Tour de France: Favoritten

Årets Giro d’Italia havde en fantastisk tiltrækningskraft på verdens bedste etapeløbsryttere. Et helt fantastisk felt udkæmpede et mindeværdigt slag på de italienske landeveje i maj, og efterhånden som tilmeldingerne indløb til arrangørerne, kunne det endda kortvarigt se ud til, at den første af årets grand tours måske endda ville ende som den store. Så galt gik det imidlertid ikke for verdens største cykelløb, for hurtigt stod det klart, at hovedparten af Giro-stjernerne havde planer om at kaste sig ud i en historisk double, og dermed endte begge løb som vindere. Faktisk kan det franske løb i år præsentere et felt, der måske kan betegnes som det stærkeste i flere år, og langt de fleste af tidens bedste grand tour-ryttere vil være at finde i feltet, når det fra den 7. juli går løs i Frankrig.

Det hele anføres naturligvis af Chris Froome, der drømmer om at skrive historie ved at tage sin fjerde grand tour-sejr på bare 12 måneder, men netop usikkerhed om hans form efter en hård Giro gør årets løb endnu mere åbent end tidligere. Det skyldes ikke mindst, at han denne gang udfordres af et usædvanligt stærkt Movistar-mandskab, der tæller den skræmmende stærke trio bestående af Nairo Quintana, Mikel Landa og Alejandro Valverde i en historisk stærk Tour-satsning fra det spanske superhold, og for første gang synes der at være et hold, der i bjergene kan matche Sky. Dertil skal lægges Richie Porte, der efter et sygdomsramt forår med sejren i Tour de Suisse fik vist, at han er helt klar til at udfordre sin tidligere kaptajn, og dermed bliver det klart, at Froome vel næppe tidligere har kunnet imødese så skrap modstand fra så mange potentielle vindere.

Feltet tæller også Vincenzo Nibali, der har udset sig årets rute som en stor chance for at tage sin anden sejr i verdens stærkeste cykelløb, Ilnur Zakarin, der fortsætter sin march mod grand tour-himlen og for første gang satser alt på Touren, Froomes løjtnant Geraint Thomas, der efter den knusende sejr i Dauphiné er klar til at træde til, hvis kaptajnen skulle falme, samt Rigoberto Uran og Romain Bardet, der som bekendt begge var på podiet sidste år og drømmer om endnu mere i år. Dan Martin viste i Dauphiné, at han har timet formen perfekt og står foran noget stort, efter at han sidste år endte som nr. 6 trods 12 etaper, hvor han var hæmmet af en brækket ryg, Jakob Fuglsang er stærkere en nogensinde, Adam Yates har ligesom sin bror har gjort mageløse fremskridt i år, Steven Kruijswijk ligner en mand, der måske kan genfinde Giro-formen fra 2016, og Bauke Mollema drømmer om at finde de ben, der næsten gav ham en podieplads for to år siden. Tom Dumoulin må ganske vist være træt efter Giroen, men håber alligevel at køre med om sejren i sit første store forsøg på at vinde verdens største cykelløb, og endelig frygter de fleste himmelstormeren Primoz Roglic, der efter et drømmeforår har potentialet til at skabe den helt store overraskelse på de franske landeveje i år. Med andre ord er listen over topkandidater længere end vanligt, og kobler man det med en usædvanligt innovativ og spændende rute, kan løbet umuligt skuffe.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets største favorit, der som den eneste har fået fem stjerner.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE

Chris Froome (*****)

Lige siden Marco Pantani som den seneste erobrede både Giro d’Italia og Tour de France i samme sæson for nu 20 år siden, er det ikke skortet på forsøg på at gentage bedriften. I 2003 forsøgte Gilberto Simoni sig, men efter en sejr i Giroen fejlede han eklatant i Touren. Året efter sin Tour-sejr i 2008 gav Carlos Sastre sig i kast med den ambitiøse double, men efter en fin indsats i Giroen, der efter diskvalificeringen af Franco Pellizotti gav ham en podieplads, kunne han end ikke klemme sig ind i top 10 i et yderst skuffende titelforsvar i Touren. I 2010 var det Cadel Evans, der kastede sig over det ambitiøse projekt, men også han måtte efter en fjerdeplads i Giroen opgive at blande sig i klassementet i Touren, hvor han blev ramt af et styrt.

