Tour de France: Vinderkandidaterne

Årets Giro d’Italia havde en fantastisk tiltrækningskraft på verdens bedste etapeløbsryttere. Et helt fantastisk felt udkæmpede et mindeværdigt slag på de italienske landeveje i maj, og efterhånden som tilmeldingerne indløb til arrangørerne, kunne det endda kortvarigt se ud til, at den første af årets grand tours måske endda ville ende som den store. Så galt gik det imidlertid ikke for verdens største cykelløb, for hurtigt stod det klart, at hovedparten af Giro-stjernerne havde planer om at kaste sig ud i en historisk double, og dermed endte begge løb som vindere. Faktisk kan det franske løb i år præsentere et felt, der måske kan betegnes som det stærkeste i flere år, og langt de fleste af tidens bedste grand tour-ryttere vil være at finde i feltet, når det fra den 7. juli går løs i Frankrig.

Det hele anføres naturligvis af Chris Froome, der drømmer om at skrive historie ved at tage sin fjerde grand tour-sejr på bare 12 måneder, men netop usikkerhed om hans form efter en hård Giro gør årets løb endnu mere åbent end tidligere. Det skyldes ikke mindst, at han denne gang udfordres af et usædvanligt stærkt Movistar-mandskab, der tæller den skræmmende stærke trio bestående af Nairo Quintana, Mikel Landa og Alejandro Valverde i en historisk stærk Tour-satsning fra det spanske superhold, og for første gang synes der at være et hold, der i bjergene kan matche Sky. Dertil skal lægges Richie Porte, der efter et sygdomsramt forår med sejren i Tour de Suisse fik vist, at han er helt klar til at udfordre sin tidligere kaptajn, og dermed bliver det klart, at Froome vel næppe tidligere har kunnet imødese så skrap modstand fra så mange potentielle vindere.

Feltet tæller også Vincenzo Nibali, der har udset sig årets rute som en stor chance for at tage sin anden sejr i verdens stærkeste cykelløb, Ilnur Zakarin, der fortsætter sin march mod grand tour-himlen og for første gang satser alt på Touren, Froomes løjtnant Geraint Thomas, der efter den knusende sejr i Dauphiné er klar til at træde til, hvis kaptajnen skulle falme, samt Rigoberto Uran og Romain Bardet, der som bekendt begge var på podiet sidste år og drømmer om endnu mere i år. Dan Martin viste i Dauphiné, at han har timet formen perfekt og står foran noget stort, efter at han sidste år endte som nr. 6 trods 12 etaper, hvor han var hæmmet af en brækket ryg, Jakob Fuglsang er stærkere en nogensinde, Adam Yates har ligesom sin bror har gjort mageløse fremskridt i år, Steven Kruijswijk ligner en mand, der måske kan genfinde Giro-formen fra 2016, og Bauke Mollema drømmer om at finde de ben, der næsten gav ham en podieplads for to år siden. Tom Dumoulin må ganske vist være træt efter Giroen, men håber alligevel at køre med om sejren i sit første store forsøg på at vinde verdens største cykelløb, og endelig frygter de fleste himmelstormeren Primoz Roglic, der efter et drømmeforår har potentialet til at skabe den helt store overraskelse på de franske landeveje i år. Med andre ord er listen over topkandidater længere end vanligt, og kobler man det med en usædvanligt innovativ og spændende rute, kan løbet umuligt skuffe.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets tre trestjernede favoritter, der alle har en reel chance for at vinde løbet.

HUSK AT SÆTTE DIT TOUR DE FRANCE-MANAGERHOLD!

Mikel Landa (***)

De fleste kender vel følelsen af at være blevet urimeligt behandlet af chefen. Mange kender helt sikkert til følelsen af ikke helt at blive værdsat for sine kvaliteter, og at det altid er andre, der får de mest spændende opgaver. Og mange ved, hvordan det er, når man sidder med følelsen af at kunne bidrage med mere, hvis blot man fik lov at udfolde sit fulde potentiale.

Der er dog næppe mange, der har stiftet så nært bekendtskab med netop den følelse som Mikel Landa. I hvert fald synes den klatrestærke basker at have en usædvanlig veludviklet evne til at havne i situationer, hvor holdinteresser er kollideret frontalt med hans personlige ambitioner, og hvor han har været tvunget til at tilsidesætte egne drømme for det, der af sportsdirektørerne har været betragtet som kollektivets bedste.

Det helt startede i 2015, hvor man i hvert fald forstod, hvis Landa var bare en lille smule bitter på Astanas sportsdirektør Giuseppe Martinelli. Her fik baskeren sit store gennembrud i Giro d’Italia og udmærkede sig i løbets anden halvdel som løbets stærkeste rytter. Trods et stort nederlag på enkeltstarten fik han endda mulighed for at gribe ud efter sejren ved flere lejligheder, specielt da Alberto Contador oplevede en sjælden krise på Colle delle Finestre bare 24 timer inden løbets afslutning. Astana-ledelsen havde imidlertid større interesse i at sikre den lokale helt Fabio Aru en plads på podiet og frarøvede Landa muligheden for at køre sin egen chance. Ingen kan være i tvivl om, at Landa var bedste mand mod slutningen af den 98. udgave af Giroen, og det er svært at benægte, at han i hvert fald havde haft en mulighed for at vinde, hvis blot tøjlerne var blevet sluppet, og den baskiske cirkushest havde fået lov at udfolde sig.

