Cykel cross, en udviklingshistorie: De gamle dage

”Mens jeg kørte var det allerede stort i Belgien. Men det var det også i Schweiz, som havde mange gode ryttere, og hvor der kom rigtig mange tilskuere til løbene. Men vi snakker her om 5-10.000 tilskuere og ikke de der 15-20.000, som nu kommer til løbene i Belgien.”

Da Danmarks gennem tiderne mest succesfulde cykel cross rytter, Henrik Djernis, var bedst i gang med sin karriere som cross rytter, var sporten ingenlunde en belgisk paradedisciplin. Men det var på vej til at ændre sig.

Hvor Schweiz mere eller mindre skulle forsvinde ud af sporten, ”kunne jeg godt mærke forandringerne i de sidste sæsoner, jeg kørte i Belgien,” fortæller han.

Bevares, belgierne havde altid haft stærke og i perioder - navnlig i sluttresserne og først i halvfjerserne samt i starten af firserne - haft dominerende ryttere som Eric de Vlaeminck og Roland Liboton. Men også flere andre lande gjorde det godt.

Siden det første verdensmesterskab i 1950 havde lande som Frankrig, Italien, Schweiz, Tyskland, Holland, Tjekkiet og sågar Luxemburg fostret stærke cross’ere. Disse lande skiftedes til at tage VM medaljer - hvad enten det var for professionelle eller for amatører, da den klasse opstod som separat kategori i 1967.

I dag forbindes sporten med navne som Sven Nys, Niels Albert, Kevin Pauwls, Bart Wellens - og Erwin Vervecken, Mario de Clercq og Paul Herygers, hvis man kan huske længere tilbage. Samt selvfølgelig de senere års lejlighedsvise - og undtagelsesvise - ’udenlandske’ stjerner som hollænderne Richard Groenendaal og Lars Boom og tjekken Zdenek Štybar.

Ikke så underligt er det, at mange uvilkårligt sidder tilbage med indtrykket af en sport, der er belgisk domæne. En professionel sport med feterede ’hjemlige’ superstjerner.

Nye tider på vej
Men markant anderledes så det ud engang for ikke så længe siden, som Henrik Djernis beretter det.

Som lovende ung rytter kører han sine første løb i udlandet som junior få år inde i 1980’erne. Sporten er en simpel og rå affære, i Danmark og ikke mindst i udlandet, hvor han efter løbene skynder sig at vaske den værste snavs af ansigtet og få skiftet tøj for at se de ældre og garvede ryttere. Lære af dem, aflure dem deres tricks. I 1985, i sin første sæson som senior, bliver han nummer ni ved VM for amatører, ”og det gav jo en indikation af, at jeg kunne blive til et eller andet”.

I de år fungerer sporten stadig ifølge de gamle traditioner - som en vintersport, hvor det hovedsageligt er landevejsryttere, som kører cykel cross i de kolde, mørke måneder, når landevejssæsonen er sat på pause. Stort set ingen lever alene af cykel cross, og endnu færre evner at få succes på både asfalten og i mudderet. I 1970’erne evnede Roger de Vlaeminck det, og i 1980’erne opnår også Pascal Richard og Adri Van der Poel store resultater i begge discipliner. De er blandt undtagelserne.

Senere skulle det blive mere oplagt og populært at kombinere cykel cross og mountain bike, da denne anden terrændisciplin dukker op i starten af 1990’erne. En kombination Djernis selv - og med stor succes og tre verdensmesterskaber i 1992-1994 - praktiserer.

Men før alt dette, før Djernis kunne finansiere sin cykel cross sæson med sine indtægter som professionel mountain biker, i det pangfarvede årti, kunne han altså fornemme, at en udvikling er på vej i cykel crossen.

Alle mærker det.

Forandring nedefra
Da danskeren i 1988 vinder bronze ved amatørverdensmesterskaberne, og i endnu mere udpræget grad, da han tre år senere udskifter bronze med sølv og yderligere to år senere, i 1993, endelig bliver verdensmester, er sporten i en overgangsfase.

Ikke kun fordi amatørklassen var tæt på at være ligeså stærk som den professionelle kategori, efterhånden som cross-rytterne får sværere ved at begå sig i både cykel cross og på landevej. Og idet andre fokuserer på den nye terrændisciplin.

Men også fordi de få ryttere, der lever af cykel cross, er nødt til at køre så mange løb som muligt for at få det til at løbe rundt. De klarer sig derfor ikke godt ved eksempelvis VM, hvor ryttere som Djernis, Daniele Pontoni og et par tjekkere i højere grad kan planlægge deres cross-sæson.

Mest afgørende er det dog, at løbene begynder at skifte karakter. Hele setup’et forandrer sig.

Det forklarer Steven Kins, som er redaktør på det belgiske cykelmagasin Cycling.be (tidligere Cyclosprint).

”Oprindeligt var det på en måde meget amatøragtigt, noget der foregik på en mark, typisk i forbindelse med et lokalt marked. Der blev trukket nogle snore, og rytterne kørte på det udstyr, de nu engang havde,” forklarer han. Det var derfra, at sporten skulle finde en anden form.

Som altså blandt andre Henrik Djernis oplever på nærmeste hold, udvikler sporten sig. Den professionaliseres, og der tænkes mere i, hvordan der også fra arrangørside kan tjenes penge. Tiden med snore på en afsidesliggende mark er ved at være passé - der skal ske noget andet. Sporten må komme til tilskuerne. Den skal tættere på byerne.

Regelændringer
Belgierne lærer tilsyneladende af andre lande, særligt af det andet hjemland for sporten i de år: Schweiz. Her foregår løbene netop tættere på byerne, og ruterne er mere kuperede, hvilket alt i alt gør løbene mere tilskuervenlige.

Også UCI, den internationale cykelsportsunion, har en interesse i at øge løbenes spændingsniveau, og ændrer løbende på reglerne. Der er behov for mere intense cykelløb.  

”Det typiske eksempel er jo VM i 1988 (i Hägendorf, Schweiz), hvor jeg bliver nummer tre,” siger Djernis. ”Der kører vi hos amatørerne 50 minutter plus en omgang, og der kommer vi jo op på over en time. Profferne mangler bare otte sekunder i, at der er kørt en time, hvorefter de sendes ud på to omgange mere. Det vil sige at de kører en time og tyve minutter - i noget af det værste pladder, jeg har oplevet. Og det var jo den slags ting, man måtte kigge på.”

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

I slutningen af hans karriere, med andre ord i 1990’erne, er man derfor begyndt at lave kunstige bakker, opsætte bomme og køre på 8-tals ruter i de belgiske løb. Hvilket ellers er noget, man kun ser til VM. Og man flytter ruterne ind til byerne. Samtidig begrænses køretiden.

”Man var så småt i gang med at lave ruterne sjovere og mere spændende, både for tilskuere og ryttere. Hvor man kan sidde sammen i felter. Det var noget, de forstod særligt i Belgien. Og det gør, at der opstår en bredere elite, hvor flere kan leve af det,” erindrer han.

Samtidig bider den 18-foldige Danmarksmester i cykel cross (heraf to titler som junior) mærke i, at arrangørerne, bistået af UCI, fortsætter med at skabe ruter, som falder i tilskuernes smag.

”Der var tit det galt med de ruter, vi kørte på, at der for eksempel var et 100-150 meter stykke i dyb mudder. Det splittede feltet med det samme, og gjorde løbet mindre dramatisk for tilskuerne. Man blev bedre til at skabe ruter, hvor rytterne  kan sidde på hjul af hinden, og man vil tage større chancer for at forblive sammen i grupper. Det gjorde løbene mere intense,” siger Djernis.

”I dag kan man jo se, at ikke mange løb afgøres før sidste eller næstsidste omgang. Ingen tvivl om, at det har rykket sig meget langt, siden jeg kørte i firserne og i starten af halvfemserne.”

Belgisk professionalisering
Steven Kins bakker op om den udlægning. Op igennem halvfemserne flytter sporten sig med store kridt fremad. Tættere løb og mere dramatik. Flere tilskuere, større pengesummer og øgede krav fra rytterne. Alt sammen godt for sporten - ud fra et både sportsligt og kommercielt hensyn.

”Men problemet med denne professionalisering af cykel cross var,” betoner han, ”at den udelukkende stod på i Belgien - og kun i Flandern for at være helt præcis. UCI forsøger allerede der at internationalisere sporten, men det lykkes ikke rigtig, som alle nok i dag kan se. Og der mangler at ændres på mange ting, hvis det skal ske nu.”

”Det afhænger selvfølgelig også af de ryttere, som findes. Og er der ingen gode spanske, hollandske og franske cross ryttere, ja, så finder man heller ingen professionelle cykel cross løb i de lande,” siger den belgiske cykelsportsjournalist. Det kører i ring, forstår man, som en spiral. Der skal et højt niveau til for at fostre idoler - og idoler til for at skabe interesse. Det begynder man at forstå, (op)dyrke og udnytte i Belgien.

I henholdsvis 1983 og 1987 er de private, flamske løbsserier, Superprestige og det mindre prestigiøse Gazet van Antwerpen Trofee (GvA, senere BPost Bank Trophy), kommet til. Og i 1993 lancerer UCI deres World Cup løbsserie i et forsøg på at internationalisere sporten, uden at det dog kan ændre stort på, at der udover de mange lokale løb rundt om i Europa, findes et større antal vigtige løb i særligt Belgien. Løb, som fodrer yderligere professionalisme.
 

Hen mod slutningen af halvfemserne er de dage således unægteligt forbi, hvor ryttere som Henrik Djernis dyrkede en sport uden et fastlåst magtcentrum og på helt simple vilkår. Hvor omklædningsrum og badefaciliteter til løb i udlandet ikke kan tages for givet, og hvor profferne, de lokalt kendte, klæder om hos bekendte, som bor i nærheden. Dengang hvor det for Djernis er som om flere af arrangørerne ”bare skal tjene nogle penge - og man stort set er ligeglad med resten, når først rytterne har fået de startpenge, de forlanger”.

En ny generation af ryttere, anført af de næste mange års helt store profil, Sven Nys, er på vej. Det skal vise sig at medvirke til yderligere at forandre sporten for altid - og betyde, at et belgisk herredømme over sporten begynder at tage form.

Læs anden del af artikelserien: "Cykel cross, en udviklingshistorie".

Artiklen blev første gang bragt her på Feltet.dk den 31. januar 2013.