Optakt: Flandern Rundt

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Løbets rolle og historie

Ingen vil holde igen, når rytterne møder frem til starten i Antwerpen søndag morgen. Indtil nu har ethvert brostensløb haft et element af forberedelse over sig, men det er bestemt ikke tilfældet i søndagens Flandern Rundt. Det er endelig tid til at gå efter de store mål, og de største brostensspecialister vil i sidste ende få deres klassikersæson bedømt på, hvad der sker denne søndag og 7 dage senere i Roubaix.

Flandern Rundt indgår sammen med Milano-Sanremo, Paris-Roubaix, Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia på listen over cykelsportens fem monumenter - de mest ikoniske endagsløb - og dets rødder i den cykelgale flamske region gør det til et af de mest eftertragtede. Fansene skaber en helt særlig atmosfære, der ikke findes noget andet sted på cykelkalenderen.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Den første udgave af løbet blev holdt i 1913 og blev arrangeret af Karel Van Wijnendaele, der var en af grundlæggerne af sportsavisen Sportwereld. Som mange andre store historiske løb blev Flandern Rundt skabt ud fra ønsket om at promovere et medie, og det lagde grunden til en af sportens mest ikoniske begivenheder.

Før 2. Verdenskrig blev løbet typisk afviklet samme sag som Milano-Sanremo. De bedste italienske og franske ryttere foretrak sidstnævnte, hvilket forklarer, hvorfor der kun var én ikke-belgisk vinder i tiden før krigen. Efter at man besluttede at adskille de to løb på kalenderen, begyndte de begge at blomstre, og det gjorde dem til to af sportens største endagsløb.

Flandern Rundt er højdepunktet i Den Flamske Cykeluge og er toppen af kransekagen i den løbsserie, der tilbyder adskillige løb med et ens design. I løbet af nogle få uger sidst i marts og først i april kører rytterne adskillige løb på de samme smalle, brostensbelagte og stejle veje i et ganske lille område i De Flamske Ardenner, hvor de zigzagger sig gennem området for at komme op ad så mange af de kendte stigninger som muligt.

Løb som Omloop Het Nieuwsblad, Dwars door Vlaanderen, E3 Harelbeke og Flandern Rundt er alle designet på denne måde og giver dermed en helt speciel form for cykelløb, der karakteriserer denne helt unikke del af sæsonen. Af en eller anden grund er det stort set begrænset til dette korte tidsrum, og de berømte veje bruges kun sjældent i den øvrige del af sæsonen. I denne tid er de imidlertid det absolutte centrum for cykelsporten, og alle de foregående begivenheder har været én lang opbygning til søndagens store finale, et af de vigtigste øjeblikke i hele cykelsæsonen. Flandern Rundt er det eneste monument, der kan siges at have en hel løbsserie, der alene tjener som forberedelse til den store begivenhed.

Mens det andet brostensmonument, Paris-Roubaix, hovedsageligt er en flad sag, hvor forskellen alene gøres af det vanskelige underlag, og hvor de bedste ryttere baserer deres resultater på styrke og udholdenhed, er Flandern Rundt helt anderledes. Rutens væsentligste karakteristikum er de mange hellingen - korte, stejle, ofte brostensbelagte stigninger - og derfor kræver succes i Flandern, at man har et vist punch til at håndtere de stejle skråninger i De Flamske Ardenner.

Faktisk var det aldrig planen for arrangørerne at bruge dårlige veje. I løbets unge dage var det ganske enkelt de eneste, der var tilgængelige. I 1950erne begyndte man i Belgien af asfaltere vejene, men på det tidspunkt havde løbet allerede dets helt særlige natur. Da de første klassiske stigninger fik lagt asfalt, begyndte alarmklokkerne at ringe, og arrangørerne måtte i kontakt med de lokale folk på de mange barer for at finde de gemte veje, der kunne benyttes til deres løb. De er nu blevet en væsentlig del af løbet og nogle af de mest ikoniske steder i cykelverdenen.

Stigningerne er faktisk nu så berømte, at den præcise sammensætning af ruten er genstand for heftig debat. Flandern Rundt følger ganske vist en fast formel, men de finere detaljer af ruten varierer fra år til år. Distancen og antallet af stigninger kan være forskelligt, og start- og målbyerne har ikke været de samme. Efter oprindeligt at være startet i Gent er løbet i de senere år begyndt i Brugge, indtil man i 2017 flyttede startområdet til Antwerpen. I 2023 vendte løbet tilbage til Brugge, men i 2024 er det atter i Antwerpen, at startskuddet vil lyde.

I mange år var finalen imidlertid den samme. Fra 1973 til 2011 sluttede løbet i Meerbeke og havde den velkendte afslutning med den berømte Muur van Geraardsbergen og Bosberg helt til sidst i løbet. Det er nu ændret. I stedet bød 2012- og 2013-udgaverne på et par omgange på en rundstrækning, der inkluderede to af regionens sværeste stigninger, Oude Kwaremont og Paterberg. Fjernelsen af Muren gav anledning til heftig debat, og mange cykelfans betragtede beslutningen som mangel på respekt for løbets historie.

Den generelle opfattelse var, at den nye rute var hårdere end den gamle, men tingene udviklede sig helt anderledes end forventet. Rundstrækningen, der blev brugt i 2012 og 2013, indeholdt ganske vist to brutale stigninger, men den havde også masser af lange, lige veje, der gjorde det umuligt at angribe udefra. I stedet blev favoritterne tvunget til at vente til sidste passage af Kwaremont-Paterberg-duoen, og det gav anledning til et kontrolleret og forudsigeligt løb.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

I et forsøg på at undgå det scenarium ændrede arrangørerne igen ruten forud for 2014-udgaven. Mens Kwaremont og Paterberg forblev de to sidste stigninger, opgav man rundstrækningsformatet, og i stedet placerede man den frygtede Koppenberg-stigning, der kun benyttes i netop dette løb, meget tættere på mål end vanligt. Ændringerne blev hilst velkommen af de fleste klassikerstjerner, mens de hurtige afsluttere var mindre begejstrede for den nye, hårdere rute. Ændringen havde tilsyneladende den ønskede effekt, da 2014-løbet blev meget mere selektivt. Arrangørerne var begejstrede, og derfor har de bibeholdt samme finale lige siden. I 2017 vendte Muren for første gang siden 2011 endda tilbage, denne gang dog i en forventet birolle som en af de tidligere stigninger. Helt overraskende viste det sig imidlertid, at Quick-Step åbnede løbet allerede der og lagde grunden til deres succes ved at tage favoritterne Greg Van Avermaet og Peter Sagan på sengen. Modellen blev gentaget i de følgende to år, men siden 2020 har den ikoniske stigning igen været fraværende.

Selvom begge brostensmonumenter i de senere år har været domineret af Fabian Cancellara og Tom Boonen, er det ingen overraskelse, at favoritlisten er forskellig i de to løb. Mens en rytter som Thor Hushovd aldrig var i spil til at vinde i Flandern, var han en af de mest stabile ryttere i Nordfrankrig. Med dets kombination af brosten og stigninger kan Flandern Rundt betragtes som en sammensmeltning af Paris-Roubaix og ardennerklassikerne, og derfor er det ikke mærkeligt, at visse ryttere kan begå sig i begge typer løb. Ryttere som Michal Kwiatkowski og Sonny Colbrelli har ofte kørt i Flandern, men skippet Paris-Roubaix - noget sidstnævnte dog nok fortrød, da han vandt i Frankrig i sin debut! - og tidligere brugte også Greg Van Avermaet, Philippe Gilbert og Peter Sagan den model for derved at have en vis friskhed til et af flere af løbene i Ardennerne. Samme billede ser vi også i år, hvor navne som Alberto Bettiol, Tiesj Benoot, Michael Matthews, Jhonatan Narvaez, Julian Alaphilippe, Dylan Teuns, Jakob Fuglsang, Søren Kragh, Benoit Cosnefroy, Matteo Jorgenson, Jan Tratnik, Marc Hirschi, Toms Skujins og Valentin Madouas, der alle har stigninger som en spidskompetence, vil være til start på søndag, men til gengæld ikke skal nyde godt af de flade veje i Roubaix.

Trods forskellene domineres vinderlisterne i høj grad af de samme navne, og faktisk er dette årtusindes to store stjerner Boonen og Cancellara blandt de mest vindende i begge løb. Med sin tredje sejr i 2012 udlignede Boonen løbsrekorden, der indehaves af Achiel Buysse, Fiorenzo Magni, Eric Leman og Johan Museeuw, og i 2014 tog også Cancellara sin tredje sejr i De Ronde. Begge fejlede dog i deres sidste forsøg på at tage den historiske fjerde sejr, og dermed er der nu fem ryttere, der deles om rekorden.

Af de aktive ryttere er der kun én rytter, der har mere end én sejr, nemlig Mathieu van der Poel, men hans forsøg for at tangere rekorden mislykkedes i 2023. Faktisk var det meget tæt på, at de tre største favoritter, Van der Poel, Wout van Aert og Tadej Pogacar, slet ikke ville køre om sejren i det, der blev en af nyere tids bedste udgaver af løbet. En meget stærk gruppe af outsidere angreb nemlig tidligt, og længe så det ud til, at de tre favoritter ville komme for sent. Da først de åbnede for gassen, viste de imidlertid deres overlegenhed, og efter at Van Aert var blevet sat undervejs, fik Van der Poel og Pogacar kontakt med gruppen umiddelbart inden Kwaremont. Her kørte Pogacar fra alt og alle, og da han undervejs passerede Mads Pedersen, som var kørt væk fra frontgruppen, fik sloveneren sin revanche for nederlaget i 2022 med en suveræn solosejr. Bag ham gjorde Van der Poel sit bedste for at fange ham, men hollænderen måtte denne gang nøjes med 2. pladsen, inden Pedersen i en spurt i en forfølgergruppe sikrede sig den sidste plads på podiet ved akkurat at holde Van Aert bag sig. Pogacar har i 2014 som bekendt et helt andet sæsonprogram, der betyder, at han ikke forsvarer sin titel, men da både Van der Poel og Pedersen er med igen, er der deltagelse fra to af rytterne fra det seneste podium.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Ruten

Som nævnt ovenfor har arrangørerne lyttet til de mange ryttere, der har kritiseret den rute, der blev introduceret i 2012 og 2013, for at skabe for konservativt cykelløb. Kontrakten med den nye målby, Oudenaarde, skulle dog respekteres og derfor er man ikke vendt tilbage til den gamle finale med Muren og Bosberg, men forud for 2014-udgaven gjorde man finalen meget hårdere. Det nye rundstrækningsformat var til gavn for tilskuerne, men ansporede ikke til aggressiv kørsel, og selvom man fra arrangørside har ønsket stadig at passere de sidste stigninger flere gange, har man nu sammensat en mere alsidig finale, indsat flere stigninger og givet færre muligheder for at komme sig mellem udfordringerne. Det har givet anledning til ganske underholdende cykelløb i årene siden 2014, og derfor har man i alt væsentligt fastholdt samme finale i nu et årti.

Den store nyhed i 2017 var, at starten flyttedes fra Brugge til Antwerpen, og at Muren gjorde et velkomment comeback, men denne gang som en mere perifer stigning næsten 100 km fra målstregen. Alligevel var det allerede her, at grunden til Philippe Gilberts sejr blev lagt, og derfor kunne det ikke undre, at den ikoniske stigning var med igen i 2018 og 2019. Det skulle den også have været i 2020, men da arrangørerne grundet den pressede coronakalender senere valgte at forkorte løbet, gled den ud igen. Tilsyneladende er det anstrengte forhold mellem arrangøren, Flanders Classics, og bystyret i Geraardsbergen stadig ikke helt godt, for Muren vendte ikke tilbage i 2021, 2022 og 2023, selvom løbet i en klassisk kalender naturligvis var tilbage ved en mere klassisk distance, og heller ikke i 2023 er der fundet plads til Flanderns vel nok mest berømte stigning.

I det hele taget har ruten i de senere år stort set været en kopi af den, der er blevet benyttet siden 2020, men alligevel har der være skruet lidt op for sværhedsgraden - eller i hvert fald udholdenhedskravene. Beslutningen om at droppe afstikkeren til Geraardsbergen reducerede distancen i både 2020 og 2021, men den trend blev i den grad brudt i 2022, hvor løbet forlængedes med næsten 20 km, så der nu skulle køres mere end 270 km. Det var ikke sket siden 1999, og med sine 272,5 km var den udgave den længste, siden Johan Museeuw i 1998 tog den sidste af sine tre sejre. Det toppede man så sidste år, hvor der var tale om en ganske marginal forlængelse på 900 m, så man nu nåede op på hele 273,4 km.

Også i år følger man i alt væsentligt samme model, som man har gjort de sidste år, men der sker alligevel lidt. Sidste år var nyheden, at starten flyttedes fra Antwerpen ”hjem” til Brugge, der har været den traditionelle startby, men i år vender man efter bare et enkelt år tilbage til Antwerpen. Man fastholder også den voldsomme distance, selvom der denne gang ”kun” skal køres 270,8 km, og som altid justeres det på den indledende, flade del.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Til gengæld falder antallet af stigninger. Man havde 19 i 2021 og 2023 og 18 i 2017, 2018 og 2022, men i år skal der kun køres 17 stigninger, som det var tilfældet i 2019 og 2020. For det første udgår den tidlige stigning, der har været en ensom ø i den ellers flade indledning, og som har været Katteberg, indtil det sidste år i stedet var Korte Ast, og den erstattes i stedet af to tidlige pavéer Lippenstraat og Paddestraat, der er tilbage efter et års fravær.

Den væsentligste ændring kommer dog i den indledende del af den kuperede zone. Efter den første passage af Oude Kwaremont, der traditionelt har åbnet ballet, plejer man at køre over Kortekeer og den meget svære Eikenberg, selvom den i 2022 var erstattet af Achterberg. Som i E3 må man igen i år skippe Eikenberg, og den ”tager Kortekeer med sig i faldet”. Som erstatning for de to bakker kører man den lettere Kapelleberg, der leder direkte over i Holleweg-pavéen. Endelig ændrer man faktisk på de sidste 70,5 km, der ellers har været de samme siden ruteændringen i 2014. Her har man traditionelt ramt Kanarieberg, men den erstattes nu af Nieuwe Kruisberg/Hotond. Kort efter rammer man dog igen den klassiske rute, og fra anden passage af Oude Kwaremont med 54,3 km igen, er ruten atter den helt velkendte fra tiden siden 2014 - dog med en lille, ligegyldig ændring af stykket mellem første passage af Paterberg og Koppenberg.

Den afsluttende kombination af Oude Kwaremont og Paterberg er brutal, da begge stigninger er blandt regionens allerhårdeste. Faktisk er det en meget sværere finale end den gamle med Muren og Bosberg. Hvad der gjorde 2012- og 2013-udgaverne mindre aggressive var de mange kilometer på store, flade veje på den afsluttende rundstrækning, hvilket gjorde det svært at angribe fra distancen. Ved at opgive rundstrækningsformatet har man kunnet reducere afstanden mellem stigningerne og dermed gjort det sværere at organisere en jagt.

Rytterne skal fortsat op over Kwaremont tre gange og Paterberg to gange, men næstsidste passage af de to stigninger kommer længere fra mål, end den gjorde på den gamle rute. I stedet afsluttes løbet med en rundstrækning, der skiller sig ud ved at inkludere den frygtede Kopppenberg, der altid har været et nøglepunkt, men i det nye format kommer meget tættere på mål og er langt vigtigere. For tiende år i træk vil den nu indgå i den absolutte finale, der indledes, når man med 54,6 km igen rammer Kwaremont for anden gang, og herefter følger stort set alle Flanderns vanskeligste stigninger i løbets afsluttende fase.

Trods ændringerne følger løbet fortsat den formel, der karakteriserer de fleste flamske klassikere. Løbene starter alle med et langt, fladt stykke, før man bevæger sig ind i De Flamske Ardenner. Her snor man sig rundt i et meget lille område for at ramme så mange af de berømte stigninger som muligt. Efter at have været oppe over adskillige hellingen og hen over flere flade pavéer bevæger man sig ad flade veje tilbage til målbyen. De smalle veje, stejle stigninger og det ubehagelige underlag gør typisk løbene til en sag for de hårde drenge, da den gradvise udskilning betyder, at kun ganske få har overlevet, når man når målområdet. Forskellen på løb som Flandern Rundt, E3, Dwars door Vlaanderen og Omloop Het Nieuwsblad udgøres af start- og målbyerne, antallet af stigninger og ikke mindst distancen, der gør Flandern Rundt til klart det længste.

Fra 1998 til 2016 startede løbet som sagt i Brugge, hvad man gjorde igen i 2023, men i år er Antwerpen tilbage som startby, som den var det mellem 2017 og 2022, for det altså nu 270,8 km lange løb, der nok engang har mål i Oudenaarde. Nøjagtig som Brugge er byen placeret langt fra De Flamske Ardenner, og derfor indledes den lange rejse med en lang, flad og i år altså igen forlænget tur. Først går det mod sydvest ad lige og flade veje, inden man kortvarigt kører mod nordvest frem til byen Sint-Niklaas, der nås efter 20,1 km. Efter en lille tur rundt i byen kører man mod syd ned gennem fladlandet, inden det går mod sydvest ind gennem Aalst, der passeres efter 61,5 km.

Kort inden man når den gamle målby, Ninove, drejer man mod vest for at køre frem til og igennem Zottegem, hvorefter man rammer dagens to første udfordringer, nemlig pavéerne Lippenhovestraat (1300 m) og Paddestraat (1500 m), der nås efter hhv. 104,2 km og 105,6 km.Nu kører man mod sydvest ned til målbyen Oudenaarde, der passeres efter 120,1 km, idet man dog ikke krydser stregen. Herfra kører man videre igennem fladt terræn mod sydvest ned til hjertet af De Flamske Ardenner.

Det er rytternes sidste puster, inden løbet ændrer karakter. Fra det øjeblik man rammer den næste helling, er der meget kort afstand mellem bakkerne. Det lange indledende stykke tjener som formål at akkumulere træthed og skabe et tidligt udbrud. I mange flamske klassikere kan tilstedeværelse i det tidlige udbrud være en billet til et topresultat - bare tænk på Imanol Erviti i 2016 - og derfor er løbet ofte meget aggressivt i den indledende fase. Det er ganske vist vanskeligere at holde hele vejen i dette løb end i de kortere klassikere som E3 og Dwars door Vlaanderen, men det ændrer ikke på, at der ofte er en brutal kamp fra start, og at det tager lang tid at få etableret udbruddet.

Den første væsentlige udfordring kommer med 135,1 km igen, og det er en af nøglestigningerne, der åbner ballet. Først gælder det således selveste Oude Kwaremont (2200 m, 4%, max. 11,6%, 1500 m brosten), og derfra går det hurtigt med stigningerne. Den maksimale afstand mellem to på hinanden følgende stigninger er de 19,0 km, der er mellem de to første, men i langt de fleste tilfælde er der mindre end 10 km, inden det igen går løs.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Ved indløbet til Kwaremont vil positionskampen for alvor starte. Det er stadig alt for tidligt for favoritterne at spille ud, men fra nu af skal man være fremme stort set hele tiden. Positionering betyder mindst lige så meget som power og klatreevner i Flandern Rundt, da det er næsten umuligt at passere ryttere på de smalle veje. At starte en stigning for langt tilbage kan sagtens være enden på løbet, specielt hvis man fanges bag et af de mange styrt, der utvivlsomt vil præge dramaet.

Rytterne er nu startet på den første store rundstrækning, der inkluderer yderligere 6 stigninger. Det er her, vi har årets væsentligste ændring, idet man kører uden om Kortekeer og Eikenberg, og i stedet kører mod nord og øst frem til asfaltstigningen Kapelleberg (1100, 5,9%, max. 10%), der nås med 115,1 km. Umiddelbart herefter gælder det en passage af pavéen Holleweg (650 m) med 114,5 km, og den fører næsten direkte til en af de stejle asfaltstigninger, Wolvenberg (645 m, 7,9%, max. 17,3%), der kommer med 112,0 km igen.

Herefter skal man med 108,3 km igen over Kergate-pavéen (1400 m), hvorefter man rammer ruten fra 2021, når man passerer Jagerij-pavéen (800 m) med 105,7 km igen. Herefter gælder det den frygtede brostensstigning Molenberg (463 km, 7%, max. 12%), der vendte tilbage i 2021, med 99,5 km til stregen og den relativt nye Marlboroughstraat (1040 m, 3%, max. 7%) med 95,5 km tilbage. Herefter venter de to asfaltstigninger Berendries (940 m, 7%, max. 12,3%) og Valkenberg (550 m, 8,2%, max. 13%), der kommer hurtigt efter hinanden med hhv. 91,5 og 86,2 km igen. Det var nu, rytterne skulle have været oppe over Muren, men den sløjfe droppes. I stedet får man efter Valkenberg 12,4 km til at komme sig, inden man skal over den ret svære brostensstigning Berg The Houte (1100 m, 6%, max. 21%) med 73,7 km igen. Herfra har ruten som sagt været den samme siden 2014, men i år sker der noget nyt, når man dropper Kanarieberg og i stedet kører en anden asfaltstigning, Nieuwe Kruisberg/Hotond (2700 m, 4,0%, max. 8,5%) med 62,4 km.

Disse første stigninger tjener flere formål. Først og fremmest sætter de sig i benene og bidrager afgørende til at gøre løbet hårdt og skabe gradvis udskilning. Fra starten af den kuperede zone sker der konstant en udtynding af feltet. I tillæg til den stadige positionskamp, der automatisk øger farten, er der altid flere hold, der prøver at sætte et solidt tempo på stigningerne for at gøre løbet selektivt.

Vigtigere er det imidlertid, at denne fase ofte er domineret af mange angreb. Det er stadig som regel for tidligt for podiekandidaterne at røre på sig, men det kan være rette tid til at sende holdkammerater ud foran. Kaptajnerne fra de mindre hold er også ofte ivrige efter at vise sig selv frem i denne fase og med et angreb måske sikre sig en genvej til finalen, men sidste år var det faktisk flere af favoritterne, der kom væk allerede i denne fase. Angrebene kan komme på stigningerne, men meget ofte udnytter man en kortvarig stilstand på de større, bredere veje til at snige sig afsted.

Med ruteændringen er der i år ikke et helt så langt fladt stykke her, men der kan stadig ske en form for samling, da der følger ca. 20 km med Hotond som eneste stigning. Derfor kan det være et relativt stort felt, der rammer de sidste 60 km. Denne fase kan imidlertid give anledning til lidt ro og derfor være en oplagt chance for at stikke af og derved foregribe favoritternes angreb.

Er det ikke sket tidligere, vil løbet start for alvor, når der resterer 54,3 km, hvor rytterne rammer Oude Kwaremont (2200 m, 4%, max. 11,6%, 1500 m brosten) for anden gang. Den efterfølges direkte af en anden af de sværeste stigninger, brostensmuren Paterberg (360 m, 12,9%, max. 20,3%) med top med 50,9 km igen, og dermed kommer den afsluttende duo her for første gang sammen. Når de igen rammes 40 km senere, vil de være de sidste udfordringer i løbet.

Rytterne tager nu hul på den afsluttende rundstrækning, der blev introduceret i 2014, og den er som sagt meget hårdere end den, der blev benyttet i 2012 og 2013. Den mest markante nyskabelse i forhold til dengang er introduktionen af den berømte brostensstigning Koppenberg (600 m, 11,6%, max. 22%), der kommer med bare 44,6 km til mål. I de seneste år har denne helling, der ikke indgår i de øvrige klassikere og efter Jesper Skibbys berømte uheld i flere år blev vurderet til at være for farlig at benytte, for alvor skabt ravage, og selvom underlaget er forbedret siden 90erne, er det stadig løbets måske sværeste stigning.

At køre op ad Kwaremont, Paterberg og Koppenberg inden for bare 10 km er ganske enkelt brutalt, og derfor er det nu tid for favoritterne til at spille ud. Efter Koppenberg rammer man den 2400 m lange pavé Mariaborrestraat med 40,6 km igen, og 5,4 km efter den berømte stigning gælder det Steenbeekdries (700 m, 5,3%, max. 6,7%). Derefter venter endnu en af Flanderns sværeste stigninger. Som det har været tilfældet siden 2014 kommer brostensstigningen Taaienberg (530 m, 6,6%, max. 15,8%) - Tom Boonens favoritstigning, der ofte har været rammen om hans angreb - dybt inde i finalen med bare 36,8 km til mål, og derfor vil den igen spille en nøglerolle.

Læs også

Van Aert melder positivt nyt

Her har de store navne i de øvrige udgaver spillet med musklerne på alle disse fire svære stigninger, og selvom ingen af angrebene før 2020 har været løbsafgørende, har de skabt en meget lille gruppe af favoritter relativt langt fra mål. I 2020 blev de endda helt afgørende, da det var umiddelbart inden Taaienberg, at Van der Poel, Van Aert og Alaphilippe kørte væk, og i 2022 var det på Koppenberg, at Van der Poel, Pogacar og Madouas kørte væk - akkurat som det i 2023 var på Koppenberg, Pogacar, Van der Poel og Van Aert kom væk i jagten på den stærke frontgruppe.

Efter Taaienberg bliver det lidt nemmere, og det kan være det, der forhindrer alt for tidlige angreb fra favoritterne. I de næste 20,0 km er den eneste udfordring den lange, jævne stigning Kruisberg (2500 m, 5%, max. 9%, 450 m brosten), der kommer med 26,5 km igen, men denne sektion har alligevel vist sig at spille en vigtig rolle. Det var her Jurgen Roelandts sikrede sig en podieplads ved at angribe i 2013, og i 2014 sikrede Stijn Vandenbergh og Greg Van Avermaet sig en billet til finalen ved at stikke af netop her på et tidspunkt, hvor storfavoritterne Cancellara og Sagan var isolerede og selv skulle jagte. I 2015 satte Alexander Kristoff og Niki Terpstra det afgørende fremstød ind netop her, og i 2016 overraskede Sagan ved sammen med Michal Kwiatkowski og Sep Vanmarcke at tage Cancellara på sengen. I 2018 var det også her, Terpstra kom med sit sejrsgivende angreb, og i 2021 var det også på Kruisberg, at Asgreen lancerede det angreb, kun Wout van Aert og Mathieu van der Poel kunne besvare. Sidste år var også på Kruisberg, at Van Aert blev sat af Pogacar og Van der Poel. Det er således her, at alle de podiekandidater, der ikke kan følge de absolutte favoritter, skal foregribe de sværeste angreb. Hvis udskilningen har været voldsomt i den svære fase lidt tidligere, vil der ikke være mange hjælperyttere, og denne del er derfor ofte aggressiv og svær at kontrollere.

Som det har været tilfældet siden 2012, skal det hele afgøres på Kwaremont-Paterberg-duoen. Den første af disse stigninger kommer med 16,7 km til mål, mens den sidste afslutter vanskelighederne bare 13,2 km fra stregen. Disse to stigninger er nogle af de hårdeste i løbet, men de er meget forskellige. Kwaremont er en lang, jævn stigning, der handler mere om power og udholdenhed end acceleration, mens Paterberg er kort og brutalt stejl og dermed perfekt til at spurte hele vejen fra bund til top. I 2014 angreb Cancellara på førstnævnte, og det var kun Vanmarcke, der kunne følge ham, mens det i 2016 var på Paterberg, at Sagan satte Vanmarcke og kørte alene hjem. I 2019 var det på Kwaremont, at Bettiol kørte fra alt og alle, og i 2021 var det også på Kwaremont, at Van Aert måtte slippe Asgreen og Van der Poel, mens det i 2023 var på Kwaremont, Pogacar satte Van der Poel. Det er her de sidste angreb skal sættes ind, og det er her de stærkeste skal gøre forskellen.

De sidste 13,2 km består af en lang tur mod nordøst til Oudenaarde langs flade, store og brede veje. Som regel er det på dette tidspunkt et stort forfølgelsesløb mellem flere mindre grupper, men det kan også være rammen om et fascinerende taktisk spil, hvis flere ryttere er sammen i front. I 2012 og 2013 var der en relativt stor forfølgergruppe bag de tre bedste ryttere, men siden 2014 har løbet været meget mere selektivt. Det sidste sving kommer 8 km fra mål, og herefter er det ligeud hele vejen til stregen på den flade Minderbroederstraat, hvor en fortjent vinder af Flandern Rundt skal kåres efter 270,8 brutale kilometer i noget af det værste terræn, Flandern kan byde på.

Løbet byder på i alt 2167 højdemeter mod 2179 højdemeter i 2021, 2281 højdemeter i 2022, 2190 højdemeter i 2021, 2003 højdemeter i 2020 og 2156 højdemeter i 2019.

Læs også

Oversigten over en travl cykellørdag

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Vejret

Det er ikke mange løb, der afhænger så kraftigt af vejret som Flandern Rundt. Selvom ruten er hård og selektiv, øges vanskeligheden dramatisk, hvis forholdene er blæsende, kolde og regnfulde. Hvis vejret er brutalt, bliver det ren overlevelse, mens flere ryttere har en chance, hvis det er en flot forårsdag. I nyere tid viser specielt 2015-udgaven af Gent-Wevelgem, hvordan dårligt vejr dramatisk kan forandre en flamsk klassiker, og mens de hurtige folk håber på en solskinsdag, satser de hårde drenge på rigtigt belgiervejr. Mange cykelfans betragter det ikke som et rigtigt Flandern Rundt, hvis ikke rytterne har set lidt til den belgiske kulde og regn.

Vi skal dog efterhånden en del år tilbage for at finde den sidste udgave med rigtigt møgvejr, og 2024 bryder ikke den trend. Der venter formentlig en tør dag, der mest vil være skyet med kun lidt sol, men mod slutningen vil det lukke en smule mere til med en bygerisiko på 20-25%. Det vil ikke være koldt med en temperatur på 9 grader ved den tidlige start, men på 14-15 grader gennem det meste af løbet. Der vil være en let til jævn vind (11-16 km/t), i starten fra østsydøst, men hovedsageligt sydøst. Det giver hovedsageligt sidemod- og sidevind på turen ned til De Flamske Ardenner, hvor vinden naturligvis vil komme fra alle tænkelige retninger. Til slut vil der være sidemodvind på Kwaremont og derefter sidemedvind frem til Paterberg, hvor der vil være sidemodvind. Nu følger et meget kort stykke med sidemed- og medvind, men på den lange, lige vej, der over de sidste 9 km leder direkte ind til Oudenaarde og målstregen, vil vinden stå direkte ind fra siden.

Favoritterne

Det er efterhånden nogle år siden, men der var en årrække, hvor al snak op til Flandern Rundt altid handlede om de samme to navne. Tom Boonen og Fabian Cancellara var de evige favoritter, hvis indbyrdes styrkeforhold altid varierede, men derefter fulgte en interessant årrække, hvor favoritfeltet var meget bredt. Alligevel var der altid en eller anden, der havde skilt sig ud. Efter Boonen var i særklasse i 2012, og alle øjne var rettet mod Cancellara i 2013 og 2014 kom der et navn på banen i 2015, hvor Alexander Kristoff var ustoppelig i optakten. I 2016 talte alle atter om den store duel mellem Peter Sagan og Cancellara, i 2017 var det Sagan og Greg Van Avermaet, der stjal de fleste overskrifter, men derefter oplevede vi nogle meget åbne år i 2018 og 2019, hvor der var meget stor diskussion om, hvem der gik ind til løbet med de bedste kort på hånden.

Så kom crossfænomenerne imidlertid. I både 2020, 2021 og 2022 har man følt sig hensat til de gode, gamle Boonen-Cancellara-dage. Forud for alle tre udgaver var der nemlig lagt op til en fortsættelse af den evige rivalisering mellem Mathieu van der Poel og Wout van Aert, der i alle tilfælde skilte sig ud som de måske mest indlysende favoritter. Alligevel har der begge gange været én, der har blandet sig. I 2020 var det Julian Alaphilippe, der fik en bedre brostensdebut, end man kunne have håbet på, men som fik sit løb ødelagt af en motorcykel. I 2021 var det Kasper Asgreen, der allerede med sejren i E3 havde vist, at han var manden, der kunne slå de to crosskanoner, og det gjorde han som bekendt på en søndag, der for altid vil stå mejslet ind i dansk cykelhistorie. Og i 2022 var det så Tadej Pogacar, som pludselig meldte sig på banen i for ham uvant terræn, og da corona kort inden løbet sendte Van Aert til tælling, men den ventede ”triel” med tre favoritter nu en duel mellem Van der Poel og Pogacar. Pogacars debut var så suveræn, at der i 2023 i den grad var lagt op til en ”triel” mellem Van der Poel, Van Aert og Pogacar - endda så meget, at alle andre havde den samme plan, nemlig at komme de tre ”overmennesker” i forkøbet.

I år er det imidlertid helt, helt anderledes. Pogacars afbud og generelle sæsonplan må gøre ondt på enhver, der ønsker spænding. Det efterlod stadig en sandsynlig duel mellem Van der Poel og Van Aert - igen, igen, igen i to karrierer, der er uløseligt forbundne - men med tanke på det styrkeforhold, der var gennem hele 2023, var det for første gang med en soleklar favorit i form af Van der Poel. Nu er Van Aert jo så desværre med ét blevet sat helt ud af spillet, og dermed tårner Van der Poel sig op som storfavorit i en størrelse, vi skal mange år tilbage for at finde.

Den favoritstatus er blevet endnu større af andre grunde. Alle drømme om en genrejsning af tidligere giganter som Kasper Asgreen og Julian Alaphilippe, der jo bød ham op til dans i hhv. 2021 og 2020, er stendøde, men vigtigst af alt er de to stærke kollektiver også markant svækket. Allerede ved sæsonstart var det indlysende, at Visma havde så skræmmende et kollektiv, at det kunne ryste selv Van der Poel, men i det, der vel kun kan betegnes som et par mareridtsuger, er det hollandske supermandskab nærmest blevet revet i stumper og stykker.

Van Aert ligger som bekendt i sygesengen, Christophe Laporte er ude med sygdom og siddesår, Dylan van Baarle skippede onsdagens løb, fordi han ”ikke føler sig tilpas”, Jan Tratnik udgik af Dwars door Vlaanderen som følge af sit styrt i Gent-Wevelgem, og Tiesj Benoot, der styrtede i E3, er åbenlyst langt fra sit bedste. Ja, selv supertalentet Per Strand Hagenes, der jo egentlig blot skulle have været en potentiel hjælper, hvis han fik chancen, er ude med en brækket næse efter et styrt i E3. Tilbage står holdet med kun Matteo Jorgenson, der heldigvis virker knivskarp, men nu er forvandlet fra at være en del af et superkollektiv til at være en enmandshær.

Visma har i de seneste løb imidlertid slet ikke været de stærkeste. De er blevet overstrålet af Lidl-Trek, men også de er kraftigt svækket. Den genrejste Jasper Stuyven, der måske endda har været stærkere end nogensinde er ude, og det samme er den formstærke superhjælper Alex Kirsch. Jonathan Milan har været godt kørende, men er ikke en reel trussel i et løb som dette, og det efterlader det stærke kollektiv med kun Toms Skujins og Mads Pedersen, der jo endda selv har været i asfalten og kan være mærket. Med andre ord består superkollektiverne nu kun af hhv. én og to trusler, og det er alt andet lige betydeligt lettere for Van der Poel at håndtere. At man så samtidig formentlig kan strege den delvist genrejste Biniam Girmay, hvis status i skrivende stund er uklar, fra listen, gør ikke sagen meget bedre.

Læs også

LIVE: Ineos dikterer tempoet i bjergene

Man kunne sidde tilbage med fornemmelsen af, at kun et opkald til Pogacar ville kunne true Van der Poels dominans, for selvom Pedersen slog ham i Gent-Wevelgem efter et løb, hvor kollektivet var afgørende, viste verdensmesteren i E3, at han i denne type løb med langt flere bakker er i sin egen liga. Flandern Rundt er nemlig et løb, der relativt sjældent byder på overraskelser. Sanremo er kendt som det mest åbne og uforudsigelige løb, hvor listen over mulige vindere er længere end Bibelen, og Roubaix har for vane altid at producere overraskelser, fordi det er et helt unikt løb, der slet ikke ligner alle andre.

Det gør Flandern Rundt imidlertid, for vi har allerede haft et hav af beslægtede løb, der har udkrystalliseret rytternes niveau i denne slags terræn, og når man så skruer op for distancen og sværhedsgraden, som man gør på søndag, får man ofte et meget ærligt løb, der kun bekræfter det, vi har set i de foregående løb. Alberto Bettiols sejr i 2019 var en overraskelse, og det samme kan vel også siges om Philippe Gilberts specielle sejr i 2017, men uanset om vi taler om Boonen i 2012, Cancellara i 2013 og 2014, Alexander Kristoff i 2015, Peter Sagan i 2016, Niki Terpstra i 2018, Van der Poel i 2020 og 2022, Asgreen i 2021 eller Pogacar i 2023, har vinderen stort set altid været en rytter, der har været stærkt kørende i ugen op til løbet.

Ideen om kollektiv styrke har vi set i Flandern rundt. Mange vil huske, hvordan det store fokus på Boonen gjorde det muligt for Stijn Devolder at vinde to gange. Det hører bare til sjældenhederne Taktik spiller traditionelt en langt mindre rolle, end den gør i de lettere opvarmningsløb. Vi skal vel helt tilbage til Nick Nuyens’ overraskende sejr i 2011, hvor man stadig kørte den gamle og utvivlsomt lettere finale, for at finde det seneste eksempel på en vinder, der ikke har kunnet regnes som en af løbets nok to eller tre stærkeste.

Det skyldes rutens design. De mindre klassikere slutter med 30-40 relativt lette kilometer. Den luksus har man ikke i Flandern Rundt, hvor finalen er betydeligt hårdere. Faktisk indledes finalen først for alvor, når de værste udfordringer er ved at være ovre i de to øvrige klassikere, og her går det først rigtigt løs, når man med 54,3 km igen rammer Kwaremont for anden gang. Herfra er løbet så vanskeligt, at der kun to gange kommer et lidt lettere stykke, hvor taktik for alvor kan spille en rolle. Det sker efter Taaienberg, hvor de næste 20 km kun byder på Krusiberg-stigningen, og netop her har vi som opregnet i rutebeskrivelsen ovenfor meget ofte set de kloge taktiske fremstød, der mod isolerede favoritter kan skabe overraskelser. Det sidste stykke er selvfølgelig de flade 13 km tilbage mod Oudenaarde, men historien viser dog ganske klart, at de stærkeste som regel er kørt væk, og at taktik her kun rigtigt har spillet en rolle i en ofte relativt stor forfølgergruppe, hvor et hav af isolerede kaptajner aldrig kan samarbejde.

Alligevel er det ikke helt så enkelt. På forhånd kunne man nemlig pege på to måder, han kunne slås, og det kunne - hvis vi fraregner uheld - meget vel være den eneste veje til at besejre hollænderen. I en kamp mand mod mand ligner det et nederlag for alle, og jeg vil tro, at det samme havde været tilfældet, selv hvis Van Aert havde været til start.

Den ene af de to modeller synes nu at være temmelig død. Det var den model, Lidl havde så stor succes med i Gent-Wevelgem, nemlig at isolere Van der Poel og herefter angribe ham på skift på et lettere stykke. Verdensmesteren kører nemlig ikke altid de taktisk klogeste løb, hvad han jo bestemt heller ikke gjorde sidste søndag. Han faldt direkte i Lidls fælde og brugte alle sine kræfter på at jagte Milan, selvom det logiske havde været at vente på feltet og via sit hold neutralisere den beskedne trussel, italieneren udgjorde. Et soloridt over 80 km var jo ikke videre sandsynligt, og herefter kunne en frisk Van der Poel have genåbnet løbet ved de to sidste passager af Kemmelberg.

Den model er ofte brugbar i brostensløbene. Et overtal er næsten altid en stor fordel i disse løb, som det har været indlysende igen i år, hvor Vismas sejre i både Omloop og Dwars i høj grad handlede om at udnytte netop at være flere mand. Den model er bare knap så brugbar nu. Måske kan Van der Poel isoleres, men de stærke kollektiver er som sagt svære at få øje på nu, og i forvejen er den strategi jo altså knap så anvendelig på denne hårdere rute. Der er færre lettere stykker, hvor Van der Poel kan være sårbar, og på så hård en rute er der færre ryttere, han skal frygte, fordi han kan rette op på mere i kraft af sin styrke.

Den anden strategi er den, alle har talt om forud for de seneste mange udgaver af Flandern Rundt, nemlig ideen om at komme favoritterne i forkøbet. Den har indtil nu dog kun givet podiepladser. Det så vi med Kasper Asgreen i 2019, Mads Pedersen i 2018 og med Jurgen Roelandts i 2013. Fra en mere frisk erindring så vi det i 2022, hvor specialisten over dem alle i netop at komme favoritterne i forkøbet, Dylan van Baarle, brugte et tidligt angreb til at sikre sig 2. pladsen. Kun én gang siden Devolder er det dog lykkedes at bruge den taktik til at vinde løbet, nemlig da Gilbert snød Sagan og Van Avermaet med sit tidlige angreb i 2017.

Læs også

Evenepoel sendte klar indikation til Lefevere: Næste år bliver det anderledes

Vi var dog pokkers tæt på, at strategien lykkedes sidste år. Her havde de tre giganters magtdemonstration i E3 sendt alle øvrige ryttere til løbet med en plan om en tidlig offensiv, og den lykkedes i den grad. En skræmmende gruppe med et stort antal af outsiderne kom væk, og det var undervejs langt fra givet, at de tre giganter ville kunne rette op på situationen. Det krævede et vildt ridt fra trioen allerede fra Koppenberg, og havde de ikke været så meget bedre end alle andre, havde slaget altså været tabt, og Mads Pedersen, der lignede stærkeste mand blandt de forreste, kunne meget vel have vundet løbet.

Det er den strategi, der ligner vejen til at slå Van der Poel, og den er måske endnu mere brugbar nu. Forud for Visma-kollapset kunne man godt tro, at Van Aert ville være så opsat på selv at vinde, at han ikke for alvor turde at lade en holdkammerat tage chancen via en ”komme i forkøbet”-strategi. Derfor ville Van der Poel med nogen sandsynlighed have en allieret i et eventuelt comeback, men den allierede har han nu mistet. Han savner i den grad også Pogacar, for uden sloveneren er det sandsynligt, at de aldrig var kommet tilbage sidste år.

Derfor er løbet mere åbent end som så. Alle har set, hvor godt strategien fungerede sidste år, og i 2024 er vi vel i den situation, at den eneste rytter, der ikke har planer om at komme i forkøbet, er Van der Poel selv. Heldigvis kan han håbe på, at han kan finde allierede hos de hold, der misser en sådan stærk ”komme i forkøbet”-gruppe, men det kan han ikke vide sig sikker på - og han kan slet ikke vide sig sikker på, at de vil være stærke nok til at redde situationen. Alpecin er ikke ringe, men skræmmende er de ikke, og i skrivende stund er Gianni Vermeerschs tilstand endda usikker efter onsdagens styrt.

Alpecin ser vitterligt sårbare ud, og de får heller ikke hjælp af vejret til at give et mindre taktisk og hårdere løb. Van der Poel var tæt på at blive slået sidste år, og vi så jo med Gilbert i 2017, at strategien med at komme i forkøbet kan fungere. Paradoksalt nok vil han savne Pogacar og til dels også Van Aert, for de ville have en klar interesse i et løb, der skulle afgøres på ren styrke. En sådan alliance har han ikke i år, og derfor er der igen lagt op til en lang finale, hvor alle andre vil forsøge at åbne løbet tidligt. For Van der Poel må det handle om at undgå, at løbet glider ham af hænde frem til anden passage af Kwaremont. Her følger nemlig den benhårde serie med Kwaremont, Paterberg, Koppenberg, Steenbeekdries og Taaienberg, og med den overlegenhed, han viste i E3, virker det ikke umuligt, at han herfra kan køre alene hjem alene i kraft af sin overlegne styrke.

Hvis til gengæld han stadig har noget at hente, kan han blive sårbar igen. Efter Taaienberg følger som sagt et lettere stykke, hvor han kan angribes, hvis han sidder alene uden hjælpere. Det samme bliver han naturligvis, hvis han først kommer tilbage efter sidste passage af Kwaremont-Paterberg, hvor vi jo så har en Wevelgem- eller E3-agtig finale, hvor alt kan ske, og hvor vi så sent som i 2019 så Asgreen snige sig væk, dog ganske vist kun til en 2. plads bag suveræne Alberto Bettiol, og i 2021 så Greg van Avermaet sikre sig 3. pladsen ved et tilsvarende snigerangreb.

Derfor regner jeg med en gentagelse af sidste års scenarium. Her begyndte outsiderne at røre på sig allerede med mere end 100 km igen, og jeg ser ingen grund til, at det ikke kan ske igen. Det er muligt, at vi får det klassiske scenarium, hvor favoritterne er samlet, når de rammer Kwaremont for anden gang, og sker det, tror jeg, at Van der Poel kan blive svær at slå. Hvis til gengæld løbet glider ham af hænde, er døren åben for flere kandidater.

Det gør det også pokkers svært at rangere rytterne efter vinderpotentiale. Man skal jo altså have et vist held for at komme Van der Poel i forkøbet. Til gengæld er løbet også så hårdt, at det ikke er hvem som helst, der kan gøre det færdigt. Skal en sådan gruppe have en chance, skal det indeholde flere favoritter og outsidere - ellers vil der også være for mange hold til at jagte - og blandt dem vil stærkeste mand oftest vinde i denne finale. Med andre ord må vinderen alt andet lige blive en af de mest formstærke kandidater med evner på en benhård rute som denne, men hvem der måtte ende med at få chancen ved at komme Van der Poel i forkøbet, kan godt være en smule tilfældigt. Det gør en rangering efter vinderpotentiale en smule mudret.

Glider løbet så Van der Poel af hænde? Det kan ske, men det mest sandsynlige er, at det ikke sker. Dels tilsiger historien, og dels er det måske ikke så kompliceret endda. Måske er Lidl og Visma svækkede, men de vil køre om sejren og er klar til konfrontationen med Van der Poel, hvis det er eneste vej frem. Hvis hollænderen lykkes med at undgå farlige grupper med rytterne fra Lidl og Visma - og nu har de begge færre folk at holde øje med - vil jeg tro, at han har nok allierede til at sikre, at han kan gøre forskellen, når vi rammer de sidste svære 55 km.

Derfor peger jeg på Mathieu van der Poel. Sidste år fik jeg mig faktisk lidt en øjenåbner, for jeg troede, at hollænderen var verdens bedste i denne slags løb, men Pogacar viste stærkere. I år slipper han imidlertid for at slås med den eneste ryttere, der formentlig kan sætte ham på disse stigninger, der passer ham perfekt, og dermed tårner han sig op som den helt store favorit - særligt nu hvor Van Aert også er ude. Løbet passer ham ganske enkelt perfekt. Hans historik fortæller tydeligt, at han er et unikum over lange distancer - ellers vinder man ikke monumenter og VM-titler på stribe - og disse korte, eksplosive stigninger på brosten er nærmest skabt til hans fysik. Dertil skal lægges, at han jo som bekendt kan slå næsten alle i en spurt - i hvert fald hvis de ikke hedder Kasper Asgreen eller Mads Pedersen - og man har den ideelle Flandern-rytter. Det fortæller historien da også: nr. 1 i 2020, nr. 2 i 2021, nr. 1 i 2022 og nr. 2 i 2023 - og glem så ikke, at han måske var stærkeste mand i debuten i 2019, hvor han efter et styrt leverede et mageløst comeback.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Formen er også fremragende. Det viste hans magtdemonstration i E3, og her var der endda skræmmende nyt til rivalerne. Han beskrev det som sin næstbedste dag på cyklen efter VM i Yorkshire, og det må vække bekymring. Han viste nemlig ved VM, at han måske har forbedret sig yderligere i en 2023-sæson, hvor han i forvejen tårnede sig op som en større endagsgigant, end han tidligere har været, og hvis det er sandt, at han nærmer sig det niveau, er der næppe nogen, der kommer tæt på ham i dette felt - og han plejer jo stort set altid at formtoppe i de største løb, uanset om han har set skidt ud forinden.

Til gengæld viste søndagen også, at han kunne slides. Som sagt fik Lidl ham fanget i den perfekte sandwich, og det viser, at han ikke er usårlig. På fysik slår man ham ikke, men på taktik kan det lade sig gøre - særligt med et hold, der ikke er løbets allerstærkeste, slet ikke hvis Gianni Vermeersch ikke kommer til start. Dengang havde han dog også E3 i benene, og da han ikke restituerer rasende godt, vil jeg forvente, at vi på søndag ser en helt anden Van der Poel, der formentlig er endnu stærkere, end han var det i fredags. Taktikken med at isolere ham og angribe ham på skift bliver som sagt svær at praktisere på denne rute, men han kan kommes i forkøbet. Som sagt tror jeg dog på, at han har veje til at undgå, at det sker, og til at finde de rette allierede, og Flandern Rundt i langt de fleste tilfælde er så ærligt et løb, at bedste mand vinder, tror jeg, at det hele ender i endnu en magtdemonstration fra Van der Poel med et soloridt, der bliver indledt et eller andet sted mellem de to sidste passager af Kwaremont - og dermed melder han sig ind i klubben af ryttere med flest sejre i det flamske monument,

Uden Van Aert er der som nævnt ovenfor ingen indlysende førsteudfordrer, og det bliver som sagt endnu mudret, når det i høj grad er taktik, der skal fælde den store favorit. Hvis jeg skal sige ét navn, må det være Alberto Bettiol. Som sagt var Van der Poel måske stærkeste mand i 2019, men svaret får vi aldrig. Selv uden uheld skulle han i hvert fald stå tidligt op for at matche den fabelagtige Bettiol, der kørte fra alt og alle og dermed beviste, at han er skabt til dette løb. Det gjorde han også i 2022, hvor han med lidt bedre position lignede en mand, der kunne være kørt med Alaphilippe, Van der Pol og Van Aert, men siden dengang har hans krise med en endeløs serie af skader og sygdom jo desværre sat ham langt tilbage - alt sammen kombineret med hans egne enorme udsving.

Siden sidste års fornemme VM har han dog lignet en mand, der måske kunne komme tilbage, og efter en stærk start på Mallorca og en blandet februar har han bekræftet det først. Det gjorde han først med sit vilde ridt i Torino, men ikke mindst i Sanremo, hvor han lignede tredjestærkeste mand på Poggio efter Pogacar og Van der Poel. Desværre satte styrtet i E3 ham tilbage, men hans kørsel i den meget specielle udgave af Dwars var nok til at overbevise mig om, at han muligvis vil stille til start på søndag i samme fornemme forfatning som i Sanremo.

Bettiol vil altid være en lottokupon, men hans topniveau i dette løb er så tårnhøjt, at han er en af de få, der måske kan true Van der Poel. Han hjælpes også af en god spurt - dog næppe nok til at slå Van der Poel - men vigtigst af alt er han stadig en lille underdog. Som sagt vil jeg forvente, at Van der Poel og Alpecin har øjnene rettet mod Visma og Lidl, og jeg vil tro, at Bettiol derfor har en større chance end folk som Jorgenson og Pedersen til at få et forspring. Får han det, og skal Van der Poel herfra levere et comeback, ligner den genrejste Bettiol en mand, der kan vinde løbet for anden gang - hvis altså han kan undgå de kramper, der nu har fjernet ham fra finaler i både Strade og Dwars og ved OL.

Jeg kunne også fint rangere Matteo Jorgenson som nr. 2. Egentlig ville jeg have troet, at han var mere ardenner- end brostensrytter, men i sin korte karriere i de flamske løb har han modbevist den teste. Sidste år fik han en bragende flot debut i E3 og Flandern, og i år har han taget det til et helt nyt niveau med stærk kørsel i Omloop og E3 og senest med sejren i Dwars door Vlaanderen.

Det var dog i Paris-Nice, at vi får alvor så, hvor meget han har forbedret sig. Hans kørsel i E3, hvor han var blandt de bedste, men ikke nødvendigvis en klar nr. 2 eller 3 viste nok også, at han stadig passer bedre til længere stigninger. Heldigvis er dette løb også det hårdeste og mest klatretunge, og det er hovedårsagen til, at jeg vil forvente at se ham som en af løbets tre stærkeste i dette løb. Der er måske stadig en lille usikkerhed i forhold til distancen, men sidste års udgave af løbet gik jo ganske fint - og i år er han åbenlyst endnu bedre. Skal man pege på en mand, der kan komme tæt på at følge Van der Poel på stigningerne, ligner han et af de to bedste bud.

Når jeg alligevel ”kun” placerer ham som nr. 3, skyldes det, at han har udmærket sig lidt for meget. Jeg vil tro, at han sammen med Mads Pedersen er den rytter, Van der Poel vil holde mest øje med, og dermed kan det være svært for ham at få det forspring, han skal bruge for at kunne slå den hollandske rival. Bedre bliver det ikke af, at han ikke har den store spurt og skal alene hjem, og at Visma er klart svækket. Hvis Tratnik, Benoot og Van Baarle kommer til start i en bare nogenlunde forfatning, er det hollandske mandskab dog stadig det bredeste. Lykkes det igen med at få sendt en gruppe tidligt afsted, har de i hvert fald en vis chance for at spille spillet. Det kan være vejen for Jorgenson til at sætte sig på hjul af Van der Poel, som Pedersen gjorde det i Wevelgem, og sker det, er det muligt, at hollænderen ender med at trætte sig selv så meget, at en frisk Jorgenson alligevel kan tage den monumentsejr, som ellers fortoner sig lidt i horisonten for det uheldige Visma-mandskab.

Jeg tror faktisk, at jeg rangerer Toms Skujins som nr. 4 og som den mest sandsynlige vinder fra Lidl. Som sagt tror jeg, at Pedersen vil være svært overvåget af Van der Poel, men det vil ikke nødvendigvis gælde for letten. Hvad der skete med ham under sidste års sommerpause, ved jeg ikke, men siden dengang har han været som forvandlet. Det startede i San Sebastian og ved VM, men i år har han taget det til helt nye højder. Først lignede han vel stærkeste mand på stigningerne i Omloop, inden han kørte sig til en fabelagtig 2. plads i Strade.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

De seneste løb har vist, at han måske ikke helt er på samme niveau, men han har stadig lignet en af de stærkeste, og i onsdags kørte han sammen med Riley Sheehan som de eneste op fra andet til første felt. Dette løb er det mest klatretunge og derfor formentlig det, der passer ham bedste. Han er stadig ret uprøvet i disse sammenhænge og derfor over lange distancer, men sidste års 8. plads til VM vidner om, at det nok burde kunne håndteres. I E3 så han bedre ud end Pedersen, og som udgangspunkt er han også Lidls bedste på denne slags bakker, i hvert fald hvis ikke han slides ned af den lange distance, der er Pedersens styrke. Vigtigst af alt vil han næppe være så overvåget som sin danske holdkammerat, og dermed har han nok en større chance for at få det forspring, der kan være vejen til at slå Van der Poel - også selvom han lider under, at mange af de øvrige favoritter er hurtigere end ham.

Alle danske øjne vil være rettet mod Mads Pedersen, men desværre tror jeg, at han har gjort sig selv ”en dårlig tjeneste” ved at vinde i søndags. I forvejen vidste Van der Poel fra sidste år, at danskeren næppe er den klogeste at give et forspring, men efter søndagens duel er han måske den mand, Van der Poel vil holde allermest øje med. Hvis det er sandt, at Pedersen ikke får samme ”fribillet”, som han brugte til at sikre sig sidste års 3. plads, skal han formentlig slå Van der Poel på ren styrke - og det kan altså lidt af en umulighed.

Det er rigtigt, at Pedersen var stærkere end hollænderen i finalen i søndags, og det er også rigtigt, at vi til VM så den hidtil bedste udgave af danskeren. Dette løb med længere og vanskeligere stigning er bare hårdere end de øvrige, og de passer helt entydigt bedre til Van der Poel end til den tungere dansker. Vi har desværre altid set, at Pedersen har været en anelse for tung til de hårdeste de flamske løb, og det blev bekræftet i fredags, hvor adskillige ryttere var stærkere end ham.

Til gengæld har vi de seneste to år set, at distancen til dels kompenserer for de knap så gode klatreevner. I begge udgaver var Pedersen i hvert fald langt stærkere i dette løb end i E3 og Dwars. Det er et fænomen, vi kender fra Alexander Kristoff, der også på papiret var lidt tung til disse løb, men som har en skræmmende historik i dette løb, selvom han aldrig har leveret ét eneste resultat i E3. Det vil derfor undre, hvis ikke Pedersen efterlader et helt anderledes positivt indtryk end i fredags, men det er bare næppe nok til at slå Van der Poel mand mod mand.

Hvis ikke han selv kan få et forspring, må nøglen være modellen fra i søndags, hvor Van der Poel slider sig selv ned for at jagte en Lidl-holdkammerat, og derfor skal håbet vel være, at Skujins eller Jonathan Milan kan komme favoritten i forkøbet. Stuyven vil i den grad blive savnet, men Lidl har stadig de taktiske kort, der måske kan give Pedersen et lettere løb. Tvinges Van der Poel som sidste år ud i et stort comeback med Pedersen siddende i baghjulet, viste søndagens løb, at der er en vej til sejr for danskeren, der jo også har den fordel, at han vel vil være favorit i enhver sandsynlig spurtafgørelse i Oudenaarde. Heldigvis lyder det ikke til, at onsdagens styrt vil være en alvorlig svækkelse i jagten på den monumentsejr, han så inderligt drømmer om.

Det har knebet lidt for Stefan Küng med at finde sine bedste ben, efter at han grundet personlige problemer missede Tirreno. Han er dog åbenlyst blevet bedre og bedre fra løb til løb, og i onsdags så vi i hvert fald den hidtil bedste Küng. Den udvikling må antages at fortsætte frem mod det løb, der passer ham bedst. Han er ikke rasende eksplosiv, men med de klatreevner, han også har vist i Schweiz og Amstel, skal han ikke regnes som værende for tung til dette løb, og den lange distance er en gave for hans motor, som vi har set både her og i Roubaix. I dette løb er han da også endt i top 6 i de seneste to udgaver, og det vidner om hans evner.

Udfordringerne er dog også klare. For det første skal han som altid alene hjem, og for det andet skal også han Van der Poel i forkøbet. Den model er dog heller ikke helt umulig. Det lykkedes ham i hvert fald sidste år, og det er svært at se, hvorfor han skulle være mere overvåget i år, når hans forår har været mindre prangende. Samtidig er FDJ denne gang langt stærkere med nu hele fire stærke kort i form af ham, Valentin Madouas, Laurence Pithie og Lewis Askey. Kan Küng ikke selv komme tidligt afsted, er der måske andre, der kan, og så kan han håbe, at han kan sidde på hjul, mens Van der Poel som i Wevelgem trætter sig selv til døde.

Jeg tror faktisk, at jeg vil rangere Oier Lazkano meget højt. Det skyldes, at løbet formentlig skal vindes ved et tidligere angreb, og det er som bekendt baskerens spidskompetence. Det har han allerede vist et hav af gange, senest da han tog en suveræn sejr i Jaen i et ganske stærkt felt. Han har nu også i Kuurne og E3 bevist, at han er blevet så stærk i denne slags løb, at han skal regnes som en af de stærkeste, og dette meget klatretunge løb bør være det bedste for ham.

Alligevel er der en vis usikkerhed. Vi aner ikke, hvad han kan over lange distancer, og i den sammenhæng er det bekymrende, at han sled sig selv ned i E3. Heldigvis er der måske en god forklaring, nemlig at han missede Paris-Nice med sygdom. Det kan i hvert fald give en tro på, at tiden vil arbejde for hans form, og hvis han nærmer sig det niveau, han havde i Jaen, bør han være stærk. Logikken tilsiger i hvert fald, at hans motor burde være skabt til en lang distance, og i et løb, hvor det handler om at komme i forkøbet, synes Lazkano at være den perfekte kandidat til at snyde Van der Poel. Vi ved i hvert fald, at han ikke er bange for at angribe tidligt.

Læs også

Stortalent bliver ikke klar til Giro-debut

Jeg vil også rangere Valentin Madouas relativt højt, men det er som altid med enorm usikkerhed. Franskmanden er en uforbederlig lottokupon, og da han i år endnu har til gode at finde sin bedste form, er usikkerheden ekstra stor denne gang. Til gengæld er der også håb for, at formen er på rette vej. Det var allerede bedre i Tirreno, og efter at han som så ofte før smed E3 væk i positionskampen, var det ham, der i Dwars kørte alene væk fra favoritfeltet på dagens sværeste stigning, Knokteberg. Offensiven holdt ikke hele vejen, men det er en indikation af, at benene er ved at nærme sig.

Drømmen er selvfølgelig, at han finder de ben, han havde i 2022, hvor han var sidste mand til at slippe Van der Poel og Pogacar. Om det er muligt, er tvivlsomt, men i 2023 så han faktisk ud til at have taget endnu et skridt, ikke mindst i Strade, inden han udgik af dette løb med sygdom. Siden har det desværre været mere sløjt, selvom han vandt i Bretagne, men hans topniveau er eller har i hvert fald været tårnhøjt. Han har vist, at han kan klare distancen, og dette løb er det af de flamske løb, der passer ham bedst. Hans svage positionering kan meget vel koste ham igen, men det problem kommer han ud over, hvis han lykkes med at komme i forkøbet, hvad der formentlig er opskriften til at kunne vinde - hvis altså ikke det stærke FDJ-hold kan give ham en taktisk fordel af at sidde på hjul, mens Van der Poel lancerer et comeback i stil med det, han gjorde sidste år.

Det er første gang, Tim Wellens fokuserer 100% på brostensløbene, selvom han flere gange har kørt Flandern Rundt, men mønsteret er alligevel det samme. En meget stærk sæsonstart, hvor han igen var bedste mand på Muren i Omloop og blandt de allerstærkeste i Kuurne, er blevet efterfulgt af aftagende form. Han virkede i hvert ikke helt så flyvende i E3 eller Wevelgem, og det var bekymrende, at han i onsdags ikke kunne følge Skujins og Sheehan, da de lukkede hullet op til første felt. Det ændrer dog ikke på, at han blev nr. 4 i det vigtigste pejlemærke forud for dette løb, nemlig E3, og dermed er han lige nu stadig en af de stærkeste - og dette mere klatretunge løb passer ham endda på papiret bedre.

Spørgsmålet er bare, om det samme gælder om distancen, for hans resultater i monumenterne er relativt få. I dette løb er hans bedste resultat en 25. plads, og selvom han har satset på Liege i årevis, er hans bedste resultat en 11. plads. Han er dog også blevet både nr. 4 og 5 i Lombardiet, selvom det er længe siden, og i Amstel er han blevet nr. 6 over 263 km. Det vidner om, at han kan, men det sletter ikke indtrykket af, at hans bedste resultater er kommet i kortere løb uden for højsæsonen for klassikere. Til gengæld er han ikke bange for at angribe tidligt, og det gør ham til en god kandidat til at komme i forkøbet - og så må han finde en vej til at komme alene hjem, så han ikke skal spurte mod en af de mange hurtigere favoritter.

Grundet sin berømte holdkammerat må Jasper Philipsen have en vis rangering, men jeg bliver alligevel overrasket, hvis han vinder. Han har altid skippet dette løb, som han har regnet som værende for hårdt, og det er det efter alt at dømme stadig. Ganske vist klatrede han i Sanremo bedre end nogensinde, men det er en helt anden form for stigning. Vi så vel både i søndags og i onsdags, at Philipsen på disse stigninger måske nok kan overleve, men der er mange, der er stærkere end ham. Det er derfor udelukket, at han kan køre med de bedste, selvom jeg vil forvente, at hans stigende holdbarhed kommer til udtryk også i dette løb.

Alligevel er der måske en vej til sejr. I de seneste løb er han logisk nok blevet brugt defensivt, men denne gang kan han måske blive brugt offensivt. Alpecin kunne godt sende en kontrollant afsted i den gruppe, der måtte komme Van der Poel i forkøbet, og her kunne Philipsen være den ideelle kandidat. Han vil have fribillet og alibi til at sidde på hjul, og herefter må vi se, hvor langt han kommer, hvis Van der Poel skulle mislykkes med at komme tilbage eller måske først gøre det efter Paterberg. Lykkes missionen, er det klart, at Philipsen vil være favorit i en spurt, selvom hans spurter i Sanremo og senest i Dwars vinder om, at han bestemt ikke er sikker på at vinde efter et løb, der endda er hårdere end de to nævnte. Distancen burde han heldigvis ikke få problemer med, nu hvor han har to top 2-placeringer i monumenter,

Hvad så med kometen? Laurence Pithie har lige siden debuten i Australien langt overgået de ellers store forventninger, jeg havde til ham efter sidste sæsons lovende præstationer, og han har tydeligt vist, at han er på vej mod en stor fremtid i disse løb. Problemet er bare, at han i både Kuurne, der er et let løb, og Wevelgem løb tør for kræfter, og derfor tror jeg, at han stadig mangler den motor, der skal bruges til dette løb. Det er vel heller ikke tilfældigt, at han skippede E3 og Omloop og satsede på de lettere søndagsløb - formentlig i erkendelse af, at denne slags løb stadig kan være en anelse for hårde. Hans uheld i onsdagens løb ødelagde også vores chance for at få en sidste vurdering af hans klatreevner, men at de er gode, har vi set flere gange måske, særligt på sidste etape Down Under. Han kører helt sikkert ikke med Van der Poel på stigningerne i så langt og svært et løb som dette, men som del af et stærkt FDJ-kollektiv kan han måske komme i forkøbet - og hvem tør sætte begrænsninger på, hvad han kan nå efter denne vilde, vilde sæsonstart?

Jeg tror faktisk også, at jeg vil rangere Magnus Sheffield relativt højt. Han er helt uden historik i de flamske løb, der slet ikke passer ham specielt godt, men dette mere klatretunge burde passe bedre til en mand, der har klatret imponerende godt på det sidste. Han så bedre ud i onsdagens løb, hvor han desværre blev elimineret af defekt, og i forvejen viste han stigende form i Tirreno. Når jeg rangerer ham højt, skyldes det dog primært, at dette er et løb, der nok skal vindes ved at angribe tidligt, og det burde han være den ideelle kandidat til. Distancen er ganske vist en stor ubekendt, men amerikaneren burde som type være den perfekte mand til et langt ridt fra distancen. Kombinerer man det med, at han på papiret efterhånden skal regnes som en af feltets bedste klatrere, kunne det måske være her, vi endelig ser lidt af hans potentiale i en indtil nu lidt halvsløj sæson.

Jeg havde aldrig drømt om at skulle rangere Nils Politt så højt i et klatretungt løb som dette, men i år er det berettiget. Tyskeren har altid været for tung til disse løb, men i år har han lige siden starten på Mallorca, hævet sit klatreniveau ganske betragteligt. Det ændrer desværre ikke på, at han er tungere end vel alle de ovennævnte, og derfor har han kun én vej til sejr, nemlig at komme favoritterne i forkøbet. Det er han med sin enorme motor, der trods alt har givet ham en 2. plads i Roubaix og en 5. plads i dette løb, også skabt til, og akkurat som Pedersen og Kristoff bør han være en type, der i kraft af distancen kan få udlignet lidt af den styrke, han mangler på stigningerne. Han ligner i hvert fald en mand, der burde have muligheder i et løb, der skal vindes med offensiv kørsel fra distancen - ikke mindst fordi han så sent som i E3 så stærkere ud på stigningerne, end han har gjort tidligt.

Læs også

Favorit begik dyr fejl: Det er en skam

Puha! Det har været trist at se Matej Mohoric i disse flamske løb, der har bekræftet alle teser om, at disse flamske løb bare ikke passer ham specielt godt. Han har ganske vist i 2023 set uhyggeligt stærk ud i åbningsweekenden, men i denne del af sæsonen har han ikke de store resultater. Hans bedste resultat i dette løb er da også en 21. plads, og hans optakt har ikke givet indtryk af, at han kan forbedre det væsentligt denne gang. Alligevel er der håb. Mohoric har taget mange af sine største sejre over lange distancer, og da han i Polen og Strade samtidig har klatrede bedre end nogensinde, er dette mere klatretunge løb vel det, der passer ham bedst. Hans speciale er tillige angrebet fra distancen, som har givet ham flere sejre og også en 5. plads i det andet brostensmonument, nemlig Roubaix. Netop fordi han er skabt til dette store ridt langt fra mål, må jeg give ham en vis rangering, selvom det har været endnu en nedslående optakt.

Jeg er vel nødt til at rangere Dylan van Baarle her, men det er mere på potentiale end forventning. Faktisk bliver jeg ikke overrasket, hvis han slet ikke kommer til start, for når han melder afbud til Dwars, fordi han ikke føler sig ”well”, er det alarmerende. Han har nemlig slet ikke ramt formen i år. Åbningsweekenden var en regulær katastrofe, og i E3 blev han måske nok elimineret af defekt, men han endte jo langt, langt, langt fra de bedste - og når det så ledsages af et afbud med en dårlig følelse i kroppen, ringer alle alarmklokker. Omvendt har vi jo heller ikke set ham køre en finale uden uheld, og vi ved, hvor enormt hans potentiale er i denne slags lange, opslidende løb. Her har han efterhånden leveret et hav af topresultater ved at komme favoritterne i forkøbet, blandt andet med sejren i Roubaix i 2022 og 2. pladsen i dette løb i samme sæson, og da dette løb som sagt måske skal vindes ved netop den taktik, er Van Baarle jo den ideelle kandidat, når han samtidig kører for et stærkt kollektiv. Det kræver bare, at han føler sig lidt mere ”well”, end han gjort indtil nu.

Det var virkelig en fornøjelse at se Biniam Girmay i E3. Her lignede han pludselig den rytter, der var på alles læber i 2022, indtil han desværre eksploderede totalt. Det er naturligvis et problem, når han stadig er ret uprøvet over distancen, men kan vi stole på Intermarché handlede det om den kulde, der før har voldt ham problemer. Langt mere alvorligt er det naturligvis, at han styrtede i onsdags, og selvom han er meldt klar, forlyder det også, at han er påvirket. Derfor skal vi nok dæmpe forventningerne til en mand, der jo altså aldrig har gennemført et brostensmonument, men sandt er det, at han i 2022 viste et stort potentiale i disse løb, og at han gjorde det nærmest uden erfaring. Han har jo den store fordel, at han kan slå alle i en spurt, men til gengæld kan jeg godt frygte, at hans holdbarhed stadig halter så meget, at dette løb kan blive for kuperet. Den har i hvert fald virket svækket på det sidste, men heldigvis giver E3 så meget håb, at han har potentiale til igen at sidde med helt fremme.

Michael Matthews er først i en sen alder begyndt at satse på disse løb, og det er desværre med moderat succes. Heller ikke i år har han været flyvende, men det var forventeligt, når det står ret klart, at han er et stykke fra sit tidligere niveau. Håb er der at hente i hans flotte Sanremo, men det er desværre også et løb, der passer ham langt bedre. Efter det svage indtryk i sidste uge så det bedre ud i onsdags, hvor han angreb fra feltet flere gange, men det er desværre også et løb, der med sine asfaltstigninger passer ham bedre. Heldigvis ved vi, at han er fremragende over lange distancer og en bedre klatrer end de fleste, og derfor er dette vel det flamske løb, der passer ham bedst. Det er derfor heller ikke helt tilfældigt, at han har sit bedste flamske resultat netop her, nemlig 6. pladsen i 2019, og som vi så i Sanremo, er hans spurt efter et hårdt løb tillige stadig livsfarlig. Hans optakt har bare været lidt for sølle - og det samme har hans 2023 - til, at jeg for alvor tør tro på et stort resultat.

Jeg er vel nødt til at rangere Tiesj Benoot her, men det er ikke med den store entusiasme. Belgieren er bestemt ikke flyvende i år, formentlig fordi han først blev sat tilbage af styrtet i Algarve og siden igen af sit styrt i E3. I Wevelgem var han helt anonym, og i Dwars kørte han skam finale, men der var tidlige udbrydere, der var stærkere end ham. Det er ikke just opløftende, når mønsteret vel samtidig er, at han med sine forbedrede klatreevner mere og mere synes at være end mand til Ardennerne og ikke til de flamske løb. Det ændrer heldigvis ikke på, at hans historik i dette løb er et imponerende med sin vilde 5. plads ved debuten i 2015 og siden en 8. plads i 2018, en 9. plads i 2019, en 10. plads i 2020, en 12. plads i 2021 og senest 13. pladser i både 2022 og 2023. Problemet er bare, at pilen kun peger én vej i denne serie af resultater, og det er blot en bekræftelse på, at han i dag passer mindre godt til dette løb. Heldigvis taler meget også for, at tiden trods alt arbejder for hans form, og skulle han via Vismas stærke kollektiv kunne bringe sig i en fordelagtig situation, skal man aldrig sige aldrig - selvom det kræver lidt af en omvæltning i forhold til det niveau, han havde i onsdags.

Begejstringen for Jan Tratnik er også aftaget. For nogle uger siden talte vi ellers alle om ham, men efter hans pause har han været helt anonym. Vi så ham ikke i E3, hvor man dog kan håbe, at det igen var hans positionering, der kostede. Bedre blev det ikke af styrtet i Wevelgem - et styrt, der var så slemt, at han udgik af Dwars - for i forvejen er han ret ubeskrevet i disse løb. Nok vandt han Omloop, men det var jo faktisk efter et helt løb på bagkant, hvor han heller ikke lignede en af de stærkeste. Han blev dog en ganske pæn nr. 12, da han i 2022 for første gav dette løb et seriøst skud, og han har også i Sanremo vist, at han kan klare distancen. I sæsonstarten så vi også den bedste Tratnik nogensinde, og hvis søndagens styrt ikke er helt så slemt endda, burde han stadig være et godt kort for Visma, hvis de spiller ham tidligt, så han også slipper for at slås med den positionering, der synes at koste ham lige så dyrt, som den gør det for hans holdkammerat Van Baarle.

Man siger, at erfaring er altafgørende i denne slags løb, men det sker af og til, at ryttere brager ind på scenen. Det skete senest i E3, hvor Vincenzo Albanese i sit allerførste flamske løb endte som nr. 9! Med de klatreevner, han viste i 2023, havde jeg ellers nok regnet ham som mere skabt til hårdere løb, og resultatet kom endda efter en mildt sagt sløj sæsonstart. Det er klart, at han på søndag har alt at bekræfte, fordi vi kun én gang har set ham i et løb af denne type, og distancen er også en ubekendt, selvom 2022-sæsonens 11. plads i Sanremo dog i den sammenhæng var opløftende. I teorien skulle man mene, at de flere stigninger er en fordel for en mand, der er blandt de bedste klatrere i feltet, og derfor ligner han en mand, der i hvert fald har potentiale til at overraske lige så meget, som han gjorde sidste fredag.

Jeg har flere gange nævnt Corbin Strong, men han har til gode at imponere. Vi så ham aldrig i E3, hvor han meget vel kan have tabt positionskampen i terræn, han slet ikke kender, og i Dwars blev han formentlig fanget bag styrtet. Positioneringen og erfaringen er også trusler mod ham i dette løb, hvor han også er en ubekendt over distancen. Til gengæld påstod han, at det kun var positioneringen, der kostede ham en plads i frontgruppen i Sanremo, og det virker heller ikke helt urimeligt, når man ser på den klatring, han viste i GP Indurain og Catalonien sidste år. Formen så også god i Tirreno, og med de klatreben, han havde sidste år, er han formentlig bedre på denne rute end på de lettere løb. Det er klart, at hans pauvre resultater indtil nu gør, at man nok skal dæmpe optimismen en anelse, men han ligner også en af de ryttere, der kan overraske. Topniveauet er i hvert fald højt.

Det har været lidt nedslående at se Fred Wright i 2023 og 2024. Han har været milevidt fra det høje niveau, han havde i 2022, hvor han lignede en sand komet, men heldigvis er der fremgang at spore. Han var betydeligt bedre i E3 end hidtil, og selvom søndagen og onsdagen igen var nedslående, skal vi måske alligevel være lidt optimistiske. Distancen synes nemlig at passe ham, for sidste år rejste han sig netop til dette løb, hvor han endte som nr. 8. Det gjorde han efter sin 7. plads i den vilde 2022-sæson, og dermed er han nu to gange i træk endt i top 8. I teorien tilsiger hans kørsel indtil nu ikke, at det bliver til et hattrick, men det gjorde teorien heller ikke sidste år - og det så trods alt meget bedre ud i E3.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Jeg skal vel også være vedholdende nok til igen at nævne Ben Turner. Jeg har jo varslet hans store gennembrud i år, men det lader i den grad vente på sig. Han har været milevidt fra at være den komet, han var i 2022 og begyndelsen af 2023, men måske er det ikke helt tilfældigt, at han kørte sit hidtil bedste løb i Wevelgem. Da han brød igennem i 2022, meldte Ineos i hvert fald, at hans store styrke var hans motor over lange distancer, og det er vel derfor ikke helt tilfældigt, at han jo altså endte som nr. 11 i sit allerførste Paris-Roubaix. Sandt er det dog også, at han i E3 løb helt tør for kræfter, og det indikerer jo ikke just, at motoren er helt varm. Baseret på det, vi så i 2022, kunne han dog godt som Wright være en mand, der topper i netop dette løb, selvom det kan være en anelse svært at bevare optimismen.

Det har været opløftende at se Krists Neilands i år. Allerede sidste år så vi i Touren, at han nåede helt nye højder, og det lovende niveau har han taget med sig ind til denne sæson, hvor han har imponeret i både Strade, Tirreno og senest E3. Sidstnævnte var opløftende, fordi han nok ikke er skabt til disse løb, men som klatrer burde han stå endnu stærkere i et løb som dette end de fladere og lettere løb. Distancen er for ham en ubekendt, da han endnu aldrig er endt i top 20 i et monument, men han er trods alt blevet nr. 25 i Liege, der er et rasende hårdt løb. Det passer ham nok også bedre end dette, men med tanke på hans E3 og hans vilde Tour kan han formentlig overraske endnu en gang.

Jeg er også nødt til at nævne Ivan Garcia Cortina, selvom det godt nok har været sløjt på det sidste, senest i Catalonien. Vi så dog en genfødt Garcia Cortina sidste efterår, og da han i Omloop kørte fabelagtigt op ad Bosberg, så det ud til, at den tendens ville fortsætte, hvad den da også gjorde i Tirreno. Siden dengang har det bare været overordentligt sløjt, men Garcia Cortina har som lottokupon også en evne til at finde formen ud af det blå. Det gjorde han jo allerede i Omloop, men det gjorde han også sidste år, da han pludselig lavede et topresultat i E3. Man kan vel ikke helt udelukke, at en uge i Catalonien har bragt ham tilbage på sporet, hvis altså han kan klare distancen, som han endnu mangler at bevise sig over - selvom hans flotte podieplads i Montreal i den sammenhæng er lovende.

Det har været godt at se Matteo Trentin i år. Hans kørsel i disse løb har bekræftet det, vi så ved VM, nemlig at der alligevel er liv i ham endnu. Desværre har disse løb typisk været for hårde, og det gælder særligt for dette løb, hvor hans bedste resultat er den 10. plads, han sidste år fik, da han blev sendt afsted som kontrollant for Pogacar og derfor sad på hjul, indtil slovenere kom op. Udover det har han kun én sølle placering i top 20, og det er ret pauvert for en mand, der har kørt løbet 11 gange og kun er udgået én gang. I forvejen er det også klart, at han i hvert fald ikke er så god, som da han var bedst, og det er meget sigende, at han efter en lovende start i E3 så ud til at være ved at løbe tør for kræfter, også inden han fik defekt. Til gengæld har han noget rutine, der kan være guld værd, og mon ikke han vil være en af de ryttere, der forsøger at komme favoritterne i forkøbet?

En joker er Jonas Abrahamsen. Hans udvikling siden sidste forår har været dybt imponerende, og det kulminerede med onsdagens 2. plads i Dwars. Egentlig passer han ikke specielt godt til dette løb, da han nok er for tung, men hans motor synes jo helt, helt, helt uopslidelig. Han ligner en mand, der kan komme meget langt, hvis han enten rammer det tidlige udbrud eller kommer afsted i præfinalen. Om så distancen bliver en anelse for voldsom og bakkerne lidt for mange vil tiden vise, men formen er i hvert fald fremragende.

Endelig vil jeg nævne Riley Sheehan. Ja, det er nok et langskud, for han har ikke været specielt synlig i år. Jeg var imidlertid meget imponeret over ham i onsdags, hvor han sammen med Skujins som de eneste kunne køre fra første til andet felt. Han burde være skabt til denne slags løb, og hans debut sidste år var jo ganske ekstrem. Det er i hvert fald uhørt, at en stagiaire vinder Paris-Tours, og at han ikke bare havde en særligt god dag, bekræftede han i Japan på en rute, der burde være for hård. Ja, han mangler erfaring, og ja, distancen er en ubekendt, men Paris-Tours er trods alt et løb over små 215 km, der terrænmæssigt minder om dette. Lad os se, hvor langt han kommer i første forsøg, når onsdagen indikerer, at han endelig er ved at finde formen.

BEMÆRK: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale, hvad der er særligt vigtigt i forhold til Pedersen.

BEMÆRK OGSÅ: Der er ingen omtale af Biniam Girmay, da Intermarché endnu har meldt meget sparsomt ud om hans tilstand. Kommer der opløftende meldinger, vil han blive tilføjet både en analyse og en rangering.

OPDATERING: Fredag er der indløbet afbud fra Philipsen, der fokuserer på Scheldeprijs og Roubaix i stedet, samt Tratnik, der stadig er forslået. Der er tillige flere andre justeringer, herunder et afbud fra Axel Zingle, men holdoversigten justeres først lørdag aften efter den endelige startliste.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

OPDATERING 2: Den endelige startliste er kommet, hvilket har givet anledning til justeringer af hold- og danskeroversigterne. Derudover er der tilføjet et afsnit om Girmay, der kommer til start. Endelig skal det bemærkes, at Mads Pedersen giver udtryk for at være mere forslået end først antaget, hvilket naturligvis kan svække hans chancer.

***** Mathieu van der Poel

**** Alberto Bettiol, Matteo Jorgenson

*** Toms Skujins, Mads Pedersen, Stefan Küng, Oier Lazkano, Valentin Madouas

** Tim Wellens, Laurence Pithie, Magnus Sheffield, Nils Politt, Matej Mohoric, Dylan van Baarle, Biniam Girmay, Michael Matthews, Tiesj Benoot, Vincenzo Albanese, Corbin Strong, Fred Wright, Ben Turner, Krists Neilands, Ivan Garcia Cortina, Matteo Trentin, Jonas Abrahamsen, Riley Sheehan

* Kasper Asgreen, Rasmus Tiller, Alexander Kristoff, Dylan Teuns, Marc Hirschi, Biniam Girmay, Mikkel Bjerg, Søren Kragh, Lewis Askey, Bastien Tronchon, Julian Alaphilippe, Pierre Gautherat, Jonathan Milan, Antonio Morgado, Brent Van Moer, Jenno Berckmoes, Luca Mozzato, Laurens De Plus, Gianni Vermeersch, Hugo Page, Georg Zimmermann, Axel Laurance, Marijn van den Berg, Victor Campenaerts, Laurenz Rex, Mike Teunissen, Oliver Naesen, John Degenkolb, Marco Haller, Tom Van Asbroeck, Alessandro Covi, Damien Touzé, Nico Denz, Nils Eekhoff, Yves Lampaert, Andrea Pasqualon, Marius Mayrhofer, Dries De Bondt, Owain Doull, Michael Valgren, Johan Jacobs, Floris De Tier, Alexis Renard

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Danskerne

Hos Lidl er Mads Pedersen en af de helt store favoritter, hvorfor han er omtalt ovenfor. Hos Soudal er Kasper Asgreen en af kaptajnerne, hvorfor han er omtalt i holdoversigten, og han støttes af Casper Pedersen, der synes at lede efter den bedste form. Hos Alpecin skal Søren Kragh, der også er omtalt i holdoversigten, formentlig primært støtte Mathieu van der Poel, mens Michael Valgren hos EF må skulle støtte Alberto Bettiol. Hos UAE kan Mikkel Bjerg måske få en chance, hvorfor også han er omtalt i holdoversigten, mens William Blume på Uno-X nok skal støtte Alexander Kristoff, Rasmus Tiller og Jonas Abrahamsen. Endelig skal Sebastian Changizi hos Tudor støtte Matteo Trentin samt måske Marius Mayrhofer, mens Michael Mørkøv på Astana vel har frihed til at forsøge at ramme udbruddet, som han gjorde i søndags.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Tadej Pogacars sejr fra 2023, Mathieu van der Poels sejr fra 2022 og 2020, Kasper Asgreens sejr fra 2021, , Alberto Bettiols sejr fra 2019, Niki Terpstras sejr fra 2018, Philippe Gilberts sejr fra 2017, Peter Sagans sejr fra 2016, Alexander Kristoffs sejr fra 2015 samt Fabian Cancellaras sejre fra 2014 og 2013.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Alpecin-Deceuninck: Van der Poel er naturligvis den klare kaptajn. Søren Kragh og Gianni Vermeersch, der slog sig i onsdagens styrt, virker hæderligt kørende, men de har ikke vist nok til, at holdet med en vis sandsynlighed tør lade dem køre deres chance. Kometen Axel Laurance gør debut, men må være hjælper.

Intermarché-Wanty: Den klare kaptajn er Girmay. Hugo Page har potentiale, som han bekræftede i E3, men han løb lidt for hurtigt tør for kræfter, og Mike Teunissen har været helt anonym i år. Laurenz Rex er nok en anelse for tung til sidste løb og styrtede også i onsdags. Endelig er dette løb utvivlsomt det af de flamske, der passer bedst til Georg Zimmermann, men han skuffede i E3.

Soudal-Quick Step: Julian Alaphilippe rejste sig lidt i Sanremo, men E3 gav desværre ikke håb for dette løb. Man kan mere håbe på en genrejsning af Kasper Asgreen, der har fordel af distancen, men han har desværre været bekymrende langt fra sit niveau. Yves Lampaert virker decideret formsvag, og Casper Pedersen løb desværre alt for hurtigt tør for kræfter i onsdags, hvor Gianni Moscon nok engang var en skygge af sig selv. Løbet er for hårdt for både Tim Merlier og Bert Van Lerberghe.

Læs også

Superstjerne reflekterer over forår med flere skuffelser

Team Visma | Lease a Bike: Det stærke kollektiv er svækket, men de har stadig Jorgenson, Van Baarle og Benoot. Tim van Dijke imponerede i søndags, men løbet er for hårdt. Endelig henter de kometen Per Strand Hagenes ind, men da han brækkede næsen i søndags, må han være ren hjælper.

Arkea-B&B Hotels: Albanese ligner det bedste bud. De har dog også formstærke Luca Mozzato, der nærmer sig efterårets høje niveau, men en yderlig top 20 er nok det højest opnåelige. Florian Senechal er først lige kommet tilbage fra en skade, og David Dekker er i dag helt uden holdbarhed.

Astana Qazaqstan Team: Det ligner en umulighed, da Cees Bol slet ikke fortsætter de lovende takter fra sidste år, og Yevgeniy Fedorov har vist sig for tung.

Bahrain-Victorious: Mohoric er den erklærede kaptajn med Wright som plan B. Andrea Pasqualon har før være god i dette løb, men er for langt fra fordums styrke.

BORA-hansgrohe: Det ligner en svær opgave. Bedste kort er Marco Haller, der er god i denne slags løb, men trods et pænt niveau har han manglet for meget, som det også gælder for den ellers velkørende Nico Denz. Det er for tidligt for unge Emil Herzog, og løbet er for hårdt for Jordi Meeus.

Cofidis: Uden formsvage Axel Zingle bliver det svært, da det er for hårdt for Alexis Renard, der heller ikke synes at være på sit bedste. Det har været bedre med Piet Allegaert og Aimé De Gendt, men ikke godt nok, og Alexis Giugeard er langt fra fordums styrke.

Decathlon AG2R La Mondiale Team: Pierre Gautherat bekræftede sit potentiale i Omloop, men de seneste løb har vist, at han nok mangler lidt for meget. Bastien Tronchon tog alle med storm i februar, men siden da han har han været anonym, senest i E3. Damien Touzé er godt kørende, men har aldrig været helt fremme i denne slags løb, og selvom han stadig er solid, kommer Oliver Naesen ikke længere hele vejen. Trods onsdagens fine løb er dette for hårdt for Dries De Bondt.

EF Education-EasyPost: Bettiol er den klare kaptajn. Marijn van den Berg kunne have potentiale, men selvom der var fremgang i Catalonien, synes han efter sit styrt i Algarve stadig for formsvag. Stefan Bissegger er for tung, og vi så i onsdags, at Michael Valgren stadig mangler lidt for meget, hvad Owain Doull også gjorde i E3 trods en lovende start. Jonas Rutsch har endnu intet vist.

Groupama-FDJ: Med Küng, Madouas og Pithie har holdet hele tre gode kandidater, men Lewis Askey, der punkterede ud af favoritgruppen i E3 kan også komme langt. Olivier Le Gac og Sven Erik Bystrøm har ikke vist samme takter som tidliger.

INEOS Grenadiers: Tabet af Narvaez er enormt, og nu satses der på Sheffield og Turner. Vi så i onsdags, at Josh Tarling stadig mangler motoren. Den har Laurens De Plus, der er i form, men dette er nok ikke hans ideelle løb, mens Connor Swift aldrig er kommet hele vejen i denne slags løb.

Lidl-Trek: Skujins og Pedersen ligner de bedste bud. Jonathan Milan har ganske vist imponeret i år, men Sanremo, Wevelgem og Dwars viste også, at han stadig må være for tung til dette løb. Daan Hoole kunne have potentiale, men må som Edward Theuns og Tim Declercq være hjælper.

Movistar Team: Lazkano må være kaptajn med Garcia Cortina som joker. Johan Jacobs er stærk, men kommer ikke hele vejen, og Carlos Canal synes at have tabt den gode form, som Remi Cavagna stadig leder efter.

Team dsm-firmenich PostNL: De erklærede kaptajner er John Degenkolb og Nils Eekhoff, men de har vist meget lidt i de første løb. I forvejen har Degenkolb altid været en anelse for tung. Holdet har i sidste øjeblik udtaget den spændende Frank van den Broek, men han mangler for meget og passer nok ikke ideelt til løbet.

Team Jayco AlUla: Det handler om Matthews, da Max Walscheid er for tung, og Kelland O’Brien, Luke Durbridge og Luka Mezgec synes lang fra deres bedste.

UAE Team Emirates: De erklærede kaptajner er Wellens og Politt. Mikkel Bjerg var fremragende sidste år, men efter sin sygdom synes han stadig at lede efter den superform, han havde i Tirreno. Marc Hirschi synes stadig langt fra sit bedste, vi ser stadig intet til Alessandro Covi, og Antonio Morgado har siden Le Samyn intet vist i disse løb.

Israel-Premier Tech: Strong, Neilands og Sheehan ligner alle gode kandidater. Dylan Teuns plejer efter Catalonien at være stærk i dette løb, men i år viste han absolut intet i det spanske. Tom Van Asbroeck er i dag ikke stærk nok til dette niveau, og Hugo Houle har intet vist i år.

Lotto Dstny: De lange løb har aldrig passet ellers formstærke Victor Campenaerts, der var anonym i onsdags. Stærkest har været Brent Van Moer, men han udgik i søndags efter en dårlig dag og styrtede i onsdags, ligesom han nok ikke kommer hele vejen. Jenno Berckmoes fortsætter de lovende takter i en god sæson og er i form, men det vil undre mig, hvis vi ser ham helt fremme. Cedric Beullens har ikke genfundet den gode form fra februar.

Uno-X Mobility: Jeg tror, at Abrahamsen er deres farligste mand. Efter VM havde jeg ellers store forventninger til Rasmus Tiller, men han har til gode at imponere i de lange løb og løb lidt for hurtigt tør for kræfter i både E3 og Wevelgem. Alexander Kristoff har en skræmmende historik i dette løb, men trods en lille genrejsning i foråret tvivler jeg på ham efter hans nylige sygdom, når løbet i dag nok er til den hårde side. Søren Wærenskjold og Erik Resell har længe været skygger af sig selv, og trods et fint E3 kommer Markus Hoelgaard ikke hele vejen, mens William Blume må være hjælper.

Bingoal WB: Bedste bud må være formstærke Floris De Tier, men han kommer ikke hele vejen. Hverken Luca Van Boven eller Aaron Van der Beken har imponeret, mens Loic Vliegen først lige er kommet tilbage efter en skade, og niveauet er for højt for den ellers velkørende Johan Meens.

Q36.5 Pro Cycling Team: Bedste bud er Fabio Christen, men han har slet ikke vist noget i år. Løbet er for hårdt for Jannik Steimle , og Tom Devriendt viser stadig intet.

Team Flanders-Baloise: Endnu et løb i anonymitet, hvis ikke de rammer udbruddet. Lars Craps eller Ward Vanhoof kommer vel længst.

Tudor Pro Cycling Team: Trentin ligner det bedste bud. Marius Mayrhofer startede sæsonen stærkt, men har til gode at imponere i disse løb. Rick Pluimers kom godt fra start i E3, men løb med det samme tør for kræfter.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT