Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

Optakt: Tour de Pologne
30. juli 2017 14:21:00 af Emil AxelgaardFoto: A.S.O.

Tour de France er knap overstået, men for Vuelta a Espana-favoritterne er det allerede nu tid til at komme op i gear. Tour de Pologne har opbygget et ry som en helt uvurderlig kickstart på et forsøg på at vinde den spanske grand tour, og årets startfelt viser, at det ikke vil forholde sig spor anderledes i 2017. Løbet tilbyder syv dage med perfekt terræn til at genfinde løbsformen, og selvom det som regel er for tidligt for Vuelta-stjernerne at være i topform, tilbyder løbet værdifulde WorldTour-point, der ofte har gjort det til en god scene for unge ryttere til at få deres store gennembrud.

Løbets rolle og historie

Den europæiske del af WorldTour-kalenderen udgøres stort set udelukkende af historiske løb i cykelsportens traditionelle kernelande, men én begivenhed skiller sig markant ud. Tour de Pologne var den store overraskelse på listen, da UCI introducerede ProTouren i 2005, da det østeuropæiske land trods sine mange gode ryttere ikke har kunnet betragtes som et af sportens kraftcentre. I løbet af de seneste år er begivenheden imidlertid blomstret op, og kombinationen af en meget talentfuld generation af polske ryttere og et stort løb på den fineste kalender har bidraget til et regulært cykelboom i landet.

 

Tour de Pologne er faktisk et meget gammelt løb, men det er først blevet kendt i en bredere offentlighed i det seneste årti. Med en historie, der rækker helt tilbage til 1928, levede det længe et anonymt liv som en national rundtur, der primært havde interesse for polske og østeuropæiske ryttere på den anden side af jerntæppet, og det fik ikke megen opmærksomhed på den store scene. Indtil murens fald og internationaliseringen af polsk cykelsport i 1990erne vinder vinderne alle nationale ryttere, men i årtusindets sidste årti begyndte det i kraft af den ændrede politiske situation at tiltrække ryttere fra Vesteuropa også.

 

Det store gennembrud måtte imidlertid vente til introduktionen af ProTouren i 2005. For at undgå en løbsserie med løb kun fra sportens kernelande besluttede UCI at inkludere den nationale polske rundtur på listen over verdens fineste løb i endnu et forsøg på at globalisere sporten. Pludselig var alle verdens største hold forpligtet til at deltage i løbet, som havde en helt speciel position som det eneste østeuropæiske løb i den fornemste division.

 

Siden da har løbet fastholdt sin position på ProTouren, der senere er blevet til WorldTouren, og har langsomt fundet sin rolle. I 2005 var det hovedsageligt et løb for sprintere med bare en enkelt kuperet etape til at bryde monotonien, mens resten af etaperne bestod af ofte ekstremt lange, helt flade ture gennem Polen. Løbet blev afviklet først i september og blev betragtet som god forberedelse til VM. Defor var det ikke en overraskelse, at arrangørerne altid kunne tiltrække mange klassikerspecialister, der brugte begivenheden til at fintune formen inden kampen om regnbuetrøjen. Vinderlisten var derfor ganske fin, idet Kim Kirchen, Stefan Schumacher, Johan Vansummeren og Jens Voigt vandt de fire første udgaver af det ”nye” Polen Rundt.

 

Løbet var imidlertid næsten altid plaget af elendigt vejr, og ekstrem regn ansporede endda rytterne til i protest af neutralisere en etape. For at undgå de betingelser blev løbet i 2009 flyttet til ugen, der overlapper juli og august. Derved mistede det sin status som VM-forberedelse, men i stedet opnåede det en position som en næsten uvurderlig del af kalenderen for de Vuelta-favoritter, der ikke kørte Touren. Samtidig havde man held til at tiltrække nogle Tour-ryttere, der håbede at benytte deres gode form til at sikre sig et sidste godt resultat.

 

Løbet har siden fastholdt den rolle og har i de senere år også fundet et ret fast format. I adskillige år har ruterne og finalerne været genbrugt gang på gang. Derfor bød man i flere år på et par flade etaper, en svær finale i byen Cieszyn samt kongeetaperne til Zakopane og Bukowina Tatrzanska. Uden en enkeltstart og lange stigninger blev det til et løb for puncheurs, der kunne score bonussekunder på de korte, stejle stigninger i den sydlige del af landet, og derfor var det ikke overraskende, at løbet blev vundet af navne som Alessandro Ballan, Daniel Martin, Peter Sagan og Moreno Moser.

 

I 2013 besluttede man sig for at udvikle løbet yderligere. For at fejre forbindelsen mellem Polen og den italienske Trentino-region startede man det år i Italien og havde derfor to hårde bjergetaper på programmet. En hviledag bragte feltet tilbage til hjemlandet, hvor de velkendte etaper i Zakopane og Bukowina Tatrzanska igen var på programmet. For at gøre løbet endnu mere alsidigt udskiftede man samtidig den sidste sprinteretape med en svær, kuperet 39 km lang enkeltstart. For første gang nogensinde blev løbet derfor til en sag for de rigtige etapeløbsryttere.

 

Selvfølgelig var besøget i Italien helt specielt, og den voldsomme klatring har ikke senere været gentaget. I 2014 besøgte man Slovakiet for at introducere en ny afslutning på en stigning, og man fastholdt enkeltstarten på sidstedagen. Den lettere rute betød, at løbet pludselig blev perfekt for gode temporyttere med solide klatreegenskaber - en sær udvikling for et løb, der tidligere var et af de to WorldTour-etapeløb, hvor tempoegenskaber ingen rolle spillede. I de seneste to år har man ganske vist ikke besøgt Slovakiet, men formatet har alligevel været næsten identisk. Således har man haft en række indledende sprinteretaper, inden det hele er blevet afgjort på de klassiske etaper i Zakopane og Bukowina Tatrzanska samt den helt flade enkeltstart i Krakow på sidstedagen. Man har dog gjort Zakopane-etapen betydeligt hårdere i et forsøg på at skabe mere udskilning.

 

I år vender løbet imidlertid tilbage til rødderne. Enkeltstarten er droppet, og i stedet vil det hele blive afgjort på de to nøgleetaper til Zakopane og Bukowina Tatrzanska. Dermed ligner løbet det, der blev afviklet i årene 2009 til 2012, og det vil derfor igen være puncheurs, der ventes at komme til fadet.

 

I overensstemmelse med dets rolle som Vuelta-forberedelse har løbet igen i år tiltrukket mange af de Vuelta-favoritter, der ikke var til start i Touren. Ganske vist kørte mange af hovednavnene i Frankrig, men blandt de navne, der vil bruge det polske løb til at gøre sig klar til de spanske udfordringer, finder vi Vincenzo Nibali, Ilnur Zakarin, Davide Formolo, Domencio Pozzovivo, Rui Costa, Adam Yates, Wout Poels, Tejay van Garderen, Samuel Sanchez, Rafael Valls, Rafal Majka, Wilco Kelderman og Sebastien Reichenbach og således hovedparten af de resterende favoritter, der alle bil bruge løbet til at komme i gang igen. Fra Touren kommer denne gang ingen hovedaktører, og løbets rolle som en sidste mulighed for Tour-rytterne inden en pause synes at blive mindre.

 

Betydningen af WorldTour-point skal ikke undervurderes, og der er bestemt ikke tale om ren forberedelse. I de senere år har det været en perfekt skueplads for nogle af sportens største talenter, der har fået chancen for at stå i spidsen for deres hold i et stort løb. I 2010 vandt en ung Daniel Martin sit første store etapeløb, inden han året efter blev slået af en vis Peter Sagan i slovakkens anden sæson som professionel. I 2012 blev det til et stort slag mellem tre stortalenter, hvor Moreno Moser akkurat vandt en tæt dyst med Michal Kwitkowski og Sergio Henao, og i årene 2013-2015 var det løbet, der for alvor viste Ion Izagirre talent for ugelange etapeløb.

 

Sidste år flyttede man undtagelsesvist termin af hensyn til OL, og løbet blev derfor afviklet under Touren, hvor det blev brugt som forberedelse til løbet i Rio. Løbet blev plaget af ekstremt dårligt vejr, der betød aflysning af kongeetapen til Bukowina Tatrzanske, men betingelserne passede Tim Wellens, der med et vanvittigt soloridt på en episk etape til Zakopane kæmpede sig igennem ekstrem regn til en flot etapesejr. Han forsvarede føringen på den afsluttende enkeltstart og vandt sikkert foran Fabio Felline og Alberto Bettiol. Selvom han udgik tidligt af Touren, forsvarer Wellens dog ikke titlen, og da både Felline og Bettiol også var til start i Frankrig, skal der i år findes et helt nyt podium.

 

Ruten

Som sagt har Tour de Pologne undergået en del transformationer undervejs, og hver gang man i et par år syntes at have fundet en relativt fast formel, har man ændret løbets karakter. Efter i de første år at have været domineret af sprintere blev det fra 2009 og frem til 2012 til et løb for puncheurs. I 2013 blev det nærmest til en lille grand tour, og i årene 2014, 2015 og 2016 har det været for stærke temporyttere, der har kunnet begå sig på den afgørende enkeltstart og forsvare sig i det kuperede, eksplosive terræn i det sydlige Polen.

