Akademiske udbrud: Dekonstruktion af hermeneutikken

Lad os starte med en ny ’hermeneutiker’, så vi har noget at diskutere ud fra. I 2008 interviewede Der Spiegel den kendte filosof og motionscyklist Peter Sloterdijk om Tour de France. I det lange og interessante interview kaster Sloterdijk sit filosofiske blik på cykelsporten. Ligesom mange andre cykelsportsentusiaster har Sloterdijk et ambivalent kærlighedsforhold til sporten. Sloterdijk er ved at få nok. Med dopingspøgelset er sporten ved at dø: “Touren er én af de få myter fra det 20. århundrede, der var delvist funktionel indtil for nylig”, argumenterer filosoffen. Mange vil nikke genkendende til Sloterdijks idé om, at cykelsport med dopingspøgelset har mistet sin uskyld – det er sværere at ’tro’. Det er ikke som i gamle dage.

Sloterdijk er interessant, fordi han også er motionscyklist; han delvist forstår smerten, det makabre, det upolerede, alt det sporten handler om. Alligevel falder han tilbage til det traditionelle syn på Tour de France, som noget episk og heroisk. Han vil, at cyklisterne er fortolkelige: han vil have helte, som står for noget. Han vil have både det idealistiske men uden det realistiske: det heroiske og noble uden smerten og dennes fristelser.

Sloterdijks mest interessante tanker er om Bjarne Riis. Sloterdijk er forarmet over én af Riis’ kommentarer ved sidstnævntes store EPO-tilståelse. Påstanden om, at alle var fri til at hente den gamle gule trøje, som ligger i en kasse i Riis’ garage, får Sloterdijk til at udbryde: ”Det er ren dansk nihilisme. Selv symbolet på hans største succes betyder ingenting for ham. Der har åbenbart aldrig været nogen højere dimension for ham. Den var ingen fornemmelse af ære, ingen symbolsk overflod, ingen brilliance, ingen spænding fra foroven. Trøjen var ikke andet end et betydningsløst stykke kluns. Hvis man fjerner sportens dimension af ære, dets symboler, stopper alting. At høre sådan en beskidt kommentar fra en rytter, der en gang var helt på toppen, er en modbydelig oplevelse”.

For Sloterdijk må Tour de France, som moderne myte, kunne repræsentere nogle prisværdige værdier. Dette mener Sloterdijk ikke længere er muligt, efter doping-problematikken er kommet frem. Cykelrytterne er nu ikke længere helte, men helt almindelige ansatte, der udfører et beskidt erhverv.

Over for Sloterdijk og de andre hermeneutikere står Hans Ulrich Gumbrecht. I sin bog ”In Praise of Athletic Beauty” analyserer Gumbrecht sportens æstetik. Hvis Sloterdijk skriver sig ind i traditionen efter Roland Barthes, så sætter det ham i kontrast til Gumbrechts æstetiske fokus. Gumbrecht har to agendaer. Han vil dels komme med en kritik af den måde sporten er blevet undersøgt i den akademiske verden. Selv de akademikere, som elsker sport, har nemlig tendens til at bruge deres redskaber til at fremtolke sport som et symptom på højest uheldige tendenser.

For det andet søger Gumbrecht at give en æstetisk analyse af glæden ved at se sport. Han undersøger, hvad der er æstetisk bevægende ved at se sport som Tour de France. Den smerte man lever dig ind i hos cyklisterne; det medrivende og de analytiske tanker man producerer, mens man prøver at finde hoved og hale i det. Fx den måde man kan fortabe sig i en flot, elegant nedkørsel, eller hvordan man kan fortabe sig i synet af at cykel og rytter nærmest smelter sammen på en enkeltstart. Modsat Gumbrecht leder Sloterdijk mere efter betydning end følelser.

Når man ser sport, har man et valg: man kan fortolke cykelløbet og forsøge at give cyklisterne motiver og værdier. Gumbrecht mener i stedet man er splittet mellem to poler når man ser sport: den taktiske og analyserende pol og den, hvor man involveret lader følelserne løbe løbsk. Gumbrecht repræsenterer den æstetiske tankegang, Sloterdijk den fortolkende. Ser vi en gammel familiefejde manifestere sig selv, eller er cyklisterne helt almindelige mennesker, der blot gør deres arbejde? Kan årets Tour de France bedst forstås ved at læse twitter-beskeder og ved at grave i hukommelsen efter fiktive analogier, eller ligger forklaringen i virkeligheden begravet i simple taktiske overvejelser?

Sloterdijk har selvfølgelig kun læst overskrifterne og forstår ikke Bjarne Riis. På nogle måder er det dog rigtigt. Bjarne Riis er lidt den nihilist, som Sloterdijk påstår. Men hvis man har Gumbrecht æstetiske fokus in mente, er det ikke nødvendigvis en dårlig ting. Sloterdijk har brug for symbolet. Den gule trøje skal betyde et eller andet.

Bjarne Riis har ikke brug for sin trøje. Den gule trøje er en død metafor for ham. Da Riis lavede sin tilståelses-kommentar, sagde han ikke, at han ikke var stolt af sin gule trøje. Det er den del af Riis’ tilståelse, som ikke blev oversat særlig godt. Det fremstod som arrogance (som meget af det Riis siger på engelsk). Faktisk elsker Riis Tour de France og den gule trøje. Det Riis gav udtryk for var, at han værdsætter mere minderne om sine bedrifter højere end en fjollet, betydningsløs gul trøje. Der er derfor, han sagde til ASO (Tour de France arrangørerne), at de kunne komme og hente den gule trøje. De kan altid tage hans trøje, men de kan aldrig frarøve ham hans minder og gode erindringer om hans store sejr. Og Gumbrechts pointe er, at man ikke ser sport for betydning. Man vil se kroppe i aktion, nyde den begejstring, som det skaber, som senere bliver til vigtige minder. Sloterdijk har derimod brug for symbolerne.

Skønlitteratur eller film er det man med fagtermer kalder ’mimetiske’ udtryksformer, altså medier der på en eller anden måde forsøger at fremstille virkeligheden. Men sport er ifølge Gumbrecht primært ikke-mimetisk. Sport adskiller sig fra litteratur eller teater ved, at der ikke er noget egentlig plot eller handling. Det drama som sport frembringer, er fuldstændig defineret af sportsbegivenhedens struktur (hvad end der sker i fodboldkampens 90 minutter). Sportsbegivenheden er i dens forløb er konstrueret af regler, uden at dette udgør en narrativ struktur; de er ikke ”fortællinger”. Sport er som æstetisk fænomen isoleret fra omverdenen; seeren kan ikke bruge sejren til andet, end at konstatere sejren. Efter en spændende massespurt kan pulsen godt komme op at køre, men denne sejr har som sådan ingen belønning for den almene fan. Et cykelløb er i den forstand ingen allegori på hverdagen, og det kan ikke transformeres til en valuta, der kan bruges i dagligdagen. Det er, hvad det er.

Men hvorfor er der ingen der spørger, hvad der går gennem Roger Federer eller Cristiano Ronaldos hoved, når de laver et perfekt skud, ligesom det så ofte sker med cykelryttere? Og der påduttes typisk ingen ’motiver’ i en quaterbacks kast – det handler jo bare om yards. Amerikansk og europæisk fodbold, med deres penduliske handlingstruktur, frem og tilbage, der går lynhurtigt fra stilhed til eksplosion, er i oplevelse mere en ”åbenbaring af form”, som Gumbrecht har formuleret det. Cykelsport, derimod, er ikke pendulisk, men lineært i sin fremgang, fra start til mål. ’Historien’ skabes mellem start og mål. Man bliver sjældent overrumplet af pludselige kropsformationer. Det er i stedet det lange, pinefulde ritual som gentages dag efter dag. Hvor man i holdsport sjældent stiller spørgsmål om intention i et kast eller spark, så inviterer cykelsporten måske mere til sådanne spørgsmål. Hvad driver dem til at udsætte sig selv for en så ekstrem iscenesat smerte? Der må næsten være en årsag…

Og det er her, det hele begynder. Det er her, vi propper ting ind i cykelløbet. Og den dramatiske gengivelse og tolkning vil rytterne sikkert ofte hverken genkende eller forstå. Og måske er det også derfor, cykelløb er så fedt, med alle de små, men yderst plausible fortællinger, der skabes i løbet af tre uger i Frankrig. Det er da federe, at se en gammel familiefejde udspille sig i sommerens største TV-drama, end helt almindelige og kedelige taktiske overvejelser.

Og dette er blot én af grundene til, at vi skal prise os lykkelige for at Jørgen Leth er tilbage i kommentatorboksen. Få dramatiserer cykelsporten så godt; finder drama, hvor det ikke nødvendigvis er. Og så er der jo det faktum, at cykelryttere er lige så fejlbarlige og irrationelle som vi andre. For nogle gange ser vi jo faktisk rytterne gå hinsides taktikken, ud over det rationelle, ved at lade personlige betydninger diktere forløbet. Lance Armstrong der hånende bringer udbryderen og ’stikkeren’ Filippo Simeoni tilbage til feltet er et oplagt eksempel.

Der er en hermeneutiker, en dramatisk digter i os alle, og cykelsporten er perfekt til sådanne lege. Men lad nu være med nødvendigvis at tro, at den ene opdigtede medfortolkning er bedre end den næste. Betragt det rettere som sporadisk sjov mellem etaperne, hvor de sande meninger – taktikken, beslutningerne, indikationerne – skal analyseres og opleves. Tolk ud fra det du ser på skærmen, leg med det der sker uden for.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat