Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere

Optakt: 12. etape af Vuelta a Espana
31. august 2017 15:05 af Emil AxelgaardFoto: Unipublic

Efter en sløv start fik Miguel Angel Lopez endelig vist, hvorfor han er at regne som sin generations måske største klatretalent, og samtidig med at Chris Froome viste de første små svaghedstegn, fik han for alvor skrevet sig ind i kampen om podiet. Der går imidlertid et par dage, inden vi i weekenden får bekræftet, hvorvidt colombianeren virkelig er en reel udfordrer for de etablerede stjerner, da der først venter to klassiske mellemetaper, startende med torsdagens 12. etape, der ligner endnu en sag for de klatrestærke udbryderkonger.

Ruten

Vueltaen er måske den grand tour, der er mest gavmild mod udbrydere og lykkeriddere, og det kommer i den grad til udtryk i anden uge af årets løb. Således venter der i denne uge adskillige etaper, der er som skabt til offensive typer. Både 10. og 11. etape er blevet vundet med et angreb, og det samme vil med meget stor sandsynlighed ske på løbets 12. etape, der med en flad start og en ganske kuperet finale er som skabt til offensiv kørsel.

 

Med bare 160,1 km er der tale om en klassisk kort Vuelta-etape, der fører feltet fra Motril på den spanske solkyst til Antequera, der ligger i det kuperede område nord for feriemekkaet Malaga. Etapen kan inddeles i to skarpt adskilte dele. De først 80 km går mod vest langs den helt flade kystvej frem mod Malaga, og her er det kun vinden, der måske kan blive en udfordring. Kort før man når feriebyen, ændrer etapen imidlertid markant karakter, når der man drejer til højre, forlade kysten og kører mod nord op af kategori 1-stigningen Puerto de Leon. Der er tale om 17,4 km langt bjerg, der stiger med beskedne 4,9% i gennemsnit, men er ganske irregulært. De første 7 km stiger således med mellem 5 og 10%, men herefter venter en lille nedkørsel. De næste 6-7 km stiger derefter igen med mellem 5 og 10%, inden det flader ud på de sidste knap 3 km.

 

Toppen nås efter 101,4 km, og herefter venter en jævn nedkørsel, der fører videre mod nord. Herfra kører man mod vest gennem let faldende terræn, inden man igen kører mod nord op til målbyen. Det sker via kategori 2-stigningen Puerto del Torcal, der indledes med 23,1 km igen. Den stiger med 7,0% over 7,6 km og byder på den indlagte spurt 3,1 km fra toppen. Efter stigningen resterer præcis 20 km, der går mod nordvest via en nedkørsel, der gradvist flader ud, efterhånden som man nærmer sig Antequera. Med 4 km igen drejer man mod øst for at køre rundt om byen via en næsten helt flad vej uden nævneværdige tekniske udfordringer. Der venter bare et blødt sving med 900 m til mål, og derefter bugter den let stigende vej kun let.

 

Etapen byder på i alt 2525 højdemeter.

 

Antequera har hyppigt været målby i Ruta del Sol, senest i 2011, hvor Oscar Freire vandt sidste etape i en reduceret massespurt. Året forinden var det Francisco Ventoso, der slog Simon Gerrans i en puncheurfinale, mens Davide Rebellin var klart bedst på en bakke i 2009. Freire spurtede sig også til sejr på en bakke i 2007.

 

 

 

 

 

Vejret

Efter at have budt feltet velkommen med regnvejr kan i onsdag kende Andalusien igen. Heldigvis bydes der ikke på de ekstreme temperaturer, man før har set, men der venter flot solskin og en temperatur på 29 grader. Der vil være en svag til let vind fra sydøst. Det giver sidevind på det første lange stykke langs kysten og derefter hovedsageligt sidemedvind, specielt på de to stigninger. I finalen vil der være medvind, indtil man med 4 km igen drejer ind i sidevind.

 

Analyse af 11. etape

Regelmæssige læsere af disse optakter vil vide, at vi længe har betragtet Miguel Angel Lopez som sportens måske største klatretalent. Vores forventninger forud for løbet var skyhøje, efter at han mod slutningen af Vuelta a Burgos langsomt var begyndt at ligne sig selv efter et skadesplaget forår, hvor han først i juni kunne starte sin sæson som følge af et slemt styrt i begyndelsen af november. Med sejre på kongeetaperne i både Østrig og Burgos så det ud til, at han havde timet formen fint, og hvis han kunne genfinde de ben, han sidste år havde i Schweiz Rundt, var han at regne som en reel udfordrer til podiet.

 

Vi skal ikke lægge skjul på, at det derfor var med nogen skuffelse, vi iagttog hans præstation i den indledende del af løbet. Et af de interessante karakteristika ved det colombianske supertalent er nemlig, at han kan begå sig på både lange og korte stigninger, og han burde derfor i teorien have været ganske komfortabel i den første uge. Han leverede imidlertid den ene skuffende indsats efter den anden, og det så ud til, at han alligevel betalte prisen for en svær start på sæsonen.

 

En ting, der imidlertid synes at kendetegne Lopez, er, at han bliver bedre og bedre, som løbene skrider frem. Selvfølgelig drager han i dette løb fordel af, at han er langt friskere end rivalerne, men det er svært ikke at se en sammenhæng med sidste års Schweiz Rundt. Her lignede han bestemt heller ikke en vinder i løbets første dage, men da vi nåede den sidste weekend, var benene der for alvor. Han endte som suveræn vinder af løbet og var i særklasse stærkeste mand. Den tendens lover ikke blot godt forud for resten af dette løb, det indikerer også, at han er gjort af det stof, der skaber en grand tour-stjerne. For dem er evnen til at restituere nemlig helt afgørende, og det synes altså at være en af Lopez’ helt store styrker.

 

Ingen kan benægte, at Lopez i dag var den i særklasse stærkeste rytter, og det var vel de færreste, der havde forventet, at han ville kunne bringe selveste Chris Froome i vanskeligheder. Det rejser naturligt nok spørgsmålet, hvad det kan blive til i resten af løbet. I teorien bliver løbet kun bedre og bedre for ham. Han er komfortabel i de høje bjerge og kan derfor se frem til den ekstremt høje afslutning på Sierra Nevada på søndag. Han har i årets Østrig Rundt vist, at en stigning som Angliru passer ham perfekt, og det samme burde være tilfældet med Los Machucos. Med andre ord er der masser af terræn til at sætte rivalerne under pres.

 

Samtidig viser Astana sig at kunne udgøre en faktor i løbet. Det var interessant at se, at holdet i dag valgte at give Lopez lov til at tage sin egen chance i stedet for at vente på Aru til trods for meldingen om, at italieneren var holdets eneste kaptajn. Det giver imidlertid god mening af to årsager. For det første hersker der nogen usikkerhed om, hvorvidt Aru kan holde niveauet, og det vil derfor være dumt at opgive chancerne for en mand, der omvendt klart er i fremgang. For det andet peger meget på, at Aru skifter til UAE, mens Lopez har udsigt til at være holdets grand tour-kaptajn i 2018. Det ville med andre ord være temmelig hovedløst i et langsigtet perspektiv at lægge begrænsninger på holdets fremtidige stjerne. Selvom det vil være overraskende, hvis Aru når sit topniveau, har holdet imidlertid nu to meget interessante kort at spille, og da Pello Bilbao samtidig endelig har fundet benene efter sit styrt tidligt i løbet, har Astana nogle muskler at spille med i de kommende dage.

 

Den store test for Lopez bliver naturligvis enkeltstarten, der er temmelig ukendt terræn for ham. Faktisk har han stort set ikke kørt enkeltstarter siden sin professionelle debut, men hans sejr i Schweiz blev faktisk grundlagt på baggrund af en nærmest chokerende god indsats på tidskørslen. Kan han gentage det på en rute, der ikke umiddelbart passer ham, bliver han yderst interessant at følge.

 

I det hele taget var det en etape, der fint levede op til de forudsigelser, vi kom med tidligere. For det første fremhævede vi, at klatrehierarkiet ville blive vendt på hovedet i forhold til tidligere, da vi nu ramte stigninger af en helt anden type. Det må man i sandhed sige var tilfældet på en dag, hvor top 10 nærmest blev vendt på hovedet. Derudover pegede vi på Lopez og Ilnur Zakarin som to ryttere, der klart var i fremgang, og de levede op til vores tillid ved i første omgang at være de eneste, der kunne følge de tre giganter, Froome, Contador og Nibali. Som skrevet flere gange følger Zakarin nøje kurven fra Giroen, og han har fortsat kurs mod at ramme sin bedste form i den tredje uge.

 

Det mest glædelige var næsten, at Vincenzo Nibali var så velkørende. Italieneren har hele tiden hævdet, at alle tal pegede på, at han var måske bedre end nogensinde, og at det alene var finalernes eksplosive karakter, der havde sat ham tilbage. Hans historik taget i betragtning var der aldrig tvivl om, at han ville være blandt de stærkeste på de lange stigninger sidst i løbet, men at han i dag kunne matche Froome og igen var villig til at fastholde sin offensive natur, vidner om, at der fortsat er i hvert fald én mand, der er klar til at gå efter den samlede sejr.

 

Dagens uheldige helt var David de la Cruz. Vi havde store forventninger til spanieren i dag efter de flotte præstationer på stigninger, der slet ikke passede ham. Hvis ikke det havde været for en dum defekt, havde han sandsynligvis siddet med i front, og det vidner om, at hans chokerende gode præstation i Burgos ikke var noget tilfælde. Med tanke på at hans enkeltstart ikke er dårlig, er han på kurs mod en top 5-placering, hvilket vil bekræfte ham som et af Spaniens helt store talenter. Man kan så kun undre sig over, at han har valgt en fremtid som hjælperytter på Sky fremfor at kunne køre sin egen chance på Quick-Step.

 

Etapen skabte i det hele taget meget store forskelle. Som vi skrev i går, kunne det enten blive en meget eller meget lidt selektiv etape. Alt ville afhænge af, om man kunne komme af med favoritter på den stejle del i bunden, og om der ville være hjælperyttere til at holde farten høj. Da først Chaves viste svaghedstegn, og Moscon og Nieve bekræftede deres fabelagtige form ved at hænge på favoritterne, blev det klart, at det ville blive en meget dramatisk dag. Da så også Franco Pellizotti endelig fandt sine bedste ben og (sammen med Giovanni Visconti og Antonio Nibali) fik vist, at Nibali faktisk ikke vil være så isoleret som frygtet, blev det en meget dyr dag for de ryttere, der ikke kunne følge med på de stejle procenter i den indledende fase.

 

Der var specielt tre forhold, der kom bag på os. Først og fremmest var det Froomes første svaghedstegn. Dem havde vi under ingen omstændigheder set komme, men nogen stor overraskelse kan det ikke siges at være. Froome har altid haft det svært på de lange stigninger i Vueltaen, og det følger derfor blot en generel tendens fra de senere år. Samtidig har det hele tiden været tvivlsomt, om han vitterligt kunne holde sit høje niveau efter en ret intensiv sæson. Noget kunne tyde på, at han måske ikke helt kan være samme dominerende skikkelse som tidligere, men han viste trods alt igen i dag, at han som ingen andre kan afmåle sin indsats og begrænse sit tab. Igen holdt han klogelig igen på den nedre del af stigningen, inden han på klassisk Froome-maner åbnede op til slut. Denne gang var han kun den næstbedste, men med udsigt til 40 km enkeltstart samt en bevidsthed om, at Sky og specielt Gianni Moscon og Mikel Nieve er brølstærke, er der ingen reel trussel mod Froomes magtposition.

 

Den andet overraskelse var Alberto Contadors relativt svage præstation. I teorien burde det være på en etape som denne, at han for alvor kunne sætte Froome under pres, men det lykkedes aldrig. Selvom han må formodes at blive bedre senere i løbet, fjerner det lidt af frustrationen over hans dumme tidstab i Andorra. Måske er Contador alligevel ikke længere så stærk, at han for alvor kan byde Froome trods. Til gengæld kan vi så glæde os over, at dagens præstation kun øger chancen for, at han senere vil sætte alt på spidsen med et stort angreb.

 

Den sidste overraskelse var Wilco Kelderman. I 2014 lignede han sportens kommende store grand tour-rytter, men siden da er han nærmest faldet sammen i bjergene. Mellem de mange brækkede fingre fik han dog momentvist i foråret indikeret, at han måske var på vej til at finde fordums klatrestyrke, og det fik han i den grad bekræftet i dag, hvor han leverede sit livs præstation. Det bliver kun endnu mere interessant, fordi han næst efter Froome er den stærkeste rytter blandt klassementsfavoritterne på enkeltstarten, også bedre end van Garderen. Sunweb kan et eller andet, hvad talentudvikling angår, og de har nu kurs mod endnu et stort resultat i Vueltaen efter uforglemmelige stunder i Giroen og Touren.

 

Dagens store tabere var Orica og BMC. Orica lagde op til den helt store offensiv som på næstsidste etape sidste år, men i stedet for at være hammeren endte de som sømmet. Det var ikke svært at forudse, at Adam Yates ville få det svært i de høje bjerge efter hans mildt sagt skuffende indsats på de korte stigninger, men Chaves var betydeligt svagere end ventet. Helt overraskende er det imidlertid ikke. På Xorret de Cati, den eneste lidt længere stigning i en finale i den første uge, viste han også svaghedstegn, og der hvilede derfor allerede på forhånd visse spørgsmålstegn over ham. Desværre kan hans nedtur ligne en lille tendens, og det er ildevarslende for et mandskab, der for et par dage siden havde udsigt til at være Skys største trussel.

 

For BMC brast det hele helt sammen. Man har længe kunnet se, at Tejay van Garderen efter sit styrt ikke var på toppen, så hans nedtur kom ikke helt uventet. Det var også hele tiden usikkert, hvordan Nicolas Roche ville klare sig på lange stigninger, der passer ham dårligere end de eksplosive. Ireren er imidlertid en ret stabil dieselmotor, og selvom det var forventeligt, at han ikke ville kunne følge de bedste, havde de færreste ventet, at han ville tabe så meget tid. Nu er BMC reelt ude af kampen om podiet, og derfor fortsætter den lidt kedelige grand tour-tendens for et af sportens supermandskaber, der slet ikke kan overføre succesen fra klassikerne til de store etapeløb. Heldigvis er Richie Porte tilbage på cyklen og vil være tilbage i fuld vigør næste år. Mon ikke det trøster BMC-ledelsen på en ellers lidt trist regnvejrsdag i Sydspanien?

 

Favoritterne

Efter en ganske brutal dag er der helt sikkert mange, der er glade for, at man i år har brudt trenden med at have anden uges tre bjergetaper placeret tre dage i træk, og at der efter den helt uventede regnskylle i den ellers varm Sydspanien nu igen er udsigt til solskin. Der er mange, der har behov for at komme sig inden de næste store slag i weekenden, og de kan derfor glæde sig over, at de næste to dage i teorien ikke burde give anledning til forskydninger i toppen af klassementet.

 

Det betyder imidlertid ikke, at torsdag bliver en nem dag. De seneste to etaper er blevet indledt som lyn og torden, og det har taget mere end en time at få udbruddet etableret. Morgendagens etape har igen ”udbrud” skrevet ud over det hele, og derfor er der al mulig grund til at antage, at det bliver det samme igen. Den sidste stigning er ganske svær og alt for vanskelig for sprinterne, men den kommer for langt fra mål til, at favoritterne kan bruge den til angreb. Da der samtidig venter nogle store bjergetaper senere på ugen, og etapen kommer dagen efter en bjergetape, synes det sandsynligt, at de store navne vil spare på kræfterne og lade udbryderne slås om sejren efter det, der derfor helt sikkert har været en vanvittig start på etapen.

 

Etapen minder ufatteligt meget om 10. etape. Igen er der tale om en helt flad start, der gør det til lidt af et lotteri at ramme udbruddet. Det betyder, at langt flere ryttere kan angribe og langt flere hold jagte, når de har misset et udbrud, og derfor bliver det enormt hektisk. Samtidig vil der være sidevind langs kysten, og selvom det ikke vil være nok til at skabe afgørende splittelser, vil det være alt rigeligt til at skabe stor nervøsitet blandt klassementsholdene. Derfor bliver det endnu en vanvittig indledning, sandsynligvis desværre også med styrt.

 

Til slut vil en gruppe blive etableret, og det synes næsten givet, at de vil kunne holde hjem. Selvfølgelig er det en god finale for Julian Alaphilippe, men selv hvis Quick-Step skulle misse udbruddet, er det svært at se, at de vil kunne kontrollere en finale med to meget svære stigninger. Samtidig skal de spare kræfter til fredag, hvor de skal styre etapen for Matteo Trentin. I det hele taget er finalen så svær og udbruddet formentlig så stærkt, at kun de allerbedste hold kan holde snor i dem. Det er der ingen, der har interesse i, og da der samtidig er så store forskelle i klassementet, at Sky nu kan give mere snor end tidligere i løbet, ligner det en stensikker udbrudsetape. Det kan sagtens være, at Vincenzo Nibali og Alberto Contador vil teste rivalerne på stigningen og se, om der er en mand eller to, der har en dårlig dag. Det kan derfor godt ende som en dyr dag for en enkelt klassementsrytter, men feltet vil næppe skulle køre om etapesejren.

 

Det kan godt være, at de fleste ramme udbruddet i den lette indledning, men for at vinde skal man være en fremragende klatrer. Puerto del Leon er allerede en svær stigning, og Puerto del Torcal er om muligt endnu sværere. Specielt kilometer 3 og 4 med stigningsprocenter på mere end 10 er svære, inden den flader lidt ud mod toppen. Umiddelbart er der tale om en betydeligt hårdere finale end i tirsdags, og det vil derfor være lettere for de klatrestærke folk at vinde.

 

Og ja, derfor gør vi det igen, uanset hvor kedeligt det er. Vi simpelthen pege på Julian Alaphilippe som favorit på en etape, der har hans navn skrevet ud over det hele. Ved at sidde med feltet til toppen af Velefique på dagens etape fik franskmanden atter vist, at formen fortsat blot bliver bedre og bedre, og det er helt afgørende for at ramme udbruddet i en fase, hvor det hele handler om friskhed. Den har franskmanden tydeligvis, og han har et helt hold, der vil gøre alt for at få ham med i udbruddet. Den relativt korte stigning i finalen passer ham perfekt, og når han kunne følge Majka på Xorret de Cati, er det svært at se, hvem der kan sætte ham her. Han er en fabelagtig nedkører og kan slå alle i en spurt. Som altid er hans største problem, at det i et udbrud vil være alle mod Alaphilippe, men i en finale som denne er det benene, der bestemmer. Dem har Alaphilippe, og derfor peger vi igen på ham som vinder.

 

En anden god kandidat er Rui Costa. I starten af løbet forsøgte han at køre klassement, men nu har holdet mod hans ønske tvunget ham til at smide tid, så han kan gå efter en etape. Dermed er det først nu, at for alvor kan få den nødvendige frihed, og det gør ham livsfarlig. Han har vist, at formen ikke er dårlig, og han er som regel god til at ramme udbruddene, også med en flad start. Stigningen i finalen passer ham godt, og han har god sandsynlighed for at være bedste klatrer i et udbrud. Samtidig er han en god nedkører, kraftfuld på det flade og har en god spurt. Den eneste usikkerhed relaterer sig til, hvordan han er kommet sig efter styrtet for et par dage siden.

 

Efter et styrt har det været en svær start for Pello Bilbao, men nu har han i den grad fundet benene. Det er er svært at sige, hvad det kunne være blevet til i dag, hvis han ikke havde ventet på Aru, og det må give ham motivation forud for en etape, der passer ham helt perfekt. Hans speciale er korte, stejle stigninger, og han er så hurtig, at han tidligere i sin karriere endda har vundet en massespurt. Med andre ord kunne han næppe have designet etapen bedre, og da Astana har vist, at de giver deres ryttere lov til at jagte udbrud, er Bilbao en fremragende kandidat.

 

 

Daniel Moreno er milevidt fra at være ved fordums styrke, men han er stadig en god cykelrytter. Han lignede Movistars klassementsmand tidligt i løbet, men et dumt styrt satte ham ud af spillet. Han har lidt i de seneste dage, men nu ser han ud til at være kommet sig. Det må være oplagt for Movistar at forsøge at få ham med i udbrud på en etape, der passer ham. Han er god på korte stigninger og er livsfarlig i en spurt, hvor han kan slå de fleste, måske med undtagelse af Alaphilippe. Den store udfordring bliver at ramme udbruddet i en flad indledning, der ikke passer ham.

 

Kan Matteo Trentin gøre det igen? Denne gang er finalen sværere, og selvom han klatrede fremragende i går, er stigningen her måske en anelse for stejl. Da han sidste år vandt i Pinerolo i Giroen, var den sidste stigning imidlertid også stejl, og her lykkedes det ham alligevel at komme tilbage. I år har han nået et nyt niveau og er skræmmende stærk, og hvis han sætter sig for at ramme udbruddet, synes han at være så god, at han kan køre med efter forgodtbefindende. Vi har mere tvivl om, hvorvidt han overhovedet prøver, da han også skal spare kræfter til fredagens etape. Prøver han, kan finalen vise sig at være for svær, men Trentin har vist, at han bestemt ikke kan afskrives på denne etape heller.

 

Hvornår er Omar Fraile kommet sig nok til at kunne køre med om en etapesejr? Han er kommet over den værste sygdom, og har faktisk set ganske stærk ud på det seneste, men han har endnu ikke ramt et udbrud. Derfor ved vi heller ikke, om han har fundet det ekstremt høje niveau fra årets Giro, men har han det, er dette en etape, der passer ham. På sine gode dage rammer han de udbrud, han vil, og i år har han klatret bedre end nogensinde tidligere. Samtidig er han ganske hurtig i en spurt, og derfor har han hele den nødvendige pakke.

 

Det samme har yderst formstærke Jose Joaquin Rojas. Spanieren har ramt stort set alle de udbrud, han ville, og det gør man kun, hvis man er i form. Derfor er der næppe heller tvivl om, at han har udset sig denne etape, og han har alle forudsætninger for igen at komme med. Han klatrer fremragende og er lynhurtig. Som for Trentin gælder imidlertid, at også han kan få det svært, hvis han er oppe mod rene klatrere.

 

Dummede Aldemar Reyes sig ved at køre med i udbruddet i dag? Han havde nok gjort klogere i at vente til torsdag, hvor finalen passer ham. I de seneste to dage har han vist, at formen er i top, ikke mindst da han kørte med favoritterne i går. Hvis ikke han har brugt for mange kræfter, gør han klogt i at prøve igen på denne etape. Klatrebenene er helt klart i top, og han har samtidig en ganske god spurt.

 

Dagens etape endte som lidt af en nedtur for Rafal Majka, der ikke ramte udbruddet. Hans store mål er helt sikkert at vinde i weekenden, men da han har fredag til at komme sig, kunne han tænkes også at prøve torsdag. Det er bestemt ikke en ideel finale, men den sidste stigning kan vise sig at være så svær, at Majka faktisk kan køre alene hjem. Da han heller ikke er helt langsomt i en spurt, er det bestemt ikke umuligt at vinde. Hans formstærke landsmand Pawel Poljanski, der allerede to gange er blevet nummer 2, er et andet godt bud, men han får sværere bed at vide, da han ikke klatrer så godt som Majka og ikke har samme spurtstyrke.

 

Etapen er skræddersyet til Luis Leon Sanchez, og derfor er vi nødt til igen at pege på spanieren. Han skuffede imidlertid stort på 10. etape, og der er derfor noget, der tyder på, at han ikke helt har den ønskede form. Han hævdede imidlertid selv, at han havde brugt ufatteligt mange kræfter på at ramme udbruddet, og det kan være en del af forklaringen. Hidtil har formen virket ganske fin, og en stigning med en efterfølgende nedkørsel og en flad finale er i hvert fald ideelt for ham.

 

Det er også en god afslutning for Tomasz Marczynski, der er stærkere end i mange år. Han har allerede vundet én etape, hvor han viste, at han sagtens kan gøre en forskel også på en meget svær stigning. Han er som regel ret god til at ramme udbruddene, og han er ganske hurtig i en spurt. Vi kan ikke helt finde ud af, om han har bibeholdt formen, men er han stadig så stærk som i første uge, er han farlig.

 

Vi vil også pege på Enric Mas. Siden 6. etape har der været stille om supertalentet, og det er derfor usikkert, om han er træt. Sidst kom hans gode form imidlertid ud af ingenting, og det kan sagtens ske igen. Han er ikke spurtstærk, men han er en af de få, der klatrer så godt, at han kan køre alene hjem fra sidste stigning.

 

Endelig vil vi pege på Anthony Roux, der i dag viste ganske god form. Umiddelbart er stigningerne for lange og stejle for ham, men på sine gode dage kan han overraske. Han kan slå de fleste i en spurt, og på et tidspunkt af løbet, hvor det handler om friskhed, har han måske en fordel.

 

Andre formstærke ryttere er Jarlinson Pantano, der er skræddersyet til etapen, men næppe får lov, Rohan Dennis og Alexey Lutsenko, der næppe klatrer godt nok, samt Marc Soler, Richard Carapaz, Lennard Kämna, Darwin Atapuma, Stefan Denifl og Hector Saez, der næppe er hurtige nok.

 

Feltet.dks vinderbud: Julian Alaphilippe

Øvrige vinderkandidater: Rui Costa, Pello Bilbao

Outsidere: Daniel Moreno, Matteo Trentin, Omar Fraile, Jose Joaquin Rojas, Aldemar Reyes

Jokers: Rafal Majka, Luis Leon Sanchez, Tomasz Marczynski, Enric Mas, Anthony Roux

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »