Tour de France-analyse: Kristoffs onde ånd

Er UAE-mandskabet forfulgt af onde ånder? For et par dage siden, da Dan Martin sejrede på Mur-de-Bretagne, reflekterede jeg i denne analyse lidt over, hvordan Dan Martin kunne have haft et langt mere glamourøst generalieblad, hvis han ikke tilfældigvis havde været oppe mod fænomenerne Alejandro Valverde og nu Julian Alaphilippe, der begge akkurat har været bedre end den lille irer i de finaler, han mestrer. Listen over Martins andenpladser bag de to puncheurs er alenlang, og derfor smagte sejren på 6. etape ekstra sødt for Martin, fordi han denne gang fik skovlen over sine to onde ånder på samme tid.

Mon ikke Martins medkaptajn Alexander Kristoff har det på samme måde med Peter Sagan. Nu er 70 professionelle sejr, herunder to monumenter og to Tour-etaper, jo ikke at kimse ad, men Kristoffs sejrliste kunne have haft et langt mere eksklusivt skær, hvis ikke det havde været for hans slovakiske rival. I de første mange år undgik de egentlig at ramle ind i hinanden, for i en lang periode var det faktisk Kristoff, der havde overhånden. Nordmanden sejrede i Milano-Sanremo og Flandern Rundt i direkte kamp mod Sagan, ligesom han overspurtede slovakken begge gange, da han tog sine Tour-etapesejre i sin storhedstid i 2014.

I de seneste tre år har Sagan imidlertid været den direkte årsag til, at Kristoff ikke kan skrive dobbelt så mange Tour-etaper samt ikke mindst et verdensmesterskab - endda på hjemmebane - på sit ellers ganske imponerende CV. Deres rivalisering blev indledt for to år siden på etapen til Bern, hvor Kristoff reelt havde sikret sig sin tredje etapesejr i verdens største cykelløb - lige indtil han med et helt håbløst cykelkast akkurat blev passeret af Sagan. Endnu mere ondt gjorde det for et par måneder siden på hans hjemmebane i Bergen, da Sagan med en tilsvarende minimal margin akkurat fik presset cyklen forbi den norske helt, der dermed blev frarøvet drømmen om at iklæde sig regnbuestriberne foran hele den norske nation.

Læs også

Giro d'Italia: Vinderkandidaterne (***)

I dag var han der så igen, ham den irriterende slovak. Egentlig havde Kristoff i dagens spurt på 13. etape, hvor han efter sprinternes masseudvandring i Alperne havde fået sit livs chance for at tage den tredje etapesejr, der ellers så ud til at have været en umulighed for den i dag ikke helt så hurtige nordmand. Først havde han grebet den uventede mulighed ved med Darwin Atapuma at hjælpe med at kontrollere etapen, og i finalen havde han endda gjort det umulige: vundet positionskampen over ekvilibristen Sagan.

Som jeg skrev i min optakt til gårsdagens etape, lå det i kortene, at det efter Fernando Gavirias uventede exit ville være FDJ-toget, der ville dominere finalen. Det viste sig at være en sand profeti, for Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri kontrollerede totalt den sidste kilometer, og derfor lå det i kortene, at det denne gang var Arnaud Demares hjul, alle ville kæmpe om. Helt efter bogen var det således også, at Sagan, der stort set altid får den position, han udser sig, sad limet til franskmandens bagparti med et par kilometer igen.

Så skete der imidlertid noget usædvanligt. Kristoff, der sammen med Sagan er en af de allerbedste i den knaldhårde kamp for placeringer, fik skubbet Sagan væk fra Demares baghjul, og for en sjælden gangs skyld var det derfor nordmanden, der havde den position, alle drømte om. Bedre blev det endda, da Philippe Gilbert med et farligt angreb tvang Sinkeldam og Guarnieri til at lancere toget for tidligt, og da Guarnieri begyndte at tabe fart, var Demare derfor tvunget til at starte sin spurt for tidligt, hvis ikke han skulle blive overrumplet af hurtigere folk bagfra. Dermed endte franskmanden med at give Kristoff det helt perfekte lead-out, og den store chance, som Kristoff fik foråret i forbindelse med Massakren i Alperne, var med 200 m igen endda endnu større, end den var ved starten af etapen.

Men så var han der igen, ham den irriterende i den grønne trøje. Netop som Kristoff med en veltimet spurt bragede mod en sejr, der ville have sendt Norge i kollektiv cykelekstase, sneg Sagan sig med vanlig præcision og velkalkuleret omhu akkurat forbi sin norske rival, der således for tredje gang på tre år blev snydt for en stor sejr af den ånde ond. Mens Sagan således kunne sole sig i sin tredje etapesejr efter mindre end to uger, stod en skuffet Kristoff tilbage på perronen med en stadig skuffende resultatliste i en sæson, der mere eller mindre har været til skraldespanden for manden, der i 2014 vandt næsten alt, hvad han rørte ved.

Heldigvis er der håb for fremtiden, for den bundsolide norske dieselmotor bliver som bekendt bare bedre og bedre, og med udsigt til to sprinteretaper i den tredje uge, hvor trætheden blot vil være endnu mere udtalt, er der muligheder endnu for Kristoff. Især kan han glæde sig ved, at han i dag slog Sagan i positionskampen, og det er trods alt en lille sejr, der kan give håb om, at styrkeforholdet kan vendes mod slutningen af løbet.

For Sagan derimod fortsætter festen bare. Med sin nu tredje etapesejr har han allerede tangeret sin personlige rekord fra debuten i 2012 samt 2016, og med tanke på de to sprinteretaper, der venter til slut, og at alle de hurtigere folk formentlig sidder med benene oppe og nyder en kold sommerøl på terrassen, vil det være dumt at spille imod, at Sagan i år skal overgå sig selv i antallet af etapesejre. Normalt er han ellers ikke hurtig nok til at vinde klassiske massespurter i Tourens benhårde sprinterselskab - det er ikke noget tilfælde, at han forud for årets løb kun havde én regulær spurtsejr helt tilbage fra 2012, hvor han udnyttede kaosset i den såkaldte Massakre i Metz til at spurte sig til sejr - men i et felt, der udelukkende tæller mere robuste typer som ham selv og ikke fartmaskiner som Groenewegen, Kittel og Gaviria, er Sagan sprinter nr. 1, især på grund af sin eminente timing. Og da man heller ikke helt kan udelukke, at han med et udbrud og klog kørsel på en af de to etaper i Massif Central faktisk kan tage en sejr i terræn, der ellers er lidt for hårdt, er mulighederne næsten uendelige for den ustoppelige verdensmester.

Det er de til gengæld ikke for Arnaud Demare, der ikke slog til, da Groenewegen, Gaviria og co. serverede ham en chance på et sølvfad. Hans sublime tog svigtede ham da heller ikke, for i Gavirias fraværlå det som sagt helt i kortene, at det ville være Sinkeldam og Guarnieri, der dominerede den sidste kilometer. Desværre for Sagan fik Gilbert med sit angreb formentlig spoleret den franske fest, for som sagt var det den stærke belgier, der med sit angreb tvang Guarnieri til at bruge sig selv for tidligt og dermed Demare til at åbne for lang en spurt. Selvom han havde medvind, var han ikke i stand til at holde Kristoff og Sagan bag sig, og derfor er der nu kun to skud tilbage i den halvslunkne bøsse for Frankrigs sprinterstjerne.

Problemet for Demare er, at han er notorisk kendt for sin manglende holdbarhed - helt modsat Kristoff og Sagan, der bare bliver bedre og bedre dag for dag. I sig selv er det et mirakel, at Demare ikke sad på det fly, der transporterede resten af sprinterfeltet på tidlig sommerferie, men at han skulle kunne overleve den formentlig meget eksplosive og livsfarlige 17. etape virker ikke videre realistisk. Lykkes det, vil han stadig have chancer i Pau og Paris, men måske var det i dag, Demare skulle have sendt Frankrig og FDJ-mandskabet i jubelrus. Det fik Gilbert ødelagt godt og grundigt.

Det blev heller ikke til endnu en sejr til John Degenkolb, der jo ellers flyver rundt på en lyserød sky efter drømmetriumfen på de nordfranske brosten. Efter Bauke Mollemas sammenbrud, der tilskrives en dårlig ryg efter styrtet på samme brosten, havde han ellers et helt hold til at køre for sig, og det så godt ud for Degenkolb, da Toms Skujins, Koen De Kort og Jasper Stuyven i finalen trak det hele ud. Desværre kneb det med timingen, for da først Skujins og siden De Kort blev brugt op, manglede de muskelkraften til at matche FDJ, da Sinkeldam og Guarnieri skød frem. Derfor måtte Degenkolb se sig henvist til fjerde position bag Demare, Kristoff og Sagan, og derfra var det en håbløs mission at vinde.

Læs også

Optakt: Eschborn-Frankfurt

Spurten viste også, hvordan flere hold allerede nu er på desperat jagt efter sejre i uvant terræn. Normalt ville man aldrig se Greg Van Avermaet, Taylor Phinney og Yves Lampaert - der dog formentlig kun spurtede, fordi han tabte Maximilano Richeze i finalen - blande sig i en Tour-massespurt, men da de alle kører for hold med fallerede klassementshåb, må man nu skyde på alt, hvad der rører sig. Det gjorde de i dag, ikke mindst fordi det svage sprinterfelt åbnede nye muligheder, men i en finale som denne var de trods alt overmatchet af sprinterne.

Det var Magnus Cort også, men det skyldtes ikke manglen på fart. Faktisk kørte danskeren en flot spurt, men slaget var tabt allerede længe inden selve spurten. Som det har været tilfældet i næsten alle Corts spurter i år - og i øvrigt også var et stort problem i klassikerne, hvor Astana gang på gang endte i defensiven - tabte bornholmeren nemlig positionskampen, og han var derfor alt, alt for langt tilbage til nogensinde at kunne drømme om sejr. Det er desværre et tilbagevendende problem, der skal løses for Cort, hvis han nogensinde med regelmæssighed skal blande sig i massespurter, og det er en skam, for han har i dag og på de seneste etaper vist, at både fart og holdbarhed er ganske fin. Det samme problem led Sonny Colbrelli under i dag, for ligesom det var tilfældet i samtlige spurter sidste år, kom den ellers meget formstærke Bahrain-rytter aldrig i position til at gå efter sejren.

De var dog ikke de eneste. Også Christophe Laporte og Thomas Boudat gik glip af muligheden for at udnytte stjernernes fravær til at spurte sig til et topresultat, ligesom reservesprinterne Edvald Boasson Hagen, Nikias Arndt, Jasper De Buyst og Maximiliano Richeze, der alle havde fået en mulighed efter deres kaptajners exit, kunne gribe chancen, da den bød sig.

Det gør den heldigvis igen, men det kræver, at de kæmper sig igennem nogle meget svære dage. Selvom der ikke venter høje bjerge i weekenden, byder Massif Central på uvejsomt og svært terræn, og da stort set hele feltet har blikket stift rettet mod udbrud, er der lagt op til krig fra km 0 de kommende to dage. Derefter venter de første to af tre etaper i Pyrenæerne, inden sprinterne igen kan se frem til en mulighed i Pau og endnu senere på den helt store scene i Paris. Indtil da står den på ren overlevelse - og sikkert et par søvnløse nætter for Kristoff, hvor billedet af Sagan toner frem hver eneste gang, han lukker øjnene.