Forskning afviser UCI påstand om radioer

UCI formand Pat McQuaid har ved flere lejligheder fremhævet det scenario, vi alle kender: Etapen starter - et udbrud ryger af sted og kører 150 kilometer - hen mod slutningen trækker feltet stille og roligt udbruddet i land, som hentes inden for de sidste 10 kilometer før målstregen, så sprinterholdene kan sørge for, at etapen afgøres i en massespurt.

UCIs påstand er, at muligheden for radiokommunikation mellem sportsdirektør og ryttere har forstærket denne udvikling i en sådan grad, at både fans og de kapitalstærke tv-stationer (måske navnlig de franske?) efterhånden synes, at sporten er blevet for forudsigelig og dermed kedelig. Og dermed også er blevet - for nu at sige det brutalt - et dårligt medie for salg af flere tv-reklamer.

Men UCIs påstand er forkert, og argumentationen holder ikke. Det er nemlig allerede dokumenteret i 2010 af den franske professor Gaël Guegan på Toulouse Business School. Og vi siger mange tak til den spændende og ukendte blogskibent fra The Inner Ring, der gjorde os opmærksomme på undersøgelsen.

Læs også

Ny stjerne til Giroen?

Gaël Guegans undersøgelse dækker et datamateriale på ca. 40.000 rytterankomster til målstregen. Den dækker 245 etaper fra før radiokommunikation blev indført nærmere betegnet 1991 til 1996, og 120 etaper efter radiokommunikation blev en mulighed. I dette tilfælde etaper fra 2001 til 2005. Alle etaper blev opdelt i kategorier som ”flad”, ”bølgende med bakker” samt ”høje bjerge” for at tage højde for den effekt, som terrænet har på afslutningen, hvor bjergetaper naturligvis giver en langt mere fragmenteret afslutning end en fuldstændig flad etape, hvor mange ryttere typisk ankommer til mål samtidig.

1. konklusion:

Indførelse af radiokommunikation har ikke medført nogen ændringer i antal af massespurter. Radiokommunikationen har med andre ord ikke givet sportsdirektørerne bedre muligheder for at få hentet udbrydere hjem, og sprinterholdene har derfor ikke kunne hente flere sejre som følge af radiokommunikation

2. konklusion:

En afgørende forskel på ”tiden før radiokommunikation” og ”tiden efter radiokommunikation” er, at tidsforskellen ved målstregen mellem det succesfulde udbrud og feltet er fordoblet. Med andre ord: Når feltet via radioerne får at vide, at udbruddet ligger så langt fremme, at det er praktisk talt umuligt at hente, så sættes farten ned, og man beslutter kollektivt at spare på kræfterne til næste dag. Dette betyder igen, at det rigtige udbrud ikke alene belønnes - men også belønnes med mere tid end tidligere.

Samlet set har indførelsen af radiokommunikation derfor ikke haft den store betydning. Og slet ikke i den retning, som UCI påstår. Tværtimod er det tydeligt, at de angrebslystne nyder godt af radiokommunikation og efterfølgende belønnes, hvilket betyder, at det samme er tilfældet for fans, tv-seere og tv-kanalens kommercielle interesser.

For de franskkyndige kan Gaël Guegans artikel ”Lorsque l’innovation modifie les règles du jeu : Les oreillettes des cyclistes en question”, der er publiceret i Le Mag des Sciences de Gestion, læses som en pdf her.