I 2011 forsøgte Alberto Contador sig for første gang, men efter en knusende suveræn sejr i Touren var den spanske stjerne, der ellers på daværende tidspunkt var i en klasse for sig, en skygge af sig selv i Frankrig, hvor det blot blev til en for ham helt usædvanlig femteplads, og mønsteret gentog sig i 2015, hvor han atter gjorde forsøget. Igen vandt han Giroen, men i Touren var han ikke i nærheden af sit højeste niveau og måtte atter tage til takke med femtepladsen. Senest var det så Nairo Quintana, der sidste år bandt an med projektet, men heller ikke han var i nærheden af at have succes med forehavendet, da en lidt skuffende andenplads i Giroen blev fulgt op af en nærmest skræmmende anonym Tour, hvor en 12. plads markerede et lavpunkt, siden han i 2013 slog igennem i grand tour-sammenhæng.

Alle de ovenstående forsøg forklarer med al tydelighed, hvor Giro-Tour-doublen regnes som den sværeste af alle i cykelsporten. De fleste af de modige, der har gjort forsøget, har kørt hæderligt i Giroen, hvor de alle har kunnet blande sig i toppen, men alle er de fejlet eklatant i Touren, hvor de ikke har været blot i nærheden af deres vanlige niveau. Forklaringen er den simple, at det er på kanten af det mulige for den menneskelige organisme at bevare topformen over tre måneder, hvor man udsættes for i alt 42 dages med enorme fysiske udfoldelser, og modsat den lidt lettere Tour-Vuelta-double, der lader sig gøre, fordi alle ryttere er trætte i den spanske grand tour, møder man altid alle verdens bedste rytter i absolut topform, når det går løs i Touren. Skal man vinde verdens største cykelløb, er det ikke nok at være på 95% af sin ydeevne, og de få afgørende procent kan være meget svære at opretholde næsten tre måneder efter starten på Giroen.

Derfor kom det også som et chok for det meste af cykelverdenen, da rygterne i løbet af efteråret med tiltagende styrke begyndte at indikere, at Chris Froome havde planer om at kaste sig ud i det næsten umulige projekt at vinde Tourens to største etapeløb i samme sæson - og det endda efter allerede at have vundet både Touren og Vueltaen umiddelbart efter hinanden. Hidtil havde tidens bedste grand tour-rytter ellers gjort det tindrende klart, at hans karrieremission var at vinde så mange Tour-titler som muligt. Mens han i de seneste år uden de store risici havde kunnet eksperimentere med et dobbelt grand tour-projekt ved også at satse på Vueltaen, var det klart, at en ambitiøs Giro-satsning afgørende ville kompromittere hans chancer for at nå de seks Tour-sejre, der definitivt ville indskrive ham som den største i Tour-historien, og derfor var de fleste af den opfattelse, at man aldrig ville se Froome til start i Italiens grand tour - i hvert fald ikke så længe han fortsat havde en realistisk chance for at vinde verdens største cykelløb.

Alligevel tog intensiteten af rygterne til, og efter flere dage med tiltagende spekulation var det i sidste ende blot en formalitet at se Froome tone frem på storskærm under Giroens rutepræsentation og annoncere sin intention og at skrive historie ved først at blive den tredje rytter i historien efter Eddy Merckx og Bernard Hinault til at sidde på alle tre grand tour-troner på samme tid og siden ved også at vinde Touren blive den første siden Pantani til at vinde den svære Giro-Tour-double - og dermed vinde hele fire (!) grand tours i træk.

Meldingen vakte lige dele forundring og begejstring, men det var primært sidstnævnte følelse i de følgende uger, hvor Froome generelt blev rost for det store mod, både han og Sky-mandskabet, der ellers har været kritiseret for konservatisme og forsigtighed, havde udvist. Men hvad var der sket, siden Froome pludselig turde kaste sig ud i et projekt, som særligt Contadors og Quintanas eklatante fiaskoer af mange var blevet beskrevet som urealistisk i nutidens meget specialiserede og fokuserede cykelsport?

Forklaringen er tresidet. Vigtigst af alt var der chancen for at skrive historie. Med sejrene i både Touren og Vueltaen stod Froome pludselig i en helt unik situation, hvor han var bare ét skridt fra at indskrive sig side om side med Merckx og Hinault på en udsøgt liste over ryttere, der på samme tid har været ejer af alle tre grand tour-kroner. Den mulighed var for god til at lade gå fra sig, og det var derfor efter sejren i Vueltaen, at ideen for alvor begyndte at rumstere i Froomes hoved. For det andet betød den ekstra uge, der på grund af VM i fodbold denne gang er i tiden mellem Giroen og Touren, at 2018 vil give en historisk chance for rent faktisk af føre projektet til ende.

Vigtigst af alt var det imidlertid, at Froome indså, at det faktisk var muligt. Igennem nu to sæsoner har briten vist, at han med den rette forberedelse rent faktisk kan ikke blot køre, men også vinde to grand tours i træk. I 2017 var han ganske suveræn i både Touren og Vueltaen, og mange vil endda hævde, at han i den første uge af Vueltaen faktisk var endnu bedre, end han var i Frankrig - et forhold, der taler imod den konventionelle logik, at man ikke kan bevare formen over så lang en periode. I 2016 var det kun den kollektive Sky-blunder på ”Froomigal”-etapen, der kostede ham sejren, og her havde han endda været travlt beskæftiget med i tiden mellem de to grand tours at rejse hele vejen til Brasilien og vinde en OL-bronzemedalje i enkeltstart. Med andre ord indså Froome, at han igennem nu mange år havde perfektioneret kunsten at forberede sig til to grand tours og være konkurrencedygtig i dem begge.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Som sagt er Giro-Tour-doublen imidlertid en helt anden sag end den langt lettere Tour-Vuelta-kombination - ikke mindst når de to grand tours kommer sidst i en kæde på fire tre uger lange etapeløb i træk - og derfor er det en monumental opgave, Froome har sat sig selv for. Alt har derfor været minutiøst forberedt og planlagt, og Froome har fulgt en nidkært lagt plan, der skal sikre, at han fortsat er på tæt på 100%, når årets sidste store kraftanstrengelse venter på enkeltstarten i Baskerlandet den 28. juli, næsten tre måneder efter starten på Giroen i Jerusalems smalle gader.

Sidste års succesrige model med et meget løbsfattigt forår blev gentaget, og lidt uforståeligt var der mange, der igen tændte alarmklokkerne, da Froome hverken var på toppen i Ruta del Sol eller Tirreno-Adriatico, og da han endte på en pauver fjerdeplads i Tour of the Alps. Grund til panik var der imidlertid aldrig, for planen havde hele tiden været, at Froome skulle være helt udhvilet, når han rullede ud på den indledende Giro-enkeltstart i Jerusalem, og at han først i den bjergrige sidste uge skulle finde topformen. De første 13 dage handlede alene om overlevelse, mens en gradvist stigende formkurve skulle gøre det muligt for Froome med en enkelt stor dag i bjergene at vinde tilstrækkeligt med tid på Tom Dumoulin til, at han kunne holde forspringet på den lange enkeltstart og dermed tage sejren med så lille en kraftanstrengelse som muligt.

Som bekendt lykkedes det Froome at gennemføre første del af missionen, men der var faktisk intet, der gik efter planen. Et styrt allerede under opvarmningen til den indledende enkeltstart betød nemlig, at Froome var langt under niveau i den første del af løbet, hvor han tabte tid hver eneste gang, muligheden bød sig. Selv på små stigninger i eksplosive finaler var Froome ikke i nærheden af at kunne følge de bedste, og selvom han kortvarigt rejste sig med en storslået sejr på Monte Zoncolan, betød det efterfølgende kollaps på Sappada-etapen og en halvdårlig enkeltstart, at lyset var tæt på at være helt, helt slukket, da der resterede bare fire dage af løbet.

Resten er som bekendt historie. Med et mageløst soloridt over 80 km fra grusvejene på frygtede Colle delle Finestre over Sestriere-stigningen og frem til målet på toppen af Jafferau vandt Froome i suveræn stil løbets kongeetape efter en præstation, der står som en af de mest imponerende i nyere grand tour-sammenhæng, og da han efterfølgende uden de store sværdslag forsvarede trøjen på den sidste bjergetape, sikrede Froome sig den fortjente plads ved siden af Hinault og Merckx på en af de allerforreste side i sportens efterhånden lange historiebog.

Sejren var imidlertid langt mere dyrekøbt, end Froome havde ønsket sig. Styrtet og det kolossalt store tidstab i den første del af løbet betød nemlig, at briten må grave langt, langt dybere, end han havde drømt om. Soloridtet på Finestre-etapen vidner naturligvis om, at missionen med at ramme topformen i den tredje uge lykkedes, men planen om at komme let til sejren gjorde ikke. Tværtimod måtte Froome mindst to gange grave helt ned i det dybeste af kraftreserverne. Første gang var på Zoncolan, hvor indsatsen havde kostet ham så meget, at han dagen efter næsten kollapsede på de kuperede veje til Sappada. Anden gang var under det historiske soloridt, for selvom Froome hele dagen lignede en mand i total kontrol, gennemfører selv ikke verdens bedste klatrer en sådan præstation uden at betale en dyr, dyr pris.

Derfor går Froome også ind til årets Tour med en anden oplevelse i bagagen, end han gjorde, da han stillede til start i Vueltaen i 2016 og 2017. I begge de to tilfælde havde han nemlig vundet Touren med et minimum af kraftanstrengelse, og faktisk virkede det til, at han ikke én eneste gang måtte grave rigtigt dybt i de to udgaver af den franske grand tours. Det kan bestemt ikke siges at have været tilfældet i årets Giro, og derfor er ballasten en helt anden forud for en opgave, der allerede på papiret er langt sværere end den tilsvarende fra de foregående to sæsoner.

Med Quintanas og Contadors erfaringer i bagagen kan det derfor undre, at Froome alligevel må regnes som løbets topfavorit, ikke blot blandt iagttagere, men også blandt løbets øvrige favoritter. Det skyldes imidlertid, at Froome mindst siden 2013 har været i en klasse for sig i grand tour-sammenhæng. Havde det ikke været for kollapset i Formigal i Vueltaen i 2016, ville Froome have vundet alle de grand tours siden sejren i Touren for fem år siden, hvor han har haft en rimelig forberedelse, og hvor han ikke er sendt ud af et tidligt styrt. Kun i Vueltaen i 2014, hvor han stillede til start kort efter en skadespause, måtte briten se sig besejret. I alle andre løb har Froome været mindst et niveau eller to over rivalerne.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE

Forklaringen er en kolossal alsidighed, en fantastisk stabilitet, en eminent evne til klogt at økonomisere med kræfterne og et brølstærkt hold, der har gjort det muligt kun selv at træde til, når det har været nødvendigt. Froome har igen og igen vist, at han, når han er på toppen, er verdens bedste klatrer. Dertil kommer, at det blandt de bedste klassementsryttere kun er Tom Dumoulin, der kan udfordre ham på en enkeltstart, og selv ikke den hollandske verdensmester kan nogensinde være sikker på at slå briten, der allerede har vundet to enkeltstarter i både Touren og Vueltaen. Tidsgevinsterne herfra har ofte sammen med et enkelt eller to store angreb i bjergene og efterfølgende kontrolleret kørsel fra Sky ladet ham tage sine grand tour-sejr med knusende overlegenhed.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Samtidig har Froome nu to gange bevist, at han er i stand til at køre med om sejren i to grand tours i træk, og selvom han måtte grave dybt i Giroen, er der ingen grund til at tro, at Froome ikke vil være i stand til at køre med helt i front også i Touren. Ruten betyder imidlertid, at det bliver ganske delikat at finde den rette balance i de tre uger i Frankrig, for han kan ingenlunde gribe løbet an, som han gjorde det i Spanien sidste år.

I Vueltaen udnyttede Froome resterne af Tour-formen og en hård første uge til at vinde al den tid, han kunne, i løbets første del, inden han gik i cruise control i løbets anden halvdel, hvor formen ventedes at ville aftage. Den tilgang fører ham ingen vegne i årets Tour, for her skal man helt frem til 10. etape, inden man ser bare skyggen af et bjerg. Derfor nytter det ikke meget for Froome at komme flyvende ind til den første uge, for selv den bedste form fører ham ingen vegne i de ni dage i klassikerterræn.

Det betyder ikke, at Froome ikke kan lægge grundstenen til en samlet sejr netop i den første del af løbet. Faktisk er der al mulig grund til at tro, at Froome allerede efter holdløbet på 3. etape, hvor Sky stiller til start som storfavoritter, vil kunne bringe sig i pole position, og derefter udbygge sin føring med en god indsats på den frygtede brostensetape. Blandt løbets favoritter er det nemlig briten, der har de bedste chancer for at vinde tid på den barske 9. etape, hvor han har alle forudsætninger for at distancere hovedparten af sine rivaler. Med Geraint Thomas, Michal Kwiatkowski, Gianni Moscon og Luke Rowe ved sin side er han nemlig omgivet af det måske allerstærkeste mandskab til at føre sig frem i den heftige positionskamp, der vil betyde alt på løbets mest skrækindjagende etape. Dertil kommer, at Froome selv er langt mere kraftfuld end hovedparten af sine rivaler og derfor en bedre brostensrytter end de lettere folk.

Problemet er, at tidsgevinster på brostenene ikke er noget, der kan planlægges. Froome og Sky kan med deres stærke hold gøre alt for at minimere risiciene og øge chancerne for at ende som hammeren og ikke sømmet, men sikre kan de ikke være. Det kan nemlig godt være briterne, der ender på den forkerte side af et uheldigt styrt, hvormed det pludselig er Froome, der trods en forventet sejr på holdløbet kan gå ind til den første hviledag med et tidstab på måske endda flere minutter.

Det komplicerer sagen for Froome. I den første uge er det nemlig først og fremmest holdet, der skal hjælpe, mens han først selv får brug for at træde i karakter fra 10. etape. Her venter endda en usædvanligt hård bjergmenu, der stiller enorme krav til holdbarhed og form, og derfor nytter det ikke meget for Froome som i Vueltaen at satse på selv at toppe i den første halvdel. Det er nemlig fra Alperne og frem, at han skal toppe.

Hvordan han vil få den ligning til at gå op, er usikkert, men er der nogen, der mestrer kunsten at planlægge og time sin form, er det Froome. Og går alt efter planen har han efter holdløbet og enkeltstarten en så stor buffer, at han som i tidligere år kan gå i forsvarsmode i bjergene og bruge sit stærke hold og sine sublime tempoevner til at tage en kontrolleret sejr. Han kan bare ikke være sikker på at være i den situation, og derfor er det nødvendigt, at han ligesom i Giroen skal forsøge at planlægge sin formkurve, så han når toppen frem fra 10. etape og frem - en yderst svær balancegang for en mand, der allerede har kørt Giro.

Den alsidige rute er imidlertid god for Froome og undgår han uheld er der gode chancer for, at han kan eller Geraint Thomas kan erobre trøjen på holdløbet, og at de vil kunne tage hul på bjergene med et solidt forspring. Som vi så i Giroen, kan Froome imidlertid sagtens improvisere, og trods sit rygte som en kedelig rytter er han faktisk en af de mest opfindsomme og aggressive i feltet, hvilket hans soloridt i Italien, nedkørselsesangreb på Col de Peyresourde i 2016 og store sidevindsoffensiv samme år blot er udvalgte eksempler på. Målet er, at han kan udnytte sit hold til at køre defensivt, men skal der angribes i bjergene, har Froome både evnerne og mandskabet til at gøre det. De mange nedkørsler er heller ikke til ugunst for en mand, der så sent som i Tour of the Alps viste, at han mestrer den kunst som kun få. Og til sidst har han en kuperet enkeltstart, der passer ham som fod i hose, som et helt afgørende våben, der kan give ham ekstra tid på alle rivaler, måske endda også på en formentlig meget træt Dumoulin.

Som altid er en af Froomes styrker hans sublime hold. I år er nøglen til succes alsidighed, og den besidder briterne som ingen anden. Kun to ryttere, Geraint Thomas og Michal Kwiatkowski, har været i top 15 i grand tours og samtidig vundet store brostensløb, og de kører begge for Froome. Gianni Moscon er måske endda endnu mere alsidig og kan hjælpe i alle terræner, ligesom Luke Rowe har vist sit værd som en bundsolid bodyguard på de flade etaper. Med Wout Poels og Egan Bernal har han to af løbets allerbedste klatrere ved sin side, og lægger man dertil løjtnant Thomas, der i år har klatret sublimt med en sejr i Dauphiné, Kwiatkowski, der viste helt nye klatreevner i sidste års Tour, Moscon, der i sidste års Vuelta var guld værd også i bjergene, og Jonathan Castroviejo, der i Dauphiné viste et hidtil uset niveau på stigningerne, bliver det klart, at det kun er Movistar, der kan matche Skys kollektiv i bjergene. Og på holdløbet og brostenene er briterne formentlig de allerstærkeste.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Der hersker dog også en vis usikkerhed, som gør Sky en anelse mere sårbare end tidligere. Thomas har stadig til gode at bevise, at han kan holde sit topniveau over alle tre uger, og både Kwiatkowski og Moscon er kendt for at have store udfald, som de senest havde det i Dauphiné. Selvom Poels næsten altid er sublim i den tredje uge af grand tours, hvor han som regel er blandt de allerstærkeste i bjergene, er hollænderen også lidt af en lottokupon, der den ene dag kan køre fra alt og alle og dagen efter sidde i gruppettoen. Endelig er Bernal totalt ubeskrevet i grand tour-sammenhæng, og ingen ved, hvordan han håndterer tre uger med kolossalt stress.

Med andre ord mangler Froome den garanti, som bundsolide Mikel Nieve altid gav, og som kan gøre ham sårbar, hvis alle lotterisedlerne rammer den dårlige dag på samme tidspunkt. Med så stærkt et kollektivt er det usandsynligt, men det kan ske. Og indtræffer ulykken, kan Froome pludselig blive overraskende sårbar i et kolossalt stærkt felt, der ikke mindst tæller et historisk stærkt Movistar-mandskab med tre potentielle vinderkandidater.

Sky knækker imidlertid sjældent under presset og ser man bort fra kollapserne i Formigal i 2016 og i Pyrenæerne i 2013, har Froome altid været stærkt beskyttet af sit hold. Det er igen en af de væsentligste nøgler, der skal gøre det muligt for briten at gøre det, der i de seneste 20 år har vist sig som en umulighed for selv sportens allerbedste grand tour-ryttere. Ingen af dem har de imidlertid haft Froomes alsidighed, hans sublime hold, taktiske kølighed og ikke mindst dokumenterede evne til at time og holde sin form på de helt rigtige tidspunkter. De egenskaber bliver i år mere end nogensinde sat på prøve i det, der fremstår som en monumental udfordring, men hvis nogen kan gøre det næsten ufattelige at vinde fire grand tours i træk må det være Froome. Hidtil har intet vist sig umuligt for tidens største grand tour-rytter, og enhver, der var vidne til hans mageløse comeback i Giroen, vil vide, at det aldrig er klogt af afskrive Froome. Historien fortæller os i hvert fald, at der meget vel kan blive skrevet yderligere en side i historien i Paris den 29. juli.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE