Optakt: Coppa Agostoni

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb i februar er GP Costa degli Etruschi og Trofeo Laigueglia, kun Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo har overlevet i marts, og i april er der kun Giro dell’Appennino tilbage. Trofeo Matteotti afvikles som et af de få løb under Touren i juli, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 9 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.HC og Worldour udgør på mindre end en måned en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen. Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt er det sidste løb i series. I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket kløbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. Sidste år blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model fastholdes i år, således at det er Il Lombardia, der lukker ballet den 7. oktober. Dermed afvikles der hele 9 endagsløb samt det to dage lange Giro della Toscana i perioden mellem d. 13. september og den 7. oktober i det, der er en af de travleste cykelperioder i et enkelt land på hele året.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i en travl uge med meget kuperede løb, hvor Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte tjener som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte - hvoraf Gran Piemonte i år kørtes som italiensk mesterskab i juni og derfor ikke afvikles i år - er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end series øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

Serien er traditionelt blevet indledte med Trittico Lombardo, en tre dage lang serie bestående af Tre Valli Varesine, Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi. Da den blev skabt i 1997, var intentionen at afvikle de tre løb på tre på hinanden følgende dage og at have et samlet klassement, der kronede den bedste rytter set over alle tre begivenheder. Mens man har fastholdt det samlede klassement, har man imidlertid i de senere år ændret kalenderen. Tre Valli Varesine, seriens største løb, afvikles nu ikke længere i samme uge som de to øvrige løb. I stedet finder det sted i samme uge som Il Lombardia, hvor det nu tjener som opvarmning til monumentet. Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi afvikles fortsat som de første løb i den lange italienske endagsblok og på hinanden følgende dage, og de skyder dermed den italienske fest i gang.

Mange af de italienske endagsløb er meget ens, da de har kuperede ruter med en flad finale, hvilket betyder, at de er skabt til stærke sprintere og klassikerryttere. Kun torsdagens Coppa Bernocchi er anderledes, da en relativt flad rute gør det til en sag også for rene sprintere. Coppa Agostoni er langt mere i tråd med den typiske italienske tradition, da det byder på ganske hårde stigninger og en flad afslutning, hvormed det ligner stort set alle andre italienske semiklassikere.

Ligesom Coppa Bernocchi er Coppa Agostoni et ganske gammelt løb, der første gang blev afviklet i 1946, da en gruppe cykelentusiaster dannede en klub i byen Lissone og arrangerede første udgave af et løb, de opkaldt efter Ugo Agostoni, vinderen af Milano-Sanremo i 1914. Det blev et professionelt løb i 1963, og siden da er dets betydning blot steget år for år, hvor det gradvist er blevet et af de vigtigste italienske løb. I 1987 blev det endda benyttet til det italienske mesterskab. Listen over vindere er imponerende og indeholder navne som Aldo Moser, Felice Gimondi, Eddy Merckx, Roger De Vlaeminck, Francesco Moser, Giuseppe Saronni, Gianni Bugno, Maurizio Fondriest, Andrea Tafi, Jan Ullrich og Laurent Jalabert.

Uheldigvis har de vanskelige økonomiske kår også ramt det historiske løb, og det er derfor slet ikke længere så prestigiøst som tidligere. Selvom det altid har været domineret af italienere, har man også altid haft et ganske stærkt internationale felt. I de senere år er feltet imidlertid primært blevet udgjort af italienske hold, og i år er det også kun Bora-hansgrohe og Bahrain-Merida, der deltager fra sportens fornemste række, WourldTouren.

Modsat mange andre løb har Coppa Agostoni ikke et fast format, og ruten er varieret ganske meget over årene. I nogle år har det været afviklet på meget hårde ruter, hvor det har været en sag for klatrere, mens andre årgange har været meget lettere. I de senere år har man imidlertid holdt sig til den samme formel, der har gjort det til en sag for stærke sprintere, der kan klatre, og 2017-udgaven vil være stort set identisk med de seneste års løb.

Sidste år så vi det helt klassiske scenarium, hvor det hele sluttede i en reduceret massespurt. Her indledte Sonny Colbrelli sin dominans af den italienske efterårssæson ved at spurtbesejre Diego Ulissi og Francesco Gavazzi, to andre specialister i disse klassiske italienske endagsløb. Colbrelli vender i år tilbage for at forsvare titlen og er igen oppe mod Gavazzi, men der er ikke deltagelse af den ellers formstærke Ulissi, hvis hold, UAE, har valgt at droppe løbet i år, hvor man kun kører Coppa Bernocchi

Ruten

Som sagt har man i de senere år fundet en fast formel efter flere år, hvor man eksperimenterede med forskellige ruter af varierende sværhedsgrad. Den model afviger man ikke fra, og derfor er der i år tale om et løb, der er helt identisk med sidste års.

Det betyder, at der skal tilbagelægges i alt 199,9 km med start og mål i hjembyen Lissone. Indledningsvis kører man en omgang på en helt flad 40,4 km lang rundstrækning i området nord for byen, inden man vender tilbage til start- og målområdet. Herfra begiver man sig igen mod nord og siden mod nordøst ud til løbets nøglesektion, en ganske kuperet 24,5 km lang rundstrækning i bakkerne nordøst for Lissone. Den skal tilbagelægges i alt fire gange og indeholder hele tre stigninger. Først gælder det den 1,4 km lange Sirtori-stigning, siden den 4 km lange Colle Brianza, der stiger med 3,2% i gennemsnit, og til slut den 2,7 km lange Lissolo, løbets mest kendte stigning, som stiger med hele 8,6% i gennemsnit. I alt venter der over de fire omgange hele 28 km stigning med i alt 1836 m højdemeter.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Toppen af Lissolo passeres for sidste gang med 39,1 km til mål, og herfra går det ned til afslutningen af rundstrækningen. Herefter går det igennem helt fladt terræn mod sydvest og siden syd tilbage til Lissone, hvor målstregen krydses for anden gang. Herefter afsluttes løbet med to omgange på en helt flad 9,8 km lang rundstrækning, der byder på flere sving, men ingen terrænmæssige udfordringer.

Vejret

Italien viser sig fra sin smukkeste side. Onsdag byder på flot solskin og en temperatur på 24 grader, Der vil bare være en svag vind fra syd og sydvest, hvilket giver medvind og sidemedvind på turen ud til Lissolo-rundstrækningen, hvor der vil være sidemedvind på første stigning og sidemodvind på de to sidste. Der vil være sidemodvind og modvind på turen tilbage til Lissone.

Favoritterne

Coppa Agostoni har som sagt varieret meget i sværhedsgrad over årene, men efter at man i flere år har benyttet samme rute, ved vi nu, hvad vi skal forvente. Sidste år endte det med en spurt i en gruppe på kanp 50 ryttere, hvor kun de allerstærkeste sprintere havde overlevet. I 2015 lykkedes det Davide Rebellin og Vincenzo Nibali at holde det reducerede felt bag sig, hvor Niccolo Bonifazio slog Giacomo Nizzolo, Sonny Colbrelli og Andrea Paqualon i spurten om tredjepladsen. I 2014 endte det også i en reduceret massespurt, hvor Bonifazio var hurtigst, mens Filippo Pozzato var hurtigst i et lignende scenarium i 2013, hvor man første gang benyttede en rute efter det nuværende mønster.

De tidligere udgaver vidner om, at det kan lade sig gøre for en stærk gruppe af klatrere at snyde sprinterne, men oftest bliver det samlet til en spurt, hvor man dog kun kan være med, hvis man har ganske gode klatreben. I år har løbet imidlertid en ganske interessant dynamik. Bahrain—Merida stiller til start med Niccolo Bonifazio og har dermed klart det bedste bud på en spurtsejr. Holdet stiller imidlertid med en trup bestående af hele tre stagiaires og en mildt sagt ikke imponerende gruppe af uerfarne hjælperyttere. Reelt er de helt uden mulighed for at kontrollere løbet, og Bonifazio er afhængige af, at andre gør arbejdet.

Han kan imidlertid blive reddet af andre hold. Det italienske landshold kunne være interesseret i en spurt med Fabio Felline, men vil formentlig køre offensivt med Alberto Bettiol og Davide Formolo, da Felline efter en lang skadesperiode er langt fra formen. Til gengæld kan det være Androni, Wilier og specielt Nippo, der har nøglen til en spurt. Nippo vil være meget opsatte på at vinde med meget formstærke Marco Canola og vil gøre alt for at sikre en reduceret massespurt. Androni har et fabelagtigt hold af klatrere med Egan Bernal, Rodlgo Torres og Mattia Cattaneo, men ingen af dem er sandsynlige vindere i en flad finale. Derfor har de formentlig mest interesse i at skabe et hårdt løb, så man kommer af med sprinterne, men samtidig holde det samlet til en spurt for Gavazzi. Wilier vil have samme plan, hvis Manuel Belletti kan komme over stigningerne, men det er på ingen måde givet.

Med andre ord er det et relativt åbent løb, hvor det vitterligt kan lade sig gøre at undgå en spurt, da der mangler et dominerende mandskab til at kontrollere. Løbet mangler samtidig meget stærke ardennertyper, der kan gøre en forskel, og det er svært at se, hvem der skal være i stand til både at køre væk på stigningerne og derefter holde feltet bag sig på det flade. Det relativt svage felt af klatrere betyder derfor, at det peger på en spurtafgørelse i et reduceret felt, ikke mindst fordi der vil være modvind på turen tilbage til Lissone.

Det får os til at pege på Niccolo Bonifazio som vores favorit. Som sagt kan italieneren ikke forvente megen støtte af sit hold, og han er derfor dybt afhængig af rivalernes mandskaber. Hvis det bliver samlet til en spurt, er han dog klart feltets hurtigste mand. Ganske vist har han ikke haft sin bedste sæson, men man må ikke glemme, at hans topfart er meget imponerende. Sidste år slog han folk som Ewan og Gaviria i Polen Rundt, og det kan ikke diskuteres, at han i dette felt er den bedste sprinter. Samtidig klatrer han godt og har tidligere overlevet stigningerne i dette løb flere gange. Hans form er imidlertid lidt usikker. Han var god i Polen og Hamburg, men skuffede i Plouay. Normalt burde han i dette felt dog være i stand til at sidde med hjem, og da han er god til at positionere sig uden megen holdstøtte i en formentlig kaotisk spurt, er han manden, der skal slås.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Michael Albasini stiller til start som del af et ellers meget ungt schweizisk landshold, og han har derfor ikke mange muligheder for at diktere slagets gang. Han er imidlertid skabt til et løb som dette og kan bruge flere forskellige strategier. Normalt er han så stærk i dette terræn, at han vil være i stand til at køre med de bedste på stigningerne, og han er derfor et bud på en mand, der kan gøre forskellen. Det er dog tvivlsomt, om formen rækker til det. Han var god i Canada, men tydeligvis ikke i topform. Hans bedste mulighed er derfor formentlig at vente på en reduceret massespurt. I et sådant scenarium har han vist, at han slå de fleste, specielt fordi han er god til at positionere sig i de som regel meget kaotiske finaler uden organiserede lead-outs.

Løbets måske farligste rytter er Sergey Shilov. For et par år siden viste han sig som livsfarlig i disse kuperede løb, der slutter i reducerede massespurter, men efter en skidt 2016-sæson forsvandt han fra radaren. Nu er han imidlertid i den grad tilbage og har netop vundet reducerede massespurter i de store 1.1-løb Prueba Villafranca og Trofeo Matteotti. Specielt var det imponerende, at han sad med i det meget hårde løb i Spanien, og det vidner om en helt fantastisk holdbarhed. Det store spørgsmål er, hvordan hans form er, da han ikke har kørt siden den 25. juli. Har han bibeholdt formen, er det formentlig kun Bonifazio, der kan slå ham i en spurt, men historien viser også, at der er meget langt mellem hans top- og bundniveau.

En anden stor favorit er Marco Canola. Italieneren har haft en drømmesæson, der indledtes med sejren i Volta Limburg Classic, og han har nu etableret sig så meget, at han fra næste år får Nippo-mandskabet bygget op omkring sig. Senest vandt han den knaldhårde puncheuretape på sidstedagen af Tour of Utah, og han har efter sin tilbagevenden til Europa været med fremme i de ellers alt for lette sprinterløb i Bruxelles og Fourmies. Dette er imidlertid et løb efter hans smag, specielt hvis det blive så hårdt at man kan komme af med folk som Bonifazio og Belletti. En flad spurt er ganske vist ikke hans speciale, men i et reduceret felt efter et hårdt løb vil han formentlig være en af de hurtigste.

Androni stiller til start med Francesco Gavazzi, der er som skræddersyet til dette og dermed stort set ethvert andet italiensk endagsløb. Gavazzi er en af de hurtigste i en spurt i en lille gruppe, og derfor er han stort set altid at finde i top 5 i de italienske semiklassikere. Der er statsgaranti for, at han overlever stigningerne, og han er endda så god, at han måske endda kan køre offensivt og sammen med holdkammeraterne Mattia Cattaneo, Rodolfo Torres og ikke mindst Egan Bernal køre væk fra sprinterne i en lille gruppe. Hans problem er, at han næppe er hurtig nok til at vinde en spurt med mindre løbet bliver meget selektivt. De tre klatrere kan også køre deres egen chance, men i den flade finale er det formentlig kun Cattaneo, der har en lille chance for at vinde, hvis en lille gruppe kører hjem i finalen, og han har ikke vist skræmmende form på det seneste.

På papiret står der Fabio Felline skrevet med fed ud over dette løb. Den italienske stjerne har alle de egenskaber, der skal til for at sejre her, men desværre er hans form efter en skadesperiode mindre god. Han var ikke elendig i Canada, men han var meget langt fra formen. Det er helt udelukket, at han vil være i stand til at køre offensivt på stigningerne, men feltet er ikke imponerende stærkt, og derfor vil han måske være i stand til at hænge på. Lykkes det, vil han altid have en chance i en spurt.

Manuel Belletti er en af de allerhurtigste. Faktisk er det måske kun Bonifazio, der på papiret er hurtigere. Han har adskillige topplaceringer i italienske endagsløb som dette, hvor han netop kan overleve et par stigninger og herefter spurte efter sejren. Desværre har dette løb som regel været en anelse for hårdt for ham, og det vil formentlig også være tilfældet denne gang, specielt fordi han ikke har imponeret på det seneste. Han kan dog blive reddet af, at feltet ikke er skræmmende stærkt.

Fortuneo stiller med ganske formstærke Romain Hardy, der netop har vundet det hårde Tour du Doubs i Jura-bjergene. Egentlig har han ikke imponeret på det seneste, og han er formentlig ikke i en form, der gør det muligt at køre offensivt. Til gengæld er han så hurtig, at han vil have en rimelig chance i en reduceret massespurt, specielt hvis der ryddes ud i de allerhurtigste. Holdet har også Armindo Fonseca til spurten, hvis løbet bliver knap så hårdt, eller Pierre-Luc Perichon , der dog næppe er hurtig nok til at vinde.

Alberto Bettiol kunne meget vel vise sig at være løbets stærkeste rytter på stigningerne. Italieneren har vist fremragende form i Plouay og Canada og har formentlig carte blanche til at angribe. Han er samtidig lynhurtig i en spurt og kan slå de fleste, hvis en lille gruppe skal afgøre det. Han kan også blande sig en reduceret massespurt, men skal her nok køre for Felline.

Sammen med Gavazzi er Mauro Finetto formentlig den mest stabile rytter i de italienske endagsløb i de seneste 2-3 år, netop fordi han kan klatre og spurte i mindre grupper. Desværre er han sjældent hurtig nok til at vinde, og derfor er det aldrig blevet til de store sejre. I år lagde han ud som lyn og torden, men desværre har det siden april været skidt for italieneren, der har været langt fra sit topniveau. Han er stadig stærk i et løb som dette, men han skal væk i en lille gruppe, hvis han skal vinde. Delko kan også køre offensivt med Angel Madrazo og Quentin Pacher, men de klatrer næppe godt nok til at vinde.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

I gamle dage ville Simone Ponzi have været en af de helt store favoritter til et løb som dette. Han har flere sejre i lignende løb, men efter skiftet til CCC, er han falmet voldsomt. Han har både tabt klatrestyrke og fart, og det er derfor tvivlsomt, om han nu om dage er hurtig nok til at vinde en reduceret massespurt.

Eduard Prades er spydspids for Caja Rural, og han er skabt til dette løb, da hans speciale netop er reducerede massespurter. Desværre er det ganske usandsynligt, at han er hurtig nok til at vinde. Måske er holdets bedste mulighed at køre offensivt med supertalentet og nyerhvervelsen Danilo Celano , der er en af feltets bedste klatrere, men han har ikke spurtstyrken til at gøre det færdigt.

En dark horse er Colin Joyce , der længe har været specialist i reducerede massespurte i amerikanske løb. Han har imidlertid ikke megen erfaring i Europa, og det er tvivlsomt, om han vil være i stand til at overleve stigningerne.

Andre gode kandidater til en reduceret massespurt er Marco Tizza, Marco Zamparella, Paolo, Toto, Nicola Gaffurini, Antonio Parrinello, Guillaume Boivin, Enrico Barbin, Luca Wackermann og Vincenzo Albanese, men de er er næppe hurtige nok til at vinde. I tillæg til de allerede nævnte er Davide Formolo, Pierpaolo Ficara, Matteo Busato, Damiano Cunego, Felix Grossscharner, Sergey Firsanov, Jan Hirt og Sepp Kuss ryttere, der kan gøre en forskel på stigningerne, men det er svært at se dem vinde i en flad finale.

***** Niccolo Bonifazio

**** Michael Albasini, Sergey Shilov

*** Marco Canola, Francesco Gavazzi, Fabio Felline, Manuel Belletti, Romain Hardy

** Alberto Bettiol. Mauro Finetto, Simone Ponzi, Eduard Prades, Colin Joyce

* Rudiger Selig, Marco Tizza, Marco Zamparella, Paolo, Toto, Amanuel Grebreigzabhier, Andrea Vendrame, Nicola Gaffurini, Antonio Parrinello, Guillaume Boivin, Matteo Busato, Davide Formolo, Enrico Barbin, Vincenzo Albanese, Angel Madrazo, Quentin Pacher, Maxime Bouet, Armindo Fonseca, Danilo Celano, Pierpaolo Ficara, Felix Grossschartner Pierre-Luc Perichon Mattia Cattaneo, Egan Bernal, Rodolfo Torres, Damiano Cunego

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.