Du finder første del her<\/a>.<\/p>","date":"20\/8-2022 kl. 15:29","date_unformatted":"2022-08-20 15:29:21","km_driven":"87,1","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"335693","title":"Vinderbud","text":"Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett<\/p>\r\n\r\n
Øvrige vinderkandidater: Tim Merlier, Pascal Ackermann<\/p>\r\n\r\n
Outsidere: Kaden Groves, Gerben Thijssen, Dan McLay, Mads Pedersen, Danny van Poppel<\/p>\r\n\r\n
Jokers: Sebastian Molano, Itamar Einhorn, Bryan Coquard, Mike Teunissen, Ethan Hayter, Nikias Arndt, John Degenkolb, Jake Stewart, Andrea Vendrame, Fred Wright<\/p>","date":"19\/8-2022 kl. 21:42","date_unformatted":"2022-08-19 21:42:33","km_driven":"175,1","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"335692","title":"Favoritterne","text":"
Det er blevet næste rituelt, at Primoz Roglic skal lægge en større skuffelse bag sig i Vueltaen. Sådan var det, da han i 2019 for første gang kørte løbet efter en Giro, der blev ødelagt af sygdom og styrt, og det fortsatte mest markant i 2020, hvor hans choknederlag på Tourens sidste enkeltstart på imponerende vis blev revancheret med hans anden sejr i to forsøg. Sidste år var det så et dumt styrt og et tidligt Tour-exit, der skulle revancheres, og det blev det ganske effektivt med et hattrick, fire etapesejre og total dominans.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I år gentager ritualet sig. Igen i år var det et styrt, der ødelagde Tour-festen for sloveneren, inden den rigtigt var kommet i gang, men alligevel er alt anderledes denne gang. I de seneste tor udgaver har der nemlig ikke været den store tvivl om, at Roglic var klar, og han stillede alle tre gange op som den altoverskyggende favorit. I 2020 var der måske lidt usikkerhed om hans friskhed i den ekstremt komprimerede kalender, når han havde kørt både VM og Liege i mellemtiden, men dengang var han så altdominerende, at ingen rigtigt turde pege på andre favoritter end ham.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er der til gengæld folk, der tør gøre denne gang. Da Roglic i dag rullede ned ad startrampen som indledning på den hollandske Vuelta-start, der med to års coronaforsinkelse endelig blev til virkelighed, var det i en sky af usikkerhed. Det skyldtes først og fremmest hans elendige forberedelse, der – hvis man kan tro Jumbo-mandskabet selv – har ført til, at han først for ganske kort tid siden var tilbage på landevejen og først i mandags besluttede sig for, at han var klar nok til at jagte den historiske fjerde sejr i træk. Ingen i denne verden uden for Jumbo-lejren har haft skyggen af chance for at vide, hvor klar det slovenske uhyre er denne gang, og alle spådomme om hans form har for udenforstående reelt været gætværk.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Usikkerhed skyldes imidlertid mere end det. Det har været ret indlysende, at Roglic trods sine sejre i foråret har været under det niveau, vi normalt har set. Ender Roglics tid som ubesejret i Vueltaen således i Madrid om tre uger, kan et nederlag ikke nødvendigvis bare afskrives med henvisning til dårlig forberedelse. Der vil altid være en tvivl om, hvorvidt det mest af alt er udtryk for, at den efterhånden aldrende slovener har toppet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Heldigvis for Roglic har Vueltaen ikke et alt for uheldigt design, hvis han skal bruge en uges tid på at indhente det, som den tvivlsomme forberedelse måtte have forårsaget. Ganske vist er der tre grimme bjergetaper i den første uge, og ganske vist er det et problem, at den lette tredje uge gør, at han måske ikke når at få glæde af den topform, han måske først finder undervejs, men målbjergene i den første uge er ikke alt for lange. Her bør man kunne begrænse tabet i hvert fald nogenlunde og håbe på, at en eventuelt manglende form indfinder sig inden nøglepunktet i løbets anden uge, hvor der venter lange målbjerge i det glohede andalusiske syd.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den største gave for en muligvis lidt dårligt forberedt Roglic var imidlertid, at han kunne sikre sig et ganske gratis forspring fra start. Nok var dagens indledende holdløb, der var den første større holdtidskørsel i det professionelle felt i hele tre år, en ganske åben affære, der havde tre helt jævnbyrdige favoritter i form af Roglics eget Jumbo-mandskab, Quick-Step og Ineos, men jævnbyrdigheden betød, at det nederlag, Roglic måtte lide til Richard Carapaz og Remco Evenepoel, næppe ville blive stort. Til gengæld lå det også i kortene, at han ville sikre sig en ganske pæn buffer i forhold til alle øvrige holds rivaler, og det er trods alt ikke helt ringe at starte med et sådant udgangspunkt, hvis benene først skal findes undervejs.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvis Roglic vitterligt sidder med en fornemmelse af, at der mangler nogle procent, må han knibe sig selv i armen. Det endte ikke helt med samme knusende magtdemonstration som ved holdløbet i Touren i 2019, men Jumbo-mandskabet kom fra de indledende godt 20 km i det hollandske fladland med et udbytte, de næppe havde turdet håbe på i deres vildeste drømme. Måske betalte de mod slutningen lille pris for et udlæg, der var meget hårdt, men i holdløb, der i toppen næsten altid e meget tætte, havde Roglic utvivlsomt gerne solgt dagen for et forspring til Carapaz og Evenepoel på hhv. 13 og 14 sekunder.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var sjældent suverænt, når man betænker, hvor stærkt besatte de to rivaliserende hold var, og det kan han formentlig takke Rohan Dennis for. Der er ingen tvivl om, at Roglic selv ikke kan være helt dårligt kørende, når hans mandskab kan vinde så klart, og naturligvis har Edoardo Affini også været en gevaldig motor, men det er nærliggende at tro, at den helt store trækkraft har været Dennis. Australieren har i en evighed været verdens bedste holdløbsrytter og været manden bag den dominans, BMC i mange år havde, og derfor var det ganske kritisk, at han for nogle uger siden blev indlagt med en uforklarlig sygdom. Heldigvis nåede han at blive frisk i tide, og med ham som chef på et hold med Roglic og Affini fik mandskabet det maksimale ud af deres tre mand store motorrum.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Faktisk må de have følt sig ganske sikre på sig selv. De lod indledningsvist Sepp Kuss sidde på hjul – et klart bevis på, at den i dag så sårbare amerikaner skal holdes inde i klassementet – men det vidner om et endnu større overskud at komme til mål med otte mand. Normal planlægning ville tilsige, at man skulle brædne folk som Robert Gesink og Mike Teunissen af, så Roglic kunne vinde så megen tid som muligt, men der var åbenbart plads til lidt luksus og lidt takkegaver. Den loyale hjælper Gesink skulle belønnes med en rød trøje på hjemmebane, og Teunissen fik endda lov at sidde med hjem og derved sikre sig muligheden for i morgen at overtage trøjen, hvis han deltager i spurten på hjemmebanen og ender som første Jumbo-mand. Det er normalt et tegn på, at man kunne have fundet nogle ekstra sekunder undervejs, hvis alle otte mand er med hjem, men i dag var der altså plads til at belønne hjælperne, selvom det formentlig har haft en lille pris. Det vidner om, at troen på egne evner ikke kan være helt lille hos Roglic.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det bør den heller ikke være hos Richard Carapaz. Nok fik han en ærgerligt stor lussing til sin værste rival, men med god hjælp af særligt Ethan Hayter fik han den ventede tidsgevinst i forhold til alle andre. Hele holdets brede gruppe af potentielle klassementsryttere blev holdt inde i kampen, og skulle Hayter have ambitioner om at tage trøjen de første dage i Spanien, blev den mulighed i hvert fald også holdt åben, selvom det nok mere er et mål for briten selv og holdets ledelse, end det måtte være det for chefen. På papiret lignede det britiske mandskab nok det svageste af de tre favorithold, og i det lys er udgangspunktet aldeles glimrende.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Til gengæld havde Quick-Step helt sikkert håbet på mere. I går lod Remco Evenepoel det klart skinne igennem, at sejren på holdløbet var et ganske stort mål, men i dag endte de som de små i giganternes kamp. Tabet på 14 sekunder er næppe nogen katastrofe, for med Evenepoel er det formentlig enten-eller. Enten har han holdbarheden over tre uger, eller også ender han formentlig ganske langt fra sejren? Det er i hvert fald svært at tro, at det er dagens beskedne nederlag, der vil koste andet end ærgrelsen over den manglende etapesejr. Lidt trøst kan der så være i, at vidunderbarnet selv virkede akkurat lige så flyende, som han altid er efter en træningsperiode og mod slutningen endda var tæt på at gøre det, man på forhånd kunne frygte, nemlig at han ville rive sit hold i stumper og stykker.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Skuffelsen bør værre større hos Simon Yates. Med tanke på BikeExchanges historik i disciplinen, tilstedeværelsen af de to holdløbsspecialister Michael Hepburn og Luke Durbridge og holdets enorme fremgang på enkeltstartscyklen i år havde briten formentlig i sit stille sind drømt om, at de endda kunne tage sejren mod på papiret stærkere hold, som de før har gjort det, blandt andet i Tirreno. Det var de imidlertid aldrig tæt på, og selvom de endte på den 4. plads, der lå i kortene inden starten, var afstandene utvivlsomt ikke som håbet. Tabene til Roglic, Evenepoel og Carapaz var større end håbet, og den forventede gevinst til de øvrige rivaler meget mindre end antaget.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Han havde i hvert fald helt sikkert håbet på at vinde mere tid på Bora og ikke mindst Hindley, der bestemt ikke kan være utilfredse med dagens udkomme. Den tid, hvor Wilco Kelderman og Ryan Mullen kan regnes som specialister, er nemlig for længst ovre, og derfor kunne det ligne en relativt svær dag for tyskerne. Jumbos sublime ridt betød, at Roglics vel nok største rival stadig fik en relativt stor lussing på 41 sekunder, men i forhold til alle andre var udkommet ganske positivt. Det kunne i hvert fald have været meget værre, og i dag var det i hvert fald en fordel for Hindley, at halvdelen af holdet udgøres af en sprintertrup. Desværre for ham var det nok også første og sidste gang, at det var tilfældet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
UAE kan også være godt tilfredse. På papiret lignede de det femtestærkeste mandskab, og sådan endte det også. Joao Almeida tabte også mere tid til Roglic, end han havde håbet, men i forhold til de fleste andre var udnyttet vel nogenlunde som forventet. Samtidig var det opløftende at se, at Brandon McNulty var den store motor til sidst, og det kunne tyde på, at amerikaneren, hvis form efter Touren har været usikker, slet ikke er så ringe, som man kunne have frygtet. Om det rækker til, at han selv kan køre klassement, er stadig tvivlsomt, men starten var i hvert fald lovende.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Tre af de andre favorithold, Astana, Movistar og Bahrain, kan heller ikke være utilfredse. De endte alle nogenlunde, hvo man kunne forvente det og kørte praktisk talt lige op med hinanden. Movistar betalte en pris for et lidt for hårdt udlæg, der kostede Gergor Mühlberger og Lluis Mas allerede længe inden mellemtiden, men forud for etapen havde Enric Mas formentlig været fint tilfreds med det udkomme. Det bør Gino Mäder og Mikel Landa også have været, når man betænker, at de havde relativt mange blylodder at slæbe rundt på, og trods et totalt fravær af en decideret specialist kom Astana hæderligt fra opgaven – og de kunne endda glæde sig over, at Miguel Angel Lopez selv efterlod et stærkt indtryk med en hård føring, der trak holdet over stregen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
For andre gik det også ganske pænt. Faktisk gik det vel nærmest fremragende for Ben O’Connor, vis Ag2r-hold lignede en stor taber, men som nu begrænsede et sikkert tab til mindre end et minut. Thymen Arensman kan ærgre sig over, at hans unge hold startede lidt for hårdt, men DSM kan heller ikke være svært utilfredse med udgangspunkt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Langt værre var det for andre. At Israel-PT ikke ville ende helt fremme, vidste alle, men med et par solide tempomaskiner havde Michael Woods utvivlsomt håbet, at det ville være gået betydeligt bedre, end det gjorde, når han nu ellers for en sjælden gangs skyld ikke var afhængig af sin egne svage tempoben på en tidskørsel. Han måtte dog sande, at den i Touren så velkørende Chris Froome vitterligt er hårdt mærjet af sin coronasygdom, og britens tidstab er nok en del af forklaringen på, at det gik israelerne værre end ventet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Gedigne nederlag blev det også til EF med Hugh Carthy, Rigoberto Uran og Esteban Chaves samt til Intermarché med Domenico Pozzovivo, Louis Meintjes og Jan Hirt, men det var helt forventet. Det har nemlig sin pris at have hele tre klassementsryttere, hvoraf ingen kan regnes som alt for tempostærke – i hvert fald ikke den Uran, vi kender i dag – og når resten af truppen også er renset for tempospecialister, kunne et nederlag ikke undgås. Det fik de da også alle serveret på et sølvfad, og der er derfor ganske meget at arbejde med allerede efter de første godt 20 km. I det mindste gik det bedre, end det gjorde for outsiderne Remy Rochas og Steff Cras, der også begge fik det dårlige udgangspunkt, man kunne forvente.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Til gengæld var der gode præstationer hos hold, der ikke kan bruge det til helt så meget. Trek kørte det ventede gode holdløb, men Jumbos magtdemonstration betød, at Mads Pedersen kan skyde en hvid pil efter den røde trøje, inden feltet på tirsdag rammer terræn, der er for svært for danskeren. De gav heldigvis Juan Pedro Lopez et fint udgangspunkt, men hans coronaforstyrrede optakt gør, at forventningerne til ham nok er en anelse afdæmpede.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Helt anderledes ubrugeligt var det for dagens største overraskelse. Med en tilsyneladende flyvende Bruno Armirail som den store motor kørte FDJ sig til en højst uventet 6. plads, men da de slet ikke har klassementsambitioner, er værdien begrænset – udover at det må styrke moralen hos særligt den lidt skrøbelige Thibaut Pinot ganske betragteligt. På den anden side er det nu Roglic, der står til at overtage trøjen på et tidligt tidspunkt, og skulle han have lyst til at låne den ud til en udbryder, har FDJs mange udbrydere bragt sig i en position, hvor de måske kan erobre trøjen, som de jo allerede gjorde med Rudy Molard tidligt i løbet for nogle år siden.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det kan også være drømmen for Kern Pharma. Det lille spanske mandskab var den anden helt store overraskelse, da den spanske enkeltstartsmester Raul Garcia Pierna var grundstenen bag en uventet flot 14. plads. Fraværet af klassementsambitioner betyder, at det kan ende som et ubrugeligt resultat, men for holdets ledelse er det en fremragende debut i et løb, de har set frem til at deltage i i årevis, og måske kan det endda åbne døren for en førertrøje, mest sandsynligt til Roger Adria.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det kræver dog, at Roglic er villig til at låne den ud, som han gjorde til Odd Christian Eiking sidste år. Med dagens fremragende ridt har sloveneren i hvert fald reelt gjort sig til løbets førende rytter allerede på dag 1, som han i øvrigt også gjorde det i 2020 og 2021, hvor han vandt 1. etape, og også havde gjort i 2019, hvis ikke en lille piges sprøjten med vand fra sit badebassin havde sendt Jumbo-mandskabet på rumpen i WorldTourens indtil i dag seneste holdløb.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den nyttige buffer, som løbsdirektør Javier Guillen havde garanteret ham ved at åbne løbet med denne etape, blev sikret og det endda i større grad, end han kunne have håbet på. Om den så bliver nødvendig, fordi formen vitterligt halter, eller om det bare er flødeskum som indledning på en fjerde slovensk magtdemonstration, vil de kommende tre uger vise.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Favoritterne<\/b><\/p>\r\n\r\n
De hollandske cykelfans elsker det, og sprinterne jubler, men de fleste klassementsryttere havde utvivlsomt helst været turen til Holland foruden. Cykelløb i det flade Benelux-land indebærer nemlig stress, stress og stress, og det kan ødelægge lidt af den ro og mere afslappede stemning, der ellers gør til Vueltaen til en mildere og knap så risikabel affære end det stresshelvede, der kendetegner den første uge af Touren.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Heldigvis har de kunnet finde en trøst i, at Eneco\/BinckBank\/Benelux Tour i mange år er blevet afviklet i august med etaper i det hollandske fladland. Jeg kan på stående fod huske lige præcis én etape, hvor vinden var farlig, og her endte det alligevel med at blive samlet til sidst. Det vilde EM-løb i Alkmaar i 2019 vidner om, at augustvinden kan være kraftig nok, men det hører bestemt til sjældenhederne, at de i Holland blæser tilstrækkeligt til, at det ikke bare i cykelmæssig forstand er et sprinterløb.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvad har de hollandske vejrguder så taget med til Utrecht i år? En flot sommerdag, der sørger for, at rytterne ikke skal opleve alt for store kontraster, når de ankommer til Spanien i næste uge. Vindstille bliver det imidlertid ikke, og den styrke på 19 km\/t, vi vil have undervejs, er lige på den grænse, hvor det begynder at kunne blive til noget – dog lige til svage side.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den er i hvert fald kraftig nok til at gøre løbet til en nervøs affære, men jeg tror ikke, at vi vil se splittelse. I forvejen er vinden ikke helt så kraftig, som det dramahungrende publikum vil ønske, men det værste er retningen. Arrangørerne har ellers gjort deres bedste for at designe ruten med en masse retningsskift, men med hyppig vestenvind var det måske ikke det klogeste at angribe Utrecht fra nordøst i finalen. Det betyder nemlig, at der over de sidste små 30 km vil være sidemodvind. Forinden kommer til gengæld en lang strækning med nærmest konstant sidevind, men det vil kræve meget at holde eventuelle afstande over så langt et modvindstykke til sidst. Havde vinden været så kraftig, at vi kunne have ventet os et blodbad på sidevindsstykket, havde det være noget andet, men sker der splittelse, vil den være begrænset, og så bør det blive samlet igen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Starten bliver i hvert fald kedsommelig. De starter med et modvindsstykke, hvor de tre spanske wildcardhold formentlig vil etablere et udbrud fra km 0, og derefter vil Jumbo tage kontrol. De vil hurtigt få hjælp af Alpecin, UAE og Bora, mens det vil ligne BikeExchange dårligt at påtage sig et ansvar. På 1. etape i grand tours tages sjældent store chancer, og afstanden vil derfor næppe blive stor. Herefter vil etapen gå sin stille gang indtil det første sidevindsstykke omkring bjergspurten, men det vil næppe skabe mere end nervøsitet, mens udbruddet kæmper om bjergtrøjen på denne giganttinde, der får Monte Zoncolan til at ligne Valby Bakke.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det farlige punkt starter i venstresving med 51,3 km igen, hvor vi utvivlsomt se en vild positionskamp. Herfra er der næsten uafbrudt sidevind frem til svinget i Amersfoort med 27,1 km, og her vil feltet helt sikkert være ekstremt nervøst. Jeg har dog som sagt ret svært ved at se, at det vil blive til andet end nervøsitet. Der er for langt hjem, vinden er for svag, og jeg tror egentlig, at de fleste hold har det fint med at komme sikkert igennem. Ineos og Quick-Step er altid friske på at prøve, men skal de ville fortsætte hele vejen, skal et større navn sættes markant af, og det sker formentlig kun, hvis der er styrt, og så er det næppe god skik at fortsætte, når vi ikke befinder os i en situation, hvor feltet er splittet til atomer.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Derfor regner jeg med, at det falder til ro igen, når vi rammer modvinden, men stressniveauet kan meget vel betyde, at udbruddet bliver hentet tidligt. Det kan åbne døren for, at ryttere kan gå efter de 3, 2 og 1 sekund, der vil være tilgængelig som bonus. Primoz Roglic er hurtig, men plejer ikke at bruge kræfter på det, og det vil også ligne Joao Almeida dårligt at gøre det. Skal jeg pege på en rytter, der måske kunne finde på det, er det Sergio Higuita, der før har kørt efter bonussekunder, men ellers kunne det være en mulighed for Ethan Hayter, hvis han har ambitioner om at erobre førertrøjen om nogle dage. Spørgsmålet er dog, om det er noget, Ineos ligefrem vil opsøge aktivt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Herefter vil feltet formentlig bevæge sig relativt roligt ind mod Utrecht frem mod det, der bør blive en massespurt efter en relativt let, men periodevist nervøs dag. Finalen byder på et hav af sving i rundkørsler efterfulgt af to skarp højrekurver, men de sidste 1500 m går ad en lige og flad vej, der kun bugter sig let til venstre. Selvfølgelig skal man sidde fornuftigt, når de rammer de mange sving, men det er bestemt ikke den mest tekniske spurt. Der er god plads til at lade farten tale, og med direkte medvind kan man også åbne tidligt, hvis man er fanget lidt for langt tilbage. Der er således ikke en spurt, hvor positionering nødvendigvis bliver altafgørende, også fordi der i Vueltaen som altid er relativt få topsprinter, selvom det altid spiller en rolle.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg prøver at pege på Sam Bennett<\/b>. Det har ellers været en trist, trist sæson for ireren, der blot har vundet ét cykelløb, og selvom det var en stor sejr på holdets hjemmebane, var det ikke, hvad holdet regnede med, da de hentede ham ”hjem”. Bennett har særligt været helt uden sin tidligere holdbarhed, men siden maj har farten faktisk set god ud. Han vandt som sagt i Frankfurt i skrapt selskab, han så hurtig ud, da han kørte lige op med Dylan Groenewegen i Köln, og senest var der fornem fart i ham, da han fra ringe position spurtede på 2. etape i Polen. Hans ben har sagt stop, når det har været for hårdt, men det bør denne lette etape ikke være.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Når jeg peger på Bennett, skyldes det dog ikke Bennett selv. Det skyldes Danny van Poppel. Hollænderen har i år vist sig som en af verdens bedste lead-out men, og i næsten alle årets spurter har han afleveret sin sprinter fra spids – til nøds afleveret ham på det bedste hjul, som han gjorde med Fabio Jakobsen til EM. Resten af toget med Ryan Mullen og Jonas Koch har endda også lidt at skyde med, og i år er det også gået ganske fint – men ikke perfekt – for Bennett med at holde Van Poppels hjul. Det er klart, at han i denne enkle finale ikke får det fulde udbytte af løbets bedste lead-out man, men når man ser på Bennetts fart i Polen, tror jeg faktisk på, at han via Van Poppel endelig kan få en meget, meget tiltrængt sejr.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Havde det ikke været for Van Poppel, havde jeg peget på Tim Merlier<\/b>. Hvis ikke Bennett er tilbage på sit gamle niveau, er belgieren indiskutabelt løbets hurtigste. Det har han vist flere gange i år, men måske særligt, da han i De Panne slog Dylan Groenewegen på ren fart. Efter sommerpausen har han dog skuffet. Han var decideret formsvag i Vallonien, og hans spurt ved EM var ikke overbevisende, selvom den var til den lange side. I forvejen ved vi fra tidligere, at der kan være ret stor forskel på hans spurter afhængig af hans formniveau.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Merliers største udfordring er dog en anden, for på denne lette etape bliver formen næppe afgørende. Han er positioneringssvag, og selvom det er blevet meget bedre, er det sjældent, at han ikke skal komme et stykke bagfra. Heldigvis er han god til at køre de lange spurter, der redder det, og det bliver endnu mere oplagt i en ret enkel medvindsfinale. Toget er ikke perfekt, men Gianni Vermeersch, Robert Stannard og særligt Lionel Taminaux bør i dette felt komme et stykke. Hvis ikke Bennett viser sig fuldt tilbage, burde Merlier have en fair chance for med sin fart at vinde den første massespurt, som han jo faktisk har gjort i alle de to grand tours, han har kørt – og når han nu har gjort det i både Giroen og Touren, vil det jo være imponerende, hvis han også kan gøre det i Vueltaen og på mindre end halvandet år sikre sig etapesejre i alle tre løb.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Pascal Ackermann<\/b> har længe været en skygge af sig selv, men der er fremgang at spore. Hans spurt i Koksijde i marts var første tegn på et lille comeback, for her sejrede han i et skrapt felt. Siden fik han ødelagt meget af sine skader, men han kom stærkt tilbage i Polen. Her fik han en meget tiltrængt sejr, der dog var i en spurt, der med en hård bakke ikke rigtigt kan sammenlignes med denne, men han viste i hvert fald form. Samtidig kørte han også ganske stærkt i de klassiske spurter, som dog altid blev alt for lange, og selvom jeg vil tro, at Bennett og Merlier er hurtigere, er han en af de hurtigste i dette felt. Hans store våben er dog Sebastian Molano, der i Polen mindede os om, at han er en sublim lead-out man. Resten af toget tæller dog kun Ivo Oliveira, men det er stadig et af løbets bedste tog. Kører Molano et godt lead-out, og sidder Merlier ikke godt, er det bestemt ikke umuligt, at også Ackermann kan tage en meget tiltrængt spurtsejr og dermed vinde sin anden massespurt i træk, da han også vandt den sidste spurt, da han i 2020 sidst deltog.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Sidste år lignede Kaden Groves<\/b> alt andet end en topsprinter, men jeg skal love for, at der skete noget i løbet af vinterpausen. I marts måned viste han en imponerende fart i både Tirreno og Catalonien, hvor han tog en stor sejr ved at slå Phil Bauhaus på ren fart. Desværre har han altid haft det svært med positioneringen, og de lovende takter, vi så i foråret, forsvandt prompte, da vi så ham spurte i Polen, hvor det gik helt galt. Desværre er han til start med et ganske svagt tog, der reelt kun tæller Michael Hepburn og Kelland O’Brien, og ingen af dem har megen fart. Han hjælpes heldigvis af den enkle finale, det lave antal tog og medvinden, men det skal virkelig flaske sig, hvis han skal sidde rigtigt. Til gengæld ved vi også fra foråret, at han har farten til at vinde, hvis det flasker sig.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det ved vi også, at Gerben Thijssen<\/b> har. Det var jeg ellers ikke overbevist om efter et sløjt 2021, hvor han aldrig fandt sig selv efter det grimme styrt ved sekdagesløbet i Gent, men siden Dunkerque, hvor han endelig fik sin sejr, har han været forvandlet. Det var en gigantisk skalp, at han tog en stor WorldTour-sejr i Polen, hvor han sejrede i et felt med både Ackermann og Bennett, og hvor farten var tårnhøj. Desværre bekræftede det polske løb også, at han er enormt positioneringssvag, og næsten altid sidder han så langt tilbage, at han er chanceløs. Heldigvis er finalen enkel, der er medvind, og han har med Julius Johansen og Boy van Poppel et tog, der i dette felt er blandt de stærkere. Han skal stadig komme bagfra, hvilket gør det svært, men vi ved nu fra Polen, at det kan lade sig gøre, også i et felt som dette, hvis bare det hele flasker sig.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Med Nairo Quintanas exit kan Dan McLay<\/b> nu regne med den fulde støtte fra Arkea, og det gør ham ganske interessant. Vi har flere gange i år set, at hans topfart i disse boulevardspurter stadig er tårnhøj, selvom den måske ikke helt er, som da han kørte sin vanvidsspurt i Denain for mange år siden. Særligt hans to 2. pladser i Saudi Tour var lovende, og den positionering, der altid har været hans store svaghed, er gået meget bedre i år. Han har også en ganske hæderlig lead-out man i Clement Russo, men desværre er resten af toget svagt. Han risikerer som så ofte før at være ude af position, men med den stabilitet, han har vist i år, bør risikoen være mindre, end den i mange år har været.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Danmark drømmer om en drømmestart for Mads Pedersen<\/b>, men etapen bliver desværre nok for let. Feltet er ikke så skræmmende som i Touren, men i denne form for boulevardspurt vil jeg regne de ovennævnte som hurtigere. Til gengæld er Pedersen bedre i positionskampen end næsten alle andre, og selvom han savner Jasper Stuyven enormt, har han i Daan Hoole og især i Alex Kirsch, der mangler lidt fart, men er en uhyre stærk og sikker lead-out man, ganske god støtte. Det vil undre mig, hvis ikke Pedersen ender med at sidde fornuftigt, men uden Stuyven bliver han ikke kørt hjem fra spids. Under de omstændigheder tror jeg ikke helt, at farten rækker til en boulevardspurt som denne.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvad så med Danny van Poppel<\/b>? Han har jo en anden opgave, men taber Bennett hans hjul, vil det ikke få alverdens medier til at rydde forsiderne. Det er i hvert fald sket før i år, og så kan Van Poppel være tvunget til at improvisere. Han er ikke verdens hurtigste i denne slags spurter, men vi så i Touren, at han i dette felt bestemt er konkurrencedygtig. Han er storartet i positionskampen, og ender han med at spurte, skal han jo i hvert fald ikke slå Bennett. Sidder Merlier for langt tilbage, virker det slet ikke utænkeligt, at Van Poppel kan tage sin anden etapesejr i løbet, selvom det som udgangspunkt ikke er planen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Af samme grund kan man nævne Sebastian Molano<\/b>. Også han har en helt anden opgave, men husk nu på, hvad der skete på 1. etape i Polen. Her skulle han køre lead-out for Ackermann, men da tyskeren tabte hans hjul, endte han med i stedet at spurte sig til en 5. plads. Den slags kan ske igen, men spørgsmålet er, om farten rækker. Han har i hvert fald skuffet mig ganske meget på den front i år, senest i Dauphiné, og hans spurt i Polen var heller ikke skræmmende. Det er feltet her dog heller ikke, og med position kommer man langt. Sejren i Mayenne viser, at han stadig har lidt af den gamle fart.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Sidste år viste Itamar Einhorn<\/b> med sejren i et ganske stærkt felt i Slovakiet, at hans fart rækker langt, og han kørte også nogle flotte spurter i dette løb. I år har det til gengæld været sløjt, men det skyldes mest, at han har været skadet og positioneret sig mindre godt, end han gjorde sidste år. Her han faktisk et ganske potent tog med Patrick Bevin og ikke mindst Daryl Impey, der har enorm erfaring i at køre lead-outs. Finalen er også enkel, og med støtte fra et af de bedre tog bør han sidde fornuftigt. Han viste fornem form med det fine resultat ved EM, hvor han kun havde én hjælper, og med tanke på det, han viste sidste år, bør han kunne komme ganske langt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
På papiret er Bryan Coquard<\/b> en af feltets topsprintere. Han er i hvert fald en af de mest vindende, men dette er ikke just hans form for spurt. Han har aldrig haft farten til at vinde disse flade boulevardspurter på dette niveau, og det er ikke uden grund, at han er helt uden sejre på WorldTour-niveau, selvom han har vundet et hav af løb på lavere niveau. Han har heller ikke virket spor formstærk i optakten, men han har én stor styrke, nemlig Davide Cimolai. Italieneren er en af de bedste lead-out men i feltet, og selvom resten af toget er ikkeeksisterende, bør chancen for, at positioneringssvage Coquard sidder rimeligt, være fornuftig. Desværre er det næppe nok til at vinde.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Skal Mike Teunissen<\/b> spurte? Jeg tror det ikke. Jumbo har helt anderledes vigtige mål i dette løb, og der er ikke den store grund til at blande sig i en boulevardspurt, han næppe vinder. Omvendt er vi i Holland, og han kører for et hollandsk hold, og derfor kan man vel aldrig udelukke, at han tager chancen i en enkel finale, hvor Primoz Roglic ikke bør være alt for udsat. Han åbnede i hvert fald døren for det, og deltager han i spurten, vil han som første Jumbo-mand tage trøjen fra Robert Gesink og dermed blive den anden hollænder i rødt, hvilket Jumbo næppe vil være utilfredse med – også fordi han derved sørger for, at Roglic slipper for trøjen lidt endnu. Det vil formentlig skulle være på egen hånd, og selvom han er god i positionskampen, har han skuffet mig med de spurter, han har kørt i år, særligt i Norge, hvorfor han næppe vinder. Hans chancer bliver dog større, hvis han mod forventning får støtte af Edoardo Affini, der senest kørte et godt lead-out i den kontroversielle spurt i Burgos.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Vil Ethan Hayter<\/b> spurte? Det er bestemt ikke sikkert. Vi ved, at han ikke er vild med eller god i positionskampen, og han ved også, at han alligevel ikke vinder denne spurt. Derfor vil jeg tro, at han skipper den, men da førertrøjen er inden for rækkevidde, kan han have et ekstra incitament til at prøve. På egen hånd positionerer han sig for svagt, men får han mod forventning støtte af Ben Turner, er det måske muligt, at han kan lave et resultat og få bonus. Farten bør dog ikke række til sejr i dette selskab.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
DSM kan spurte med både John Degenkolb<\/b> og Nikias Arndt<\/b>, men ingen af dem har vist megen fart i år, hvor de i deres få spurter har været skuffende. Mit gæt er, at de kører for Degenkolb, der har stor Vuelta-historik, men jeg tror, at Arndt har den bedste chance for at lave et resultat. De vil have hinanden som støtte, men hvor Degenkolb altid har positioneret sig svagt, gik det meget fint for Arndt i Polen forleden. Det sikrede ham i hvert fald en podieplads – dog primært grundet et stort styrt – og selvom han ikke har farten til at være med helt fremme, kan han lave et resultat. Det samme kan Degenkolb, men grundet positioneringen og vel egentlig også farten synes chancerne mindre.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jake Stewart<\/b> vandt i sidste uge endelig sin første professionelle sejr, men det var i et felt, der var helt anderledes end dette og nærmest renset for sprintere. I dette felt har han slet ikke farten i de flade boulevardspurter, og han positionerer sig også næsten katastrofalt. Hans tog med Miles Scotson og Fabian Lienhard ser i dette felt dog slet ikke værst ud, og finalen er jo heldigvis ret enkelt. Oftest ender han helt uden for top 10 i denne slags spurter, men med den hæderlige støtte kan man håbe, at han denne gang kan ende fremme, selvom farten sætter klare begrænsninger.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Andrea Vendrame<\/b> havde egentlig skippet spurterne, men det lyder til, at han måske vil prøve, selvom udmeldingerne kan være lidt tvetydige. Han blandede sig lidt i Polen for nylig, og det vidner om, at han ikke helt har givet op. Vi ved dog også, at han aldrig har haft farten til at vinde disse boulevardspurter, men tidligere kom han ret langt på sin positionering. Den synes dog slet ikke at have været som tidligere i år, og derfor er han heller ikke det sikre kort, han tidligere var – og hvis han skipper spurten helt, er han da slet ikke et sikkert kort.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Vil Fred Wright<\/b> blande sig? Det tvivler jeg på. Han begyndte ganske vist at spurte i Touren, men det var først, da holdet var ude af klassementet. Derfor må han regnes som bodyguard i dette løb, men man kan vel ikke helt udelukke, at han giver den et skud. Skulle det mod forventning ske, vil han være alene, og da han ikke er nogen supersprinter, taler vi udkanten af top 10 som det maksimale. Vi så dog også i Touren, at han har farten til at sikre det, hvis han mod forventning prøver.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Kern Pharma skal prøve med Francisco Galvan<\/b>, men de skal være glade for en top 10. Spanieren er ikke specielt hurtig, han er positioneringssvag, og han er reelt uden støtte på et hold primært bestående af klatrere. Skal han begå sig, skal det være en hårdere dag, og dette bliver alt for let. Han viste ellers i Marseille, at han efter en hård dag faktisk kan spurte pænt, når han en sjælden gang sidder godt, men dette er ikke rigtigt hans etape.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Euskaltel kommer med Carlos Canal<\/b>, der bestemt ikke er nogen supersprinter. Han imponerede mig meget med sin puncheurspurt på 4. etape i Burgos, hvor han viste storform, men i de flade spurter har det knebet. Mit gæt vil være, at Euskaltel heller vil bruge hans fart til at gå efter bjergtrøjen fra et udbrud, men kommer han ikke afsted, vil han sikkert prøve. Han vil have støtte fra Gotzon Martin<\/b>, men hverken holdet, farten eller positioneringen rækker så langt, at top 10 er sandsynlig. Også Martin, der kunne være en alternativ bjergtrøjekandidat, plejer at holde sig til og sikre en top 20 i disse spurter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Lotto vil måske spurte med Jarrad Drizners<\/b>, der sidste år kørte nogle spurter og blandt andet blev nr. 7 i Algarve. Han spurtede dog ikke i Polen, så det er usandsynligt. Alternativet er Cedric Beullens<\/b>, men ligesom Drizners mangler han noget fart, og det er sandsynligt, at han skipper den. Burgos skulle have kørt for Manuel Penalver, der er rejst hjem med corona, så nu er det nok bare Jesus Ezquerra<\/b> eller måske Jetse Bol<\/b>, der holder sig i top 20, hvis ikke de har været i udbrud for at jagte bjergtrøjen, hvad særligt hollandske Bol nok vil være tændt på. Hos Movistar sker det af og til stadig, at Jose Joaquin Rojas <\/b>holder sig lidt til, men det er efterhånden sjældent. Hos Astana vil det være en sensation, hvis Samuele Battistella<\/b> spurter, og det synes helt, helt udelukket, at EF eller Quick-Step på nogen måde blander sig.<\/p>","date":"19\/8-2022 kl. 21:42","date_unformatted":"2022-08-19 21:42:20","km_driven":"175,1","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"335691","title":"Analyse af 1. etape","text":"
Det er blevet næste rituelt, at Primoz Roglic skal lægge en større skuffelse bag sig i Vueltaen. Sådan var det, da han i 2019 for første gang kørte løbet efter en Giro, der blev ødelagt af sygdom og styrt, og det fortsatte mest markant i 2020, hvor hans choknederlag på Tourens sidste enkeltstart på imponerende vis blev revancheret med hans anden sejr i to forsøg. Sidste år var det så et dumt styrt og et tidligt Tour-exit, der skulle revancheres, og det blev det ganske effektivt med et hattrick, fire etapesejre og total dominans.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I år gentager ritualet sig. Igen i år var det et styrt, der ødelagde Tour-festen for sloveneren, inden den rigtigt var kommet i gang, men alligevel er alt anderledes denne gang. I de seneste tor udgaver har der nemlig ikke været den store tvivl om, at Roglic var klar, og han stillede alle tre gange op som den altoverskyggende favorit. I 2020 var der måske lidt usikkerhed om hans friskhed i den ekstremt komprimerede kalender, når han havde kørt både VM og Liege i mellemtiden, men dengang var han så altdominerende, at ingen rigtigt turde pege på andre favoritter end ham.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er der til gengæld folk, der tør gøre denne gang. Da Roglic i dag rullede ned ad startrampen som indledning på den hollandske Vuelta-start, der med to års coronaforsinkelse endelig blev til virkelighed, var det i en sky af usikkerhed. Det skyldtes først og fremmest hans elendige forberedelse, der – hvis man kan tro Jumbo-mandskabet selv – har ført til, at han først for ganske kort tid siden var tilbage på landevejen og først i mandags besluttede sig for, at han var klar nok til at jagte den historiske fjerde sejr i træk. Ingen i denne verden uden for Jumbo-lejren har haft skyggen af chance for at vide, hvor klar det slovenske uhyre er denne gang, og alle spådomme om hans form har for udenforstående reelt været gætværk.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Usikkerhed skyldes imidlertid mere end det. Det har været ret indlysende, at Roglic trods sine sejre i foråret har været under det niveau, vi normalt har set. Ender Roglics tid som ubesejret i Vueltaen således i Madrid om tre uger, kan et nederlag ikke nødvendigvis bare afskrives med henvisning til dårlig forberedelse. Der vil altid være en tvivl om, hvorvidt det mest af alt er udtryk for, at den efterhånden aldrende slovener har toppet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Heldigvis for Roglic har Vueltaen ikke et alt for uheldigt design, hvis han skal bruge en uges tid på at indhente det, som den tvivlsomme forberedelse måtte have forårsaget. Ganske vist er der tre grimme bjergetaper i den første uge, og ganske vist er det et problem, at den lette tredje uge gør, at han måske ikke når at få glæde af den topform, han måske først finder undervejs, men målbjergene i den første uge er ikke alt for lange. Her bør man kunne begrænse tabet i hvert fald nogenlunde og håbe på, at en eventuelt manglende form indfinder sig inden nøglepunktet i løbets anden uge, hvor der venter lange målbjerge i det glohede andalusiske syd.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den største gave for en muligvis lidt dårligt forberedt Roglic var imidlertid, at han kunne sikre sig et ganske gratis forspring fra start. Nok var dagens indledende holdløb, der var den første større holdtidskørsel i det professionelle felt i hele tre år, en ganske åben affære, der havde tre helt jævnbyrdige favoritter i form af Roglics eget Jumbo-mandskab, Quick-Step og Ineos, men jævnbyrdigheden betød, at det nederlag, Roglic måtte lide til Richard Carapaz og Remco Evenepoel, næppe ville blive stort. Til gengæld lå det også i kortene, at han ville sikre sig en ganske pæn buffer i forhold til alle øvrige holds rivaler, og det er trods alt ikke helt ringe at starte med et sådant udgangspunkt, hvis benene først skal findes undervejs.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvis Roglic vitterligt sidder med en fornemmelse af, at der mangler nogle procent, må han knibe sig selv i armen. Det endte ikke helt med samme knusende magtdemonstration som ved holdløbet i Touren i 2019, men Jumbo-mandskabet kom fra de indledende godt 20 km i det hollandske fladland med et udbytte, de næppe havde turdet håbe på i deres vildeste drømme. Måske betalte de mod slutningen lille pris for et udlæg, der var meget hårdt, men i holdløb, der i toppen næsten altid e meget tætte, havde Roglic utvivlsomt gerne solgt dagen for et forspring til Carapaz og Evenepoel på hhv. 13 og 14 sekunder.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var sjældent suverænt, når man betænker, hvor stærkt besatte de to rivaliserende hold var, og det kan han formentlig takke Rohan Dennis for. Der er ingen tvivl om, at Roglic selv ikke kan være helt dårligt kørende, når hans mandskab kan vinde så klart, og naturligvis har Edoardo Affini også været en gevaldig motor, men det er nærliggende at tro, at den helt store trækkraft har været Dennis. Australieren har i en evighed været verdens bedste holdløbsrytter og været manden bag den dominans, BMC i mange år havde, og derfor var det ganske kritisk, at han for nogle uger siden blev indlagt med en uforklarlig sygdom. Heldigvis nåede han at blive frisk i tide, og med ham som chef på et hold med Roglic og Affini fik mandskabet det maksimale ud af deres tre mand store motorrum.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Faktisk må de have følt sig ganske sikre på sig selv. De lod indledningsvist Sepp Kuss sidde på hjul – et klart bevis på, at den i dag så sårbare amerikaner skal holdes inde i klassementet – men det vidner om et endnu større overskud at komme til mål med otte mand. Normal planlægning ville tilsige, at man skulle brædne folk som Robert Gesink og Mike Teunissen af, så Roglic kunne vinde så megen tid som muligt, men der var åbenbart plads til lidt luksus og lidt takkegaver. Den loyale hjælper Gesink skulle belønnes med en rød trøje på hjemmebane, og Teunissen fik endda lov at sidde med hjem og derved sikre sig muligheden for i morgen at overtage trøjen, hvis han deltager i spurten på hjemmebanen og ender som første Jumbo-mand. Det er normalt et tegn på, at man kunne have fundet nogle ekstra sekunder undervejs, hvis alle otte mand er med hjem, men i dag var der altså plads til at belønne hjælperne, selvom det formentlig har haft en lille pris. Det vidner om, at troen på egne evner ikke kan være helt lille hos Roglic.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det bør den heller ikke være hos Richard Carapaz. Nok fik han en ærgerligt stor lussing til sin værste rival, men med god hjælp af særligt Ethan Hayter fik han den ventede tidsgevinst i forhold til alle andre. Hele holdets brede gruppe af potentielle klassementsryttere blev holdt inde i kampen, og skulle Hayter have ambitioner om at tage trøjen de første dage i Spanien, blev den mulighed i hvert fald også holdt åben, selvom det nok mere er et mål for briten selv og holdets ledelse, end det måtte være det for chefen. På papiret lignede det britiske mandskab nok det svageste af de tre favorithold, og i det lys er udgangspunktet aldeles glimrende.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Til gengæld havde Quick-Step helt sikkert håbet på mere. I går lod Remco Evenepoel det klart skinne igennem, at sejren på holdløbet var et ganske stort mål, men i dag endte de som de små i giganternes kamp. Tabet på 14 sekunder er næppe nogen katastrofe, for med Evenepoel er det formentlig enten-eller. Enten har han holdbarheden over tre uger, eller også ender han formentlig ganske langt fra sejren? Det er i hvert fald svært at tro, at det er dagens beskedne nederlag, der vil koste andet end ærgrelsen over den manglende etapesejr. Lidt trøst kan der så være i, at vidunderbarnet selv virkede akkurat lige så flyende, som han altid er efter en træningsperiode og mod slutningen endda var tæt på at gøre det, man på forhånd kunne frygte, nemlig at han ville rive sit hold i stumper og stykker.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Skuffelsen bør værre større hos Simon Yates. Med tanke på BikeExchanges historik i disciplinen, tilstedeværelsen af de to holdløbsspecialister Michael Hepburn og Luke Durbridge og holdets enorme fremgang på enkeltstartscyklen i år havde briten formentlig i sit stille sind drømt om, at de endda kunne tage sejren mod på papiret stærkere hold, som de før har gjort det, blandt andet i Tirreno. Det var de imidlertid aldrig tæt på, og selvom de endte på den 4. plads, der lå i kortene inden starten, var afstandene utvivlsomt ikke som håbet. Tabene til Roglic, Evenepoel og Carapaz var større end håbet, og den forventede gevinst til de øvrige rivaler meget mindre end antaget.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Han havde i hvert fald helt sikkert håbet på at vinde mere tid på Bora og ikke mindst Hindley, der bestemt ikke kan være utilfredse med dagens udkomme. Den tid, hvor Wilco Kelderman og Ryan Mullen kan regnes som specialister, er nemlig for længst ovre, og derfor kunne det ligne en relativt svær dag for tyskerne. Jumbos sublime ridt betød, at Roglics vel nok største rival stadig fik en relativt stor lussing på 41 sekunder, men i forhold til alle andre var udkommet ganske positivt. Det kunne i hvert fald have været meget værre, og i dag var det i hvert fald en fordel for Hindley, at halvdelen af holdet udgøres af en sprintertrup. Desværre for ham var det nok også første og sidste gang, at det var tilfældet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
UAE kan også være godt tilfredse. På papiret lignede de det femtestærkeste mandskab, og sådan endte det også. Joao Almeida tabte også mere tid til Roglic, end han havde håbet, men i forhold til de fleste andre var udnyttet vel nogenlunde som forventet. Samtidig var det opløftende at se, at Brandon McNulty var den store motor til sidst, og det kunne tyde på, at amerikaneren, hvis form efter Touren har været usikker, slet ikke er så ringe, som man kunne have frygtet. Om det rækker til, at han selv kan køre klassement, er stadig tvivlsomt, men starten var i hvert fald lovende.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Tre af de andre favorithold, Astana, Movistar og Bahrain, kan heller ikke være utilfredse. De endte alle nogenlunde, hvo man kunne forvente det og kørte praktisk talt lige op med hinanden. Movistar betalte en pris for et lidt for hårdt udlæg, der kostede Gergor Mühlberger og Lluis Mas allerede længe inden mellemtiden, men forud for etapen havde Enric Mas formentlig været fint tilfreds med det udkomme. Det bør Gino Mäder og Mikel Landa også have været, når man betænker, at de havde relativt mange blylodder at slæbe rundt på, og trods et totalt fravær af en decideret specialist kom Astana hæderligt fra opgaven – og de kunne endda glæde sig over, at Miguel Angel Lopez selv efterlod et stærkt indtryk med en hård føring, der trak holdet over stregen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
For andre gik det også ganske pænt. Faktisk gik det vel nærmest fremragende for Ben O’Connor, vis Ag2r-hold lignede en stor taber, men som nu begrænsede et sikkert tab til mindre end et minut. Thymen Arensman kan ærgre sig over, at hans unge hold startede lidt for hårdt, men DSM kan heller ikke være svært utilfredse med udgangspunkt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Langt værre var det for andre. At Israel-PT ikke ville ende helt fremme, vidste alle, men med et par solide tempomaskiner havde Michael Woods utvivlsomt håbet, at det ville være gået betydeligt bedre, end det gjorde, når han nu ellers for en sjælden gangs skyld ikke var afhængig af sin egne svage tempoben på en tidskørsel. Han måtte dog sande, at den i Touren så velkørende Chris Froome vitterligt er hårdt mærjet af sin coronasygdom, og britens tidstab er nok en del af forklaringen på, at det gik israelerne værre end ventet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Gedigne nederlag blev det også til EF med Hugh Carthy, Rigoberto Uran og Esteban Chaves samt til Intermarché med Domenico Pozzovivo, Louis Meintjes og Jan Hirt, men det var helt forventet. Det har nemlig sin pris at have hele tre klassementsryttere, hvoraf ingen kan regnes som alt for tempostærke – i hvert fald ikke den Uran, vi kender i dag – og når resten af truppen også er renset for tempospecialister, kunne et nederlag ikke undgås. Det fik de da også alle serveret på et sølvfad, og der er derfor ganske meget at arbejde med allerede efter de første godt 20 km. I det mindste gik det bedre, end det gjorde for outsiderne Remy Rochas og Steff Cras, der også begge fik det dårlige udgangspunkt, man kunne forvente.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Til gengæld var der gode præstationer hos hold, der ikke kan bruge det til helt så meget. Trek kørte det ventede gode holdløb, men Jumbos magtdemonstration betød, at Mads Pedersen kan skyde en hvid pil efter den røde trøje, inden feltet på tirsdag rammer terræn, der er for svært for danskeren. De gav heldigvis Juan Pedro Lopez et fint udgangspunkt, men hans coronaforstyrrede optakt gør, at forventningerne til ham nok er en anelse afdæmpede.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Helt anderledes ubrugeligt var det for dagens største overraskelse. Med en tilsyneladende flyvende Bruno Armirail som den store motor kørte FDJ sig til en højst uventet 6. plads, men da de slet ikke har klassementsambitioner, er værdien begrænset – udover at det må styrke moralen hos særligt den lidt skrøbelige Thibaut Pinot ganske betragteligt. På den anden side er det nu Roglic, der står til at overtage trøjen på et tidligt tidspunkt, og skulle han have lyst til at låne den ud til en udbryder, har FDJs mange udbrydere bragt sig i en position, hvor de måske kan erobre trøjen, som de jo allerede gjorde med Rudy Molard tidligt i løbet for nogle år siden.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det kan også være drømmen for Kern Pharma. Det lille spanske mandskab var den anden helt store overraskelse, da den spanske enkeltstartsmester Raul Garcia Pierna var grundstenen bag en uventet flot 14. plads. Fraværet af klassementsambitioner betyder, at det kan ende som et ubrugeligt resultat, men for holdets ledelse er det en fremragende debut i et løb, de har set frem til at deltage i i årevis, og måske kan det endda åbne døren for en førertrøje, mest sandsynligt til Roger Adria.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det kræver dog, at Roglic er villig til at låne den ud, som han gjorde til Odd Christian Eiking sidste år. Med dagens fremragende ridt har sloveneren i hvert fald reelt gjort sig til løbets førende rytter allerede på dag 1, som han i øvrigt også gjorde det i 2020 og 2021, hvor han vandt 1. etape, og også havde gjort i 2019, hvis ikke en lille piges sprøjten med vand fra sit badebassin havde sendt Jumbo-mandskabet på rumpen i WorldTourens indtil i dag seneste holdløb.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den nyttige buffer, som løbsdirektør Javier Guillen havde garanteret ham ved at åbne løbet med denne etape, blev sikret og det endda i større grad, end han kunne have håbet på. Om den så bliver nødvendig, fordi formen vitterligt halter, eller om det bare er flødeskum som indledning på en fjerde slovensk magtdemonstration, vil de kommende tre uger vise.<\/p>","date":"19\/8-2022 kl. 21:42","date_unformatted":"2022-08-19 21:42:11","km_driven":"175,1","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"335690","title":"Vejret","text":"
Cykelløb i det hollandske fladland kan få hvem som helst til at læse vejrudsigter hvert femte minut, og mens det kunne være værre, kan ingen være helt trygge. Der venter heldigvis en smuk dag med kun få skyer og en temperatur, der i Utrecht vil toppe på 23 grader, mens det endda vil være 24 grader ved starten. Klatrernes drøm om en stille dag bliver ikke til virkelighed, da der vil være en jævn vind (14-19 km\/t) fra vest. Det giver først sidemodvind og siden med- og sidemodvind. Kort inden bjergspurten får man sidemodvind, mens der vil være sidevind i forbindelse med bakken. Derfra vil der være mod- og sidemodvind stort set hele vejen ind til Utrecht, idet der dog vil være en del sidevind på den lille rundstrækning. Efter den kringlede tur rundt i målbyen får man med- og sidemedvind over de sidste 3,7 km, idet der vil være direkte medvind over de sidste 400 m.<\/p>","date":"19\/8-2022 kl. 21:41","date_unformatted":"2022-08-19 21:41:40","km_driven":"175,1","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"335689","title":"Ruten","text":"
Mens mange klatrere utvivlsomt har forbandet den hollandske start langt væk, har sprinterne til gengæld jublet. Da man ikke besøger den kuperede Limburg-provins, er cykelløb i Holland nemlig garanti for pandekagefladt terræn og masser af sprinterpotentiale, og det kommer også til udtryk på de to sidste dage i det hollandske fladland. Dagen efter holdløbet venter således en næsten helt flad dag, hvor det dog er lykkedes at finde en ganske, ganske blød bakke midtvejs, så bjergtrøjen kan finde en ejermand, men hvor det kun er den frygtede hollandske vind, der kan true en massespurt. Den er dog slet ikke så udtalt om sommeren, og da Utrecht ligger relativt langt fra kysten, taler meget for, at sprinterne vil få en relativt nem dag, inden de skal spurte om sejren.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I alt skal der tilbagelægges 175,1 km, der fører feltet fra s’Hertogenbosch tilbage til Utrecht, der for anden dag i træk agerer målby. Begge byer ligger i en næsten pandekageflad del af Holland, og det er således helt fladt, når man fra startbyen lægger ud med at sno sig mod nordvest med retning mod vandet og storbyen Rotterdam. Man kommer dog aldrig i nærheden af havet, for man drejer hurtigt mod nordøst og siden øst for at køre ad en lige vej hen langs en kanal frem til den store by Zaltbommel, som man passerer syd om.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Kort efter drejer man mod nordøst for at kører videre langs samme kanal, inden man efter ca. 70 km drejer mod nord for at krydse den. Kort efter drejer man igen mod nordøst for at køre frem til byen Rhenen, hvor man efter 93,3 km kører en lille sløjfe i området nord for byen. Efter at være vendte tilbage til Rhenen går det mod nordvest, inden man hurtigt drejer mod nord for at passere kategori 3-stigningen Alto de Amerongse Berg (2,1 km, 2,4%), der er en helt blød og jævn bakke med top efter 105,1 km.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hermed er det slut med dagens ”klatreudfordringer”. Det bliver igen stort set helt fladt, når man kører mod nord op langs byen Veenendaal og derefter mod vest frem til en næsten rektangulær rundstrækning, hvor man kører en omgang. Efter denne går det mod nord frem til udkanten af Amersfoort, hvor man drejer mod sydvest for at følge en lige vej ind til centrum af Utrecht, idet man undervejs efter 158,3 km kører dagens spurt, der også tæller som en bonusspurt, ved flyvepladsen i byen Soesterberg.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Her kører man en omgang på en næsten kvadratisk rundstrækning, idet, der er sving med 7000 m, 6000 m, 4800 m, 4100 m, 4000 m, 3700 m og 2300 m igen, men i stedet for at slutte inde i bymidten kører man mod sydøst ud til afslutningen ved Utrecht Science Park i byens udkant, hele tiden ad flade veje. Det sker gennem to sving med hhv. 1900 m og 1500 m igen, hvorefter vejen kun bugter sig let mod venstre, indtil stregen kan ses med 400 m igen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Etapen byder på i alt bare 513 højdemeter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Utrecht blev på 1. etape den første by i verdenshistorien til at have været mål for etaper i alle tre grand tours. I 2015 startede Touren med en enkeltstart i byen, hvor Rohan Dennis kørte Tour-historiens hurtigste etape og sejrede foran Tony Martin og Fabian Cancellara. I 2010 sluttede Giroens 2. etape i byen, og her vandt Tyler Farrar en massespurt foran Matthew Goss og Fabio Sabatini. Derudover er byen i dette årtusinde faktisk kun blevet besøgt af det lille Ronde van Midden-Nederland, hvor Alfdan de Decker, Chris Opie og Alberto Cecchin vandt spurtsejre i hhv. 2017, 2016 og 2015, og af det gamle storløb Holland Rundt, hvor Fabrizio Guidi i 2000 vandt en massespurt foran Max van Heeswijk og Robbie McEwen.<\/p>","date":"19\/8-2022 kl. 21:41","date_unformatted":"2022-08-19 21:41:30","km_driven":"175,1","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"335687","title":"Velkommen","text":"
Velkommen til dagens direkte live opdatering fra Vuelta a Espa\u00f1a (2. etape). Dagens løb køres fra 's-Hertogenbosch til Ultrecht over 175.1 kilometer.<\/p>","date":"19\/8-2022 kl. 21:41","date_unformatted":"2022-08-19 21:41:16","km_driven":"175,1","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""}],"authors":[{"author":"Emil Axelgaard","email":"emil@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/ProfilePics\/emil_500x500.jpg","url":"emil-axelgaard"},{"author":"Jesper Johannesen","email":"jesper@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/\/jesper_johannesen.jpg","url":"jesper-johannesen"}]}