Optakt: GP di Lugano

Løbets rolle og historie

Schweiz har en rig cykelhistorie, og landet har altid været vært for nogle af de største løb. Tour de Suisse og Tour de Romandie er blandt de største etapeløb, og i mange år var Meisterschaft von Zürich en del af World Cuppen. Sidstnævnte er imidlertid nu forsvundet fra kalenderen, og der er nu om dage ikke mange endagsløb tilbage i Alpelandet.

Et af de løb, der har overlevet de vanskelige økonomiske vilkår, er GP Lugano, der nu sammen med GP Kanton Aargau er Schweiz’ største klassiker. Med kuperede ruter er de to løb meget ens, men hvor sidstnævnte er et forberedelsesløb til Tour de Suisse, har løbet i Lugano altid været et opvarmningsløb forud for Paris-Nice og Tirreno-Adriatico. Det ændrede sig imidlertid i år, hvor løbet er blevet flyttet fra den belgiske åbningsweekend til begyndelsen af maj. Det havde haft vanskeligt ved at tiltrække stor opmærksomhed på en termin, hvor det overlappede med brostensløbene i Belgien, Classic Sud-Ardeche og Drome Classic i Frankrig samt fra 2017 også med Abu Dhabi Tour.

Flytningen var ikke den store succes, og derfor har man i år endnu engang rykket op tingene. I år skal løbet for første gang afvikles i begyndelsen af juni på den søndag, hvor Criterium du Dauphiné starter. Håbet er, at det med en placering kort inden GP Kanton Aargau og Tour de Suisse kan lukrere på en synergieffekt, der vil sikre, at flere af Tour de Suisse-rytterne vil bruge begge de to endagsløb som opvarmning.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

GP Lugano var oprindeligt en enkeltstart, der blev afviklet i oktober. Sådan forholdt det sig indtil 1979, hvorefter det efter et års fravær fra 1981 blev flyttet til februar-marts og lavet om til et endagsløb, der i 1997 og 1998 kun var åbent for amatører og blev aflyst i 1999 og 2000, men ellers har været en vigtig begivenhed først på sæsonen. I starten var det domineret af lokale ryttere, men i 90erne og 00erne har det været italienere, der har gjort det bedst. Løbet afvikles i det kuperede område tæt på den schweizisk-italienske grænse og udgjorde på et tidspunkt sammen med GP Chiasso en perfekt weekend, der kunne bruges som forberedelse til større mål, men efter at sidstnævnte forsvandt fra kalenderen er det nu en enkeltstående begivenhed.

På mange måder har løbet en nær forbindelse til Italien. Først og fremmest afvikles det jo i grænseregionen, og derfor stiller mange italienske hold som regel til start. Dets natur er imidlertid også meget lig det, vi ser i nabolandet, hvor endagsløbene ofte afgøres i en spurt i en decimeret gruppe efter en hård dag med en del klatring. GP Lugano følger et tilsvarende mønster, og i finalen ser man ofte en kamp mellem angribere og en lille gruppe, der har overlevet stigningerne på den vanskelige rundstrækning.

Med beslutningen om at flytte løbet til maj regnede man med både bedre vejr og bedre form hos rytterne, og derfor har man gjort den velkendte rute endnu hårdere. Den model gentages i år. Samtidig har flytningen delvist haft den ønskede effekt, idet man i år kan præsentere to hold fra WorldTouren, UAE og Bahrain-Merida, mod blot ét sidste år. De får selskab af de italienske prokontinentalhold, Israel Cycling Academy og Gazprom-Rusvelo samt en række kontinentalhold.

Sidste år lykkedes det et tidligt udbrud at holde hjem, og det udnyttede Iuri Filosi og Marco Frapporti til at spurte om sejren. Den unge Filosi vandt duellen og tog karrierens største sejr, inden Davide Orrico rullede over stregen som nr. tre 17 sekunder senere. Filosi er nu skiftet til Delko, der ikke deltager, og derfor forsvarer han ikke titlen. Det gør heller ikke Orricos Vorarlberg-hold, men Frapporti er med igen som del af et stærkt Androni-mandskab.

Ruten

GP Lugano har altid været et rundstrækningsløb, der er blevet afviklet i det smukke og meget kuperede område omkring Lugano-søen. I de senere år har man benyttet en stort set uforandret rute, men som sagt har man i forbindelse med flytningen til maj/juni designet en ny og betydeligt sværere rundstrækning, der efter sin debut sidste år genbruges denne gang.

