Analyse: Sådan klarede Tour-favoritterne sig

Dette er et uddrag fra en af Feltet.dks store optakt, hvor cykelekspert Emil Axelgaard ser frem til 7. etape i etapeløbet og analyserede på dagens etape.

Jakob Fuglsang havde forhåbninger om at gøre det godt i årets Criterium du Dauphiné, men at han skulle vinde den første bjergetape i et løb, hvor Chris Froome traditionelt har domineret det første slag i bjergene, havde end ikke danskeren vel drømt om i sin vildeste fantasi. Således var der nogen tvivl om hans form efter et ganske sløjt forår, hvor han flere gange er mislykkedes i at leve op til de store forventninger.

I dag viste han imidlertid, at han er på sporet til noget stort. På en stigning, der er langt sværere end det, man typisk ser i Frankrig, var han i stand til at blande sig med de allerbedste. Først kørte han klogt ved at udnytte kampen mellem topfavoritterne til at snige sig væk, men dernæst viste han det højeste niveau, han nogensinde har haft. En efter en sled han først Michal Kwiatkowski, Emanuel Buchmann og Rafal Valls op, og derefter viste han for alvor klassen, da han holdt en topklatrer som Daniel Martin bag sig, selvom ireren forsøgte at køre op. Det gav ham akkurat det forspring, der var nødvendigt for at kunne følge med, da de stærkeste kom bagfra, og med en flot spurt - hvor han ikke var uheldig med, at Porte blev lukket mod barrieren - tog han karrierens største sejr.

Sejren kommer ikke bare som en opmuntring for Fuglsang, der personligt har haft en skidt sæson, men også som en befrielse for et Astana-mandskab, der har haft et rædselsår. Således stod nu afdøde Michele Scarponis sejr i Trentino forud for i dag som holdets hidtil eneste triumf, men med et ser verden nu lys for storholdet. Ikke blot viste Fuglsang forrygende form, det samme gjorde en genfødt Fabio Aru, der endda var endnu stærkere end danskeren. I sit første løb, siden han med sygdom blev tvunget ud af Tirreno og efter en længere skadespause, overgik italieneren selv de vildeste forventninger og viste sit højeste niveau, siden han vandt Vueltaen i 2015.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Og netop det forhold er måske en smule malurt i Fuglsangs bæger. Selvom danskeren kørte flot, var Aru den stærkeste af de to på stigningen, og der er i forvejen ingen tvivl om, at italieneren er ledelsens foretrukne kaptajn. Når alt kommer til alt, er Fuglsang trods alt ikke en podiekandidat i Touren, men det er Aru. I dette løb vil de helt sikkert være sidestillede, og holdet vil forsøge at drage fordel af, at man har to topkandidater. I Touren er der imidlertid en vis sandsynlighed for, at hierarkiet vil være mere låst, og selvom Astana ikke vil blive bedt kontrollere løbet, er der en risiko for, at Fuglsang kan blive bedt ofre sig for sin kaptajn.

Inden han gør sig sådanne overvejelser, skal han imidlertid forsøge at fastholde podiepladsen i dette løb, og det bliver ikke en nem opgave. Han jagtes af en stor gruppe af verdens bedste klatrere, og der venter to modbydeligt svære dage i bjergene. Den samlede sejr skal han imidlertid næppe gøre sig forhåbninger om. Richie Porte viste igen i dag, at han er løbets stærkeste rytter, men han var ikke så suveræn, som man kunne have ventet. Således var han trods utallige angreb ude af stand til at sætte Froome, og til sidst måtte han acceptere at have briten med på slæb, mens han kørte enkeltstart for at hente de to Astana-ryttere. Han var imidlertid aldrig i vanskeligheder, satte en stor del af verdens bedste fra hjul og afmålte sin indsats helt perfekt.

Til gengæld viste han en svaghed, som hans rivaler helt sikkert har noteret sig. På den afsluttende nedkørsel var han ikke uheldig med at holde sig til, og selvom det længe har været kendt, at han ikke mestrer nedkørsler specielt godt, var det alligevel en overraskelse at se ham have det så svært. Samme nedkørsel venter igen i Touren, og det bestemt ikke den eneste vanskelige nedfart. Det åbner nogle muligheder for rivalerne over for en mand, der mere og mere ligner den måske største favorit til Tour-sejren.

Etapen viste også, at vi nu med stor sikkerhed kan konstatere, at Chris Froome ikke er på samme niveau som sidste år. For første gang siden sit gennembrud var han ikke i stand til at angribe på den første Dauphiné-bjergetape, og da det kommer på ryggen af nogle halvsløje præstationer hele året, kan det ikke længere afskrives som en tilfældighed. Til gengæld viste han igen sin ekstreme klasse. I stedet for at lime sig til Portes baghjul, som Valverde forsøgte, brugte han klogt Kwiatkowski, inden han med sit eget tempo kom tilbage. Herefter gik Porte i enkeltstartsmode, og det passede briten langt bedre. Samtidig viste han igen, at han er blevet en fremragende nedkører, og derfor kan han forlade etapen med nogen selvtillid efter den skuffende enkeltstart.

Alejandro Valverde fremstår som dagens store taber. Det er ikke en overraskelse, at spanieren ikke kunne følge de bedste på så svær en stigning, men han betalte i høj grad prisen for sit hovmod. Måske ansporet af sin gode enkeltstart angreb han alt, alt for tidligt, og det kostede mod slutningen. Naturligvis må man bifalde hans initiativ og angrebslyst, men set i bakspejlet havde det været klogere ikke at gå i rød zone. Netop hans evne til at kende sine begrænsninger plejer at være en af hans store styrker, men i dag fejlberegnede han sine kræfter en anelse.

Alberto Contador var til gengæld nogenlunde på det niveau, der var forventet. Spanieren har ikke gjort noget for at skjule, at han i år har samme tilgang til Dauphiné som i sine velmagtsdage: det er træningsløb, hvor han ikke vil grave for dybt. Det så ud til, at han fulgte sin forhåndstaktik ganske fint og tog ikke unødige risici på nedkørslen. Alt tyder på, at spanieren er på rette vej frem mod Touren - om det så er nok til at matche Porte og Froome, er dog fortsat tvivlsomt.

Også Dan Martin kan være tilfreds med en præstation, der understregede, at han stille og roligt nærmer sig de allerbedste klatrere, og da præstationen kommer efter en flot enkeltstart, lover det godt for ireren, der imidlertid fortsat mangler at vise lidt stabilitet i de helt lange løb. Heller ikke Romain Bardet kan være meget utilfreds efter et aggressivt løb, hvor han ikke var bange for at tage initiativ. Mere uventet var det, at Emanuel Buchmann kørte sig livs bjergetape. Det kommer efter hans flotte Tour de Romandie og Tour of the Alps og viser, at han i år virkelig har taget et kvantespring fremad. Han bliver en afgørende støtte for Rafal Majka til juli, hvor polakken ellers hurtigt kan befinde sig ganske alene.

Det var også en fornøjelse at se, at Rafael Valls endelig er tilbage. Efter det store gennembrud for to år siden har spanieren været ramt af det ene helbredsproblem efter det andet. I dag leverede manden, der slog alle stjernerne i Oman i 2015 imidlertid sin bedste præstation siden skiftet til Lotto Soudal. Det kunne ikke komme på et bedre tidspunkt, da hans fremtid på det belgiske hold må have været tvivlsom. Han kan blive et spændene bekendtskab i Vueltaen.

Mest imponerende var dog Tiesj Benoot. Det er velkendt, at den belgiske brostensspecialist ikke er nogen dårlig klatrer, men hans præstation i dag var nærmest sensationel. Han satte flere af verdens bedste klatrere til vægs på et brutalt bjerg og viste, at der ikke er noget, han ikke magter - ud over naturligvis at køre enkeltstart. Selvfølgelig bliver han aldrig grand tour-rytter, men han har i dag vist, at hans potentiale rækker langt videre end til at køre med om sejren i klassikerne.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

De største tabere var Orica-Scott, der måtte se både Esteban Chaves og Simon Yates tabe terræn. Chaves kan være fint tilfreds, da hans form hele tiden har været usikker, men for Yates er det en nedtur, ikke mindst efter den flotte enkeltstart. Også Andrew Talansky fik sig en dukkert, der beviser, at han fortsat har et stykke vej, inden han igen er den rytter, der for tre år siden vandt dette løb.

Læs hele optakten til 7. etape og analysen her.