Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

27. april 2018 19:08Foto: A.S.O. / K. Edwards

Med en vanvittig sejr i sit comebackløb cementerede Egan Bernal sin status som sportens vidunderbarn, men den samlede førsteplads var uden for rækkevidde efter endnu en pragtpræstation af Primoz Roglic, der bare bliver ved med at imponere. Med bare seks sekunder mellem de to supermænd er der lagt op til et brag en kongeetape lørdag, hvor Roglic og LottoNL-Jumbo kan ventes at komme under massivt pres af Sky og BMC, der vil gøre alt for at vælte den ellers usårlige slovener.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Ruten

I de senere år er kongeetapen stort set altid kommet om lørdagen, og det vil også være tilfældet i 2017. Som regel har den budt på en typisk bjergafslutning - dog oftest på en ikke alt for svær stigning - men det er ikke tilfældet i år. 2018-udgaven af det bjergrige schweiziske etapeløb byder ikke på et eneste mål på toppen af en stigning, og i stedet skal der på en kort, hektisk etape af den type, der er blevet så populær i de senere år, slås til på Les Collons-stigningen, inden en hæsblæsende nedkørsel leder ned til målet i Sion, der før har været rammen om lignende finaler i Romandiet.

 

Med en distance på bare 149,2 km er etapen, der har både start og mål i Sion, en yderst kort sag. Første del af etapen består af en omgang på en 49,3 km lang rundstrækning i området sydvest for byen. Fra start følger man den flade dalvej mod sydvest, inden man drejer mod nordvest for at køre ind i bjergene og op ad kategori 1-stigningen Ovronnaz (8,9 km, 9,4%, max. 15%), der har top efter 17,7 km og en yderst vanskelig stigning, hvis midterste 3 km stiger med hele 11,5% i snit. Herefter leder en teknisk nedkørsel tilbage mod syd ned i dalen, hvor man atter følger den flade dalvej mod nordøst tilbage mod Sion. Undervejs passeres den første spurt efter 35 km, inden man efter 49,3 km krydser målstregen for første gang.

 

Den resterende del af etapen består nu af en omgang på en større 99,9 km lang rundstrækning i bjergene sydøst for Sion. Den indledes med, at man fortsætter mod nordøst ad den flade dalvej, inden man kort før byen Sierre drejer ind i bjergene for mod øst at køre op ad kategori 1-stigningen Vercorin (9,63 km, 8,1%, max. 12,0%), der er en ganske regulær stigning med top efter 73 km. En kort nedkørsel leder mod sydvest og frem til bunden af kategori 2-stigningen Nax (6,61 km, 6,0%, max. 10,0%), der bliver stejlere og stejlere, men aldrig for alvor svær og har top efter 85,5 km. Herefter er der kun en yderst kort nedkørsel, inden man fortsætter mod syd op ad kategori 2-stigningen Suen (5,77 km, 5,2%, max. 9,0%), hvis første 2 km er svære med en stigningsprocent på 8,0, men derefter er ganske let.

 

Læs også
Trek trækker sig fra sponsorat

 

Toppen rundes med 55,9 km igen, og de består først af en nedkørsel, der leder videre mod syd, inden man via relativt fladt terræn kører mod nordvest frem til dagens anden spurt, der kommer efter 108,4 km i bunden af dagens sidste udfordring. Det er kategori 1-stigningen Les Collons (13,15 km, 6,5%, max. 12%), der bestiges fra den østlige side. Også det er en relativt regulær stigning, der dog kommer i to trin. De første 4 km stiger med 7,1%, inden en lettere midtersektion med 4 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på 4,8% leder frem til de sidste 5,15 km, der stiger med 7,5% i snit. Toppen rundes, når der resterer bare 27,4 km, som består af en lang, ikke specielt teknisk nedkørsel, der leder mod vest ned mod det dalstykke vest for Sion, som blev benyttet først på etapen. Man rammer dalen, når der resterer 5,7 km, og derefter går det via den relativt flade dalvej mod nordøst ind mod målet i centrum af Sion. Den sidste km stiger dog med 2,0%. Der er på de sidste 3 km sving med hhv. 2600, 2300, 500 og 200 m igen.

 

Den relativt korte etape byder i alt på 3584 højdemeter.

 

Sion var senest målby i 2016, hvor Thibaut Pinot højst overraskende slog Tom Dumoulin på løbets enkeltstart. I 2014 spurtede Michael Albasini sig til sejr på 1. etape i en reduceret massespurt, og i 2013 vandt Luis Leon Sanchez en spurt i en lille gruppe på en bjergetape. I 2010 sikrede Alejandro Valverde sig den samlede sejr ved i at vinde sidste etape i en firemandsspurt, men de to sejre er siden blevet overgivet til hhv. Simon Spilak og Igor Anton som følge af hans involvering i Operacion Puerto. I 2008 lagde Andreas Klöden grundstenen til den samlede sejr ved at vinde en enkeltstart på 3. etape, mens Valverde slog til en spurt i en lille gruppe i 2006. I 2004 var Fabian Jeker den hurtigste af fem mand, der nåede mål sammen på en meget kort og bjergrig 4. etape.

 

 

 

 

 

 

 

Læs også
Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

 

Vejret

Hele ugen har der været varslet regnvejr i weekenden, men i sidste øjeblik har vejrguderne vist nåde. Lørdag ventes nu at blive en helt perfekt dag med bare enkelte skyer og en temperatur i Sion på hele 24 grader. Der vil være en let til jævn vind fra sydvest. Det giver modvind på den første stigning og medvind i det efterfølgende dalstykke. Der vil derefter være modvind og sidemodvind på de følgende tre stigninger og sidemedvind på den sidste stigning. Der vil være sidemodvind på nedkørslen, indtil man kort inden dalen drejer ind i medvind, hvilket varer ved frem til sidste sving med 200 m til mål. Der vil være sidevind på opløbsstrækningen.

 

Analyse af 3. etape

For fire år siden læste jeg et interview med Androni-manager Gianni Savio. Den erfarne italiener fortalte med stolthed, hvordan han i Colombia havde fundet en ny sydamerikansk perle, der i diverse tests havde produceret tal, som overgik alt, hvad han tidligere havde set hos de mange talentfulde ryttere, der tidligere havde været i hans fold. Mountainbikeren Egan Bernal var dengang bare 17 år, men Savio var ikke i tvivl: colombianeren ville blive til noget stort!

 

Nu er det ikke sjældent, at ryttere udskriges til at være ”the next big thing in cycling”, og derfor skal man altid tage sådanne udmeldinger med en gran salt. Med Savios evne til at opsnuse sydamerikanske talenter in mente skrev jeg mig dog alligevel Bernals navn bag øret og holdt et særligt øje med ham, da han allerede som 18-årig kom til Europa. I de to første år levede han dog ikke helt op til de nok lidt for høje forventninger, jeg havde, men set i bakspejlet var hans resultater som ung teenager faktisk ganske imponerende.

 

Det blev 2017-sæsonen, der markerede hans helt store gennembrud, ikke mindst med en sejr i Tour de l’Avenir, hvor han af rivalerne blev beskrevet som værende på en anden planet, samt en fornem top 15 i monumentet Il Lombardia. Det gjorde ham til det mest eftertragtede talent på transfermarkedet, og han valgte ikke overraskende at skifte til Sky, hvor han forventede at få de bedste muligheder for at udvikle sit etapeløbstalent.

 

Hverken Savio eller Sky-chef David Brailsford havde dog formentlig ventet at se, hvad de har set i de første måneder af tiden i den hvide trøje. Efter en samlet sejr i Colombia Oro y Paz, hvor han egentlig skulle hjælpe Sergio Henao, imponerede han stort i sit første WorldTour-etapeløb på europæisk grund. I Catalonien var han den eneste, der kunne yde en ellers helt overlegen Alejandro Valverde blot nævneværdig modstand, og han satte en stribe en af verdens allerbedste klatrere til vægs i en fantastisk duel med den spanske veteran, der allerede kørte klassement i grand tours, da Bernal nåede skolealderen.

 

Desværre blev det hele ødelagt af et slemt styrt på sidste etape, der kostede en stensikker andenplads, men det tabte topresultat var underordnet. Vigtigst var det, at Bernal havde bekræftet, at han allerede som 21-årig er i stand til at køre med om sejrene i sportens største etapeløb, og hvis han ikke allerede var sportens vidunderbarn nr. 1, gjorde han med præstationen i Spanien endegyldigt krav på at have monopol på den status.

 

I lyset af de slemme skader var der næppe mange, der havde store forventninger til ham forud for denne uges løb i Romandiet. Ærlig talt havde jeg - og sikkert også mange andre - forventet, at han skulle bruge et par løb til at genfinde formen. Set i lyset af, at det i dag bare er 33 dage siden, at hans knogler blev knust mod Barcelonas asfalt overgår det næsten enhver fatteevne, at colombianeren i dag satte flere af verdens allerbedste klatrere til vægs på den knaldhårde bjergenkeltstart i det schweiziske løb.

 

Den chokerende gode prolog havde ganske vist indikeret, at noget stort kunne være i vente, men resultatet overgår alligevel forventningerne på en dag, hvor det ellers så ud til, at Richie Porte var på vej mod en vigtig comebacksejr. Samtidig kan Bernal med den begrænsede forberedelse umuligt være i topform endnu, og det gør det nærmest rædselsvækkende at tænke på, hvad det kan blive til senere på året. Sky-ledelsen har ikke helt lukket døren for, at han kan få Vuelta-debut senere på året, og efter dagens magtdemonstration må det være endnu mere fristende at sende ham til Spanien til august. Det vil formentlig være i en hjælperrolle for Geraint Thomas og måske Chris Froome (hvis rygterne om en karantæne henover Touren taler sandt), men efter dagens chokresultat skal man aldrig sige aldrig. Vi vidste, at Sky havde fundet en guldfugl, og hvis den allerede nu er holdbar over tre uger, kan der måske vente noget stort for Bernal på de spanske landeveje senere på året.

 

I første omgang gælder det dog den samlede sejr i Romandiet, og i den sammenhæng endte dagen ikke helt perfekt. Bernal var nemlig ikke den eneste, der imponerede stort på Villars-stigningen i de schweiziske alper. Næsten lige så imponerende var Primoz Roglic, der gang på gang bekræfter, at han er gjort af noget helt, helt særligt. En nærmest kometagtig transformation fra skihopper til cykelrytter har efter bare to år på WorldTouren løftet ham op i den absolutte verdenselite, hvor han allerede nu fremstår som en fremtidig grand tour-vinder.

 

Læs også
UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

 

Udviklingsmønsteret er lidt sjovt. Det var som ren klatrer, at han slog igennem i sine tidlige år, hvor han via en sejr i Tour de Slovenie sikrede sig en rolle som hjælperytter for Steven Kruijswijk på LottoNL-Jumbo. Nærmest ved et tilfælde fandt han i Giroen ud af, at han også kan køre enkeltstart, og det fik ham til at satse målrettet på denne særlige disciplin. På nul komma fem udviklede han sig til en af verdens absolut førende tempospecialister, men til gengæld tabte han de klatreevner, der i første omgang havde ført ham til toppen - selvom man ikke skal kimse af evnerne i bjergene hos en rytter, der trods alt vandt en af de største bjergetaper i Touren sidste år!

 

I år har han fået det hele til at gå op i en højere enhed. Uden at miste bare det mindste af tempoevnerne har han hævet sit niveau i bjergene, så han i Baskerlandet kunne udmærke sig som løbets måske allerbedste på stigningerne. I denne uge har han så stået over for en ny test, hvor han skal bekræfte talentet på endnu længere stigninger i de høje bjerge. I dag viste han med en fremragende og særdeles veldisponeret indsats, hvor han endda var klart hurtigere end Bernal på stigningens anden halvdel, at heller ikke det længere er en udfordring for ham. Med den vanlige sans for at slutte stærkt af - noget, der efterhånden er hans absolutte varemærke - var han lige ved at sikre sig etapesejren og leverede et forrygende flot forsvar af trøjen.

 

Dermed er scenen sat til et brag af en kongeetape, hvor Bernal og Sky, der ubetinget har et af de stærkeste mandskaber, vil gøre alt for at vriste trøjen fra Roglic. Denne kan imidlertid se frem til fremragende støtte fra Steven Kruijswijk, der efter en skuffede 2017-sæson med en fremragende bjergenkeltstart kom tilbage på sporet og givet håb om, at han måske alligevel kan genfinde det fabelagtige niveau fra 2016-udgaven af Giroen. Vi skal nemlig ikke glemme, at en 9 km enkeltstart ikke er ideel for den hollandske dieselmotor, og derfor er en 4. plads i dette selskab ganske lovende for den uheldige helt, der dog i første omgang må ofre sine chancer i klassementet for sin slovenske holdkammerat.

 

Det er dog ikke ”bare” en kamp mellem Roglic og Bernal. Richie Porte fik et væsentligt selvtillidsboost af at køre sig til en 3. plads. Han gik ganske vist ned på den sidste del af stigningen, hvilket tydeligt afspejler, at han fortsat er ganske langt fra topformen, men at han med det udgangspunkt alligevel kan køre relativt lig op med Bernal og Roglic er yderst lovende for australieren. For et par dage siden gav BMC udtryk for bekymring for Portes mentale tilstand efter et svært forår, og derfor kan dagens resultat ikke komme mere belejligt. Desværre er kongeetapen med en lang afsluttende nedkørsel ikke ideel for Porte, der nok får svært ved at forsvare titlen, men hvis det overordnede mål med løbet var at komme tilbage på sporet, er det mission accomplished.

 

Der var generel grund til glæde i BMC-lejren, der kan glæde sig over, at Giro-kaptajnen Rohan Dennis med en 7. plads gjorde det betydeligt bedre end ventet. Holdbarheden over tre uger er stadig en latent fare for en mand, der bestemt ikke er kendt for stabilitet, men dagens præstation var hans hidtil bedste på en længere stigning. Også Pierre Latour bekræftede med en 6. plads de stormskridt, han har gjort i år, ligesom Rui Costa, der igennem nu næsten to år har befundet sig i et hul og været en skygge af sig selv, med en højst overraskende femteplads på en etape, der burde være for svær, fik vist, at det er for tidligt at afskrive den tidligere verdensmester.

 

Listen over skuffelser var imidlertid også lang. Dan Martin og Emanuel Buchmann havde formentlig satset på lidt mere end placering i udkanten af top 10, ligesom Jakob Fuglsang burde have gjort det betydeligt bedre på en etape som denne. Tejay van Garderen fik endnu engang givet næring til antagelsen om, at han aldrig genfinder fordums styrke, og Jaime Roson, der ellers har været så forrygende kørende først på sæsonen, fik ikke just tanket selvtillid frem mod Giroen. EF fik slet ikke det ventede udbytte af deres mange gode klatrere, selvom en 14. plads til Daniel Martinez så kort efter det grimme overfald dog var ganske lovende. Endnu værre gik det for Geraint Thomas, der ellers er kendt for ret stor stabilitet, men som bekræftede det kedelige indtryk, han efterlod i Liege. Og endelig må alarmklokkerne være nærmest øredøvende for Movistar og Carlos Betancur, der drømmer om at køre klassement i Giroen om bare et par uger.

 

Heldigvis stod talenterne også i kø. Udover Bernal var der opløftende præstationer fra Matteo Fabbro, Hermann Pernsteiner, Robert Power og Michael Storer, der alle har haft en lidt kompliceret start på deres WorldTour-karrierer. Naturligvis har de ikke gjort et lynindtog som Bernal, men dagens præstation vidner om, at de alle har en god fremtid i møde.

 

I morgen skal vi imidlertid ikke vente at se dem fremme. Der vil der atter stå Roglic, Bernal og Porte ud over det hele, når der på kongeetapen blæses til en yderst intens kamp om den samlede sejr. Roglic er i pole position, men intet er afgjort endnu i det, der har udviklet sig som et forrygende slag mellem to af sportens mest lysende vidunderbørn.

 

Favoritterne

Som sagt er intet afgjort endnu! Med bare seks sekunder mellem Primoz Roglic og Egan Bernal kunne arrangørerne næppe have ønsket sig et bedre scenarium inden løbets kongeetape. En bjergenkeltstart havde ellers potentialet til at kvæle al spænding inden lørdagens intense etape omkring Sion, men nu er alt fortsat åbent. Reelt set har tre mand fortsat chancen for at tage den samlede sejr, og der er derfor én ting, der er givet: både Egan Bernal og Richie Porte vil sætte Primoz Roglic under pres.

 

Læs også
Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

 

Det betyder også, at de 149 km formentlig bliver knaldhårde og ikke efterlader mange muligheder for en udbrudssejr. Med en nedkørsel til slut kan det blive helt afgørende at få en hjælper med i udbrud, og derfor er der lagt op til en meget hektisk start, hvor både BMC og Sky vil gøre alt for at få en mand med i det første hug. Den tidlige stigning betyder, at det bliver meget svært for LottoNL at kontrollere, og vi vil formentlig få etableret et brølstærkt udbrud med mange fremragende klatrere.

 

Sandsynligheden for, at Roglics trøje er truet vil derfor være ganske stor, og derfor vil LottoNL være tvunget til at jagte hårdt på det lange dalstykke. Herefter kan det meget vel tænkes, at Sky og BMC vil udnytte deres superhold til at gøre det knaldhårdt på de følgende stigninger og dermed ideelt set reducere det hollandske hold til bare Roglic og Kruijswijk inden den afsluttende stigning. Det kan endda ikke udelukkes, at man med Rohan Dennis, Tejay van Garderen, Jonathan Castroviejo, Geraint Thomas og Diego Rosa, der alle ligger til i klassementet, vil gå i offensiven og tvinge Roglic til at bruge Kruijswijk allerede i denne fase.

 

Heldigvis for Roglic er Kruijswijk brølstærk, og han vil formentlig kunne holde rimelig snor i en eventuel offensiv, således at afstandene ikke er alt for store, når man rammer den sidste stigning. Her skal det afgørende slag mellem Porte, Bernal og Roglic slås, og det er hævet over enhver tvivl, at de to førstnævnte begge vil forsøge at angribe sloveneren.

 

Spørgsmålet er, om de kan slå hullet. Stigningen er hård nok til, at det kan lade sig gøre, men Roglic har været meget overbevisende på stigningerne både her og i Baskerlandet. Dagens præstation vidner også om, at han nu kan begå sig på længere stigninger. Umiddelbart er det derfor svært at tro, at han vil kunne sættes til vægs, men det kan ikke udelukkes, at en stadigt mere imponerende Bernal og/eller en Porte i stigende form kan gøre forskellen.

 

Der er imidlertid ganske langt fra toppen til mål, og selv hvis Roglic taber terræn, vil der være tid til at komme tilbage. Ganske vist er han ikke en ørn på en nedkørsel, men det er Porte bestemt heller ikke. Nedkørslen er heller ikke specielt vanskelig, ligesom der vil være modvind, og når det kommer til power, er Roglic betydeligt stærkere end i hvert fald Bernal. Roglic står derfor med gode muligheder for at redde situationen, selv hvis han skulle komme i vanskeligheder på stigningen.

 

Kommer Bernal og/eller Porte ikke af med Roglic, er chancen for, at det går i stå, tillige stor, og derfor kan det meget vel værre en gruppe, der runder toppen samlet. Det kan åbne døren for to scenarier: at det lykkes at snige sig væk på det flade for en rytter, der ikke er nogen umiddelbar trussel i kampen om podiet - det så vi eksempelvis tre gange i træk i lignende finaler i Tour of the Alps - eller at det ender i en spurt i en lille gruppe.

 

Kan Team Sky få Thomas eller Rosa med over, vil de gøre alt for at holde det samlet, så Bernal kan tage sejren i kraft af bonussekunder i en spurt, og derfor tror vi mest på en spurtafgørelse. Det får os til at pege på Dan Martin som vores favorit. Ireren skuffede måske en anelse på dagens bjergenkeltstart, men en 8. plads vidner dog om, at den fine form, han viste i Liege, stadig er der. Måske kan han ikke følge Bernal, Roglic og Porte, men chancen for, at der sker en vis samling til slut, er som sagt stor. Sker det, vil Martin med stor sandsynlighed være hurtigste mand i gruppen, og han kan måske endda have en formstærk Rui Costa til at hjælpe med at holde det samlet. I en stigende spurt som denne er Martin ikke nem at slå - og han har endda også en mulighed for med snilde at snige sig væk på det flade, som han flere gange gjorde det i Touren sidste år. Derfor tror på irsk sejr.

 

Er der én, der kan køre alene hjem, er det formentlig Egan Bernal. Colombianeren var som sagt vanvittig stærk på stigningerne i Catalonien, hvor kun Valverde var bedre, og i dag var han som bekendt allerbedste mand. Morgendagens stigning burde passe ham ganske glimrende, og i teorien burde han have en fordel i forhold til Roglic på en relativt lang stigning som denne. Samtidig har han vist sig som lynhurtig på stregen og vil have fine chancer i en spurt, også i en direkte duel med Martin. Bernal kan derfor vinde på flere måder.

 

Primoz Roglic var skræmmende stærk i dag, og som sagt har vi svært ved at se, at han bliver sat på stigningen. Lykkes det ham at holde sig til, og skal det afgøres i en spurt i en lille gruppe, vil han endda have ganske fine muligheder. I en stigende spurt som denne er sloveneren nemlig ikke langsom, hvilket han blandt andet viste på 1. etape i Baskerlandet, hvor han var ganske tæt på at slå selveste Julian Alaphilippe på stregen. Det giver ham muligheder for at tage den sejr, han akkurat missede i dag.

 

Læs også
Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

 

Richie Porte fik som sagt tanket god selvtillid i dag, og der er ingen tvivl om, at det har givet ham lyst til at iværksætte en stor offensiv på denne etape. Hans form er stigende, og på papiret er han løbets bedste klatrer. Derfor kan det ikke udelukkes, at han vil være i stand til køre fra alt og alle på stigningen. Det er klart, at nedkørslen ikke er ideel for en af feltets svageste nedkørere, men den er heldigvis ikke voldsomt teknisk, og når det handler om power i modvinden, står han ganske stærkt. Hans bedste chance for sejr, kunne dog være at komme fri sammen med Bernal. Her vil alliancen nemlig være oplagt: Bernal får den samlede sejr og Porte etapen.

 

Allerede i Catalonien imponerer Pierre Latour stort med en samlet 3. plads. I dag bekræftede han så den gode form med en fremragende bjergenkeltstart, og han burde derfor være i stand til at køre med om sejren på kongeetapen også. Latour har to ganske gode muligheder for at snyde favoritterne. Han er nemlig så hurtig, at han vil have ganske gode muligheder i en spurt, og samtidig er han ikke en umiddelbar trussel mod podiet, og derfor vil han kunne snige sig væk i finalen.

 

Som sagt var Rui Costa en af dagens mest positive overraskelser. Portugiseren synes at være på vej tilbage, og det gør ham til en kandidat på denne etape. Desværre er den sidste stigning umiddelbart for svær for ham, og han vil formentlig tabe lidt terræn til de bedste. Der vil dog være god tid til at komme tilbage, og derefter vil han kunne slå til enten i en spurt eller med et af de snu angreb, der er hans speciale.

 

Også Emanuel Buchmann er en ganske aggressiv rytter, og han vist, at han helt sikkert er en af de bedste klatrere i dette løb. Også han tabte så meget tid, at han ikke er en umiddelbar trussel mod podiet, og derfor vil han ikke få megen opmærksomhed, hvis han angriber på det flade. Han kan ikke spurte, men sniger han sig væk til slut, kan han meget vel ende med at vinde etapen.

 

Det samme kan Jakob Fuglsang. Silken synes at være slidt lidt af efter klassikerne, men danskeren burde stadig være god nok til at sidde med, hvis en gruppe på 5-10 mand samles til sidst. Her vil hans tidstab være en gave. Det er klart, at han ikke har skyggen af chance i en spurt, men han har en ret god næse for at snige sig væk i en finale som denne. Andre kandidater til en lignende manøvre kunne være Simon Spilak og Daniel Martinez.

 

Som sagt er chancerne for et udbrud ikke voldsomt gode, men helt afskrives kan de ikke. Starten er nemlig så hård, at gode klatrere, der har tabt lidt tid, kan køre væk. I den sammenhæng er det værd at holde øje med en næsten skræmmende formstærk Thomas De Gendt, Pierre Rolland, Diego Rosa, Jaime Roson, Joe Dombrowski, Tanel Kangert og Omar Fraile

 

Feltet.dks vinderbud: Dan Martin

Øvrige vinderkandidater: Egan Bernal, Primoz Roglic

Outsidere: Richie Porte, Pierre Latour, Rui Costa, Emanuel Buchmann, Jakob Fuglsang

Jokers til et udbrud: Thomas De Gendt, Pierre Rolland, Diego Rosa, Jaime Roson, Joe Dombrowski, Tanel Kangert, Omar Fraile

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
KOMMENTARER

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?