Du kan læse min lynoptakt.<\/a><\/p>","date":"5\/7-2023 kl. 21:51","date_unformatted":"2023-07-05 21:51:28","km_driven":"144,9","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"365501","title":"Analyse af 5. etape","text":"For et par år siden blev der i cykelsporten indført et nyt begreb, ”Froome Day”. Det blev betegnelsen for årets første store bjergetape, der ofte kom dagen efter første hviledag, og hvor Froome havde for vane at knuse al modstand, tage en suveræn solosejr og lægge resten af løbet i et jerngreb. Det gjorde han første gang i 2013, hvor han og Richie Porte tog en mageløs dobbeltsejr på Ax 3 Domianes, og minsandten om ikke den fantastiske Sky-duo gentog kunststykket to år senere på La Pierre Saint-Martin. Begge gange opbyggede briten så gigantisk et forspring, at det efterlod en hel cykelverden lidt slukøret over, at løbets spænding syntes kvalt, nærmest inden vi var kommet i gang.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Derefter fulgte nogle år, hvor Froome Day va aflyst. Efter magtdemonstrationerne i 2013 og 2015 anlagde den britiske Tour-konge en ny strategi, hvor han i 2016 og 2017 angreb løbet langt mere konservativt. Nu var ambitionen nemlig ikke længere bare at vinde, men også at gøre det med så lille et ressourceforbrug, at han kunne nappe Vueltaen efterfølgende.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Froome Day var i virkeligheden ikke en ny opfindelse. Vi kunne med lige så stor ret have talt om Armstrong Day, for amerikaneren havde også for vane at kvæle al spænding ved det allerførste møde med bjergene. Velvidende at Jan Ullrich altid kom ind til løbet med et par kilo for meget på sidebenene, blev der slået til fra første færd, så tyskeren for længst var distanceret, når han i den tredje uge begyndte at finde formen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
For to år siden fik vi så et nyt begreb, nemlig Pogacar Day. Alle, der havde drømt om en spændende Tour i 2021, sad nemlig tilbage med en blandet følelse af både beundring og skuffelse over en forduftet spænding, da Tadej Pogacar kørte hele feltet midt over på Tourens første dag i Alperne – endda på en dag, hvor fraværet af en bjergafslutning egentlig slet ikke lagde op til det. Dengang kunne man med rette frygte, at Pogacar Day ville et lige så hyppigt tilbagevendende tema, som Froome Day (og Armstrong Day) var det i årene, hvor løbet var mindst spændende.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Sådan gik det heldigvis ikke. Nok vandt Pogacar også den første bjergetape til La Planche des Belles Filles i 2022, men det var faktisk den etape, der fik mig til at udpege Jonas Vingegaard som den nye favorit. Det var nemlig en rigtig Pogacar-stigning, hvor han burde have knust sin danske rival med et eminent antrit, men da danskeren lykkedes med at presse sloveneren til det yderste på dennes egen hjemmebane, skiftede mit favoritbarometer prompte i danskerens retning. Da vi kort efter ramte Vingegaard-terrænet, levede danskeren i den grad op til tilliden med to overlegne sejre på løbets to vigtigste etaper.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Alligevel var der ingen, der talte om Vingegaard Day inden danskerens Tour-titelforsvar i år. Jo, jeg gjorde det faktisk i en tidligere artikel om Tourens nøgleetaper, men det var faktisk i et misbrug af ordet. Hvis ideen er, at det er løbets første bjergetape, der skal have prædikatet, bør Vingegaard Day nemlig aldrig være noget, vi taler om. Danskerens styrke er jo nemlig hans enorme restitutionsevne, og derfor har perspektivet snarere være, at hans fremtidige grand tour-sejre skulle grundlægges i løbets anden halvdel. Derfor var det også om Tourens kongeetape med Col de la Loze, at jeg tillod mig at misbruge ordet Vingegaard Day.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Særligt burde Vingegaard Day da ikke være et tema på årets rute. Da arrangørerne i efteråret åbenbarede designet af årets løb, var det nemlig ret let at se, hvordan det skulle udfolde sig. Med en start i Baskerlandet var det uundgåeligt ikke at besøge Pyrenæerne usædvanligt tidligt, men for at undgå at kvæle al spænding med en slags Froome Day valgte løbsdirektør Christian Prudhomme, at den sydøstlige bjergkæde skulle besøges i en lightudgave. Det gav anledning til to etaper med nogle meget eksplosive finaler og dermed to oplagte dage for Pogacar – ikke til en 2021-agtig Pogacar Day, men til at han med sit punch kunne spurte sig til nogle bonussekunder. Da den baskiske start ligeledes var skræddersyet til Pogacar, lignede det et løb, hvor Vingegaard skulle forsvare sig i den første halvdel, inden han kunne slå til på de to store alpeetaper 14 og 17, særligt naturligvis på 17. etapes Vingegaard Day.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den afvikles som bekendt først onsdag d. 19. juli, men minsandten om ikke dagen kom præcis 14 dage for tidligt. Akkurat som Froome og Armstrong gjorde det i deres storhedstid, og som Pogacar gjorde det for to år siden, leverede Vingegaard nemlig på løbets første dag i bjergene en magtdemonstration, der til fulde lever op til det, som skabte begrebet Froome Day, nemlig et knusende overlegent ridt, der nærmest med det samme kvalte al løbets spænding, inden det reelt kom i gang.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Dermed blev det narrativ, der tegnede sig ved rutepræsentationen, vendt totalt på hovedet. Det, der skulle have været Pogacars hjemmebane, blev nu til hans Waterloo, og det, der skulle have været Vingegaards udebane, blev nu til stedet, hvor han lagde løbet i et jerngreb allerede to uger for tidligt. Helt ud af det blå kom det dog ikke. Faktisk kunne man allerede fornemme, at det ville gå sådan i lørdags.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvis dagens etape var Pogacars hjemmebane, var det nemlig for intet at regne mod, hvad lørdagens baskiske mur var. Den var så skræddersyet til den slovenske superpuncheur, at han om ikke skulle kunne sætte Vingegaard, så i hvert fald presse ham. Og som minimum skulle han da køre Victor Lafay midt over, for selvom franskmanden før har vist stort potentiale på den slags stigninger, må han aldrig komme tæt på verdens vel nok bedste murspecialist på Tourens førstedag.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det gjorde han bare. Vingegaard lignede en mand, der var på søndagstur, mens Lafay end ikke var mere presset, end at han kunne gå direkte til fronten efter Pogacars angreb. Det var ikke just et angreb, der osede af Pogacar-overskud, og at han satte alle andre af, handlede mere om, at han og Vingegaard bare er i deres helt egen liga.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Derfor kunne man lugte nedturen. Nok var Col du Marie Blanque, der i dag var udset som rammen om det første lille bjergslag mellem Tourens favoritter på ingen måde en favoritstigning for Vingegaard, men den var trods alt lang nok til, at et fysisk overskud ville sætte sig igennem. Danskeren er jo ikke just helt ueffen på den slags mellemlange, stejle stigninger. Det fik hele feltet i Baskerlandet i hvert fald at mærke, da danskeren knuste rivalerne ved at vinde tre af seks etaper i foråret.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Netop den baskiske præstation indikerede også, at Pogacar i det hele taget skulle stå tidligt op for at slå Vingegaard i år. Nok passer årets rute langt bedre til sloveneren end sidste års mere bjergtunge udgave, men danskerens i særklasse bedste forår indikerede også, at han i år ville være endnu stærkere, end han var det sidste år. Og selvom flertallet af bjergetaperne rimer mere på Pogacar end Vingegaard, er der i Alperne tilstrækkeligt med Vingegaard-terræn til, at selv den bedste Pogacar burde få sit hyr med at generobre titlen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det hyr får han i den grad, men desværre er det nok ikke Vingegaard, der er hovedårsagen til, at efterårets manuskript for årets Tour i dag blev vendt på hovedet. Nej, det er svært at komme udenom, at det er Pogacar selv. Jeg ville naturligvis aldrig have drømt om at pege på Vingegaard som favorit til dagens etape, hvis jeg havde følt mig overbevist om, at Pogacar var på 100%. Vingegaard er nemlig ikke den eneste, der i foråret så ud til at have forbedret sig yderligere. Det samme kunne i den grad også siges om den Pogacar, der knuste Mathieu van der Poels på denne brostenshjemmebane i Flandern.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den bedste Pogacar findes bare ikke lige nu. Det var det, Lafay viste os i lørdags, og i dag stod det helt klart for alle. Ikke så meget på grund af Vingegaard, som altid vil være svær at følge, men mere på grund af Sepp Kuss. Nok ved vi, at amerikaneren på sine store dage er en af verdens bedste bjergryttere, og nok viste han i Giroen, at han efter en sløj sæson var tilbage ved fuld styrke, men det må aldrig kunne ske, at Pogacar er ude af stand til at sætte amerikaneren på en eksplosiv stigning som Marie Blanque – og det må slet ikke ske på en dag, hvor Kuss forinden har arbejdet stenhårdt for at sætte et Vingegaard-angreb i scene. Ej heller må det nogensinde ske, at Pogacar er ude af stand til at vinde væsentlig tid på de øvrige rivaler, og at han efterfølgende må se sig hentet på nedkørslen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Nej, Pogacar er ikke på 100%, og han er desværre ikke tæt på at være det. Derfor vil manuskriptet i år blive vendt på hovedet. Logikken tilsiger, at Pogacar denne gang nok vil blive bedre og bedre undervejs, for vi ved jo godt, hvorfor han har sine mangler. De stammer nemlig tilbage fra styrtet i Liege, hvor hans chancer for at lave både en ardennertrippel og vinde Touren forsvandt på én og samme tid. At starte sin seriøse træning omkring d. 1. juni er for sent, hvis man vil slå Vingegaard i en grand tour, og selvom han gradvist bør indhente det forsømte, er slaget tabt – i hvert fald hvis danskeren undgår uheld.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Vingegaard bliver nemlig næppe ringere herfra. Tværtimod plejer han jo kun at blive bedre, og når Pogacar måtte nærme sig sit bedste niveau, er de fleste Pogacar-etaper overstået, og de vigtigste Vingegaard-etaper melder sig. Derfor ser det – for den neutrale cykelseer – ud til, at Vingegaard Day har dræbt al spænding på præcis samme vis, som Froome Day gjorde det.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I det hele taget var det en møgdag for UAE, men det var de nok også delvist selv ude om. Det var i hvert fald uopmærksomt, at de lod løbets i mine øjne tredjestørste favorit, Jai Hindley, slippe afsted i en gruppe, der ikke blot var stor og stærk, men også havde et hav af hjælpere til at føre for udbruddets kaptajner. Naturligvis kan det være et svært at overskue, hvem der kommer væk, når 36 mand pludselig har slået hullet i en hektisk indledning, men det er jo ikke første gang, det er sket for dem. Vi så jo det samme på den alenlange 7. etape i 2021, hvor de endte med at bruge rasende mange kræfter på at holde et stort og stærkt udbrud i snor.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Der manglede nok også lidt kølighed. Det var tydeligt, at Jumbo-mandskabet havde store planer, da de efter et sandt angrebsraseri fik anbragt hele tre forposter i form af Christophe Laporte, Wout van Aert og Tiesj Benoot i udbruddet, men selvom det hollandske mandskab med udbruddet havde nået deres mål, var det ikke kun Pogacar, der var truet af Hindley. Nej, det var i lige så høj grad Vingegaard. Ja, faktiskvar det også David Gaudu, Simon Yates, Mikel Landa og Carlos Rodriguez, for hvis alle er enige om, at alle andre kører om 3. pladsen, var Hindley jo en gevaldig trussel mod særligt Gaudu, Yates og Landa, der har podiet som deres store mål.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jumbo, FDJ, Bahrain, Jayco og Ineos var bare lige kølige og overlod alt ansvaret til araberne, der nu endte med at slide voldsomt på sig selv. Det gjorde de jo allerede lidt uforståeligt på 2. etape, og i dag turde de i hvert fald ikke indlede en gang poker med de øvrige hold. Naturligvis ville det indebære den risiko, at Hindley ville få et endnu større forspring, men det er svært at tro, at de ikke havde kunnet lokke i hvert fald Jumbo frem, hvis de havde insisteret på, at der altså var to og ikke kun én rytter, der var ved at tabe løbet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
For Vingegaard var det imidlertid perfekt. Nu blev etapen akkurat så rasende hård, som han ønsker det, og dermed bidrog Hindley i den grad også til at lægge grunden til Vingegaard Day. Nok lykkedes de aldrig med at få det ønskede udbytte af forposterne – jo, en lille føring fra Van Aert – men den taktiske plan fungerede alligevel næsten til UG med kryds og slange.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det skal de naturligvis takke Hindley for, og heldigvis fik australieren belønning som fortjent. Faktisk er det lidt svært ikke at elske den lille australier for hans evne til at tage chancer og skabe godt cykelløb. Vi husker alle, hvordan han og Bora i 2022 satte en ellers lidt uskyldig Torino-etape i Giroen totalt i brand, så den endte med at blive løbets i særklasse bedste. I dag gjorde han så det samme, da han tog en chance, greb løbet offensivt an og var godt sekunderet af Patrick Konrad og ikke mindst Emanuel Buchmann, der viser et niveau, vi ikke har set i lang, lang tid.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Belønningen udeblev ikke. Hindley kan nu prale med, at han har vundet tre grand tour-etape, og at han har vundet alle de Tour-bjergetaper, han har kørt. Han kan også prale med at have ført både Giroen og Touren, og nu tyder meget på, at han om et par uger også kan prale af at have været på podiet i begge løb. Når han kører så stærkt i uge 1, tør man nemlig ikke tænke på, hvor stærkt han kører i sin elskede tredje uge, hvor særligt Richard Carapaz kan skrive under på, at han kan være ganske uhyggelig. Vi så allerede i Dauphiné, at han havde kurs mod noget stort i denne Tour, for når han kører så stærkt i optakten, hvor stærkt vil han så ikke køre mod slutningen af dette løb?<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det kan måske endda få Pogacar til at være en smule bekymret for 2. pladsen. Vi ved jo kun, at Hindleys tredjeugesniveau rækker til at køre Richard Carapaz midt over, men vi aner ikke, hvor han står i forhold til sportens to fænomener. Man kan nok med nogen ret mene, at Pogacar ikke bør få problemer, hvis han vitterligt ender med en stigende formkurve, der bringer ham tæt på 100%, men sker det ikke, og vil han i den tredje uge ikke være bedre end i dag, kan Hindley måske endda tillade sig at drømme om 2. pladsen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Han fik som minimum taget et meget stort skridt mod 3. pladsen. Bag ham var hierarkiet nemlig nogenlunde, som man kunne forvente, og det kunne se ud til, at det er David Gaudu og Carlos Rodriguez, der vil true de tre forreste mest. Gaudus stigende formkurve efter det skuffende Dauphiné fortsætter i hvert fald, og meget taler for, at den vil fortsætte sådan – og i hvert fald ikke begynde at aftage. Måske er det dog Rodriguez, der ligner den største trussel. Som bekendt har mine forventninger til ham været meget store fra start, og når han nu har klaret de eksplosive etaper så fortræffeligt, bliver han uhyre spændende på dieselstigningerne tidligere i løbet. I dag var han i hvert fald fjerdebedst – hvis man fraregner Kuss – på en stigning, der var en anelse for eksplosiv. Til gengæld ved vi ikke for alvor, hvor holdbar han er, for det fik hans ærgerlige styrt i Vueltaen desværre sløret så meget, at vi ikke blev så kloge, som vi gerne ville være blevet det.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Naturligvis drømmer Yates-brødrene også om podiet, men det ligner en svær mission. Vi er nemlig i den fase, hvor de bør være bedst, og dagens stigning passede dem som fod i hose. Nok er Simon betydeligt bedre, end jeg havde ventet inden løbet, men når de har deres hyr med Rodriguez i uge 1 på en rigtig Yates-stigning, kan det ligne en svær opgave, når højdemeterne bliver flere, og holdbarheden for alvor testes.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Men de er med i kampen. Det er mere, end man kan sige om Mikel Landa, der sammen med Pogacar var dagens største taber. At Pello Bilbao ikke kan være med i dette selskab, er helt forventeligt, men baskeren må desværre sande, at hans ringe Dauphiné vitterligt var et dårligt varsel. Man fornemmede det allerede på de baskiske stigninger, der burde passe ham, og i dag blev det lysende klart, at han næppe kan fortsætte sit flotte forår ind i sommeren.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det kan til gengæld Mattias Skjelmose, der nok engang kørte klogt. Vi så ikke meget til ham på tv, men han kørte stigningen uden at gå i rød zone og brugte herefter sin stærke nedkørsel til at holde sig inde i billedet til podiepladserne. Det er dog nok formentlig stadig kun en teoretisk betragtning, for det vil være overraskende, hvis han senere i løbet på mere voldsomme bjergetape kan matche folk som Hindley, Gaudu og Rodriguez, der trods alt efterlod et bedre indtryk i dag. Spørgsmålene ved hans holdbarhed og evner i de høje bjerge er nemlig lidt for store.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Spørgsmålet er, om han er alene om at køre klassement. Giulio Ciccone må med dagens tidsgevinst vel overveje, om han skal skifte hest – i hvert fald midlertidigt – men mon ikke vi hurtigt vil se, at han fortsat er for ustabil, som han har været det gennem hele foråret. Den ustabilitet har i hvert fald også Felix Gall, der kom så skidt i gang, men i dag viste, hvorfor han har været en af årets kometer. Der kunne i hvert fald godt vente en etapesejr, hvis den holdbarhed, der så skidt ud i Giroen for et år siden, rækker.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I det hele taget var der pil opad for Ag2r, der også kunne se Ben O’Connor rejse sig så meget, at han stadig er top 10-kandidat. Det samme er Romain Bardet, selvom løbet klart har bekræftet det kedelige indtryk, vi har set gennem hele sæsonen. Til gengæld må Guillaume Martin sande, at den kortvarige oprejsning i Dauphiné ikke kan ændre på, at hans sæson er lige så trist, som den er det for Bardet. Og Louis Meintjes har jo ikke fået gang i sin dieselmotor endnu.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det har Egan Bernal heller ikke. Desværre må vi sande, at der ikke bliver noget Tour-mirakel for colombianeren, der nu nok hurtigt skal begynde at tænke mere på etapesejre. Hvis hans gode restitution kan hjælpe ham senere i løbet, vil en sejr i Alperne også være en fornem genrejsning. I det hele taget ser det ikke så skidt ud for Ineos med en formstærk Rodriguez og en Tom Pidcock, der i dag var langt, langt bedre end i indledningen, selvom han fortsat har betydelige mangler i bjergene.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den slags mangler har Vingegaard til gengæld ikke. Det havde han ikke sidste år, og da han oplevede sit hidtil suverænt bedste forår, fornemmede man, at han ville have endnu færre mangler i år. Derfor lugtede det af, at der nok skulle komme en Vingegaard Day i årets Tour, akkurat som den kom på Granon for et år siden. Det mest logiske var bare, at den skulle komme på Col de la Loze dybt inde i løbets tredje uge, men i år kom Vingegaard Day altså 14 dage for tidligt.<\/p>","date":"5\/7-2023 kl. 18:48","date_unformatted":"2023-07-05 18:48:18","km_driven":"144,9","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"365412","title":"Vejret","text":"
Det ustabile bjergvejr fortsætter torsdag, hvor det atter vil være overskyet med en temperatur ved starten på 24 grader, i dalen generelt 21-22 grader og i byen Cauterets 18-19 grader til slut. Fra start vil der være en risiko for kraftige tordenbyger på 35%, men den vil gennem stort set hele etapen ligge på 80-95%. Vinde vil være svag til let (5-10 km\/t) og have skiftende retninger. Den vil starte i østnordøst, men gennem det meste af dagen ligge i nord, nordnordøst og nordøst, men på den anden side af Tourmalet vil den pludselig være i sydvest, vestsydvest og vest. Det giver generelt forskellige former for medvind frem til Aspin, hvorfra der vil være sidemodvind frem til bunden af Tourmalet. Her vil der være sidemedvind, mens man efter toppen får næsten direkte modvind på nedkørslen. I dalen vil der være sidemodvind, indtil man får mod- og sidemodvind hele vejen op ad målbjerget med en beskeden styrke på 5-6 km\/t.<\/p>","date":"5\/7-2023 kl. 16:14","date_unformatted":"2023-07-05 16:14:41","km_driven":"144,9","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"365411","title":"Ruten","text":"
Da starten i Bilbao gjorde det næsten nødvendigt at passere Pyrenæerne tidligt i løbet, stod arrangørerne med den opgave at designe etaperne, så de både gav den berømte bjergkæde og dens mytiske bjerge den plads, som der hører sig til, samtidig med at etaperne så tidligt i løbet ikke måtte være for afgørende. Den balancegang kommer i høj grad til udtryk på den anden og sidste af de to dage i bjergene på grænsen til Spanien. Her har arrangørerne nemlig designet en ganske voldsom bjergetape med små 4000 højdemeter over bare 144,9 km og tidlige passager af Pyrenæernes to måske mest berømte stigninger, Col d’Aspin og Col du Tourmalet, men også en blødere afslutning i løbets første bjergfinale på opkørslen til Cauterets. Trods etapens samlede vanskelighed vil den med nogen sandsynlighed sikre, at forskellene bliver relativt små, men målbjergets sidste fem kilometer er stadig så vanskelige, at vi denne dag bør få et klarere billede af styrkeforholdet, hvis ikke vi allerede fik det på den første af de to pyrenæeretaper.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Med en distance på bare 144,9 km er der tale om en af de ultrakorte dage, som er kendetegnende for årets bjergetaper, og den fører feltet fra Tarbes til Cauterets-Cambasque. Startbyen ligger lige nord for Pyrenæerne, og første del af etapen består derfor af transport frem mod bjergene. Således lægger man ud med kortvarigt at køre mod øst igennem fladlandet, inden man nær byen Gonez efter 10,0 km drejer mod syd og senere sydøst for at følge lange, lige og flade veje med retning mod bjergene. Man får lov at varme klatrebenene lidt op, når man fortsætter mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Cote de Capvern-les-Bains (5,6 km, 4,8%), der efter tre lette kilometer stiger med 6-7% over de sidste 2,6 km frem mod toppen, som rundes efter 29,9 km. Den efterfølges ikke ad en nedkørsel, idet man herfra kører mod sydøst og hovedsageligt syd for at køre ad en lang og lige dalvej langs floden La Neste, idet det først er helt fladt og siden let stigende. Undervejs kører man efter 49,2 km dagens spurt for enden af en lang, lige og let stigende vej.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Efter 55,8 relativt lette kilometer når man frem til byen Arreau, og her ændrer etapen dramatisk karakter. Man forlader nemlig dalen for at køre mod nordvest op ad den berømte kategori 1-stigning Col d’Aspin (12,0 km, 6,5%), der skal deles i to. De første seks kilometer er således relativ lette med procenter på hovedsageligt 3-6, men derefter tager stigningen fat, når det herfra stiger relativt jævnt med 7-9% frem mod toppen, som rundes efter 68,1 km.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Herfra bliver der kortvarigt mulighed for at komme sig, når man kører mod vest og nordvest ad en ganske nem nedkørsel, som leder ned til dalbyen Sainte-Marie-de-Campan, der nås efter 80,3 km. Man forlader imidlertid med det samme dalen for at køre mod sydvest og vest op ad frygtede Col du Tourmalet (17,1 km, 7,3%), der er uden for kategori. Også den skal deles i to, da de første fem kilometer er ganske lette med procenter på under 5, men efter en enkelt kilometer med 7% stiger den herefter utroligt jævnt med 8-10% hele vejen frem til toppen i 2115 m, hvor man passerer efter 97,9 km.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Herfra resterer fortsat 47,0 km, der indledes med en relativt let nedkørsel, som leder mod sydvest ned til Luz-Saint-Sauveur, hvor man efter 116,4 km drejer mod nordvest for at køre ad en let faldende dalvej over de følgende 12,5 km. Efter 128,9 km når man frem til byen Pierrefitte-Nestalas, og her tager etapen fat igen, når man med det samme drejer mod sydvest for at køre op ad den afsluttende kategori 1-stigning Cauterets-Cambasque (16,0 km, 5,4%).<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Også her er der tale om en flerdelt stigning, der starter med fire lette kilometer med 2-5%, hvorefter den kortvarigt bliver stejlere med 2,5 km med 6-8%. Nu når man byen Cauterets, hvor det flader ud over 4,5 km med procenter på 3-5%, inden stigningen tager fat over de sidste 5 km. Således stiger de næste 3,5 km med 9-11%, inden den flader ud med 500 m med 5,0% og slutteligt en sidste kilometer, der stiger med 6,6%. Stigningen går ad en næsten helt lige vej op til byen Cauterets, hvorefter der følger en fase med ni hårnålesving, inden det går ad en næsten helt lige vej over de sidste 2100 m frem mod en sidste skarp 90-graderskurve bare 60 m fra stregen, hvorefter man rammer den 5 m brede opløbsstrækning.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Etapen byder på i alt 3894 højdemeter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Cauterets har været mål for UCI-løb fem gange i de seneste 25 år. Det var senest i Tour de France i 2015, hvor Rafal Majka kørte alene hjem fra Tourmalet og tog en suveræn solosejr med 1 minut ned til Dan Martin og 1.23 ned til den unge Emanuel Buchmann, mens det hos favoritterne lykkedes for Alejandro Valverde at stjæle to sekunder fra en favoritgruppe på hele 10 mand anført af den førende Chris Froome. Vueltaen var forbi i 2003, hvor Michael Rasmussen tog en solosejr fra et udbrud foran Felix Cardenas og Manuel Beltran, mens otte favoritter endte inden for syv sekunder med Francisco Mancebo to sekunder foran Alejandro Valverde og Felix Garcia Casas, fem sekunder foran Roberto Heras og syv sekunder foran resten af gruppen, der dog havde sat den førende Isidro Nozal med hele 1.15. Route du Sud var forbi i 2011, hvor Anthony Charteau slog Vasil Kiryienka i en duel og dermed overtog førertrøjen, og i 2008, hvor Noan Lelarge vandt en bjergenkeltstart foran Przemyslaw Niemiec og Christophe Moreau. Det lille Tour des Pyrénées var forbi i 2009, hvor Walter Pedraza tog en solosejr foran Yannick Eijssen og Angel Vallejo, mens Tour de l’Avenir besøgte stedet i 1999, hvor David Latasa vandt foran Unai Osa og Pedro Arreitunandia i en spansk magtdemonstration, der sendte den senere vinder, Osa, i førertrøjen på bekostning af den hidtil førende Floyd Landis.<\/p>","date":"5\/7-2023 kl. 16:14","date_unformatted":"2023-07-05 16:14:32","km_driven":"144,9","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"365409","title":"Velkommen","text":"
Velkommen til dagens direkte live opdatering fra Tour de France (6. etape). Dagens løb køres fra Tarbes til Cauterets-Cambasque over 144.9 kilometer. Vi starter kl. 13.25.<\/p>","date":"5\/7-2023 kl. 16:14","date_unformatted":"2023-07-05 16:14:17","km_driven":"","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""}],"authors":[{"author":"Emil Axelgaard","email":"emil@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/ProfilePics\/emil_500x500.jpg","url":"emil-axelgaard"},{"author":"Nicolai Grau Andersen","email":"","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/ProfilePics\/nicolai-andersen-100x100.jpg","url":"nicolai-grau-andersen"},{"author":"Christian Frese","email":"frese@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/Diverse\/Krille_(2).jpg","url":"christian-frese"},{"author":"Mads H\u00f8jvig Kring ","email":"","url":"mads-hoejvig-kring"}]}