Optakt: 7. etape af BinckBank Tour
13. august 2017 14:32 af Emil AxelgaardFoto: A.S.O.

Ekstremt uheld betød, at en brølstærk Peter Sagan fik knust alle sine drømme om at vinde BinckBank Tour, og i stedet er det nu Tom Dumoulin, der befinder sig i en særdeles fordelagtig position og har udsigt til endelig at vinde et løb, han to gange tidligere er blevet nummer 2 i. Først skal han dog overleve løbets ikoniske sidste etape, der som en lille udgave af Flandern Rundt slutter halvvejs oppe af den berømte Muur van Geraardsbergen, hvor en yderst revanchelysten Sagan vil være opsat på at understrege, at han er løbets stærkeste rytter.

Ruten

Intet vil være afgjort før til allersidst, for for andet år i træk har arrangørerne gemt den hårdeste etape til sidstedagen. Da den samtidig byder på den eneste afslutning på en stigning, er det en af de bedste chancer for rytterne til efter enkeltstarten at skabe tidsforskelle.

 

Naturligvis har et klassikerløb som dette som regel haft en etape i De Flamske Ardenner, men i 2012 beslutte man at gøre den langt hårdere ved at inkludere en finale på den berømte Muur van Geraardsbergen. Da det blev meddelt, at den berømte stigning ikke længere skulle udgøre en del af Flandern Rundt, lavede byen Geraardsbergen en aftale med folkene bag Eneco Tour om, at løbet i de kommende år skulle inkludere en etape med mål halvvejs oppe af Muren. Etapen har alle år været en stor succes, og aftalen er derfor blevet forlænget, således at den samme finale i år er med for sjette år i træk. Kun i 2014 fandt den ikke sted på sidste etape, men i årene 2012, 2013, 2015 og 2016 har den hver eneste gang været scenen for det afgørende slag mellem favoritterne, og flere gange har førertrøjen skiftet ejermand.

 

Arrangørerne har varieret den første del af etapen lidt fra år til år, og distancen har ikke altid været den samme, men finalen er blevet udgjort at samme rundstrækning. I år skal der tilbagelægges 191,3 km med start i Essen og mål på Muren i Geraardsbergen, og dermed er der som altid ikke helt tale om klassikerdistance. Bortset fra det rummer etapen alt det, vi kender fra de flamske endagsløb. Rytterne skal op over flere af de berømte hellingen i De Flamske Ardenner, og mange af dem er på programmet flere gange på en dag, hvor det går op og ned meget af dagen.

 

Etapen indledes som så ofte før med en omgang på en flad rundstrækning omkring startbyen. Denne gang er den 7,9 km lang og afsluttes med den første Primus-spurt, når man er tilbage i startområdet. Herefter går det igennem fladt terræn mod syd ned til storbyen Antwerpen, der som bekendt ligger i en flad del af Belgien. Herfra sætter man kursen mod sydvest og De Flamske Ardenner, men terrænet er fortsat fladt, når man passerer tæt forbi Gent ved forplejningszonen. Herefter går det mod syd forbi Zottegem, der som regel er målby for kongeetapen i 3 Dage ved Panne, og det markerer, at man nærmer sig stigningerne. Selvom terrænet bliver småkuperet, snor man sig dog uden om de rigtige bakker, indtil man efter 138,8 km rammer den afsluttende rundstrækning i området sydøst for Geraardsbergen, hvor finalen finder sted.

 

Finalen starter for alvor bare 700 m senere, når man rammer Mur van Geraardsbergen (1100 m, 8,7%) for første gang. Målstregen er placeret efter 600 m, mens den anden og sidste Primus-spurt kommer på toppen. Herefter venter to omgange på den 25,6 km lange runde. Efter Muren venter den kendte Bosberg (1000 m, 6%) med 21,3 km igen, og den vil være rammen om Den Gyldne Kilometer på anden og sidste omgang. Herefter flader terrænet lidt ud, inden man rammer Denderoordberg (700 m, 8%), der kommer med 6,1 km igen. Til slut venter Muren igen, hvor de 600 m op til stregen stiger med 7,6% i gennemsnit. Rytterne skal igennem to højresving lige efter den røde flamme, inden de rammer stigningen, hvor der er et venstresving bare 200 m fra stregen. Etapen er nemmere end sidste år, hvor man kørte tre omgange på rundstrækningen.

 

Som sagt blev samme finale benyttet i de seneste fem udgaver, og derfor ved vi nu, hvad vi skal forvente. I den første udgave eksploderede feltet på Muren, og til slut viste Alessandro Ballan og Lars Boom sig som de stærkeste. Italieneren tog etapesejren, mens hollænderen vandt nok tid på Svein Tuft til at tage en samlet sejr. I 2013 stjal Zdenek Stybar førertrøjen fra Tom Dumoulin ved et flot holdarbejde, hvor Sylvain Chavanel først havde sat Dumoulin under pres, inden Stybar på Denderoordberg kørte op til Ian Stannard fra det tidlige udbrud, et angreb, der gav båd etapegevinst og samlet sejr. I 2014 vandt Greg Van Avermaet en spurt på Muren i en relativt stor gruppe ved at gå forbi Pavel Brutt, der havde forsøgt at snyde favoritterne. Han vandt med 1 sekund ned til Dumoulin, Brutt, Matti Breschel og Lars Boom, der mistede trøjen til Dumoulin pga. bonussekunder. I 2015 holdt udbruddet hjem, da Manuel Quinziato tog en sjælden sejr ved at sætte Bjorn Leukemans i finalen. Van Avermaet slog Julian Alaphilippe og Tiesj Benoot i feltets spurt på en dag, hvor hele 19 mand sluttede inden for 19 sekunder af den olympiske mester. Sidste år gik det helt anderledes, da episk regnvejr og et styrt af Rohan Dennis i førertrøjen vendte løbet på hovedet efter et sandt udskilningsløb. Niki Terpstra, Oliver Naesen og Edvald Boasson Hagen angreb langt fra mål, og trods hårdt arbejde fra Sagan og Van Avermaet kunne de ikke hentes. Boasson Hagen vandt spurten på Muren, men Terpstra tog den samlede sejr.

 

 

 

 

Vejret

Sidste år blev denne etape gjort modbydeligt hård af regnvåde betingelser, men helt paradoksalt ser det ud til, at vejret bliver bedre i en ellers historisk våd udgave af løbet. Søndag bliver en relativt skyet dag, men det kun først på dagen, at der er en 25% risiko for en byge. Temperaturen vil være ca. 22 grader, og der vil stort set ikke være nogen vind, blot en svag til let brise fra nord og nordvest. Det giver sidemedvind og medvind på den lange tur frem til rundstrækningen. Her vil der være modvind på de Bosberg og Muren og medvind på Denderoordberg. Der vil være medvind på stykket frem til sidste 5 km. Herefter vil der hovedsageligt være modvind.

 

Analyse af 6. etape

Det så så godt ud. Peter Sagan viste på de to svære stigninger i finalen af Liege-etapen, der på papiret var dagen, hvor han skulle knækkes, at han er løbets klart stærkeste rytter. Med stor autoritet gik han frem på Mur Saint-Roch og havde ingen problemer med at følge brølstærke Tiesj Benoot, der splittede feltet til atomer. Herefter skabte han selv stor udskilning på en lille stigning forud for den gyldne kilometer, og her var det kun Wellens, der kunne følge ham. Belgieren havde været en perfekt alliancepartner for slovakken, der reelt kunne have lukket løbet, hvis de to, evt. med hjælp fra Dumoulin, var kørt hjem.

 

Det er imidlertid ikke altid den stærkeste rytter, der vinder. Som et symptom på en sæson, hvor det meste er gået galt for verdensmesteren, satte en dum punktering løbets storfavorit ud af spillet på et tidspunkt, hvor der var ryttere spredt ud over hele vejen og dermed meget langt til nærmeste servicebil. Det er velkendt, at man i klassikerne altid skal have held for at kunne køre med om sejren, og i et klassikerløb som BinckBank Tour gælder naturligvis samme brutale sandhed. Selvom han efterfølgende i jagten fortsatte viste stor styrke, var der selvfølgelig ingen chance for at lukke et hul på mere end et minut, og dermed ender BinckBank Tour på listen over store skuffelser i 2017-sæsonen for Sagan.

 

I stedet så vi et scenarium, som vi allerede forudsagde i går. I vores optakt nævnte vi muligheden for, at Tim Wellens og Tom Dumoulin, der blandt favoritterne er de mest udprægede klatrere, ville kunne sætte rivalerne til vægs på de sværeste stigninger. Efter Sagans uheld var det nøjagtigt, hvad der skete, og dermed var den deal, vi allerede omtalte i går, næsten for oplagt. Wellens ved, at det bliver svært at vinde samlet, og for ham havde en etapesejr efter en svær sæson stor værdi. Dumoulin kunne gøre betingelserne på den farlige sidste etape meget nemmere ved at vinde tid på rivalerne og reelt reducere det til en duel mellem ham og Wellens, og derfor var det vigtigere for ham at vinde tid end at vinde etapen. Det var næsten for oplagt for de to at dele rovet, og det var derfor, hvad der skete: Wellens fik etapesejren, og Dumoulin tog førertrøjen.

 

For Wellens er der dermed endelig lidt succes i et år, der er endt som en lille katastrofe. Efter en lovende start fik han ikke det ventede udbytte i Ardennerne, og derfor handlede alt om revanche i Touren, hvor han for to år siden havde en mareridtsagtig debut. Denne gang gik det imidlertid ikke spor bedre, da først problemer med solen og siden sygdom tvang ham ud alt for tidligt. Belgieren har det svært i varmen, og hans træner er nu allerede begyndt at spekulere i, om det i fremtiden alene skal handle om Giroen, hvor han allerede har vundet en etape.

 

For to år siden tog Wellens imidlertid en storslået revanche i Eneco Tour, da han kom flyvende ud af Touren og for andet år i træk knuste rivalerne på løbets Liege-etape, hvor han lagde fundamentet for sin anden samlede sejr i træk. I år har historien gentaget sig. Med en overraskende god enkeltstart viste han allerede, at formen var god, og i går lignede han sammen med Sagan stærkeste mand. Det bekræftede han igen i dag, hvor han for tredje gang på fire år sikrede sig sejren på løbets etape i Ardennerne, og dermed viste, at han om nogen har en evne til at ramme formen i august. At det begyndte at regne, gjorde det bestemt ikke værre for belgieren, der som bekendt trives i brutale forhold - bare tænk på hans episke sejre i Montreal og Polen.

 

Denne gang bliver det imidlertid svært at omsætte etapetriumfen i en samlet sejr også. Tom Dumoulin var måske ikke helt så stærk, som vi havde ventet, og var ikke helt i stand til at matche Sagan og Wellens, men han var dog stadig i stand til at hente belgieren. Dermed var ovennævnte alliance skabt, og Dumoulin kan nu for anden gang i karrieren gå ind til Flandern-etapen på sidstedagen med førertrøjen på sine skuldre. For fire år siden blev han snydt af Zdenek Stybar, der ganske enkelt kørte fra hollænderen med et stort angreb på Denderoordberg, men denne gang er han i en langt bedre situation end for fire år siden.

 

For det første er Dumoulin en langt stærkere og mere erfaren rytter, der specielt har den kølighed og ro, der er så afgørende på en etape, der meget vel kan blive kaotisk. For det andet er han denne gang bakket op af et meget stærkere hold, der sammen med Lotto og BMC har været den dominerende kraft hidtil i løbet. For det tredje er det lykkedes ham reelt at reducere antallet af mulige vindere til bare 6, hvoraf kun Wellens er en umiddelbar trussel. Og for det fjerde er hans værste rival denne gang en rytter, der ikke har brostensklassikerne som sine foretrukne endagsløb.

 

Dumoulin er klart den store favorit til at vinde samlet og burde både have styrken og holdet til at forsvare trøjen. Han kan i høj grad koncentrere sig om Wellens, der ikke burde kunne matche ham i det terræn, der venter. I virkeligheden er det næppe Lotto-kaptajnen, der hans værste rival. Blandt de seks, der fortsat kan vinde løbet, findes nemlig Greg Van Avermaet, Oliver Naesen og Jasper Stuyven, der alle hører til i top 10 over verdens bedste ryttere i de flamske klassikere. Det svære for Dumoulin bliver at følge de tre specialister og specielt forhindre, at de nære venner Naesen og Van Avermaet laver en alliance imod ham.

 

At Naesen og Stuyven stadig er i spil til sejren, fortjener anerkendende nik. Det er ingen hemmelig, at Van Avermaet er i stand til at køre med de bedste i Ardennerne - han har trods alt været i top 10 i Liege - men Naesen og Stuyven er begge store drenge, der aldrig for alvor har været med fremme i dette terræn. Det var tydeligt, at specielt Naesen led på de svære stigninger, men begge lykkedes det dem at overleve en dag, der kunne have sendt dem helt ud af klassementet, som det skete for lignende typer som Sep Vanmarcke og Lars Boom, der trods god form alligevel måtte strække våben mod de lettere folk. Stuyven virkede faktisk overraskende komfortabel på stigningerne og i periode stærkere end Van Avermaet. Siden løbet i London, har det været klart, at han er i storform, og han går et stort efterår i møde. At han sluttede med at slå Van Avermaet i en spurt efter et hårdt løb, vidner om klassen.

 

Man må også lette på hatten for Michael Valgren. Danskeren viste antydninger af sin gode form i går, men det var tydeligt, at han i finalen var på sin grænse. Derfor troede vi faktisk, at han ville få det svært på stigningerne på denne etape, men han bekræftede igen, at han har forbedret både klatre- og klassikerevner markant. I finalen var han fuldt ud på niveau med sine følgesvende og rykkede dermed op i top 5. Han kan kun ærgre sig over, at han umiddelbart bag sig har en af sidste etapes helt store favoritter, Naesen, som kan blive svær at matche i De Flamske Ardenner. Som en mand, der kan begå sig i begge typer klassikere og har en god enkeltstart, har Valgren imidlertid det, der skal til for at vinde dette løb i fremtiden, og det må være et mål for ham i de kommende sæsoner.

 

I det hele taget viste dagens etape fint, hvorfor dette løb er så fascinerende. Normalt er der en ret skarp grænse mellem ardenner- og brostensspecialister, og det er kun ganske få ryttere, der kører begge typer klassikere. I dette løb er de imidlertid nødt til at vise sig i begge typer terræner, og det er altid underholdende at se, hvordan de lidt tungere drenge klarer sig på de sværere stigninger. Som regel er Liege-etapen for de fleste, men det er alligevel lykkedes brostensryttere som Stybar og Boom at vinde samlet. I dag fik stigningerne skovlen under Vanmarcke, Keukeleire og Boom, mens Stuyven og Naesen klarede cuttet og stadig er med i kampen om den samlede sejr.

 

En af de få, der kan begå sig i begge slags klassikere, er Philippe Gilbert, og man kan undre sig over, at han aldrig rigtigt for alvor har været i spil til sejren. Efter sit forrygende forår havde han måske sin bedste chance i år, men det var allerede i San Sebastian klart, at de svage tendenser fra Touren var fortsat. I går skuffede han igen stort, og i dag gik det så helt galt for veteranen. Da også Petr Vakoc tabte terræn, og den forsvarende mester Niki Terpstra fortsat er på vej tilbage efter sine mange skader, ser det nu sort ud for verdens førende klassikermandskab, Quick-Step. På den anden side var det det samme forud for sidste etape i 2016 - og her kan de fleste nok huske, hvordan det endte!

 

Favoritterne

De forudgående udgaver viser, at alt kan ændres på Flandern Rundt-etapen, der nu er blevet kørt så ofte, at vi alle ved, hvad vi kan forvente. Graden af selektion har været meget forskellig fra år til år, og de foregående udgaver viser, at meget afhænger af vejret. Hvis det regner og blæser, kan etapen vende op og ned på klassementet, som det skete sidste år, og kun de stærkeste kan være med. I de fleste udgaver har forskellene imidlertid været begrænsede og kan opgøres i sekunder.

 

Meget afhænger også af, om manden i førertrøjen har et stærkt hold, der kan lægge løbet i et jerngreb, eller om de stærkeste hold har tid, der skal hentes. I år er ruten ikke helt så svær som tidligere, og det kan gøre det mindre selektivt. Denne gang er det først til allersidst, at man for alvor kan sætte Sunweb under pres, og hollænderen har et ganske fint hold til at kontrollere etapen - også selvom Lotto Soudal, Ag2r, Quick-Step, Cannondale og BMC på papiret er stærkere.

 

Sagans uheld vil ændre løbets dynamik meget. Forventningen var, at slovakken skulle være i defensiven, og at alle ville kigge på ham. Nu er han imidlertid helt frit stiller og kan kun have etapesejren som mål. Han må være fyldt med vrede og revanchelyst, og hans tilgang til løbet kan blive nøglen til, hvordan det vil forløbe.

 

Der er ingen tvivl om, at Van Avermaet, Naesen og Stuyven går ind til etapen med et mål om både etapesejr og samlet triumf, og deres tre mandskaber vil gøre alt for at sætte Sunweb under pres. Det store spørgsmål er, hvordan Sagan vil gribe det an. Vil han gå efter den helt store skalp med et stort soloangreb, eller vil han køre afventende og forsøge at vinde en spurt på Muren.

 

Der kan findes argumenter for begge dele. Bruger han hovedet, skal han køre defensivt og satse alt på etapesejren, da det er stort set umuligt at forestille sig en samlet sejr til slovakken. På den anden side er han en impulsiv rytter, der helt sikkert har så megen frustration at køre ud, at vi ikke vil blive overraskede, hvis han sætter alt på et bræt. Rivalerne vil ikke nødvendigvis reagere med det samme, da han ikke er en umiddelbar klassementstrussel, men han kan blive en vigtig allieret, hvis mere eksplosive typer som Van Avermaet og Naesen kan køre med og i samme forbindelse komme af med Dumoulin.

 

Van Avermaet har tidligere vundet etapen, og det vil han elske at gøre igen. Det samme vil Naesen, der ikke har lagt skjul på sine ambitioner, og det bliver derfor også interessant at se, hvordan de griber det an. Kører de offensivt i et forsøg på at tage det hele, eller har de mere blik på at vinde etapen i en spurt på Muren. Naesen vil tvivle på sine evner mod Sagan og Van Avermaet til sidst og vil nok vælge den offensive løsning, men Van Avermaet kan finde argumenter for begge tilgange.

 

Under alle omstændigheder vil det blive en meget taktisk etape, hvor spillet vil starte med det samme. Alle vil have folk med i det tidlige udbrud, og vi kan vente endnu en aggressiv start med mere end en times uafbrudt aggression. Starten er dog så nem, at Sunweb burde være i stand til at sikre, at udbruddet ikke er nogen stor trussel. Derfor vil det i høj grad være op til Ag2r, BMC, Bora, Lotto og Trek at stå for føringsarbejdet, så etapesejren og bonussekunderne kan komme i spil. De vil imidlertid uden problemer kunne kontrollere situationen, og derfor skal det hele afgøres mellem favoritterne på rundstrækningen, hvor løbet kan eksplodere allerede på de to første passager af Muren.

 

Efter dagens nedtur er Peter Sagan i en meget bedre position til at gå efter etapesejren, og det gør ham til den oplagte favorit. Nu er det ikke op til ham at lukke huller, og han behøver slet ikke at spekulere på sekunder og tidsgevinster. Samtidig er han ikke længere trussel og vil have langt mere frihed end tidligere. Han viste i dag, at han er løbets i særklasse stærkeste rytter, og denne etape samt specielt finalen passer ham endda langt, langt bedre end de foregående. Sagan kan angribe eller vente på en spurt og kan vinde i ethvert tænkeligt scenarium. Naturligvis er det altid svært at holde hovedet koldt og kontrollere angreb i det, der kan være en ukontrollerbar finale, men hvis det skal afgøres med benene, vinder Sagan. Med den større grad af frihed er han derfor vores helt klare favorit.

 

Hans værste rival kan meget vel vise sig at være Oliver Naesen. Den belgiske mester bekræftede sin forrygende form ved at sidde med fremme på en etape, der egentlig burde have været lidt for svær for ham. Nu rammer han sit foretrukne terræn, og han viste i årets klassikere, at han til fulde kan matche Sagan og Van Avermaet på de belgiske hellingen. Formmæssigt synes han at være længere fremme end sin ven fra BMC, og han har lidt mere frihed, fordi han er lidt længere efter i klassementet. Hans problem er, at han ikke nyder samme frihed som folk længere tilbage i klassementet, men vi anser ham som den største trussel mod Sagan i en direkte duel.

 

Sammen med Naesen, Sagan og Van Avermaet er Sep Vanmarcke vel verdens bedste på de belgiske hellingen. I år fik han foråret ødelagt af sygdom og styrt, men i de seneste måneder har han for alvor været tilbage. I dag blev Ardennerne en smule for hårde, men nu er han tilbage i det terræn, han virkelig elsker. Modsat Van Avermaet og Naesen kan han få frihed til at angribe, og han vil heller ikke være uden chance i en spurt som denne. Dermed har han flere muligheder for at vinde en etape, der passer ham fremragende.

 

Greg Van Avermaet har som sagt tidligere vundet denne etape, og det vil han elske at gøre igen. Vi kan imidlertid ikke helt finde ud af, hvad vi skal mene om den olympiske mester. Han er som altid på et højt niveau, men han synes ikke helt at have fundet forårets form - også selvom han gang på gang giver udtryk for glæde ved sine gode ben. Finalen passer ham dog som fod i hose, og det er i denne type afslutninger, han har en chance for også at slå Sagan. Naturligvis er han som Naesen hæmmet af også at skulle tænke på klassementet, men som en af verdens førende specialister i denne type finaler, kan han sagtens ende med at vinde alligevel.

 

To styrt har sendt Tiesj Benoot ud af klassementet, men i dag viste han, at formen intet fejler. I morgen skal han naturligvis primært koncentrere sig om Wellens, men det kan ikke udelukkes, at han får frihed til at køre efter en etapesejr, hvis Wellens indser, at den samlede sejr ikke er muligt. Benoot har fået to klassikersæsoner ødelagt af styrt, men han er stadig en af de allerbedste i dette terræn. Touren har endda muligvis gjort ham endnu stærkere, og da han er langt efter i klassementet, har han langt mere frihed end de øvrige specialister.

 

Den frihed har Jasper Stuyven ikke, men han er til gengæld i forrygende form. Hans klatrepræstation i dag var simpelthen fremragende, og det samme var hans angreb i London. Også han er som skabt til denne finale, men han har det problem, at han regulært skal slå både Van Avermaet og Naesen, der ikke lader ham køre. De er på papiret en smule bedre i denne type afslutninger, men med den nuværende form har Stuyven en reel mulighed for at slå dem.

 

Jens Keukeleire var muligvis stærkeste mand ved EM, og han har taget det gode form med til dette løb. Han kunne ikke helt følge med i Ardennerne og har generelt været et niveau under de allerbedste. Han er imidlertid nu så langt efter i klassementet, at han har mere frihed, og han er god i en spurt på en stigning som denne.

 

Løbet her har afsløret en genfødt Lars Boom. Ikke uventet kunne han ikke følge med i Ardennerne, men også han er nu på hjemmebane. Han er ikke så eksplosiv som de bedste på de belgiske hellingen, men han er stadig en af de bedste og stærkeste ryttere. Han har mere frihed end mange af rivalerne og viste på 5. etape, at han har evnen til at time et angreb i finalen.

 

En formstærk rytter, der er ude af klassementet, er Wout Van Aert. Crossstjernen skuffede i dag, men det er tænkeligt, at han sparede kræfter til en etape, der passer ham endnu bedre. Han er langt efter i klassementet og er derfor ikke den store trussel. Han mangler stadig at vise, at han køre med de bedste på en så svær etape på WorldTour-niveau, men han synes at være stærk nok til at kunne gøre det.

 

Vi har været dybt imponerede over Jasha Sütterlin i dette løb. Den unge tysker har igen bekræftet formatet i dette løb. Normalt burde dagens etape have været alt for svær for ham, men han var alligevel langt fremme. Nu rammer han en etape, hvor han sidste år imponerede, og da også han har tabt lidt tid, vil han have lidt frihed. Han mangler lidt eksplosivitet på stigningerne, men er stærk nok til at køre alene hjem med et fremstød.

 

Det samme er Yves Lampaert og Stefan Küng, der begge har vist god form. Nu er de helt ude af klassementet, og de er ganske gode i dette terræn. Vigtigst af alt er de brølstærke, hvis de først får et hul, og de er blandt de ryttere, der kan vinde etapen ved at angribe på rundstrækningen. Niki Terpstra er altid en kandidat på en etape som denne, men vi er lidt usikre på, om formen rækker til at sejre.

 

Det samme er Edward Theuns og Danny Van Poppel, der begge har vist fremragende form. De er eksplosive og gode på korte stigninger. Theuns har tidligere vist, at han kan være med helt fremme i de flamske klassikere, mens Van Poppel endnu mangler at dokumentere det samme. Han har imidlertid nået helt nye højder på det seneste, og vi glæder os til at se ham køre offensivt også her.

 

Feltet.dks vinderbud: Peter Sagan

Øvrige vinderkandidater: Oliver Naesen, Sep Vanmarcke

Outsidere: Greg Van Avermaet, Tiesj Benoot, Jasper Stuyven, Jens Keukeleire, Lars Boom

Jokers: Wout Van Aert, Jasha Sütterlin, Yves Lampaert, Stefan Küng, Edward Theuns, Danny Van Poppel, Niki Terpstra

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »