Akademiske Udbrud: Cyclenomics #2

I første del viste vi, at der på baggrund af vores database ikke kan påvises nogen betydelig forbindelse mellem drop-out og alder.

'Rasmus Guldhammer-myten’ kunne altså ikke bekræftes. Spørgsmålet er så, hvad der faktisk betyder noget for at blive en succesfuld professionel med en lang karriere – foruden talent og Rolf Sørensen'sk vilje og snilde, naturligvis.

Men først: Holder Rasmus Guldhammer-myten i det mindste i Danmark? Sagt på en anden måde: Er det synd for danskerne?

Er det synd for danskerne?

Ja, selvfølgelig er det det. Vi kender rytterne og deres problemer, men danskerne skiller sig ikke specielt negativt ud i denne undersøgelse. I vores database optræder fem danskere – Trols Vinther, Matti Breschel, Kasper Klostergaard, Thomas Vedel Kvist og Anders Lund. To af disse har vi registrerede som drop-outs, nemlig Vinther og Vedel Kvist, der ikke fik nye kontrakter efter endte neoprof-ophold hos henholdsvis Unibet og QuickStep, men hvor Vinther så for eksempel fik chancen igen i indeværende sæson. To ud af fem giver en drop-out procent på 40 %, altså cirka den gennemsnitlige værdi, som er 38,3 %. De danske ryttere afspejler altså blot de generelle tilstande i cykelsporten for neopros, altså stor usikkerhed og frafald. Grafen her viser landenes procentvise drop-out. Jo lavere desto bedre (klik for større version):

Danskerne klarer det altså ganske udmærket komparativt set. Det, som holder det samlede drop-out-gennemsnit så relativt lavt, er, at tre af cykelsportens traditionelle stormagter – Belgien, Italien og især Frankrig – generelt har produceret lange, vedholdende karrierer. De stormagter, som trækker gennemsnittet op, særligt Tyskland og Spanien, er også interessante. Hvor Frankrig, Belgien og Italien har haft relativ høj stabilitet i forhold til hold og sponsorer, så er det modsatte tilfældet for Spanien og Tyskland. Flere af disse landes ’nationalhold’ – T-Mobile, Gerolsteiner, Milram, Saunier Duval, Astana (Liberty Seguros) – er enten lukkede eller har gennemgået hidsige transformationer, og det afspejler grafen altså. Var Team CSC-holdet lukket, er det meget sandsynligt, at det danske gennemsnit havde været langt højere.  

Hvorfor nu det?

Tre af de fem danske ryttere har i perioden haft konstante WorldTour-kontrakter, blandt andet ved nogle af de største hold, nemlig Breschel, Klostergaard og Lund. Set i lyset af, at de danske ryttere kun i gennemsnit producerer 152 CQ-point pr. sæson – langt under gennemsnittet på 225 – kunne man argumentere for, at danskerne måske nyder af større jobsikkerhed, end deres værdi reelt berettiger. På følgende graf kan man se, hvordan landenes ryttere gennemsnitligt klarer sig i forhold til CQ-point. Grafen viser simpelthen alle landes gennemsnitlige CQ-produktion over alle sæsoner som professionelle divideret med antal af ryttere:

Der er langt fra top til bund, specielt blandt cykelsportens mindre nationer: Sverige og Norge er placeret i hver sin ende af grafen, hvilket fortæller den banale historie om Edvald Boasson Hagens succes og Johan Lindgrens fiasko.

Danmark placerer sig cirka i midten af ’midternationerne’ – bedre end USA og Kasakhstan, værre end for eksempel Australien, hvis drop-out procent man ellers deler. Men ellers, ja, så er danskerne meget almindelige. De er ikke grafens stjerner, men det er heller ikke det mareridt, som Rasmus Guldhammer-myten ellers insisterer på. Desværre, for det ville da være da være lækkert – eller i hvert fald meget nemmere – hvis der bare var en simpel tommelfingerregel, der pludselig kunne gøre alle danske ryttere til successer.

Læs også

Kragh skal forsvare titel: Her er startlisten til WorldTour-løb

Det skal dog medgives, at det er svært at sige noget sikkert og sagligt (på statistikdansk: signifikant) på baggrund af så lidt data. Der er kun fem danske ryttere i en allerede relativ lille database på kun 120 ryttere. Men andre ord, så ville blot en ekstra dansk drop-out ændre alting.   

Valg af hold betyder noget (eller visse hold vælger bedre and andre)

Men hvis alder ikke er altafgørende, hvordan kan vi så rådgive vores neopros? Common sense. Vores datasæt viser i hvert fald nogle grundlæggende ting, som man have med i overvejelserne. Eksempelvis viser vores data, at visse hold er bedre til at producere ryttere, som får succesfulde karrierer (målt i CQ-point), alt i mens andre holds neopros typisk får længere professionelle karriere. De to ting hænger nemlig ikke nødvendigvis sammen.

Lad os først se på det sidste. I grafen nedenfor kan man se, hvilke hold der var bedst til at producere ’lange’ karrierer, enten ved at de beholder deres egne ryttere, eller ved at de bliver opsnappet af andre hold.

Danske Team CSC har i perioden, vi har undersøgt, en succesrate på 100 % i forhold til drop-outs. Ingen er droppet ud, mens flere har fået job andetsteds. Ryttere som Matt Goss, Andy Schleck, Matti Breschel og Anders Lund er skiftet (og nogle kommet tilbage), mens man altså har bevaret Kasper Klostergaard i hele perioden.

Noget, som samtidig fremgår er, at de franske hold generelt producerer lange karrierer – FdJ, Cofidis, Bouygues Telecom og Credit Agricole lægger alle i den pæne ende, mens kun Ag2r trækker lidt ned. Det er imponerende set i lyset af, hvor mange neopros de franske hold producerede i perioden. Samtidig kan man se, at hold som Saunier Duval og Astana ikke har haft meget held med deres neopros.

Saunier Duvals høje drop-out-rate kan delvis forklares med, at nogle af rytterne ikke har haft held med at finde hold efter, at holdet lukkede. Men faktisk står det generelt dårligt til med rytterne fra det lille, spanske tidligere ProTour-hold. Astana har også gennemgået store ændringer – i løbet af 2006 gik holdet fra et spansk til et kasakhisk fundament, og undervejs er mange ’spanske’ elementer blevet blødt ud. Men selv de kasakhiske neopros synes ikke at få megen tid til at bevise deres værd. Det dyrker ’hard business’ i Astana (hovedstaden og holdet).

Men at forblive professionel er jo ikke det eneste, der betyder noget. Ryttere drømmer formentlig også om hæder og høj løn – sejre og resultater. Her tegner sig et andet billede. Grafen forneden afbilder hvilke holds neopros, der gennemsnitligt har scoret flest CQ-point pr. sæson.   

Grafen giver et billede af: (a) hvilke hold der er bedst til at spotte og tiltrække fremtidige stjerner; og (b) hvem der er bedst til at udvikle dem. Hvad, der betyder mest, kan vi ikke sige noget om. Grafen viser således, hvad de fleste vidste i forvejen, nemlig at Liquigas og især T-Mobile i denne periode samlede og udviklede en hel fantastisk gruppe af unge ryttere. T-Mobiles neopros tæller Mark Cavendish, Evald Boasson Hagen, Gerald Ciolek og Markus Burghardt. Det eneste, der tæller ned for holdet, er de ryttere, som der blev skrevet med under holdets ’gamle’ regime, før Bob Stapleton trådte til, nemlig Bernhard Kohl og Sebastian Gilling. De andre har mest af alt været solskinshistorier.

Liquigas og Team CSC var også dygtige, men kommer ikke i nærheden af T-Mobile. Liquigas kan prale af senere profiler som Vicenzo Nibali, Roman Kreuziger, Eros Capecchi og Dario Cataldo, og kun Alberto Curtolo har vist sig som en dårlig satsning. Team CSC er igen med i toppen med Matt Goss, Andy Schleck og Matti Breschel som topscorerne, men som indikeret for oven, så trækker Lund og Klostergaard lidt ned.

Irrationelle frankmænd

Men noget pudsigt sker, når man sammenholder de to grafer: De franske hold gør det kun godt i den ene. Rytterne er ret succesfulde med hensyn til at forblive professionelle, men scorer meget få point. Hvordan kan vi forklare det?

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

Diversitet synes at have en vis forklarende effekt. Med det mener vi, at holdene i toppen ikke skeler specielt meget til nationalitet, når de rekrutterer. T-Mobiles seks ryttere kommer fra fem forskellige lande, men også Liquigas og Team CSCs respektive gennemsnit holdes oppe af udenlandske ryttere snarere end af ’nationale’ ryttere.

Men det bedste eksempel er alligevel fransk. Cofidis er det eneste franske hold, der havde flere udenlandske neoproffer end franske – Rein Taramae, Nicolas Roche, Chris Sutten, Tyler Farrar – og er samtidig også det eneste franske hold, der er konkurrencedygtigt og leger med i toppen. Bouygeus Telecom tilknyttede til sammenligning ingen udenlandske neoproffer i perioden.

Statistikken afspejler samtidig, at den undersøgte tidshorisont havde mange franske ProTour-hold, og at det samtidig var lidt af en trist periode for fransk cykelsport. En økonomisk tolkning ville lyde cirka således: De franske ryttere var overrepræsenterede, og der blev simpelthen ikke stillet nok krav til de franske ryttere, som, trods manglende resultater, relativt let ville kunne få en ny kontrakt. Der var simpelthen en mangel på incitament! De franske hold satsede i høj grad fransk, på trods af at erfaringerne ofte viste, at udenlandske ryttere typisk viste sig mere ’værdifulde’. Det er strengt taget irrationelt, men kan forklares med et ønske om at satse fransk – og ikke kun på resultater. Drømmen om at muligvis at kunne producere den næste franske Tour de France-vinder vægtes højere end streng point- og resultatoptimering.

Og det er netop det, som på sin vis var det smukke og katastrofale ved den oprindelige ProTour-model, netop at licenser kun blev givet på baggrund af finansielle kriterier. Holdene fik frirum til at satse, som de ville, uden at skulle skele til resultater, så længe de havde sponsorerne på plads, da starten i de store løb (særligt Tour de France) allerede var sikret. I et senere 'Udbrud' undersøger vi ProTouren/WorldTouren i et sportsmanagement perspektiv.  

Konklusion og råd til Lander

Thomas Bay har udtalt, at han havde ønsket, Sebastian Lander havde skrevet under med et mindre hold end BMC med henblik på at få flere chancer, fx et fransk hold. Da der ikke forelægger nogen valid data for holdenes budgetter (= størrelse), har vi ikke kunne tjekke, om der er nogen sammenhæng mellem succes og holdenes budget.

Men hvis man kigger på graferne foroven, synes der ikke at være nogen sammenhæng mellem lavt budget og neopro-succes. Liquigas, T-Mobile og Team CSC kan man med rette formode har haft budgetter i den pæne ende af skalaen. Det handler rettere om, hvorvidt holdet ønsker at satse ungt. Når for eksempel Astana så godt som aldrig udvikler deres egne stjerner, er det nok ikke det bedste sted at blive nyprofessionel.

For den individuelle rytter handler det om at finde det, som er rigtigt for ham. Hav her in mente, at det sikkert er de færreste neopros, der har flere hold at vælge imellem. De fleste tager nok bare det, de kan få, for at leve drømmen ud.

Men det er vigtigt at huske, at ikke alle vil klare den. Næsten 40 % gør ikke. Sådan er systemet åbenbart. Men der er nogle råd, som kan drages på baggrund af denne undersøgelse.

•       -   Vælg et hold med økonomien og fundamentet i orden – det kan som ung
•           være svært at finde et nyt hold, hvis dit første hold lukker.
•       -   Vælg et hold, der har en god tradition for at føre yngre ryttere frem.
•       -   Hvis et hold vil have dig i en ung alder, er det typisk en god ting. De
•           ryttere, der går over i en tidlig alder, synes at have større chance for at
•           drive det vidt.
•       -   Visse hold er normalt bedre til at spotte og udvikle talenter. Hvis et af
•           disse hold vil have dig, er det nok et godt signal.

Men det er og bliver et personligt anliggende, hvad der er rigtigt for den enkelte. Er BMC det rigtige for Sebastian Lander? Hvorfor ikke? Holdet har det økonomiske fundament i orden, og holdet har umiddelbart en nydelig tradition for at udvikle neopros (fx Taylor Phinney). Og selv neopros, hvis to første to sæsoner har været katastrofale (fx Yannick Eijssen ), kan få en chance til.

’Problemet’ ved Rasmus Guldhammer-myten er nok, at den bygger på anekdoter rettere end fakta. Som danskere har vi bare tendens til kun at huske de negative danske historier og glemmer lettere – eller har slet og ret ikke kendskab til – at der er masser af lige så triste negative historier fra udlandet.

Læs også

Klassementet droppes på forhånd: Israel-holdet med ét mål i Giroen

Derfor er det essentialt at være bevidst om, at mange vil falde fra. Et liv som professionel cykelrytter er ikke for alle. Dermed ikke sagt, at visse strukturelle faktorer måske kunne gøre de danske neopros overgang og tilværelse på WorldTouren bedre. Det er klart, at et ProContinental-hold ville være en god platform for dansk cykelsport – det ville give de mindre oplagte talenter, der ikke får en WorldTour-kontrakt, et slags springbræt, og det ville give de danske ryttere, der ikke klarer det i ProTouren i første omgang, noget at falde tilbage på.

Men Cykel-Danmark gør nok hellere klogt i at være mere realistisk og måske i første omgang lykkelig for, at Danmark overhovedet har et hold på WorldTouren. Men vigtigst er det at erkende det triste faktum, at alle neopros simpelthen ikke klarer den, og umiddelbart lader der ikke til at være en ’one-size-fits-all’ vej til succes, slet ikke en tommelfingerregel om, at det er bedst at vente til man er (mindst) 22 år.

Om man er psykisk og fysisk klar i en alder af 19 eller 23 varierer. Held og lykke, Lander! Jeg tror sådan nogenlunde på dig. Endnu bedre: BMC tror på dig!