de to halvetaper i Tour du Poitou-Charentes<\/a>, hvor det skal blive interessant at følge Morten Hulgaard på enkeltstarten.<\/p>","date":"25\/8-2021 kl. 23:38","date_unformatted":"2021-08-25 23:38:16","km_driven":"175","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"302177","title":"Vinderbud","text":"Feltet.dks vinderbud: Magnus Cort<\/p>\r\n\r\n
Øvrige vinderkandidater: Michael Matthews, Matteo Trentin<\/p>\r\n\r\n
Outsidere: Tom Pidcock, Jon Aberasturi, Primoz Roglic, Andrea Bagioli, Andreas Kron<\/p>\r\n\r\n
Jokers: Omar Fraile, Jhonatan Narvaez, Tobias Bayer, Clement Venturini, Maximilian Schachmann, Ryan Gibbons, Jose Joaquin Rojas, Sep Vanmarcke, Antonio Soto<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Kandidater til et udbrud (i prioriteret rækkefølge): Andreas Kron, Michael Matthews, Magnus Cort, Matteo Trentin, Jhonatan Narvaez, Andrea Bagioli, Jan Tratnik, Luis Leon Sanchez, Gianluca Brambilla, Tobias Bayer, Mauri Vansevenant, Nick Schultz, Damiano Caruso, Gorka Izagirre, Dylan van Baarle, Omar Fraile, Lilian Calmejane, Ryan Gibbons, Michael Storer, Tom Pidcock<\/p>","date":"25\/8-2021 kl. 21:56","date_unformatted":"2021-08-25 21:56:28","km_driven":"175","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"302176","title":"Favoritterne","text":"
Den anden uge af årets Vuelta har af gode grunde været beskrevet som usædvanligt let, men alligevel har de første to etaper gjort forskelle mellem de bedste. I dag var det ingen overraskelse, og i går var det også klart, at potentialet til drama var til stedet, hvis der blev taget initiativ. Nu burde det til gengæld være ret sikkert, at næste klassementsslag først venter på lørdag.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
På papiret kunne torsdagens etape ellers minde lidt om gårsdagens. Der er nemlig tale om det klassiske Vuelta-design med en relativt flad dag efterfulgt af en relativt lang stigning og en nedkørsel til mål. Denne gang er forskellen bare, at der er to og ikke kun én stigning, og dermed kunne den på papiret se vanskeligere ud end 10. etape.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er den imidlertid langt fra. Vi er nemlig så heldige, at vi for anden dag i træk kender lidt til etapen. Det var i hvert fald dejligt rart at vide, at dagens finale var så svær, at det var en dag udelukkende for klassementsryttere, og på samme måde er det rart at vide, at hverken San Jeronimo eller 14%-stigningen – stigningen med verdens mest misvisende navn – ikke er noget Monte Zoncolan.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Som det fremgår af opremsningen af de tidligere besøg i rutebeskrivelsen ovenfor, er finalen med San Jeronimo en klassiker, der er blevet brugt et hav af gange i dette årtusinde. Det blev til udbrudssejr i 2003, 2005 og 2009 og spurtsejr til Tom Boonen i 2008. I 2011 var det en finale med kun 14%-stigningen, og her var det blevet en spurt, hvis ikke Liquigas med Peter Sagan, Valerio Agnoli og Vincenzo Nibali havde kuppet feltet på den tekniske nedkørsel, og i 2014 havde vi en lidt lettere udgave af denne etape, hvor man manglede den øverste og lette del af San Jeronimo, men for første gang havde begge stigninger på programmet. Det var ikke nok til at forhindre en spurt mellem ca. 60 mand med sejr til John Degenkolb foran Vicente Reynes og Michael Matthews, men med så få sprintere, at Damiano Caruso (det var dengang, han stadig spurtede) og Dan Martin fuldendte top 5. Hverken Tom Boonen, Daniele Bennati, Jasper Stuyven, Nacer Bouhanni, Kristian Sbaragli eller Nikias Arndt kom med hjem, og det gjorde faktisk heller ikke Sagan, der som bekendt havde en gigantisk formkrise i lige netop den periode.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Reelt er etapen i år magen til den, vi havde i 2014, for den øvre del af San Jeronimo, som blev skippet dengang, er reelt ligegyldig. Vi kan derfor konkludere, at stigningerne er inden for rækkevidde for de mest holdbare sprintere, men formentlig også kun de allermest holdbare. Dengang klatrede Degenkolb nemlig pokkers godt, og det er mere sigende, at den ret lange liste af holdbare folk ikke kom med over.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er interessant, at Matthews har kørt etapen én gang og været tæt på at vinde den. Han ved med andre ord, at det er en oplagt chance, og det er også derfor, at jeg er stærkt forundret over, at BikeExchange i dag brændte holdet af på at jagte på en etape, hvor han reelt aldrig havde en chance. Det har han derimod i morgen, men nu er spørgsmålet, om hans hold er stærkt og friskt nok til at kontrollere.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Reelt kan etapen koges ned til ét spørgsmål: Vil og kan EF, UAE og BikeExchange kontrollere etapen? Det synes at være en helt oplagt chance for både Magnus Cort, Matteo Trentin og Matthews, men det bliver ingenlunde en let opgave at kontrollere tingene. Alle ved, at et udbrud har en god historik på denne etape, og der er derfor lagt op til endnu en stor angrebsfest, hvor det kan tage en krig at få et udbrud etableret.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Et bud er, at både EF og BikeExchange går ind til etapen med et sind, der er en smule åbent – i hvert fald Cort. Tanken kan i første omgang være at kontrollere, men viser det sig for svært, giver det mere mening at ramme udbruddet – også med Cort, Trentin og Matthews selv. Netop fordi Matthews kender finalen og tidligere har været tæt på at vinde her, vil jeg dog tro, at plan A er at gå efter en spurt, men plan B kan hurtigt blive taget op af skuffen. Jeg tror, at det samme gælder for UAE, der må anse dette som deres måske bedste chance for at vinde en etape.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg er mere i tvivl om, hvad EF vil. Deres eneste virkelige etapevinderbud er Cort, og de har ikke længere noget at komme efter i bjergene, hvorfor de skal maksimere udbyttet af disse etaper. Cort har imidlertid været i udbrud to dage i træk, og det kan måske betyde, at han tøver en kende med at bede sit hold tage ansvar. Det vil formentlig kræve en alliance mellem begge hold at kontrollere, for med et enkelt hold kan det meget vel blive for svært.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Derfor kan det gå begge veje. Kan BikeExchange som i dag få lirket et lille udbrud afsted, burde det kunne samles. Det kan imidlertid også sagtens ende med et større udbrud, som får lov at sejle hjem, mens Intermarché snegler sig hjem med feltet bag sig. Det vil dog nok kræve, at BikeExchange og formentlig også UAE har en mand med i front. Jeg tror ikke, at de har råd til at sælge denne etape, hvis de misser gruppen. Derfor burde australierne køre med om sejren, enten på den ene eller anden måde – hvis de altså kan hente det udbrud, der måtte køre.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Mit forsigtige bud er, at BikeExchange og UAE får deres spurt, men det er med megen tøven. Jeg har mildt sagt ikke haft en heldig hånd med at forudsige deres taktik hidtil, men med deres begrænsede resultater mener jeg at kunne hævde, at de var kommet længere ved at gøre, som jeg havde foreslået. Og i denne situation vil det være en smule hovedløst ikke at gå efter den etape, der passer Matthews allerbedst, særligt når han kender den på forhånd. Det giver i hvert fald mere mening end at forsøge at slå Primoz Roglic på en mur!<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Kan de så hente udbruddet? Det er ikke sikkert på dette tidspunkt i en grand tour, men det er sandsynligt. Første del af etapen er meget let, og hvis BikeExchange, UAE og EF, der har nogle gode temporyttere, gør fælles front, burde de kunne holde udbruddet i snor. Derefter kan udfordringen blive at kontrollere finalen, hvor det vil være oplagt at søge nye angreb. Her e det et problem, at EF er så tunge. Det vil være UAE og især BikeExchange, der skal styre finalen, men heldigvis har særligt australierne også et ganske fremragende hold til det formål. Alle i truppen kan klatre, og selv deres tungeste mand, Luka Mezgec, imponerede stort i dag.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Der kan komme angreb allerede på San Jeronimo, der er den klart sværeste af de to stigninger, men heldigvis for BikeExchange og UAE kommer toppen langt fra mål. Hvis der stadig hænger et udbrud ude foran – og det vil der formentlig gøre – vil vi næppe se den store aggression. 14%-stigningen er ikke specielt svær og har kun én svær kilometer nær toppen. Her kan der komme angreb, men det vil blive umuligt at køre væk. Kort efter starter nemlig den meget kringlede nedkørsel. I det lys tror jeg, at den største trussel – udover et tidligt udbrud naturligvis – er splittelser på nedkørslen, som vi så det for ti år siden. Denne gang er det en anden nedkørsel end den, som var anledning til Liquigas-kuppet i 2011 – faktisk er det også en anden nedkørsel end i 2014, hvilket betyder, at stigningen kommer en anelse tættere på mål – men den synes næsten lige så svær. Modsat dengang er der denne gang dog et længere fladt stykke til sidst, og det betyder, at chancen for en regruppering er relativt god.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Er der hold, der vil lægge pres på? Det tvivler jeg faktisk på. Hvis billedet fra 2014 holder, handler det mere om overlevelse end et aktivt forsøg på at skabe udskilning, men det er muligt, at BikeExchange med deres mange klatrere vil gøre det endnu hårdere. Den sidste stigning kan dog meget vel blive domineret af klassementsholdene, i hvert fald i positionskampen frem mod toppen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg vælger derfor at tro, at vi får en spurt i stil med det, vi så i 2014, men det er med stor tvivl. Chancen for en udbrudssejr er også tårnhøj – både hvis en stor gruppe kører, eller BikeExchange og UAE med hjælp fra EF ikke kan hente dem – og risikoen for splittelser på nedkørslen er også reel. Graden af selektion vil nok også være ganske stor, særligt med medvind på stigningerne. Der er altså mange usikkerheder, men selve spurten er i det mindste enkel, da den er uden væsentlige tekniske udfordringer, og i et mindre felt vil positionskampen være begrænset.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Derfor peger jeg på Magnus Cort<\/b>. Danskeren viste igen i dag, at han nærmer sig sin bedste form, og så burde disse stigninger ikke være et problem. De er i hvert fald begge lettere end den, han klarede, da han sidste år vandt 16. etape, men det betyder ikke, at der er nogen garanti. Jeg er lidt bekymret for, at han har været i udbrud to dage i træk, og derudover ved vi, at han i forvejen kan være temmelig svingende, som vi blandt andet så i Paris-Nice, hvor han skuffede på 6. etape for siden at køre fra Matthews på bakkerne på 8. etape, som han vandt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Heldigvis virkede han i dag ikke til at betale en pris for gårsdagens anstrengelser, og han synes stadig at have masser af friskhed. På stigningerne er han mere sårbar end Matthews, men kommer han med over, er han min favorit. Han er nemlig stadig ganske hurtig på flad vej, når han endelig kan spurte fra en ordentlig position, som vi blandt andet så i sidste års Tirreno, og i en flad spurt vurderer jeg ham som den hurtigste af de to. Det var også opløftende, at han slog Matthews på 4. etape, som vel reelt set burde have passet australieren bedst, og det gør mig endnu mere optimistisk i denne form for spurt. Hans positionering bliver ikke noget stort problem i et lille felt med få sprintere, og den ukomplicerede finale hjælper. Jeg håber, at EF tager kontrol, for i en spurt anser jeg Cort som favorit.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er klart, at Michael Matthews<\/b> er den store rival. Som den bedste klatrer af de to må hans mantra være ”Jo hårdere, jo bedre”, og hans drømmesituation er, at han kan komme af med Cort og Trentin undervejs. I det tilfælde er det meget svært at se, hvem der skulle kunne slå ham, men også en spurt mod Cort kan blive knivskarp. Matthews har spurtet godt på flad vej i år, og særligt hans 3. plads på 2. etape var opløftende. Han har også et andet godt våben, nemlig den i dag så velkørende Luka Mezgec. Får han ham med over, har han al mulig grund til at tro, at han vil få et perfekt lead-out, og så er det op til ham at vise, at han har farten til at gøre det færdigt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg er mindre optimistisk på vegne af Matteo Trentin<\/b>. I 2017 vandt han næsten alle spurter i dette løb, men i den seneste år har han spurtet uhyre skuffende. Det har særligt været tilfældet i år, hvor det var tamt både i klassikerne og Slovenien, og det var heller ikke meget fart, han viste på 4. etape, hvor han endelig fik chancen. Til gengæld viste han ganske fornuftig form i går, hvor finalen dog logisk nok var for hård, og han burde have farten til at klare disse bakker. Er Cort også lidt træt, er det måske kun Matthews, han for alvor skal slå, og det virker ikke urealistisk. Drømmen må være at få Ryan Gibbons med over, for med ham som lead-out man vil han have en ganske udmærket chance for at true de på papiret hurtigere folk.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Dernæst vil jeg pege på Tom Pidcock<\/b>. Jeg er bestemt langt fra overbevist om, at formen rækker, for han har været alt andet end overbevisende hidtil. I dag kom han dog en anelse længere end de seneste dage, og det kunne være første gang, han virkelig kunne se en mening i at gå efter et resultat. Modsat fænomenkollegerne Mathieu van der Poel og Wout van Aert har han slet ikke et højt bundniveau, og chancen for, at han falder fra, må regnes som stor. Hans primære opgave vil også være at hjælpe holdet, men får han lov til at køre en spurt, burde han være manden, der kan slå de tre åbenlyse favoritter. Når man kan køre lige op med Wout van Aert to gange i træk, kan man også true Cort, Matthews og Trentin – særligt da efter et hårdt løb. Han har talt om muligheden for at gå efter en etape, og derfor vil han næppe blive holdt tilbage, hvis han har chancen for at spurte efter sejren.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den anden joker er Jon Aberasturi<\/b>. Logikken siger, at det bliver for hårdt, hvis selektion er lige så stor som i 2014, men jeg tør ikke helt afskrive ham. I Slovenien klarede han en stigning, der var på niveau med disse, inden han ydmygede Trentin i spurten. Kommer han med over, vil han formentlig være den hurtigste af alle, særligt i en situation, hvor manglen på positionskamp gør, at han ikke lider under sit manglende hold. Desværre vil det overraske mig, hvis han klarer den, og derfor skal han have en fremragende dag, hvis det skal lykkes.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvad så med Primoz Roglic<\/b> selv? Nej, det er ikke sandsynligt, at han vinder, men det gælder for hovedparten af de ryttere, der ikke er nævnt ovenfor. Sidste år var det trods alt ham, der blev nr. 2 bag Cort på 16. etape, og det vidner om, at han sagtens kan være med i en flad spurt. Dengang var han ikke tæt på at slå danskeren, og det vil han heller ikke være i morgen, men hvis løbet ender i et blodbad, skal man aldrig sige aldrig. Sidste år havde han helt sikkert ikke regnet med at spurte om sejren på 16. etape, og når man kan gå forbi Julian Alaphilippe på de sidste meter i Liege, har man mere fart end som så.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er åbenlyst en alt for svær etape for Fabio Jakobsen, <\/b>og stigningerne må også være for lange for Florian Senechal<\/b>, der ikke er nogen bjergged. Derfor bliver det formentlig Andrea Bagioli<\/b>, der skal jagte et resultat for Deceuninck. Italieneren synes stadig ikke at være i sin bedste form, men disse stigninger burde han trods alt nok kunne klare. Som bekendt slog han Roglic på 1. etape i Ain sidste år, men dengang så det også ud til, at sloveneren trak meget i håndbremsen i et forsøg på at give sejren til sin lead-out man Tom Dumoulin. Det viser dog, at han kan køre lige op med sloveneren, og får vi derfor et blodbad – måske også med en splittelse på nedkørslen – vil han ikke være uden chance.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det har været ærgerligt for Andreas Kron<\/b>, at han ikke har ramt udbruddet de seneste dage, men selv hvis det mislykkes i morgen, burde han ikke være helt uden chance. Stigningerne kan den formstærke dansker i hvert fald godt klare. Det er stadig lidt svært at fornemme, hvor hurtig han helt præcist er, men sidste år overspurtede han Diego Ulissi i Luxembourg, og i år har han fået ram på Luis Leon Sanchez og Rui Costa, selvom det i sidstnævnte kontroversielle tilfælde var lidt svært at sige, hvem der egentlig var hurtigst. Det er klart, at han næppe slår de store favoritter, men han er så ubeskrevet, at han kan overrakse, hvis det har været hårdt nok. Han bør i hvert fald give spurten et skud, hvis det ender sådan.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvor meget er Omar Fraile<\/b> kommet sig? Det synes ikke at være meget, for han sidder i den tunge ende hver dag. Derfor er det svært at være alt for optimistisk på hans vegne, men normalt burde disse stigninger ikke være det store problem for ham. Det er desværre alt for sjældent, han spurter, men han slog altså Sonny Colbrelli i Romandiet i sin tid, og da han blev spansk mester, var hans lead-out i en let stigende finale så godt, at han kørte Alex Aranburu ud af hjulet. Egentlig rækker hans fart nok til en højere placering på denne liste, men i lyset af hans skader er jeg i tvivl om hans overlevelse – og så er det i øvrigt ret sjældent, at han spurter, selv når han har chancen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Ineos har også en anden kandidat i Jhonatan Narvaez<\/b>. Også for ham gælder, at den primære opgave er holdet, men skulle Pidcock falde fra, vil det være naturligt, at han kører spurten. Ineos mangler resultater i dette løb, og derfor burde de give ham friheden til at forsøge sig – måske også for at stjæle bonussekunder fra Roglic. Han har ingen garanti for at klare stigningen, men med de ben, han viste i går, burde det gå. Sidste år vandt han Coppi e Bartali på bonussekunder – faktisk stjal han førertrøjen fra Bagioli – og det viser, at han er hurtigere end som så.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvor hurtig er Tobias Bayer<\/b> egentlig? I dag viste han igen, at formen stadig er glimrende, og selvom han har været så svingende, at man ikke kan regne med hans overlevelse, burde han have en god chance for at sidde med hjem. Om han så er hurtig nok til at vinde er usikkert, men han kørte i top 10 i en massespurt i Andalusien, var med fremme i spurterne i Mayenne og har spurtet fint som U23-rytter. Derfor har han potentiale til at overraske.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Maximilian Schachmann<\/b> måtte i går frustreret erkende, at formen slet, slet ikke er som håbet, men selv i formsvag tilstand burde disse bakker være inden for rækkevidde. Desværre synes han ikke helt at have samme fart, som da han vandt sine etaper i Baskerlandet for to år siden, og han var eksempelvis ikke i nærheden blot at måle sig med Van der Poel, da de spurtede om sejren på 2. etape i Schweiz. Lægger man dertil, at det er svært at se ham overleve stigningerne uden de store favoritter, er han på alle måder en usandsynlig vinder. Det forhindrer ham dog ikke i at kunne levere et fint resultat, hvis han er frisk på at køre en spurt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Kan Clement Venturini<\/b> overleve? Normalt ville han være et godt bud, for en formstærk Venturini klatrer godt. Desværre kneb det voldsomt med formen allerede i Norge, og det har bestemt heller ikke været opløftende i dette løb. I dag sad han dog ikke helt så langt tilbage, som ”han plejer”, og det kan måske læses som et godt tegn. Erfaringen fra 2014 er dog, at man ikke overlever i halvdårlig form, og lige nu synes det at være, hvad Venturini desværre kan mønstre. I forvejen har han ikke spurtet specielt godt i denne sæson, og derfor er han desværre nok ikke den oplagte kandidat, han burde være. Jeg tror også, at stigningerne er for lange for Ag2r’s plan B, Damien Touzé<\/b>, og plan C, Stan Dewulf<\/b>.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Også UAE har et alternativ i Ryan Gibbons<\/b>. Sydafrikanerens klatreevner er svingende, men når han rammer dagen, har han det med at overgå sig selv. Det så vi i sin tid i Tour Down Under, og det så vi senest i søndags, hvor han blev nr. 37 på en bjergetape med næsten 5000 højdemeter! Til gengæld så vi også, at Cort og – endnu værre – Bert-Jan Lindeman kørte fra ham, da de var i udbrud i Cullera, og det viser, hvor svær han er at regne med. Derudover har han ikke kørt en spurt i 117 år, og det er efterhånden tvivlsomt, om han kan true de store favoritter. Det er dog først og fremmest usandsynligt, at han sidder der uden Trentin, og derfor er det kun i tilfælde af italiensk offday, at han får chancen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I gamle dage havde det været en perfekt etape for Jose Joaquin Rojas<\/b>. Han er først og fremmest hjælper, men skulle det ende i en reduceret massespurt, kan han trække de gamle sprinterben frem, selvom de sjældent er i brug. Desværre har hans få nylige spurter også vist, at de ikke er særligt hurtige længere, og i forvejen har han altid haft for vane at blive slået af på papiret langsommere ryttere. Han har heller ikke samme klatrestyrke som tidligere, og jeg føler mig langt fra overbevist om, at han overlever. Han klarede dog Cort-etapen sidste år, og derfor skal han regnes som en kandidat, selvom det ikke er sikket, at Movistar giver ham lov at spurte.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvis ikke han var styrtet så meget, havde Sep Vanmarcke<\/b> også været en outsider, men nu er han nok for forslået. I forvejen skulle han stramme sig an for at klare stigninger, der er så lange, at det normalt er for meget, men i år klatrede han altså glimrende på Sardinien. Her viste han også masser af hurtighed med nogle gode spurter, og han burde i et reduceret felt kunne komme ganske langt. Desværre er han nok så mærket, at hans overlevelse er usandsynlig.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
En kandidat kunne også være Antonio Soto<\/b>. Vi så i både Arctic Race og i Vueltaens første massespurter, at han er en ganske hurtig herre, og vi har også set, at han kan klare korte stigninger godt. Han blev nr. 26 i Cullera og var i top 10 på kongeetapen i Arctic Race, men disse stigninger er meget længere. Vi så på 3. etape, at han i udbruddet blev sat ganske tidligt, og generelt har han været langt efter i de rigtige bjerge. Umuligt virker det dog ikke, og da han tog kampen op med Bryan Coquard i spurten i Norge, viste han, at han er hurtigere end som så. Euskaltel har også en anden klatrestærk og hurtig mand i Gotzon Martin<\/b>, men jeg tvivler på, at han har den fart, der skal til for at vinde, selvom han på stigningen står betydeligt stærkere end Soto.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Der er en stribe ryttere, der kan tænkes måske at køre spurten – særligt hvis feltet er lille, men som får svært ved at vinde. Det gælder Lilian Calmejane<\/b>, Luis Leon Sanchez, Felix Grossschartner, Jetse Bol, Jonathan Lastra<\/b> og Gianluca Brambilla<\/b>, men de kan ikke vinde. Stigningerne bør være for svære for Arnaud Demare, Alexander Krieger, Edward Planckaert, Jordi Meeus, Sacha Modolo, Martin Laas, Piet Allegaert, Juan Jose Lobato, Riccardo Minali, Itamar Einhorn, Florian Vermeersch, Alberto Dainese, Nico Denz, Dimitri Claeys<\/b>, og Jens Keukeleire<\/b> skal køre for Cort og Luka Mezgec, Nick Schultz<\/b> og Robert Stannard <\/b>for Matthews. Nu om dage er den nok også for svær for Anthony Roux<\/b>, der heller ikke har fordums hurtighed, og det er stadig min fornemmelse, at Quinn Simmons<\/b> er i en formkrise.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Som sagt er et udbrud også uhyre sandsynligt, men her er favoritterne mange af de samme. At gøre det færdigt fra et udbrud stiller dog som regel lidt større krav til klatreevnerne, hvis man skal begå sig i en mere aggressiv mod typisk meget klatrestærke folk, men det bliver også svært for en fyr som Michael Storer at køre fra alt og alle på disse stigninger. Chancen kommer på det korte, stejle stykke på 15%-stigningen, men derefter er der stadig langt hjem, også på flad vej. En god spurt er derfor betydeligt vigtigere end i går, og det bliver formentlig også mere taktisk og dermed tilfældigt. Det gør det også at ramme udbruddet i en flad start. Igen er finalen perfekt for Andreas Kron<\/b>, der vil være mit bedste bud, fordi han på den stejle del måske vil kunne få skovlen under Michael Matthews<\/b>, hvis deltagelse giver udbruddet en meget bedre overlevelseschance, Magnus Cort<\/b> og Matteo Trentin. <\/b>De andre oplagte kandidater er Andrea Bagioli <\/b>og Jhonatan Narvaez<\/b>, men hvis han er mere frisk, er etapen også perfekt for Omar Fraile<\/b>, ligesom Tobias Bayer <\/b>burde have en fair chance. Hverken Maximilian Schachmann, Ryan Gibbons, Jose Joaquin Rojas<\/b> eller Antonio Soto<\/b> kan afskrives heller. Bahrain burde også give chancen til Jan Tratnik<\/b>, der med sin hurtighed og nedkørsel har en fair chance for at klare bakkerne, selvom de nok er en anelse for lange, og måske er Tom Pidcock<\/b> også kommet så langt, at han vil gå i udbrud, selvom jeg tvivler på, at formen rækker til at vinde et aggressiv cykelløb fra front. Også hurtige Luis Leon Sanchez, Gianluca Brambilla<\/b> og Nick Schultz <\/b>er oplagte kandidat, ligesom Mauri Vansevenant, Jesus Herrada, Rudy Molard, Gorka Izagirre, Dylan van Baarle<\/b> og Lilian Calmejane<\/b> med deres spurt vil kunne gøre det færdigt. Som nævnt ovenfor burde Damiano Caruso<\/b> også stadig have lidt af sin gamle hurtighed, der kunne gøre ham til en kandidat, særligt nu hvor han synes at gå lidt målrettet efter bjergtrøjen, og måske kan man heller ikke helt udelukke Zdenek Stybar<\/b>, selvom den burde være for hård. Og så er vi vel også der, hvor man ikke kan udelukke, at Michael Storer<\/b> kan køre fra alt og alle på det korte, stejle stykke. Til gengæld er finale nok lidt for let for typer som Mark Padun, Wout Poels, Romain Bardet<\/b>, selvom han vil elske nedkørslen, Pavel Sivakov, Geoffrey Bouchard<\/b> og Clement Champoussin<\/b>.<\/p>","date":"25\/8-2021 kl. 21:56","date_unformatted":"2021-08-25 21:56:17","km_driven":"175","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"302175","title":"Analyse af 11. etape","text":"
I denne sæson er det meget, der er, som det plejer. Deceuninck topper sejrslisterne, Tadej Pogacar vinder Tour de France, Wout van Aert og Mathieu van der Poel fordeler en god del af klassikerne mellem sig, Julian Alaphilippe vinder Fleche Wallonne, og Ineos vinder en grand tour. Men der er én ting, der i hvert fald i denne Vuelta har været anderledes end det, vi oplevede sidste år.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I 2020 var Primoz Roglics sult nemlig helt umulig at stille. Hver eneste gang, han satte sig på cyklen, fornemmede han angiveligt så gode ben, at han bad sit hold jagte dagens udbrud – i hvert fald på etaper, der passede ham. Det var bestemt ikke altid en god ide – glem ikke, hvordan han næsten forærede Richard Carapaz 10 gratis bonussekunder, da han på La Covatilla var ganske tæt på at smide sin Vuelta-sejr i sidste øjeblik, eller hvordan hans jagt på etapesejr på Tourens 9. etape endte med at sikre Pogacar bonussekunder i deres indbyrdes opgør – men tilsyneladende var sulten så umættelig, at intet kunne holde ham nede. Selv når det risikerede at koste ham en samlet Vuelta-sejr, var lysten til at tage en ekstra etapesejr så stor, at det åbenbart var værd at risikere at lade tre ugers hårdt arbejde gå til spilde.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Sådan har det bestemt ikke været i årets Vuelta. Her har Jumbo-mandskabet været uhyre passive og nærmest gjort en dyd ud af at vise, at de bestemt ikke har tænkt sig at tage kontrol. Både på Picon Blanco og i Cullera var udbruddene så små og svage og etaperne generelt så lette, at holdet uden alt for mange brugte kræfter ville have kunnet sætte deres kaptajn i scene til sejre, han med meget stor sikkerhed ville kunne have taget.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Men det gjorde man ikke. I stedet lod man forrige mandag det relativt lille udbrud sejle hjem til både etapesejr og førertrøje, og havde det ikke været for BikeExchange, havde Roglic aldrig været i nærheden af at køre mod Magnus Cort om sejren i Cullera. Tværtimod er der blevet gjort en dyd ud af at understrege, at der er langt lys på Jumbo-bilen denne gang, og at alle kortsigtede gevinster er relativt ligegyldige i det store spil.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er ikke svært at se, hvor den passivitet kommer fra. Jumbo-ledelsen har ikke lagt skjul på, at de nærmest var lidt småflove over at se, hvordan i sidste års Tour lagde løbet i et lammende jerngreb for siden at se sig slået af en nærmest holdløs Pogacar, der havde været alvorligt på spanden, hvis han med sin svage trup havde skullet forsvare en førertrøje. Allerede i løbet af vinteren gjorde holdet det klart, at det var slut med at køre med den nærmest uhyggelige autoritet, vi så i Frankrig sidste sommer.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det løfte har de holdt i denne Vuelta, hvor de i stedet er gået tilbage til den model, der fungerede så godt under Vueltaen i 2019, hvor håndbremsen blev trukket godt og grundigt, initiativet overladt til Movistar og Astana, og hvor Roglic vandt løbet uden at have været i et reelt angreb én eneste gang. Lige frem til første weekend er samme opskrift blevet fulgt i år, og behovet for den strategi er nok blevet yderligere accentueret af den åbenlyse skrøbelighed, holdet viste de første dage. Kun Roglics angreb i går, hvor han mest af alt syntes at angribe i trods, da Ineos endnu engang troede, at de kunne ryste ham, har brudt det mønster, vi har set fra dag 1.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Men i dag vendte 2020-normaliteten tilbage. Da Vueltaen vendte tilbage til muren i Valdepeñas de Jaen, som vi har savnet enormt, siden den senest blev besøgt i 2018, blev sulten alligevel for stor. For første gang blev håndbremsen sluppet, og Jumbo tog den kontrol, vi var så vant til at se igennem det meste af 2020.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var på alle måder en logisk beslutning. I et løb uden Julian Alaphilippe og Tadej Pogacar er Roglic på papiret så overlegen på en stejl mur, at man skulle være mere almindeligt kreativ for at se, hvordan han – uden uheld – skulle blive besejret på de brutale procenter i den sydspanske by. Ganske vist er han to gange i år blevet slået i netop den slags finaler, men da var det netop af Alaphilippe og Pogacar i hhv. Fleche Wallonne og Baskerlandet. Og da netop de to formentlig er de eneste i denne verden, der kan slå en formstærk Roglic i en afslutning som denne, kunne man med en vis ret hævde, at Roglic og Jumbo selv kunne bestemme, om de ville etapen eller ej.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det kunne de imidlertid også i Cullera, hvor Roglic helt forventeligt viste sig i særklasse, men alligevel lod de passiviteten råde. Derfor kunne ingen vide sig sikre på, om håndbremsen stadig ville sidde fast, da startskuddet lød i Antequera denne eftermiddag. Måske grundet den ultrakorte distance, der gjorde ressourceforbruget overskueligt – og måske for at få en lille revanche efter gårsdagens ærgerlige uheld – lagde den gule hollandske hær denne gang løbet i et jerngreb fra start.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Ganske vist var starten på etapen ikke tv-dækket, men når kun fem mand kom afsted efter bare 30 minutter med angreb, tyder det på, at det var en af de dage, hvor Jumbo fra start signalerede, at det ville være spild af kræfter at gå i udbrud. Da elastikken var knækket, varede det da heller ikke længe, inden de gule soldater tog kontrol med Lennard Hofstede og Nathan van Hooydonck, og da de endda fik hjælp af de nyttige idioter fra BikeExchange – et udtryk, der i dag desværre er helt berettiget – var det mest spændende resten af dagen reelt, om Roglic ville undgå uheld eller ej.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Alligevel blev det pludselig lidt halvspændende. Som han gjorde det i Cullera, satte Magnus Cort nemlig nok engang en fed streg under, at han efter Thomas de Gendts abdicering banker på til status som feltets udbryderkonge. I hvert fald synes han at kunne overgå sig selv med adskillige træskolængder, når han rammer udbruddet, og det, der længe lignede en selvskreven konklusion, blev pludselig ikke helt så selvskreven alligevel, da hverken Nick Schultz, Koen Bouwman, Sam Oomen eller Mikel Nieve trods benhårdt føringsarbejde kunne hente nævneværdigt ind på den sublime dansker.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Til gengæld var konklusionen igen selvskreven, da Cort ramte muren med et forspring på 20 sekunder. Et blik tilbage i historien viser nemlig, at man næsten kun kan undervurdere den brutale sydspanske rampe. Her tabte hele det senere podium med Juan Jose Cobo, Bradley Wiggins og Chris Froome ca. 20 sekunder i 2011, og det samme gjorde den senere vinder Chris Horner ved det seneste besøg i 2013. I det lys var det klart, at Corts beskedne forspring var for lille, når favoritterne for alvor åbnede op. Og sådan blev det da også, da det denne gang lykkedes for Roglic at få sin revanche fra Cullera og denne gang gå forbi den stærke dansker på den rigtige side af målstregen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I stedet endte udfaldet med at være lige så forudsigeligt, som det var, da tv-billederne dukkede op og viste Van Hooydonck og Hofstede forrest i feltet. Roglic tog en sejr, der reelt ikke kunne være i fare, og trods den passive kørsel tog han dermed et vigtigt skridt mod at matche sidste sæsons fire etapesejre på vejen mod den samlede triumf. Alligevel blev det slet ikke så suverænt, som man kunne have frygtet, og selvom det var Roglic, der krydsede stregen først, var det slovenske monster bestemt ikke det eneste, der kunne tage fra etapen med tilfredshed.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det så ganske vist ud til, at Roglic i sidste ende vendte tilbage til den taktik, han har fulgt på alle etaper med undtagelse af gårsdagens uventet aggressive forestilling. Monsteret var uhyre passivt på hele stigningen, hvor han efter en lille forcering var tilfreds med at følge Enric Mas’ hjul – endda så meget, at et stort forspring hurtigt forsvandt som dug for solen, da spanieren nægtede at gøre alt arbejdet alene – inden han til slut kom med den forudsigelige spurt, der sikrede den forudsigelige sejr.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Formentlig var det bare et udtryk for, at han spillede ”safe” og igen holdt sig til strategien om defensiv kørsel og fokus på at spare kræfter til den tredje uge, hvor det virkelig gælder, men Mas og co. kan i hvert fald tillade sig at håbe på, at det måske også kan være udtryk for, at benene ikke var helt så gode, at der var plads til en magtdemonstration. Kobler man det med gårsdagens angreb, der jo stagnerede en anelse, efter at hullet var slået, har monsteret trods dagens sejr måske vist lidt mere skrøbelighed, end man kunne have troet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det har Mas til gengæld ikke. Man forstår godt, at han taler om sit livs form, for selvom han var fremragende i 2018, er det i særklasse den bedste Mas, vi nogensinde har set. Foreløbig er der ikke skyggen af det formdyk, vi så mod slutningen i 2021, og tværtimod synes spanieren bare at blive bedre og bedre. Denne finale var bestemt ikke en gave for en fyr som ham, og at han alligevel kan distancere alle andre end Roglic så klart med så offensiv en præstation er uhyre lovende for fortsættelsen. Når man samtidig ved, at Mas jo altid har været kendt som en langsom starter, der aldrig rigtigt finder formen før anden halvdel af en grand tour, når ikke han har en første grand tour i benene, er der faktisk et berettiget håb om, at han kan holde stand hele vejen. Hvis nogen skulle kunne klare en Tour-Vuelta-double, burde det om nogen være dieselmotoren Mas.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Situationen bliver ikke mindre interessant af, at Miguel Angel Lopez også fortsætter sin stille fremgang. Heller ikke for ham var det nogen ideel finale, og alligevel var han tydeligvis ”the best of the rest”. Med Lopez i frem gang, ingen svaghedstegn fra Mas og måske enkelte sårbarheder hos Roglic har Movistar efter de seneste to dage mere grund til at tro på miraklet, end de havde, da de gjorde status på hviledagen i forgårs.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
De skal dog i stigende grad holde øje med Jack Haig. Blandt de fire bedste i dette løb var australieren nok den, der egnede sig dårligst til denne meget eksplosive finale, men som vi så i Touren, kommer han rigtigt langt i disse afslutninger, når formen er god. Det er den åbenlyst og tilsyneladende i klar fremgang, og derfor er det langt mere end bare et opgør mellem Movistar og Roglic – også fordi dieselmotoren Gino Mäder med dagens fine ridt viser, at han stadig også vil være at finde i finalerne i bjergene.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Straks mere alvorligt er det for Ineos. Denne gang havde de heldigvis lært af deres fejl, og derfor så vi intet initiativ fra briterne, der overlod det til Movistar, Jumbo og BikeExchange at stå for arbejdet, før Dylan van Baarle skød frem for at sikre en god position på nedkørslen. Da slaget skulle slås, røg både Adam Yates og Egan Bernal desværre igen agterud i forhold til de fire favoritter og det desværre, selvom Yates og Bernal begge har en betydeligt bedre historik på eksplosive stigninger end Mas, Haig og Lopez. Tiden begynder at løbe ud for Bernals bestræbelse på at finde form, men heldigvis kan han nu se frem til to lettere dage, og hvis målbjerget på lørdag viser sig lidt for let til at skabe det helt store drama, har han faktisk nu en hel uge, hvor han kan lade tiden arbejde for sin form.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den mission kan stadig nå at lykkes, men det står efterhånden også ret klart, at det er et opgør mellem de fire store hold, der fra start har lignet de stærkeste. Aleksandr Vlasov klarede sig ganske vist pænt i en finale, der ikke just var ham, men nogen podietrussel er han reelt ikke længere. Giulio Ciccone må nok desværre sande, at hans form lige nu går den forkerte vej, for normalt burde han være en vinder i en eksplosiv finale som denne. Og selvom Felix Grossschartner synes i klar formfremgang og gjorde det flot i en eksplosiv finale, der på den ene side var for stejl og på den anden herligt eksplosiv, er han alt for begrænset i bjergene, som vi senest så det på Velefique. Længere tilbage finder vi Louis Meintjes og David de la Cruz, der er solide og i dag alene skulle forsvare sig i en finale, der ikke kunne passe dem dårligere – hvorfor det også var lidt uforklarligt, at spanieren ville spilde en masse kræfter på et lidt meningsløst angreb, der endte med at gøre regning betydeligt større, end den burde være blevet – men desværre ikke længere Fabio Aru, hvis forventede sammenbrud kom i dag, hvor der igen blev sat en fed streg under den manglende restitution, der har præget efteråret af karrieren, og som nok er en mere sandsynlig forklaring på kollapset end de angivelige maveproblemer, der ikke syntes at genere ham i går.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Indsnævringen af favoritfeltet betyder også, at Guillaume Martin har mere og mere grund til at tro, at han for anden grand tour i træk med snu brug af den velkendte udbrudstaktik kan sikre sig en plads i top 10 på samme måde, som han gjorde i Touren, og som David Gaudu og De la Cruz gjorde i dette løb sidste år. I dag klarede han i hvert fald finalen fint, selvom han nok desværre må sande, at han får svært ved at omsætte andenpladsen til en tur i rødt. Det skal ske på lørdag, hvor han skal have skovlen under Odd Christian Eiking, men samtidig undgå at tabe for meget til Roglic. Han skal vel håbe på, at lidt modvind ender med at gøre etapen på den lidt bløde målstigning til en fuser.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det vil til gengæld også kunne sikre Eiking endnu længere tid i rødt. Ganske vist er det usandsynligt, men foreløbig kom han bedre igennem dagens etape, end det så ud til, da han rundede toppen af den lange stigning som en af de sidste. Desværre er det måske også meget sigende for hans karakteristika, at han havde problemer på dieselstigningen, men var flyvende i puncheurfinalen. Eiking er nemlig netop puncheur og ikke klatrer, og logikken siger fortsat, at hans røde eventyr ender på lørdag. Her håber Romain Bardet at indlede et prikket eventyr, og da han i dag satte en fin streg under, hvorfor han har så gode ardennerresultater, fik han vist, at formen kun bliver bedre, efterhånden som styrtet kommer på afstand – akkurat som Andreas Kron med endnu et flot resultat blot gør det endnu mere nødvendigt, at han snart får chance for at bruge sin gode form i et udbrud.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den chance kommer måske i morgen, men her kan det blive på BikeExchanges nåde. Morgendagens etape er nemlig nok Michael Matthews’ bedste chance i hele løbet, og nu kan Kron glæde sig over, at han valgte at brænde sit hold af for nærmest gratis at forære en sikker sejr og 10 bonussekunder til Roglic. Kender man lidt til Matthews’ tankegang, kommer det ikke som et stort chok, at han satte sit hold til at jagte så intensivt, men han kan umuligt have studeret udfaldet af de foregående afslutninger i Valdepeñas de Jaen på forhånd. De tre tidligere besøg har nemlig vist, at finalen kun er for klassementsryttere – og slet ikke andre – og når end ikke den i de år så suveræne Philippe Gilbert trods åbenlys superform kunne slå de rigtige murspecialister i 2010, var det på grænsen til galimatias at tro, at Matthews skulle kunne byde klassementsrytterne trods. Det kunne han da heller ikke, og resultatet blev akkurat lige så domineret af toppen af klassementet, som den var det i 2010, 2011 og 2013. Nu må man så håbe, at BikeExchange har lidt kræfter til at jagte sejren i morgen på en etape, hvor Matthews tidligere har været et mulehår fra at vinde.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Til gengæld kan Roglic skrive Matthews på listen over julekortmodtagere, for med den modstand Cort ydede kan man faktisk godt tillade sig at betvivle, om Jumbo kunne have klaret opgaven på egen hånd. Nu fik han imidlertid den håndsrækning, han skulle bruge, og dermed blev udfaldet alligevel lige så forudsigeligt, som det så ud, da tv-billederne dukkede op og afslørede, at monsteret langt om længe var blevet sultent. Nu må vi se, hvor længe den med dagens sejr kan stilles denne gang.<\/p>","date":"25\/8-2021 kl. 19:32","date_unformatted":"2021-08-25 19:32:30","km_driven":"175","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"302085","title":"Vejret","text":"
Cordoba ligger i området kendt som den spanske stegepande, og det var i den nærliggende by Montoro, at landet den. 14. august slog sin augustvarmerekord med en temperatur på 47,2 grader. Helt så varmt bliver det ikke torsdag, men modbydeligt bliver det. Der vil ikke være en sky på himlen, og mens temperaturen ”kun” vil nå 34 grader i Jaen, vil den i Cordoba være hele 36 grader. Der vil heller ikke være megen omrøring i luften med bare en svag til let vind (6-9 km\/t) fra forskellige retninger. Den ser ud til at være i nord ved starten, men undervejs på etapen dreje over og nordvest og vest, inden den vil være i sydvest til finalen i Cordoba. Det bør primært give en eller anden form for mod- og sidemodvind frem til rundstrækningerne. Her bør der være medvind på San Jeronimo og sidemedvind på 14%-stigningen samt sidemodvind på nedkørslen og på turen rundt i byen primært forskellige former for modvind. Slutteligt vil der være sidemod- og sidevind ned til svinget med 3,1 km igen, derefter medvind og efter sidste sving først sidevind og slutteligt sidemedvind over de sidste 530 m.<\/p>","date":"25\/8-2021 kl. 16:01","date_unformatted":"2021-08-25 16:01:13","km_driven":"175","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"302083","title":"Ruten","text":"
Som bekendt har Vueltaen altid elsket flade etaper, der i finalen byder på svære stigninger og derefter en nedkørsel til en flad finale. En sådan rute havde vi allerede på 10. etape, og en sådan får vi igen allerede to dage senere, hvor der venter en af løbets klassikere. Cordoba er blevet besøgt et hav af gange i dette årtusinde, og næsten hver gang har man benyttet en finale, der har bestået af en eller anden kombination af to stigninger, Alto del San Jeronimo og Alto del 14%, efterfulgt af en nedkørsel til målet i byen. Det har givet anledning til både reducerede massespurter, angreb på nedkørsler og udbrudssejre, og alle scenarier er igen i spil på denne torsdagsetape, der kommer på et tidspunkt i løbet, at den med en lidt hårdere finale end tidligere øger chancen for, at et udbrud kan snyde de sprintere, der typisk har fået det sidste ord.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I alt skal der tilbagelægges 175,0 km, der fører feltet fra Jaen til Cordoba. Hele dagen køres der nord for den spanske solkyst i Andalusien, hvor der mest af alt er ganske kuperet, men på denne dag holder man sig ganske nådigt mest af alt i fladlandet. Fra start er det småkuperet, når man kører mod sydvest frem til byen Torredonjimeno, der nås efter 13,0 km, men her drejer man mod nordvest for at følge en lang og lige vej, der er let faldende. Kortvarigt er der en lille bakke, der efter 38,0 km leder op til byen Porcuna, og herefter flader det lidt ud, inden det igen falder let ned mod byen El Carpio, der nås efter 78,6 km. Her drejer man mod vest og senere sydvest for at følge en flad og helt lige vej, der leder frem til målbyen, hvor man efter 105,4 ganske lette kilometer krydser målstregen for første gang i forbindelse med dagens spurt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Etapen afsluttes nu med to omgange på to forskellige rundstrækninger i bakkerne nord for byen. I alt væsentligt er der tale om to forskellige ture op og ned ad det samme højdedrag, og toppen af de to stigninger ligger endda stort set samme sted, men man kører op og ned ad forskellige veje. Første rundstrækning er 25,8 km lang og indledes med, at man kører fladt mod vest, inden man drejer mod nord og nordøst for at passere kategori 3-stigningen Purto de San Jeronimo (13,0 km, 3,3%), der skal deles i to dele. De første 5 km stiger med 6-8%, men derefter er den stort set flad med skiftevis let stigende og let faldende stykker, inden man efter 126,0 km runder toppen. En i starten teknisk og siden helt lige nedkørsel leder nu mod sydøst ned til byen, hvor man tager en tur rundt i centrum, hvor det er helt fladt, inden stregen krydses for anden gang efter 143,2 km.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den anden rundstrækning er 31,8 km lang og indledes med, at man kører fladt mod nord ud af byen og derefter videre mod nord op ad kategori 2-stigningen Alto del 14% (7,2 km, 5,6%). Navnet er dog ganske misvisende, for der er ikke tale om en stejl sag. Således stiger de første 5 km bare med mellem 3 og 6%, inden der venter en stejl kilometer med hele 11,4% frem mod de 1200 m, der er lettere med ca. 3,5%. Toppen rundes efter 156,2 km, hvor der er placeret en bonusspurt, hvorefter de sidste 18,8 km indledes med den velkendte tekniske nedkørsel, som vi så ved besøgene i 2011 og 2014, og som leder mod sydvest, inden man kører samme tur rundt i byen som tidligere, hvor de sidste 5 km er flade. Her venter en teknisk ukompliceret finale, der består af en lige vej, som kun afbrydes af sving i rundkørsler med 3100 og 1200 m igen, inden vejen bugter sig ind på den 530 m lange opløbsstrækning. Den sidste kilometer stiger let med 0,8% i snit.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Etapen byder på i alt 2018 højdemeter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Cordoba er blevet besøgt et hav af gange de senere år. Seneste skete det i 2014, hvor man i finalen kørte en kortere udgave af San Jeronimo, men ellers have samme finale med 14%-stigningen, og hvor John Degenkolb vandt en reduceret massespurt foran Vicente Reynes og Michael Matthews. I 2011 kørte man helt udenom San Jeronimo og sluttede med samme finale med 14%-stigningen, hvor Liquigas leverede et show på nedkørslen, da Peter Sagan, Valerio Agnoli, Vincenzo Nibali og Eros Capecchi kørte væk sammen med Pablo Lastras, inden Sagan let vandt spurten. I 2009 kørte man kun San Jeronimo i finalen, og her kørte Lars Boom alene hjem til en udbrudssejr på en dag, hvor feltet smed 25 minutter, mens man i 2008 med samme finale som i 2009 fik en spurt, hvor Tom Boonen vandt foran Daniele Bennati og Erik Zabel. I 2006 var finalen helt flad, og her vandt Paolo Bettini en spurt foran Thor Hushovd og Luca Paolini, mens finalen med San Jeronimo i 2005 gav spurtsejr til Leonardo Bertagnolli foran Bradley McGee og Juan Antonio Flecha i en gruppe på bare 7 mand. I 2003 var det igen San Jeronimo-finalen, der gav solosejr til David Millar fra et udbrud, mens byen i 2002 var vært for to etaper – først San Jeronimo-finalen, hvor Pablo Lastras kørte alene hjem til en solosejr og siden en enkeltstart, der suverænt blev vundet af den senere vinder Aitor Gonzalez. I 2000 vandt Oscar Freire en massespurt foran Jans Koerts og Marco Zanotti. Byen er også hyppigt besøgt af Vuelta a Andalucia, og her er de seneste vindere Victor Campenaerts (enkeltstart i 2017), Nacer Bouhanni (2016), Oscar Freire (2003, 2010 og 2011), Gert Steegmans (2009), Denis Flahaut (2008), Tom Boonen (2007), Alessandro Petacchi (2004 og 2005), Alexandr Shefer (2002) og Pablo Diaz Lobato (2001). I 1999 blev de spanske mesterskaber afviklet i byen, hvor Angel Casero vandt linjeløbet, og Santos Gonzalez vandt enkeltstarten.<\/p>","date":"25\/8-2021 kl. 15:53","date_unformatted":"2021-08-25 15:53:04","km_driven":"175","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"302081","title":"Velkommen","text":"
Velkommen til dagens direkte live opdatering fra Vuelta a Espana (12. etape). Dagens løb køres fra Jaen til Cordoba over 175 kilometer. Vi starter kl. 14.50.<\/p>","date":"25\/8-2021 kl. 15:52","date_unformatted":"2021-08-25 15:52:54","km_driven":"175","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""}],"authors":[{"author":"Emil Axelgaard","email":"emil@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/ProfilePics\/emil_500x500.jpg","url":"emil-axelgaard"}]}