Kontroversen endte med en indlysende skilsmisse, men inden afgangen spillede Landa den helt afgørende rolle i at knække Tom Dumoulin og sikre Aru den samlede sejr i Vueltaen - i øvrigt efter at have vundet kongeetapen. Selvom han forud for løbet faktisk var blevet lovet sin egen chance og selv med dårlig kørsel i løbets første uge havde reduceret sig til en hjælperrolle, måtte han igen se sig henvist til en position som luksusløjtnant, efter at han i løbets anden halvdel havde fundet de ben, der kunne have gjort det muligt at vinde mere end blot den ene etape, det i sidste ende blev til. Til gengæld fik han med sin fantastiske kørsel for sin kaptajn kræftet, hvad han havde vist i Giroen, og det var derfor ingen overraskelse, at selveste Sky kastede al deres støtte bag den baskiske superklatrer som manden, der kunne bryde det britiske mandskabs årelange forbandelse i Italiens største etapeløb, Giro d’Italia. Landa blev udpeget som kaptajn for verdens bedste etapeløbshold i sin første grand tour for sit nye mandskab.

Desværre gik det aldrig som ønsket. I 2016 blev han syg bare få timer efter, at han med sit livs enkeltstart for alvor havde indskrevet sig i kampen om den samlede sejr, og han måtte i stedet forlade Italien og forberede sig til Touren, hvor han aldrig fandt benene og endte som en temmelig anonym hjælper for Froome, der hjemførte karrierens tredje triumf i verdens største cykelløb. Også i 2017 regnede uheldene ned over Landa, der bare få kilometer inden løbets første alvorlige bjergudfordring på Blockhaus sammen med medkaptajnen Geraint Thomas bragede ned i asfalten og siden rullede over stregen som allersidste mand med endnu en knust klassementsdrøm som eneste minde fra det ublide møde med de italienske landeveje.

Modsat Thomas, der hurtigt rettede blikket mod Touren og derfor rejste hjem, viste Landa imidlertid storslået moral ved at rejse sig fra asken og vinde en stor bjergetape samt sikre sig bjergtrøjen. Faktisk kunne det meget vel være blevet til sejre på hele tre af de største dage i bjergene, hvis blot Landa havde udvist lidt større kølighed og ikke med temmelig naiv kørsel have ladet sig overspurte af først Vincenzo Nibali på kongeetapen og siden af Tejay van Garderen - to ryttere, der ikke just er kendt for eksplosion og spurtstyrke.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Det var dog et par uger senere, at Landa skulle opleve den følelse, der i højere grad end hans flotte sejre har kendetegnet hans ellers imponerende karriere. Det skete, da han atter stillede til start i Touren, hvor han var udset til at skulle hjælpe Froome til sin fjerde sejr. Med stor usikkerhed om formen havde Landa da heller ikke skyggen af personlige ambitioner, og han regnede med at skulle smide en del tid i den første uge, langsomt finde benene og til slut være til nytte i løbets anden halvdel.

Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Selvom han smed lidt sekunder væk hist og her i løbets første del var han at finde på en samlet 9. plads, da feltet efter 11 dage ramte Pyrenæerne. Her opstod pludselig en helt uventet situation, da Froome oplevede en sjælden krise på den lille rampe op til målet på Peyragudes-etapen, hvor Landa efterfølgende fik en del kritik for i spurten ikke at have ventet på sin holdkammerat. Med ét opstod der derfor spekulationer om, hvorvidt Landa faktisk var stærkere end sin kaptajn, og da han den følgende dag som led i et taktisk spil blev sendt i offensiven sammen med de fallerede stjerner Alberto Contador og Nairo Quintana, avancerede han pludselig til 5. pladsen-

Resultatet blev, at Landa pludselig befandt sig i mediernes rampelys, og han måtte igen og igen forhold sig til, om han ville være lige så loyal over for Froome, som han havde været det for Aru i 2015, hvor sportsdirektørernes beslutninger nærmede sig det absurde. Dengang svigtede Landas loyalitet imidlertid ikke, og det gjorde den heller ikke i Frankrig. Froomes nedtur i Peyragudes var nemlig blot udtryk for en enkelt dårlig dag, og derfor stod både Sky og Landa til fulde bag deres kaptajn. Den baskiske løjtnant ventede endda på sin chef, da denne på 15. etape blev ramt af en punktering og gjorde igennem hele den sidste uge, præcis hvad han fik besked på. Da han efter at have braget sit livs enkeltstart af i Marseille på næstsidste etape og endte med at misse en podieplads med bare ét sekund, sluttede et ellers succesrigt løb med en bitter eftersmag for Landa, der ikke i momentet var skuffet - han havde som bekendt slet ikke haft ambitioner forud for løbet - men som i de følgende uger blev mere og mere frustreret over for anden gang i sin karriere at være blevet berøvet chancen for at vinde en grand tour.

Al spekulation om, hvorvidt Landa faktisk kunne have vundet i Paris, er naturligvis meningsløs, for det var kun på en enkelt etape, at baskeren var stærkere end sin kaptajn, og alene enkeltstarten havde været rigeligt til at sikre Froome den samlede triumf, selv hvis Landa havde været rival og ikke holdkammerat. Alligevel tændte oplevelsen en ild hos den uheldige baskere, der i en uventet aha-oplevelse havde indset, at han faktisk har en reel chance for at vinde verdens største cykelløb.

Landas låste rolle som den uheldige hjælperytter skabte en FreeLanda-bevægelse på sociale medier, som fik ny næring af klatreren selv, da denne annoncerede, at han aldrig igen ville risikere at befinde sig i en situation, hvor han skulle vente på en kaptajn i en grand tour. Derfor lå det i kortene, at han måtte væk fra Sky, men af samme grund var forundringen også enorm, da hans valg af ny arbejdsgiver faldt på Movistar, der i Nairo Quintana og Alejandro Valverde allerede havde to særdeles kapable grand tour-kaptajner. Endnu større var forbløffelsen, da Landa senere annoncerede, at han ikke som forventet ville gå efter en Giro-sejr, men lagde op til endnu en direkte konfrontation med sine holdkammerater ved sammen med begge medkaptajner at satse hele sæsonen på succes i Touren.

Resultatet af udmeldingen har været en temmelig omfattende mediespekulation, der kun har fået ekstra næring af en tydeligvis frustreret Quintanas behov for at ”pisse sit territorium af” og Landas befriende ærlige, men ikke altid helt gennemtænkte kommentarer til medierne. Konfliktniveauet var særligt højt i vintermånederne, men da først sæsonen gik i gang, faldt det hurtigt til et afdæmpet leje.

Det skyldes særligt, at de tre kaptajner faktisk viste, at de kunne samarbejde. Landa fik sin store chance i Tirreno-Adriatico, hvor en ugunstig rute ikke gav ham de store chancer, men hvor han alligevel bekræftede sin tårnhøje klasse ved at vinde løbets kongeetape, inden han fik god hjælp af Quintana til at køre sig til en andenplads i sin helt store forårssatsning på hjemmebanen i Baskerlandet, hvor han dog fik gevaldige klø på løbets enkeltstart af fænomenet Primoz Roglic. Siden da stillede han sig selv i holdets tjeneste i Ardennerne, hvor han kørte loyalt for Valverde, som også fik hjælp af Quintana i Catalonien, hvor de sikrede sig en dobbeltsejr, og alt er derfor forløbet helt gnidningsfrit i løbet af foråret.

Det giver håb om, at de også kan finde ud af samarbejdet i Touren, hvor de for første gang i historien udgør et kollektiv, der på papiret fremstår stærkere end det ellers så uovervindelige Sky-mandskab. Modsat sine medkaptajner, der begge med sejre i hhv. Frankrig og Schweiz har vist glimrende form i optakten, har det imidlertid knebet lidt for Landa, der fik sig lidt af en mavepuster i Tour de Suisse. Ganske vist var det kun en knaldhård modvind, der forhindrede ham i at vinde den meget taktiske og lette bjergetape til Leukerbad, men da det gjaldt den helt store test på kongeetapen, blev han ikke blot rundbarberet af en flyvende Quintana, men også af flere af sine Tour-konkurrenter. Han sluttede endda løbet af med en så rædselsfuld enkeltstart, at det blot blev til en samlet 16. plads, og han lagde da heller ikke skjul på, at han havde forventet sig meget mere af det schweiziske løb.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Der er imidlertid ingen grund til at lade alarmklokkerne kime. Der er mere end en måned mellem kongeetapen i Schweiz og 10. etape i årets Tour, hvor feltet efter den første hektiske uge rammer bjergene, og hvor Landa derfor skal være på toppen. Derfor kan det faktisk vise sig at være ganske glimrende for baskeren ikke at have været for god for tidligt og efter Quintanas kongepræstation at glide en smule væk fra radarens mest intense søgefelt. Selvom Landa har tradition for at starte lidt tungt ud i sine grand tours, rammer han altid niveauet, når det gælder mod slutningen, og det vil være mærkeligt, hvis ikke også det er tilfældet i år.

Problemet er, at al den gode form kan vise sig at være helt ubrugelig. Hvis Quintana er et oplagt offer for den hektiske første uge med sidevind, smalle veje og brosten, gælder det i endnu højere grad for Landa, der slet ikke har Quintanas erfaring i rollen som beskyttet kaptajn i Tourens kaos. Selvom han  fik lejlighed til at stifte bekendtskab med de flamske brosten i et par belgiske klassikere i foråret, er Landa en novice i det, der kan vise sig at blive Tourens allervigtigste del, og da han ligesom Quintana og Valverde, kan se frem til at tabe tid til Froome og Porte på holdløbet, kan han sagtens være ude af kampen, inden feltet har set sit første bjerg.

Alligevel står Landa med sit livs chance. Kommer han helskindet igennem de første ni dage, og er han, Quintana og Valverde stadig i spil, kan julelegene i den grad begynde. Der er helt sikkert meget tid, der skal vindes inden enkeltstarten - især fordi Landa i 2018 er blevet sit gamle tamme selv efter at have gjort store fremskridt i tiden på Sky - men det burde der også være mulighed for at gøre. De tre stjerner har ikke lagt skjul på, at der skal angribes på skift for at isolere Froome, og Landa har gang på gang vist, at han er gjort af det stof, der gør det muligt at levere de helt store soloridt også langt fra mål.

Landa er nemlig en af verdens bedste klatrere, og han skal ikke have megen snor på en rute, der er usædvanligt bjergrig og byder på historisk få og endda ganske kuperede kilometers enkeltstart. Han har nu flere gange vist, at den ustabilitet, der kendetegnede de tidlige år af hans karriere, er en saga blot, og faktisk har han en tendens til kun at blive stærkere, som de tre uger skrider frem. Det er præcis de egenskaber, der gør en god grand tour-rytter, og som gør det realistisk at tro på, at Landa endda kan stå øverst på podiet i Paris.

Det kan endda ske allerede i år, men det kræver, at han igennem de første ni dage er tilsmilet af held. Det har ikke just forfulgt ham i den første del af karrieren. Alt godt kommer imidlertid til den, der venter, og Landa har udvist både en tålmodighed og en loyalitet, der fortjener at blive belønnet. Måske sker det allerede om tre uger. I så fald vil han endelig have løsnet de lænker, der har fastlåst ham i nu tre år. Det er tid til at befri Landa!
 

HUSK AT SÆTTE DIT TOUR DE FRANCE-MANAGERHOLD!

Alejandro Valverde (***)

Der var næppe mange cykelfans, der ikke gik i seng med en klump i maven d. 1. juli sidste år. De sporadiske billeder havde ganske vist ikke afsløret meget af det drama, der foregik på de fedtede veje i Düsseldorf, men da det i løbet af aftenen stod klart, at lidt olie på vejen efterladt af en væltet motorcykel ikke blot havde sendt Valverde i asfalten på Tourens indledende enkeltstart, men også efterladt ham med en flækket knæskal og flere andre alvorlige skader, lignede det afslutningen på karrieren for en af sportens helt store ikoner. Mange kunne nemlig huske, hvordan en lignende skade havde ramt blandt andre Sergio Henao, der aldrig siden er blevet den samme rytter, og det virkede derfor temmelig urealistisk, at en 37-årig veteran kunne vende tilbage til det niveau, der havde gjort ham til et sportens største fænomener.

Historien har imidlertid vist os én ting: at intet er normalt, når det drejer sig om Valverde. Inden sit styrt havde den spanske veteran allerede i løbet af et helt igennem mageløst forår med sin hidtil bedste sæsonstart atter dokumenteret, at alder for ham blot er et tal, og at der for ham trods den fremskredne alder tilsyneladende fortsat er rum til forbedring. I hvert havde han igennem årets første måneder med sejr i Ruta del Sol, Catalonien Rundt, Baskerlandet Rundt, Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege indskrevet sig som en seriøs bejler til Tour-tronen, ikke mindst fordi sidste års rute mere end nogensinde tilgodeså en spurtstærk og eksplosiv klatrer som Valverde.

Det endte som bekendt slet ikke, som Valverde havde håbet, men styrtet markerede i starten på endnu et Valverde-mirakel, der atter rejser spørgsmålet, om spanieren virkelig er gjort af det samme stof som andre almindelige døde. Med en jernvilje, der næppe finder sin lige noget andet sted inden for elitesport, gennemførte han angiveligt et genoptræningsforløb, der i ihærdighed, omhu og dedikation må have gjort efterårsmånederne til et regulært helvede. Lysten til at komme tilbage til den sport, han elsker så højt, at hans træningsvilje nærmest blot synes at vokse med alderen, overvandt imidlertid alt andet, og Valverde stod den svære tid igennem uden at afvige en millimeter fra sin ellers meget ambitiøse plan.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Resultatet blev et comeback, som ingen - heller ikke Valverde i selv sine vildeste fantasier - havde forestillet sig. Allerede i sin første løb på Mallorca var spanieren den i særklasse stærkeste på stigningerne, og havde det ikke været for lidt feje tricks fra Tim Wellens, der med lidt feje tricks lavede bremselyde på den regnvåde nedkørsel og dermed skræmte en stadig angst Valverde, som efterfølgende tabte kontakten, havde han utvivlsomt vundet løbsseriens hårdeste løb. Siden fik han sin revanche, da han knuste al modstand i Volta a la Comunitat Valenciana og Abu Dhabi Tour, inden han efter en 4. plads i Strade Bianche - som han formentlig havde vundet, hvis Movistar havde kunnet holde løbet under kontrol - tog en knusende suveræn sejr i Volta a Catalunya, hvor end ikke himmelstormeren Egan Bernal, der ellers i århar været umuligt at besejre i bjergene, tilsyneladende kunne få Valverdes puls til at stige til over 100.

Træerne voksede imidlertid ikke ind i himlen for Valverde, for forårets helt store mål, ardennerklassikerne, endte som en mindre fiasko. Han var ganske vist stærkeste mand i Amstel Gold Race, men her var stigningerne ikke hårde nok til, at han kunne knække Peter Sagan og Julian Alaphilippe, og siden blev han fanget i et taktisk spil. Til slut blev et ekstremt intensivt forløb, der havde varet siden styrtet i sidste års Tour, tilsyneladende for meget for selv Valverde, for efterfølgende måtte han se sig stødt fra tronen i ”sine” løb, først da han blev regulært overspurtet af Julian Alaphilippe på Mur de Huy i Fleche Wallonne, og siden da han kørte et historisk svagt Lige-Bastogne-Liege, som endte med en pauver 13. plads, efter at han havde siddet op i finalen.

Præstationer har med god grund vakt lidt panderynker. Valverde er trods alt 38 år, og selvom han var helt ustoppelig i årets første løb, var han ikke ved vanlig styrke, da han ramte de løb, hvor alle rivalerne var på toppen af deres ydeevne. Var det vitterligt det første lille tegn på, at alder alligevel ikke bare er et tal for Valverde, og at skaden måske alligevel har kostet mere end først antaget?

Ingen ved det, men svaret er formentlig nej. Valverde var nemlig i særklasse i alle de løb, han kørte fra slutningen af januar og frem til Ardennerne, og det var ikke just små løb, han vandt, eller sekundære ryttere, han besejrede. Valverde fik reelt sine rivaler til at ligne juniorryttere i stort set hver eneste optræden, og det lader sig ikke gøre for en mand, der er på vej ned.

Forklaringen er snarere, at selv Valverde måtte betale en pris for det ekstremt hårde forløb, der på det tidspunkt havde varet i ni måneder. Derfor var den efterfølgende pause også tiltrængt, og Valverde ha nu fået tanket de halvflade batterier op, så han kan stille helt frisk til start i sommerens Tour. Her blev han ramt af et lille tilbageslag, da en forkølelse tvang ham til at droppe Tour de Suisse, men det forhindrede ham ikke i at levere endnu en magtdemonstration i erstatningsløbet Route l’Occitanie, hvor han i vanlig overlegen stil vandt kongeetapen og efterfølgende sammen med Luis Leon Sanchez var ved at gennemføre det helt store kup med en storslået offensiv på den ellers ret flade sidste etape, hvor kun Anthony Roux nåede forbi, da de to spaniere blev hentet bare få meter fra stregen.

Selvom Valverde var en lid tam figur i de spanske mesterskaber, er der ingen grund til panik. I de senere år har han nemlig ikke været flyvende i juni måned, og manden, der om nogen kender sin krop efter næsten to årtier i det professionelle felt, ved præcis, hvad der skal til for at ramme det skræmmende topniveau i de kommende tre uger i Frankrig.

Her stiller Valverde til start som tredjehjulet i den skræmmende Movistar-trio, der har en historisk mulighed for at true det ellers så uovervindelige Sky-mandskab i bjergene. I første omgang er Valverde nederst i hierarkiet bag Landa og Quintana, men det kan meget hurtigt ændre sig. Holdet har nemlig gjort det klart, at de første vil fordele rollerne, når de kender situationen efter de første ni dage, og her siger al logik, at Valverde vil komme langt bedre igennem end sine to letvægtsholdkammerater.

Modsat Landa og Quintana er multikunstneren Valverde nemlig i sit es i alle slags terræner. Hans klassikersejre er dokumentation for evnerne på korte, eksplosive stigninger og til at håndtere selv den mest hektisk positionskamp på smalle veje, og han lader sig kun sjældent fange i sidevinden. På brostenene er han blandt klassementsrytterne måske den allerbedste - i hvert fald efter Geraint Thomas - for sammen med waliseren er han den eneste af de store af navne, der har været med i kampen om sejren i en brostensklassiker. I en karriere, der ellers har været dedikeret til andre løb, har han tre gange kastet sig ud i en kamp på det ru underlag, og både i 2015- og 2018-udgaverne af Dwars door Vlaanderen var han ganske tæt på at løbe af med sejren. Det er klart, at Roubaix’ pavéer er noget andet end de brostensbelagte hellingen i Flandern, men Valverde har - som forventeligt - bevist, at han også besidder den kunst at holde sig oprejst, når vejen er mere ubehagelig end vanligt.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Dertil skal lægges, at Valverde har gode muligheder for at gå efter bonussekunder undervejs. Quimper, Mur-de-Bretagne og Mende har alle finaler, der rimer på Valverde, som også kan bruge sin hurtighed til ay køre med om sejren, hvis en eller flere af de tre bjergetaper, der slutter med en nedkørsel, skulle ende i en spurt blandt favoritterne. Selvom han ligesom Quintana og Landa vil tabe tid til særligt Froome og Porte på holdløbet, har Valverde alle muligheder for at opbygge et solidt forspring til sine medkaptajner, og lykkes det, vil han ikke blive bedt ofre sig for holdet.

Kan Valverde så også omsætte det til en samlet sejr? Hidtil ville han selv have sagt nej, for han indså efter sin karantæne, at han ikke klatrede godt nok til at vinde verdens største cykelløb, og derfor blev karrieremissionen at nå en podieplads. Det mål blev indfriet i 2015, efter at han egentlig havde misset sin sidste chance i 2014, da han lidt uventet kunne gøre holdkammeraten Quintana, som var den klare kaptajn, selskab på skamlen. Herefter erklærede han, at hans klassementsambitioner i Touren var nået, og at fremover alene ville handle om at hjælpe Quintana til sejr.

Derfor satsede han i 2016 i stedet på at fuldende sin liste over grand tour-podier, og det lykkedes med en 3. plads i Giroen, hvor han atter betalte prisen for sin mest markante svaghed: evnen til at begå sig i mere end 2000 m højde. Siden da fik hans Tour-håb imidlertid ny næring, da han i Frankrig var åbenlyst stærkere end Quintana, og i den sidste uge i Alperne i perioder endda lignede løbets stærkeste mand.

Derfor var det også med større ambitioner end vanligt, at Valverde sidste år stillede til start i Düsseldorf, men som bekendt kostede styrtet ham måske hans livs chance for at vinde på en rute, der var designet til ham. Af samme grund har Valverde derfor også i år en reel tro på, at han selv kan sejre, også selvom han i offentligheden anlægger en meget neddæmpet tone. De seneste to sæsoner har givet Valverde en reel tro på, at en Tour-sejr er mulig, og han vil utvivlsomt gribe chancen, hvis den byder sig.

Det kan den meget vel gøre, for i år er Valverde som bekendt del af en trio, der ved at angribe på skift kan sætte Sky under pres. Det kan godt være, at Valverde på de helt store bjergetaper stadig er et niveau under Froome, Porte, Quintana og Landa, men han er snu som ingen anden og kan sagtens ende som den helt store vinder i det interne Movistar-spil, hvis han får det maksimale ud af de første ni dage.

Samtidig har Valverde siden 2017 nået et nyt niveau som temporytter. Hidtil har han stort set kun kunnet blande sig med de bedste i spanske enkelstarter - kritikere vil hævde, at spanske motorcykler ikke har været ham uvenligt stemt - men sidste år viste han med en fabelagtig enkeltstart i Dauphiné, hvor han ellers som vanligt endnu ikke var i topform, at han er klasser bedre end tidligere. Præstationen kom efter tilsvarende imponerende resultater i tidskørslerne i Ruta del Sol og Baskerlandet Rundt, og da årets tidskørsel i Baskerlandet ikke kunne have passet ham bedre, har Valverde endnu en trumf i ærmet i forhold til de fleste af sine rivaler. Lægger man dertil, at han på det seneste har klatret bedre end nogensinde på lange stigninger, særligt i sidste års Catalonien Rundt, hvor han kørte fra Froome og Contador i en finale, der normalt ville have været en tand for hård for ham, ser det hele pludselig ganske lovende ud.

Der er stadig hurdler, der skal overvindes. Ruten er lidt for bjergrig med lidt for mange lange bjerge til at behage Valverde rigtigt vel, og han havde helt sikkert også foretrukket, at man ikke skulle op i 2000 m højde i både Alperne og Pyrenæerne. Dertil kommer, at Valverde som regel altid har mindst én halvdårlig i løbet af tre uger, og selvom han er blevet en mester i at begrænse sine tab, kan det blive et problem for en mand, der trods alt må forventes at komme til kort over for Porte og Froome på enkeltstarten, holdløbet og i de højeste bjerge. Den kollektive styrke og en uforudsigelig første uge åbner imidlertid perspektiver for sportens multikunstner nummer 1, og flasker alt sig efter hans hoved, er den Tour-sejr, han egentlig havde afskrevet, måske alligevel inden for rækkevidde. Det vil i hvert fald være en ganske bemærkelsesværdig omvæltning bare ét år efter, at karrieren tilsyneladende lå i ruiner på en regnvåd vej i Düsseldorf.

Vincenzo Nibali (***)

Kun syv ryttere er lykkedes med den næsten umulige mission i løbet af en karriere at vinde alle tre grand tours. Naturligvis findes tre af cykelsportens giganter, Eddy Merckx, Bernard Hinault og Jacques Anquetil, på listen, og det er også kun oplagt, at Alberto Contador, der på et tidspunkt var næsten altdominerende i etapeløbssammenhæng har udført bedriften. I år indskrev Chris Froome sig - naturligvis - også på listen efter i seks år at have indskrevet sig som en af historiens allerstørste grand tour-ryttere. At Felice Gimondi også har vundet alle tre løb, er måske mere overraskende for mange, men selvom hans grand tour-generalieblad ikke kan matche det tilsvarende for de fem ovennævnte, taler vi trods alt om en rytter, der også vandt VM og to monumenter samt har rekorden for flest podieplaceringer i Giroen.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Det eneste navn, der for alvor skiller sig ud på den prestigefulde liste, er Vincenzo Nibali. Selvom italieneren allerede inden sin 30 års fødselsdag havde indskrevet sig i historien ved i 2014 at tilføje Tour-titlen til sine tidligere triumfer i Giroen og Vueltaen, regnes italieneren ikke for alvor som en af de store i cykelhistorien. Tværtimod synes hans stjerne allerede fire år efter Tour-triumfen at være falmet betragteligt. Det er således tankevækkende, at hans deltagelse i årets Tour har tiltrukket sig langt mindre opmærksomhed end lignende meldinger fra folk som Tom Dumoulin, Mikel Landa og Nairo Quintana, hvis grand tour-resultater slet ikke kan matche Nibalis.

For nogle kan det synes urimeligt, men det er ikke helt uden grund, at Nibali ikke længere får den plads i rampelyset, han havde for få år siden. Selvom han efter Tour-triumfen har vundet bl.a. Il Lombardia to gange, taget en choktriumf i Milano-Sanremo og taget endnu en Giro-sejr, vil få benægte, at italieneren aldrig har genfundet den forrygende form, der i 2014 gav ham den mest suveræne Tour-sejr siden Alberto Contadors magtdemonstration i 2014 - en Tour, der i øvrigt blev vundet, efter at italieneren havde taget hele fire etapesejre.

Siden da har Nibali kun momentvist dokumenteret sin klasse. Det skete eksempelvis i en forrygende sæsonafslutning i 2015, hvor han efter på ydmygende vis at være blevet diskvalificeret fra Vueltaen, i suveræn stil tog sin første monumentsejr i Il Lombardia, eller da han efter sygdom og en meget lidt overbevisende indledning, pludselig fandt benene i de sidste dage af Giroen i 2016 og - i høj grad hjulpet af Steven Kruijswijks styrt - vendte en helt umulig situation til en yderst følelsesladet anden triumf i sit hjemlands største etapeløb. Det skete også ved OL-løbet i Rio, hvor Nibali ubetinget var stærkeste mand, men hvor hans desperate forsøg på at komme af med Sergio Henao og Rafal Majka på den sidste nedkørsel kostede ham en stensikker olympisk medalje. Og senest indtraf det sidste efterår, hvor han efter en ikke specielt spektakulær Vuelta, der var endt med en andenplads, knuste al modstand i en knaldhård udgave af Il Lombardia.

Set i det lys kan det ikke undre, at Nibali forud for Touren er fløjet en anelse under radaren. Hans seneste grand tour-præstationer har da heller ikke været på niveau med tidligere tiders meritter i de tre uger lange etape løb. Sidste år sluttede han ganske vist som nummer 3 i Giroen, men kun efter en præstation, der var alt andet end overbevisende og aldrig gav indtryk af, at han havde sejren inden for rækkevidde. Det mønster gentog han sig i sidste års Vuelta, hvor han modsat flere af sine rivaler, der stillede til start med en udmarvende Tour i benene, men alligevel aldrig for alvor var i nærheden af at true Chris Froome, og reelt kun endte på andenpladsen, fordi de fleste andre rivaler havde dårlige dage undervejs.

I det hele taget har Nibali kun sjældent været på sit topniveau i de seneste mange år. Som ung var han ellers kendt som et altædende monster, der kørte stærkt fra januar til oktober, men siden 2014 har han været i den helt anden grøft. Efter fødslen af sit barn synes han kun at kunne mobilisere den nødvendige træningsiver til at toppe ved få udvalgte lejligheder. Derfor er hans resultatliste også temmelig pauver, og nu om dage tilbringer Nibali det meste af sine sæsoner som en temmelig anonym rytter, der kun blander sig i de løb, han for alvor udset sig.

Undtagelsen var årets Milano-Sanremo, hvor han tog sæsonens i særklasse mest uventede sejr. En formsvag Nibali var stillet til start som hjælper for Sonny Colbrelli, og da han angreb på Poggio, var det da også kun for at beskytte sin kaptajn. Et taktisk spil betød imidlertid, at ingen tog initiativ til at hente Hajen fra Messina, der ved at vinde det monument, en rytter som ham aldrig burde kunne erobre, dokumenterede præcis, hvorfor han er så stor en klasserytter.

Derudover har der imidlertid som vanligt ikke været meget at skrive hjem om for Nibali, der i løbet af foråret kun havde ét reelt mål: at vinde Liege-Bastogne-Liege. Det endte som en stor fiasko, hvor han var langt fra sin bedste form, og da alle andre løb fungerede som regel forberedelse, er det kun sejren i Sanremo, der lyser op i et ellers gråt forår for den italienske stjerne.

Alligevel har Chris Froome måske grund til at frygte Nibali. Det skyldes flere forhold. For det første afspejler ovenstående gennemgang af Nibalis præstationer i de senere sæsoner en total forandring for en rytter, der tidligere var kendt for sin helt utrolige stabilitet. Specielt i 2014 og 2015 var han udsat for massiv kritik for et nærmest skræmmende lavt niveau forud for Touren, men han endte begge gange med at opnå forrygende resultater senere på sæsonen. Når det for alvor gælder, har Nibali og hans træner Paolo Slongo en fremragende evne til at ramme rigtigt. Man skal med andre ord ikke lægge noget i den mildt sagt tamme præstation i Dauphiné, for det følger fuldkomment mønsteret fra både 2014 og 2015 og den generelle tendens fra hans forberedelsesløb i de senere sæsoner.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

Dertil kommer rutens beskaffenhed, der ikke kunne have været meget bedre for Nibali. Det er da helller ikk uden grund, at Nibali renoncerede på chancen for atter at køre Giro på sin hjemø Sicilien til fordel for en målrettet satsning på Touren. Lige siden rutepræsentationen i oktober har han ikke kunnet skjule sin begejstring for den plan, arrangørerne har lagt for de kommende tre uger, og selvom han også har et meget stort mål om at blive verdensmester i Innsbruck til september, har Touren i år fået kolossal prioritet.

I 2014 lagde Nibali nemlig grunden til sin samlede sejr med et storslået ridt på en episk brostensetape. I år har han udsøgt til et gensyn med de ru pavéer, og denne gang er der endda tale om en endnu hårdere etape end for fire år siden. Derfor øjner Nibali i den grad chancen for at udnytte både 9. etape og eventuel sidevind i den hektiske første uge, hvor han er bedre end mange af sine rivaler, til at sikre sig en buffer inden bjergene, også selvom hans Bahrain-mandskab vil få en del klø af særligt Sky og BMC på holdløbet.

Derefter venter en usædvanligt bjergrig anden halvdel, der ikke just bekommer Nibali dårligt. Han har i de senere år kun for alvor kunnet finde sine bedste ben i den sidste del af grand tours, og derfor bekommer det ham særdeles vel, at alle bjergene først melder sig fra 10. etape og frem. Nibali elsker samtidig de store bjergmaratons med mange bjerge - gerne i mere end 2000 m højde - og han er som en af feltets bedste nedkørere stor fan af bjergetaper, der ikke slutter på en stigning. Det kræver ikke mange blik på årets rute at indse, at Nibali har fået alle sine ønsker opfyldt til overflod, og da det hele rundes af med en kuperet enkeltstart, hvor han vil kunne begrænse tabet til Froome, Porte, Roglic og Dumoulin og vinde tid på de mere rene klatrere, ser det slet ikke dumt ud for den alsidige og snu italiener.

Endelig er han bakket op af et bedre hold end længe. Måske udgør ellers stærke Sonny Colbrelli, Heinrich Haussler og Kristijan Koren ikke den bedste større i den første uge, men her er Nibali en af de bedste til at klare sig uden den store hjælp. I bjergene kan han til gengæld se frem til støtte fra en Domenico Pozzovivo, der i årets Giro aldrig var set bedre, og i det italienske mesterskab overraskede sig selv ved allerede at være i fremragende form igen, samt de to Izagirre-brødre, der måske ikke er rene klatrere, men i år begge har klatret bedre end nogensinde tidligere. Dertil kommer veteranen Franco Pellizotti, der trods sin fremskredne alder i både Giroen og Vueltaen sidste år viste skræmmende styrke, og stadig håber at have en sidste stor grand tour i benene. Det er klart, at Bahrain-Merida ikke er i nærheden af at kunne matche hverken Movistar eller Sky, men denne gang har han i det mindste et hold, der gør det muligt at lege de offensive julelege, der er Nibalis store styrke.

Nej, Nibali er ikke den rytter, der knuste alle i Touren i 2014. Og nej, Nibali har ikke vist meget i de seneste mange måneder. Alligevel har Nibali udviklet en særlig næse for at ramme formen, når han for alvor har sat sig et mål, og det har han i de kommende uger i Frankrig. Måske er han ikke feltets stærkeste rytter, men han er en af de klogeste og mest snu. Ingen havde regnet med, at han ville vinde Milano-Sanremo, og det vil være en langt, langt mindre overraskelse, hvis han ender øverst på podiet i Paris. I marts tøvede de alle et par sekunder for meget, da Nibali sneg sig væk på Poggio. Gør de det samme i de kommende tre uger, vil Hajen fra Messina utvivlsomt hugge til igen.

HUSK AT SÆTTE DIT TOUR DE FRANCE-MANAGERHOLD!