Rundstrækningen tager udgangspunkt i Lugano, er 23,2 km lang og skal gennemkøres i alt 8 gange, hvormed den samlede distance er 185,6 km. Straks fra start får det op ad Via Monte Croce-stigningen, der over 5,9 km stiger med 4,5% i gennemsnit. Herefter fortsætter man mod syd ad en teknisk nedkørsel, inden man kører ud til søbredden, som man følger tilbage mod nord. Derfor flader terrænet ud, indtil man drejer mod øst ind i bakkerne, når der resterer ca. 8 km. Her venter en lille stigning, der stiger med et gennemsnit på 6,5% over 2 km. Fra toppen resterer 7,7 km, og de følger en knap så svær nedkørsel mod nordøst frem til udkanten af byen. Her tager man et skarpt sving med 1500 m til mål og igen ved den røde flamme, hvor nedkørslen ender. Herefter venter en teknisk finale med hele tre skarpe sving, inden man rammer den 500 m lang opløbsstrækning, der buer svagt til venstre.

Løbet byder på i alt 3224 højdemeter.Løbets rolle og historie

Schweiz har en rig cykelhistorie, og landet har altid været vært for nogle af de største løb. Tour de Suisse og Tour de Romandie er blandt de største etapeløb, og i mange år var Meisterschaft von Zürich en del af World Cuppen. Sidstnævnte er imidlertid nu forsvundet fra kalenderen, og der er nu om dage ikke mange endagsløb tilbage i Alpelandet.

Et af de løb, der har overlevet de vanskelige økonomiske vilkår, er GP Lugano, der nu sammen med GP Kanton Aargau er Schweiz’ største klassiker. Med kuperede ruter er de to løb meget ens, men hvor sidstnævnte er et forberedelsesløb til Tour de Suisse, har løbet i Lugano altid været et opvarmningsløb forud for Paris-Nice og Tirreno-Adriatico. Det ændrede sig imidlertid i år, hvor løbet er blevet flyttet fra den belgiske åbningsweekend til begyndelsen af maj. Det havde haft vanskeligt ved at tiltrække stor opmærksomhed på en termin, hvor det overlappede med brostensløbene i Belgien, Classic Sud-Ardeche og Drome Classic i Frankrig samt fra 2017 også med Abu Dhabi Tour.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Flytningen var ikke den store succes, og derfor har man i år endnu engang rykket op tingene. I år skal løbet for første gang afvikles i begyndelsen af juni på den søndag, hvor Criterium du Dauphiné starter. Håbet er, at det med en placering kort inden GP Kanton Aargau og Tour de Suisse kan lukrere på en synergieffekt, der vil sikre, at flere af Tour de Suisse-rytterne vil bruge begge de to endagsløb som opvarmning.

GP Lugano var oprindeligt en enkeltstart, der blev afviklet i oktober. Sådan forholdt det sig indtil 1979, hvorefter det efter et års fravær fra 1981 blev flyttet til februar-marts og lavet om til et endagsløb, der i 1997 og 1998 kun var åbent for amatører og blev aflyst i 1999 og 2000, men ellers har været en vigtig begivenhed først på sæsonen. I starten var det domineret af lokale ryttere, men i 90erne og 00erne har det været italienere, der har gjort det bedst. Løbet afvikles i det kuperede område tæt på den schweizisk-italienske grænse og udgjorde på et tidspunkt sammen med GP Chiasso en perfekt weekend, der kunne bruges som forberedelse til større mål, men efter at sidstnævnte forsvandt fra kalenderen er det nu en enkeltstående begivenhed.

På mange måder har løbet en nær forbindelse til Italien. Først og fremmest afvikles det jo i grænseregionen, og derfor stiller mange italienske hold som regel til start. Dets natur er imidlertid også meget lig det, vi ser i nabolandet, hvor endagsløbene ofte afgøres i en spurt i en decimeret gruppe efter en hård dag med en del klatring. GP Lugano følger et tilsvarende mønster, og i finalen ser man ofte en kamp mellem angribere og en lille gruppe, der har overlevet stigningerne på den vanskelige rundstrækning.

Med beslutningen om at flytte løbet til maj regnede man med både bedre vejr og bedre form hos rytterne, og derfor har man gjort den velkendte rute endnu hårdere. Den model gentages i år. Samtidig har flytningen delvist haft den ønskede effekt, idet man i år kan præsentere to hold fra WorldTouren, UAE og Bahrain-Merida, mod blot ét sidste år. De får selskab af de italienske prokontinentalhold, Israel Cycling Academy og Gazprom-Rusvelo samt en række kontinentalhold.

Sidste år lykkedes det et tidligt udbrud at holde hjem, og det udnyttede Iuri Filosi og Marco Frapporti til at spurte om sejren. Den unge Filosi vandt duellen og tog karrierens største sejr, inden Davide Orrico rullede over stregen som nr. tre 17 sekunder senere. Filosi er nu skiftet til Delko, der ikke deltager, og derfor forsvarer han ikke titlen. Det gør heller ikke Orricos Vorarlberg-hold, men Frapporti er med igen som del af et stærkt Androni-mandskab.

Ruten

GP Lugano har altid været et rundstrækningsløb, der er blevet afviklet i det smukke og meget kuperede område omkring Lugano-søen. I de senere år har man benyttet en stort set uforandret rute, men som sagt har man i forbindelse med flytningen til maj/juni designet en ny og betydeligt sværere rundstrækning, der efter sin debut sidste år genbruges denne gang.

Rundstrækningen tager udgangspunkt i Lugano, er 23,2 km lang og skal gennemkøres i alt 8 gange, hvormed den samlede distance er 185,6 km. Straks fra start får det op ad Via Monte Croce-stigningen, der over 5,9 km stiger med 4,5% i gennemsnit. Herefter fortsætter man mod syd ad en teknisk nedkørsel, inden man kører ud til søbredden, som man følger tilbage mod nord. Derfor flader terrænet ud, indtil man drejer mod øst ind i bakkerne, når der resterer ca. 8 km. Her venter en lille stigning, der stiger med et gennemsnit på 6,5% over 2 km. Fra toppen resterer 7,7 km, og de følger en knap så svær nedkørsel mod nordøst frem til udkanten af byen. Her tager man et skarpt sving med 1500 m til mål og igen ved den røde flamme, hvor nedkørslen ender. Herefter venter en teknisk finale med hele tre skarpe sving, inden man rammer den 500 m lang opløbsstrækning, der buer svagt til venstre.

Løbet byder på i alt 3224 højdemeter.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Vejret

En af fordelene ved den nye dato er, at man undgår det dårlige vejr, der blandt andet betød, at løbet blev aflyst i 2013. Set i det lys kan arrangørerne derfor ikke være helt tilfredse med en vejrudsigt, der byder på samme ustabile vejrtype, som prægede Giroen. Søndag vil byde på en del sol og en temperatur på 27 grader, men der er samtidig en 40% risiko for en tordenbyge gennem det meste af løbet. Der vil bare være en svag vind fra syd, hvilket giver modvind på første del af rundstrækningen, herunder på stigningen, medvind på turen tilbage langs søen, sidevind på sidste stigning, medvind på nedkørslen og til slut modvind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Som altid skaber en ny rute nogen usikkerhed om, hvad der kan forventes. På den gamle rute var det muligt for de bedste puncheurs at gøre en forskel, men stærke sprintere havde også en chance. Således er Niccolo Bonifazio tidligere vinder, og Roberto Ferrari sluttede i 2016 på podiet.

Med den relativt nye rute bliver alle tidligere erfaringer kastet op i luften, og den nye dato bidrager yderligere til usikkerheden. Således kan vi på én gang forvente, at løbet bliver mere selektivt som følge af det øgede antal højdemeter, og samtidig regne med, at der skal mere til for at skabe udskilning på et tidspunkt af sæsonen, hvor formniveauet generelt er højere.

Sidste år blev ruten benyttet for første gang, og her så vi, at løbet var ganske selektivt, dog ikke mere end at typer som Andrea Vendrame, Marco Canola og Simone Consonni var blandt de bedste i favoritgruppen. Det viste sig imidlertid, at ruten var for vanskelig at kontrollere, og derfor endte det med, at det var et forsøg fra distancen, der i sidste ende gav Iuri Filosi sejren.

Samlet er antallet af højdemeter imidlertid så stort, at vi må formode, at det bliver et ganske hårdt udskillelsesløb, hvor man skal være en meget god klatrer for at spille en rolle i finalen. Samtidig er den sidste stigning så svær og kommer så sent i et hårdt løb, at det rent faktisk er muligt også for mere udprægede bjergryttere at køre alene hjem, ikke mindst i et felt, der er relativt svagt. Der er ikke meget fladt efter nedkørslen, så en solosejr er bestemt en mulighed. På den anden side er sidste stigning i sig selv ikke sværere, end at en lidt tungere fyr med en god spurt sagtens kan sidde med, specielt fordi der er et relativt langt fladt stykke mellem de to stigninger.

I år er feltet stærkere end tidligere, og alt tyder på, at en det bliver en hård kamp mellem de stærke mandskaber fra UAE, Bahrain og Androni med Marco Canola, der har et svagt hold omkring sig som outsider. Vi forventer, at særligt Bahrain og UAE vil kontrollere og forsøge med deres mange gode klatrere at gøre det hårdt, så puncheurtyper som Diego Ulissi og Giovanni Visconti kan gøre det færdigt til sidst. I en aggressiv finale kan man imidlertid sagtens forestille sig, at der kører en gruppe med løjtnanter fra de tre stærke hold, og er de tilfredse med situationen, kan vi derfor sagtens se en gentagelse af sidste års scenarium, hvor en gruppe af outsidere kan afgøre det imellem sig.

Mest sandsynligt er det dog, at det skal afgøres mellem de bedste puncheurs, og her skiller særligt GiovannI Visconti og Diego Ulissi sig ud, og vi vil pege på Bahrain-rytteren som vores favorit. Det lykkedes ham ikke at vinde en etape i Giroen, men det skyldtes ikke en mangel på forsøg. Visconti var med i et hav af udbrud, men det stærkt kontrollerede løb gav ikke mange muligheder. Med et udbrud på 20. etape viste han en vis friskhed mod slutningen, selvom han aldrig fandt de allerbedste ben. Løbet her passer ham imidlertid som fod i hose, og det er en sjælden chance for ham til at køre som kaptajn. Bahrain har måske det stærkeste mandskab til at kontrollere løbet med særligt Domenico Pozzovivo, og Visconti er blandt de bedste på korte stigninger som disse. Han er en fremragende nedkører, og han har kørt fremragende flade spurter i år, hvor han blandt andet to gange har slået Greg Van Avermaet. Det betyder, at han passer perfekt til dette løb, og da han virker friskere og i år har været hurtigere end sin værste rival, Ulissi, er han vores vinderbud.

Diego Ulissi har før været tæt på sejren i et løb, der står hans hjerte nært, da han bor i regionen. Også han kommer direkte fra Giroen og er som skabt til denne rute. Han har desværre haft en halvskidt sæson, og han fandt aldrig sine bedste ben i Italien. Helt skidt var han dog ikke, og han bør under alle omstændigheder være blandt de bedste i dette løb. Han og Visconti minder meget om hinanden med den forskel, at Visconti er hurtigere i en flad spurt, og Ulissi er bedst i en stigende finale. Også Ulissi er en fremragende nedkører, men den flade afslutning passer en anelse bedre til Visconti. Samtidig synes han ikke at være helt så frisk som sin rival og har heller ikke helt samme stærke hold til at støtte sig. Det betyder dog ikke, at Ulissi ikke sagtens kan slå Visconti, også i en spurt mellem de to.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Androni har et hav af gode kandidater, men bedst chance har nok Davide Ballerini. Det italienske stortalent fik sit gennembrud i en større offentlighed med en fremragende Giro, hvor han var i udbrud et hav af dage, både i starten og til allersidst. Det vidner om en vis friskhed trods den unge alder, og har han stadig formen efter Giroen, burde han være god på en rute som denne. Det er klart, at den hårdere rute ikke er til hans fordel, for han klatrer ikke så godt som hverken Visconti eller Ulissi, men han kan sagtens vise sig at have styrken til at hænge på på de relativt korte stigninger. Han blander sig regelmæssigt i massespurter og vil være favorit i en spurt mod både Visconti og Ulissi, hvis han kan følge dem hele vejen.

Hans holdkammerat Francesco Gavazzi er specialist i denne type endagsløb med stigninger tæt på mål og en flad finale og har derfor et hav af topplaceringer i italienske endagsløb. Den nye hårdere rute er desværre ikke til hans fordel, da han ikke synes at have helt samme klatrestyrke som tidligere og generelt ikke er ved fordums styrke. Han viste dog i puncheurfinalerne i den første uge af Giroen, at han stadig er fremragende i dette terræn, og han virkede også relativt frisk mod slutningen af løbet. Han er ikke helt så hurtig som Ballerini, men er måske en anelse mere holdbar og har mere erfaring. Kan Gavazzi hænge på Ulissi og Visconti, kan han sagtens slå dem i spurten.

UAE vil formentlig satse på Ulissi, men de har en meget farlig dark horse i Ben Swift. Når briten er i form, klatrer han så godt, at han sidste år blev nr. 2 på en bjergetape til Alpe d’Huez i Dauphiné, ligesom han har vundet en brutal etape i Baskerlandet. Der er imidlertid efterhånden ganske langt mellem snapsene for Swift, der har haft en skadesplaget sæson. Samtidig er han tilbage efter en lang pause, så hans form er usikker. Er han på toppen, er han så god, at han både kan vinde en spurt eller køre med i angrebene.

Nippo-Vini Fantini stiller med kaptajnen Marco Canola, der på mange måder minder om Gavazzi. Han klatrer knap så godt, men er til gengæld hurtigere i en spurt. Italieneren kommer netop fra Tour of Japan, hvor han var med fremme på alle sprinteretaperne og med en 17. plads på Mount Fuji viste, at klatrebenene er nogenlunde. Desværre kan ruten vise sig at være lidt for hård for Canola, der ikke klatrer helt så godt som de ovennævnte, men ender det i en spurt i en lille gruppe vil han være blandt favoritterne. Han er til gengæld relativt alene og kan kun regne med klatreren Ivan Santaromita som større.

Bahrains superhold tæller også Enrico Gasparotto, der med en fremragende ardennerkampagne viste, at han ikke er færdig endnu. Også han er som skabt til dette løb, men modsat Giro-rytterne er dette hans comebackløb efter en pause. Derfor vil man formentlig satse på Visconti, men det betyder ikke, at Gasparotto ikke kan få sin chance, hvis han går med i en gruppe, som både UAE og Bahrain lader køre. I en spurt er han som bekendt hurtig.

UAEs tredje kort efter Ulissi og Swift er Alexandr Riabushenko. Den unge russer vandt som bekendt U23-udgaven af Il Lombardia sidste år, hvilket vidner om hans styrke i kuperet terræn. Samtidig viste han så sent som i Baskerlandet, at han er hurtig på stregen, og derfor vil det være en mand, UAE formentlig vil være trygge ved, hvis han kommer med i et fremstød i finalen. Holdet har også Simone Consonni som deres måske allerhurtigste mand, men selvom han klatrer fornuftigt, er dette løb formentlig for hårdt.

UAE og Bahrain har også et par mere klassiske klatrere i hhv. Jan Polanc samt Domenico Pozzovivo og Hermann Pernsteiner . Ingen af dem er dog hurtige i en spurt, og formentlig vil de derfor skulle arbejde for holde. Polanc er den bedste afslutter af de tre, men modsat Pozzovivo og Pernsteiner, der var stærke i hhv. Giroen og Tour of Japan, har han ikke været i topform. I et taktisk spil mellem de bedste hold, kan de dog måske få muligheder.

Androni har også talentfulde Andrea Vendrame, der kørte en fornuftig Giro og er hurtig på stregen. Han er specialist som puncheur, men formentlig er dette løb for hårdt for ham. Han var ganske vist med fremme sidste år, men det stærkere felt i år kan gøre det for vanskeligt for den talentfulde italiener.

Blandt de mindre holdt er det særligt værd at holde øje med Sangemini, der har tre gode kandidater. Paolo Toto er som bekendt en glimrende sprinter, der med andenpladsen i Trofeo Laigueglia viste, at han også klatrer godt. Formentlig er løbet for hårdt for ha, men i en spurt i en større gruppe vil han have en chance. Holdet har også Nicola Gaffurini og Michele Gazzara, der netop har taget en dobbeltsejr i Tour of Albainia og derfor er i storform.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Endelig er der Israel Cycling Academy med to outsidere. Nathan Earle viste efter en svær sæsonstart storform i Asturien, hvor han endda gjorde det godt i høje bjerge. Han skuffede siden i de norske løb, men her hjalp han også de lokale ryttere August Jensen og Sondro Holst Enger. Med sin fornuftige spurt burde dette løb passe ham. Holdet har også talentfulde Krists Neilands, der burde være god på disse stigninger, men den unge lette virkede træt mod slutningen af Giroen.

OPDATERING: Pozzovivo og Neilands er fjernet fra startlisten. Til gengæld er Masnada og Ciccone kommet på som rene klatrere, der dog skal bruge et hårdt løb for at gøre sig gældende.

***** Giovanni Visconti

**** Diego Ulissi, Davide Ballerini

*** Francesco Gavazzi, Ben Swift, Marco Canola, Enrico Gasparotto, Alexandr Riabushenko

** Giulio Ciccone, Fausto Masnada, Jan Polanc, Andrea Vendrame, Paolo Toto, Hermann Pernsteiner, Nathan Earle, Simon Consonni, Michele Gavazza, Nicola Gaffurini

* Ivan Rovny, Enrico Barbin, Ivan Santaromita, Rodolfo Torres, Simone Ponzi, Simone Andreetta, Luca Wackermann, Colin Stüssi, Sebastian Schönberger, Michel Ries, Artem Nych, Alexandr Foliforov, Felix Baron, Jorge Castiblanco, Matteo Rabottini, Josip Rumac

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.