Optakt: 7. etape af Tour de Suisse

Ruten

I de seneste tre år har løbets kongeetape været henlagt til den brutale Rettenbachferner i Østrig, men i år er det igen løbets eget hjemland, der vil være rammen om løbets vigtigste bjergslag. Efter et par etaper med relativt lette stigninger i finalen venter der på løbets 7. etape endelig en stor chance for klatrerne til at slå til, når man på løbets tredjesidste dag skal slutte i på Arosa-stigningen, der byder på en voldsomt stejl afslutning. Det er imidlertid også nu, der skal slås til, for etapen er sidste chance for de lette folk til at vinde tid inden den afsluttende enkeltstart.

I alt skal der tilbagelægges 170,5 km mellem Eschenbach/Atzmännig og Arosa. Starten er hård, da man med det samme kører mod sydvest og siden nordøst op ad en ikke-kategoriseret stigning, der over 7 km stiger med 4% i snit. En lille nedkørsel leder mod nord frem til bunden af kategori 3-stigningen Wasserflustrasse (3,4 km, 6,7%), der bestiges fra vest og har top efter 24,6 km. Herefter går det videre mod øst, nordøst og sydøstgennem let kuperet terræn med to mindre bakker, inden en nedkørsel leder mod nordøst ned mod fladlandet.

Efter knap 70 km er man nede i den dal, der markerer grænsen til Lichtenstein, og man følger nu den flade dalvej og grænsen mod syd tæt forbi hovedstaden Vaduz, dog uden nogensinde at køre ind i miniputnationen. Kort efter drejer man mod sydøst for at køre frem til den første spurt, der kommer efter 126,7 km, inden det går mod syd forbi den sidste spurt, der kommer efter 135,9 km.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Den flade dalvej følges mod syd frem til byen Chur, hvor finalen indledes. Her kører man mod øst direkte ind på kategori HC-stigningen Arosa (27,7 km, 4,1%), der leder op til mål. Man skal ikke lade sig snyde af tallene, for stigningen er ganske irregulær. De første 7 km er hårde med stigningsprocenter mellem 7 og 11, men derefter følger et langt midterstykke, hvor det bare stiger med 1-2% det meste af vejen. Med 5 km igen går det imidlertid for alvor løs, når man drejer mod syd og sydvest, for her stiger det med 9-11% indtil det på den sidste kilometer atter flader ud med stigningsprocenter på 2-3.  Bjergspurten kommer med 1,1 km igen, hvorefter det er fladt. I finalen er der et hårnålesving med knap 3 km igen, men herefter bugter vejen sig kun let. Til slut følger man vejen halvvejren rundt om en sø.

Etapen byder på i alt 2927 højdemeter.

Arosa blev senest besøgt i 2012, hvor Michael Albasini tog en solosejr på en dramatisk bjergetape, hvor Alejandro Valverde måtte grave dybt for at hjælpe sin unge holdkammerat Rui Costa med at forsvare trøjen. Chris Horner tog sin hidtil største sejr i 2005, hvor han slog en ung Vincenzo Nibali, og Francesco Secchiari tog en udbrudssejr på en knap så selektiv dag i 2000. I 1999 tog Francesco Casagrande en solosejr med 35 sekunder ned til den lokale helt Laurent Dufaux.

Vejret

Regnvejret har sluppet Schweiz for nu. Fredag bliver en flot solskinsdag med en temperatur i målområdet på 15 grader. Det vil igen være relativt blæsende med en jævn til frisk vind fra nord. Det giver sidevind, indtil man i den flade dal drejer ind i direkte medvind. Til slut får man atter sidevind på den sidste stigning, indtil man drejer ind i medvind på de sidste kilometer. Efter bjergspurten er der først sidevind, så modvind og til slut medvind, mens man kører rundt om søen.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Analyse af 6. etape

Man må knibe sig lidt i armen! Et tema i disse analyser de sidste dage har været, hvordan et hold med lidt succes hurtigt kan opbygge et momentum, hvor de næste sejre følger langt lettere end de første. Det har vi set med Quick-Step gennem hele sæsonen, og i dette løb har det været Astana,Mitchelton-Scott og UAE, der har bygget videre på de store triumfer, der har haft i den seneste tid.

Det er imidlertid ikke muligt på samme måde at tale om, at en nation kan få momentum. Et lands ryttere er nemlig spredt på forskellige hold med vidt forskellige interesser, og presset bestemmes derfor af helt andre omstændigheder end landsmændenes eventuelle succes. Alligevel er det svært ikke at tale om et dansk momentum efter en 2018-sæson, der har overgået de vildeste forventninger og bare synes at blive ved og ved.

De helt store triumfer har Michael Valgren naturligvis stået for med sejrene i Amstel Gold Race og Omloop Het Nieuwsblad, men stort set hele den danske elite har leveret. Mads Pedersens andenplads i Flandern Rundt var i virkeligheden måske endnu større, da den blev opnået i den unge danskers debut i et af sportens allersværeste løb, og Magnus Cort har med flotte præstationer i Dubai, Oman og særligt Yorkshire vist, at han har nået et helt nyt niveau. Jakob Fuglsang vandt kongeetapen i Romandiet Rundt og spillede en nøglerolle for Valgren i Amstel Gold Race, og Jesper Hansen nåede karrierens flotteste resultat i et WorldTour-løb i Catalonien. I denne uge var det så den ellers altid så loyale hjælper Christopher Juul, der trodsede alle odds og tog en højst uventet stor sejr på WorldTouren i Schweiz.

Et af de helt store talenter har imidlertid glimret ved sit fravær. Efter et fantastisk efterår, hvor han får alvor indskrev sig som et af sportens største klassikertalenter med en flot Vuelta, et fremragende VM og ikke mindst et fantastisk Paris-Tours, var forventningerne til Søren Kragh tårnhøje forud for denne sæson. Desværre gik det galt allerede fra sæsonstart, da han styrtede allerede i sit første løb, Tour of Oman, og siden da har han været forfulgt af uheld. Sygdom har kompliceret tingene yderligere, og danskeren nåede aldrig topformen i foråret, hvor han kunne se Valgren og Pedersen løbe med al den hjemlige opmærksomhed.

Kragh viste imidlertid sidste år, at hans talent er fuldt på højde med sine to landsmænds, og at han samtidig har det punch, den spurt og det instinkt, der skaber hans vinder. Desværre har det ikke helt kunnet udfolde sig på Sunweb, hvor han imellem alle problemerne også har været fastlåst i en hjælperrolle for Michael Matthews, der har mange af de samme kvaliteter som det danske talent.

Det har også været hans job i dette løb, og derfor har han ikke kunnet jagte personlige resultater. Enhver, der så de første etaper i dette løb, var imidlertid ikke i tvivl om, at danskeren er i storform, og hans fantastiske arbejde for Matthews i selv meget hårde finaler har kun bidraget til at cementere, hvad der efterhånden synes at være en temmelig sikker plads på Sunwebs Tour-hold.

I dag fik han så endelig sin chance, og den greb han til fulde. I en knaldhård start, hvor man skulle have gode ben for at komme med i udbrud i det vanskelige terræn, bookede danskeren billet til en lang og opslidende dag. Let så det bestemt ikke ud for danskeren, der trods sit store talent, bestemt ikke er ren klatrer. To mægtige tinder og selskab af lette folk som Patrick Konrad, Gorka Izagirre og Jan Polanc betød, at Kragh havde kam til sit hår, da han begav sig ud på den svære mission at omsætte den store chance til en sejr.

Kragh bekræftede imidlertid sin storform ved at overleve de to store bjerge - endda modsat klatrere som Polanc og Konrad, der tydeligvis er helt færdige efter en hård Giro - og da først han var sikkert på toppen af Klausenpass var det klart, at danskeren stod med en fremragende chance i en finale, der passede ham som fod i hose. Ganske vist var han oppe mod puncheurs som Haas og Izagirre, men da ingen af dem ligefrem har vist storform i de sidste dage, pegede pilen på Kragh som manden, der skulle slås.

Kragh gjorde på fornemste vis arbejdet færdigt, selvom han tog en chance ved at lade den stærke Michael Gogl, der trods alt er kørt i top 10 i Amstel Gold Race tidligere, køre. Han viste imidlertid den kølighed og timing, der skaber en vinder, og med nærmest Valverde-agtig præcision hentede han østrigeren på det helt rette tidspunkt og blæste herefter til karrierens største sejr.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Triumfen har imidlertid en lidt bitter eftersmag, for Kragh har bestemt ikke fået sig flere venner i feltet i dag. Sunweb bad ham nemlig sidde på hjul i finalen - formentlig med det lidt tynde alibi, at Maxime Monfort og Gorka Izagurre truede Kelderman og Oomen i klassementet - og den sparede energi bidrog i høj grad til, at han kunne gøre arbejdet færdigt. Det kan i den grad diskuteres, om den manøvre var fair, især fordi Sunweb ikke i feltet viste nogen som helst interesse i at jagte Monfort og Izagirre. De overlod gladelig alt arbejdet til BMC og fik dermed den bedste af alle verdener. Det vil helt sikkert vække en del kritik.

Især Haas er formentlig rødglædende. Australieren har bestemt ikke haft en let tid, siden sygdom ødelagde hans stor drøm om at forbedre sidste års fjerdeplads i drømmeløbet, Amstel Gold Race. Efter en flot start med en 3. plads på 2. etape i dette løb har han skuffet igen og igen i de seneste dage, men i dag fik han sig en tiltrængt opmuntring ved både at ramme udbruddet på en svær etape og derefter overleve nogle meget lange stigninger. Da afslutningen endda passede ham som fod i hose, og han til slut kunne gøre arbejdet færdigt ved at sætte alle andre end Kragh, kan man ikke fortænke Haas i at være temmelig bitter i disse minutter, efter at han modsat danskeren tog sin del af ansvaret for at holde feltet bag sig.

Det var dog især Izagirre, der var udbruddets motor. Efter en meget svær start på løbet, hvor han slet ikke har kunnet bygge videre på sin flotte sæsonstart, har det ellers set sort ud for baskeren. I dag rejste han sig imidlertid flot, og selvom finalen passede ham glimrende, foretrak han med sit store arbejde tydeligvis at arbejde for en billet tilbage i klassementet i stedet. I sidste ende betød den voldsomme forcering i feltet, at han stort set intet fik ud af anstrengelserne - udover naturligvis en spildt mulighed - og heller ikke han har derfor et billede af Kragh stående på sit natbord i aften.

I feltet var der ikke mange, der viste interesse i at gå efter etapen. Sunweb og Bahrain havde begge folk med i front, og Peter Sagan var tilsyneladende så presset på den lange Klausenpass-stigning, at han ikke følte sig klar til at gå efter sejren. Da også Mitchelton smed håndklædet i ringen, blev det op til BMC at holde udbruddet i snor, så man kunne undgå, at Monfort stjal Portes trøje.

Den mission lykkedes, men det blev i virkeligheden en langt bedre dag for amerikanerne, end de formentlig havde drømt om i morges. De færreste havde vel forventet, at man på den ret lette målstigning ville se en kamp mellem favoritterne, og Porte lignede da heller ikke i første omgang en mand, der havde planer om at vinde tid. Da han så en lille åbning valgte han imidlertid at teste benene, og det gik over al forventning.’

Naturligvis var det ikke svært at forudse, at Porte ville være løbets stærkeste mand - han har trods alt været verdens bedste i ugelange etapeløb i de seneste år og havde endda meldt ud, at han var velforberedt til dette løb - men at han ligefrem kunne sætte alle rivalerne fra hjul på en stigning, der end ikke steg med 6% var nærmest skræmmende. Det minder om den magtdemonstration, han leverede i sidste års Romandiet Rundt, hvor han på en lignende let stigning kørte fra alt og alle og på ingen tid lukkede hullet til Simon Yates, som var startet stigningen med et stort forspring, og slutteligt vandt næsten et minut på rivalerne på en etape, der slet ikke burde have skabt sådanne forskelle. I dag leverde han en lignende klassepræstation og cementerede dermed med knusende overlegenhed sin status som den store trussel mod Froomes herredømme i sommerens Tour.

Sejren betyder, at Porte mere eller mindre allerede har vundet Tour de Suisse, ikke mindst fordi han har enkeltstarten i baghånden som et stærkt våben, og allerede nu synes rivalerne blot at køre om andenpladsen. Porte er imidlertid fortsat ivrig efter at teste benene i bjergene og på enkeltstarten, og med den styrkedemonstration, han leverede i dag, kan man bestemt ikke udelukke, at han ender med at vinde både 7. og 9. etape og dermed forlade løbet med både samlet triumf og tre etapegevinster på bare ni etaper!

Blandt de øvrige favoritter var det svær at aflæse meget på en stigning, hvor man skulle have Porte-agtigt styrke for at gøre en forskel. Nairo Quintana, Jakob Fuglsang, Enric Mas og Sam Oomen efterlod umiddelbart det mest positive indtryk, men reelt siger denne type stigning ikke meget om, hvad vi kan forvente i morgen. Wilco Kelderman var lidt usynlig i starten af stigningen, der ellers burde have passet ham, men da han hurtigt kom tilbage for at angribe nær toppen, synes der ikke at være alarmklokker, der ringer for manden, som ligner den eneste reelle trussel mod Porte i kraft af sin gode enkeltstart.

Favoritgruppen udgjordes stort set udelukkende af klatrere, men der var dog et par undtagelser. De to puncheurs Diego Ulissi og Arthur Vichot viste igen glimrende form ved at blande sig med alle klassementsrytterne, og de bekræftede dermed det lovende indtryk fra de første etaper. Særligt varmer det hjertet at se Vichot, der har været forfulgt af uheld igennem de seneste sæsoner, endelig synes klar til at indfri potentialet og endda udvise den stabilitet, det ellers altid har knebet med.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Der var dog også enkelte tabere. Det gælder særligt Bjorg Lambrecht, der altså stadig ikke er klar til at blande sig med de bedste på WorldTouren, og Andrey Amador samt Tanel Kangert, der i kraft af deres gode enkeltstart måske ville kunne have reddet sig en top 10. Med udsigt til et større tidstab i morgen, synes den mulighed imidlertid at være væk, og det ligner derfor en hjælperrolle for de to motorer på de kommende etaper.

Deres hjælperindsats bliver der imidlertid også brug for. I morgen er ventetiden endelig ovre, og der er ikke længere noget sted at gemme sig. Hidtil har vi desperat ledt efter tegn på styrkeforholdet, men bortset fra Portes suveræne overlegenhed, har der ikke været mange sprækker at finde. Om 24 timer er vi alle meget, meget klogere på, hvem der skal slås om andenpladsen bag løbets suveræne konge. Og hvem ved, måske kan Fuglsang endda fortsætte den danske drømmesæson?

Favoritterne

Hvis man ser borte fra Richie Portes magtdemonstration på dagens etape, har løbet hidtil været ét langt ventespil, hvor en kombination af modvind og lette stigninger har gjort det umuligt at skabe forskelle. Det var imidlertid klart allerede inden starten, at det reelt kun var fredagens 7. etape, der af klatrerne kan bruges til at gøre en forskel, og derfor har det været helt forventeligt, at vi er nået en uge frem uden reelt at vide andet, end at Porte som ventet er et niveau over alle rivalerne.

I morgen slutter gemmelegen imidlertid. Arosa-stigningen er den eneste svære finalestigning i løbet, men den er til gengæld også rigeligt svært til at gøre forskelle. De sidste 5 km har ganske brutale procenter, og selvom det lange, relativt flade midterstykke betyder, at man næppe kan udnytte den svære start på stigningen, er der lagt op til drama i finalen. Det er her det helt store klatreslag skal stå, og det er her, de lette bjerggeder skal forsøge at vinde tid inden enkeltstarten.

Netop det forhold, at det er den eneste ”rigtige” bergetape i løbet, betyder også, at det er svært at tro på en udbrudssejr. Efter dagens magtdemonstration vil Porte formentlig gøre alt for endelig at tage en europæisk sejr i en sæson, hvor hans eneste triumf kom helt tilbage i januar i Tour Down Under. Også Mikel Landa og Nairo Quintana skal gå efter sejren i deres sidste store Tour-test, og det er bestemt heller ikke utænkeligt, at en tilsyneladende velkørende Jakob Fuglsang tror så meget på sig selv, at også Astana vil tage ansvar. Det kan godt være, at det ligner en næsten umulig mission at slå Porte, men skal man tro på en podieplads efter enkeltstarten skal folk som Fuglsang, Landa og Quintana gerne bringe bonussekunderne i spil. Derfor burde der være rigeligt med interesse i at jagte.

Det betyder dog ikke, at der ikke vil blive forsøgt. Udbrud har ofte gode chancer i det schweiziske løb - bare se på de foregående dage - og derfor vil mange være ivrige efter at give den et skud. Den hårde start betyder også, at vi formentlig vil se en brølstærk gruppe med stærke folk i Albasini-, Calmejane- og Fraile-klassen, og derfor kan det tage tid, inden udbruddet etableres. Samtidig betyder gruppens styrke, at det formentlig bliver endnu en lynhurtig dag.

Når gruppen er kommet fri, regner vi med, at BMC tager kontrol. Det kan godt være, at Porte ikke behøver at vinde, men vi er ret sikre på, at han gerne vil. Derfor regner vi med, at amerikanerne vil jagte stenhårdt, måske med hjælp fra Astana og Movistar. Alt peger derfor på, at favoritterne skal køre om sejren.

BMC vil formentlig skulle sætte farten fra bunden, men det er meget tænkeligt, at Movistar og Astana, der begge har gode klatrere, også vil forsøge at gøre det hårdt. Der kan skabes ganske stor udskilning i bunden, men med det flade midterstykke er der næppe store navne, der vil angribe allerede her. Formentlig skal vi vente til de sidste 5 km, men her kan vi til gengæld se frem til et rigtigt opgør mellem favoritterne. Den flade afslutning betyder naturligvis, at en god spurt kan vise sig at være et nødvendigt våben, men stigningen er så hård, at man sagtens kan køre alene hjem og gøre forskelle forinden.

Og derfor er der heller ingen tvivl om, at etapen har en tårnhøj favorit. I det seneste to år har Richie Porte været den i særklasse stærkeste i bjergene i de fleste ugelange etapeløb, og det er kun i dette forår, hvor han har været ramt af sygdom, at han ikke har kunnet vise sig frem ved vanlig styrke. I dag var han imidlertid tilbage på 100% og bekræftede, hvorfor han sammen med Froome i øjeblikket må betegnes som verdens bedste klatrer. På en ganske let stigning satte han ganske enkelt rivalerne fra hjul, og når han kan gøre det på en så let stigning, tør man slet ikke tænke på, hvilke forskelle han kan gøre i morgen. Det kan godt være, at han skal bruge sit hold op tidligt, men Porte er så god, at han formentlig bare kan køre væk allerede tidligt på det sværeste stykke. Efter i dag er det svært at se, at nogen kan nå Porte til sokkeholderne, og derfor ligner det en klar sejr til BMC-stjernen.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Hans værste rival er formentlig Mikel Landa. Kigger man alene på resultaterne, kan man tro, at baskeren ikke er i form, men intet kunne være mere forkert. Tværtimod var han i går brølstærk, da hans trods hård modvind og en meget let stigning, der slet ikke passede ham, var tæt på at holde feltet bag sig og tage en stor sejr. I sidste ende kostede det ham 14 sekunder, men det betyder mindre, for med tanke på enkeltstarten er han her næppe for at vinde løbet. Hans store mål er at vinde denne etape, og sammen med Nairo Quintana har han en fremragende taktisk fordel, der kan presse Porte. Landa, der i år allerede har vundet kongeetapen, er sammen med Quintana den eneste, der på papiret kan matche Porte i bergene, og han synes også at være den eneste, der har formen til måske at gøre det. Kan han hænge med hele vejen, vil det være meget lige mellem de to i en flad spurt.

Nairo Quintana har efter en stille sæson, hvor alt har været lagt an på Touren, virket velkørende i disse dage. I dag kunne han ganske vist ikke holde hjul på Porte, men det var der jo ingen, der kunne. Faktisk har colombianeren lignet en mand med overskud, opmærksomhed og kørelyst, og han burde efter sin stille start endelig nærme sig topformen. Vi ved alle, hvor god Quintana er, når han nærmer sig toppen, og selvom det er længe siden, at han sidste har været der, burde han nærme sig 100% så tæt på sit store mål. Han vil være ganske komfortabel på en lang og ganske stejl stigning, og sammen med Landa kan han måske fange Porte i en Movistar-sandwich. Det er klart, at han skal alene hjem for at vinde, men kan han og Landa angribe på skift, kan det lade sig gøre.

Også Jakob Fuglsang har lignet en mand med overskud i de seneste dage, og særligt i dag virkede han ganske velkørende. Hidtil har stigningerne været for lette, men også han burde være mere komfortabel her, selvom den sidste stigning måske er til den stejle side for danskeren. Han har i det seneste års tid forbedret sin klatring kolossalt, og vi ved alle, hvor god han sidste år var på denne tid. Det er klart, at han på papiret er et niveau under de tre ovennævnte, men han er stadig lidt en underdog, der i kraft af sit store tidstab fra holdløbet og sin store snilde kan gøre, hvad han gjorde i Romandiet: udnytte det taktiske spil til at snige sig væk. Han har benene til at gøre det.

Det har længe været klart, at Enric Mas er en af sportens allermest lovende klatrere, og han fik endelig sin store gennembrudssejr, da han på kongeetapen i Baskerlandet holdt selveste Mikel Landa bag sig. Han skal ikke køre Tour og har dette løb som sommerens helt store mål, og han har virket til at være i hopla de seneste dage. At han spurtede sig til en andenplads på 5. etape tyder på form, for han er bestemt ikke kendt for sin spurtstyrke. Mas’ fremtid er stor, og på en stejl stigning som denne burde han atter kunne vise os alle hvorfor.

Hidtil har Steven Kruijswijk også virket ganske stærk. Han var en af de få, der angreb i modvinden på 6. etape, men hidtil har stigningerne været alt for lette for den hollandske diesel. Han burde være langt mere komfortabel på en lang, udmarvende stigning som denne, ikke mindst fordi han med sin flotte bjergenkeltstart og stærke arbejde for Roglic i Romandiet har lignet en mand, der måske kan nærme sig sit fabelagtige niveau fra Giroen i 2016. Han er ganske vist bedre på dage med mange bjerge, men stigningen her burde være svær nok til, at Kruijswijk kan få gang i sin motor, selvom det kan være svært at se ham vinde etapen.

Hvor god er Wilco Kelderman? Det er ikke let at blive klog på. Hollænderen har misset hele foråret med en skade, men det er tydeligt, at han allerede er i glimrende form. I dag lignede han kortvarigt en mand i krise, men han kom ganske stærkt tilbage mod slutningen, hvor han endda var i angreb. Hans enkeltstart betyder, at han kan tillade sig at køre defensivt, og har han benene fra sidste års Vuelta, er han en af de bedste. Samtidig har han den fordel, at han i en spurt er den hurtigste af løbets klatrere.

Der har godt nok været langt imellem snapsene for Simon Spilak i de seneste sæsoner. Sidste år kørte han kun ét godt løb, men det var til gengæld lige præcis Tour de Suisse, hvor han knuste alle på kongeetapen. På baggrund af hans hidtidige sæson er det svært at have de helt store forventninger, men han har godt nok virket skarp de seneste dage, hvor han har været med i de fleste fremstød. Det er slet ikke umuligt, at han igen i år har timet formen ganske perfekt, og er han på samme niveau igen denne gang, vil han være med helt fremme. Desværre skal også han alene til stregen.

Ion Izagirre har i år kørt dårlige enkeltstarter, men han har til gengæld klatret bedre end tidligere. Særligt i Baskerlandet, hvor han ofte matchede Landa og Roglic var han flyvende, og han ser også ganske skarp ud i dette løb. Desværre har han fortsat nok ikke niveauet til ligefrem at være med helt i front, særligt fordi han først og fremmest skal køre defensivt med tanke på enkeltstarten, men det skal blive interessant at se, hvor langt han er kommet som bjergrytter i denne test.

En anden hurtig favorit er Bauke Mollema , men hollænderen er ikke let at blive klog på. Han har ikke just klatret sublimt de sidste to sæsoner, og han har ikke den store historik i sine forberedelsesløb, hvor han som regel mangler en del. Han har heller ikke været synlig på stigningerne hidtil, men han kan sagtens have snydt os og i virkeligheden bare kørt klogt. En Mollema i form burde trods alt være med fremme, og han har som sagt spurten som et glimrende våben.

Jack Haig og Sam Oomen kommer begge fra Giroen og har hidtil virket ganske skarpe. Som for alle andre Giro-ryttere gælder imidlertid, at det hele kan kollapse meget pludseligt, og det er bestemt også en risiko for de to unge talenter. Særligt Oomen synes dog stadig at have en del at skyde med, og selvom det er svært at se dem vinde, kan de sagtens blande sig helt i front.

Endelig vil vi pege på Mark Padun og Hugh Carthy. Supertalentet Padun har været fabelagtig i de seneste uger, og også i dette løb har han været brølstærk. Han ofrede sit klassement for Izagirre den anden dag, og han er igen som udgangspunkt hjælperytter, men får han frihed kan han overraske. Carthy virker til at være kommet godt ud af Giroen og så stærk ud med sit angreb på 5. etape, hvor stigningen ikke passede ham. Han burde være langt bedre her, og da han ikke har mange chancer i klassementet, vil han være klar til at tage chancer. Vi har også ganske høje forventninger til en tilsyneladende velkørende Mathias Frank, men han er dog næppe stærk nok til for alvor at blande sig med de bedste.

Feltet.dks vinderbud: Richie Porte

Øvrige vinderkandidater: Mikel Landa, Nairo Quintana

Outsidere: Jakob Fuglsang, Enric Mas, Steven Kruijswijk, Wilco Kelderman, Simon Spilak

Jokers: Ion Izagirre, Bauke Mollema, Jack Haig, Sam Oomen, Mark Padun, Hugh Carthy