optakten til årets Tour of Slovenia, der indledes onsdag.<\/a><\/p>","date":"10\/6-2024 kl. 23:27","date_unformatted":"2024-06-10 23:27:47","km_driven":"161,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"399695","livecast":{"id":"3757","title":"Tour de Suisse","stage":"3. etape"},"title":"Vinderbud","text":"Feltet.dks vinderbud: Maxim Van Gils<\/p>\r\n\r\n
Øvrige vinderkandidater: Stephen Williams, Alberto Bettiol<\/p>\r\n\r\n
Outsidere: Tom Pidcock, Axel Laurance, Michael Matthews, Ethan Hayter, Arnaud De Lie<\/p>\r\n\r\n
Jokers: Isaac Del Toro, Thibau Nys, Paul Lapeira, Jan Christen (via angreb), Mattias Skjelmose, Marc Hirschi, Richard Carapaz, Roger Adria, Kevin Vauquelin, Pelayo Sanchez, Bryan Coquard, Finn Fisher-Black, Vincenzo Albanese, Marijn van den Berg, Oscar Onley, Mauro Schmid, Sergio Higuita, Wilco Kelderman, Anders Foldager<\/p>","date":"10\/6-2024 kl. 21:19","date_unformatted":"2024-06-10 21:19:20","km_driven":"161,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"399694","livecast":{"id":"3757","title":"Tour de Suisse","stage":"3. etape"},"title":"Favoritterne","text":"
Det kan egentlig virke en smule overraskende. Som jeg skrev i går, er Tour de Suisse en gave til stærke sprintere og klassikertyper, der i mere normale udgaver af det schweiziske løb har adskillige chancer, men faktisk er puncheurafslutninger relativt sjældne. Når jeg gransker min hjerne, er det i hvert fald ikke specielt mange eksempler, jeg kan komme på. I langt de fleste tilfælde er disse fladere etaper designet som dagens etape, nemlig med sene stigninger frem mod en flad finale.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
På mange måder er det dog helt på sin plads, at denne voldsomme udgave naturligvis skal byde på en puncheurafslutning på den ene af de blot to dage, der tilbringes i den fladere del af landet. På den måde er der faktisk lidt for næsten alle i denne udgave, selvom mere end halvdelen af løbet består af bjergetaper. Tempospecialisterne havde 1. etape, de holdbare sprintere havde 2. etape, og puncheurtyperne har 3. etape. De eneste, der ikke rigtigt har så meget at gå efter er alle de lidt tungere sprintere, der ikke kom med hjem i dag.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
De må i hvert fald se langt efter mulighederne herfra. Også 3. etape er nemlig for svær for dem. Ikke blot er finalen med de to ret stejle bakker meget hård. Forinden har man også flere stigninger. Ingen af dem er så vanskelige, som Regensberg var det i dag, men når man lægger de to sidste stigninger sammen til den sammenhængende stigning, det næsten er, er det altså ikke nogen helt let udfordring. Der bør i hvert fald kunne skabes ganske megen udskilning, hvis der gås til stålet, når der samlet set er 3 km med mere 6-9%, og modsat i dag er der ikke rigtigt mange chancer for at komme tilbage. Det falder nemlig hele vejen ned til de to sidste bakker, og derfor bør vi få et mindre felt, end vi gjorde i dag – også selvom den samlede etape er ret let efter schweizisk standard.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Derefter er der så de to finalebakker. De er ganske svære. Begge stiger med over 7%, og så er vi oppe i det leje, hvor balancen plejer at tippe mere i retning af ardennertyper end stærke sprintere. Til gengæld er de også ret korte, og det peger den anden vej. Den første er en perfekt mulighed for et angreb, men det er ikke helt oplagt, hvem der skal forsøge. De fleste oplagte kandidater vil nemlig vente på spurten på den sidste bakke. Det gode bud er UAE. De har så mange ryttere, der kan køre denne finale, og det vil være helt oplagt at sende Jan Christen, der ikke er hurtig nok til at vinde en spurt, afsted – måske suppleret med Finn Fisher-Black – mens de sikkert satser på Marc Hirschi i finalen. Det kan dog sagtens være, at bakken ikke bliver brugt, fordi de fleste sparer sig.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den sidste bakke skal deles i to. De første 600 m stiger jævnt med 8,3%, så den er endnu stejlere end som så. Så er vi altså virkelig oppe i mere ardenneragtigt terræn, men igen taler vi om en længde, der er til at overskue. De tunge folk har den klare fordel, at det sidste 200 m blot stiger med beskedne 1,8%, og derfor er selve spurten næsten flad.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det ændrer dog ikke på, at jeg er mere på ardennerholdet end på holdet for de tungere folk. Når man kombinerer hele finalen med en svær dobbeltstigning og derefter to bakker uden noget fladland overhovedet bør vi få en ret selektiv afslutning. Der er ganske vist modvind på den første af de to stigninger på dobbeltstigningen, men den er så svag, at vi bør få en hård afslutning alligevel, og derefter er der gunstig vind på den sidste.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Alt afhænger dog af, hvordan finalen køres. Hvis ingen lægger pres på, kan det blive lettere. Hvem skal så lægge det pres? Billedet er anderledes end i dag, hvor Alpecin tog initiativet. I morgen bør Axel Laurance have glæde af et lettere løb, og derfor er det næppe dem. Lotto har Maxim Van Gils, men når de også har Arnaud De Lie, der skal bruge et let løb, er de formentlig passive, og heller ikke Jayco har nogen interesse i et hårdt løb denne gang. Det samme gælder for Ineos, medmindre de sælger Ethan Hayter og går 100% for Tom Pidcock, og efter Thibau Nys’ nedtur i dag regner jeg ikke med, at Lidl skal gøre det hårdt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er der til gengæld andre, der har. Hvis ikke UAE alene er her for klassementet – og det kan dagens passive kørsel indikere – bør de gå til stålet. Det samme bør EF, for medmindre de tror på Marijn van den Berg, skal Alberto Bettiol have det hårdt, og vi så allerede i dag, at de allerede var aktive. Et tredje oplagt bud er Israel-PT med Stephen Williams. Et fjerde bud kunne være Bora, der også skal bruge et hårdt løb, men jeg anser det som helt usandsynligt, at de tager initiativ.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg ser altså tre helt oplagte kandidater i UAE, EF og Israel-PT, og her taler vi om tre hold, der ikke er bange for at tage initiativ. De har også alle holdet til det, ikke mindst UAE, der naturligvis havde alle syv mand med hjem i dag. Jeg bliver overrasket, hvis ikke mindst et af de tre hold går i aktion, og jeg regner derfor med en ret hård finale.