”Jeg har givet alle skaderne en stor fuckfinger”

Mandag den 26. maj stak Mads Herschend sine tynde og blege ben ned i et par cykelbukser, iførte sig en sort svedundertrøje og smed en par cykelsko på fødderne. Til sidst røg der en sort kasket på hovedet, og så satte han sig på hometraineren. Den var, i dagens anledning, sat ud på græsset i forældrenes have i Helsinge.

I hometraineren var monteret den gamle Focus-cykel. Det var en lun forårseftermiddag.

Så begyndte han at træde i pedalerne - og det fortsatte 23-årige Mads Herschend med, mens han tænkte, at det at sidde i cykeltøj bare er en fantastisk følelse.  

”Det at cykle var en af de små sejre - jeg havde lyst, og det var noget, jeg virkelig savnede. Derfor var det rigtig fedt.”

Det var første gang i over tre uger, at han sad på hometraineren, endsige på en racercykel i det hele taget. Ikke unormalt for de fleste af os, der er trods alt brug for pauser en gang imellem. Men for en ivrig cykelrytter, der kører i A-klasse, ikke helt normalt. Men det havde en årsag.

Tæt på at miste synet, førligheden - og livet
Lidt over tre uger tidligere, søndag den 4. maj, kunne Feltet.dk berette om et uheld i Sorøs løb, der nær havde fået fatale konsekvenser - en ”voldsom påkørsel af en rytter, der tilsyneladende er slemt tilredt," skrev både dette og andre medier.

Og vi kunne berette om en punkteret lunge, flere brud samt slemme læsioner i ansigtet på den unge Team Vivelo/IBT isolering-rytter, Mads Herschend. Havde det blot været det.

”Min ryg var brækket to steder, i den øverste og den nederste del af ryggen, hvoraf øverste del var værst medtaget, så jeg har fået indopereret metal, titanium for at være mere præcis. Mit brystben var brækket, og af den årsag var lungen klappet sammen, og jeg havde fået to hjerneblødninger, som altså havde gjort mig periodevis lam i venstre side,” fortæller Mads Herschend.

Han stopper ikke der:

”Mit kranie, eller det vil sige selve ansigtet, da cykelhjelmen heldigvis havde reddet øverste del af det, var fuldstændig ommøbleret. Jeg havde fire slemme frakturer i venstre side af ansigtet, plus diverse mindre frakturer nede omkring overmunden. Mit venstre øje var helt blodsprængt, og jeg var tæt på at miste synet.”

”Først i går så jeg nogle røntgenbilleder fra efter uheldet, og det var fuldstændig sindssygt,” siger han, men synes at have vænnet sig til ordlyden af og tanken om de stærke ord.

Fremad. Fremad!
Vi sidder på hans værelse på Hvidovre Hospital, hvor han er dagspatient - han sover her med andre ord ikke længere, men hos forældrene i Helsinge. Mads sidder i sengen, da den trods alt er det mest komfortable møbel på værelset. Bag ham hænger et mindre whiteboard, hvor der står ”Fremad. Fremad!”

Lidt over en time tidligere mødte Feltet.dk, efter aftale, Mads på vej til træning med en af hospitalets fysioterapeuter. Da var de allerede på vej ned ad trappen. Mads kom gående, frisk og uden synlige, fysiske tegn på ulykken under lidt over fire uger tidligere.

I hospitalets træningsrum først cyklede han på stationær træningscykel, lavede hoppe-, balance- og koordineringsøvelser, løb lidt på løbebånd og sluttede så af med lidt boldspil med fysioterapeuten. Det handlede alt sammen om at få krop og hoved til igen at samarbejde optimalt; fokus var på venstre side af kroppen, som stadig ikke helt er kommet sig.

Men skaderne var - og er - så godt som usynlige, og oppe på værelset, på hospitalssengen og stadig iført træningstøjet, gør han det klart, at ulykken bestemt ikke har skræmt ham væk fra cyklingen. Tværtimod.

"Cykling er en stor del af mit liv, og selvom jeg ikke allerede har vundet en masse A-løb, så tænder det mig at kommet ud at køre løb, og det tænder mig at komme ud at træne. Og så er der alt det lirede ved cyklingen. Jeg elsker sporten - og selvom jeg fik en tur op at ligge på bilen, så føler jeg mig jo ikke syg nu," siger han helt stille og roligt.



Tilbage til livet
"Jeg er mig selv oppe i hovedet, og det er jo bare kroppen, der har fået tæsk. Den skal bare genoptrænes.”

Han fortsætter:

"Jeg føler mig som den heldigste person, og på grund af min stædighed og fightervilje vil jeg også tilbage. Jeg ved, at flere af mine pårørende ikke er vilde med, at jeg vil tilbage og køre cykelløb, men jeg ved også, at der tages hånd om sikkerheden - og at det, jeg har været udsat for, ikke er noget, der sker hver gang. Det sker normalt ikke, når man kører cykelløb."

Du har tidligere fortalt mig, at du ikke kan vente på at komme på en rigtig cykel igen. Har du det stadig sådan?
”Ja, jeg har det stadig sådan: jeg kan næsten ikke vente. Ikke fordi jeg skal bevise noget overfor nogen eller mig selv, kun fordi cyklingen er en del af mit liv, der jeg er nu. Det betyder så meget for mig, og jeg er ikke i tvivl, om at jeg kommer tilbage.”

Tilbage til den gode form. Tilbage til cykelløbene. Tilbage til livet - og tilbage til hverdagen. Til det liv, som på dramatisk vis forandredes.

”To uger før den 4. maj, som altså er dagen, hvor jeg vælger at kysse en bil, kan jeg mærke, at der er hul igennem. Nu begynder det at være sjovt at køre på cykel. Jeg kan mærke, at der var fart på,” erindrer han.

”Og søndag den 4. maj skal vi så køre løb i Sorø, og både cyklen og jeg selv er klar. Alt er gjort klart, og søndag morgen står jeg op og spiser morgen, inden jeg går ind og siger farvel til min kæreste. Hun siger ’kør forsigtigt’, og det lover jeg så, at jeg gør.”

”Det næste jeg husker …”
Mads Herschend kørte sig i A-klassen som mountainbiker, før han for et par år siden for alvor slog sig på landevejen. I hverdagen studerer han på Copenhagen Business School.

Han ved, at han ikke havde vundet løbet i Sorø, men han kunne mærke, der var ’hul igennem’ den dag, også når han med sit team, Vivelo/IBT isolering, lå helt fremme og arbejde i sidevinde.

Og han mindes, at ”en af mine teamkammerater kommer hen til mig og siger, ’du har gode ben i dag, Mads’.”

”Jeg kan ikke sige det mere præcist, end at fem til ti minutter inden det sker, der kan jeg ikke huske mere.”

”Det næste, jeg husker, er, at jeg vågner op på Rigshospitalet, men det kan jeg så alligevel ikke rigtig huske. Jeg var vel vågen i en uge, efter at være blevet vækket af kunstigt koma, men hvor jeg ikke er mig selv. Jeg prøvede at forklare min far, at jeg havde været i Canada, hvor jeg aldrig har været, og jeg spurgte ind til nogle hjemmeværnøvelser og til nummeret på hans telt. Hvor de her ting kom fra, aner jeg stadig ikke.”

”Men pludselig en dag, altså næsten halvanden uge efter og få dage før, jeg flyttes til genoptræningsafdelingen på Hvidovre, vender Mads tilbage. Jeg har min første samtale med min far, og hvor min kæreste Linda kommer ind på værelset, og hvor hun også kan mærke, at jeg var tilbage.”

Ulykken
På et af stykkerne med sidevind, men faktisk ikke det værste i løbet, lå Team Vivelo/IBT isolering og trak feltet. Feltet fylder godt på vejen, uden at det var hasarderet, og to modkørende biler holdt ind til siden. Det gjorde den tredje bil ikke.

”Jeg får lov, som den eneste i feltet - heldigvis! - at køre ind i bilen, mens, har jeg fået at vide fra andre, at en del flere ryttere i feltet er utroligt tæt på at ramme ind i den og trækker både højre og venstre om den. Jeg rammer den frontalt, ryger op på køler, forude og op over.”

Hans sportsdirektør og servicemand, Christian Visby, var den første til at sidde ved hans side, finder han senere ud af. Også et par holdkammerater kom til, inden også mere professionel assistance kom til og ydede førstehjælp.

Christian Visby skrev senere få timer senere på sin facebook-væg: ”For helvede, hvor det er hårdt. Jeg er lige kommet hjem efter en dag med en lorte oplevelse. (…) Det vælter gennem hovedet lige nu … Jeg ved at det gør det også for mange andre fra vores klub og ikke mindst fra Team Vivelo/IBT isolering.”

”For mig er min sportsdirektør en af de væsentligste grunde til, at jeg sidder her i dag,” siger Mads Herschend og uddyber det: ”Han sørger for, at jeg kan trække vejret ved at fjerne blod fra min hals og min mund. Det var fantastisk, at han gjorde, hvad jeg gjorde.”

”Men nu hvor jeg er mig selv igen, har jeg også fået min sorte humor og kan ærgre mig lidt over, at når jeg for første gang får lov at flyve helikopter, så husker jeg det ikke engang,” smiler han.



Fightervilje og fuckfinger
I det hele tager er det hans humør, positive indstilling og stærke vilje, mener han selv, som er de vigtigste årsager til, at han nu kun er dagspatient på Hvidovre hospital, vil tilbage på cyklen og, skal det vise sig, kun er få dage fra at blive udskrevet. Egenskaber, der dels er medfødte, dels noget han har lært og trænet gennem sin cykling, fastholder han.

”Det gode ved at være cykelrytter i den her sammenhæng er, at jeg har været en god patient. Jeg er kommet mig rigtig hurtigt, også hurtigere end læger og fysioterapeuter har været vant til.”

”Jeg har bare haft fighterviljen til at ville tilbage; jeg har givet alle skaderne en stor fuckfinger.”

”Og den måde at håndtere svære udfordringer på, tror jeg kommer fra cyklingen. Det har været et positivt møde med den min gode og stærke vilje,” forklarer han og tilføjer, at nok havde han da gerne været det hele foruden, men det har samtidig givet ham en mulighed for at se en masse ting i et langt større perspektiv, til at sætte større pris på de små ting.

En ikke unormal reaktion fra personer, der har snuset til døden.

”Heldigvis, der hvor jeg er nu, sidder jeg ikke tilbage med et had til den bilist, som kørte ind i mig,” siger han, men føler trang til at tage sikkerhedsspørgsmålet ved cykelløb op. Han er glad for, at hans uheld, midt i en Giro d’Italia-tid, atter har skærpet opmærksomheden på sikkerhedsspørgsmålet. Trods alt.

Endnu bedre sikkerhed, tak
”Det, jeg har været udsat for, må ikke kunne ske,” betoner Mads Herschend med alvor i stemmen - ”og jeg er glad for, at der er blevet sat yderligere fokus på arrangeringen af cykelløb. For mig er det vigtigt, for jeg ønsker ikke, at andre skal opleve det, jeg og ikke mindst mine pårørende har været igennem.

”Det er dem, der har haft det hårdt, ikke mig; mine pårørende, mine forældre, min bror og min kæreste, de har siddet uden for operationsstuen og ventet på nyt og kørt frem og tilbage fra hospitalet. Jeg er dem dybt taknemmelig.”

”Selvfølgelig styrter man som cykelrytter, men jeg havde alligevel aldrig forestillet mig det her,” siger han og nævner nogle af de mange ting, han har måttet undvære den seneste tid, blandt andet ”at mit hold tager ud at køre cykelløb, hvor jeg ikke kan være med,” joker han, med et glimt i øjet, og vender så tilbage til sikkerhedsaspektet.

”Det er klart, at jeg både før og nu vil være meget mere tryg ved at køre Tour de Charlottenlund, fordi det foregår på en helt lukket rute. Men generelt har jeg følt mig tryg ved at køre løb, særligt de større løb, hvor der er politi og god skiltning.”

”En gang imellem opstår der da farlige situationer, anderledes kan det ikke være. Men det kan og skal blive endnu bedre,” understreger han og peger altså først og fremmest på bedre skiltning for bilister, der kører ind på ruten, på meget mere politi og ’blå blink’ ved løbene og flere servicevogne. Ikke kun til A-klassens løb. Også kortere rundstrækninger er en mulighed, reflekterer han.

Ensretning af vejene ved cykelløb, har der været talt meget om siden uheldet, men det tror han ikke rigtig på. Han kalder det et ønskescenarie - ”det vil da være dejligt, men bliver nok svært at få igennem".

Hans far er kommet for at hente ham. Det er eftermiddag, og selvom det regner udenfor, snakker de om, at faren skal på mountainbiken, mens Mads håber, allerede i dag, at kunne udskifte hometraineren med en rigtig tur på landevejen. En helt kort en, hvilket lægerne har givet grønt lys for.



Det lykkedes ikke Mads Herschend at komme på cyklen samme eftermiddag. Men et par dage efter samtalen med Feltet.dk var han på en 'trilletur' på villavejen. Han er også blevet udskrevet og bor igen hjemme hos sig selv.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie