En mand fra UCI kom forbi – rapport fra Idrættens Hus

”That’s a good question,” er første reaktion på et spørgsmål fra salen. Det omhandler kvindecykling i muslimske lande. ”It’s not a big focus for the UCI, but there are small steps.”

”That’s a difficult one,” halvvejs griner han, da han kort efter bliver spurgt til, hvordan forholdet er mellem den internationale cykelunion og sportens mest magtfulde, private løbsarrangører, ASO, blandt andet ejer af Tour de France, Paris-Nice og Paris-Roubaix.

”Det er ikke sundt i nogen industri med så stor en spiller, som kan bestemme så meget. Men ASO er selvfølgelig vigtige og står for nogle imponerende events, så vi samarbejder med dem. Men  vi må også finde en form, hvor andre arrangører og nationale forbund kan komme til,” siger han diplomatisk.

Stemmen er venlig og veltalende, accenten britisk. Ejermanden er James Carr, UCI’s chef for internationale relationer.

”Ja, det er da et problem med de tidligere dopingdømte ryttere, som er så aktiv en del af sporten. Det hjælper ikke ligefrem på vores ønske om at fremstå som en ren og troværdig sport,” lyder han svar på et tredje spørgsmål fra salen.

Et spørgsmål, hvori både det kasakhiske hold, Astana, og Bjarne Riis er blevet nævnt, og hvorpå der sættes punktum med ordene: at ”måske i en ideel verden ville det være godt at udelukke dem fra at lede professionelle hold, men de ville slæbe os i retten - og vinde.”

Et ansigt på det nye UCI
Han er høj, tidligere roer, veltalende - og så ser han venlig og imødekommende ud. En rigtig ’small talker’, uden at det skal forstås i en negativ forstand. En godt ansigt på UCI; på den nye stil, som UCI meget bevidst har lagt for dagen.

Det er da også det, både James Carr selv lægger vægt på, og hans tilhørere glæder sig over: at han giver UCI et ansigt. Denne, cykelsportens magtfulde bastion. Union Cycliste Internationale - forkortet UCI -, som det for mange, i mange år, har været svær at respektere. Og endnu sværere at holde af.

Det var til dels sørgelige omstændigheder, som havde bragt James Carr og hans chef, UCI-præsident Brian Cookson, til Danmark. Det danske UCI-bestyrelsesmedlem, Peder Pedersen, tidligere mangeårig DCU-formand, skulle begraves. Men hvor Brian Cookson var nødt til, efterfølgende, at rejse hastigt tilbage til UCI-hovedkontoret i Aigle, Schweiz, blev en af hans nærmeste medarbejdere, James Carr, hængende i Danmark nogle timer mere.

UCI’s chef for internationale relationer, siden 2013, var i forvejen blevet inviteret til Danmark, for denne lørdag aften midt i januar, forud for søndagens årlige DCU-kongres, at møde et bredt udsnit af repræsentanter for DCU.

Ikke bare DCU-formanden til en politisk ’chit chat’, men bestyrelse, medarbejdere, udvalg og repræsentantskab. James Carr var inviteret til at give forsamlingen af DCU-aktører et oplæg om UCI’s arbejde, fokus, strategier og visioner; give UCI et ansigt og en stemme.

Inviteret til at deltage var også Feltet.dk, en invitation, vi naturligvis tog imod. Både UCI og DCU har jo ansigter og stemmer. Og begge kunne vi møde og lytte til i salen i Idrættens Hus i Brøndby, hvor Danmarks Cykle Union holder til.

Troværdighed oppefra ned
Efter James Carrs venlige, britiske stemme i sit oplæg havde lagt vægt på UCI’s nye, mere åbne og gennemsigtige politik, unionens fokus på at bekæmpe doping, den stadige internationale udbredelse af sporten, kvindecyklingen og anvendelsen af teknologier til at gøre tv-billeder og live-streams endnu mere spændende, før han besvarede spørgsmål fra salen - forklarede han Feltet.dks udsendte:

”Det handlede for mig om at give alle, som var her, en smagsprøve på, hvordan vi arbejder i UCI. Det er jo en organisationen, som i mange år har stået i et lidt negativt skær, men der er faktisk sket mange gode ting. Det føler vi selv, og det er vi glade for at kunne fortælle om.”

Det meste af det, du fortalte om, kunne man jo have læst på jeres hjemmeside. Så hvad havde du i særlig grad brug for at fortælle i dag?

 ”Ja, du har ret i, at man kunne have læst meget af det på vores hjemmeside, som på en enhver organisations hjemmeside, men det kan aldrig erstatte mødet ansigt til ansigt. Og på den måde også give tilhørerne en mulighed for at stole på de informationer, man får.”

”Vi er ikke en hemmelig klub, som sidder i en skjult bunker et sted i Schweiz og ikke udretter noget. Der sidder heller ikke en eller anden skurk med en kat på skødet som i James Bond-filmene, som nogen måske tror.”

Selvom måske ingen blandt mødets godt 40 deltagere ligefrem tænker på James Bond, når de forestiller sig UCI’s hovedkontor, så var de faktisk glade for at møde en derfra. På niveauet under DCU-ledelsen, sker det ikke ofte.

Det slår Lone Billehøj fast overfor Feltet.dk. Hun er DCU-bestyrelsesmedlem og inde over både dameudvalget og breddeprojektet, foruden at være formand i Amager Cykle Ring. Og så er hun glad for, via James Carr, at få bekræftet, både at der tages hånd om  sportens troværdighed. Og at ”der er en sammenhæng mellem, hvad der foregår på UCI, på et højere plan, og så hvad vi gør i DCU og helt ned i klubberne”.

De små, men vigtige indsigter

”Det begynder på en måde at hænge sammen. Hvordan vi arbejder med forskellige ting som de unge, kvinderne, og det, at vi kan se hinanden i øjnene og sige, at vi vil have en ren sport,” siger hun og bakkes op af sin kollega i bestyrelsen, Klaus Bach, der også sidder i MTB-udvalget og er bestyrelsesmedlem og elite- og sponsorchef i Dansk Mountainbike Klub.

Men som heller ikke omgås UCI alt for meget i dagligdagen.

”UCI er normalt noget, man hører og læser om,” forklarer han - ”men nu fik jeg også sat en venligt ansigt på”.

”Så det var faktisk godt at høre en fortælle mere i detaljer om den transparens, som er kommet til, og om det store talentarbejde i de fattigere lande, som UCI står for. Det kendte jeg ikke meget til. Det er imponerende.”

Hvordan ser sportens fremtid ud, tror du?

”Jeg tror da, at sportens fremtid ser lysere ud. Der sker noget, hvilket jeg også synes, man kan mærke på nationalt plan. Det virker i det hele taget som om, man gør en stor og oprigtigt indsats for at rydde op.”

Jørgen Schmidt er enig, delvis i hvert fald. Den tidligere verdensmester for amatører på landevej - i 1970 i engelske Leicester og altså året efter, at Leif Mortensen sikrede sig samme titel - og nuværende formand i Randers Cykleklub samt medlem af DCU’s repræsentantskab ved dog ikke rigtig, om han stadig kan bevare den store optimisme på sportens vegne.

Ikke at han ser sort på den, men han er måske for garvet til at lade sig dupere. Han er blevet skuffet for mange gange, lader han forstå. Alligevel var også han glad for dagens møde med James Carr, som han kalder en ”rar fyr”.

En smule debat
”Det var interessant at komme tæt på en af dem i UCI, som har meget at skulle have sagt. Vi har jo tit været tæt på Peder Pedersen, men ham her har arbejdet helt tæt på Brian Cookson, da han blev præsident og har derfor et usædvanlig godt indblik,” siger Jørgen Schmidt.

Selvom også han var imponeret over at høre om UCIs arbejde for cykling i 3. verdenslandene, og mener, at sporten har gavn af det, var han mest interesseret i at skabe lidt debat efter selve oplægget.  

”Jeg havde selv nogle spørgsmål til for eksempel det med radiokommunikation i løbene, fordi jeg stadig ikke synes, det er godt for cykelløbene.”

Netop den del af spørgerunden hverken kunne eller ville James Carr dog gå alt for meget ind i, konstaterer Randers-formanden, uden rigtig at være forundret.

UCI-gæsten er dog, gør han det klart overfor Feltet.dk, inden han forlader rummet og den mere formelle del af arrangementet, glad for spørgsmålet. Som han var det for alle de andre spørgsmål og tiltagene til debat.

Nu var en lang dags program slut, og senere kunne han tage hjem med et godt indtryk af DCU - og cyklingens væsen i Danmark.

Foruden en landsholdstrøje -  i en Large, muligvis for lille en størrelse - som han fik overrakt af DCU-direktør, David Gullberg, havde han opbygget bedre relationer til DCU, bredt set. Noget, som kun kan gavne. Og så fik han mulighed for at se, ved selvsyn, hvordan cykling er så integreret del af den danske hverdagskultur.

”Jeg havde hørt om det, men det det er først, når man ser det, at det går op for en, hvad det betyder. Masser af folk, der cykler, selvom vi er på en kold dag midt i januar. Det imponerer mig. Også at se, hvordan cyklen bruges til ethvert formål.”

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation