den overordnede optakt<\/a>.<\/p>\r\n\r\n <\/p>\r\n\r\n
Hvis jeg kan finde brugbare streams, er det muligt, at jeg her laver en kort opdatering af de absolutte finaler med start ca. kl. 16, men det afhænger af tiden og af, hvad jeg kan finde. Check her ved 16-tiden.<\/p>","date":"16\/9-2023 kl. 22:28","date_unformatted":"2023-09-16 22:28:22","km_driven":"101,1","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"377097","title":"Vinderbud","text":"
Feltet.dks vinderbud: Kaden Groves<\/p>\r\n\r\n
Øvrige vinderkandidater: Juan Sebastian Molano, Alberto Dainese<\/p>\r\n\r\n
Outsidere: Filippo Ganna, Marijn van den Berg, Edward Theuns, Hugo Page, Milan Menten<\/p>\r\n\r\n
Jokers: Casper Pedersen, Samuel Watson, Dries Van Gestel, Ivan Garcia Cortina, Davide Cimoai, Hugo Hofstetter, Andrea Vendrame, Lewis Askey, Jonas Koch, Matevz Govekar, Jesus Ezquerra, David Gonzalez, Geoffrey Soupe, Felix Engelhardt, Cyril Barthe<\/p>","date":"16\/9-2023 kl. 20:58","date_unformatted":"2023-09-16 20:58:47","km_driven":"101,1","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"377096","title":"Favoritterne","text":"
For de fleste er årets Vuelta reelt et overstået kapitel, men for sprinterne venter løbets vigtigste etape fortsat. Etapen til Madrid har naturligvis ikke samme prestige som Tour-etapen til Paris, men det er dog en spurt, alle hurtige folk drømmer om at vinde. Særligt i år må sulten være stor, for de mange sprintere, der blev fanget i fredagens styrt har ikke spurtet siden 12. etape.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Der er naturligvis ikke den store grund til at dvæle voldsomt ved etapens forløb. Første del af etapen er som altid ren paradekørsel. Efter champagnedrikning og diverse fotos vil Jumbo skulle sætte sig frem og føre feltet frem mod målstregen for første gang. Herefter vil løbet reelt blive startet, og meget hurtigt vil vi se de første angreb. Inden da bliver det dog spændende at se, om Luis Leon Sanchez er stor nok til at få den samme hyldest som Alberto Contador i 2017 og Alejandro Valverde i 2022. Begge fik lov at køre først over og sole sig i hyldesten fra de spanske fans.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Efter første målpassage vil vi se de første angreb, og der vil derefter ret hurtigt blive etableret et udbrud. De får imidlertid aldrig megen snor på disse sidste grand tour-etaper, hvor den begrænsede distance betyder, at afstandene sjældent når et minut. Med så få chancer i dette løb og et reelt cykelløb, der end ikke er 50 km langt, kan man også være stensikker på, at sprinterholdene kører med livrem og seler, og jeg forventer, at Alpecin, DSM og UAE vil lægge løbet i et jerngreb. Bliver det kritisk, kan man også vente sig, at Trek og Ineos samt måske Intermarché, Lotto og Arkea er friske på at give en hånd med.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
For et par år siden så vi overraskende, at et udbrud snød sprinterne på sidste etape i Giroen. Vi skal ikke vente en gentagelse denne gang. Rundstrækningen i Madrid er nemlig meget simplere end de ofte meget tekniske ruter, man har anvendt i Italien, og den T-formede rundstrækning har i nyere tid aldrig kunne snyde sprinterne. Den favoriserer i den grad et samlet felt, og det ligger således i kortene, at der kan skabes samling inden den ventede massespurt. Den indlagte spurt kommer næppe heller til at spille nogen rolle, nu hvor Kaden Groves ikke længere behøver at frygte Remco Evenepoel. Belgieren kunne ganske vist køre sig i trøjen ved at vinde spurten, men mon ikke Groves er helt opmærksom på, om belgieren skulle vinde på noget? Og selv hvis Evenepoel skulle vinde spurten og Groves få 0 point, skal Groves – medmindre belgieren blander sig i massespurten, hvad han i givet fald nok ville gøre – blot score 2 point for at vinde. Det vil undre mig, hvis Evenepoel gider prøve på noget, for han har vist sig helt uinteresseret i den trøje.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Alligevel er Evenepoel interessant. Det vil ligne ham dårligt ikke at finde på noget. Han kan både som Tadej Pogacar vælge at gå i det tidlige udbrud, og han kan angribe i finalen. Særligt i sidstnævnte tilfælde skal de nok være vågne, for hvis nogen på denne enkle rundstrækning kan snyde sprinterne, er det ham.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det skulle dog undre, om det lykkes, og vi kan vente os en massespurt. På mange måder minder finalen meget om den, vi kender fra Paris. I begge tilfælde er der nemlig tale om en bred boulevard med masser af plads til alle, og opløbsstrækningen er i begge hovedstæder også let stigende. Forskellen er, at opløbsstrækningen her er meget længere, mens det i Paris handler om at sidde godt, når man kommer ud gennem tunnelen – i hvert fald inden man flyttede stregen i 2021. Her er opløbsstrækningen så lang og bred, at vinderen ofte vil være hurtigste og stærkeste mand i en let stigende spurt, i hvert fald hvis han timer den rigtigt. Betydningen af et godt tog er knap så markant, som den er i Paris. Dertil kommer, at der er tale om en medvindsspurt, og det betyder, at det er muligt at åbne tidligt, selvom man sidder lidt langt tilbage.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Derudover er det som altid værd at bemærke, at det til sidst i en grand tour ofte handler mere om friskhed end sprinterevner, og i en Vuelta, der ofte er knaldhård, er det således ofte de mere holdbare typer, der sætter sig igennem, som det eksempelvis var tilfældet i 2017, hvor navne som Matteo Trentin, Søren Kragh, Tom Van Asbroeck og Ivan Garcia Cortina alle var at finde i top 5, eller i 2016, hvor Magnus Cort sejrede, ligesom også Matti Breschel, der aldrig har været supersprinter, har været først i Madrid.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I analysen nedenfor kommer der visse gentagelser fra optakten til 19. etape, da vi igen har tale om en powerspurt, og da mange af sprinterne blev fanget i fredagens styrt, hvorfor vi ikke er blevet klogere på deres muligheder siden dengang.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er svært ikke at have Kaden Groves<\/b> som favorit. Ganske vist har han ikke vundet de tre seneste sprinteretaper, men det skyldes uheld. På 7. etape fik han ødelagt sin spurt af andre ryttere i sidste sving, på 12. etape tabte han kæden, og i går var han involveret i styrtet, heldigvis uden selv at ryge ned. Han viste til gengæld på 12. etape nok engang, at han er løbets hurtigste, for hans comeback efter den tabte kæde var dybt imponerende. Hans kørsel de seneste dage har samtidig vist, at han er uhyre frisk, og alt tyder på, at han har stor fordel af, at vi er sent i løbet, hvor friskhed spiller en stor rolle. Samtidig bekræftede toget sin klasse, da de igen viste sig som de stærkeste på 12. etape.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Alligevel er han mere sårbar denne gang. Tabet af hans vigtigste mand, Robbe Ghys, er enormt, og nu mangler han altså både Sam Gaze og Ghys. Endnu værre er det, at Tobias Bayer slog sig meget slemt i går, og dermed kan han være efterladt med Maurice Ballerstedt og heldigvis også Edward Planckaert. Med Bayer er det stadig et af de stærkeste tog, men uden ham begynder det at være sølle for en positioneringssvag australier. Heldigvis er denne finale uhyre enkel, og den brede boulevard betyder, at han næppe bliver lukket inde. Risikoen er, at han sidder langt tilbage, men medvinden gør det muligt at køre en lang spurt. Som vi så på 4. etape, elsker han stigende opløb, og dette passer ham derfor ganske perfekt. Med det svagere tog er der en reel risiko for, at han vil sidde for langt tilbage, men jeg tror, at han har så meget fartmæssigt overskud, at han kan vinde selv fra en ret ringe position og dermed tage den sejr, han er blevet ”snydt” for tre gange i træk.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hans værste rival er Juan Sebastian Molano<\/b>. Colombianerens styrke i denne stigende powerspurt kender vi fra sidste år, hvor hans lead-out for Pascal Ackermann var så godt, at hverken Ackermann selv eller Mads Pedersen gå forbi. Vi fik også på 4. etape bekræftet de evner i stigende spurter, vi kendte fra Giroen, og disse lidt lavere procenter passer ham storartet. Da han vandt, var han heldig med Groves’ uheld, men han kørte selv en fornem spurt. Ikke mindst viste Rui Oliveira, at han kunne tage hele Alpecin på sengen, og kører han et lead-out, som han gjorde dengang, står Molano trods den enkle finale i hvert fald med gode kort på hånden – særligt nu hvor Groves har et svækket tog. Vi så også i går, at Oliveira slet ikke var mærket af styrtet, og med endnu et sublimt lead-out kan han vinde for andet år i træk – denne gang, hvor det faktisk også er meningen, at han skal gøre det!<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det kan også meget vel blive Alberto Dainese<\/b> igen. Italieneren viste både i Vueltaen i 2021, Touren i 2022, Giroen i 2023 og nu senest i går, at han var meget mere holdbar end vanligt i den tredje uge. Det indikerer, at han har fordel af, at vi er langt henne i løbet, og det er vigtigt, når han indtil nu synes at have manglet lidt at sin vanlige fart. Om han har genfundet den helt, kan være svært at sige, fordi han i går ikke spurtede mod sine to værste rivaler, men det så i hvert fald lovende ud. Vi ved også fra 19. etape i Touren i 2022, at han er god i stigende spurter, men udfordringen er som altid hans positionering. Denne gang er han endda endnu mere hæmmet af, at hans eneste lead-out man, Sean Flynn, styrtede i går, og hvis han ikke er klar til at hjælpe, ligner det en svær mission. Heldigvis er denne finale så enkel og vejen så bred, at han burde få plads til at vise sin fart, men skal han denne gang slå både Groves og Molano, må han altså ikke sidde for langt tilbage – og det frygter jeg, at han vil gøre.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I går var det herligt at se, at vi vitterligt skal tage Filippo Ganna<\/b> meget seriøst. Nok var Dainese hurtigere, men med tanke på den meget lange modvindsspurt bekræftede han de lovende takter fra 5. etape. Denne gang passer spurten ham vel endnu bedre. Igen er der tale om en powerspurt, og denne gang stiger det endda betydeligt mere, hvilket utvivlsomt vil passe en stærk fyr som ham. Vi så også i går, at Geraint Thomas, Omar Fraile og Kim Heiduk endda var stærke nok til at sætte ham op fra spids, og selvom det bliver vanskeligere at gentage, hvis ikke Alpecin og UAE er sat ud af spillet, er det bestemt muligt, at det vil ske igen. I går blev spurten for lang, men den risiko er mindre i denne medvindsfinale, og når han samtidig har fordel af det stigende opløb, virker det reelt til at være en mulighed, at Ganna kan vinde en af sportens mest prestigiøse massespurter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I Madrid stiger det nok til, at det kan mærkes, og det gør det til en særligt god spurt for Marijn van den Berg<\/b>. Hans evner i stigende opløb så vi, da han knuste al modstand i Polen. Til gengæld mangler han fart på flad vej, og her stiger det ikke nok til, at han for alvor skal regnes som topfavorit. Heldigvis var hans spurt i går ganske god, og han fik også bekræftet, at han er blevet en ørn i positionskampen. EF med Julius van den Berg, Andrea Piccolo, Sean Quinn og Stefan Bissegger imponerede endda stort, og havde Van den Berg blot holdt hans hjul, var han måske blevet sat op fra spids. De mangler dog en lead-out man med samme fart som Planckaert og Oliveira, og derfor skal han nok komme bagfra. Jeg vil forvente, at han sidder godt, men jeg tror ikke, at han i denne enkle finale belønnes nok for sin positionering til, at han kan vinde, for stigningsprocenten er nok ikke helt høj nok.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det har været imponerende at se Edward Theuns <\/b>i dette løb. Sammen med Groves er han den eneste, der har været fremme i alle spurter, indtil han i går blev fanget i styrtet. og det tyder på, at han har genfundet lidt af sin positioneringsevne. Det har dog også haft en pris, at han kun har støtte fra Otto Vergaerde og Jacopo Mosca, for ifølge ham selv har han brugt mange kræfter i vinden. De kræfter har han ikke råd til at mangle, hvis han skal vinde i dette felt, men sandsynligheden for, at han sidder godt, er stor. Da han også har vist en bedre fart end længe, og da vi ved, at han elsker stigende opløb, hvad han bekræftede på 4. etape. må han regnes som et af de bedste vinderbud, selvom andre er hurtigere end ham. Friskheden viste, da i hvert fald, da han imponerede i et udbrud forleden.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg har været skuffet over Hugo Page<\/b> i dette løb, men måske er dette hans chance Min fornemmelse var, at han var hurtigere på flad vej, end han har været, men her stiger det nok til, at det kan mærkes. Hans evner i stigende spurter var helt tydelige i Limousin, hvor han også tog karrierens første sejr. Derudover har hans tog med Julius Johansen og Boy van Poppel, der også på papiret er et af de stærkeste, set meget overbevisende ud i de tre af de seneste fire spurter, og hvis bare han havde holdt Van Poppels hjul på 12. etape, havde han måske fået det bedste lead-out af alle. Han er også langt mere holdbar end mange andre og kan derfor antages at være mere frisk. Holder han Van Poppels hjul, er det måske denne gang, han endelig ender lidt længere fremme.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Vi så ganske vist i Romandiet, at Milan Menten<\/b> mangler noget fart i en flad spurt, men i stigende spurter er han meget bedre. Det så vi med hans stærke comeback på 4. etape, og hans sejr i Le Samyn. Han plejer også at være en ørn i positionskampen. Det er også blevet bekræftet i dette løb, hvor han sad godt på 4. etape, indtil det gik galt i det sene sving, og efter styrtet på 5. etape sad han godt på 7. etape, indtil han blev fanget bag Ganna. Med fin støtte fra Andreas Kron og Jarrad Drizners står han ganske pænt, og spurter han som på 4. etape, står han ikke ringe, selvom det ikke stiger helt så meget. Den bekymring, jeg havde for hans træthed forleden, er også forsvundet, da han kom fint igennem dagens etape.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg er ret spændt på Casper Pedersen<\/b>. Danskeren missede sin første chance grundet styrtet, men heldigvis passer denne ham endnu bedre. På flad vej mangler han nemlig noget fart mod de rigtige sprintere, men her stiger det nok til, at han kan mærke. Han har ikke den store erfaring i massespurter, men han har god erfaring i at køre lead-outs. Han imponerede ved at slå Van den Berg i spurten i Portugal i februar, og selvom den slet ikke kan sammenlignes med denne, da den kom efter et benhårdt løb, viser det, at han har en vis fart, også på flad vej Vi ved også, at Remco Evenepoel er en glimrende lead-out man, for selvom han ikke har farten til at skyde frem til sidst, kan han trække feltet ud og sikre, at Pedersen i hvert fald sidder langt fremme – hvis altså ikke han bruger sine kræfter på angribe selv. Danskeren har næppe farten til at vinde, men i dette felt burde han komme et stykke, særligt fordi han i Touren i 2020 viste en lovende friskhed i den tredje uge.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg er ved at tabe tiltroen til Samuel Watson<\/b>, men måske er dette hans chance. Det er gået galt i de tre spurter, han har kørt, men omvendt har vi endnu ikke set, hvor hurtig han er. Da han ikke har spurtet i professionelle løb siden sidste års Tour of Britain, er hans fart en ret ubeskrevet størrelse, men de resultater, han har både som U23 og sidste år, indikerer, at han bør komme et stykke i dette felt. Samtidig er et tog med Romain Gregoire og ikke mindst Lewis Askey, der har vist sig meget god i positionskampen, altså et af de bedste i dette felt, selvom det har været svært at se indtil nu. Han er også holdbar og kommet meget stærkt igennem løbet, som vi så i dag, og et stigende opløb burde han elske. Lad os håbe, at han endelig kan vise, hvor hurtig han er. Der er naturligvis også en lille chance for, at de kører for Lewis Aksey<\/b>, fordi det stiger. Det gjorde de jo på 4. etape, men da de stiger så beskedent vil det undre mig – og trods sin gode positioneringsevne vinder Askey ikke her.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Efter sejren på 7. etape kom Total i et dilemma, men nu ved vi, hvordan de griber det an. På 12. og 19. etape kørte Geoffrey Soupe <\/b>lead-out for Dries Van Gestel<\/b>, og det må han antages at gøre igen. Van Gestel mangler noget fart på flad vej, men han vil helt sikkert have en klar fordel af, at det stiger. Den gode positionering, han havde i starten, er ikke helt blevet bekræftet på det sidste, men Soupe er altså en af de bedste lead-out men. Jeg vil tro, at han har fordel af friskheden. Med en god lead-out man og den positionering, han viste i starten af løbet, burde han lave et fint resultat – og så har vi jo set, at Soupe er en god plan B, selvom han næppe vinder en boulevardspurt uden et sent sving.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I går lykkedes det endelig for Ivan Garcia Cortina<\/b> at lave et resultat, men det var alligevel bekymrende. Han sad nemlig ganske perfekt i hjulpet på Ganna, men det var helt tydeligt, at han manglede farten. Denne gang stiger det heldigvis mærkbart, og det vil være en stor fordel for spanieren, der netop har kørt sine klat bedste spurter i stigende finaler. Han har betalt en dyr pris for sin manglende støtte, og han har siddet for langt tilbage alle gange indtil i går. Meget taler for, at det vil gentage sig, men i går fik vi at se, at det kan lade sig gøre, og på denne etape får han formentlig også mere støtte end tidligere, nu hvor Enric Mas kan klare sig mere alene. I går stod det klart, at hans potentiale er begrænset, men i denne stigende finale vil han være stærkere, end han var det i går.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Med Bryan Coquard ude får Davide Cimolai<\/b> sin femte uventede chance, og i går lykkedes det ham endda at lave et resultat. Måske fandt han alligevel lidt af den positioneringsnæse, han engang havde, og det kan han måske gøre igen i morgen. Med den holdbarhed, der kendetegner ham i dag, har han glæde af, at etapen er så nem, og vi ved også, at han altid har været bedst i stigende finaler. Han betaler en pris fo kun at have Andre Carvalho som reel støtte, men i går fik vi bekræftet, at han godt kan lave et resultat.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
En anden rytter, der i går endelig fik lavet et resultat, var Hugo Hofstetter<\/b>. Det var dog ganske sølle, og denne gang må han igen leve med en boulevardspurt, der slet ikke passer en mand, hvis store styrke er hans positionering – og sidstnævnte evne har endda været nærmest usynlig i denne triste sæson. Derfor kan det ligne en svær opgave, men vi ved også, at det er i stigende spurter, at han er bedst. Derfor er der grund til mere optimisme end hidtil, og han har også i Kevin Ledanois en ganske god lead-out man. Hans udbrud forleden viste, at han ikke er helt død, men i en generelt trist sæson er det svært at se ham leve op til det, man tidligere ville have forventet i dette felt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Denne spurt passer Andrea Vendrame <\/b>bedre end de foregående. Her stiger det nemlig så meget, at han kan drage fordel af det, men det stiger ikke nok til, at han for alvor er kandidat. Det har også være skuffende at se, hvordan hans positionering slet ikke har fungeret, og nu er han endda uden Damien Touzé. Han har dog stadig Dorian Godon og Paul Lapeira, der bør kunne gøre det bedre end hidtil, og i denne spurt betaler man trods alt ikke meget for positionering. Han bekræftede også i dag, at han i hvert fald er frisk, men etapen skulle være noget hårdere, hvis han for alvor skal have en chance.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Vi er nu så langt fremme i løbet, at Jonas Koch<\/b> har frihed til at spurte. Det fik han første gang i går, og det vil han helt sikkert få igen i morgen. Nu kan Boras to kaptajner også bedre klare sig selv, og det taler for, at han kan få Nico Denz som støtte. Sker det, har han faktisk en ganske hæderlig lead-out man, og vi så i går, at han klarede positionskampen ganske hæderligt. Det plejer han også at gøre, når han for en sjælden gangs skyld spurter, men til gengæld ved vi også, at farten har sine begrænsninger, selvom han helt sikkert vil nyde godt af, at det stiger.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det ligner en svær opgave for Matevz Govekar<\/b>. Jeg havde ellers givet ham en bedre chance på denne etape, fordi han nu måske kunne få hjælp af Jasha Sütterlin og Kamil Gradek, men grundet det tætte klassement skal de nok stadig tage sig af Mikel Landa. Derfor vil han sikkert igen være alene, men i det mindste er denne finale uhyre enkel, og det brede opløb betyder, at han bør kunne finde en vej til at spurte. Der er indikationer på, at hans fart egentlig er pæn, hvis han endelig kan sidde rigtigt, og vi så med sejren i Burgos sidste år, at han har det fint med at spurte op ad bakke. Styrtet forleden skulle heller ikke have mærket ham voldsomt, men det store problem er, at han med sine positioneringsevner og svage hold meget vel kan ende uden for top 10 igen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det ser stadig ud til, at Jesus Ezquerra<\/b> og Cyril Barthe<\/b> kører hver deres spurt for Burgos, og det er en svær opgave. Ingen af dem er nemlig rigtige sprintere, og de mangler derfor farten. Til gengæld har de begge tidligere været ret gode i positionskampen, og selvom det våben ikke er så vigtigt i denne finale, sikrede det trods alt Ezquerra en top 10 i den første boulevardspurt på 5. etape. Han ligner da også bedste bud, men i denne endnu enklere finale bliver det vanskeligt med en gentagelse. For Barthe ser det endnu sværere ud, for han har indtil nu slet ikke fået sin positionering til at fungere. Begge er bedst i stigende finaler, hvor vi så Ezquerra imponere i 2022, men det stiger næppe nok til, at de for alvor får fordel af det.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Med Orluis Aular ude satser Caja Rural nu på David Gonzalez<\/b>. Han er i hvert fald frisk efter den nærmest chokerende 27. plads på Bejes-stigningen, og han har generelt siddet meget langt fremme på bjergetaperne. Til gengæld blev det på 7. etape, hvor han ellers kom først igennem det sene sving, helt åbenbart, at han stadig slet ikke har farten. Positionering plejer heller ikke at være hans styrke, selvom det gik uventet godt frem mod det omtalte sving. Hans kørsel i denne uge kunne indikere, at han vil have glæde af, at det stiger, men det tilsiger hans generelle historik ikke rigtigt. Fra Fernando Barcelo har han lidt støtte, men den er svag, og da positionering generelt har været en svaghed, tvivler jeg på, at han vil sidde specielt langt fremme.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Endelig er der Felix Engelhardt<\/b>. Denne etape er bestemt ikke ideel for en mand, der slet ikke er sprinter, men mere puncheur med styrke efter hårde dage. Han vil formentlig kunne lukrere lidt på sin holdbarhed, som blev bekræftet i dag, og det stigende opløb er i hvert fald en stor fordel. Desværre har han det svært i positionskampen, og efter tabet af Michael Hepburn er han reelt uden støtte fra andre end Matteo Sobrero på det lille tremandshold. Heldigvis betyder den brede vej, at han nok skal finde vej til at spurte, men med den manglende fart er det svært at se ham helt fremme. Derfor skal det flaske sig, hvis han vil i top.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jumbo deltager ikke i disse flade spurter og vil formentlig rulle over stregen sammen bag feltet. Hos Astana endte Samuele Battistella<\/b> halvlangt fremme på 7. etape, hvilket måske kunne indikere, at han forsøgte sig, men skulle det ske igen, har han ikke mange chancer i denne boulevardspurt, ligesom han formentlig vil gøre som i går, nemlig angribe i stedet. Det er også usandsynligt, at Fabio Felline<\/b> vil spurte, men skal det ske, skal det være netop i Madrid i dette stigende opløb.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Som sagt er det på denne rundstrækning næsten umuligt at snyde sprinterne, men som nævnt ovenfor er der i dette felt én, der måske kan gøre det. Nej, der er to, men da Ganna kører spurten, skal overraskelsen komme fra Remco Evenepoel<\/b>. Lad os håbe, at han ikke som Pogacar angriber tidligt, men venter til den fulde finale, hvor den minimale chance for sensation er størst.<\/p>","date":"16\/9-2023 kl. 20:58","date_unformatted":"2023-09-16 20:58:36","km_driven":"101,1","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"377095","title":"Analyse af 20. etape","text":"
Da Vueltaen startede, manglede der ikke potentielle hovedpersoner. Det kunne der umuligt gøre i et løb med så stjernespækket en startliste, men der var nu alligevel tre navne, der skilte sig ud. Der var en chance for, at Juan Ayuso ville eksplodere i et ultimativt gennembrud, men det var svært at komme udenom, at Remco Evenepoel, Primoz Roglic og Jonas Vingegaard nok ville få en del opmærksomhed og tv-tid over de tre brutale uger, der ventede i denne historisk hårde udgave af løbet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Præcis tre uger efter starten i Barcelona kan vi gøre en status over persongalleriet, og den status bliver temmelig ensidig. Selvfølgelig har særlige Ayuso og Enric Mas også spillet en rolle, fordi de længe lignede den eneste lille trussel mod Jumbo-dominansen, og mens Mikel Landa dukkede op som en faktor i løbets sidste del, var Kaden Groves naturligvis også en mand, der påkaldte sig en vis opmærksom. Når vi om et år tænker tilbage på løbet, er det dog svært at tro, at vi vil tænke på meget andet end Evenepoel og Jumbo-mandskabet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
At det kunne gå sådan, var altså ingen overraskelse. Alligevel endte et på mange måder forudsigeligt løb med at byde på en nyere tids største grand tour-sensationer. Det skyldes naturligvis, at Jumbo-dominansen ikke skyldtes det forventede tohovedede monster af grand tour-vindere, men at der pludselig dukkede et tredje hoved op – og det amerikanske hoved endte med at spise hovedretten, mens de to stjerner måtte deles om forret og dessert.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I den forstand endte Vueltaen på én og samme tid forudsigeligt og uforudsigeligt. Der kan ikke være blevet spillet mange sparepenge på, at Sepp Kuss skulle vinde sin første grand tour, da han for første gang skulle køre den tredje af slagsen på bare et halvt år. Man kan diskutere, om det er en større overraskelse, end Richard Carapaz’ sejr i Giroen i 2019, men ellers skal vi vel tilbage til Chris Horners Vuelta-triumf i 2+13 for at finde en lignende sensation – og dengang var det endda også en amerikaner, der stod for den. I den forstand tilføjede han et endda ekstremt element af uforudsigeligt element til et løb, der ellers blev domineret af de forudsigelige hovedfigurer.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er ret klart, at der er delte meninger om, at løbets to åbenlyst stærkeste ryttere ikke fik lov at køre efter sejren, men det havde været et brud på al god cykeletik at dolke en mand, der endda har været den vel nok vigtigste rytter i de to stjerners tilsammen seks grand tour-sejre, som han alle har haft en del i. Kuss har også selv kørt sig til det. Da først det taktiske spil havde givet ham et forspring, fik han en uventet chance, men den greb han kun, fordi han faktisk viste sig som løbets tredjestærkeste og i stand til at slå Evenepoel, Ayuso, Landa og Mas på én gang.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Uden Kuss var løbet jo nok blevet lige så ensidigt. Jumbo-dominansen havde været den samme, men noget tyder på, at vi faktisk kunne have fået en duel mellem Primoz Roglic og Jonas Vingegaard. Det forlyder jo i hvert fald, at de – i hvert fald efter Evenepoels kollaps – havde fået lov at køre om det. Det havde naturligvis i første omgang givet en anden form for spænding, men det er svært ikke at sidde tilbage med indtrykket af, at Vingegaard i den tredje uge kunne have vundet løbet, hvis han ville. Men det er da en tanke værd, hvad der var sket efter Tourmalet, hvor Roglic stadig var bedre end Vingegaard og derfor havde taget trøjen, hvis ikke Kuss havde holdt stand. Almindelig cykellogik ville i hvert fald tilsige, at vi havde fået samme halvkedelige afslutning, nu blot med Vingegaard og Kuss som luksushjælpere for Roglic – og dominansen havde været helt den samme.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var i hvert fald ikke på denne sidste klassementsetape, at Roglic var blevet væltet. Selvfølgelig kan man godt forstå, at arrangørerne også skulle holde lidt igen med vanskelighederne i en udgave, der var så brutal som denne, men ideen med at lave så let en sidste ”bjergetape” var dømt til at mislykkes. Allerede på forhånd kunne man se, at de bløde procenter næppe kunne gøre mange forskelle og da slet ikke, hvis det førende hold var stærkt – og det var det jo som bekendt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Derfor endte etapen da også som en lille fuser. Ingen gjorde sig nogen illusioner om at bryde Jumbo-dominansen. Skulle Kuss knækkes, skulle det ske fra distancen, og det havde hverken Movistar, Bahrain eller UAE mod på at prøve. Det er svært at bebrejde dem. Movistar havde jo end ikke holdet til at gøre forsøget, og når den førende rytter har årets to første grand tour-ryttere som hjælpere, skulle der vist ske mirakler, hvis disse bløde bakker skulle kunne fremkalde den krise, der kunne vende løbet på hovedet. Så var det trods alt mere realistisk at forsøge at vinde etapen via et udbrud.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Alligevel havde man måske nok ventet sig lidt mere af Mikel Landa. Baskeren er kendt for aldrig at give op, og det lå i kortene, at det stadig mere formstærke Bahrain-hold til slut skulle forsøge at lægge det pres, de havde gjort på de to foregående bjergetaper. Selvom de var amputerede af at have sendt to af deres tre klatrere i udbrud, havde man normalt kunnet regne med, at ukuelige Landa havde brugt Damiano Caruso til at gribe ud efter 4. pladsen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det skete bare aldrig. I stedet var det for første gang i hele løbet Movistar, der tog et initiativ med de begrænsede ressourcer, de havde, når Einer Rubio var i udbrud, og de måtte lægge presset med en endda sygdomsramt Oier Lazkano. Det havde da heller ikke megen effekt, og Juan Ayuso, der ganske forudsigeligt havde en defensiv tilgang til løbet, var aldrig presset. Det, der var fokuspunktet i klassementskampen på denne bløde mellemvare af en etape, var en spansk ”triel”, der aldrig for alvor var spændende – og imens kunne Jumbo for en gangs skyld overlade scenen til andre, mens Kuss, Vingegaard og Roglic agerede de tilskuere, Mas, Ayuso og Landa ellers plejede at være.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Ja, faktisk endte det med, at det blev en intern Bora-kamp, der blev dagens klassementsmæssige højdepunkt. Allerede i torsdags fornemmede man, at Cian Uijtdebroeks’ ellers så fantastiske motor måske alligevel var ved at løbe lidt tør for benzin, og det gjorde den, da vi ramte det eksplosive terræn, som slet ikke passede ham. Bedre blev det ikke af, at etapen aldrig blev intens, og dermed blev det blot endnu mere eksplosivt i finalen, efter at feltet havde sneglet sig gennem en stor del af dagen. Det kostede nogle dumme sekunder og en 7. plads, men den blev heldigvis i Bora-lejren, da den eneste effekt af det insisterende føringsarbejde fra Joao Almeida og Santiago Buitrago, der vist troede på mirakler, hvis de gjorde sig drømme om over så kort en distance at vinde de mange minutter, der ville give dem avancement, var, at Aleksandr Vlasov sneg sig forbi Uijtdebroeks i klassementet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var måske meget godt for Vlasovs selvtillid. Allerede i torsdags kom han med et angreb, der vel mest af alt var et angreb på holdkammeratens 7. plads, som han altså fik fingre i to dage senere. Dermed endte kaptajnen alligevel som bedste Bora-mand, men han må i hvert fald sande, at han trods sin stadig relativt unge alder er klart overhalet af en belgisk komet, der i de seneste tre uger har bevist, at han er ”the real deal”.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Nogen Ayuso-agtig debut fik han dog ikke, men den er også svær at overgå. Til gengæld må spanieren sande, at han ikke har taget det tigerspring, som man kunne tro, da han i formsvag udgave sensationelt vandt en benhård WorldTour-enkeltstart i Romandiet. I første omgang skal Tadej Pogacar i hvert fald ikke frygte for sin status, for Ayuso har stadig et stykke vej, inden han når den absolutte top. Heller ikke Almeida kan komme i nærheden af sloveneren efter en Vuelta, der umuligt kan have gjort noget godt for hans placering i det interne hierarki.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det kan den til gengæld have gjort for Landa. Baskeren har rejst sig efter den skuffende Tour og vist, at han slet ikke er nogen dårlig investering for Soudal. I stedet er det Bahrain, der skal overveje, om de har ladet deres kaptajn smutte et år for tidligt, for selvom Santiago Buitrago denne gang endelig har fået et lille gennembrud som klassementsrytter med en åbenlyst fremragende restitutionsevne, ligner han ikke just nogen kommende podierytter. Og det begynder at se lidt halvskidt ud for araberne, der lige nu ellers er afhængige af veteranen Caruso og Pello Bilbao, der jo nok ikke har podiepladser gemt i sig.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det kan man måske også diskutere, om Landa har, men måske han alligevel får mulighed for at se, om han har. Sådan så det jo ellers ikke ud, da han solgte egne ambitioner for en rolle som løjtnant for Evenepoel på Soudal, men denne Vuelta har vel kun givet næring til spekulationen om, hvorvidt det belgiske vidunderbarn overhovedet er grand tour-rytter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Vi har tydeligt fået afkræftet alle teser om, at han ikke kan præstere i den tredje uge. Det så vi jo ganske tydeligt med, at hans vilde ridt i torsdags, men dette løb har kun sat en fed streg under, at det halter med stabiliteten. Vi så det allerede på forskellen i niveau på 6. og 8. etape og igen, da han dagen efter sit sammenbrud på Tourmalet kørte fra alt og alle på 14. etape for så igen at blive menneskelig på 15. etape. I denne uge er det så blevet helt tydeligt, når man ser på, hvor sublim han var i torsdags, men hvordan han slet ikke havde samme ben på først og 17. etape og til slut på dagens etape.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var ellers lige ved at blive denne Vuelta i en nøddeskal. Evenepoel havde jo faktisk annonceret, at han ikke skulle i udbrud i dag, men han har åbenbart et standpunkt, indtil han tager et nyt. Når nu Jumbo offentligt annoncerede, at de ikke ville gå efter etapen, var det da også næsten for hovedløst ikke at gribe ud efter sejren på en etape, der havde så åbenlyse ligheder med hjemmebanen i Liege, hvor han to gange er kørt fra alt og alle.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det så han også ud til at skulle gøre igen. Denne gang havde han endda den luksus at få hele tre hjælpere med sig i det store udbrud, der hurtigt kom væk, og dermed slap han for som så ofte før at komme til at bruge lidt for mange kræfter for tidligt. Den undskyldning kunne han måske ellers have brugt på 15. og 17. etape, men i dag var det svært at se andre årsager til vanskelighederne i finalen, end at benene bare ikke var gode nok – og det er altså svært bekymrende for en mand, der mere end noget andet skal vise stabilitet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var til gengæld livgivende for cykelløbet. Hvis Evenepoel havde leveret endnu en magtdemonstration og dermed overgået Richard Carapaz, der sidste år som slagen favorit også endte med at vinde tre etaper og en bjergtrøje – og endda vandt den sidste på netop 20. etape – havde denne 20. etape på én gang været passende og halvkedelig. Passende, fordi den med mere Jumbo- og Evenepoel-dominans havde været en smuk indramning af hele løbet, men også kedelig, fordi det let kunne virke til, at Evenepoel fremover kan vinde etaper efter behag, når han – og det virker sandsynligt, at det vil ske igen – atter smider sit klassement tidligt i løbet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det kan han bare ikke. Han har sit pokkers hyr med de genopstandne veteraner, der har for vane at slå ham, når han rammer sine dårlige dage. I søndags var det Rui Costa, og i dag var det Wout Poels, der sikrede den etapesejr, som det suveræne Bahrain-mandskab i den grad havde fortjent. Og mere end nogen anden var det netop Poels, der havde fortjent det.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Så langt inde som halvvejs i Touren havde jeg ellers for længst begravet hollænderen. Manden, der på sine gode dage i den tredje uge af grand tours som en anden Kuss kunne være blandt verdens bedste bjergryttere i sit utrættelige arbejde for Chris Froome, har længe lignet en mand på vej mod pension. Det gjorde han også i det meste af Touren, indtil han pludselig fik skovlen under Van Aert og langt om længe tog sin første grand tour-etapesejr i Alperne.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det markerede hans genfødsel, men det er først i den sidste del af denne Vuelta, at man har haft fornemmelsen af, at den gamle Poels er helt tilbage. I denne sin elskede tredje uge, hvor hans motor atter er blevet varmet op, har han lignet manden, der måske kunne have budt Jumbo-duoen mest op til dans. Det er i hvert fald en skam, at han måtte ofre sig på Landa på yndlingsbjerget Angliru, hvor det kunne have været meget sjovt at se ham udfordre Roglic og Vingegaard på det bjerg, hvor han har været allerbedst.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det fik han ikke lov til, men i dag fik manden, der ellers igennem en lang karriere har været i talrige udbrud, alligevel muligheden og endda den anden grand tour-etape på bare få måneder. Paradoksalt var det, at han endda vandt ved at bruge hovedet, for alt for ofte har han brugt alt for mange kræfter og smidt en potentiel sejr væk med et hovedløst energiforbrug. Det er samme sygdom, Evenepoel plejer at lide af – men tilsyneladende ikke i dag – og derfor er der måske håb for, at belgieren også engang i fremtiden kan få maksimalt udbytte af sin styrke ved også at bruge sine taktiske evner mere. I hvert fald det den kloge, der narrede den mindre kloge, da den langsommere Poels udnyttede det sene sving til at slå den i dag jo ret hurtige Evenepoel, som ellers stod på tærsklen til alligevel at tage en sejr, hans ben ellers ikke havde rakt til, hvis finalen havde været hårdere.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I dag var han end ikke den bedste belgiske klatrer. Det var derimod Lennert Van Eetvelt, der med en suveræn tredje uge har vist, at han kan blive en uhyre lovende grand tour-rytter, hvis han kan finde den stabilitet, han og Evenepoel hidtil har manglet. Måske skal vi også til at regne Pelayo Sanchez som en kandidat til noget lignende, for det er et chokerende højt niveau, den unge spanier har vist, efter at hans meget lovende sæsonstart lynhurtigt gled ud i sandet. Men ting kan hurtigt vende i cykelsport, som Marc Soler kan bekræfte, da hans styrtdykkende formkurve pludselig igen pegede den rette vej.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Ja, det var en flot afslutning af Van Eetvelt, Sanchez, Soler og særligt Poels, og i dag kom de kaldet fra himlen. Da vi fandt ud af, at Evenepoel havde skiftet mening og alligevel ville gribe ud efter sejren fra et udbrud, kunne man nemlig have frygtet, at etapen havde udviklet sig til en helt forudsigelig ørkenvandring, hvor den havde stået på Evenepoel-show i udbruddet og Jumbo-show i feltet. Det fik en hollandsk veteran forhindret som fortjent afrunding på en sublim genrejsning – men det ændrer ikke på, at denne Vuelta har været domineret af akkurat de to hovedfigurer, vi ventede fra start, nemlig et belgisk vidunderbarn og et skræmmende stærkt hollandsk kollektiv.<\/p>","date":"16\/9-2023 kl. 19:04","date_unformatted":"2023-09-16 19:04:01","km_driven":"101,1","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"376902","title":"Vejret","text":"
Vejret i Madrid er kedeligt i disse dage, og søndag skal det regne helt frem til middag. Heldigvis skal de køre om aftenen, og her ventes ganske vist overskyet vejr med kun lidt sol, men også tørvejr. Temperaturen vil være 21-22 grader, og det vil være blæsende med en sydvestlig vind, der dog vil aftage fra en styrke på 21 km\/t til blot 14 km\/t i finalen. Det giver først sidemodvind, siden sidevind, så generelt med- og sidemedvind, inden man får sidemodvind på det sidste stykke ind til rundstrækningen. Her vil der være sidemedvind frem til første U-vending, derefter sidemodvind og så kortvarigt sidemedvind. Med 2,2 km igen får man atter sidemodvind, inden der er sidemedvind igen over den sidste kilometer.<\/p>","date":"16\/9-2023 kl. 15:15","date_unformatted":"2023-09-16 15:15:24","km_driven":"101,1","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"376901","title":"Ruten","text":"
Mens Giro d’Italia har skiftet målby ved flere lejligheder og har varieret mellem sprinteretaper og enkeltstarter på sidstedagen, har Tour de France og Vuelta a Espana været langt mere konservative. Siden 1990 er det franske løb altid sluttet med en flad linjeløbsetape til Paris, hvor Champs-Elysees er rammen om årets vigtigste massespurt – en tradition, der grundet OL dog vil blive brudt i 2024. Vuelta-arrangørerne har eksperimenteret lidt mere, men i de senere år har de næsten hver gang haft en flad sprinteretape i Madrid som afslutning. Kun i 2014 og 2021 afveg man fra modellen og henlagde afslutningen til Santiago de Compostela, hvor der blev kørt enkeltstart, men inden da havde man ikke haft en afsluttende enkeltstart siden 2004 og en afslutning uden for Madrid siden 1993.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Efter seneste eksperiment i 2021 er alt i år ved det gamle med den klassiske afslutning i hovedstaden, hvor man nøjagtigt som i Touren har indført et koncept med en aftenetape, som det også vil være tilfældet denne gang. Som i Touren er der altid tale om hovedsageligt ceremoniel affære, og derfor har arrangørerne truffet den kloge beslutning at have en relativt kort etape. I 2018 skar man paradedelen ned til bare 36 km og indførte flere omgange på rundstrækningen, og i 2019 havde man fordelt de to med ca. 50% til hver, mens der i 2020 var 85 km parade og bare 40 km cykelløb. I år fylder cykelløbet en anelse mere end paraden på en kort etape på 101,1 km, hvor der først lægges op til fejring, inden årets Vuelta formentlig ender med det klassiske spurtopgør i hjertet af Madrid.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I år skal der altså tilbagelægges bare 101,1 km fra Hipodromo De La Zarzuela til den velkendte finale i ved Paisaje de la Luz i hjertet af Madrid. Startstedet ligger i den nordvestlige udkant af hovedstaden, og herfra kører man en tur rundt om byen. Helt fladt er det ikke omkring Madrid, og det er således generelt let stigende, når man først kører mod syd, inden det begynder at falde, når man drejer mod sydøst. I forstaden Carabanchel drejer man mod nordøst med retning mod centrum, men igen slår man et smut mod syd, når man senere drejer mod sydøst for at køre ned til det sydligste punkt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Her kører man kortvarigt mod øst igennem terræn, der nu er stigende og kulminerer med en bakke (600 m, 5,2%) med top efter 28 km, inden man snor sig mod nordøst igennem nu generelt let stigende terræn frem til forstaden San Bias. Nu sætter man endelig kursen mod centrum, når man drejer mod sydvest for at følge en helt lige og generelt let faldende vej ind mod bykernen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Efter 54,7 km krydser man målstregen for første gang, og herefter afsluttes løbet ved som sidste år at køre 9 omgange (tidligere har det været både 7 og 10 omgange) på den gamle 5,8 km lange og T-formede rundstrækning, der er tilbage, efter at den i 2018 var modificeret. Fra mål går det mod nord op til en U-vending, inden man kører mod syd ned til et sving. En lang vej leder nu mod vest ud til endnu en U-vending, og derefter går det tilbage mod øst, inden man drejer mod syd kort før 2 km-mærket. Slutteligt er der en sidste U-vending lige inden den røde flamme, hvorefter man rammer den 1000 m lange opløbsstrækning, der stiger med 1,7%. Løbets sidste indlagte spurt, der også tæller som en bonusspurt, kommer ved anden passage af stregen med 46,4 km igen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Etapen byder på i alt 878 højdemeter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Som sagt skippede man i 2014 og 2021 den traditionelle finale i Madrid, men derudover er løbet sluttet i hovedstaden hvert år siden 1993. Sidste år endte det højst overraskende med sejr til Sebastian Molano, der kørte så godt et lead-out for Pascal Ackermann, at han vandt etapen foran Mads Pedersen og sin tyske kaptajn. I 2020 rundede samme Pascal Ackermann den sære coronaudgave af ved akkurat slå Sam Bennett, mens Max Kanter blev nr. 3. I 2019 sluttede Fabio Jakobsen sin grand tour-debut helt perfekt ved at slå rivalen Bennett og således sikre sig sin anden sejr, og i 2018 cementerede Elia Viviani sin status som løbets bedste sprinter ved at tage sin tredje etapesejr i løbet foran Peter Sagan og Giacomo Nizzolo. I 2017 kronede Matteo Trentin et fantastisk løb ved at spurte sig til sin fjerde etapesejr, og i 2016 tog Magnus Cort sin anden etapesejr ved at vinde spurten, mens John Degenkolb var hurtigst i både 2015 og 2012. I 2013 endte Michael Matthews sin grand tour-debut på perfekt vis, nøjagtigt som Peter Sagan gjorde i 2011. Tyler Farrar slog Mark Cavendish i 2010, og André Greipel var hurtigst i 2009. Matti Breschel tog en yderst overraskende sejr i 2008, året efter at Daniele Bennati havde afsluttet en stor Vuelta ved at vinde i Madrid. Erik Zabel var bedst i 2006, mens italienerne testede deres lead-out forud for VM i Madrid i 2005, hvor de afleverede Alessandro Petacchi til endnu en etapesejr i løbet. Santiago Perez vandt den sidste enkeltstart i 2004, mens Petacchi også var hurtigst i 2003. Aitor Gonzalez, Santiago Botero og Santos Gonzalez tog enkeltstartssejre i hhv. 2002, 2001 og 2000, mens Jeroen Blijlevens spurtede sig til sejr i 1999.<\/p>","date":"16\/9-2023 kl. 15:15","date_unformatted":"2023-09-16 15:15:17","km_driven":"101,1","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"376899","title":"Velkommen","text":"
Velkommen til dagens direkte live opdatering fra Vuelta a Espana (21. etape). Dagens løb køres fra Hipodromo De La Zarzuela til Madrid over 101.1 kilometer. Vi starter kl. 17.19.<\/p>","date":"16\/9-2023 kl. 15:15","date_unformatted":"2023-09-16 15:15:07","km_driven":"","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""}],"authors":[{"author":"Emil Axelgaard","email":"emil@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/ProfilePics\/emil_500x500.jpg","url":"emil-axelgaard"},{"author":"Christian Frese","email":"frese@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/Diverse\/Krille_(2).jpg","url":"christian-frese"},{"author":"Jeppe Peschardt Assenholt","email":"","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/ProfilePics\/Feltet_-_profilbillede.png","url":"jeppe-peschardt-assenholt"}]}