Kroon: Amstel kører jeg nærmest som i trance

Amstel Gold Race er noget særligt for hollandske ryttere. Sådan er det bare. Og det gælder naturligvis også Team Saxo Tinkoffs hollandske veteran, 37-årige Karsten Kroon, som mener, at løbet, han blev nummer to i i 2009, hvor han også repræsenterede det danske hold, er det, der ligger bedst til ham af de store endagsløb.

Både fordi han efterhånden kender det ud og ind (han bor også i området), og eftersom Amstel er det løb, som passer hans karakteristika som rytter. Det fortæller han til Feltet.dk og indrømmer samtidig, at mange ting løber gennem hans hoved og krop før og under den hollandske klassiker, der i år køres for 48. gang.

”Det er altid meget følelsesladet, når jeg står ved startstregen af Amstel Gold Race. Det er altid noget helt særligt for mig, og jeg holder virkelig af de øjeblikke,” fortæller Karsten Kroon med oprigtig indlevelse.

”Jeg er ikke en person, som let bliver nervøs eller bange for at fejle, og jeg føler mig privilegeret i den henseende og over at leve, som jeg gør. Ja, jeg arbejder hårdt for det, og måske derfor nyder jeg særligt den opmærksomhed, jeg får ved løb som Amstel og de forventninger, som stilles til mig i det løb.”

Hurtigt comeback
I år havde han nær misset løbet, idet han styrtede slemt i starten af februar i Tour of Qatar. Først lød meldingen, at han sandsynligvis ville misse hele foråret, men allerede en måneds tid senere, var meldingerne langt mere positive. Og få uger senere, i Catalonien Rundt, var han tilbage i feltet og i fuld vigør. De hurtige fremskridt har gjort, at han kørte et aggressivt Brabantse Pijl, hvor han sluttede som nummer 28, under et minut efter vinderen, Peter Sagan - og at han i dag stiller til start i Amstel Gold Race.

Her bliver han, sin form taget i betragtning, næppe manden, der satses på. Men hans viden om løbet bliver værdifuld for blandt andre Roman Kreuziger, der ligesom Kroon holder meget af løbets form. Og hvem ved, måske kan Kroon også selv komme til at spille en rolle i løbet.

Under alle omstændigheder får han atter chancen for at opleve, hvordan det er at køre løbet. Noget, han beskriver således:

”I Amstel kører jeg nærmest som i en trance. Jeg er meget fokuseret på at spare på kræfterne, ikke bruge for meget energi de forkerte steder, så at bevare koncentrationen er virkelig vigtigt i samtlige seks, seks en halv time. Man skal holde sig til, men igen ikke bruge kræfterne forkert. At køre på den måde er hårdt mentalt og alligevel noget, jeg kan lide og er god til,” forklarer han til Feltet.dk og fortsætter:

”Det er faktisk vanvittigt; hele tiden sving og bakker eller nedkørsler, og der sker hele tiden noget, styrt eller noget andet. Man skal konstant både passe på sig selv og være tæt på fronten uden at sidde for udsat.”

Den hollandske veteran har i løbet af sin efterhånden lange karriere udmærket sig som en ganske alsidig klassikerrytter med top 10-placeringer i så relativt forskellige endagsløb som Flèche Wallone, Flandern Rundt, Lombardiet Rundt, Kuurne-Bruxelles-Kuurne, Brabantse Pijl, Rund um den Henninger Turm og altså Amstel Gold Race, men heraf er Rund um den Henninger Turm det eneste, han har opnået at vinde - to gange endda.

Stærke minder
Ikke underligt er det imidlertid sejren på 8. etape af Tour de France i 2002, som Karsten Kroon selv nævner som karrierens højdepunkt og bedste minde. ”Men det er efterhånden rigtig længe siden - 11 år,” som han straks tilføjer i sit karakteristiske, ukomplicerede og positive tonefald.

Et senere og også meget positivt minde for Team Saxo-Tinkoffs hollænder er fra Amstel Gold Race, fra 2009-sæsonen, hvor han var særdeles stærkt kørende - ”men sært nok ikke det at blive nummer to, men fra ude på ruten,” påbegynder han og fremkalder hurtigt både indre billeder og følelser fra dagen.

”Jeg kunne ikke sidde med, da vi påbegyndte Keutenberg, men jeg kom tilbage på toppen. Robert Gesink kørte, og jeg kom op til ham (med Sergei Ivanov, red.). Vi tre kom fri der. Som sagt blev jeg nummer to, og selvom jeg selvfølgelig ville have elsket at vinde, var det et rigtig godt resultat for mig,” siger han og gør på en måde status i sin beretning, inden han atter genoplever dagen.

”Men mit minde fra den dag er den utrolige følelse af styrke og fokus, jeg oplever, da jeg er på toppen af Keutenberg og kører af sted. Det er let stigende, og vi drejer til højre, og den følelse af power, jeg har i kroppen er ubeskrivelig. Jeg fik gåsehud og kunne næsten ikke forstå det. Efter mere end seks timers kørsel.”

”Alligevel var der jo en, som var stærkere end mig til sidst, og det var måske min mulighed; karrierens bedste chance for at vinde en stor klassiker,” slutter han konstaterende og vel vidende, at samme chance givetvis ikke kommer til at byde sig igen, men at han i år og til næste år, i sin sandsynligvis sidste sæson som professionel cykelrytter, endnu kan nyde de særlige øjeblikke, som Amstel giver ham.
 

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie