløbig har det heldigvis kostet power, men det er risikabelt at foretage en gambling med et så unikt talent for tempokørsel, specielt fordi der ikke er meget, der tyder på, at klatreevnerne og stabiliteten rækker.

For Jos Van Emden endte det i endnu en frustrerende andenplads bag Dennis, og man kan ikke fortænke den stærke hollænder i at forbande australieren langt væk. Heldigvis har han undervejs fået sine store sejre, men det kunne være blevet til meget mere, hvis han ikke uheldigvis fra samme generation som Dennis. Også Jonathan Castroviejo må ærgre sig over som i Abu Dhabi at være blevet sat til vægs af BMC-stjernen, men han kan i det mindste finde nogen trøst i, at han efter en skidt 2017-sæson har udnyttet skiftet til Sky til at genfinde sin sande styrke i kampen mod uret.

Ellers blev etapen præget af et nærmest chokerende antal specialisters underpræsteren. Stefan Küng, Victor Campenaerts, Ryan Mullen, Maciej Bodnar, Alex Dowsett, Tony Martin og Matthias Brändle leverede alle langt under niveau. Det fortæller imidlertid nok mere om, hvor hårdt et Tirreno-Adriatico vi har haft. De hårde og lange etaper plejer at tære mere på de tunge specialister, og det er næsten den eneste mulige forklaring på, at så mange topryttere leverede en mildest talt uheldig præstation.

Det gjorde to af sportens store talenter, Gianni Moscon og Mads Pedersen, til gengæld ikke. Moscon bliver bare ved med at overraske i alle sportens discipliner. At han var en god temporytter, vidnede allerede sidste års 6. plads ved VM om, men at han kunne køre så stærkt på en rute som denne, var alligevel uventet. Endnu bedre var Pedersen, der måske var begunstiget af gode vejrbetingelser, men som alligevel leverede en dybt imponerende præstation, der understreger, at sidste års suveræne choksejr i Poitou-Charentes ikke var noget tilfælde. Og så lover det godt for klassikerne - ligesom det i øvrigt gør for Jack Bauer, Luke Durbridge og ikke mindst den skræmmende stærke Sep Vanmarcke, der alle gjorde det bedre, end man kunne have forventet.

De ryttere vil nu overtage scenen i de kommende dage. Mens alle etapeløbsstjernerne enten drager til Catalonien eller tager på højdetræningslejr, står den i de kommende uger på klassikere. Det starter allerede på lørdag i Milano-Sanremo - og her kan formstærke Kwiatkowski jo passende endnu engang bekræfte, at han er manden, der har fået bugt med Skys italienske forbandelse.