Optakt: Clasica San Sebastian

Løbets rolle og historie

Spanien er et af cykelsportens traditionelle kraftcentre, og sporten har en rig historie i landet. Cykelkulturen er imidlertid mærkbart anderledes end i mange andre etablerede cykelnationer. Mens Belgien altid har lagt mest vægt på endagsløb, spiller den type begivenheder nærmest ingen rolle på Den Iberiske Halvø, hvor det næsten udelukkende handler om etapeløb. Mange af disse løb er ganske vist forsvundet, men Spanien havde engang verdens klart mest imponerende serie af kuperede etapeløb.

Modsat har der aldrig været mange endagsløb i Spanien, og de få spaniere, der har begået sig i klassikerne, har aldrig fået meget anerkendelse i hjemlandet - bare spørg Juan Antonio Flecha og Oscar Freire. Der er dog ét endagsløb, der skiller sig ud fra de øvrige og har kæmpet sig til en plads i cykelsportens højeste division: det kuperede Clasica San Sebastian.

Mens mange andre klassikere får deres anseelse i kraft af deres lange historie, er Clasica San Sebastian i en helt anderledes position. Første udgave blev afviklet i 1981, og der er således tale om en ret ny begivenhed. Alligevel var det fra start i stand til at tiltrække både de største spanske og udenlandske stjerner, der var inspirerede af det kuperede terræn og passionen i den baskiske cykelkultur. Da World Cuppen blev skabt i 1989, var Clasica San Sebastian således med det samme med på listen over de fineste endagsløb, selvom det kun have 8 år på bagen. Da ProTouren (der nu er kendt som WorldTouren) så dagens lys i 2005, var løbet igen med på kalenderen over de største løb.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Den anerkendelse er berettiget. Som en velorganiseret begivenhed i en af de mest cykelgale regioner i Europa tiltrækker det altid et klassefelt af klatrere og ardennerspecialister, der trives på de baskiske stigninger. Med sin placering mindre end en uge efter afslutningen på Tour de France har løbet fundet sin egen unikke rolle på cykelkalenderen som den perfekte revanchematch for Tourens bedste klatrere. Disse Tour-stjerner blander sig med mange af de store navne, der var fraværende i de tre uger på de franske landeveje, og for denne gruppe er løbet det første mål i en lang efterårssæson. Tidligere blev løbet afviklet en uge senere, men den seneste ændring af kalenderen har givet løbet et yderligere boost, da det nu er tættere på Touren, hvilket gør det lettere for Tour-stjernerne at bevare formen.

Som det er tilfældet for mange andre spanske løb, har dets eksistens været truet i de senere år, og i februar 2012 advarede arrangørerne om, at hverken Clasica San Sebastian eller Vuelta al Pais Vasco ville kunne overleve, hvis man ikke fandt en ny storsponsor. UCI overvejede at gribe ind for at redde to af sportens store løb, men til sidste var det den spanske bank Sabadell Guipizcano, der sikrede deres fremtid.

Løbets ikoniske stigning er Alto de Jaizkibel, der traditionelt har været stedet, hvor udskilningen skal skabes inden det flade indløb til målet i kystbyen San Sebastian. Med et ønske om at gøre løbet hårdere besluttede man i 2010 at inkludere en anden passage af bjerget, og siden da har både Jaizkibel og den efterfølgende Arkale-stigning været på programmet to gange. Det har utvivlsomt gjort løbet hårdere og vanskeligere at kontrollere i finalerne.

I 2014 ændrede man igen ruten. Arrangørerne var frustrerede over ikke at kunne promovere byen San Sebastian tilstrækkeligt, og derfor besluttede man, at en større del af finalen skulle finde sted i byen. Efter de to passager af Jaizkibel og Arkale fulgte man den traditionelle rute tilbage til bycentum, men afsluttede nu løbet med en omgang på en 16,2 km lang rundstrækning. Den var ganske vist hovedsageligt flad, men inkluderede den meget stejle 3 km lange stigning til Hotel San Sebastian, hvor en gennemsnitlig stigningsprocent på 9% og et maksimum på hele 22% gjorde det til en meget svær finale. Toppen kom med bare 8,3 km til mål, og det ændrede afgørende på dynamikken i løbet, fordi det gav de gode klatrere langt bedre mulighed for at skabe udskilning. I 2016 havde man planer om at benytte samme finale, men måtte i sidste øjeblik vælge en anden opkørsel til hotellet. Det gjorde stigningen en anelse lettere, men ændrede ikke afgørende på løbets karakter.

Clasica San Sebastian er ofte et af de sværeste løb at forudsige, da Tour-rytternes form altid er et helt åbent spørgsmål. Nogle kommer ud af løbet med et boost, mens andre er helt døde og ofte først meget sent beslutter, om de overhovedet stiller til start. Det betyder også, at startlisten altid undergår store forandringer helt indtil de sidste 24 timer inden løbet.

Samme mønster vil utvivlsomt gentage sig i år, og derfor er det i skrivende stund uklart, hvem der stiller til start. I år er der imidlertid ikke et OL at tage hensyn til, og det har gjort det muligt at tiltrække flere af Tourens stjerner. Således planlægger Julian Alaphilippe, Alejandro Valverde, Egan Bernal, Primoz Roglic, Ilnur Zakarin, Steven Kruijswijk, Mikel Landa, Greg Van Avermaet, Pierre Latour, Bob Jungels, Omar Fraile, Bauke Mollema og Mikel Nieve, der alle spillede markante roller i Frankrig alle at stille til start, mens Miguel Angel Lopez, Tim Wellens, Michael Matthews og Rigoberto Uran, der begge tidligt forlod Touren, samt David De La Cruz, Diego Ulissi, Louis Meintjes og Rui Costa er blandt de navne, der bruger løbet som start på anden del af sæsonen.

Sidste år udgjorde løbet atter den store Tour-revanche for ikke mindst den lokale helt Mikel Landa, der efter en frustrerende Tour som hjælperytter var klar til endelig at jagte en sejr. Desværre for ham kunne han på den sidste stigning ikke ryste Tony Gallopin og Bauke Mollema af, og da Tom Dumoulin sammen med Landas holdkammerat Michal Kwiatkowski fik tilslutning på den efterfølgende nedkørsel, måtte Landa igen trække i hjælperyttertrøjen. Det gjorde han atter fremragende, så han kunne holde det samlet til en femmandsspurt, som Kwiatkowski vandt ganske klart foran Gallopin, Mollema, Dumoulin og Landa. Kwaitkowski vælger i år at udnytte den gode Tour-form til at køre hjemme i Polen Rundt i stedet, og derfor forsvarer han ikke titlen. Efter hhv. et tidligt exit og en generelt skuffende oplevelse i Frankrig jagter de to tidligere vindere Gallopin og Mollema oprejsning i et løb, de plejer at gøre det godt i, og Landa søger også igen succes på hjemmebanen. En træt Dumoulin trænger imidlertid til pause og er ikke med igen denne gang.

Ruten

Clasica San Sebastian fulgte i flere år et ret fast mønster, men som nævnt ovenfor har man to gange inden for de seneste 10 år foretaget væsentlige ændringer. Traditionelt har der været en indledende strækning gennem de baskiske bjerge, hvor man har trættet rytterne inden den store finale, og siden er løbet blevet afgjort på den svære rundstrækning med de klassiske stigninger Jaizkibel og Arkale. Siden 2010 har de begge været på programmet to gange, inden rytterne igennem fladt terræn er kørt tilbage til den store afslutning på boulevarden i San Sebastian.

Som nævnt besluttede man at foretage endnu en afgørende ændring forud for 2014-udgaven, og tilføjelsen af den 16,2 km lange rundstrækning med en meget stejl stigning forandrede løbets dynamik totalt. Den indledende kuperede strækning har varieret lidt, men er blevet forkortet og gjort nemmere med færre stigninger. Som i de seneste otte udgaver kører rytterne herefter to omgange på Jaizkibel-Arkale-rundstrækningen, inden man bevæger sig tilbage til mål for at afslutte med en omgang på rundstrækningen. Som et WorldTour-løb har det ofte haft en betydelig distance, men i 2014 forkortede man det betragteligt. I 2013 var der således 232 km på programmet, men i 2014 skulle man kun køre 219 km med mindre klatring. Dermed er løbet samlet set blevet lettere, men finalen er blevet hårdere.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Tilsyneladende kunne man lide formatet, for ruten blev genbrugt i 2015 og skulle også have været det i 2016, indtil sikkerhedskrav fra UCI tvang arrangørerne til at benytte en anden stigning i finalen. Den var knap så stejl, gjorde løbet 1200 m længere og kom lidt længere fra målstregen. Det ændrede dog ikke afgørende på løbets karakter, og sidste år brugte man den samme afslutning på en rute, der med en lidt hårdere indledning blev en anelse sværere.

I år er der i alt væsentligt tale om præcis samme rute som i 2017, og kun ganske små modifikationer betyder, at distancen er reduceret fra 231 til 228,7 km. Løbet indledes i San Sebastian, hvorfra man begiver sig ud på en stor rundstrækning i det kuperede område syd for byen. Den første del af løbet foregår imidlertid langs kysten, hvor man kører mod vest, og er derfor næsten helt flad. Det er således først, når man drejer mod syd begiver sig ind i landet, at løbet ændrer karakter. Det sker, når man efter 27,0 km når toppen af kategori 3-stigningen Meaga (3,7 km, 3,4%), hvorefter endnu et fladt stykke leder mod syd og sydøst frem til kategori 2-stigningen Iturburu (7,1 km, 4,9%), hvis top nås efter 59,6 km. Den sidste udfordring i denne indledende del kommer efter, at man er fortsat mod syd, øst og til sidst nord og udgøres af kategori 3-stigningen Alkiza (4,4 km, 6,1%), hvis top rundes efter 78,9 km. Herefter leder småkuperet terræn mod nordøst og ud mod kysten, hvor Jaizkibel-Arkale-rundstrækningen venter.

Denne første del af løbet er ganske vist lidt sværere end tidligere år, men vil alligevel hovedsageligt tjene det formål at få skabt det tidlige udbrud. Traditionelt får de et relativt stort forspring, men det vil hurtigt falde, når jagten sættes ind, og farten øges frem mod rundstrækningen.

Finalen indledes med 101,8 km igen, når rytterne rammer bunden af kategori 1-stigningen Alto de Jaizkibel (7,5 km, 5,8%). Stigningen kommer i to omgange med et lettere stykke indimellem og flader ud nær toppen. De svære passager har procenter på 7-8. Mens det stadig er for tidligt for favoritterne at spille ud, ser man ofte en udskilning i udbruddet og i feltet, hvor flere hold som regel er interesserede i at gøre løbet hårdt.

En hurtig nedkørsel efterfølges af et kort stykke med fladt terræn og derefter den ikke-kategorisrede Alto de Gaintzurizketa, inden det gælder kategori 2-stigningen Alto de Arkale (3,2 km, 5,8%), der er en ret konstant stigning, og hvis top rundes, når der resterer 72,3 km.

I stedet for at fortsætte hele vejen tilbage til San Sebastian kører rytterne endnu en omgang på rundstrækningen, hvilket betyder, at de igen skal op over Jaizkibel. I gamle dage var det her favoritterne skulle gøre forskellen, og de ryttere, der ikke kunne stole på deres spurt, angreb ofte, mens det tidlige udbrud blev hentet. Ofte var det en lille gruppe af klatrere, der nåede toppen sammen.

Nu kommer stigningen længere fra mål, og med en sværere stigning som affyringsrampe i finalen vil favoritterne være mere konservative. Vi vil dog helt sikkert se angreb fra feltet, og typisk ser man en ret stærk gruppe af løjtnanter blive etableret, efterhånden som holdene forsøger at gøre løbet hårdt.

Fra toppen resterer 55,4 km, og det er ganske langt at skulle holde udbruddet i live. Typisk ser vi her en regruppering i feltet samt en meget intens jagt. Tidligere var der her mange angreb fra den lille favoritgruppe, men nu vil der være så mange hjælperyttere til stede, at det bliver svært at holde feltet bag sig.

Gaintzurizketa og Arkale er perfekte affyringsramper for angreb, som vi har set i de seneste år, men da toppen af sidstnævnte kommer med 32,0 km til mål, er de ikke så vigtige som tidligere. Som i gamle dage fortsætter feltet herefter igennem fladt terræn mod vest til målet i San Sebastian. Kun den lille Alto Miracruz med 3 km igen - en stigning, der tidligere blev brugt til angreb - bryder kortvarigt den flade monotoni

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Efter passagen af målstregen på den store boulevard i San Sebastian tager man hul på den 15,8 km lange rundstrækning, der hovedsageligt er flad, men har en ubehagelig udfordring midtvejs. Kategori 2-stigningen Murgil Tontorra (1,8 km, 11,3%) er en meget ujævn udfordring, der undervejs når op på hele 18%, og hvis sidste 1,1 km stiger med hele 12,3% i snit. Det er her, vi vil være vidne til det helt stor slag mellem favoritterne, hvor de bedste klatrere vil forsøge at gøre en forskel.

Toppen kommer med 7,3 km igen, og den sidste del kan inddeles i to. Først følger en meget hurtig og let nedkørsel, der leder mod nordøst og sydøst tilbage mod byens centrum, hvorefter de sidste 3 km er helt flade. De foregår langs den brede kystboulevard, inden der venter skarpe sving med 1100, 600 og 300 m til stregen. I de seneste år har det været scenen for en hektisk jagt mellem en enlig rytter, en lille forfølgergruppe og en lidt større gruppe, hvor taktik, køligt overblik og evnen til at samarbejde vil spille en helt afgørende rolle i at krone vinderen af årets udgave af Spaniens største endagsløb.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Se Clasica San Sebastian direkte på Eurosport Player.

Vejret

Selvom Baskerlandet er kendt for regnvejr, finde Clasica San Sebastian som regel sted i bagende varme. Det vil også være tilfældet i år, hvor der ventes smukt solskinsvejr og en temperatur på hele 33 grader i feriebyen. Der vil bare være en svag til let vind fra nord, hvilket giver vid fra alle tænkelige retninger undervejs. Der vil være sidemodvind på Jaizkibel og derefter primært sidevind på turen tilbage til San Sebastian. På den afsluttende rundstrækning vil der være sidemedvind på første del og sidemodvind på anden del, herunder på bakken og nedkørslen. Til slut vil der være sidevind og sidemodvind på den flade boulevard, indtil man drejer ind i sidemedvind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Clasica San Sebastian har altid været en af de klassikere, der er sværest at forudsige. Det skyldes, at favoritfeltet i stort omgang udgøres af ryttere, der kommer direkte fra Tour de France, og det er praktisk talt umuligt at vide, hvordan de er kommet sig efter tre ugers strabadser på de franske landeveje. Ryttere, der har virket døde i Tourens tredje uge, kan pludselig vise storform i San Sebastian, som det eksempelvis var tilfældet, da Alejandro Valverde vandt for fire år siden, og i forbindelse med Bauke Mollemas sejr for to år siden eller Tony Gallopins andenplads sidste år. Omvendt har ryttere, der har sluttet Touren godt af, ofte vist sig at være helt færdige i den spanske klassiker. Hvis man dertil lægger, at der i feltet også findes en stribe ryttere, der stort set ikke har kørt løb i mere end en måned og ofte kommer direkte fra en højdetræningslejr, er det ikke mærkeligt, at løbet ofte har lidt præg af lotteri. I nyere tid har blandt andre Adam Yates med sin sejr samt Tom Dumoulin sidste år vist, at det kan lade sig gøre at køre finale, selvom man ikke har touren i benene, men grundlæggende viser historien dog med alt tydelighed, at det som regel er de friskeste af Tour-rytterne, der kan begå sig.

Samtidig har løbet med ruteændringen ændret markant karakter, og det hjælper heldigvis lidt med at forudsige begivenhedernes gang. På den gamle rute var der så langt fra de sidste stigninger til mål, at adskillige forskellige scenarier var mulige. Her var det ofte held, timing og dygtighed i det flade indløb mod San Sebastian, der afgjorde løbet, og det betød, at løbet kunne vindes af en langt større gruppe ryttere.

Det er ikke tilfældet med den nye rute. Finalestigningen er så stejl, at kun de allerbedste klatrere og ardennerspecialister kan være med, og de dage, hvor man med lidt held kan snige sig væk til en sejr, er definitivt ovre. Det betyder imidlertid også, at løbet er langt mere kontrolleret. Tidligere skulle favoritterne spille med musklerne allerede på sidste passage af Jaizkibel. Nu er situationen helt anderledes, idet alle ryttere med en reel vinderchance venter til sidste stigning, inden de forsøger at gøre forskellen.

I tidligere år har Alejandro Valverde været den naturlige favorit, og det har betydet, at Movistar - ofte sammen med Joaquim Rodriguez’ Katusha-mandskab - har taget ansvar for at kontrollere løbet. Rodriguez er imidlertid for længst fortid, og Valverdes mildt sagt mindre heldige præstation i Touren skaber lidt mere usikkerhed. Det kan åbne løbet lidt mere op.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Alligevel vil det formentlig ende som endnu en kontrolleret affære. Quick-Step skal naturligvis gå 100% efter sejren med formstærke Julian Alaphilippe, og Movistar vil altid jagte en sejr med enten Valverde eller Mikel Landa på hjemmebane. Lægger man dertil, at altid angrebsivrige optimistiske Primoz Roglic meget vel kan lugte blod, burde der være rigeligt med interesse i at forsøge at holde det samlet.

Derfor forventer vi os nogenlunde samme forløb som i de tidligere udgaver på den nye rute. Et tidligt udbrud vil animere den første del af løbet, mens ovennævnte hold - primært Quick-Step og Movistar - kan ventes at sætte tempo. Første passage af Jaizkibel vil formentlig alene skabe lidt udskilning, mens der på anden passage vil blive lagt op til den vanlige angrebsfest. Her plejer de mange løjtnanter at gå i angreb, og ofte etableres der her en ganske stærk gruppe af klatrere. Hvis de store hold alle er repræsenteret, er det ikke helt klart, hvem der skal jagte, men især de allerede nævnte hold vil have så entydigt fokus på deres store navne, at det burde kunne organiseres. Derudover er positionering forud for den ekstremt smalle vej på stigningen helt afgørende, og det betyder, at positionskampen i San Sebastians gader altid er brutal. Alene det forhold gør det næsten umuligt at holde liv i et fremstød, og derfor må vi formode, at vi får det helt klassiske scenarium, hvor de bedste klatrere skal afgøre det på stigningen.

Der er som sagt tale om samme stigning, som blev benyttet i 2016 og 2017. Den er en anelse lettere end den, man anvendte i 2014 og 2015, men der er fortsat tale om en meget svær sag. Det så man i de foregående år, hvor kun hhv. fire og tre mand var tilbage, da man rundede toppen, og det er bestemt muligt for en enlig rytter at køre hjem fra stigningen, som Adam Yates gjorde på den tidligere bakke i 2015. Er der imidlertid stadig samling i en lille gruppe på toppen, vil det ofte blive meget taktisk, og så er flere muligheder åbne. Timing og snilde kan gøre det muligt for en enlig rytter at angribe henover toppen, på nedkørslen eller det sidste flade stykke, som Mollema gjorde i 2016 og Valverde i 2014. Det er imidlertid også muligt, at samarbejdet vil være så dårligt, at en større gruppe kan komme tilbage. Det kan betyde, at vi får en spurt i en gruppe på 10-15 mand, og det er derfor bestemt ikke nogen ulempe at besidde en vis spurtstyrke. Hidtil er dette scenarium endnu ikke blevet til virkelighed, men vi har været ganske tæt på at se en spurtafgørelse.

Igen i år er feltet karakteriseret ved, at langt de fleste af favoritterne kommer fra Touren, ikke mindst fordi mange af de øvrige ryttere foretrækker at stille til start i Tour de Pologne, der indledes samme dag. Det betyder som sagt, at formniveauet hos favoritterne kan være ganske uforudsigeligt, og det gør som altid løbet til en meget åben affære.

Verdens to største specialister i kuperede endagsløb, Julian Alaphilippe og Alejandro Valverde er imidlertid begge til start, og det er svært ikke at pege på netop de to som de to største favoritter. Denne gang vil vi pege på Julian Alaphilippe som vores favorit. Den franske stjerne har ganske vist længe imponeret i verdens allerstørste endagsløb som OL, VM, Il Lombardia, Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege, men det er i de forgangne tre uger, at han endelig fik sit store folkelige gennembrud. Det skete med et mageløst Tour de France, hvor han var i udbrud på snart sagt alle bjergetaper, hvoraf han vandt de to, og endda sikrede sig den samlede sejr i bjergkonkurrencen.

Præstationen vidner om, at Alaphilippe har gjort enorme fremskridt. Hidtil har han haft sine begrænsninger på længere stigninger - selvom præstationen ved OL og sidste års andenplads i Il Lombardia viser, at han sagtens har kunnet begå sig - og især hans holdbarhed har ladet noget tilbage at ønske. Den ventede nedgang i form kom imidlertid aldrig i Touren, hvor han i tredje uge virkede nærmest stærkere end i den lidt skuffende første uge. Faktisk kom Alaphilippe flyvende ud af Touren, og med et par dages hvile burde en endagsspecialist som ham være i topform - nøjagtigt som han var det i 2016, hvor uopmærksomhed undervejs meget vel var årsagen til, at han ikke vandt løbet.

San Sebastian er skræddersyet til Alaphilippe. De lange stigninger er ikke svære og kommer relativt tidligt, mens der i finalen venter en stejl mur, som Alaphilippe mestrer bedre end snart sagt nogen anden. Dertil kommer, at han i en spurt kan slå stort set hvem som helst. Med andre ord kan han både vinde ved at køre alene hjem, ved at vinde i en lille gruppe, som Kwiatkowski gjorde det sidste år, eller i en spurt i en større gruppe. I år var Alaphilippe bedste mand i Ardennerne, og han kan meget vel konfirmere sin status ved også at vinde Clasica San Sebastian.

Manden, hvis trone han drømmer om at overtage, er Alejandro Valverde. Den spanske veteran måtte ganske vist sig detroniseret i Ardennerne, hvor han slet ikke var ved vanlig styrke, men det er stadig uklart, om det vitterligt var et udtryk for, at alderen endelig er ved at kunne føles, eller om Valverde bare var træt efter en meget hård sæsonstart. Her kørte han som bekendt de fleste midt over i alle sine løb, men det skete på et tidspunkt, hvor de færreste er i absolut topform. Derfor har Valverde faktisk stadig til gode at bevise, at han vitterligt kan dominere også på den helt store scene efter den grimme knæskade, der sidste år nær havde kostet ham karrieren.

Valverde gjorde ikke meget for at gøre den tvivl til skamme i årets Tour, hvor han mildt sagt var en yderst tam skygge af sit vanlige dominerende selv. Om det alene er et udtryk for, at han satser fuldt ud på VM, har vi stadig til gode at se, men måske får vi den næste indikation allerede lørdag. I hvert fald er Clasica San Sebastian et løb, der passer ham fremragende, og han har faktisk været på podiet hver eneste gang siden 2013, hvis man ser bort fra hans ufrivillige fravær sidste år. Den nye rute, der overlader langt mindre til tilfældighederne, passer endda Valverde endnu bedre end den gamle, hvor det kun blev til én sejr helt tilbage i 2008. På den nye selektive mål kan han i højere grad lade benene tale, og der findes ikke mange i denne verden, der kan true Valverde på en stejl mur. I en flad spurt er han hurtigere end alle de øvrige favoritter, herunder også Alaphilippe, og også han kan derfor vinde fra snart sagt ethvert scenarium.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

Når han ikke er løbets favorit, skyldes det derfor den tamme præstation i Touren, men Valverde er før kommet flyvende ind til San Sebastian efter en kedelig afslutning på La Grande Boucle. Da han i 2014 således missede podiet i det, der lignede et regulært kollaps i de døende dage af løbet, tog han få dage senere alligevel sin anden sejr i San Sebastian i ganske suveræn stil. Det har de fleste formentlig lært af, og da han sammen med Mikel Landa kan udgøre en skræmmende duo på og efter den sidste stigning, kan det meget vel blive til Valverdes tredje sejr i løbet.

En 21-årig knægt kan da ikke vinde en af sportens hårdeste klassikere i sit første år på WorldTouren. Nej, normalt ikke, men intet er normalt, når vi taler om fænomenet Egan Bernal. Der var vel heller ingen, der havde troet, at den unge WorldTour-rookie skulle agere personlig støttepædagog for selveste Chris Froome i den sidste uge af Touren, men det var ikke desto mindre, hvad Bernal gjorde. Mere imponerende var det, at han i de sidste dage ikke viste de mindste tegn på træthed, og der er derfor ikke umiddelbart noget, der tyder på, at han ikke har bevaret den form, der betød, at han tilbragte stort set alle finalerne på bjergetaperne med at føre alle verdensstjernerne an.

Bernal kommer dermed ind til løbet i noget, der ligner topform, men han er endnu ikke kendt som endagsrytter. Han har imidlertid både punch og spurtstyrke, og der er derfor intet til hinder for, at han køre med i et løb med en så svær og stejl stigning i finalen. Det er klart, at han trods alt ikke slår Alaphilippe eller Valverde i en spurt, men for at vinde skal de to stjerner først følge den unge opkomling hele vejen til mål. Det kan være svært nok i sig selv - spørg bare Primoz Roglic, der i april kun med det alleryderste af neglene kunne følge den unge colombianer til dørs i Romandiets bjerge.

Netop Primoz Roglic ligner også et fremragende bud på en vinder. Sloveneren led ganske vist den tort at smide Tour-podiet væk i sin paradedisciplin, enkeltstarten, men det var nu næppe et udslag af generel træthed i den tredje uge. Tværtimod virkede Roglic til at være i total hopla i Pyrenæerne, hvor særligt hans allestedsnærværende dominans på 19. etape vakte næsegrus beundring. Formentlig skyldtes det lille kollaps på enkeltstarten snarere, at han på netop den etape havde spillet lidt for meget på musklerne, og der er derfor ingen grund til at antage, at han stadig er i forrygende form. Ligesom Bernal er heller ikke Roglic kendt for sine endagsmeritter, men det skyldes snarere, at han ikke har prioriteret klassikerne, end at han ikke evner at køre dem. I hvert fald måtte en vis Alaphilippe i Baskerlandet i år indse, at Roglic kan være overordentlig svær at knække på en kort, eksplosiv mur som den, der venter i San Sebastian, og samme evne viste han, da han i Touren kørte fra alle favoritterne i Mende. Ligesom Alaphilippe havde han ønsket sig en mere teknisk nedkørsel, men med en hæderlig spurt og ikke mindst et af de bedste punch på en mur har formstærke Roglic fremragende chancer for at vinde.

Egentlig burde Adam Yates være en af de allerstørste favoritter til dette løb, for det er svært at designe en finale, der passer ham bedre. Det er da heller ingen tilfældighed, at han som grøn opkomling tog sin hidtil eneste store klassikersejr ved at køre alene hjem fra muren i netop dette løb. Hans sublime punch på korte stigninger og glimrende spurt gør ham i hvert fald til en ideel kandidat, men i år stiller han til start med en del usikkerhed om formen efter en Tour, der bestemt ikke gik hans vej. Egentlig så det ud til, at han efter sin dehydrering i Alperne var ved at rejse sig i Pyrenæerne, hvor kun et styrt på en nedkørsel forhindrede ham i at vinde en etape, men desværre var han slet ikke i stand til at følge op på den bedrift de følgende dage. I forvejen er Yates lidt af en humørrytter, der har svært ved at rejse sig efter grimme nedture, og han plejer tillige at være helt færdig efter sine grand tours, som det var tilfældet efter fjerdepladsen i Touren i 2016, hvor han slet ikke var ved samme styrke i San Sebastian eller ved OL. Nu må han imidlertid formodes at være kommet betydeligt lettere igennem en Tour, hvor han slet ikke skulle grave lige så dybt, så måske har det været den perfekte træning frem mod San Sebastian. Er han på toppen, kan Yates være livsfarlig på en rute som denne i et år, hvor han generelt har virket langt bedre end tidligere.

Sidste år var Mikel Landa stærkeste mand på sidste stigning, men desværre var den lidt for eksplosiv til, at han kunne gøre forskellen. Derfor endte han - igen - i rollen som hjælperytter, denne gang for Michal Kwiatkowski. Det kan meget vel ske igen denne gang, for sidder han og Valverde samlet efter sidste stigning, er det ikke svært at regne ud, hvem der skal køres for. På den anden side betyder Alaphilippes sandsynlige tilstedeværelse, at Valverde ingen garanti har for at kunne vinde en spurt, og derfor kan overtallet måske bedre udnyttes ved at lade Landa lave ”en Mollema” og snige sig væk i finalen. Det kan måske være nøglen til den store hjemmesejr for baskeren, der tydeligvis forlod Touren i storform efter en forrygende flot indsats på 19. etape, hvor han endelig var ved at komme sig over sine rygproblemer. Og har han fortsat den fremgang, kan man heller ikke udelukke, at han kan køre fra alle på stigningem, som det næsten lykkedes ham sidste år.

God form efter Touren er som bekendt en nøgleingrediens i San Sebastian, og det gør det værd at fremhæve Ilnur Zakarin. Ganske vist er den anti-eksplosive russer ikke prototypen på en endagsrytter, men han har faktisk tidligere vist flair for klassikere. I 2016 lignede han stærkeste mand i Liege, men desværre blev hans lette statur - som det også var tilfældet for Valverde og Alaphilippe - slået ud af de brosten, der indgik i finalen af netop det løb. Som altid blev Zakarin i hvert fald bedre og bedre gennem hele løbet, og mod slutningen var han en af de stærkeste. Tager han den gode form med sig til San Sebastian, er finalen hård nok til, at han kan være med helt i front. Naturligvis er han slået i en spurt, men Mollema og Valverde har vist, at man med styrke og snilde sagtens kan snige sig alene væk efter toppen af den sidste stigning - og heldigvis er den sidste nedkørsel så enkel, at end ikke Zakarin burde få de helt store vanskeligheder.

Efter endnu en halvsløj Tour er det meget nærliggende at tage hul på nekrologen for Bauke Mollema som klassementsrytter. Det betyder imidlertid ikke, at hollænderen ikke kan rejse sig i San Sebastian, for det gør han næsten hvert år. Mollema er ganske vist ikke mest kendt for sine klassikermeritter, men år efter år kører han fremragende i den spanske klassiker. Faktisk er han i de seneste seks udgaver endt i top 9 hver eneste gang med en sejr samt 2., 3., 5., 6. og 9. pladser som det næsten skræmmende stabile udbytte. Særligt i 2014 og 2017, hvor han mildt sagt ikke kom godt ud af Touren - i 2014 leverede han et mindeværdigt kollaps på den sidste enkeltstart og i 2017 var han trods etapesejr ikke i nærheden af at yde Alberto Contador megen støtte i finalerne - kom hans magiske San Sebastian-ben nærmest ud af det blå. Årets Tour var kompromitteret af brostenene, men alligevel var det bemærkelsesværdigt, at Mollema trods en kortvarig oprejsning faldt helt sammen igen i de sidste dage. Historien taler imidlertid sit tydelige sprog: Mollema er om nogen specialist i Clasica San Sebastian, hvor den sidste stigning er lang nok til, at de eksplosive ryttere ikke kører fra ham, men samtidig kort nok til, at han kan gøre brug af sit punch. Mollema kan samtidig spurte til husbehov, selvom han skal af med de fleste af de øvrige topfavoritter for at have en chance,

Er den sidste stigning for svær for Tim Wellens? Indtil i år ville man have sagt ja, men meget har forandret sig igennem det sidste års tid for belgieren. Han var næsten skræmmende stærk i sit Merckxagtige efterår i 2017, og i år viste han med sejren i Ruta del Sol og et flot Paris-Nice, at han nu også er blevet stærk på lange stigninger. I år kørte han endda også fint på Mur de Huy, der på mange måder er sammenlignelig med stigningen i finalen, om end den er en anelse kortere og dermed passer Wellens en anelse bedre. Wellens kommer til løbet uden at have kørt Tour, men stiller til gengæld til start med en frisk sejr i Vallonien i benene. Her imponerede han imidlertid ikke stort på en rute, hvor han normalt er i en klasse for sig, og det er som bekendt ingen hemmelighed, at Wellens ikke er nogen fan af den stegende sommerhede. Formentlig skal han være helt på toppen for at være med på så svær en rute, men er han på 100%, vil han være i stand til at vinde, ikke mindst fordi han også har en glimrende spurt.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Miguel Angel Lopez er ubetinget en af løbets bedste klatrere, og han har ofte vist sine evner på eksplosive og særligt stejle stigninger. Lopez møder imidlertid op til løbet med Vueltaen som sit mål, og efter en lang pause er han formentlig et stykke fra formen. Sidste år spillede han heller ikke den store rolle i løbet, og det er nærliggende at tænke sig, at det samme vil ske igen denne gang. På den anden side var Lopez i 2017 - trods en fin præstation i Østrig Rundt - fortsat på vej tilbage, og denne gang har hans forberedelse været betydeligt mere gnidningsfri. Ligesom flere af de andre favoritter er han ilde stillet i en spurt, men er han på toppen, klatrer han så godt, at han bør få adgang til finalen. Sker det, kan alt ske - bare spørg Mollema.

En anden rytter, der kommer til løbet efter en fremragende Tour, er Steven Kruijswijk. Det franske etapeløb viste, at han vitterligt kan nærme sig det fabelagtige niveau fra 2016 igen, og han viste ikke mange tegn på tilbagegang mod slutningen, hvor han altid er på sit bedste. Til gengæld er han prototypen på en anti-eksplosiv rytter, der absolut ikke kan køre endagsløb, og han har da heller ingen væsentlige resultater i klassikerne. Clasica San Sebastian, der mere end noget andet endagsløb handler om friskhed efter nogle hårde uger, er imidlertid det tætteste, vi kommer på en ”dieselklassiker” efter Kruijswijks smag. Han kan næppe følge de eksplosive folk på muren, men kan han ligesom Kwiatkowski sidste år, komme tilbage, vil han sammen med Roglic meget vel kunne sidde i overtal i en lille gruppe. Af dem vil sloveneren have klart den største opmærksomhed fra rivalerne, og det kan åbne muligheder for formstærke Kruijswijk til at lave ”en Mollema”.

Som sagt har vi på den nye rute et par gange været tæt på få en spurt i en relativt stor gruppe, og det åbner døren for Michael Matthews. Selvom han sidste år kørte i top 5 i Liege og i år i Fleche Wallonne, vil vi blive overraskede, hvis han kan køre med de bedste, når de vævre klatrere åbner for gassen på de stejleste procenter i finalen. Får vi imidlertid samling i en gruppe til slut, har Matthews ganske gode chancer for at sidde med, og i et sådant scenarium bliver han ikke let at bide skeer med. Efter det tidlige exit fra Touren viste han i hvert fald med offensiv kørsel i London i søndags, at han allerede er tilbage i ganske god form. Falmer han, kan hans chokerende stærke holdkammerat Simon Geschke måske sidde med og bruge sin gode spurt, men trods sensationsindsatsen i Touren vil det alligevel være en overraskelse, hvis tyskeren vinder.

I både 2016 og 2017 var Greg Van Avermaet blandt de hurtigste af forfølgerne. I 2015 var han sågar ved at løbe med det hele, da han kørte fra alt og alle på den sidste stigning, inden han blev kørt ned af en motorcykel, hvorefter Yates i stedet løb med sejren. På papiret er muren imidlertid for svær for den store belgier, og han har da heller ikke siden dengang været tæt på at følge de bedste. Det vil næppe heller ske i år, for Van Avermaet virkede mildt sagt træt i den sidste del af Touren. Skulle det imidlertid blive samlet i en gruppe på 10-20 mand, burde Van Avermaet være med, og så vil han naturligvis være blandt favoritterne.

Quick-Step må satse stort på Alaphilippe, men det forhindrer ikke, at Enric Mas ikke kan vise sig frem. Det spanske supertalent bygger formen op mod Vueltaen, men led desværre et tilbageslag med et styrt i Vallonien, hvor han slog sit knæ så slemt, at han måtte udgå. Alligevel nåede han på 2. etape at vise sig som en af de allerstærkeste, så formen synes at være ganske god. Han klatrer godt nok til at sidde med i finalen og har faktisk også en rimelig spurt, og vælger Quick-Step at spille på flere heste, kan han måske udnytte det store fokus på Alaphilippe til at gentage Bob Jungels’ store nummer fra Liege.

Diego Ulissi har alle de rette karakteristika til at begå sig i kuperede endagsløb, men på den store scene har han aldrig for alvor gjort sig gældende. I de seneste to år har han da heller ikke været i nærheden af noget som helst i dette løb, der på papiret er en anelse for hårdt for ham. Efter en løbspause samt en lille opvarmning i London i søndags vil det undre, hvis han allerede nu kan gøre sig gældende. Ulissi har imidlertid så god en afslutning, at han vil kunne være ganske farlig, hvis det hele samles til en spurt i en ikke alt for stor gruppe. Hans holdkammerat Rui Costa, der har været længe ude med en knæskade, mangler formentlig endnu den fornødne form til at kunne sidde helt fremme i så hårdt et løb.

Hvor står Rigoberto Uran? Colombianeren Tour-drømme blev knust mod de nordfranske brosten, og han har måttet indstille sigtekornet mod Vueltaen og VM i stedet. Vi aner intet om, hvor han står allerede nu, men det vil dog nok være lidt uventet, hvis han allerede er på toppen igen. På den anden side var hans skader ikke voldsomt slemme, og han har i de italienske efterårsklassikere vist, at han er en fremragende endagsrytter. Ruten passer ham, fordi han har punch og kan spurte, og derfor vil Uran være i stand til at køre med de allerbedste, hvis formen altså allerede er god igen.

Ion Izagirre havde mildt sagt ikke sin mest stabile Tour. To andenpladser vidner om, at formen ikke var helt elendig, men der var meget store udsving i præstationerne. Derfor ved vi ikke, om han vil være i stand til at blande sig på denne etape, men på papiret burde ruten passe ham ganske fint. Han har altid været i sit es i Baskerlandet Rundt, hvor han så sent som i år udfordrede Landa og Roglic, og derfor er han god på eksplosive stigninger. Han kan samtidig spurte til husbehov og vil være topmotiveret på sin hjemmebane. Om formen rækker, er yderst tvivlsomt, men han er en af de ryttere, der reelt har en chance for at køre finale.

Ag2r har Tony Gallopin, som altid imponerer i dette løb, men efter en svær og skadesplaget Tour næppe er på toppen. Mere naturligt er det at rette blikket mod Pierre Latour, der kommer til Spanien med en hvid ungdomstrøje i kufferten. Desværre var han meget træt i den sidste del af løbet, og han er med sit ikke alt for overbevisende holdbarhed ikke prototypen på en rytter, der kommer flyvende ind til San Sebastian. På den anden side holdt Latour faktisk stand hele vejen, og da han er en god klatrer med en fin spurt, vil det være et fint løb for ham, særligt hvis det ender i en eller anden form for spurt.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

En spændende joker er Omar Fraile. Baskeren viste i Touren igen, hvor brutalt stærk han kan være på sine bedste dage. Det gør ham til et af løbets wildcards, for han kan både imponere og falde helt igennem. Egentlig burde den sidste mur være lidt for stejl for ham, men hans sejr i Mende viste, at stejle mure egentlig passer ham ganske fint. Særligt hans gode spurt gør, at han har gode chancer, måske især hvis de allerbedste klatrere hentes, og en mindre gruppe skal afgøre det på stregen.

Endelig vil vi pege på Bob Jungels. Den sidste mur er alt for stejl og svær til den store luxembourger. Alligevel kan han komme i spil, for han kom som altid stærkt ud af Touren, hvos hans store motor blev varmet op i den sidste uge. Han vinder næppe i en direkte dyst med de bedste - nøjagtigt som han heller aldrig ville kunne vinde Liege på klassisk maner. Her sejrede han imidlertid ved at udnytte det store fokus på Alaphilippe og herefter på egen hånd åbne op for sin store motor. Lykkes en tilsvarende taktik denne gang, kan en formstærk Jungels blive ganske svær at hente.

Andre kandidater tæller Mikel Nieve, der næsten altid gør det godt på hjemmebanen, men som har så svært ved at vinde et løb som dette, Pello Bilbao, der er skabt til løbet, men som plejer at skulle bruge en del løb på at finde formen, Gorka Izagirre, Arthur Vichot, Daniel Moreno og Daryl Impey, der måske kan slå til i en spurt, samt Jelle Vanendert, hvis han efter en skuffende Tour endelig har fundet drømmebenene fra Ardennerne.

BEMÆRK: Som nævnt ovenfor er der altid mange ændringer på startlisten helt frem til de sidste 24 timer inden starten, og der kan derfor ske store udskiftninger i forhold til den foreløbige liste, på hvolken baggrund denne optakt er skrevet. Ryttere, der er trætte efter Touren, vil springe fra, og andre, der føler sig uventet friske, vil melde sig til. Særligt vil det være en interessant tilføjelse, hvis en tilsyneladende formstærk Dan Martin beslutter sig for alligevel at jagte en af de store endagsklassikere, han endnu ikke har vundet.

OPDATERING 1: Allerede onsdag formiddag er det første markante afbud løbet ind. En træt Adam Yates stiller ikke til start. Desværre er Enric Mas heller ikke kommet sig tilstrækkeligt over sin knæskade fra Vallonien og må skippe løbet.

OPDATERING 2: Som delvist forudsagt i ovenstående bemærkning har Dan Martin sent meldt sin ankomst. Vinderen af Lombardiet og Liege er en af verdens bedste i kuperede endagsløb og forlod Touren i fremragende form. Den stejle mur i finalen er skræddersyet til Martin, der meget vel kan ende med at køre alene væk, som han senest gjorde det på Mur-de-Bretagne. I en flad spurt er han også ganske hurtig, men har ikke helt samme topfart som Alaphilippe og Valverde. Han skubber Bernal ned fra tredjepladsen i vores favoritvurdering.

OPDATERING 3: Alejandro Valverde stiller ikke til start. Dermed satser Movistar 100% på Landa med Marc Soler som plan B.

***** Julian Alaphilippe

**** Dan Martin, Egan Bernal,

***  Primoz Roglic, Mikel Landa, Ilnur Zakarin, Bauke Mollema, Tim Wellens

** Miguel Angel Lopez, Steven Kruijswijk, Greg Van Avermaet, Michael Matthews, Diego Ulissi, Rigoberto Uran, Ion Izagirre, Pierre Latour, Omar Fraile, Bob Jungels

* Mikel Nieve, Pello Bilbao, Gorka Izagirre, Jelle Vanendert, Marc Soler, Robert Gesink, Arthur Vichot, Simon Geschke, David de la Cruz, Daniel Martinez, David Gaudu, Tony Gallopin, Daryl Impey, Rudy Molard, Gregor Mühlberger, Antwan Tolhoek, Felix Grossschartner, Anthony Roux, Anthony Perez, Jay McCarthy, Simon Clarke, Tom-Jelte Slagter, Alexandre Geniez

Danskerne

Matti Breschel er til start for EF Education, hvor han ventes at skulle støtte i første række Rigoberto Uran og i anden række Daniel Moreno og Daniel Martinez. Kasper Asgreen bliver en vigtig hjælper for Julian Alaphilippe på Quick-Step.

Se Clasica San Sebastian direkte på Eurosport Player.