søndagens WorldTour-klassiker Bretagne Classic<\/a>.<\/p>","date":"27\/8-2021 kl. 23:52","date_unformatted":"2021-08-27 23:52:29","km_driven":"152,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"302426","title":"Vinderbud","text":"Feltet.dks vinderbud: Wout Poels<\/p>\r\n\r\n
Øvrige vinderkandidater: Michael Storer, Damiano Caruso<\/p>\r\n\r\n
Outsidere: Romain Bardet, Rafal Majka, Andreas Kron, Andrea Bagioli, Mauri Vansevenant<\/p>\r\n\r\n
Jokers: Mikel Landa, Clement Champoussin, Pavel Sivakov, Geoffrey Bouchard, Gianluca Brambilla, Sergio Henao, Juan Pedro Lopez, Jay Vine, Nick Schultz, Steven Kruijswijk, Sam Oomen<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Kandidater til favoritopgør (i prioriteret rækkefølge efter vinderpotentiale med uddybning ovenfor): Primoz Roglic, Felix Grossschartner, Aleksandr Vlasov, Gino Mäder, David de la Cruz, Giulio Ciccone, Louis Meintjes, Adam Yates, Miguel Angel Lopez, Enric Mas, Egan Bernal, Jack Haig<\/p>","date":"27\/8-2021 kl. 21:58","date_unformatted":"2021-08-27 21:58:59","km_driven":"165,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"302425","title":"Favoritterne","text":"
Nu har vi i mange år vænnet os til, at Vueltaens nøglepunkt altid er de tre bjergetaper, der ligger koncentreret i den tredje weekend, men i år skal vi vænne os til noget nyt. Denne gang har arrangørerne nemlig ladet sig inspirere af Giroen og Touren, der altid har de værste udfordringer koncentreret i løbets tredje uge, og den omlægning har som konsekvens, at anden uge er usædvanligt let. Det gælder også for den normalt så afgørende weekend, der i år risikerer at blive reduceret til en parentes.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Denne gang er der nemlig kun én og ikke tre bjergetaper i denne fase af løbet umiddelbart før sidste hviledag. Nok har søndagens etape både lange bjerge og højdemeter, men den ligner ikke en dag for klassementet. Stigningerne er for bløde til at gøre forskelle, og det ligner mere dagen, hvor man på en dårlig dag kan tabe løbet, mere end man kan vinde det.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det kunne lørdagens bjergetape så kompensere for, men ikke blot har man reduceret antallet af bjergetaper, man har også skruet kraftigt ned for sværhedsgraden. Af årets målbjerge skiller den nye Pico Villuercas sig nemlig ud som det letteste, og man kan kun ærgre sig over, at der ikke er byttet rundt på rækkefølgen af de to opkørsler ad målbjerget. Var etapen sluttet med den spektakulære betonmur, havde vi kunnet se et drabeligt slag, men nu kan man frygte, at målbjerget er en anelse for let.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Katastrofen er nemlig, at vinden står helt forkert. At kalde det blæsende vil være en overdrivelse, men det sammenlignet med den vind, vi generelt ser i bjergene, er der ganske pæn styrke på denne gang. I det lys er det yderst uheldigt, at der er modvind frem til de sidste 2,8 km. Vi så allerede på Picon Blanco, hvis sværhedsgrad er af en helt, helt anden kaliber, at det endte i våbenhvile, og meget taler for, at det samme kan ske denne gang. Man kan håbe, at terrænet ikke er alt for åbent, men min umiddelbare vurdering er, at det bliver meget svært at skabe forskelle. Det vil formentlig først kunne ske på de sidste 2800 m, hvor stigningen først bliver stejle over den sidste lille kilometer.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er dårligt nyt for Movistar. Spanierne oser nemlig af selvtillid lige nu, særligt efter at Enric Mas i den grad bød Primoz Roglic op til dans på onsdagens mur. Mas kunne ikke skjule sin stolthed efterfølgende, og man fornemmede en reel tro på, at de faktisk kan slå sloveneren. At Roglic derudover var i asfalten i går, har næppe mindsket Movistars lyst til at udfordre ham.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Derfor tror jeg også, at spanierne kommer blæsende med det, de har. Problemet er bare, at det ikke er særligt meget. Vi har samme problem som på de foregående bjergetaper, nemlig at Carlos Verona er deres eneste bjerghjælper. Bedre er det ikke blevet af, at en i forvejen ikke specielt formstærk Nelson Oliveira nu er forslået, og der er grænser for, hvad Movistar kan stille op. Selvfølgelig vil det være herligt, hvis de kunne prøve at bringe Jumbo ud af fatning på betonmuren, men hvad hjælper det, når der venter 40 kuperede kilometer fra bunden af nedkørslen og frem til målbjerget? Får de det hele til at eksplodere med tidlige angreb, har Jumbo masser af tid til at råde bod på situationen, og hvis de bruger Verona til at lægge et hårdt pres, står de med det problem, at det er Verona, der ene mand skal føre resten af etapen. Ikke just ideelt, når det også er ham, der skal lægge pres på, når de rammer sidste bjerg, hvor modvind gør den slags pres altafgørende, hvis der skal gøres forskelle.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
De skal med andre ord forsøge at finde allierede, og her peger pilen på Ineos og Bahrain. Indgår de en alliance med dem, kan det blive en ganske interessant og hård etape fra betonmuren og frem, men jeg er i tvivl om deres dagsordner. Ineos har to gange i træk skudt sig selv så voldsomt i foden, at det formentlig stadig gør ondt, og de gør det vel ikke for tredje gang i træk? Egan Bernal har i hvert fald ikke vist tegn på fremgang endnu, og nu er Adam Yates endda også forslået, ligesom Dylan van Baarle, Salvatore Puccio og Pavel Sivakov i øvrigt er det. Selvfølgelig er der grænser for, hvor længe de kan vente, hvis de vil på podiet, men umiddelbart burde særligt Yates’ styrt betyde, at det er klogest at satse på de to brutale etaper i den tredje uge.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg tror mere på, at Bahrain vil med til festen. Jack Haig bliver ved med at tanke selvtillid, og selvom han formentlig kører mere for podiet end sejren, skal han før eller siden have skovlen under Mas og Lopez. Derfor kunne han meget vel have en interesse i et hårdt løb, men Bahrain kan også have flere dagsordner. De har stadig adskillige gode etapevinderbud, og da han i går jagtede Romain Bardet, lignede Damiano Caruso en mand, der har lyst til at forsvare sin bjergtrøje. Det burde gøre det oplagt, at en del af planen også er at få en mand i udbrud, og selvom det ikke udelukker, at der kan lægges pres bagfra, kan det meget vel også betyde, at de helst ser udbruddet holde hjem.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvad så med Jumbo selv? Nu tog de jo endelig ansvar på 11. etape, og det kunne måske anspore til, at de skulle gøre det igen. Det vil dog undre mig. Onsdagens etape var kort og lettere at kontrollere, og det var en finale, hvor Roglic næsten ikke kunne undgå at vinde. Han er langt mere sårbar på et bjerg i modvind, hvor han risikerer at havne i en ubehagelig Movistar-sandwich, og derfor tror jeg, at de vender tilbage til den oprindelige plan, nemlig at køre med håndbremsen solidt trukket og vente på løbets vigtigste fase om en uges tid.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det betyder også, at jeg tror, at et udbrud har en ganske god chance. Jeg tror, at Movistar vil gøre meget for at vinde etapen, men jeg har meget svært ved at se, at de kan kontrollere det. Heldigvis for dem er starten flad, og de kan derfor gøre deres bedste for at forhindre klatrerne i at komme afsted i den angrebsfest, der helt sikkert vil være igen, men det bliver alligevel ikke let. DSM går utvivlsomt ind til etapen med den entydige plan at få Romain Bardet og Michael Storer afsted – og det indebærer formentlig at Caruso også vil være der – og kan et hold med bare fire hjælpere kontrollere den sæk lopper? Det bliver ikke let. Løsningen kan være at forsøge at lukke alle udbrud med Bahrain ned, fordi det kan give dem en mulig og sandsynlig allieret.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg forudser en ret taktisk finale. Movistar vil helt sikkert gerne have folk i udbrud, fordi de vil have folk til at føre på stykket efter betonmuren. Lykkes den mission, kan de lægge pres på med Verona og holde presset på det efterfølgende stykke. Derfor tror jeg også, at meget bestemmes af, om Jumbo vil lade det ske. Vil de det, tror jeg, at vi kan få et ret stort udbrud med Movistar, Caruso, Bardet, Storer og flere andre, og så behøver kampen ikke blive alt for voldsom. Hvis til gengæld de lukker alle Movistar-udbrud ned, og Movistar lukker alle udbrud ned fra Bahrain (også at hensyn til holdkonkurrencen), som til gengæld lukker alle udbrud ned fra Storer og Bardet, har vi pludselig en lidt interessant situation, hvor de vigtigste hold kan ende med at neutralisere hinanden. Og det kan lade sig gøre, når etapen starter fladt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Derfor tror jeg, at Jumbo i vidt omfang bestemmer, om vi får en udbrudssejr eller ej. Lukker de ned for Movistar, bliver det svært for de ovenfor nævnte hold at komme væk, og så vil jeg tro, at Bahrain og Movistar kan indgå en alliance om at hente udbruddet. Hvis til gengæld Jumbo slipper tøjlerne, tror jeg, at vi måske endda relativt hurtigt får et stort og potent udbrud, og så vil Bahrain formentlig gå efter at vinde med en udbryder, mens Movistar ikke vil være stærke nok til at skabe samling. I mine øjne er det Jumbos frygt for Movistar, der er nøglen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg tror på det første. Det er ikke en etape, der giver særlig grund til panik, fordi der er så langt mellem de to stigninger, og derfor vil jeg tro, at Jumbo foretrækker at få lagt ro på relativt hurtigt i stedet for at skulle involveres i en timelang krig på det flade. I stedet vil det letteste være at sende en af deres hjælpere med i et stort udbrud, hvormed de aldrig selv kommer på bagkant. Det vil umiddelbart være den løsning, der er at foretrække.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg tror derfor, at vi måske kan undgå en alt for lang angrebskrig. Krigen kan ikke undgås, men det er en af de dage, hvor det trods en flad start godt kan være, at der relativt tidligt kører et meget stort udbrud. Det sker ofte, når de store hold bare skal have hjælpere med foran, og hvor det er relativt oplagt hvilke klatrere der vil forsøge at ramme udbruddet sammen med et par hjælperyttere. Indtræffer det scenarium, ser jeg en etape, hvor det store udbrud kører, hvor Movistar tager kontrol og lægger pres på med Verona på muren, kalder et par hjælpere tilbage for at hjælpe mellem de to bjerge og forsøger at spare Verona til finalen. Desværre for dem tror jeg, at der vil være for mange hjælpere i front også, og jeg tvivler på, at de er stærke nok til at skabe samling, hvis ikke de får hjælp af Bahrain eller Ineos – og da de begge meget vel kunne have en mand i front, anser jeg det som usandsynligt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Derfor tror jeg også, at udbruddet holder hjem trods Movistars sandsynlige intentioner om at vinde etapen, og jeg tror, at der er en god chance for, at de oplagte udbrydere ender i front – også selvom etapen starter fladt. Til gengæld kan kampen om etapesejren godt blive en ret taktisk affære. Med så betydelig en modvind på så relativt let en stigning bliver det ikke let bare at køre væk, hvis vi ender med at have folk som Caruso, Bardet og andre gode klatrere med i front. Så klatrestærke folk vil få svært ved at sætte hinanden på denne form for stigning.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvis ikke der går taktik i den, kan det derfor meget vel ende med, at det hele skal afgøres over de sidste 2,8 km, og så bliver det pludselig temmelig eksplosivt, særligt fordi den først tager fat på den sidste lille kilometer. Selvom etapen slutter med et rigtigt bjerg, tror jeg altså på, at det er en finale, hvor punch kan betyde ganske meget, og hvor en eller anden form for spurt ikke er usandsynlig. Derudover kan et overtal være af stor betydning. Slår én mand hullet i modvinden, mens han har en holdkammerat siddende på hjul, står man uhyre stærkt, fordi ingen vil slagte sig selv på at føre, når vinden står forkert.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg ender med at pege på Wout Poels<\/b> igen. Jeg kan nemlig sagtens se et scenarium, hvor han vil ende udbrud sammen med Caruso, Storer og Bardet, og så står vi med en interessant situation, hvor to stærke hold har hver to kort at spille. Det vil utvivlsomt blive meget taktisk, men her vil det hæmme både Bardet og Caruso, at de har så vågent et øje på hinanden. I det spil virker det sandsynligt, at Poels og Storer vil have en langt større mulighed for at udnytte det taktiske spil i modvinden til at snige sig væk. Lige nu er Storer jo ganske suveræn, men er stigningen svær nok til, at han bare kan køre væk, hvis han er oppe mod klasseklatrere? Det tror jeg ikke, og derfor står Poels umiddelbart stærkere end mange andre potentielle udbrydere. Han har nemlig et ganske godt punch – i hvert fald mere end Storer – og det er således ikke en ringe finale for ham.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Spørgsmålet er, hvor han står formmæssigt. Han har været meget svingende hidtil, men han virker velkørende. I tirsdags var han med helt fremme på den knaldhårde etape, og på onsdagens mur afleverede han Haig og Gino Mäder i bunden. Han har klart signaleret, at han går efter og har fået lov til at ramme udbruddene, og denne gang er han ikke i spil til bjergtrøjen, hvorfor han ikke vil ødsle med kræfterne forinden. Det er der derimod måske andre, der vil, og med modvind til at sidst behøver han ikke være stærkest for at vinde. Her kan punch være nok, og derfor er han min favorit.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er dog også meget sandsynligt, at vi får endnu en sejr til Michael Storer<\/b>. Han vil formentlig lade Bardet og Caruso slås om bjergpoint, selvom han selv ligger nr. 3 i konkurrencen, og han vil i et udbrud koncentrere sig om etapesejren. Vi har alle set, hvor skræmmende stærk han er lige nu, men det bliver ikke helt så enkelt at vinde i denne modvindsfinale. Bahrain lader ham i hvert fald næppe gå i udbrud uden Caruso, hvis de mener bjergtrøjen alvorligt, og derfor skal han formentlig slå italieneren, hvis han vil vinde igen. Her er Bardet imidlertid den perfekt allierede, fordi det er ham, der vil være den største trussel mod prikkerne, og derfor har Storer den bedste chance for at udnytte overtal i modvinden. Til gengæld er en halveksplosiv finale ikke ideel for ham, men med den styrke han har til sidst, synes ikke meget at kunne stoppe ham – og han har trods alt 2800 m uden modvind til at bruge sin enorme styrke til at fuldende sit hattrick.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Damiano Caruso <\/b>står dog også med gode kort for at udligne Storer i stedet. Han har været lidt svingende i dette løb, men han viste i søndags, at formen bestemt ikke fejler noget. Han så også godt ud, da han splittede feltet i går, og normalt bliver han kun bedre og bedre gennem en grand tour, særligt når han er startet rustent. Som sagt vil han og Bardet formentlig markere hinanden skarpt, og derfor er det enten-eller, hvis de skal ramme udbruddet. Han vil derfor som minimum nok skulle slå franskmanden for at vinde, men det burde bestemt også være muligt at gøre igen, efter at han kørte ham midt over på Velefique-etapen. Først og fremmest burde han stadig være den mest eksplosive af alle de mest oplagte favoritter, for selvom han ikke bruger sit punch meget nu om dage, var han jo både hurtig og eksplosiv som ung. Slipper han for at skulle slås mod puncheurtyper, og ender han og Bardet ikke med at eliminere hinanden i en finale, der kan blive meget taktisk, synes en formstærk Caruso at have en god chance for at gøre det færdigt i den eksplosive afslutning.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Som sagt skal han formentlig slå Romain Bardet<\/b> for at vinde, og det er langt fra sikkert, at det lader sig gøre. Franskmanden synes nemlig bare at blive bedre og bedre, jo mere på afstand han får sit styrt, og særligt på 11. og 12. etape virkede han uhyre velkørende. Han ser i hvert fald bedre ud, end da Caruso slog ham i søndags, men de er formentlig så jævnbyrdige, at det skal afgøres på de sidste 2,8 km, hvis ikke de eliminerer hinanden i et taktisk spil i modvinden. Bardet viste jo på muren forleden, at han er ganske god på korte, stejle stigninger, men han har ikke vist helt samme evner på morgendagens mere moderate procenter. Her vil jeg umiddelbart tro, at Caruso vil være en bedre afslutter, men det er meget jævnbyrdigt. Bardet er stadig så eksplosiv og formstærk, at han vil have en fair chance for at slå de fleste gode vinderbud i denne finale.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Manden, der kæmpede med Bardet og Caruso i søndags, var Rafal Majka<\/b>, og det kan han meget vel ende med at gøre igen. Polakken synes uhyre velkørende, som vi så, da han arbejdede for David de la Cruz i tirsdags og for Matteo Trentin i går, og han synes tillige at være i fremgang efter en lidt rusten start, hvor Caruso i hvert fald var bedre i søndags. Han risikerer at være oppe mod stærke kollektiver fra eksempelvis Bahrain og DSM, men det er ikke nødvendigvis en ulempe at være ensom ulv i et spil mellem hold, der ser på hinanden. Majka er også ganske eksplosiv i sådanne finaler, som han blandt andet har vist i Tour de Pologne, og selvom det ikke er ideelt for ham, er det ikke en afslutning, hvor han ikke kan vinde, slet ikke hvis der er andre, der ser lidt for meget på hinanden.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Modvinden kommer som kaldet for Andreas Kron. <\/b>Normalt ville jeg ikke overveje at have ham så langt fremme som favorit på en etape med så langt et målbjerg, for vi så på 7. etape, at der er bedre klatrere end ham. Med modvind burde han til gengæld have en ganske god chance for at hænge på i et udbrud, og i en eksplosiv finale er der ikke mange, der kan matche ham, som vi blandt andet har set med hans fine resultater i Cullera og i onsdags. Jeg frygter stadig, at han vil blive sat til vægs af bedre klatrere efter så lang og hård en dag, men skal Kron vinde en rigtig bjergetape, giver vinden ham hans livs chance her.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Meget af det samme kan siges om Andrea Bagioli.<\/b> Ligesom Kron må han sande, at han som klatrer har klare begrænsninger, som vi så det i tirsdags. Med modvind burde han til gengæld have en ganske god chance for at hænge, og i en eksplosiv finale er der heller ikke mange, der kan matche ham, som vi så, da han bød Roglic op til dans i Cullera. Faktisk er han ubetinget den bedste afslutter blandt alle potentielle udbrydere, men alligevel ender han lidt nede på listen. Det er nemlig ikke mit indtryk, at han er alt for formstærk i øjeblikket, og han droppede derfor at køre murfinalen i onsdags, hvor han ellers lignede et godt bud. Han imponerede heller ikke i tirsdags, og derfor frygter jeg, at han alligevel kommer til kort mod de bedre klatrere. Modvinden giver ham dog en reel chance, og er han frisk med 2,8 km igen, bliver han ikke let at bide skeer med<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Deceuncink har også et andet godt kort i Mauri Vansevenant<\/b>. Belgieren har endelig fundet sine gode ben, som vi så i tirsdags, hvor han var en af de klart stærkeste, og han viste samtidig til sidst, at han er ganske hurtig. Den kombination af eksplosivitet og klatreevner burde være ganske ideelle i denne finale, men han har stadig til gode at vise, at han også kan gøre det færdigt i det, der ligner 2,8 km relativt eksplosiv kørsel. Her er han stadig et ubeskrevet blad, men han begynder endelig at finde den form, han senest havde i Amstel i april. Med det niveau, han havde i tirsdags, burde han have en fair chance for at gøre det færdigt her.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Skal vi udelukke Mikel Landa<\/b>? Det er vel en anelse farligt. Nok har han været langt efter de seneste dage, men det er jo, fordi han har sluppet tøjlerne. Inden han knækkede, viste han, at formen ikke er helt ringe, og logikken siger, at han skulle blive bedre og bedre undervejs. Det er klart, at denne modvindsfinale ikke er ideel for ham, men han er altså ikke helt uden punch i en eksplosiv finale. Derudover taler meget for, at han ikke vil være eneste Bahrain-rytter i et udbrud, og i denne finale kan et overtal som sagt blive en stor fordel. Min bekymring er, at han har virket ret demoraliseret på det sidste, men Landa plejer at være en kriger, der ikke lægger sig ned. Det så vi i Giroen i 2017, hvor han rejste sig fornemt fra sin modgang.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Udover Vansevenant var det andet talent, der genrejstes i tirsdags, Clement Champoussin<\/b>. Faktisk var han endnu stærkere end Vansevenant, og det er lovende for fremtiden. Vi så nemlig i februar, hvor fremragende han kan være, men desværre ved vi også, at han i morgen kan være en skygge af sig selv igen. Desværre er denne finale med modvind bestemt ikke ideel for ham, og det er svært at se ham havne i et udbrud, hvor han bare kan køre væk på ren styrke. Til gengæld bliver det ofte taktisk i en finale som denne, og her kan han måske spille sine kort. Han synes endelig at have formen til det.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Ineos vil formentlig forsøge at få en mand i udbrud, både af taktiske årsager og for at jagte en etapesejr, der kan redde et kritisk løb. Her ligner Pavel Sivakov<\/b> manden. Han har været temmelig svingende i dette løb, men hans kørsel på 7. etape var ikke helt ringe. I sig selv burde en lang stigning med moderate procenter også være perfekt for den store russer, men desværre hæmmer modvinden ham. Jeg tvivler på, at han vil være den bedste i denne halveksplosive finale, men umuligt er det ikke – og ellers må han jo spille det taktiske spil. Først og fremmest skal han dog have bedre ben end gennem det meste af sæsonen, ligesom han ikke skal være for mærket af gårsdagens styrt, der heldigvis skulle have været ret harmløst.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
For Champoussin kan det måske være en fordel, hvis han har selskab af Geoffrey Bouchard<\/b>. Franskmanden floppede fælt i sit første udbrud sidste fredag, men det var bare en dårlig dag. Han viste fornem form med sit sene angreb i søndags, og efter en lidt rusten start kom han også stærkt tilbage i tirsdagens udbrud. Desværre er han bestemt ikke eksplosiv, og derfor er det ikke en indlysende finale for ham, men også han kan spille det taktiske spil. Det kræver dog, at den uhyre svindende franskmand har taget de gode ben med. Jeg anbefaler ham at vælge dem fra i søndags.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Modvinden kunne også gøre Gianluca Brambilla<\/b> interessant. Det er ikke meget, vi har set til italieneren, men hans resultater viser, at han er i ganske god form. Siden nedlukningen har han generelt genfundet lidt af de takter, han havde i sin storhedstid, og med det niveau, han havde i Tour of the Alps, kommer han altså ganske langt. Det er klart, at han ikke er klassisk klatrer, men han kan forsvare sig i bjergene. Og så har han det punch, der burde gøre det muligt at vinde i en finale, der er så domineret af modvind som denne.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Netop derfor skal man måske også overveje Sergio Henao<\/b>. Colombianeren er ikke som i gamle dage, men han rejste sig flot i sidste års Vuelta og begyndelsen af Touren. I dette løb var han grundet et styrt i Touren temmelig rusten fra start, men nu finder han stille og roligt benene. Han blev således nr. 12 på muren, og i går kørte han med Bardet, Giulio Ciccone og Jay Vine i en finale, hvor det gik stærkt. Lange stigninger har aldrig været hans kop te, men med modvind bliver det hele meget eksplosivt. Og når vi taler om eksplosivitet, er der ikke mange, der kan måle sig med en mand, der i flere år syntes at eje førertrøjen i Baskerlandet Rundt – dengang han var allerbedst desværre. Med sit nuværende niveau burde han have en chance for at genfinde lidt af de takter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg håber også, at Ciccones problemer betyder, at Juan Pedro Lopez<\/b> får chancen. Spanieren har været flyvende siden Vallonien og har i dette løb bevist, at han kan blande sig med de allerbedste. Desværre passer denne modvindsfinale ham slet ikke, da han ikke er videre eksplosiv, og jeg tror, at han kan få svært ved at gøre det færdigt. Heldigvis synes han at være så god, at han vil være en af de bedste i et eventuelt udbrud, og så må han bruge en kombination af gode ben og taktisk snilde til alligevel at tage den sejr, hans form fortjener.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I går viste Jay Vine<\/b>, at hans talent altså er ganske stort. Det var bestemt ikke en let finale at angribe i, og alligevel kørte han med nogle af de stærkeste ryttere. Til gengæld har han også været meget svingende, og han har ikke vist den bedste evne til at ramme udbrud, når det starter fladt. Samtidig synes han ikke at være specielt eksplosiv, men han er så ubeskrevet, at han kan vise sig at have et hidtil uset punch. Derudover vil han være en underdog, som ingen vil frygte i det taktiske spil.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Der er også Nick Schultz<\/b>. Australieren var ikke imponerende i starten af løbet, men han bliver bedre og bedre. I tirsdags så det ikke helt skidt ud, og han er sikkert endnu bedre nu. Alligevel ville jeg med hans nuværende niveau aldrig pege på ham til så lang en stigning, der normalt ikke er hans kop te. Nu forandrer modvinden imidlertid det hele, og så kan en eksplosiv fyr som Schultz være spændende, selvom jeg tvivler på, at formen er helt god nok lige nu.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Endelig er der to jokers i Steven Kruijswijk<\/b> og Sam Oomen<\/b>. Ingen af dem passer til denne eksplosive finale, men som sagt er der gode chancer for, at Jumbo sender en mand med i udbrud. De vil så kunne sidde på hjul hele dagen, og det vil give dem en chance for at gøre det færdigt, hvis udbruddet holder, som det gjorde med Kuss sidste fredag. Jeg har stadig lidt svært ved at se, at trods relativt fin form skulle kunne vinde i denne form for finale, men efter en dag på hjul skal man aldrig sige aldrig. Det undlader jeg derfor at gøre.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Mark Padun<\/b> er et oplagt valgt, men selvom han har for vane at køre som en yoyo, har hans kørsel været så pauver – særligt i går – at han synes at være på vej ned i et af sine mange huller. Richard Carapaz<\/b> burde også være oplagt, men efter gårsdagen, hvor han blevet sat som en af de første, virker han slet og ret træt og udkørt. Mikel Nieve<\/b> virker formstærk, men denne eksplosive finale rimer slet ikke på Nieve, og jeg tror ikke, at Movistar vil lade deres eneste klatrer, Carlos Verona<\/b>, gå i udbrud. Modvinden gør det mere realistisk for Ion Izagirre<\/b> end normalt, men jeg tvivler på, at det stærkt decimerede Astana kan undvære ham i feltet, ligesom han ikke er skabt til en eksplosiv finale. Den bliver nok trods alt for svær for en ellers velkørende Lilian Calmejane, Martijn Tusveld, Steff Cras, Jhonatan Narvaez, Rudy Molard<\/b> og Jan Polanc<\/b>, mens formstærke Remy Rochas<\/b> må skulle blive hos Guillaume Martin. Harm Vanhoucke<\/b> og Dylan van Baarle <\/b>synes meget mærket af deres styrt, og hverken Kenny Elissonde, James Knox, Lucas Hamilton<\/b> eller Joe Dombrowski <\/b>synes at have formen til at vinde i en afslutning, der ikke passer dem. Endelig kæmper Fabio Aru<\/b> angiveligt alene for overlevelse grundet tiltagende maveproblemer.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Som sagt er der også gode chancer for, at det skal afgøres blandt favoritterne. Grundet modvinden tror jeg, at det i givet fald bliver meget passivt. Det er muligt, at Bahrain eller måske igen vil lægge et pres, men det er også muligt, at Jumbo vil kontrollere det meste af tiden i modvinden. Verona vil formentlig blive sendt frem, når vi nærmer os de sidste 2,8 km, og herfra vil jeg tro, at Movistar vil prøve med Enric Mas og Miguel Angel Lopez. Selv hvis han skulle være mærket af sit styrt, har jeg dog meget svært ved at se, at man i en så eksplosiv og let finale kan sætte Primoz Roglic<\/b>, og da han er den i særklasse hurtigste og mest eksplosiv, kan han enten vælge selv at lave en magtdemonstration eller at slå til i en spurt. Hvis ikke Sepp Kuss har en af sine offdays, har han en mand til at kontrollere i modvinden, og så kan jeg ikke se ham blive slået i denne finale – medmindre han er mere mærket af styrtet end som så.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvis Kuss til gengæld har en offday, kan det godt blive taktisk på de sidste 2,8 km, hvis han igen kører med håndbremsen trukket og ikke bare lukker op. Det er indlysende, at Enric Mas<\/b> er næststærkest, men i denne eksplosive finale vinder han uden frihed kun, hvis Roglic er mærket. Miguel Angel Lopez<\/b> er tredjebedst – og formentlig fremgang – men han får næppe heller den frihed, han skal bruge for at vinde i denne form for finale. Og det bliver også svært for Jack Haig<\/b>, der er nr. 4 i hierarkiet, men ikke passer til denne finale og aldrig får lov at køre fra i hvert fald Movistar. Adam Yates<\/b> passer godt til finalen og kunne være et bedre bud, hvis Roglic er mindre bange for ham, men han slog sig angiveligt ikke helt uvæsentligt i går og risikerer nok snarere at falde helt igennem. Egan Bernal<\/b> er stadig ikke god nok til bare at køre væk, og jeg tror stadig, at Roglic er for bange for ham til at lade ham smutte.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Derfor vil jeg se i en anden retning, nemlig i retning af de ryttere, Roglic vil lade køre. Mit bedste bud er en stadig mere formstærk Felix Grossschartner<\/b>, der vil elske en eksplosiv finale på moderate procenter. Ham frygter Roglic i hvert fald ikke. Hvis han i sin yoyokørsel har en god dag, er det også helt oplagt for Aleksandr Vlasov<\/b> at snige sig væk, som han før har vist sig pokkers god til, ligesom David de la Cruz, Louis Meintjes <\/b>og Gino Mäder<\/b> er et indlysende valg, selvom de slet ikke passer til denne finale. Særligt Mäder er snu og er ikke et ringe bud. Endelig passer afslutningen faktisk godt til Giulio Ciccone<\/b>, men selvom han tankede selvtillid med gårsdagens udbrud, er mit indtryk desværre, at formen i stedet går den forkerte vej.<\/p>","date":"27\/8-2021 kl. 21:58","date_unformatted":"2021-08-27 21:58:50","km_driven":"165,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"302424","title":"Analyse af 13. etape","text":"
Det er ikke svært at finde ting at blive imponeret over i professionel cykelsport. Listen er alenlang, men højt på den står utvivlsomt Deceuninck-mandskabets imponerende evne til år efter år at toppe sejrslisterne. Og ikke nok med, at sejrene vælter ind i en lind strøm, holdet har også en fantastisk evne til at vinde med et hav af forskellige ryttere.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det kan ellers ofte ligne en uoverskuelig opgave for en rytter at skifte til Patrick Lefeveres mandskab. Det er jo ikke just stjerner, der mangler, og når en ny rytter ankommer, vil han meget ofte befinde sig langt nede i hierarkiet. Det er meget sjældent, at det belgiske superhold kommer til start i et løb uden et eller andet topnavn, og derfor burde holdets lavere rangerende ryttere i virkeligheden få meget få chancer. Alligevel ender de fleste med før eller siden at vinde et eller andet, som man kan se i år, hvor 16 af holdets 30 ryttere allerede har haft del i de 52 sejre, det allerede er blevet til.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Florian Senechal er et glimrende eksempel til at understrege pointen. Da han ankom til holdet, var han en spændende brostensrytter, men det var ikke helt indlysende, at han ville blive et topnavn. Sådan var det da heller ikke i starten, hvor han ganske vist hurtigt fik sig kæmpet ind på brostensholdet – i sig selv en ganske udfordrende opgave – men hvor han i første omgang var en af slaverne, der blev brugt tidligt i løbet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Stille og roligt er han dog steget i graderne, og selvom han stadig mangler den store brostenstriumf, kunne han i år gå ind til klassikersæson som én af nogle gange op til 5-6 kaptajner. Det er bestemt ikke uden grund, for med et generalieblad, der tæller 2. pladser i Gent-Wevelgem og E3 samt en 6. plads i Paris-Roubaix har han klart dokumenteret, at han tilhører den absolutte brostenselite.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Alligevel er han mest af alt hjælper. I hovedparten af sæsonen er han bare en del af holdets forskellige sprintertog, men mulighederne dukker som for alle andre Deceuninck-ryttere op af og til. Således havde han før i dag taget to sejre i Le Samyn og Druivenkoers Overijse, og han er blevet nr. 3 i Bretagne Classic, nr. 2 i Gran Piemonte, Clasica de Almeria og Tour de l’Eurometropole og nr. 4 i Tour de Wallonie. Altså har en af holdets knap så profilerede navne allerede et hav af resultater.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Når holdet vinder med så mange forskellige ryttere, skyldes det ofte deres fantastiske evne til at tilpasse sig en ny situation. Det har Senechal også selv prøvet. Faktisk er to af de ovenstående resultater opnået på dage, hvor han skulle være lead-out man. Da han blev nr. 2 i Almeria tidligere på året, styrtede begge holdets to sprintere, Alvaro Hodeg og Mark Cavendish, men Senechal var alligevel stærk nok til at være ganske tæt på at tage sejren, selvom han var startet som tredjevalg – og at blive slået af Giacomo Nizzolo er trods alt ingen skam. Da han blev nr. 2 i Tour de l’Eurometropole, skulle han have kørt spurten for en meget formstærk Hodeg, men da denne havde et grimt styrt i finalen, var Senechal alligevel stærk nok til at spurte sig til 2. pladsen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Derfor har Senechal også flere gange vist, at han er det måske bedste eksempel på holdets evne til at tilpasse sig pludseligt opståede situationer. Med den historik in mente kan det ikke komme som den helt store overraskelse, at han i dag tog karrierens første grand tour-etapesejr på en dag, hvor Deceuninck ganske vist var de store favoritter, men bestemt ikke med deres loyale franskmand som førstevalg. Det er nemlig efterhånden blevet Senechals kendetegn, at han er manden, der redder stumperne, når alt andet går galt – og denne gang endte det for en gangs skyld ikke med en 2. plads, men med karrierens tredje og klart største sejr.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det så ellers ud til, at det var tabt på gulvet, da en lang og kedelig dag på den glohede spanske stegepande endelig nåede sit klimaks i den golde Extremadura-region. Deceuninck havde ellers klart dokumenteret, at de efter svækkelserne af Alpecin, UAE og FDJ, der siden sidste massespurt alle har tabt nøgleryttere, nu kan mønstre løbets i særklasse bedste tog, og da Mauri Vansevenant og Andrea Bagioli lancerede den blå maskine så flot, at Josef Cerny kunne trække feltet helt ud, så udfaldet faktisk allerede ud til at være givet. Nok havde storfavoritten Fabio Jakobsen, der ikke altid er en ørn til at holde hjul på sin lead-out man, tabt resten af toget, men han sad bare få positioner bag maskinen med Cerny, Zdenek Stybar, Bert van Lerberghe og Senechal, og da tjekken viste sig som en sand motorcykel ved med en monsterføring at splitte feltet i det vanlige mylder af spanske rundkørsler, kunne det faktisk ikke længere gå galt. Alle Jakobsens værste rivaler var distanceret bag de splittelser, der pludselig opstod, og tilbage var nu blot Matteo Trentin og Sacha Modolo, som rivaler – ikke ryttere, Jakobsen normalt burde få problemer med at slå.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Men så indtraf katastrofen. Man skulle ellers mene, at Jakobsen mere end nogen anden har opbrugt sin uheldskonto, men der var åbenbart alligevel en lille rest tilbage. Den skulle desværre bruges i en situation, hvor alverdens journalister sikkert allerede havde både rubrik og artikel klar til publikation, for Jakobsens sejr var reelt allerede sikker – altså lige indtil hans slange ikke ville det længere. Da hollænderen måtte erkende, at det ikke blev i dag, at han overgik sine to etapesejre fra 2019, så det pludselig en smule kritisk for belgierne.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
De havde nemlig timet deres lead-out efter, at Senechal skulle være næstsidste, ikke sidste mand, og derfor burde alarmklokkerne egentlig have ringet. Heldigvis havde Cerny med sin vanvidsføring, der blev fulgt fornemt op af Stybar, forvandlet en klassisk massespurt til en højst usædvanlig en af slagsen, og med et sønderrevet felt bag sig var der masser af plads til, at farten kunne justeres så meget, at Van Lerberghe kunne gøre det arbejde, Senechal egentlig skulle have gjort. Der var i hvert fald ingen umiddelbar risiko for, at de blev overmandet bagfra, når det eneste tog, der havde overlevet Cerny-massakren, var Alpecins, og Sacha Modolos drenge blev effektivt sat tilbage, da Jakobsen pludselig stoppede med at træde og efterlod bare Trentin hos Stybar, Van Lerberghe og Senechal.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Alligevel var gode råd en smule dyre. Havde dette været 2017 eller 2018, var Senechal nemlig blevet nr. 2 på samme måde, som han blev det i Almeria og Tour de l’Eurometropole. Dengang havde der nemlig ikke været skyggen af tvivl om, at Trentin, der pludselig havde fået foræret en gylden chance for alligevel at få den sejr, hans hold efter deres vilde arbejde i går egentlig havde fortjent, ville gå forbi. Vi taler trods alt om manden, der i 2017 var Vueltaens altdominerende sprinter og forlod løbet med ikke færre end fire etapesejre, herunder tre fra massespurter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Heldigvis for Senechal er det 2021 og ikke 2017, og der er en gigantisk forskel på Trentin anno 2017 og Trentin anno 2021. Italieneren er bestemt ikke blevet en dårligere cykelrytter – faktisk efterlod han et uhyre positivt indtryk i årets klassikere – men sprinterevnen er for længst gået fløjten. Når Trentin ikke har vundet et cykelløb siden den 22. september 2019, skyldes det i høj grad, at hans hurtighed forsvandt et eller andet sted i Yorkshire, da Mads Pedersen frarøvede ham en sejr, der syntes så sikker, at hans hold formentlig allerede var i gang med at få produceret en regnbuetrøje. Siden dengang er Trentin gang på gang blevet kørt over i spurter, han egentlig burde have vundet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I dag skete det desværre igen. Baseret på generalieblad var der ingen tvivl om, at Trentin burde have vundet denne fredag på stegepanden, men generalieblad betyder meget lidt i den sammenhæng. Her er man aldrig bedre end sin seneste præstation, og derfor lignede Senechal faktisk vinderen, allerede inden spurten blev åbnet – også selvom han modsat Trentin før i dag allerede havde taget en spurtsejr! Paradoksalt nok blev det dermed det tog, der i 2017 fragtede Trentin til den ene Vuelta-etapesejr efter den anden på meget symbolsk slog sømmet i Trentins sprinterligkiste.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Trentin burde dog om nogen vide, at det sagtens kunne gå galt. Han har nemlig før fra nærmeste hold oplevet, hvordan en lead-out man fra Deceuninck kan tilpasse sig en uventet situation og tage en uventet sejr. Da Vueltaen i 2017 på andendagen havde en sprinteretape i Nimes, var det nemlig Trentin, der skulle vinde spurten foran det belgiske hold. Det gjorde han bare ikke, da hans sidste mand Yves Lampaert pludselig slog et hul og kørte alene hjem til sejr, mens Trentin spurtede sig til andenpladsen. Dengang var det bag en holdkammerat og derfor uden den store skuffelse, men Trentin er åbenbart manden, der altid bliver snydt, når Deceunincks sidste lead-out man vinder i Vueltaen. Og det sker af og til, når man som belgierne besidder en fabelagtig evne til at tilpasse sig forskellige situationer.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Man kan dog diskutere, om det var Trentin, der blev mest snydt. Det lå jo fra morgenstunden ikke i kortene, at det var ham, der skulle have vundet etapen – endsige være blevet nr. 2. Nej, Jakobsen var den mest åbenlyse taber, men hans bitterhed er nok til at overse, når Senechal, der efter hans rolle i det dramatiske Polen-styrt har en helt særlig plads i hollænderens hjerte, endte med at tage sejren.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I stedet var det alle de andre sprintere, der nu blev elimineret, inden de overhovedet fik mulighed for at se, om de havde farten til at gøre sig gældende. Mest ondt gør det utvivlsomt på Arnaud Demare, der nok mest af alt ønsker sig, at han i morgen vågner op og kan se, at der står 2022 på kalenderen. Hans 2021-sæson har i hvert fald været til skraldespanden, og Vueltaen blev ikke den redningsplanke, han havde håbet. Heldigvis får han forhåbentlig endnu en chance på tirsdag, men dagen i dag var en forspildt mulighed, når nu hans værste rival blev elimineret af defekt. Desværre er det ikke tilfældigt, at det var positioneringsstærke Trentin, der sad, hvor han skulle, for uden Jacopo Guarnieri er FDJs tog blevet temmelig ordinært, og Demare har aldrig selv været nogen ørn i positionskampen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det har Alberto Dainese heller ikke, men han har oppet sig gevaldigt i dette løb. I dag havde han også med sit ellers mildt sagt beskedne tog fået anbragt sig meget bedre end de fleste andre sprintere, men desværre ikke godt nok til, at han med en ellers ganske imponerende spurt kunne sikre sig en 3. plads og dermed hans tredje podieplads i løbet. Nok kan det se svært ud at vinde en etape, men Dainese kan uanset de kommende resultater se tilbage på en Vuelta, der bragte ham tilbage på det spor, han ellers faldt af i løbet af 2020- og første del af 2021-sæsonen, og igen tro på, at han kan blive den topsprinter, han blev spået til at blive.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var Sacha Modolo også engang, men i dag blev det ret klart, hvorfor han ikke er det længere. Med Jasper Philipsens exit har han fået en gylden chance for at vise, at han stadig kan spurte, og i dag havde han en fantastisk mulighed for at starte med et brag, da Alpecin-toget sammen med Trentin var de eneste, der overlevede Cerny-massakren. Han havde endda en brølstærk Alexander Krieger, som havde overskuddet til at køre et fornemt lead-out og blæse forbi Van Lerberghe og Senechal, men desværre blev det udstillet, at Trentin ikke er den eneste italiener, der har set bedre dage som sprinter. Modolo havde ganske enkelt ikke benene til at gå med sin lead-out man og i stedet måtte han resignerede rulle over stregen 2 sekunder efter den mand, der var i gang med at aflevere ham på et sølvfad.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I det mindste fik han chancen. Det gjorde de fleste andre sprintere ikke. Jordi Meeus, der ellers syntes i fremgang, måtte sande, at han i dette løb slet ikke har kunnet lukrere på tilstedeværelsen af stærke Martin Laas, og Michael Matthews måtte igen sande, at han ikke kunne holde hjul på Luka Mezgec, der ellers var så stærk, at han kunne have givet ham en stor chance i stil med den, Trentin fik. Det samme skete tidligere i dette løb og i Paris tidligere i år, og ligesom dengang i den franske hovedstad viste Mezgec atter, at Senechal ikke er den eneste lead-out man, der kan samle stumperne op – og i øvrigt at BikeExchange formentlig spiller på den forkerte hest i disse flade spurter. Det udstiller nok engang de problemer, Matthews har haft med at holde sit tog, og dermed har han mere grund til at ærgre sig end folk som Jon Aberasturi og Riccado Minali, der på egen hånd havde meget få chancer for at overleve Cerny-massakren.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det gjorde Piet Allegaert nu alligevel, selvom også han er alene, men det kan ikke overraske. Belgieren har nemlig i denne sæson vist sig som lidt af en positioneringskonge. Langt mere overraskende var det at se Itamar Einhorn sidde så velplaceret, at han for anden gang i træk kunne levere et resultat. Det var ellers ikke just en opløftende start, han fik på 2. etape, hvor benene slet ikke rakte, men de seneste to gange har han vist, at det trods alt ikke kun er passets farve, der giver ham en plads som sprinter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Sprinter kan man bestemt ikke kalde Egan Bernal, men alligevel kan han nu prale af at have været i top 10 i en massespurt i en grand tour. Det er selvfølgelig overraskende, men på ingen måde tilfældigt. En af Bernals store styrker er nemlig hans ekstreme årvågenhed, der betyder, at han aldrig lader sig fange, og selvom de fem vundne sekunder utvivlsomt ikke gør nogen forskel i et løb, der har kurs mod at blive en skuffelse, var etapen alligevel et vidnesbyrd om, at Bernal er en fantastisk rytter af mange andre grunde end sine klatreevner.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Derfor var det også så overraskende, at han sammen med Giulio Ciccone var syvsoveren, da Lotto chokerede alle ved at splitte et felt, der ellers var faldet i søvn. Det er ellers uhyre sjældent, at Ineos og Bernal lader sig fange – særligt da når deres normale syvsover, Yates, sad med fremme – men det fortæller meget fint historien om, hvor enormt overraskende det var, at Lotto kunne tage initiativ på et ultrakort sidevindsstykke midt på en lang modvindsstrækning. Den var der ikke mange, der havde luret, og selvom det lange modvindsstykke betød, at det aldrig var sandsynligt, at splittelserne kunne holde, blev det en påmindelse om, at alt kan ske. Tænk, hvis det havde været Roglic, der før har siddet temmelig langt tilbage, og ikke Bernal, der havde ladet sig overraske. Så havde der nok været betydeligt større iver efter at fortsætte angrebet, og så kunne vi have fået en helt anden etape, end vi fik – takket være et Lotto-hold, der ellers lignede en af etapens mest ligegyldige mandskaber.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Sådan gik det ikke, men alligevel fik vi en helt anden etape, end vi havde forestillet. Nok tog Deceuninck den forventede favoritsejr, men det var slet ikke med den rytter, der var alles storfavorit ved starten i morges. At end ikke en defekt til favoritten kunne forhindre holdet i at vinde, fortæller meget fint en stor del af historien, hvorfor de altid vinder 117 sejre med 116 forskellige ryttere. Og Senechal fik nok engang bevist, at han mere end nogen anden er manden, der mestrer kunsten af samle stumperne op!<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
OPDATERING: Analysen er skrevet umiddelbart efter etapen, hvor jeg kun havde hørt Florian Senechals udtalelse om, at Fabio Jakobsen havde defekt. Det viste sig, at problemet ikke havde helt så meget med uheld at gøre. Der var nemlig tale om dårlige ben. Det ændrer dog ikke pointen om, at Senechal altid samler stumperne op!<\/b><\/p>","date":"27\/8-2021 kl. 19:28","date_unformatted":"2021-08-27 19:28:06","km_driven":"165,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"302327","title":"Vejret","text":"
Der er udsigt til køligere og vådere vejr i Asturien i den sidste uge, men vi tager lige en weekend mere i bageovnen først. Lørdagen byder kun på få skyer, og en temperatur i fladlandet på op til 33 grader og i bunden af målbjerget på 31 grader. Der vil blæse en let til jævn vind (14-18 km\/t i fladlandet og 12-16 km\/t i bunden af målbjerget) fra vest og vestsydvest. Det giver sidemedvind frem til bjergene, sidevind på de to første stigninger og medvind på nedkørslen. På rundstrækningen vil der først være sidemodvind, så sidevind og slutteligt modvind frem til målbjerget. Her vil der være sidemod- og modvind, indtil man drejer ind side- og sidemedvind over de sidste 2,8 km.<\/p>","date":"27\/8-2021 kl. 15:43","date_unformatted":"2021-08-27 15:43:47","km_driven":"165,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"302326","title":"Ruten","text":"
I de senere år har løbets nøglepunkt været den næstsidste weekend, hvor der ofte har været samlet tre store bjergetaper. I år skubbes de væsentligste vanskeligheder dog til den tredje uge, og derfor er det en lightudgave af den traditionelle nøgleweekend, der bydes på i 2021-udgaven. Kun én af etaperne ventes at blive afgørende klassementet, og den falder om lørdagen, hvor Vueltaen igen har fundet en ny stigning blandt det uudtømmelige reservoir af spanske bjerge. Denne gang er der tale om Pico Villuercas, der endda skal bestiges to gange fra forskellige sider, men hvor den første og tidlige passage går via en uhyre stejl og klassisk Vuelta-mur, følger man i finalen en længere og ikke specielt stejl vej, der muligvis kan være for let til, at det bliver en dag, hvor løbet kan vindes.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I alt skal der tilbagelægges 165,7 km, der fører feltet fra Don Benito til toppen af Pico Villuercas. Startbyen ligger i samme flade område, hvor 13. etape sluttede, og derfor er det kun ganske let stigende, når man fra start følger en helt lige vej mod nordøst frem til byen Obando, der nås efter 35,6 km. Her drejer man mod nord og senere igen mod nordøst, men det ændrer ikke på det ganske let stigende terræn. Senere begynder det dog at stige en anelse kraftigere, men stadig ad en lige og ukompliceret vej, inden en lille nedkørsel leder mod nordvest til byen Cañamero, der nås efter 76,9 km.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Her ændrer etapes dramatisk karakter, når man kører mod nordvest og nord op ad kategori 3-stigningen Puerto Berzocama (7,7 km, 5,2%), der efter en let første kilometer er en meget jævn stigning på 6-7%, inden man efter 86,7 km runder toppen. Den leder op til et fladt plateau, der følges mod nord, inden man drejer mod sydvest ind på den spektakulære kategori 1-stigning Collado de Ballesteros (2,8 km, 14,0%), der i virkeligheden bare er målbjerget fra en anden retning. Herfra er der tale om en brutal mur på en betonagtig belægning, hvor den første kilometer stiger med ca. 11%, den anden kilometer med ca. 14,5% og de sidste 800 m med ca. 15%, inden man runder toppen efter 97,5 km.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Denne gang kører man dog ikke op ad det allersidste stykke op til mål. I stedet kører man mod sydøst ned ad den nedkørsel, der i finalen vil blive brugt som målbjerg. Den er ikke alt for kompliceret og leder ned til byen Guadalupe, der nås efter 110,1 km. Her rammer man en 40,4 km lang rundstrækning, der skal køres én gang. Først kører man mod øst ad en snoet og relativt flad vej frem til byen Alia, hvor dagens spurt kommer efter 123,5 km. Her drejer man mod nordvest og senere sydvest for at følge en ganske kuperet vej, der går op og ned via tre bakker. De første stiger med 6,4% over 2,8 km, den anden med 5,4% over 2,5 km og den sidste med 5,9% over 1,4 km, inden en teknisk nedkørsel leder mod sydvest ned til Guadalupe, hvor rundstrækningen afsluttes.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Her drejer man med det samme mod nordvest for at køre tilbage op ad kategori 1-stigningen Pico Villuercas (14,5 km, 6,2%) via den vej, der tidligere blev brugt som nedkørsel. Der er tale om en lang stigning, der kommer i tre faser. Først følger 2 km, der stiger med ca. 6-8%, inden den flader ud over 2 km med 4-5%. Herefter følger det sværeste stykke med 6-10% over fem kilometer, men med et lettere stykke midtvejs, inden den igen flader ud på et 1 km langt plateau. Slutteligt tager den lidt fat igen med 2 km med 7-8%, inden den igen flader ud over en kilometer og ender med 1000 m med 6,1% og en sidste rampe på 7,9%. Stigningen går via en relativt lige vej frem til toppen af den tidligere stigning, hvor man drejer skarpt til venstre for at køre hele vejen op til mål ad en snoet vej med tre hårnålesving, det sidste bare 210 m fra stregen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Etapen byder på i alt 3448 højdemeter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Pico Villuercas har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.<\/p>","date":"27\/8-2021 kl. 15:43","date_unformatted":"2021-08-27 15:43:35","km_driven":"165,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"302324","title":"Velkommen","text":"
Velkommen til dagens direkte live opdatering fra Vuelta a Espana (14. etape). Dagens løb køres fra Don Benito til Pico Villuercas over 165.7 kilometer. Vi starter kl. 14.50.<\/p>","date":"27\/8-2021 kl. 15:43","date_unformatted":"2021-08-27 15:43:26","km_driven":"165,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""}],"authors":[{"author":"Emil Axelgaard","email":"emil@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/ProfilePics\/emil_500x500.jpg","url":"emil-axelgaard"},{"author":"Jesper Johannesen","email":"jesper@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/\/jesper_johannesen.jpg","url":"jesper-johannesen"}]}