Optakt: 5. etape af Tour of Turkey

Ruten

Siden Selcuk-stigningen gjorde sin debut i 2013, er den næsten hver gang blevet efterfulgt af to flade etaper til to af Tyrkiets største byer, Izmir og Istanbul. Den model genbruges i år, hvor man igen skal slutte i de to storbyer som afrunding på løbet. Der indledes med en etape til Izmir, der har været kendt som lidt af et sprinterparadis. I tidligere udgaver har man imidlertid som regel fulgt en flad rute langs kysten, men som i 2015 har man givet etapen lidt ekstra krydderi ved at sende rytterne op over en stigning i finalen og dermed sætte sprinterne under pres.

I alt skal der tilbagelægges 166 km mellem fredagens målby, Selcuk, og Izmir. Fra startbyen kører man mod nord igennem fladlandet, indtil man når frem til et højdedrag. Det betyder, at det efter 30 km begynder at stige let og jævnt, indtil man efter 52,8 km når toppen af en kategori 3-stigning, der har top i 431 m højde. Herfra fortsætter man videre mod nord via en jævn nedkørsel ned til det flade floddelta, der udgår fra Izmir.

I stedet for at køre mod vest langs floden direkte ind til målet i Izmir slår man imidlertid en sløjfe i området nordøst for storbyen. Først fortsætter man langs floden mod vest forbi dagens indlagte spurt, der kommer efter 76,3 km. Kort efter når man det østligste punkt, hvorfra man drejer mod nordvest og følger floden op til den store by Manisa. Her passerer man dagens Turkish Beauty Sprint med 40,8 km igen, og herefter ændrer etapen karakter. Det sker, når man forlader floden for at skære igennem det kuperede område nordøst for Izmir. Fra nordøst kører man derfor op over dagens kategori 2-stigning, der i 585 m højde har top med bare 28,9 km igen. Herefter følger en længere nedkørsel ned mod storbyen, indtil man med ca. 15 km igen er nede i fladlandet. Her fortsætter man gennem Izmirs flade forstadsterræn helt frem til byens centrum og en finale ved kysten. De sidste 3 km bugter sig en anelse, men er i alt væsentligt flade. I de sidste 5 km følger man kystvejen, der er uden skarpe sving, indtil man når er vendepunkt med ca. 1600 m igen. Efter en U-vending fortsætter man tilbage til målstregen.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Izmir blev senest besøgt i 2015, hvor Mark Cavendish vandt en massespurt foran Andrea Piechele og Kristian Sbaragli. Året inden var Elia Viviani hurtigere end Andrea Guardini og Cavendish, mens Marcel Kittel sejrede foran Guardini og Maximilano Richeze i 2013. I 2012 var vi vidne til et sandt drama, da Iljo Keisse var på vej mod en solosejr, inden han pludselig røg i asfalten mindre end 2 km fra stregen. Det lykkedes ham at komme tilbage på cyklen og akkurat nå mål, inden Marcel Kittel slog Alessandro Petacchi i feltets spurt. Forud for løbets opgradering i 2008 var det en tradition, at løbet startede med en prolog i Izmir, der i de sidste år blev vundet af Hossein Nateghi (2007), Pavel Nevdakh (2006) og Sergey Tretyakov (2005).

Vejret

Det gode vejr, der har præget løbet fortsætter endnu en dag, men i modsætning til de foregående dage bliver lørdag blæsende. Der vil være en skyfri himmel og en temperatur på 26 grader, og samtidig vil der være en frisk vind fra nord. Det giver modvind på den første halvdel af etapen, inden et lille sidevindsstykke leder frem til sidemodvind. Efter dagens Turkish Beausty Sprint vil der i de sidste 40 km være sidemedvind Det gælder helt frem til U-vendingen med 1600m igen, hvorefter der vil være sidemodvind på opløbsstrækningen.

Analyse af 4. etape

Kan I huske 2013-sæsonen? Det var det år, hvor en fuldstændig ustoppelig Diego Ulissi blev nummer 2 GP Costa Degli Etruschi og derefter tog hele tre store sejre i på bare 11 dage i oktober i Milano-Torino, Coppa Sabatini og Giro dell’Emilia. Siden da har den italienske klassikerspecialist gjort det til sit speciale at toppe formen til årets sidste løb, og der har næsten været statsgaranti for, at han har været med fremme i oktober måned. Han kører altid med om sejren i de italienske efterårsklassikere, og i de senere år har han også været med helt fremme i Abu Dhabi Tour, hvis Jabel Hafeet-stigning normalt ellers burde være for hård til ham.

Set i det lys krævede det ikke megen tankevirksomhed at udråbe Diego Ulissi til manden, der skulle slås i årets Tour of Turkey. Ikke blot passede den afgørende stigning i Selcuk med sin eksplosive karakter UAE-kaptajnen som fod i hose, han havde også i Italien i de forløbne uger vist, at han igen har timet formen perfekt. Da han samtidig mødte til start med det mest kraftfulde klatremandskab i hele løbet og viste stor motivation ved at samle et par bonussekunder op på de første etaper, var hans position som favorit klar, og da hans værste rival, Sergei Chernetckii, samtidig styrtede ud af løbet, blev hans status kun yderligere styrket.

I dag levede Ulissi så op til favoritværdigheden ved med sit klassiske punch at besejre rivalerne i Selcuk. UAE-mandskabet skuffede egentlig en anelse, og relativt tidligt så det ud til, at den italienske favorit kunne komme i problemer, fordi han alt for hurtigt så isoleret ud. Først kom Darwin Atapuma imidlertid tilbage og fik lagt en dæmper på angrebene, og siden viste Przemyslaw Niemiec glimtvis fordums styrke ved at sætte et knaldhårdt tempo, der gjorde det umuligt for rivalerne at forsøge sig.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Herefter var det op til Ulissi selv at gøre det færdigt, og selvom han ikke var helt så suveræn, som man kunne have ventet, viste han dog stor modenhed og overblik ved at udnytte de mange unge rivalers måske lidt naive kørsel. Yonder Godoy, Daniel Martinez og specielt Fausto Masnada tog alle helt afgørende føringer, der hjalp Ulissi med at bevare friskheden til spurten, og specielt fik han god hjælp, da Jesper Hansen kortvarigt så ud til at kunne gøre forskellen. Det kan man bebrejde rivalerne, men på den anden side kan man ikke fortænke dem i at køre for en sekundær podieplacering i et WorldTour-løb. For ryttere som Martinez og Masnada vil en top 3 på dette niveau være at betragte som et gennembrud, og de vidste formentlig alligevel, at en sejr over Ulissi ikke var realistisk. Da først italieneren stadig var med ved 300 m-mærket krævede det ikke megen indsigt at forudsige, hvem der ville vinde.

Dermed er Ulissi nu på vej mod sin første etapeløbssejr på WorldTour-niveau, og med tanke på det relativt svage felt og det stærke UAE-mandskab vil det være en sensation, hvis ikke det lykkes. De sidste to etaper er begge relativt flade, og der bør ikke være noget, der kan true den yderst årvågne Ulissi. Finalen i Istanbul kan være tricky, men sammenlignet med folk som Hansen, Masnada og Martinez er Ulissi langt bedre til at positionere sig, så hvis der er nogen, der vinder tid som følge af splittelser på bakken, er det Ulissi selv. En sejr vil sammen med den flotte sejr i Montreal redde en sæson, der ikke gik helt efter bogen i starten af året. Som altid lykkedes det ham ikke at blande sig med de bedste i Ardennerne, og forsøget med at køre Tour de France blev en fiasko. Nu kan han imidlertid igen gå på vinterferie med en god fornemmelse, og mon ikke vi allerede ser ham fremme igen til januar i Tour Down Under.

Med danske øjne var det en stor glæde at se Jesper Hansen brillere. Det første år på Astana har bestemt ikke været nemt for danskeren, der ikke har været i nærheden af sit højeste niveau. Det så bedre ud i Vueltaen, men her kom et styrt i vejen, og det så ud til, at sæsonen ville den som en skuffelse. Han viste imidlertid i de italienske klassikere, at han har bevaret motivationen, og derfor var det hele tiden klart, at han burde kunne køre med om top 5 her. Det er værd at huske på, at han tidligere har sejret samlet i Tour of Norway, og han har derfor vist, at han har niveauet til at køre med om sejren i denne type løb og i felter som disse. Man kan håbe, at det kan være starten til mere held for danskeren, der forhåbentlig kan blive en god støtte for Fuglsang og Lopez næste år.

Daniel Martinez levede også op til det flotte niveau, han viste med specielt syvendepladsen i det stærkt besatte Milano-Torino, og fik dermed bekræftet, at han har taget et stort skridt op i dette efterår. Fremgangen er været meget gradvis, siden jeg første gang lagde mærke til ham i Tour of Utah for nogle år siden, og der er ingen tvivl om, at han har et solidt potentiale. Det har Cannondale også luret, og det er uden tvivl en god investering af det amerikanske mandskab at hente ham ind som støtte til Rigoberto Uran. Hans fravær kan så skabe mere plads til den ligeledes talentfulde Yonder Godoy, der i dag igen viste, at han i 2018 vil være en af Wiliers bedste i de kuperede løb.

I det hele taget var det, som vi havde forudsagt i går, talenternes dag. Også Fausto Masnada levede op til vores store forventninger - faktisk var han endda endnu bedre, end vi havde troet - og viste, at Androni igen har ramt rigtigt i deres evne til at spotte store talenter. Den unge russer Ildar Arslanov greb også flot chancen for at køre som kaptajn for Gazprom, når nu Sergey Firsanov desværre ser ud til at have kurs direkte mod afgrunden efter en katastrofal sæson.

Til gengæld gik det ikke for løbets store navne, men det var helt som forudset. Så man de italienske klassikere, var det klart, at Jarlinson Pantano, Darwin Atapuma og Andrey Zeits næppe havde formen til at blande sig med de bedste, og det blev kun bekræftet her. Man kan i det hele taget undre sig over, at Trek ikke sender Pantano på ferie. Han startede sæsonen i Tour Down Under, har kørt Tour og Vuelta og nu sender man ham gudhjælpemig også til Kina til Tour of Guangxi. Med tanke på, at han næste år skal være en af holdets kaptajner, og han har været træt og i dårlig form i hele anden halvdel af sæsonen, er det ufatteligt, at man ikke snart giver ham noget hvile.

Hvilke trænger Leopold König til gengæld ikke til. Tjekken ser endelig ud til at være blevet sin dumme knæskade endeligt kvit, og i dag kunne han for første gang i denne sæson blande sig med de bedste på en stigning. Der er naturligvis meget langt til den König, der sidste år formentlig var sluttet på podiet i Vueltaen, hvis ikke det havde været for ”Froomigal”-etapen, men dagens præstation giver i hvert fald håb om, at han er på vej tilbage og kan indfri sit store grand tour-potentiale i 2018. Det vil være velkomment på et Bora-mandskab, hvis klassementsambitioner i de tre store etapeløb i år er gået helt galt.

Favoritterne

Forud for løbet vidste klatrerne, at det var på fjerde etape, man skulle slå til. Den resterende del af løbet byder ikke på mange muligheder for at ændre på tingenes tilstand. Havde vi set et overraskende udfald på dagens etape, hvor et af de mindre hold havde taget føringen, kunne man have ventet sig lidt af de sidste to dage. Nu er det imidlertid løbets stærkeste klatremandskab, der har sat sig på den turkisblå trøje, og det vil være en mindre sensation, hvis der er nogen, der er i stand til for alvor at bringe araberne under pres.

Diego Ulissi skal med andre ord bare gå i cruise control, undgå problemer i sidevinden lørdag og holde sig til i den tekniske finale søndag. I stedet vil opmærksomheden samle sig om kampen om etapesejrene de sidste to dage. Hidtil har Sam Bennett været urørlig, og Bora-stjernen drømmer helt sikkert om mere. Samtidig fik et stadig mere desperat Trek-mandskab sig endnu en lussing i dag, og de har nu blot to chancer for at redde deres ære, inden løbets slutter i Istanbul.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Den mest uforudsigelige af de to etaper kommer lørdag, men der er ikke tale om en ny finale. Etapen er en tro kopi af næstsidste etape fra 2015-udgaven, og dengang blev det klart, at den sidste stigning, hvorom arrangørerne ikke giver megen information, ikke skabt megen udskilning. Ganske vist var det ikke et fuldt felt, der endte med at spurte om sejren, og de tunge folk blev siet fra undervejs, men etapen blev dog vundet af Mark Cavendish, der ellers kortvarigt var sat af, og det vidner om, at der er grænser for, hvor selektiv etapen er. Stigningen er for let og kommer for langt fra mål til, at den vil kunne bruges i klassementet, og derfor peger meget på, at vi som i 2015 skal have en reduceret massespurt.

Det store spørgsmål er, om der vil være hold til at kontrollere etapen. UAE har ganske vist Simone Consonni, men de vil formentlig være fint tilfredse med at få en let dag efter en hård fredag og samtidig se bonussekunderne forsvinde. Derfor vil det være op til Bora og Trek igen at hente udbruddet. Det er dog uklart, om Bennett tror, at han kan overleve stigningen, og Trek har tidligere vist, at de ikke er blege for at sende folk i udbrud. Kører der en gruppe med en rytter fra Trek og Wilier, er der gode chancer for, at Bora ikke får megen hjælp. I det tilfælde kan det bestemt ikke udelukkes, at et udbrud holder hjem.

Det mest sandsynlige er dog, at vi får en reduceret massespurt. Hvis Bora er kloge, lader de ikke Trek smutte væk, og det er utænkeligt, at Trek vil lade denne mulighed gå til spilde. Manuel Belletti tror også på sig selv i disse hårde finaler, og derfor kan Wilier også ventes at give en hånd med. Samtidig har det været en klar tendens, at mange af de mindre hold er villige til at jagte i dette løb, hvis de har misset udbruddet, og derfor burde der være rigeligt med interesse i at skabe samling.

Der vil helt sikkert komme angreb på stigningen, men det er svært at se en gruppe køre hjem. Bagude vil der formentlig være for mange sprinterhold til at jagte, og der er langt fra toppen til mål. Da Ulissi samtidig let vil kunne køre med og herefter sidde på hjul, vil løbets førende rytter formentlig kunne kvæle enhver offensiv. Derfor bør det ende i en spurt, men det store spørgsmål er, hvem der vil overleve stigningen. Der vil være sidemedvind, og det vil øge graden af selektion. Samtidig kan man vente sig, at specielt Androni vil forsøge at gøre løbet hårdt, så Francesco Gavazzi eller Andrea Vendrame kan vinde en spurt uden de store sprintere, og det er tænkeligt, at Caja Rural har samme plan med den meget formstærke Eduard Prades. Trek har helt sikkert også planer om at komme af med Bennett, og nu kan man da i det mindst ofre Pantano, der er ude af kampen om den samlede sejr. Resten af holdet er desværre for tungt til at kunne bruges i den sammenhæng.

En joker er vinden. Det bliver ganske blæsende, og efter en lang dag i modvind, hvor tempoet formentlig vil være søvndyssende lavt, vil det blive hektisk i de sidste 40 km. Trek vil med stor sandsynlighed gribe enhver mulighed for at splitte feltet, og det kan faktisk ikke udelukkes, at der vil være lidt drama. Problemet er, at vindretningen først bliver rigtig kort inden stigningen, og derfor vil det være svært for det tunge Trek-mandskab for alvor at gøre stor skade. Efter stigningen vil feltet være mindre og dermed vil det være sværere at gøre en forskel.

I sidste ende venter vi en reduceret massespurt, og det får os til igen at pege på Sam Bennett. Ireren har hidtil vist, at han er den i særklasse hurtigste, og hans rivalers hede drøm om at sætte ham på stigningerne fik et skud for boven, da han med tilsyneladende lethed sad med over som en af de bedste på sidste stigning i går. Han er ganske enkelt i glimrende form, og selvom han måske vil tabe lidt terræn på bakken, vil det relativt klatrestærke Bora-mandskab formentlig være stærke nok til at bringe ham tilbage. Samtidig viste 3. etape, at de efter et hårdt løb har et bedre tog end Trek, der mister alle deres tunge lead-out-folk, og derfor har Bennett alle kort på hånden i en finale, der ovenikøbet slet ikke er teknisk og derfor passer ham glimrende. Derfor er Bennett igen den oplagte favorit.

Igen er hans værste rival Edward Theuns, og han kan drømme om, at det denne gang kan lykkes at sejre. Ganske vist har han hidtil været klart langsommere end sin ærkerival, men på papiret er han en bedre klatrer end Bennett. Derfor kan han drømme om, at han denne gang kan komme af med ireren, og lykkes det, vil han være den klart hurtigste i feltet. Hans problem er, at han formentlig kun vil have Jarlinson Pantano til at holde Bennett bag sig på det sidste stykke, og han er derfor afhængig af specielt Androni og Caja Rural, hvis det skal lykkes. Selv hvis Bennett er med hjem, har han dog en bedre chance i Izmir. I teorien er han mere holdbar end Bennett, og den ekstra træthed kan måske tippe balancen i hans favør.

UAE skal primært forsvare trøjen, men man drømmer også om at vinde med Simone Consonni. Italieneren viste med tredjepladsen på 3. etape, at han ikke uventet er blandt de hurtigste af de hårdføre sprintere i dette løb, og han har derfor helt sikkert udset sig denne etape. Også han drager fordel af den hårde finale, og denne gang er afslutningen mindre teknisk, hvilket burde tiltale italieneren, der ikke har et tog, som kan matche Bora og Trek. Problemet er, at han i går klatrede dårligere end både Theuns og Bennett, og derfor skal han formentlig slå dem begge for at sejre.

Der er heller ikke tvivl om, at Manuel Belletti har blik på denne etape. Italieneren blev nummer 4 i Marmaris, hvor han kørte en meget lang spurt og viste, at han har farten til at udfordre de bedste i dette løb. Også han er en type, der normalt burde kunne overleve en stigning som denne, men desværre har han i år ikke klatret helt så godt som tidligere. Han vil formentlig få større problemer end både Bennett og Theuns, og derfor skal han slå dem begge i en spurt, hvis han skal sejre. Det bliver ikke let.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Hvem kan vinde, hvis det lykkes at komme af med alle sprinterne? I det tilfælde peger pilen på Androni, der har både Francesco Gavazzi og Andrea Vendrame. Ingen af dem er rene sprintere, men begge har de som speciale at spurte i mindre grupper. De har begge vist god form - i dag overraskede Gavazzi endda positivt ved at køre i top 10 - og Androni vil derfor formentlig gøre alt for at gøre løbet hårdt. Lykkes det en mindre gruppe uden sprintere at komme hjem, vil de være blandt de hurtigste.

Også Caja Rural vil prøve at gøre det hårdt, så Eduard Prades kan vinde. Spanieren har efter en svær sæson endelig ramt formen, og han kørte fremragende i Italien og på dagens etape. Dermed vil han helt sikkert være mere holdbare end de hurtige folk, og skal han spurte mod folk som Gavazzi og Vendrame har han en god chance. Også Jordi Simon vil være med fremme i et sådant scenarium.

Derudover kan man ikke helt afskrive Diego Ulissi. Hans primære mål er at forsvare trøjen, men ender de i en spurt i en gruppe uden sprintere, er han i teorien en af de hurtigste. I den ikke-tekniske finale kan han blande sig uden af tage store risici, og han har før slået en mand som Gavazzi i disse spurter.

Derudover kan man pege på holdbare sprintertyper som Ahmet Örken, Jonas Koch, Vincenzo Albanese og Enrico Barbin, men de sidder ikke med hjem uden Bennett og er derfor ikke hurtige nok til at vinde.

Som sagt kan det ikke helt udelukkes, at et udbrud kører hjem, hvis specielt Trek og Wilier er repræsenteret. I det tilfælde vil vi holde øje med navne som Kiel Reijnen, Liam Bertazzo, Andrea Vendrame, Davide Ballerini, Nikolay Trusov, Vincenzo Albanese og Greg Daniel.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Edward Theuns, Simone Consonni

Outsidere: Manuel Belletti, Francesco Gavazzi, Andrea Vendrame

Jokers: Eduard Prades, Ahmet Örken, Jonas Koch, Diego Ulissi, Vincenzo Albanese, Enrico Barbin

Udbrudskandidater: Kiel Reijnen, Liam Bertazzo, Andrea Vendrame, Davide Ballerini, Nikolay Trusov, Vincenzo Albanese, Greg Daniel

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Mark Cavendishs flotte comeback i samme finale i 2015 her.