Optakt: GP La Marseillaise

Løbets rolle og historie

I mange år var Grand Prix d’Ouverture La Marseillaise kendt om det første løb i den europæiske sæson, men det blev ændret i 2015. Challenge Mallorca afholdes nu én uge tidligere end normalt, og det betyder, at de første vindere i Europa allerede er fundet, når rytterne tager starten i Frankrig.

For de ryttere, der befinder sig i Marseille, er det imidlertid fortsat det første løb på sæsonen, og for den franske cykelverden markerer det den reelle åbning på sæsonen. Ydermere er det det første løb i den berømte løbsserie Coupe de France, og det betyder, at der er vigtige point på spil straks fra start for de mange hold og ryttere, der lægger vægt på det, der vel er verdens vigtigste nationale løbsserie.

GP La Marseillaise markerer indledningen på en gruppe af løb, der afvikles i Sydfrankrig i januar og februar. Det afvikles i forbindelse med Etoile de Besseges, der har et stort set identisk felt, og selvom La Mediterraneenne igen i år er blevet aflyst, kan rytterne herefter fortsætte deres løbsaktivitet i Frankrig ved Tour La Provence, det to dage lange Tour du Haut-Var og de kuperede endageløb Classic Sud-Ardeche og Drome Classic. I mange lande, herunder specielt Italien, er mange af de tidlige løb forsvundet, men franskmændene kan fortsat præsentere en af de meste omfattende kalendere. Mens mange begivenheder således lider under økonomiske vanskeligheder, har de franske hold ideelle betingelser i deres sæsonforberedelser, idet de kan vælge mellem en stribe løb med forskelligt terræn.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

GP La Marseillaise blev første gang afviklet i 1980 under navnet La Marseillaise, og det blev med det samme en prestigiøs begivenhed. Grundet det relativt gode vejr sammenlignet med lande i det nordlige Europa kunne det tiltrække et relativt internationalt felt, og således har det ikke som mange andre franske løb været domineret af hjemlige ryttere. Eksempelvis vandt hollandske Leo Van Vliet første udgave, og man skulle frem til 1982, inden Frankrig fik deres første sejr. Det krævede såmænd, at selveste Bernard Hinault trådte i karakter for at bryde den udenlandske dominans. Siden da har folk som Jan Raas, Eddy Planckaert, Charly Mottet, Edwig van Hooydonck, Richard Virenque, Frank Vandenbroucke og Baden Cooke vundet, og hele tre danskere, Johnny Weltz, Jakob Piil og Nicki Sørensen, har endda været øverst på skamlen.

Løbet blev en del af Coupe de France i 2010, men har i de senere år tabt lidt prestige, efterhånden som det har fået konkurrence af flere løb under varmere himmelstrøg. Dermed er det i stigende grad blevet en fransk affære, men sammenlignet med mange andre Coupe de France-løb har det fortsat et ganske internationalt felt. Tidligere havde det et dårligt ry, idet det blev sagt, at en god præstation i Marseille var et dårligt varsel for resten af sæsonen, men eksempelvis Hinault, der i 1982 senere vandt både Giroen og Touren, har vist, at det sjældent er sandt.

GP la Marseillaise passer fint ind i det overordnede billede i den tidlige del af sæsonen, idet det tilbyder en rute, der gør det meget lig med de øvrige løb i regionen. Nøjagtig som de øvrige løb har det imidlertid ofte været plaget af dårligt og uforudsigeligt vejr, der har gjort forholdene vanskelige for rytterne. Det har dog sjældent været nok til at stoppe de holdbare sprintere, idet løbet oftest er blevet afgjort i en reduceret massespurt. Således var det under sådanne omstændigheder, at Pim Lighthart, Kenneth Vanbilsen, Justin Jules og Samuel Dumoulin tog sejrene i årene mellem 2012 og 2015.

I de seneste to år har man imidlertid inkluderet den nye stigning Route des Cretes, og det har gjort løbet mere selektivt. I 2016 lykkedes det Dries Devenyns og Thibaut Pinot at stikke af på den sidste stigning, inden belgieren slog sin franske rival i spurten, og dermed måtte Baptiste Planckaert, der vandt feltets spurt tage til takke med tredjepladsen. Sidste år kørte de ni stærkeste væk på en netop denne stigning, og det lykkedes dem at holde feltet bag sig, inden Arthur Vichot sejrede i spurten foran Maxime Bouet og Lilian Calmejane. VIchot er fortsat ved at komme sig efter en skadesperiode og forsvarer derfor ikke titlen, men Bouet og Calmejane er begge med igen og håber ligesom sidste år at starte sæsonen på bedst mulige vis.

Ruten

Ruten til GP La Marseillaise har haft et ganske ensartet format, selvom den ofte har undergået et par mindre justeringer. Den består af en tur ind i det kuperede terræn omkring storbyen Marseille, inden rytterne kører ned mod centrum, hvor en flad finale venter. Som omtalt gav arrangørerne imidlertid løbet lidt ekstra krydderi i 2016 ved at indlægge en ekstra stigning, Route des Cretes, i finalen, og det gjorde løbet mere selektivt end vanligt. Sidste år imødekom de tillige ønske fra rytterne om at forlænge distancen med ca. 10 km, og det gav anledning til at tilføje den tre kilometer lange Pas de Bellefille-stigning mod slutningen. I 2018 har man valgt stort set at genbruge sidste års rute.

Årets løb er 146,5 km langt og indledes som vanligt i midten af Marseille. Herfra begiver rytterne sig til forstanden Allauch, hvor den reelle start bliver givet. Feltet kører videre mod nordøst, hvor det går op ad en hård stigning straks fra start. I det hele taget er terrænet i området kuperet, og der er således ikke megen flad vej. Efter den første bakke er det imidlertid ikke for vanskeligt, og det er først efter mere end 40 km, at den første officielle stigning rammes. Toppen af Col de Petit Galibier, der stiger med 3,7% over 7,6 km, kommer efter 43,5 km, hvorefter en lang nedkørsel leder til bunden af dagens længste stigning, Col de l’Espigoulier (13,6 km, 3,9%), hvis top er placeret efter 69 km. Næste udfordring er Cote de Bastides (8,3 km, 2,8%), fra hvis top der fortsat resterer 55 km.

Efter en længere nedkørsel rammer rytterne den nye stigning, Pas de Bellefille, der stiger med 5,6% over 2,7 km. Fra toppen mangler 37,8 km, og herfra bevæger rytterne sig til Route des Cretes (4 km, 7,7%) med top 27,5 km fra mål. Herefter rammer man den oprindelige rute, hvor den velkendte Col de la Gineste (5,7 km, 5,1%) er dagens sidste udfordring. Efter at have nået toppen med bare 9,6 km til mål går det lynhurtigt tilbage til centrum, hvor løbet afsluttes med to flade kilometer, der leder til stregen foran Stade Velodrome i Marseille, hvor også de fleste Tour-etaper med mål i Marseille er afsluttet. Målet er placeret på en stor, bred boulevard uden nævneværdige sving i finalen.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Vejret

Som sagt spiller vejret altid en nøglerolle i GP La Marseillaise, hvor der ofte har været bidende kulde og sne på programmet. I år venter der imidlertid høj solskin, en næsten skyfri himmel og en for årstiden behagelig temperatur på 15 grader. Samtidig er der ikke meget af den hårde vind, der ofte har præget løbet, og der vil således blot være en svag til let brise fra nordøst. Det betyder, at der hovedsageligt er modvind i starten, medvind i den midterste del og sidevind i finalen. Specielt er der sidevind på sidste stigning og på det sidste stykke tilbage til målet i Marseille, hvor man dog mod slutningen i højere grad for sidemodvind.

Favoritterne

I gamle dage vidste man nogenlunde, hvad man skulle forvente af GP La Marseillaise, der som regel blev afgjort i en reduceret massespurt. Den store udfordring var at forudse, hvilke ryttere der ville overleve de mange stigninger, og det var ofte vanskeligt på denne tid af sæsonen, hvor alle gør debut, og ingen ved, hvem der er i form.

I 2016 blev det hele imidlertid kastet op i luften med introduktionen af den nye stigning Route des Cretes, der ovenikøbet er den stejleste i løbet, og det skabte et helt nyt scenarium. Således lykkedes det Dries Devenyns og Thibaut Pinot at sætte resten af feltet til vægs og holde hjem med et forspring på 42 sekunder til en mindre gruppe, der var stort set renset for sprintere. Faktisk var Baptiste Planckaert, Ryan Anderson og Carlos Barbero de eneste ryttere, der jævnligt blander sig i massespurter, som var med til at spurte om tredjepladsen.

Sidste år blev der tilføjet yderligere en stigning, og det selektive udfald gentog sig. Atter spillede Pinot en nøglerolle ved at splitte feltet på Routes des Cretes, og denne gang var det ni ryttere, der slutteligt spurtede om sejren. Et reduceret felt på blot 20 ryttere nåede mål 34 sekunder senere, og her var det kun Samuel Dumoulin og Jasper De Buyst, der med lidt rette kan betragtes som sprintertyper.

Med andre ord tyder alt på, at den nye rute i vidt omfang har ændret løbets karakter. Den er dog fortsat så ny, at usikkerheden er stor. Vil det som i de foregående år lykkes for de bedste klatrere at gøre en forskel og holde hjem? Eller vil en større gruppe skulle spurte om sejren? Og hvis ja, hvilke af de hurtige folk har så overlevet?

Der er ingen tvivl om, at der vil blive skabt mere udskilning end vanligt, men det store spørgsmål er, om ruten er hård nok til, at klatrerne kan køre fra. Det lykkedes for en duo i 2016 og for ni mand i 2019, men det kræver, at den lille gruppe, der måtte komme fri, er indstillet på at samarbejde. Duoen Devenyns-Pinot var perfekt, fordi de begge havde en tro på, at de kunne vinde en spurt, og sidste år var Pinot klar til at arbejde stenhårdt for Arthur Vichot, der var den hurtigste mand i gruppen.

Vejret har ofte spillet en rolle i løbet. I år synes forholdene at være noget nær perfekte, og der er nærmest ingen vind. Det betyder, at sidevind ikke kommer i spil, og dermed bliver løbet mindre hårdt. På den anden side er der ikke den samme stærke modvind efter den sidste stigning, som tidligere år har gjort det næsten umuligt for udbrydere at holde hjem. Denne gang vil der være sidevind i finalen, og det favoriserer hverken udbrud eller felt.

Som så ofte før er det en ganske prangende startliste efter vanlig Coupe de France-standard, og stort set alle de franske hold - med de forsvarende vindere fra FDJ som en markant undtagelse - kommer i en ganske stærk formation. Interessant er det at notere sig, at kun de færreste er mødt op med en sprinter. Det indikerer, at de fleste formoder, at den nye rute vil være for hård for de hurtige folk.

Det betyder også, at mange hold har en interesse i at gøre løbet hårdt. Det gælder specielt Direct Energie med Lilian Calmejane og Jonathan Hivert, Fortuneo med Maxime Bouet, Delko med Mauri Finetto og ikke mindst Cofidis med Jesus Herrada. Ag2r har en tosidet strategi med Tony Gallopin og Romain Bardet, hvis det bliver selektivt, og Samuel Dumoulin, hvis et mindre felt skal spurte om sejren. Da Dumoulin jagter den samlede sejr i Coupe de France, vil de formentlig være tilfredse med at følge med.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Overordnet set er der så klare interesser i aggressiv kørsel, at vi forventer et scenarium som sidste år, hvor en lille gruppe klassikerspecialister og klatrere skal afgøre det. Under alle omstændigheder burde en sådan gruppe køre væk på Route des Cretes, og spørgsmålet er primært, om de efterfølgende kan samarbejde. Der er gode chancer for, at Direct Energie og Cofidis vil have mindst to mand med i en sådan gruppe, og da de vil tro på deres chancer i en spurt, er der gode chancer for, at gruppen vil holde hjem.

Det får os til at pege på Jesus Herrada som vores favorit. Den spanske puncheur har forladt Movistar for at jagte personlig succes i nye omgivelser, og han er derfor formentlig fyr og flamme efter at vise sig frem. Han har tidligere kørt stærkt fra sæsonstart og må ventes at være i god form. Han er på papiret stærk i terræn som dette og burde kunne følge med de bedste. I en lille frontgruppe er det nærliggende, at hans bror José, Nicolas Edet og måske Anthony Perez og Anthony Turgis vil kunne sidde med. Dermed vil han formentlig have ganske god støtte, og i en spurt er han ganske hurtig. Med et godt lead-out er han derfor vores favorit. Holdet kan også vælge at køre spurten for Perez - i nødstilfælde også for Turgis - og han viste sidste år, at han er ganske hurtig på stregen i en lille gruppe. Han vandt således sidste etape i Tour de Gevaudan, men hans chancer for at overleve stigningen er mindre, end de er for Herrada.

2018 er året, hvor Jonathan Hivert skal forsøge at genfinde fordums styrke. Tidligere var han kendt som en fremragende sæsonstarter og har som regel altid kørt stærkt i januar og februar. Sidste år ødelagde skader og sygdom det meste af året, men med den samlede sejr i det knaldhårde Vuelta a Castilla y Leon viste han, at evnerne ikke er forsvundet. Han meldes at være klar til at vende tilbage til sit hårdeste niveau, og der er derfor gode chancer for, at han vil være i topform. Er det tilfældet, passer ruten ham perfekt, og han er formentlig endnu hurtigere end Herrada i en spurt som denne. Samtidig vil han have Lilian Calmejane til at køre lead-out, og det burde være en sejrrig kombination. Det helt store spørgsmål er derfor primært, om Hivert virkelig er i form igen. Skulle det ikke være tilfældet, vil Calmejane, der altid har et højt niveau, køre sin egen chance. Han blev sidste år nummer 3 og er ikke langsom på stregen, men han får svært ved at vinde i en lille gruppe. Til gengæld er han en fabelagtig klatrer, og kan en rytter køre alene hjem, er den altid snu Calmejane, der er lidt af en specialist i solosejr, måske det bedste bud.

Ag2r har den tidligere vinder Samuel Dumoulin, men deres bedste bud er denne gang formentlig Tony Gallopin. Den tidligere Tour-etapevinder gør debut for sit nye hold og er altid en af de stærkeste i dette løb. Derfor er der næsten statsgaranti for, at han vil være del af en lille gruppe, der skulle undslippe i finalen, og her vil han sikkert kunne regne med hjælp fra Romain Bardet og Alexandre Geniez. Gallopin er som bekendt ganske hurtig på stregen, men af en eller anden grund vinder han stort set aldrig disse spurter. Denne gang har han imidlertid formentlig ikke mindst Geniez, der selv er en halvhurtig herre, til at køre lead-out, og det øger hans chancer. Det kan faktisk heller ikke helt udelukkes, at holdet vil køre en sådan spurt for netop Geniez, men han er umiddelbart ikke helt så hurtig som sin holdkammerat og tillige altid et stort spørgsmålstegn formmæssigt. Derfor er Gallopin et bedre vinderbud.

Delko-mandskabet må satse 100% på Mauro Finetto, der er specialist i hårde endagsløb som dette. Han har altid været blandt de stærkeste på den italienske scene, og sidste år var han stærkt kørende i første del af sæsonen for sit nye franske hold. Desværre skuffede han i den resterende del af sæsonen, hvor han var betydeligt fra sit vanlige niveau. Han er dog altid flyvende fra sæsonstart og burde derfor også være med blandt de bedste i dette løb. Han er hurtig på stregen, men desværre ender han som regel med en sekundær placering i spurter i små grupper. På papiret er der hurtigere folk end ham.

Samuel Dumoulin er vel at regne som kongen af Coupe de France, som han senest vandt i jubelåret 2016. Desværre var 2017 en mindre katastrofe, og noget kunne tyde på, at alderen efterhånden har indhentet ham. De dage, hvor han kan køre med de allerbedste i terræn som dette, er nok ovre, men manden, der om nogen kan anses som en mester i at ramme topformen tidligt på året, hvor han har taget hovedparten af sine sejre, bør være med, hvis det ender i en reduceret massespurt. Her kunne på en så hård rute som denne meget vel være hurtigste mand, som det var tilfældet, da han sidste år vandt feltets spurt.

En mand, der vil kunne true ham i et sådant scenarium, er Justin Jules, der er endnu hurtigere på stregen. Han er tidligere vinder af løbet og en yderst hårdfør type, der i god form kan overleve i terræn som dette. Han har ikke en chance for at følge med de bedste, men i en reduceret massespurt vil han kunne sidde med. Er han med til at spurte om sejren, er det svært at se, hvem der kan slå ham. Veranclassic har også Maxime Vantomme og Alex Kirsch, der begge er gode klatrere og burde kunne gøre det godt på denne rute. Desværre tvivler vi på, at Kirsch er i god nok form allerede nu, mens Vantomme trods alt ikke er hurtig nok til at vinde en spurt nu om dage.

Wanty har i Andrea Pasqualon en perfekt kandidat til sejr i en reduceret massespurt. Italieneren klatrer godt og er en af de hurtigste i dette felt. Sidste efterår endte som en drøm for Pasqualon, der vandt Coppa Sabatini foran adskillige klasseryttere og generelt var brølstærk i selv meget svært terræn. Det store spørgsmål er, om han allerede nu er i god nok form, da han ofte starter lidt svagt ud. I en reduceret massespurt vil han være en af de stærkeste, hvis han har overlevet så langt. I et mere selektivt scenarium har holdet stortalentet Guillaume Martin, men han får svært ved at vinde en spurt, selvom han ikke er decideret langsom på stregen. Endelig har man Tom Devriendt, der var overraskende holdbar sidst på sæsonen og står foran et stort gennembrud, men dette løb kommer formentlig en anelse for tidligt.

Sidste år sluttede Maxime Bouet som nr. 2, og han bør være med fremme igen, hvis en mindre gruppe skal spurte om sejren. Sidste års andenplads var dog en lille overraskelse, og vi har svært ved at se, at han skulle kunne slå så mange hurtige, klatrestærke folk. Han er dog ganske hurtig på stregen, og sidste prs præstatiin vidner om, at han ikke kan afskrives, specielt fordi han formentlig vil have Amael Moinard til at støtte sig til det allersidste. I en reduceret massespurt kan holdes satse på Armindo Fonseca, men han er næppe hurtig nok til at vinde.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Som altid møder Auber-mandskabet op med en række hurtige folk. Af disse er der især grund til at fremhæve Damien Touze, der var med fremme i stort set hvert eneste Coupe de France-løb sidste år. Ruten er formentlig på grænsen af, hvad han kan klare, men klatrer han lige så godt som i sidste års Drome Classic, vil han kunne være med i en reduceret massespurt. Holdet har også hurtige Kevin Le Cunff, der dog er knap så holdbar. I samme kategori finder vi Euskadis Enrique Sanz , der formentlig klatrer bedre, men til gengæld er knap så hurtig.

Endelig må vi pege på Benjamin Thomas. FDJ har ikke meget at komme med, men de har banestjernen som en farlig dark horse. Han fik et forrygende gennembrud sidste år, hvor han tog to flotte solosejr i kuperet terræn, ligesom han var med fremme i klassementet i ugelange etapeløb uden høje bjerge. Han satser på VM på bane og burde derfor være i fin form. Det er dog alligevel tvivlsomt, om han klatrer godt nok til at følge de bedste, og i en spurt har han ikke mange chancer. Til gengæld er han livsfarlig, hvis han får et par meter i den flade finale. Holdets alternativ er Valentin Madouas, der er rimelig hurtig på stregen, men næppe hurtig nok til at vinde en spurt i en lille gruppe.

BEMÆRK: Siden udarbejdelsen af denne optakt har der været mange ændringer i startlisten. Specielt Wanty har foretaget flere ændringer. Andrea Pasqualon stiller ikke til start, men til gengæld har holdet i Odd Christian Eiking, Pieter Vanspeybrouck og Xandro Meurisse tre klatrestærke og hurtige ryttere, ligesom også sprinteren Tom Devriendt har en chance. Mest interessant er det dog, at Romain Hardy nu er at finde på startlisten for Fortueo-Oscaro. Med sin klatrestyrke og hurtighed er han en af de klare favoritter.

***** Jesus Herrada

**** Jonathan Hivert, Tony Gallopin

*** Romain Hardy, Mauro Finetto, Anthony Perez, Samuel Dumoulin, Justin Jules

** Lilian Calmejane, Maxime Bouet, Pieter Vanspeybrouck, Xandro Meurisse, Alexandre Geniez, Tom Devriendt, Damien Touze, Benjamin Thomas, Armindo Fonseca, Odd Christian Eiking

* Thomas Boudat, Zico Waeytens, Sean De Bie, Valentin Madouas, Guillaume Martin, Romain Bardet, Anthony Turgis, Nicolas Edet, Alex Kirsch, Guillaume Levarlet, Maxime Vantomme, Huub Duijn, Anthony Delaplace, Kevin Le Cunff, Yannick Martinez, Julien El Fares, Dries Van Gestel, Amaury Capiot, Jon Aberasturi, Roy Jans

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.