Leder: Armstrong forspildte chancen

Lance Armstrongs interview med Oprah natten til fredag dansk tid var hypet, så det næsten kun kunne ende med en lidt flad fornemmelse. Den engang så magtfulde patron i feltet lagde ansigtet i tilpas alvorlige folder i noget, der kunne være blevet et ærligt opgør med en dunkel fortid, men det blev kun til en kontrolleret og afmålt dosis af indrømmelser af noget, de fleste alligevel godt vidste, og en bekræftelse af det, flere allerede har afsløret. Lance Armstrong sagde kun det, han øjensynligt føler var en absolut nødvendighed i et åbenlyst forsøg på at redde lidt af sit mere end blakkede eftermæle i et interview, der havde en mediedækning, der i forhold til resultatet slet ikke levede op til sit omfang.

Indrømmelsen

Bidrager hans indrømmelse af at have brugt epo, væksthormon, testosteron, bloddoping etc. igennem sin tid som aktiv til en bedre fremtid for cykelsporten? Næppe. Dertil var indrømmelserne simpelthen for afmålte.

Hvorfor valgte han så at stå frem? For at få afkortet sin straf og kunne genoptage karrieren indenfor triatlonsporten, som nogen har foreslået? Det virker ikke sandsynligt. At stå frem og indrømme et omfattende dopingbrug for måske at kunne genoptage en motionskarriere efter otte år ville kort og godt være hylende grinagtigt.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Nej, det ligger garanteret noget helt andet bag. Det drejer sig i langt højere grad om hans ambitioner om en fremtid indenfor politik. Vælgere har det jo generelt med hurtigt at glemme, og i stedet se med mildere øjne på en, der har indrømmet.

Sandheden?

Fortalte han sandheden? Man kan have sine tvivl. I stedet gled han behændigt af på spørgsmålene om, hvorvidt UCI var vidende om hans handlinger, eller om årsagen til den meget omtalte donation til det internationale forbund på et tidspunkt, hvor jorden begyndte at brænde og beskyldningerne om doping for alvor tog fat.

Der kom heller ikke noget frem om samarbejdet med Michele Ferrari. Lance Armstrong hævdede, at han vil hjælpe med at rydde op, men hvorfor lægger han så ikke alle kortene på bordet? Hvorfor fortæller han ikke hvem, der hjalp ham til at undgå afsløring, hvem han fik dopingen fra, og ikke mindst hvordan det omfattende snyderi lykkedes og hvilken rolle UCI spillede? Hvis han gerne ville hjælpe cykelsporten og rydde op, hvorfor gjorde han det så ikke? Han afviste ligeledes påstanden om, at han skulle have tilbudt USADA penge for at droppe deres efterforskninger, mens USADA på sin side fastholder deres udlægning. Det skal blive interessant at se, om Travis Tygart og USADA fremlægger beviser for tilbuddet.

Lige så kalkuleret hans fremgangsmåde var overfor modstanderne, da han var aktiv, eller efterfølgende overfor dem, der tillod sig at stille spørgsmål ved ærligheden i hans præstationer, og dem, der vidnede imod ham, lige så kalkuleret var hans indrømmelse, og for langt de fleste af dem, der lod nattesøvn være nattesøvn og blev oppe for at høre, hvad manden havde at sige, må det have været en flad fornemmelse. For dem, han igennem årene har truet, nedgjort, svinet til og jokket på må det næsten være som at tvære salt ud i et betændt sår. En flad undskyldning er langt fra nok, og de skader, han har påført cykelsporten står under ingen omstændigheder mål med de kortfattede ja’er, nej’er og undskyldninger, han kom med.

En forspildt chance

Det var da også helt tydeligt, at indrømmelsen ikke kom, fordi han ønskede det, men fordi han følte sig nødsaget til det. Vidneudsagnene i USADA’s omfattende sag er ikke til at komme udenom. Stort set alle tidligere holdkammerater af betydning har udtalt sig samstemmende om det, der foregik i slipstrømmen af Armstrong og Bruyneels regime, og hvis han nogensinde vil vise sig offentligt udenfor USA’s grænser og bare tilnærmelsesvis forsøge at slippe ud af det hjørne, han efterhånden havde malet sig selv op i med sine vedholdende benægtelser, så var en indrømmelse den eneste vej ud.

Spørgsmålet er, om forehavendet lykkedes? Genvandt han respekten? Svaret må helt klart være nej. En ting må under alle omstændigheder stå helt klart. Lance Armstrong har ikke forstået, hvor stor skade, han har gjort på cykelsporten og på de unge ryttere, der fortsat må stå model til tilråb og det, der er værre, når de udøver den sport, de elsker. Alene bemærkningen om, at han ikke havde siddet i stolen hos Oprah, hvis han ikke havde gjort comeback, viser, at han ikke har forstået en klap.

I nat anden del af interviewet så sendt, men desværre kom der heller ikke her noget som helst, der kunne medvirke til, at der en gang for alle kan sættes et punktum for den måske sorteste æra i cykelsportens historie. Lidt tårer i øjenkrogen, da han skulle beskrive det tidspunkt, hvor han skulle fortælle sine børn sandheden, har sikkert virket hos nogen, og der er måske også enkelte, der har ondt af ham, fordi han på grund af sin livsvarige karantæne ikke kan løbe et maraton som halvtredsårig, men når det handler om et bidrag for fremtiden, var interviewet en fuser.

Lance Armstrong forspildte med Betsy Andreus ord en chance, han aldrig vil få igen.

Henriette Brandt
Redaktionen Feltet.dk