Boganmeldelse: Sportsdirektøren

null

Brian Holm, den tidligere professionelle cykelrytter og sportsdirektør hos Team HTC-Highroad, og nuværende ditto hos Omega Pharma – Quick-Step, er en af de danske aktører i den professionelle cykelverden, man næsten altid glæder sig til at høre eller læse udtale sig.

Når han gør det, er det nemlig uden omsvøb, masser af diplomatiske forbehold og uden ’øh’er og lange kunstpauser. Når alle de andre væver lidt rundt i det, siger han tingene, som de er. Skærer ind til benet.

’Rytterne er simpelthen bare møgtrætte efter så hårde strabadser’, kunne det for eksempel lyde, når HOlm udtaler sig. Og der er heller ikke noget med, at rytterne burde passe bedre på hinanden og vise mere hensyn og respekt, som der har været talt så meget om i årets Tour de France efter den første uges mange styrt. Nej, ’det er, hvad der sker, når alle gerne vil ligge langt fremme i feltet’,hvor der naturligvis kke er plads til alle på en gang. Længere er den ikke.

 

Netop fordi det er indstillingen hos Brian Holm, og fordi han besidder åbenlyse faglige og menneskelige egenskaber og kvaliteter, som gør ham dygtig, populær og eftertragtet som sportsdirektør på nogle af verdens bedste cykelmandskaber, er han altid værd at lytte til. Også i denne sammenhæng.

Det personlige udgangspunkt
Uden for meget poesi og patos, men nøgternt og i sit personlige, bramfrie sprog har han tidligere beskrevet livet som professionel cykelrytter og sin egen kamp mod en alvorlig kræftsygdom. Denne gang er det så hvervet som sportsdirektør, vi føres ind i – og det med den nødvendige indsigt og overskud. Holm har prøvet det meste, kender alle knebene og ved, hvornår man skal og kan være alvorlig, fræk, morsom og beslutsom. For at begå sig i gamet.

Sportsdirektøren udgiver sig da heller ikke for at være bogen om, hvordan sportsdirektører arbejder, men en bog om hvordan Brian Holm selv – samt nogle af hans nærmeste kolleger – udfylder rollen som sportsdirektør på bedste vis på tidens absolut mest vindende hold, HTC-Highroad. Med de forskelligheder og ligheder, de nu engang har.  Ligesom det er en bog om cykelsporten på godt og ondt, de blide såvel som de barske og besværlige sider.

Det lærer man rent faktisk en del af – især da situationen er ganske paradoksal og sætter en del forhold på spidsen. Vi er nemlig i 2011, og det amerikanske hold, som bygger videre på det tidligere tyske storhold, Telekom/T-Mobile, vinder det ene løb efter det andet, ikke mindst takket være Mark Cavendish, verdens bedste sprinter. Alligevel står holdet til lukning ved udgangen af sæsonen.

Det skaber en intern – og fortællemæssig – spænding, også til Bob Stapleton, holdets ejer, som ustandseligt er på sponsor- og sejrsjagt. Samtidig hedder sæsonens store målsætning for Mark Cavendish, VM i København, hvilket, som to magneter, styrer superstjernen i retning af det nye britiske storhold, Team Sky. For Lars Bak er drømmen udtagelse til Tour de France, og Brian Holm selv overvejer selvfølgelig sin fremtid. Der er altså masser på spil.

Længere er den ikke – eller dybere
Bogen følger Brian Holm – samt HTC-Columbia og Mark Cavendish m.fl. – igennem hele 2011 sæsonen, fra træningslejren i slutningen af 2010 og til holdets endelige opløsning, hvor hovedpersonens egne fremtidige forhold også falder på plads. Fra kapitel til kapitel hopper vi fra en episode til den næste. En træningslejr, et løb, endnu et løb og så videre, helt frem til VM og sæsonens sidste store løb for holdet, Paris-Tours. Hvor hvert enkelt kapitels tema og begivenheder giver rum for associationer, forklaringer og personlige overvejelser over fx forholdet mellem arbejde og privatliv, somme tider på grænsen til det private. Det meste af det i anekdotisk form og som indskydelser og klatvise refleksioner.

Denne struktur fungerer godt. En cykelsæson har i sig selv en dramatisk retning, og i denne sæson er sagerne jo ligesom tilspidset. På den måde kommer Holm, med hjælp fra medforfatteren Tonny Vorm, godt omkring de trods alt mange sider af den professionelle cykelverden. Og om både hoved- og bipersonerne.

Men det har også sine begrænsninger – samt sine problemer. Eksempelvis udsættes man som læser for en del gentagelser, fordi strukturen nærmest kommer til at diktere, hvad der skal med. Mark Cavendish skal sættes op til at vinde løb igen og igen, og ikke så få gange får vi altså at vide, hvad der skal til: Han skal prikkes til, irriteres og pirres lidt ekstra, så er han klar. Og fordi vi følger en cykelsæson og ikke tager tingene for sig, med grundige indføringer og refleksioner, forbliver vi også en del på overfladen. Man overlever nok ikke længe, hvis man tænker alt for meget over tingene.

Derfor opstår der heller ingen trang til, hos forfatterne, at stille spørgsmål og reflektere. Og Holms egne udlægninger og forståelser af sporten risikeres ikke. Det synes der hverken tid eller lyst til. Længere er den ikke. Og det kan man sommetider godt ærgre sig lidt over; at ambitionerne ikke er større. Nej, sproget skal ikke være Jørgen Leths, fortællingerne Joakim Jakobsens og analyserne Henrik Jul Hansens, for Brian Holm kan noget helt andet. Men tænk hvis man – også redaktionelt – havde forsøgt at kombinere Holms særlige indsigter og forståelser med lidt mere lyst til at undersøge – det kunne der være kommet noget meget spændende ud af.

Masser af gode historier
Når det alligevel er medrivende og oplysende at læse Sportsdirektøren – og den er skam hurtigt læst, både fordi den er relativt kort , men også velskrevet – så skyldes det, at Brian Holm er en god, ærlig og personlig fortæller. Fordi bogen er fyldt med det, mange godt kan lide ved sporten: Gode, nære og sjove historier. Og fordi han ved, hvad han taler om, naturligvis, og aldrig idylliserer.

Men også fordi Holm er eminent til at opfange og udtrykke de ting, som cykelsporten består af, den benhårde og barske verden, og det som er på spil – på et hold samt mellem ryttere, sportsdirektører, holdejere og andet holdpersonel, løbsafviklere, sponsorer osv., såvel som i selve løbene. Særligt har han en veludviklet evne til at portrættere, på hvad og hvordan rytterne tænker; han kender dem og har selv været en af dem. Han giver et indblik i og serverer de mange konflikter og spændinger, som moderne cykling består af – også mellem trofaste holdkammerater og venner.

I sidste ende skal alle nemlig finde balancen mellem at bevare en god relation til andre og være sig selv nærmest. Som da Cavendish i skjul glæder sig over, at vennen og holdkammeraten Renshaw ikke udtages til det australske VM hold, hvormed en anden holdkammerat (og konkurrent), Goss, må undvære verdens måske bedste lead out man ved VM. Det skulle senere vise sig at blive afgørende.

I en overgangstid
Og Sportsdirektøren er interessant læsning, fordi Brian Holm ikke lægger skjul på, at han godt ved, at ikke alle ser tingene og agerer som ham selv, hvorfor vi også præsenteres for de forskelle, han oplever sig selv og sine kolleger imellem.

Men yderligere kompliceres tingene heller ikke. Desværre. For somme tider får man altså som læser lyst til, at tingene var lidt mere komplicerede. Lidt mere nødvendige at komme helt tæt på og ned under. Men det er ikke stilen i denne bog – sådan er det nu engang, når hovedpersonen mest er af ’den gamle skole’.

At Holm både irriteres og morer sig over, at der er kommet så for mange komplekse træningsmetoder ind i sporten og kalder core-træning for ’morgengymnastik’, men samtidig accepterer det, fordi det netop virker, er i den sammenhæng meget sigende. Han gider bare ikke rodes alt for meget ind i det. På samme måde med en af læremesteren Walter Godefroots retningslinjer – ’har en rytter brug for psykologhjælp, så skal han da have det. Og finde sig et nyt hold’ – som Holm både finder genklang i og alligevel forholder sig kritisk til.

I den forstand befinder han sig faktisk i rummet mellem og i overgangen fra en gammeldags og til en nyere tilgang til cykelsporten. Det er i sig selv rigtig interessant. Dybest set hylder Holm de gamle dyder, samtidig med at han er i kontakt med, påvirkes af og anerkender nyere metoder og tendenser – det cykelsporten i dag kræver og består af. Med hans evne til at fornemme og beskrive sporten, kunne det have været umådeligt interessant at afbryde strømmen af beretninger, anekdoter og beskrivelser for at give mere rum til refleksioner og analyser af, i hvilke retninger sporten egentlig bevæger sig.

Unik position
For Brian Holm er det at være sportsdirektør mest af alt et spørgsmål om at indgå i en tæt relation med først og fremmest rytterne og sine nærmeste kolleger, om at motivere og opmuntre dem – og om nødvendigt at skælde dem ud – samt om at kunne træffe beslutninger. Ikke at forglemme: At have det sjovt. Netop det er meget vigtigt, og det mærker man heldigvis i bogen. Ikke kun fordi, det står nævnt flere gange, men også idet bogen emmer af det.

I Sportsdirektøren mærkes det da også, at Brian Holms personlighed, attitude og evne til – når han da orker det – at have det sjovt i og med sine omgivelser er et kæmpe stort aktiv for ham. Hans afvæbnende sarkasme og humor er sammen med hans direkte tone hans metode. Af samme grund savner man faktisk at høre endnu flere af de mange vittigheder, platheder og røverhistorier, man ikke lægger skjul på at kunne – og bruge ved hver en given og nødvendig lejlighed.

Særligt forventer og håber man nok på nogle gode ’inside’ historier, hvad enten der er tale om de morsomme eller kontroversielle af slagsen. Men her skuffes man alligevel en smule. Faktisk skal man ganske langt ind i bogen, før der dukker en rigtig ’røver’ op, som man for alvor kan sidde og klukke over. Lad os i det mindste afsløre, at den handler om en rytter, som af Holm bliver sat til at udgive sig for at være østriger, uden at være det, hvilket fører nogle ganske morsomme forviklinger med sig.

Bogen er overordnet set anbefalelsesværdig og giver et reelt og personligt og ofte også underholdende indblik i cykelsporten, som den ser ud i disse år. Samtidig er Brian Holms position ganske unik, og det er eksempelvis spændende at komme så tæt på særligt Cavendish, men også på ryttere som fx Mark Renshaw, Tony Martin, Bert Grabsch, John Degenkolb, Fratisek Rabon samt danskerne Lars Bak og Alex Rasmussen, og på kolleger som Rolf Aldag og Alan Peiper, som vi trods alt gør.

Alene dette vil sandsynligvis tilfredsstille de fleste med interesse i sporten – det er nemlig alle pengene værd.  Og som Holm selv formulerer det: ’historierne bliver selvfølgelig ikke dårligere med årene’.

Indblik snarere end nye spørgsmål
Var vi så samtidig blevet inviteret endnu mere med til taktik- og strategimøderne, endnu dybere ned i overvejelserne over sportens logikker og måske også fået et par flere ’sandheder’ og ’røvere’ med i købet, havde læseoplevelsen sikkert også været desto mere inspirerende og tankevækkende. Så havde bogen måske i endnu højere grad hjulpet os til at stille spørgsmål til sporten og dermed forstå den bedre.

Men det havde krævet en mere undersøgende tilgang – hvad enten journalistisk eller akademisk – end det er tilfældet med denne bog. Og måske det, når alt kommer til alt, ikke er det, der efterspørges i samme grad som det sikre indblik og den underholdning, som Sportsdirektøren tilbyder.

Til slut skal det bemærkes, at bogen indeholder mange og gode billeder og illustrationer, som bestemt bidrager til bogen. Men også, at der hurtigt fandtes en god håndfuld slåfejl og grammatiske fejl i bogen, som burde være blevet fanget i korrekturen. Det forstyrrer ikke læsningen i svær grad, men antyder, som det er set før, at man fik travlt med at få bogen i handel.

Sportsdirektøren

Af Brian Holm (i samarbejde med Tonny Vorm)

People’sPress, 2012

240 sider

Bogen sælges blandt andet på Feltet.dk’s webshop