Optakt: Clasica San Sebastian

Løbets rolle og historie

Spanien er et af cykelsportens traditionelle kraftcentre, og sporten har en rig historie i landet. Cykelkulturen er imidlertid mærkbart anderledes end i mange andre etablerede cykelnationer. Mens Belgien altid har lagt mest vægt på endagsløb, spiller den type begivenheder nærmest ingen rolle på Den Iberiske Halvø, hvor det næsten udelukkende handler om etapeløb. Mange af disse løb er ganske vist forsvundet, men Spanien havde engang verdens klart mest imponerende serie af kuperede etapeløb.

Modsat har der aldrig været mange endagsløb i Spanien, og de få spaniere, der har begået sig i klassikerne, har aldrig fået meget anerkendelse i hjemlandet - bare spørg Juan Antonio Flecha og Oscar Freire. Der er dog ét endagsløb, der skiller sig ud fra de øvrige og har kæmpet sig til en plads i cykelsportens højeste division: det kuperede Clasica San Sebastian.

Mens mange andre klassikere får deres anseelse i kraft af deres lange historie, er Clasica San Sebastian i en helt anderledes position. Første udgave blev afviklet i 1981, og der er således tale om en ret ny begivenhed. Alligevel var fra start i stand til at tiltrække både de største spanske og udenlandske stjerner, der var inspirerede af det kuperede terræn og passionen i den baskiske cykelkultur. Da World Cuppen blev skabt i 1989, var Clasica San Sebastian således med det samme med på listen over de fineste endagsløb, selvom det kun have 8 år på bagen. Da ProTouren (der nu er kendt som WorldTouren) så dagens lys i 2005, var løbet igen med det samme med på kalenderen over de største løb.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Den anerkendelse er berettiget. Som en velorganiseret begivenhed i en af de mest cykelgale regioner i Europa, tiltrækker det altid et klassefelt af klatrere og ardennerspecialister, der trives på de baskiske stigninger. Med sin placering mindre end en uge efter afslutningen på Tour de France, har løbet fundet sin egen unikke rolle på cykelkalenderen som den perfekte revanchematch for Tourens bedste klatrere. Disse Tour-stjerner blander sig med mange af de store navne, der var fraværende i de tre uger på de franske landeveje, og for denne gruppe er løbet det første mål i en lang efterårssæson. Tidligere blev løbet afviklet en uge senere, men den seneste ændring af kalenderen har givet løbet et yderligere boost, da det nu er tættere på Touren, hvilket gør det lettere for Tour-stjernene at bevare formen.

Som mange andre spanske løb har løbets eksistens været truet i de senere år, og i februar 2012 advarede arrangørerne om, at hverken Clasica San Sebastian eller Vuelta al Pais Vasco ville kunne overleve, hvis man ikke fandt en ny storsponsor. UCI overvejede at gribe ind for at redde to af sportens store løb, men til sidste var det den spanske bank Sabadell Guipizcano, der reddede deres fremtid.

Løbets ikoniske stigning er Alto de Jaizkibel, der traditionelt har været stedet, hvor udskilningen skal skabes inden det flade indløb til målet i kystbyen San Sebastian. Med et ønske om at gøre løbet hårdere besluttede man i 2010 at inkludere en anden passage af bjerget, og siden da har både Jaizkibel og den efterfølgende Arkale-stigning været på programmet to gange. Det har utvivlsomt gjort løbet hårdere og vanskeligere at kontrollere i finalerne.

I 2014 ændrede man igen ruten. Arrangørerne var frustrerede over ikke at kunne promovere byen San Sebastian tilstrækkeligt, og derfor besluttede man, at en større del af finalen skulle finde sted i byen. Efter de to passager af Jaizkibel og Arkale fulgte man den traditionelle rute tilbage til bycentum, men afsluttede nu løbet med en omgang på en 16,2 km lang rundstrækning. Den var ganske vist hovedsageligt flad, men inkluderede den meget stejle 3 km lange stigning til Hotel San Sebastian, hvor en gennemsnitlig stigningsprocent på 9% og et maksimum på hele 22% gjorde det til en meget svær finale. Toppen kom med bare 8,3 km til mål, og det ændrede afgørende på dynamikken i løbet, fordi det gav de gode klatrere langt bedre mulighed for at skabe udskilning. Sidste år havde man planer om at benytte samme finale, men måtte i sidste øjeblik vælge en anden opkørsel til hotellet. Det gjorde stigningen en anelse lettere, men ændrede ikke afgørende på løbets karakter.

Clasica San Sebastian er ofte et af de sværeste løb at forudsige, da Tour-rytternes form altid er et helt åbent spørgsmål. Nogle kommer ud af løbet med et formboost, mens andre er helt døde og ofte først meget sent beslutter, om de overhovedet stiller til start. Det betyder også, at startlisten altid undergår store forandringen helt indtil de sidste 24 timer inden løbet.

Samme mønster vil utvivlsomt gentage sig i år, og derfor er det i skrivende stund uklart, hvem der stiller til start. I år er der imidlertid ikke et OL at tage hensyn til, og det har gjort det muligt at tiltrække flere af Tourens stjerner. Således planlægger Rigoberto Uran, Daniel Martin, Mikel Landa, Alberto Contador, Bauke Mollema, Alexis Vuillermoz, Damiano Caruso, Rafal Majka, Emanuel Buchmann, Daniel Navarro, Thibaut Pinot, Tony Gallopin, Tiesjj Benoot, Carlos Betancur, Philippe Gilbert, Greg Van Avermaet, Simon Yates, Serge Pauwels, George Bennett, Primoz Roglic, Sergio Henao og Mikel Nieve, der alle spillede markante rolle i Frankrig alle at stille til start, mens Julian Alaphilippe, Tom Dumoulin, Miguel Angel Lopez, Luis Leon Sanchez, Daniel Moreno og Enrico Gasparotto hører til blandt de markante navne, der bruger løbet som start på anden del af sæsonen.

Sidste år kom løbet som sidste test forud for OL, og igen blev forskellen gjort på den nye stigning i San Sebastian. Efter et tidligt angreb fra Simon Yates lykkedes det Joaquim Rodriguez at trække en gruppe med Alejandro Valverde, Tony Gallopin og Bauke Mollema fri. Mollema var snu og angreb umiddelbart efter toppen, og da jagten aldrig blev organiseret, lykkedes det ham tage sin første store endagssejr, inden Gallopin slog Valverde i spurten om andenpladsen. Mollema vender tilbage for at forsvare sin sejr, og også Gallopin vil jagte en sejr nummer 2 i det spanske løb, men desværre bliver der ikke en tredje sejr eller en syvende podieplads til Valverde, der som bekendt er ude resten af sæsonen efter sit styrt i Touren.

Ruten

Clasica San Sebastian fulgte i flere år et ret fast mønster, men som nævnt ovenfor har man to gange inden for de seneste 10 år foretaget væsentlige ændringer. Traditionelt har der været en indledende strækning gennem de baskiske bjerge, hvor man har trættet rytterne inden den store finale, og siden er løbet blevet afgjort på den svære rundstrækning med de klassiske stigninger Jaizkibel og Arkale. Siden 2010 har de begge været på programmet to gange, inden rytterne igennem fladt terræn er kørt tilbage til den store afslutning på boulevarden i San Sebastian.

Som nævnt besluttede man at foretage endnu en afgørende ændring forud for 2014-udgaven, og tilføjelsen af den 16,2 km lange rundstrækning med en meget stejl stigning forandrede løbets dynamik totalt. Den indledende kuperede strækning har varieret lidt, men er blevet forkortet og gjort nemmere med færre stigninger. Som i de seneste syv udgaver kører rytterne herefter to omgange på Jaizkibel-Arkale-rundstrækningen, inden man bevæger sig tilbage til mål for at afslutte med en omgang på rundstrækningen. Som et WorldTour-løb har det ofte haft en betydelig distance, men i 2014 forkortede man det betragteligt. I 2013 var der således 232 km på programmet, men i 2014 skulle man kun køre 219 km med mindre klatring. Dermed er løbet samlet set blevet lettere, men finalen er blevet hårdere.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Tilsyneladende kunne man lide formatet, for ruten blev genbrugt i 2015 og skulle også have været det i 2016, indtil sikkerhedskrav fra UCI tvang arrangørerne til at benytte en anden stigning i finalen. Den var knap så stejl, gjorde løbet 1200 m længere og kom lidt længere fra målstregen. Det ændrede dog ikke afgørende på løbets karakter.

I år har man besluttet sig for igen at ændre første del af løbet, så det indeholder tre stigninger i stedet for to, men finalen med de to passager af Jaizkibel og Arkale og den nye stigning i San Sebastian, som blev benyttet i 2016, er helt uforandret. Distancen øget igen til 231 km, og det gør det til et hårdere løb, end der var tale om for 12 måneder siden.

Løbet indledes i San Sebastian, hvorfra man begiver sig ud på en stor rundstrækning i det kuperede område syd for byen. Den første del af løbet foregår imidlertid langs kysten og er derfor næsten helt flad. Det er således først, når man begiver sig ind i landet, at løbet ændrer karakter. Det sker, når efter 27,3 km når toppen af kategori 3-stigningen Meaga (3,9 km, 3,59%), hvorefter endnu et fladt stykke leder frem til kategori 2-stigningen Iturburu (3,5 km, 5,0%), hvis top nås efter 60,5 km. Den sidste udfordring i denne indledende del er kategori 3-stigningen Alkiza (4 km, 6,52%), hvis top rundes efter 82,2 km. Herefter leder småkuperet terræn frem til Jaizkibel-Arkale-rundstrækningen.

Denne del af løbet er ganske vist lidt sværere end tidligere år, men vil alligevel hovedsageligt tjene det formål at få skabt det tidlige udbrud. Traditionelt får de et relativt stort forspring, men det vil hurtigt falde, når jagten sættes ind, og farten øges frem mod rundstrækningen.

Finalen indledes med 101,5 km igen, når rytterne rammer bunden af kategori 1-stigningen Alto de Jaizkibel (7,8 km, 5,84%). Stigningen kommer i to omgange med et lettere stykke indimellem og flader ud nær toppen. De svære passager har procenter på 7-8. Mens det stadig er for tidligt for favoritterne at spille ud, ser man ofte en udskilning i udbruddet og i feltet, hvor flere hold som regel er interesserede i at gøre løbet hårdt.

En hurtig nedkørsel efterfølges af et kort stykke med fladt terræn og derefter den ikke-kategorisrede Alto de Gaintzurizketa, inden det gælder kategori 2-stigningen Alto de Arkale (2,7 km, 6,3%), der er en ret konstant stigning, og hvis top rundes, når der resterer 70,9 km.

I stedet for at fortsætte hele vejen tilbage til San Sebastian kører rytterne endnu en omgang på rundstrækningen, hvilket betyder, at de igen skal op over Jaizkibel. I gamle dage var det her favoritterne skulle gøre forskellen, og de ryttere, der ikke kunne stole på deres spurt, angreb ofte, mens det tidlige udbrud blev hentet. Ofte var det en lille gruppe af klatrere, der nåede toppen sammen.

Nu kommer stigningen længere fra mål, og med en sværere stigning som affyringsrampe i finalen, vil favoritterne være mere konservative. Vi vil dog helt sikkert se angreb fra feltet, og typisk ser man en ret stærk gruppe af løjtnanter blive etableret, efterhånden som holdene forsøger at gøre løbet hårdt.

Fra toppen resterer 53,5 km, og det er ganske langt at skulle holde udbruddet i live. Typisk ser vi her en regruppering i feltet samt en meget intens jagt. Tidligere var der her mange angreb fra den lille favoritgruppe, men nu vil der være så mange hjælperyttere til stede, at det bliver svært at holde feltet bag sig.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Gaintzurizketa og Arkale er perfekte affyringsramper for angreb, som vi har set i de seneste år, men da toppen af sidstnævnte kommer med 30,8 km til mål, er de ikke så vigtige som tidligere. Som i gale dage fortsætter feltet herefter igennem fladt terræn til målet i San Sebastian. Kun den lille Alto Miracruz med 3 km igen - en stigning, der tidligere blev brugt til angreb - bryder kortvarigt den flade monotoni

Efter passagen af målstregen på den store boulevard i San Sebastian tager man hul på den 16 km lange rundstrækning, der hovedsageligt er flad, men har en ubehagelig udfordring midtvejs. Kategori 2-stigningen Murgil Tontorra (2,5 km, 9%) er en meget ujævn udfordring, der undervejs tre steder når helt op på 20%, men som også midtvejs har et stykke på en kilometer, hvor den ikke stiger med mere end 4,5%. Det andet stejle tykke kommer med 1 km til toppen, og derefter stiger det med 7-8%, kun afbrudt af endnu en rampe med 300 m igen. Det er her, vi vil være vidne til det helt stor slag mellem favoritterne, hvor de bedste klatrere vil forsøge at gøre en forskel.

Toppen kommer med 7,1 km igen, og den sidste del kan inddeles i to. First følger en ret teknisk nedkørsel, hvorefter de sidste 3 km er helt flade. De foregår langs den brede kystboulevard, inden der venter skarpe sving med 1100, 600 og 300 m til stregen. I de seneste år har det været scenen for en hektisk jagt mellem en enlig rytter, en lille forfølgergruppe og en lidt større gruppe, hvor taktik, køligt overblik og evnen til at samarbejde vil spille en helt afgørende rolle i at krone vinderen af årets udgave af Spaniens største endagsløb.

Vejret

Selvom Baskerlandet er kendt for regnvejr, finde Clasica San Sebastian som regel sted i bagende varme. Det vil også være tilfældet i år, hvor der ventes smukt solskinsvejr og en temperatur på 27 grader i feriebyen. Der vil bare være en let vind fra nordøst, hvilket giver vid fra alle tænkelige retninger undervejs. Der vil være sidemodvind på Jaizkibel og derefter sidemedvind på Arkale og turen tilbage til San Sebastian. På den afsluttende rundstrækning vil der være sidemedvind på første del og sidemodvind på anden del, herunder på de sidste 4 km frem til sidste sving, hvorefter der vil være sidemedvind på opløbsstrækningen. 

Favoritterne

Clasica San Sebastian har altid været en af de klassikere, der er sværest at forudsige. Det skyldes, at favoritfeltet i stort omgang udgøres af ryttere, der kommer direkte fra Tour de France, og det er praktisk talt umuligt at vide, hvordan de er kommet sig efter tre ugers strabadser på de franske landeveje. Ryttere, der har virket døde i Tourens tredje uge, kan pludselig vise storform i San Sebastian, som det eksempelvis var tilfældet, da Alejandro Valverde vandt for tre år siden, og i forbindelse med Bauke Mollemas sejr sidste år. Omvendt har ryttere, der har sluttet Touren godt af, ofte vist sig at være helt færdige i den spanske klassiker. Hvis man dertil lægger, at der i feltet også findes en stribe ryttere, der stort set ikke har kørt løb i mere end en måned og ofte kommer direkte fra en højdetræningslejr, er det ikke mærkeligt, at løbet ofte har lidt præg af lotteri.

Samtidig har løbet med ruteændringen ændret markant karakter, og det hjælper heldigvis lidt med at forudsige begivenhedernes gang. På den gamle rute var der så langt fra de sidste stigninger til mål, at adskillige forskellige scenarier var mulige. Her var det ofte held, timing og dygtighed i det flade indløb mod San Sebastian, der afgjorde løbet, og det betød, at løbet kunne vindes af en langt større gruppe ryttere.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det er ikke tilfældet med den nye rute. Finalestigningen er så stejl, at kun de allerbedste klatrere og ardennerspecialister kan være med, og de dage, hvor man med lidt held kan snige sig væk til en sejr, er definitivt ovre. Det betyder imidlertid også, at løbet er langt mere kontrolleret. Tidligere skulle favoritterne spille med musklerne allerede på sidste passage af Jaizkibel. Nu er situationen helt anderledes, idet alle ryttere med en reel vinderchance venter til sidste stigning med at forsøge at gøre forskellen.

I tidligere år har Alejandro Valverde været den naturlige favorit, og det har betydet, at Movistar - ofte sammen med Joaquim Rodriguez’ Katusha-mandskab - har taget ansvar for at kontrollere løbet. Denne gang er de to spanske veteraner imidlertid fraværende, og det kan åbne løbet en anelse op, idet det er mere uklart, hvem der skal kontrollere begivenhedernes gang. Specielt anden passage af Jaizkibel plejer at være ganske interessant, når de mange løjtnanter går i angreb, og ofte etableres der her en ganske stærk gruppe af klatrere. Hvis de store hold alle er repræsenteret, er det ikke helt klart, hvem der skal jagte.

Man må imidlertid formode, at specielt Sky og Quick-Step og måske også Trek, Orica-Scott og Lotto Soudal tror så meget på deres kaptajner, at de vil skabe samling. Derudover er positionering forud for den ekstremt smalle vej på stigningen helt afgørende, og det betyder, at positionskampen i San Sebastians gader altid er brutal. Alene det forhold gør det næsten umuligt at holde liv i et fremstød, og derfor må vi formode, at vi får det helt klassiske scenarium, hvor de bedste klatrere skal afgøre det på stigningen.

Der er som sagt tale om samme stigning som den, der blev benyttet sidste år. Den er en anelse lettere end den, man anvendte i 2014 og 2015, men der er fortsat tale om en meget svær sag. Det så man sidste år, hvor kun fire mand var tilbage, da man rundede toppen, og det er bestemt muligt for en enlig rytter at køre hjem fra stigningen, som Adam Yates gjorde på den tidligere bakke i 2015. Er der imidlertid stadig samling i en lille gruppe på toppen, vil det ofte blive meget taktisk, og så er flere muligheder åbne. Timing og snilde kan gøre det muligt for en enlig rytter at angribe henover toppen, på nedkørslen eller det sidste flade stykke, som Mollema gjorde sidste år og Valverde i 2014. Det er imidlertid også muligt, at samarbejdet vil være så dårligt, at en større gruppe kan komme tilbage. Det kan betyde, at vi får en spurt i en gruppe på 10-15 mand, og det er derfor bestemt ikke nogen ulempe at besidde en vis spurtstyrke.

Igen i år er feltet karakteriseret ved, at langt de fleste af favoritterne kommer fra Touren, ikke mindst fordi mange af de øvrige ryttere foretrækker at stille til start i Tour de Pologne, der indledes samme dag. Det betyder som sagt, at formniveauet hos favoritterne kan være ganske forudsigeligt, men der er specielt én rytter, der ser ud til at forlade Frankrig i fremragende form. Michal Kwiatkowski fortsatte sin helt fantastiske 2017-sæson med en helt sublim indsats i Frankrig, hvor han arbejdede utrætteligt for Chris Froome, og han var en af de vigtigste forklaringer på, at det lykkedes briten at vinde løbet igen.

Specielt to forhold fik Kwiatkowski til at skille sig ud. Først og fremmest klatrede han i de høje bjerge langt bedre end tidligere, og det var tydeligt, at han - som i foråret - havde nået et helt nyt niveau. Dertil kommer, at han restituerede langt, langt bedre, og specielt hans præstationer på Izoard og den sidste enkeltstart vidner om, at han kom ud af løbet i meget frisk tilstand og med storformen intakt.

Specielt sidstnævnte observation gør ham livsfarlig i Clasica San Sebastian. Umiddelbart burde den sidste stigning egentlig være en anelse for stejl, men i kraft af de klatreegenskaber, han viste i Frankrig, burde han denne gang kunne følge de bedste - i hvert fald hvis han stadig har samme form. Stigningens længde taler til hans fordel, idet han kan gøre brug af sin eksplosivitet. Da han samtidig er en fabelagtig nedkører og er blandt de hurtigste på stregen, kan han i princippet vinde på næsten alle tænkelige måder. Hvis man dertil lægger, at Sky med Mikel Landa, Mikel Nieve, Gianni Moscon og Sergio Henao har adskillige ryttere, der kan sidde med i finalen og evt. støtte spurtstærke Kwiatkowski, peger vi på polakken som vores vinderbud.

Næstefter Alejandro Valverde er Daniel Martin vel verdens bedste rytter til kuperede endagsløb. Det er ikke uden grund, at han allerede har vundet begge de kuperede monumenter, og at han i år blev nummer 2 bag suveræne Valverde i både Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege. Det gør ham naturligt til en af favoritterne i et løb, der på papiret passer ham som fod i hose. Ikke blot er han en af verdens allerbedste på en kort stigning som denne, hvor de stejle sektioner er som skabt til hans eksplosivitet, han er også lynhurtig på stregen. Dermed kan han vinde en spurt i en lille gruppe, køre alene hjem eller benytte sin koldblodighed til at angribe i finalen, som da han vandt Il Lombardia i 2014.

Martin er en bedre klatrer en Kwiatkowski og i virkeligheden løbets naturlige favorit i Valverdes fravær. Når vi alligevel ikke placerer ham på toppen af vores liste, skyldes det usikkerhed om formen. Martin indrømmede selv, at han var helt død i Tourens tredje uge, og han kunne slet ikke komme hurtigt nok til Paris. Det samme var tilfældet sidste år, hvor han skuffede både i San Sebastian og ved OL. Alt afhænger derfor af, om han kan restituere bedre, end han kunne for 12 måneder siden.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Modsat Martin sluttede Rigoberto Uran løbet i relativ frisk tilstand, og der var ikke mange tegn på, at colombianeren var træt. Således sluttede han løbet af med at køre den bedste enkeltstart i adskillige år, og han forlod derfor Frankrig med et vist momentum. En podieplads i Touren betyder imidlertid, at det kan være svært at holde fokus i dagene efter, og det er usikkert, om Uran allerede kan fokusere på et nyt stort løb så kort efter sin karrieres højdepunkt.

På papiret har Uran imidlertid alt, hvad der skal til for at vinde i San Sebastian. Formen er i top, og han er ganske eksplosiv på korte, stejle stigninger. Han er ganske god i endagsløb, som han viste sidste efterår, hvor han var en af de allerstærkeste i de italienske klassikere. Han er samtidig hurtig nok til at slå de fleste klatrere på stregen, og dermed har han alle de kvaliteter, der er nødvendige for at levere et topresultat.

Tony Gallopin har aldrig rigtigt indfriet de store forventninger i de kuperede klassikere, som ellers burde passe ham fremragende. Faktisk er der kun ét løb, hvor han for alvor har leveret: Clasica San Sebastian. Han vandt på den gamle rute, og sidste år endte han som en overraskende nummer 2. Egentlig ville vi have vurderet den sidste stigning til at være for stejle for den relativt tunge franskmand, men han har før vist, at han klatrer ganske sublimt, når formen er i top. Meget kunne tyde på, at det er tilfældet denne gang, idet han kørte fremragende i Alperne i Tourens tredje uge, hvor specielt hans præstation på Izoard skiller sig ud. Hvis han har de samme ben som sidste år, kan han følge de bedste på stigningen, og i en spurt kan han slå de fleste.

Mikel Landa er bestemt ikke kendt som endagsrytter, men Clasica San Sebastian er en af de få klassikere, han faktisk kan vinde. Således er den sidste stigning så stejl, at en god klatrer sagtens kan gøre en forskel. Landa er ikke uden punch og har før gjort det godt også på relativt korte, stejle stigninger, ikke mindst i Vuelta al Pais Vasco. Ingen kan benægte, at han i Tourens tredje uge var blandt løbets mest formstærke ryttere, og han er helt tydeligt kommet ud af løbet i god form. Motivationen på den baskiske hjemmebane må i hvert fald være i top. Hvis man skal pege på en rytter, der har den største chance for at køre alene hjem fra stigningen, må Landa være manden.

Bauke Mollema tog sidste år endelig den store endagssejr, som han flere gange har banket på til. At det skete i San Sebastian er bestemt ingen overraskelse. Faktisk har Mollema gang på gang vist, at han mestrer den vanskelige kunst at håndtere den svage uge mellem Touren og den baskiske klassiker optimalt, og han er stort set altid blandt de bedste i San Sebastian. I år blev han endda bedre og bedre, som Tourne skred frem, og det gør det nærliggende at tro, at han vil være i storform til sit titelforsvar. Den sidste stigning passer ham ganske glimrende, og han har vist, at han har næse for at time et sent angreb. Samtidig er han faktisk relativt hurtig på stregen, og har han ikke en af de hurtige med hjem, er han ikke uden chancer i en spurt.

En af løbets store overraskelser kunne meget vel være Miguel Angel Lopez. Colombianeren har haft en rædselsfuld sæson, men med sejren på kongeetapen i Østrig Rundt viste han, at han endelig er tilbage i form. Han forbereder sig til Vueltaen og må derfor formodes at være endnu stærkere nu. Han har tidligere i Vuelta a Burgos vist, at han faktisk har et godt punch på korte, stejle stigninger, og derfor passer bakken ham ikke dårligt. Han skal ganske vist alene til mål for at vinde, men som et af sportens allerstørste klatretalenter har han potentialet til at gøre, hvad Adam Yates gjorde i 2015.

Al konventionel logik tilsiger, at den sidste stigning er for svær for Greg Van Avermaet. Alligevel var den belgiske stjerne i stand til at sætte alt og alle på den gamle stigning for to år siden, og det var kun et sammenstød med en motorcykel, der frarøvede ham en solosejr. Denne gang ankommer han imidlertid ikke til San Sebastian i storform. Han havde det svært i Tourens tredje uge, hvor han var ramt af sygdom, og det er usikkert, om han er kommet sig 100%. For at følge de bedste på sidste stigning skal han være i absolut storform, og det tvivler vi på er tilfældet. Til gengæld er det ikke umuligt, at der i finalen samles en større gruppe på 10-15 ryttere, og sker det, kan Van Avermaet meget vel vise sig at være hurtigste mand.

Det samme kan Diego Ulissi. Italieneren kørte en yderst ustabil Tour, men på sine gode dage viste han, hvilken klasserytter han er. Desværre har han ikke indfriet forventningerne i de store endagsløb, hvor han ofte har haft problemer med distancen. Samtidig er den sidste stigning nok en anelse for svær til, at han kan følge de allerbedste, men er han kommet godt ud af Touren, bør han ikke være langt efter. Skal det hele afgøres i en spurt i en mindre gruppe, er Ulissi en af de oplagte vinderkandidater.

På papiret er løbet skræddersyet til Simon Yates, hvis bror, Adam, allerede er kørt hjem til en solosejr fra sidste stigning. Desværre så den unge brite ud til at være meget træt i Tourens sidste uge. Det samme var tilfældet for Adam i 2016, og han endte med at være helt væk i San Sebastian. Det er ikke uvant for Yates-brødrene at eksplodere fuldstændig, og vi tvivler stærkt på, at Simon har overskuddet til at spille en rolle i San Sebastian. Alligevel er han en af de ryttere, der med eksplosivitet og hurtighed rent faktisk kan vinde løbet, hvis han er kommet godt ud af Touren og kommet sig bedre end ventet.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Havde dette været normale omstændigheder, havde Julian Alaphilippe været vores store favorit til at vinde. Desværre er franskmanden først på vej tilbage efter den knæskade, der har holdt ham ude siden april, og han har kun én løbsdag i benene. Han har selv givet udtryk for, at hans eneste mål i de første løb er at arbejde for holdet, og det indikerer, at formen ikke er i top. Han har imidlertid allerede deltaget i en højdetræningslejr, og man skal altid passe på med sportens supertalenter. De kan genfinde formen hurtigere, end man aner, og er Alaphilippe faktisk allerede på et rimeligt niveau, har han alt, hvad der skal til for at vinde. Han er god på korte stejle stigninger, en exceptionel nedkører og blandt de allerhurtigste på stregen.

Sunweb stiller til start med Warren Barguil og Tom Dumoulin. Efter den flotte præstation i Touren er Barguil naturligvis blevet udråbt til kaptajn, og han har i Ardennerne før vist, at han er en glimrende endagsrytter. Hvis han har kunnet holde fokus siden Touren, er det klart, at hans form er i top, og at han er en af løbets bedste klatrere. Det kan dog blive svært for ham at vinde. Ganske vist er han ikke langsom i en spurt, men der er mange af de øvrige favoritter, der er hurtigere. Dumoulin er til gengæld en joker. På papiret er den sidste stigning ikke dårlig for ham - han har nu i både Giroen og Vueltaen ophævet tyngdekraften på meget stejle stigninger - og han er ganske hurtig i en spurt. Dette er imidlertid hans første løb efter en højdetræningslejr, og det er tvivlsomt, om han har formen til at blande sig helt fremme.

Det samme gør sig gældende for Philippe Gilbert, der måtte forlade Touren med sygdom. I forvejen vil vi endda vurdere løbet til at være for svært for belgieren, der trods et flot forår ikke klatrer så godt som tidligere i sin karriere. I år har Gilbert imidlertid gang på gang overgået forventningerne, og hvis en større gruppe på 10-15 mand samles til slut, vil han have gode chancer i en spurt.

Vi glæder os meget til at se Gianni Moscon i dette løb. Italieneren er et af sportens supertalenter, der kan begå sig i snart sagt ethvert terræn og på både asfalt og brosten. Efter et flot forår viste han klatreevnerne på kongeetapen i Route du Sud, og nu er han efter en længere træningslejr ved at gøre sig klar til Vueltaen. Den sidste stigning er nok for svær, og han kan også sagtens ende i en hjælperrolle, men han er et af de talenter, der kan overraske på en rute som denne, ikke mindst fordi han er ganske hurtig i en spurt.

Til sidste vil vi pege på Ruben Fernandez, der skal løfte arven efter Valverde hos Movistar. Spanieren gav prøver på sit store talent i sidste års Vuelta, og han må være fyr og flamme efter at vise, at han skal være holdets kaptajn i årets udgave af den spanske grand tour. Efter en skadesplaget optakt til sæsonen burde han langt om længe være tilbage på sporet, og han kan sagtens vise sig som en løbets bedste klatrere. Desværre kræver det nok lidt held at vinde løbet, da han ikke er blandt de hurtigste i en spurt.

OPDATERING: Dan Martin brækkede to ryghvirvler i forbindelse med sit styrt på 9. etape af Touren og stiller alligevel ikke til start. Julian Alaphilippe dropper også løbet.

BEMÆRK: Som nævnt ovenfor kommer der altid ændringer i startlisten til San Sebastian helt frem til sidste øjeblik. Der er derfor muligheder for flere ændringer, indtil den endelige startliste frigives fredag sidst på eftermiddagen.

***** Michal Kwiatkowski

**** Rigoberto Uran, Tony Gallopin

***  Mikel Landa, Bauke Mollema, Miguel Angel Lopez, Greg Van Avermaet, Diego Ulissi

** Simon Yates, Julian Alaphilippe, Warren Barguil, Tom Dumoulin, Philippe Gilbert, Gianni Moscon, Ruben Fernandez

* Alexis Vuillermoz, Tiesj Benoot, Primoz Roglic, Daniel Moreno, Sergio Henao, Alberto Bettiol, Louis Meintjes, Thibaut Pinot, Mikel Nieve, Pello Bilbao, Jay McCarthy, Tim Wellens, Emanuel Buchmann, George Bennett, Jarlinson Pantano, Serge Pauwels, Dries Devenyns, Rein Taaramae, Enrico Gasparotto, Rudy Molard, Richard Carapaz

Danskerne

Christopher Juul-Jensen er til start for Orica-Scott, hvor han skal udføre en hjælperopgave for holdets kaptajn, Simon Yates. Jesper Hansen skal støtte Miguel Angel Lopez og Pello Bilbao på Astana-mandskabet. Endelig skal Lars Bak  arbejde for Tony Gallopin, Tiesj Benoot og Tim Wellens på Lotto Soudal.