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg giver heller ikke et udbrud mange chancer. Ganske vist er der større forskelle efter dagens etape, men Soudal skal formentlig stadig holde et udbrud i snor, og jeg føler mig overbevist om, at de vil gøre alt for at forsvare trøjen, selvom det ser svært ud. Jeg havde forventet, at Lidl ville kontrollere, men det er nok tvivlsomt. Til gengæld vil jeg forvente, at Lotto og Alpecin tager ansvar, og israelerne gør det med nogen sandsynlighed også. Jeg tvivler mere på Ineos. EF og UAE, der primært er her for klassementet, men samlet set burde der være rigeligt med hold til at jagte.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg tror derfor også, at udbruddet kører uden den store kamp, og så vil Soudal med hjælp fra et eller flere af de nævnte hold skabe samling – formentlig dog så sent, at Tissot-kilometeren heller ikke kommer i spil for feltet i dag. På dobbeltstigningen regner jeg så med et pres fra et eller flere af de nævnte hold og dermed en selektiv finale, men jeg tvivler på, at vi vil se angreb allerede her. Det er formentlig kun UAE – og her tænker jeg specielt Jan Christen – der kan finde på det, men jeg vil tro, at schweizerens angreb venter til næstsidste bakke. Her vil feltet til gengæld også være så reduceret, at jeg bestemt ikke udelukker, at han kører alene hjem.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I sidste ende er det mest sandsynlige dog en spurt på bakken i et formentlig ret lille felt. Her bør det handle om styrke og mindre om position. Dels er finalen ikke teknisk, og dels bør bakken forinden sikre, at man sidder godt, hvis man er en af de stærkeste.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er et ret imponerende felt af kandidater, der er til en etape som denne, og det er sjældent, jeg i en afslutning som denne har så mange ryttere, jeg anser som helt realistiske vinderbud. Som sagt tror jeg mest på de lette folk, og derfor går jeg med Maxim Van Gils<\/b>. Belgieren har i år nået et imponerede højt topniveau, hvad vi har set flere gange. Han var klart næstbedste mand bag Tadej Pogacar i Strade Bianche, og han viste sine eminente puncheurevner med sin 3. plads i Fleche Wallonne, selvom han havde været ekstremt aktiv undervejs. Det var naturligvis en betydeligt vanskeligere finale end denne, men jeg tror ikke, at denne passer ham dårligere. Tværtimod har han med sejren i Frankfurt vist sin fart på flad vej, og senest vandt han i Aargau en spurt på 5%. Han er bare hurtig over det hele.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Derfor er denne finale god for ham. Han har et af de bedste punch på den stejle bakke, hvor han kan gøre skade på de tunge folk, og blandt de lette er han formentlig den hurtigste over de sidste 200 m. Jeg er ret sikker på, at både han og De Lie kører deres egen chance, og derfor er han ikke låst. Det store spørgsmål er formen. Han kommer fra højderne, og selvom han vandt i fredags, havde han så dårlige ben, at han bad sit hold om ikke at lægge pres på. Vi så i Frankfurt, hvor han så virkelig skidt ud på bakkerne, inden han alligevel vandt spurten, at hans bundniveau kan være ret lavt, og derfor er jeg ikke sikker på, at vi ser forårsudgaven af ham endnu. Han burde dog være tæt på topklar til Touren, og jeg vil tro, at han er den, der passer bedst til denne finale, særligt hvis den bliver gjort hård. Derfor tror jeg, at han tager sin tredje sejr på sine seneste fem løbsdage.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Da jeg går med de lette folk, har jeg Stephen Williams<\/b> som nr. 2. Hans sejr i Fleche Wallonne satte en fed streg under, at han er en af verdens allerbedste puncheurs, hvad han også beviste ved at sætte Tadej Pogacar på Montjuic i Catalonien. Evnerne kom også til udtryk i Down Under, og her var det særligt hans sejr på sidste etape, der gør mig tryg. Jeg kan nemlig godt være lidt bange for, om han har farten på de sidste 200 m, men på den etape slog han altså Jhonatan Narvaez i en let stigende finale – og vi har netop fået bekræftet, hvor hurtig Ineos-rytteren er. Hvis etapen bliver hård nok, burde han have hele pakken, men problemet med Williams er jo hans ekstreme udsving. Han er heldigvis blevet langt mere stabil, men man skal bare se på hans ardennerkampagne for at forstå, at han stadig er umulig at regne med. Han var heldigvis ikke på sit lave bundniveau i Mercan’Tour, men han meldte åbenbart om knap så gode ben. Det skaber usikkerhed, men det var også et løb, der ikke passede ham. Dette passer ham til gengæld som fod i hose.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg har også store forventninger til Alberto Bettiol<\/b>. Han cementerede sin genfødsel i foråret, hvor han var næstbedste mand i Flandern, og hans sejr i Mayenne, hvor han knuste Cosnefroy og Hirschi, og start på dette løb har bevist, at han er i fremragende form. I Mayenne så vi hans eminente punch, og denne finale burde passe ham, også selvom han skal slås med ardennertyper. Bakken er lidt stejl, men kort, og han har en klar fordel af, at den flader ud til sidst. Van Gils slog ham på de 5% i Aargau, men i kamp med belgieren tror jeg, at han har en bedre chance, når der skal spurtes på små 2%. EF har også Marijn van den Berg<\/b>, der i Polen viste, hvor sublim han er på en 5%-spurt. Jeg tror dog, at denne er for svær, særligt fordi vi nu i Aargau og i dag, hvor han var sat af, har set, at han ikke helt er på toppen. Til gengæld vil det næsten undre mig, hvis ikke krigeren Richard Carapaz<\/b> går i top 10, men han kan ikke vinde en spurt, når den flader ud. Til gengæld skal den bare gå i stå i 2 sekunder, inden den ecuadorianske fugl har iværksat et af sine klassiske finaleangreb, som har givet ham sejre i blandt andet Polen og to gange i Giroen, og derfor anser jeg ham som en reel vinderkandidat, da han så stær ud i Aargau. Det er også en finale for Rui Costa<\/b>, men han er på vej tilbage fra sin skade og så ikke flyvende ud i Aargau.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Ineos er et andet hold med flere bud, men jeg tror mest på Tom Pidcock<\/b>. Det er lidt overraskende, at han ikke har flere resultater i denne slags puncheurfinaler, men det hænger nok sammen med, at han ikke har kørt mange af dem. Han har i hvert fald alle de rette forudsætninger, for som vi har set mange gange, senest med sejren i Amstel foran Marc Hirschi, er han også hurtig på flad vej. Hans form er usikker, fordi han har skuffet i dette løb de seneste to år, men etapen er trods alt så ”let”, at han nok skal køre finale. Hans MTB-resultater viser også, at han ikke er uden form. Jeg tror desværre, at han er langsommere end mine tre favoritter i den fladere finale, men særligt hvis det bliver hårdt, er det en afslutning, som han burde mestre.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Alternativet er naturligvis Ethan Hayter<\/b>. Jeg har før været ret chokeret over, hvor god han er på endog meget stejle procenter. Det har vi set med hans sejre på regulære mure i både Coppi e Bartali og Andalusien, og derfor er denne finale bestemt inden for rækkevidde. Han har en klar fordel af, at den flader ud, men han lider også under, at han ikke er alt for eksplosiv på selve bakken. Først og fremmest er jeg dog ikke overbevist om hans form, for selvom han var god i går og stærk i Norge, har han endnu ikke fundet sit gamle niveau – heller ikke i det norske. Hvis jeg forstår ham ret, sad han dog med på stigningerne i dag uden nogensinde at være sat, og da han aldrig selv var nede i finalen, kan han sagtens være bedre kørende, end jeg tror. Egan Bernal<\/b> er også ret eksplosiv og går sikkert i top 20, men top 10 bliver svær i dette felt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Alpecin har Axel Laurance<\/b>, der jo bragede ind på puncheurscenen med sin sejr foran Mads Pedersen på muren i Besseges. Senest chokerede han alt og alle ved at vinde bjergetapen i Norge, og vi ved derfor, at han er i fremragende form. Det norske klatrefelt var dog også meget svagt, og det samme kan siges om feltet i Besseges. Her er han i en helt anden konkurrence, og da han kørte 6%-spurten i Catalonien blev han ”kun” nr. 5, slået af bl.a. Williams og endda store Dorian Godon. Det gør mig en smule skeptisk i forhold til, om han er klar til at vinde i dette felt, men han viste i Norge, at han formentlig er meget stærkere end i marts. Dertil skal lægges, at han har en klar fordel af, at det flader ud, og derfor vil det bestemt ikke overraske, hvis han vinder. Det er også en god finale for både Søren Kragh<\/b> og Nicola Conci<\/b>, men de må være hjælpere, for jeg regner ikke med, at Laurance ryger af, når han i dag rundede sidste stigning som nr. 2.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Er Michael Matthews<\/b> stadig god og eksplosiv nok til at vinde denne slags finaler? I gamle dage havde man ikke tøvet med at gøre ham til favorit, men jeg kan godt frygte, at de 8% i dag er lidt for voldsomt. Han er i hvert fald ikke så klatrestærk som tidligere, men han har jo den klare fordel, at det flader ud til sidst. En anden usikkerhed er hans form, for hans bundniveau er slet ikke som tidligere, og styrtet i Aargau gjorde, at vi aldrig fik at se, hvad han kunne. Som jeg forstår hans kommentar i dag, var han dog med feltet hele vejen på stigningen, og det taler for, at han er godt kørende. Han er så skræddersyet til denne afslutning, at jeg ikke tør rangere ham lavere, men hans klatreniveau har skuffet mig så mange gange i år, blandt andet i Brabantse Pijl, at jeg ikke kan rangere ham højere. Bliver det for hårdt for ham, har holdet både Mauro Schmid<\/b>, der både i fredags og i dag har virket flyvende, men top 10 er det maksimale for ham i denne slags afslutning. Holdets joker er Anders Foldager<\/b>, der viste et helt nyt niveau med 5. pladsen i Aargau, og som burde være skræddersyet til denne finale. Feltet her er dog stærkere end i Aargau, og han får i hvert fald kun chancen, hvis Matthews er sat af.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvad så med Arnaud De Lie<\/b>? Han ender garanteret som bookmakernes favorit, men jeg er ikke overbevist. Han blev i hvert fald sat af på dagens stigning, og selvom morgendagens stigning ikke har samme procenter, føler jeg mig ikke overbevist om, at han kommer med hjem. Vi har ikke de helt store erfaringer med ham på stigninger af denne længde, men vi så i hvert fald i Montreal, hvor han ellers var i fremragende form, at han har sine begrænsninger – også større end Matthews. Derudover er jeg ikke overbevist om, at han kan gøre det færdigt. Var alle friske i bunden af bakken, burde disse 800 m være til at overskue, selvom den er stejl, men nu vil han formentlig skulle kæmpe for sin overlevelse. Vi så tidligere i år i Morbihan, at han kun blev nr. 3 i en puncheurspurt på en længere, men knap så stejl bakke. Nu er formen helt sikkert bedre, men han har endnu ikke bevist det. Han har en klar fordel af, at det flader ud, og jeg har før undervurderet hans holdbarhed, men jeg tror, at dette bliver for svært for ham.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Så er der UAE. Jeg tror, at de kører spurten for Marc Hirschi<\/b>, men jeg tror faktisk, at deres bedste chance for at vinde kommer med Isaac Del Toro<\/b>, der vel skal spurte af hensyn til klassementet. Han bekræftede sin fart med 4. pladsen i Aargau, og han bør være langt mere komfortabel på disse procenter. Når jeg alligevel tror, at han kan få svært ved at vinde, skyldes det, at den flader ud til sidst. På den anden side så han altså rystende hurtig ud i Baskerlandet, og når man har flere hårde bakker i benene, kan han bestemt ikke afskrives. Formentlig kører de dog for Hirsci, og han bør bestemt gå i top 10. Han har imidlertid stadig til gode at finde sit bedste niveau, og selvom han bekræftede sine puncheurevner i både Franco-Belge og Ungarn, har jeg svært ved at se ham vinde i dette felt, særligt når den flader ud til sidst. Her har han i hvert fald ikke Pidcocks fart, som vi så i Amstel. Jeg anser faktisk Jan Christen<\/b> som et bedre vinderbud. Han er ikke hurtig og eksplosiv nok til at vinde denne spurt, men et angreb fra ham på næstsidste bakke kan være livsfarligt. Holdet har også Finn Fisher-Black<\/b>, der burde være skabt til denne finale, fordi han senest med sejren i Asturien bekræftede sin fart, og han synes at være ovre sin krise. Jeg tror do, at han er hjælper, og det samme gælder for Filippo Baroncini<\/b>, der også kunne lave et resultat her. Endelig er der de to kaptajner, Adam Yates<\/b> og Joao Almeida. <\/b>Begge går sikkert i top 20, men de kan ikke vinde, selvom Almeida genfandt lidt af sit gamle punch i Polen sidste år.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Så er der Thibau Nys<\/b>. For et par timer siden vaklede jeg lidt mellem ham og Van Gils, men efter dagens nedtur er han raslet ned på listen. Eneste forklaring fra Lidl er, at han led i finalen. Det kan skyldes fredagens styrt, men det kan også skyldes, at han som bekendt har en skræmmende forskel på top- og bundniveau. I lyset af dagens præstation er det svært at tro på ham, men alligevel er der håb. Han er nemlig så svingende, at de gode ben godt pludselig kan være tilbage. Det så vi sidste år i Belgien, hvor han var helt fra snøvsen i starten, inden han på kongeetapen blev nr. 2 bag Mathieu van der Poel. Genfinder han holdbarheden fra Ungarn, burde han være næsten umulig at slå i denne finale. Heldigvis har Lidl andre end ham. Finalen er nok lidt for let til, at Mattias Skjelmose<\/b> kan vinde, men den passer ham ikke dårligt. Den flader desværre ud til sidst, men på flad vej er han jo også hurtig. Han vil nok kun gå aktivt efter sejren, hvis Nys er sat af, men jeg bliver overrasket, hvis ikke han går i top 10. Det er også en god finale for Patrick Konrad<\/b> og til dels for Bauke Mollema<\/b>, men det vil undre mig, hvis de giver dem chance, hvis Nys falder af. Det er i hvert fald udelukket for Mollema, men måske kan Konrad, der er ret hurtig i en flad spurt, ikke afskrives helt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
En af etapens helt store jokers er Paul Lapeira<\/b>. Han rundede dagens sidste stigning som nr. 3, og det indikerer, at han er i form efter pausen. Han viste i Liege og Amstel, at hans topniveau allerede er forrygende højt, og denne finale burde passe ham. Nok handlede det meget om positionering, men han viste jo sin fart, da han vandt den stigende spurt i Baskerlandet. Logikken tilsiger, at denne meget hårdere finale passer ham bedre. Jeg tror, at han mangler den sidste fart, når den flader ud, hvis han skal vinde her, men han overrasker jo igen og igen. Både Valentin Paret-Peintre<\/b> og Felix Gall<\/b> samt til dels Alex Baudin<\/b> har også noget punch, men denne finale er for let for dem.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Bora kommer med hele to kandidater, og af dem tror jeg mest på Roger Adria<\/b>. Han har vist sig endnu hurtigere end ventet i år, hvad vi har set i blandt andet Oman og Frankfurt og senest med den ret imponerende 3. plads i Aargau. Det var dog også på 5%, og han taber nok for meget på, at den flader ud til sidst. At han godt kan spurte på flad vej, vidner hans 5. plads i Frankfurt dog om, og derfor er han bestemt top 10-kandidat. Den anden kandidat er den fallerede Sergio Higuita<\/b>. I gamle dage havde han været meget højt på denne liste, fordi han ikke hæmmes væsentligt af, at den flader ud til sidst. Han blev imidlertid kun nr. 8 i Aargau på de 5%, hvor Adria slog ham klart, og derfor må han stadig være for langt fra fordums styrke. Det er også en fin finale for Frederik Wandahl<\/b>, men han må være hjælper, mens den er for hård for Jordi Meeus<\/b>.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
En ubekendt er Kevin Vauquelin<\/b>. En 2. plads i Fleche vidner om puncheurevnerne, men denne finale bør være for let. Han er ikke langsom på flad vej, men vi har i blandt andet Alpes-Maritimes set, at Skjelmose må regnes som hurtigere. Derfor tror jeg, at den flade afslutning gør det for svært at vinde, og derudover er hans form usikker. Han har ret stor forskel på top- og bundniveau, og selvom han skal køre Tour, var hans enkeltstart ikke nok til ikke at skabe en lille smule bekymring. Holdets hurtigste er Vincenzo Albanese<\/b>, der passer storartet til denne finale, særligt når den flader ud, men som vi har set med 7. pladsen i Morbihan, 5. pladsen i Finistere, 6. pladsen i Franco-Belge og 7. pladsen i Aargau mangler han farten til at vinde.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Movistar har en joker i Pelayo Sanchez<\/b>. Vi har ikke set ham køre denne slags finaler, men han slog jo altså Julian Alaphilippe i den stigende spurt i Giroen. Det var under nogle helt andre omstændigheder, og jeg regner ikke med, at han kommer lige så langt her – slet ikke når den flader ud – men han har nu to gange overrasket med sin fart, da han også slog Marius Mayrhofer på Mallorca. Enric Mas<\/b> er også en ret god puncheur, men denne finale er for let.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Så er der dagens vinder. I gamle dage havde Bryan Coquard<\/b> stået ret højt på denne liste. Han er nemlig slet ikke ringe på stejlere procenter, som vi så, da han for to år siden slog Mads Pedersen på muren i Besseges. Som beskrevet i analysen er han dog en skygge af sig selv i forhold til holdbarhed, og jeg kan ikke rigtigt tro, at denne finale ikke bliver for hård. Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg vil tro, at han var sat på dagens sidste stigning, og jeg anser det for sandsynligt, at det samme sker i morgen. Selv hvis det lykkes, vil jeg tro, at finalebakken er for hård. Han har dog fordel af, at det flader ud, så hvis han vitterligt har fundet noget, vi ikke har set i nogen tid, skal han vel have chancen. Holdets alternativ er Jesus Herrada<\/b>, der bestemt vil være top 10-kandidat, hvis han er i form. Han har bare været milevidt fra sit niveau i år, og selvom han skal til Touren, kan jeg ikke se ham rejse sig nok. I dag smed han tid, men jeg tror, at han styrtede undervejs, da en falden Cofidis-rytter i hvert fald lignede ham på staturen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg er ret spændt på Oscar Onley<\/b>. Skottens form er som beskrevet i den store optakt et stort spørgsmålstegn efter kravebensbrud nr. 117, men han kommer i hvert fald fra højderne. Han er en fremragende puncheur, som han cementerede med sin sejr Down Under, men denne finale er for let til, at han kan vinde. Han viste ganske vist i Romandiet sidste år, at han godt kan spurte på flad vej, men han vinder ikke i dette selskab. Langt burde han til gengæld kunne komme. Frank van den Broek<\/b> har også lidt fart, som vi har set i Catalonien og Tyrkiet, men ikke nok.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Endelig vil jeg nævne Wilco Kelderman<\/b>. Hollænderen har i blandet andet Provence i 2020 og Giroen i 2022 mindet os om, hvor god en puncheur han er. Denne er for let for ham, men han er altså heller ikke langsom på flad vej. Han viste i går, at han er tilbage på et højt niveau, men jeg tvivler på, at han aktivt vil gå efter et resultat. Det handler nok mest om bare at holde sig til. Visma har også Attila Valter<\/b> og Milan Vader<\/b>, der kunne passe til denne finale, men det ser ud til, at de er her som rene hjælpere.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg tror ikke meget på de øvrige hold. Astana har et par gode kandidater i Simone Velasco <\/b>og Samuele Battistella<\/b>, men efter i dag er det svært at tro på dem. Alexey Lutsenko<\/b> kan gå i top 20, men kommer ikke meget længere. Hos Bahrain er den for let for Wout Poels<\/b>, der ellers en god puncheur, og Damiano Caruso<\/b> synes træt efter Giroen, mens den i dag er for hård for Andrea Pasqualon<\/b>. Hos FDJ er den for let for Lenny Martinez<\/b> og for svær for Sam Watson<\/b>. Den kunne passe til Rudy Molard<\/b>, der imponerede med sin 3. plads i Morbihan, men i dette selskab er han nok overmatchet. Hos Intermarché vil det på sigt være en finale for Francesco Busatto<\/b>, men han har manglet meget på det sidste, og Lilian Calmejane<\/b> skal være glad for en top 20. Hos Q36.5 er det en god finale for Gianluca Brambilla<\/b>, men jeg ser ham ikke gå i top 10 i dette selskab. Hos Soudal bliver den for svær for Yves Lampaert<\/b>, og selvom han viste fornemt punch i Rwanda, ser jeg ikke William Junior Lecerf<\/b> helt i front i dette felt. Hos Tudor tror jeg, at den bliver lidt for hård for Marius Mayrhofer<\/b>, der ham imponeret med sin holdbarhed, men aldrig vist puncheurevner. Yannis Voisard<\/b> har vist uventet punch i år, men ikke til dette stærke selskab. Endelig har hverken Corratec eller landsholdet noget at komme med.<\/p>","date":"10\/6-2024 kl. 21:19","date_unformatted":"2024-06-10 21:19:09","km_driven":"161,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"399693","livecast":{"id":"3757","title":"Tour de Suisse","stage":"3. etape"},"title":"Analyse af 2. etape","text":"
I moderne cykelsport er det ganske sjældent, at karrierer kulminerer, når rytterne har flere år bag sig end foran sig. Kometerne slår igennem tidligere og tidligere, og de ældre ryttere må i stadig stigende grad indse, at de bliver overhalet bagfra bedst, som de troede, at de havde nået deres højdepunkt. I dag handler det i den grad om at smede, mens jernet er varmt, for man aner aldrig, hvornår den unge garde har sørget for, at kursen er sat mod cykelsportens kirkegård.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Selvfølgelig er der undtagelser. Geraint Thomas opnåede sin karrieres allerstørste øjeblik, da han vandt Touren i 2018, hvor han allerede var 32 år gammel. Et nyere eksempel er Damiano Caruso, der i en alder af 33 pludselig trådte ud af hjælperytterrollen og endte som en højst overraskende nr. 2 i Giroen i 2021.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Fælles for dem begge var imidlertid, at de opnåede deres største sejre, da var bedst. Thomas var aldrig bedre, end han var i løbet af de tre uger i Touren, hvor han klart beviste, at han var Tourens stærkeste mand, ikke mindst da han vandt to etaper i træk i Alperne. Ingen kan heller benægte, at vi aldrig tidligere havde set Caruso så stærk, som han var, da han pludselig overtog kaptajnansvaret fra Mikel Landa og endte som Egan Bernals værste rival – endda med et fornemt angreb på sidste bjergetape, hvor han satte colombianeren og Ineos-holdet gevaldigt under pres.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Straks mere paradoksalt er det, når ryttere opnår deres karrieres højdepunkt på et tidspunkt, hvor det egentlig er gået nedad bakke. Det sker naturligvis sjældent for bjerg- eller klassementsryttere, for i det hårdeste terræn er det svært at trods fysikkens love og lukrere på tilfældigheder. Men selvfølgelig kan det ske, at man tager sin største sejr i et lidt svagere felt, eller fordi man indtil nu har satset på større løb. Hvis man stadig regner Giroen som større end Vueltaen, fik Primoz Roglic vel sin største sejr i 2023, hvor han bestemt ikke var på samme niveau som i sin storhedstid.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Som sprinter kan det imidlertid være anderledes. En massespurt er præget af kaos og tilfældighed, og her er det ikke altid hurtigste eller stærkeste mand, der vinder. Det hører naturligvis stadig til sjældenhederne, at den slags kulminationer kommer uventet i karrierens efterår, men et godt eksempel er vel Geoffrey Soupe, der for et lille år siden i en alder af 35 choksejrede i en massespurt i Vueltaen, selvom hans tre tidligere sejre alle var kommet på afrikansk grund, og i en tid, hvor han for længst var overgået til en ren hjælperrolle og ret langt fra det niveau, han havde, da han som ung stadig jagtede personlige resultater.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Nu kan vi så føje et noget mere prominent eksempel til rækken. Det har været et af sportens store paradokser, at Bryan Coquard var nærmest som forbandet i WorldTour-løbene. Da han som ganske ung bragede ind på scenen som et af de allerstørste sprintertalenter, kom sejrene væltende i en lind strøm, og mange diskuterede, om det var ham, Arnaud Demare eller Nacer Bouhanni, der ville blive den næste franske storsprinter. Statistikken taler sit tydelige sprog: 6 sejre i 2013, 5 sejre i 2014, 4 sejre i 2015 gjorde ham til en jævnlig vinder, inden det hele kulminerede i 201, hvor han vandt ikke færre end 13 gange.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Dengang kunne han også næsten det hele. Han var så holdbar, at han i samme sæson blev nr. 4 i både Amstel Gold Race og Brbanatse Pijl. Det var også i den sæson, han opnåede karrierens mest bemærkelsesværdige 2. plads, da Marcel Kittel i Touren slog ham med sølle 28 mm i den stigende finale i Limoges. I den sæson var han her, der og alle vegne og en af verdens bedste cykelryttere.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var imidlertid også kulminationen på hans fysiske formåen. Siden er der bare blevet længere og længere mellem sejrene. Der kom 5 i 2018 pg kun 3 i 2018, inden han oplevede en renæssance med 8 sejre i 2019. Derefter var der en enkelt i 2020, han vandt slet intet i 2021, i de seneste to sæsoner har han blot vundet tre gange, og i 2024 havde han indtil i dag intet vundet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Tydeligst har hans forfald dog været i hårde løb. I dag kunne ingen drømme om at anse ham som podiekandidat i Amstel Gold Race. Det har han da også selv erkendt. I gamle dage havde han altid både Brabantse Pijl og den hollandske klassiker som et af forårets højdepunkter, men nu orker han slet ikke at deltage. I år skippede han i hvert fald hele klassikersæsonen til fordel for hovedsageligt mindre løb på fransk grund samt Volta a Catalunya, hvor han flere gange har været tæt på i det altid svage sprinterfelt at tage den forløsende WorldTour-sejr.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det har nemlig været paradokset. Selv da han var allerbedst, vandt Coquard aldrig et WorldTour-løb. Han var som bekendt kun 28 mm fra en af de helt store, men han var som både forbandet og forhekset på én gang. Bolden ville bare ikke over stregen, og mens hans fysiske forfald bare blev tydeligere og tydeligere, så det i stigende grad ud til, at han ville blive en af de sjældne ryttere, der trods mere end 50 sejre aldrig ville vinde på højeste niveau.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Sådan gik det heldigvis ikke. For halvandet år siden fik han endelig brudt forbandelsen, da han endda på ganske suveræn maner vandt en stigende spurt i Tour Down Under. Den sejr tæller bare ikke rigtigt. Det kan godt være, at det australske løb er en del af den fineste kalender, men den køres på en tid af året, hvor meget få er i form. Der er i hvert fald mange mindre europæiske løb, der er vanskeligere at vinde.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I år har det så lignet et lukket kapitel, hvis Coquard skulle havde den forløsende sejr i Europa. Hans forfald er i den grad accelereret. Farten har ikke været den samme, og mest bemærkelsesværdigt har det været, at holdbarheden har været helt væk. Det er længe siden, han har været Amstel-kandidat, men i år er han blevet sat bemærkelsesværdigt tidligt på stigningerne. Mest bemærkelsesværdigt var det i Catalonien, hvor han var det i særklasse største sprinternavn i feltet, men hvor han både blev klart overspurte og ”overklatret” af andre sprintere.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Nej, det europæiske WorldTour-løb så ud til at være kørt for den lille franskmand – lige indtil i dag. Her blev vi nemlig igen mindet om, hvor mange tilfældigheder der kan afgøre en massespurt, da Coquard i sin klart mindst overbevisende sæson pludselig kunne se sin karriere nå sin foreløbige kulmination ved at tage den forløsende sejr i Tour de Suisse. Det var der næppe alt for mange, der havde regnet med på forhånd, men da sprinterne i denne brutale udgave fik deres eneste chance, var det den franske hane, der kom først over stregen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var bestemt ikke kun tilfældigheder, der afgjorde det. For det første lykkedes det ham at overleve den meget svære Regensberg-stigning, hvad der bestemt ikke lykkedes for alle sprintere, selvom Alpecin kom for sent i gang med at iværksætte det blodbad, der skulle eliminere de tungeste, og vi derfor alligevel fik samlet et felt på mere end 80 mand. For det andet skulle han klare den tekniske finale, der altid har været en udfordring for den positioneringssvage franskmand, og som han nu skulle tackle med et af de svageste hold.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det lykkedes imidlertid til UG med kryds og slange. Da Lotto-mandskabet efter en fornem præstation havde sat sig på finalen, udnyttede den lille franskmand, at Arnaud De Lie igen havde svært ved at holde et hjul. Da belgierens lead-out man, Cedric Beullens gik først igennem det sene sidste sving, havde den store stjerne igen klokket lidt i det, og selvom det lykkedes ham med en sen manøvre at komme frem som nr. 3, var det Coquard, der havde fået det hjul, De Lie skulle have haft.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var i lyset af den beskedne støtte en ganske imponerende bedrift, men derefter indtraf så den tilfældighed, der nok var hovedårsagen til den overraskende kulmination. Da De Lie trådte an fra den trods alt fremragende position, han alligevel havde tilkæmpet sig, var der nemlig vrøvl med kæden, og pludselig havde Coquard fået så stort et hul, at end ikke en stærkt spurtende Michael Matthews kunne lukke det hele. Og vupti! Pludselig kulminerede Coquards karriere otte år for sent.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Sejren faldt på et tørt sted. For det første fortjener en mand med Coquards status og generalieblad naturligvis at have vundet et stort løb i Europa. For det andet var det tiltrængt for det nødlidende Cofidis-hold, der skulle helt frem til begyndelsen af maj, inden man i Giroen fik sin første sejr. Og selvom der siden er kommet skred i tingene, var dagens triumf blod den fjerde i rækken. At der ikke er alt for meget lys for enden af tunnelen, står dog klart, når man ser, hvordan Guillaume Martin igen underpræsterede i Dauphiné, og når man ser på, hvordan Ion Izagirre i sin triste sæson kom rigtigt skidt i gang med dette løb i går.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Men Coquards forbandelse er brudt, og så ved man aldrig, om snebolden måske kan begynde at rulle. Spørgsmålet er så, om han har sendt den videre til Belgien. Heldigvis har Arnaud De Lie ikke udsigt til samme endeløse tørke som Coquard, da han i Quebec fik sin første WorldTour-sejr, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at en mand med hans sejrsrate og klasse stadig kun har vundet én gang på højeste niveau. Det hænger selvfølgelig også sammen med hans kalender, der i WorldTour-sammenhæng mest har handlet om store klassikere, men han har trods alt nu kørt fire WorldTour-etapeløb inden dette, og hverken i Paris-Nice i 2023 og 2024 eller i sidste års udgaver af Renewi Tour og Tour of Guangxi lykkes det ham altså at vinde noget som helst. Og da han i dag tabte kæden fra en stensikker vinderposition, kan man da ikke undgå at tænke, at Coquard forbandelse måske har fået ny ejermand.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Samme forbandelse kan man til gengæld ikke finde hos Matthews – tværtimod. Australieren har været kendt som manden, der kun vinder på WorldTouren, og da han i januar vandt det nye 1.1-løb i Castellon, var det første gang siden den 3. april 2016, at han tog en sejr uden for WorldTouren. I mellemtiden havde han ellers vunder ikke færre end 16 gange, men hver eneste gang var det på højeste niveau. Den statistik kan man kun have respekt for, for australieren kunne utvivlsomt have vundet meget, meget mere, hvis han havde givet sig selv en lettere kalender.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I dag var så tæt på igen. Det var en pokkers skam, at han ikke kom helt med, da De Lie bevægede sig frem, for var han ikke endt bag Brandon Rivera, der blev en uventet deltager i spurten, fordi hans kaptajn, Ethan Hayter, var blevet bremset bag et styrt, havde han måske nået Coquard. Det var igen en tilfældighed, der bidragende til Coquards sejr, og så kan man måske alligevel overveje, om Matthews har overtaget lidt at forbandelsen. Han har i hvert fald ikke haft meget held i årets WorldTour-løb, når man husker på hans minimale nederlag i Sanremo og hans deklassering i Flandern. I det mindste kan han glæde sig over, at han er kommet flot tilbage efter en ikke specielt prangende 2023-sæson.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Han kan da også glæde sig over, at han var en af de få, der faktisk lykkedes med at spurte. Når Rivera ender som nr. 4, RuI Costa som nr. 5, Roger Adria som nr. 8 og Stephen Williams som nr. 10, bliver man mindet om, hvor lidt fart betyder i denne slags tekniske finaler. Ganske vist er de alle relativt hurtige, men når man ser på, hvad der ellers var af hurtige folk i løbet, lå det ikke i kortene, at de skulle i top 10.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det lå i hvert fald ikke i kortene, at Rivera og Costa skulle slå formstærke Axel Laurance. Franskmanden er som bekendt flyvende lige nu, og han kører med enorm selvtillid, når han har modet til at bede sit hold skabe et blodbad i et løb, der er så stort som dette. Det kan bare undre, at de tøvede så længe, ligesom det kan undre, at Jayco slet intet foretog sig. Laurance er ikke den hurtigste på flad vej, og han og Matthews havde hjulpet sig selv betydeligt, hvis det var endt i en spurt blandt de ca. 30 mand, der i første omgang havde overlevet blodbadet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
En af dem var Hayter, og det var opløftende. Det har som bekendt været lige så let at spå om hans præstationer, som det har været at forudsige det næste jordskælv, men i dag havde han en af de gode dage. Det så i hvert fald ud til, at han aldrig var sat af, men desværre fik styrtet ødelagt det hele. Det siger imidlertid meget om hans selvtillid kontra Laurances, at det var Alpecin, der skabte blodbadet. I gamle dage havde det jo været så sikkert som amen i kirken, at Ineos havde taget teten til sidst, men det har vi slet ikke set i år.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
De kunne i hvert fald have gjort etapen hårdere, men der var dog alligevel mange, der faldt fra. Mest overraskende var det med Thibau Nys. Jeg har ikke kunnet finde en forklaring, men Lidl meddeler, at han led i finalen. Dermed er han åbenbart enten mere mærket af fredagens styrt end som så, eller også blev vi bare mindet om den ekstreme ustabilitet, der har kendetegnet hans karriere i begge de discipliner, han opererer i. Så var det i hvert mere forudsigeligt, at Arnaud Demare, der har været ude med en skade og stadig er i krise, Cees Bol, Andrea Pasqualon, Jordi Meeus, Arne Marit, Pascal Ackermann, der ellers har forbedret sin holdbarhed dramatisk, men åbenbart stadig mangler meget efter skaden, Jordi Warlop, Pavel Bittner og Tobias Lund alle faldt fra.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Anderledes var det med Marijn van den Berg. Hans form var ellers usikker efter fredagens løb, men han lykkedes med at sidde med hjem. Ganske atypisk tabte han imidlertid en positionskamp, og det var måske heller ikke helt gennemtænkt, at Alberto Bettiol gik i offensiven. Ganske vist kom han tæt på, men duoen med Bettiol og Van den Berg kunne have været meget svær at slå i denne form for finale. Det var i hvert fald mere oplagt, at Marius Mayrhofer og Sam Watson, der praktisk talt var uden støtte, endte for langt tilbage.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Desværre for sprinterne bliver resten af løbet ren lidelse. Fra nu af handler det om overlevelse, medmindre man er en af de få, der kan være med i morgendagens puncheurspurt. Det er den barske virkelighed i denne uhørt brutale udgave af løbet, der er så voldsom, at selv den letteste etape gav nogle svar. Vi fik i hvert fald at se, at Damiano Caruso akkurat som holdkammeraten Antonio Tiberi er for træt efter Giroen, og derudover kan vi desværre glemme den lovende Welay Hagos Berhe, der så ud til at styrte slemt, og Nairo Quintana, der blev fanget bag et styrt og ikke havde benene til at komme tilbage – måske også en konsekvens af Giroen. Helt galt gik det for stakkels Emanuel Buchmann, der jo ellers lige havde rejst sig selv i Ungarn, men nu er styrtet ud af løbet. Bedre var det trods alt for Yannis Voisard, der kørte så flot i går, da hans styrt skete inden for de sidste 3 km, men hvor frisk han er, må tiden vise.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvis ikke han kommer sig i dette løb, har han heldigvis tiden for sig. Han er trods alt en ung mand, der er på vej frem. Det er i skarp kontrast til Coquard, der er i den anden ende af aldersspektret og i stedet er en mand på vej tilbage. I denne sæson er hans fysiske forfald endda accelereret voldsomt, men det sker jo altså af og til alligevel, at det bedste resultat kommer længe efter det fysiske højdepunkt. I dag kulminerede den lille franskmands karriere i hvert fald – bare otte år for sent.<\/p>","date":"10\/6-2024 kl. 19:03","date_unformatted":"2024-06-10 19:03:23","km_driven":"161,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"399633","livecast":{"id":"3757","title":"Tour de Suisse","stage":"3. etape"},"title":"Vejret","text":"
Efter dagens flotte betingelser tager vejret en drejning til det værre, men rytterne er heldige, at det regner af om natten og i morgentimerne. Ved starten vil det være overskyet med en temperatur på bare 13 grader, og det skyede vejr vil vare ved hele vejen, mens temperaturen ikke vil nå mere end 14 grader i målbyen. Det vil være næsten vindstille med bare en svag vind (3-6 km\/t). Den vil starte i øst, men gennem næsten hele etapen være i østsydøst og sydøst. Det giver efter den første rundstrækning kortvarigt sidemedvind, men generelt vil der være sidemodvind, indtil man kort inden spurten får sidemedvind. Man får sidevind på første stigning, og derefter vil der være mod- og sidemodvind frem til sidste stigning. Herfra får man sidemedvind, indtil man med 6,4 km igen får sidemodvind, og det varer ved, indtil man får medvind over de sidste 400 m.<\/p>","date":"10\/6-2024 kl. 16:26","date_unformatted":"2024-06-10 16:26:31","km_driven":"161,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"399632","livecast":{"id":"3757","title":"Tour de Suisse","stage":"3. etape"},"title":"Ruten","text":"
Hvis sprinterne brokkede sig over designet af mandagens etape, bliver de slemt skuffede denne tirsdag. Her venter nemlig allerede deres anden og sidste etape, der ikke slutter på et bjerg, og den bliver ikke spor lettere. Ganske vist skal der kun klatres ca. 1700 højdemeter på en rute, der generelt er flad, men det hele slutter med tre stigninger i den absolutte finale, og det er end ikke nok. I denne voldsomme udgave af løbet synes det næsten at være umuligt at designe flade afslutninger, og derfor skal der sluttes på en 800 m lang bakke, der med sin stigningsprocent på 7,1% er for stejl for de klassiske sprintere og i stedet lægger op til en sand puncheurfest for de allermest holdbare sprintere og løbets ardennerspecialister.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Med en distance på 161,7 km er der tale om en relativt kort etape, der fører feltet fra Steinmauer til Rüschlikon. Man lægger ud med at køre en omgang på en 19,3 km lang rundstrækning i det kuperede område nordvest for startbyen. Her går det først mod øst og nordvest ad flade og faldende veje, inden man kører mod syd og sydøst ad en lang, lige og let stigende vej tilbage til startbyen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Efter denne runde bliver det ganske enkelt, når man kører mod nordvest ad lange, lige og faldende veje. Efter 41,0 km drejer man mod sydvest og herefter bliver det stort set helt fladt, når man kører mod sydvest og sydøst igennem et stærkt bebygget område. Efter 79,5 km drejer man mod syd for at køre op ad en bakke, hvorefter det er let faldende og fladt, mens man fortsætter mod syd ned til det sydligste punkt. Her drejer man efter 100,5 km mod øst for at køre op ad en lille bakke, inden det går mod nord ad lange, lige og faldende veje, idet man undervejs kører dagens spurt efter 121,9 km.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Kort efter indledes finalen, når rytterne kører mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Oberwil – Lieli (3,8 km, 5,4%), der har en kilometer med 8,4%, men derudover er relativt let. Toppen rundes efter 128,3 km, hvorefter de sidste 33,4 km indledes med et let kuperet plateau, der følges mod sydøst, idet man undervejs kører dagens Tissot-kilometer med spurter efter hhv. 133,0 km og 134,0 km.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Herefter går det ad faldende og kortvarigt flade veje mod syd, inden man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Aeugst am Albis (2,6 km 6,7%), der efter en let start har 1500 m med 7-9%, inden den stiger med 5,1% over de sidste 600 m frem mod toppen, som rundes efter 146,0 km. Herfra flader det kortvarigt ud, mens man fortsætter mod sydøst, inden det går op ad kategori 3-stigningen Albispass (2,0 km, 5,9%), der først har 500 m med 8,8% og siden 1000 m med 6-7%, inden et bare stiger med 1,8% over de sidste 500 m frem mod toppen, som rundes efter 151,2 km.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Herfra resterer bare 10,5 km, der indledes med en i starten ganske teknisk og siden let nedkørsel, der fører ned mod dalen. Den ender med 4 km igen, hvorefter det kortvarigt er fladt, indtil man med godt 3 km igen rammer en bakke (700 m, 7,1%). Med 2700 m igen begynder det at falde, og sådan fortsætter det praktisk talt hele vejen ned til den 800 m lange målbakke, der stiger med 7,2% i snit, men med 8,3% over de første 600 m, inden den flader ud med 1,8% over de sidste 200 m. Det går ad en let snoet vej frem til en rundkørsel med 2800 m igen, inden man drejer skarpt med 2300 m igen. Med 1200 m igen er der en skarp kurve og dernæst et sving med 1100 m igen, hvorefter der på målbakken er et hårnålesving med 400 m igen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Etapen byder på i alt 1767 højdemeter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Rüschlikon har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.<\/p>","date":"10\/6-2024 kl. 16:26","date_unformatted":"2024-06-10 16:26:23","km_driven":"161,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"399629","livecast":{"id":"3757","title":"Tour de Suisse","stage":"3. etape"},"title":"Velkommen","text":"
Velkommen til dagens direkte live opdatering fra Tour de Suisse (3. etape). Dagens løb køres fra Steinmauer til R\u00fcschlikon over 161.7 kilometer. Vi starter kl. 15.00.<\/p>","date":"10\/6-2024 kl. 16:25","date_unformatted":"2024-06-10 16:25:49","km_driven":"161,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""}],"authors":[{"author":"Emil Axelgaard","email":"emil@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/ProfilePics\/emil_500x500.jpg","url":"emil-axelgaard"}]}