 

I år vender løbet som sagt tilbage til det format, der kendetegnede det frem til 2012. Væk er enkeltstarten, og i stedet er det helt som i de år etaperne til Zakopane og Bukowina Tatrzanska, der med deres ardenneragtige karakter skal afgøre klassementet. I år har man imidlertid opfundet en helt ny finale på løbets tredje etape, hvor man skal slutte på en Mur de Huy-agtig stigning, og som vil give de lettere folk en chance for at vinde tid på tungere folk som Peter Sagan. Dermed er der tale om en løb for ryttere, der excellerer i kuperede klassikere, mens de øvrige fire etaper alle har flade finaler og således ventes at tilhøre sprinterne.

 

Som vanligt er første del af løbet dedikeret til de hurtige folk, og derfor venter der udprægede sprinteretaper lørdag og søndag. Det første og måske vigtigste klassementsslag venter allerede mandag, når den nye mur i Szczyrk vil skabe de første væsentlige tidsforskelle. Dernæst venter en meget lang sprinteretape tirsdag og en kuperet onsdagsetape, der ligner en dag for hårdføre sprintere, inden det hele skal afgøres på de to sidste etaper. Torsdagens etape til Zakopane vil næppe gøre den helt store forskel, og derfor skal det afgørende slag slås på den klassiske kongeetape i Bukowina Tatrzanska, der for første gang nogensinde kommer på løbets sidste dag, men i år er blevet en anelse lettere end tidligere.

 

1. etape

Hvis der ses bort fra den særlige start i Italien i 2013 samt et par år med et kort holdløb i de tidlige år på WorldTouren, har første del og specielt første etape af løbet altid været et paradis for sprintere. Således vil det også være i år, hvor man helt usædvanligt starter i Krakow, der normalt er vært for afslutningen. Selvom løbet er kendetegnet ved sine meget lange flade etaper, skiller første etape sig som regel ud som en ret kort sag, og det vil igen være tilfældet i 2017, hvor kun 130,0 km skal tilbagelægges, inden sprinterne ventes at dyste om den første etapesejr og førertrøje.

 

Etapen både starter og slutter i Krakow og består i alt væsentligt af en stor rundstrækning i området sydvest for storbyen. Fra starten i den sydlige udkant bevæger man sig først mod syd gennem smpkuperet terræn, hvor der venter flere mindre stigning i løbet af de første 30 km. Herefter forsætter man mod vest, inden man sætter kursen mod nord, hvor terrænet gradvist bliver fladere, selvom løbets første kategori 4-stigningen venter efter 71,4 km. Kort før forplejningszonen går det mod øst tilbage mod Krakow, inden man kort efter rammer dagens anden stigning, der har top efter 97 km.

 

Herfra går det igennem fladt terræn ind mod Krakows centrum, hvor dagens eneste pointspurt kommer efter 112,6 km. Bare 3,9 km senere rammer man den afsluttende rundstrækning, og efter yderligere 1,8 km krydses stregen for første gange. Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 4 km lange runde, der er næsten helt flad og byder på bare tre skarpe sving. De sidste kommer med 1800 m til mål, og derefter buer vejen kun let, inden man rammer den sidste kilometer, der er helt lige og helt flad.

 

Etapen byder på i alt 730 højdemeter.

 

Som altid har Tour de Pologne tiltrukket et fabelagtigt felt af sprintere, og de vil helt sikkert ikke lade denne mulighed gå til spilde. Således kan vi vente os en helt klassisk sprinteretape, hvor et udbrud kun vil få et lille forspring, inden det hele samles til en stor massespurt i Krakow, hvor den lige opløbsstrækning gør det til den ideelle finale for de rene sprintere med den højeste topfart.

 

Krakow har som regel lagt asfalt til sidste etape. I de senere år er det sket i form af en enkeltstart, der er blevet vundet af henholdsvis Alex Dowsett (2016), Marcin Bialoblocki (2015), Kristof Vandewalle (2014) og Bradley Wiggins (2013). Forud for det var det de tyske sprintere, der dominerede i byen, idet sidste etape blev vundet af John Degenkolb (2012), Marcel Kittel (2011), André Greipel (2009 og 2010) og Robert Förster (2008).

 

 

 

 

2. etape

Første halvdel af Tour de Pologne har traditionelt været en sand sprinterfestival, og det forholder sig næppe anderledes i 2017. Efter det indledende sprinterslag i Krakow venter endnu en relativt flad etape på andendagen, hvor feltet returnerer til Katowice, der traditionelt har været rammen om en stor og meget hurtig massespurt. Det må ventes igen at være tilfældet i år, selvom man denne gang har indlagt en betydeligt vanskeligere afsluttende rundstrækning, der med et par stigninger måske kan skabe lidt udskilning.

 

Det polske etapeløb er kendt for sine lange etaper, men for anden dag i træk er distancen yderst beskeden. Således skal der tilbagelægges bare 142 km mellem Tarmnowskie Gory og Katowice, og de indledes med en omgang på en småkuperet rundstrækning i området vest for startbyen, inden man efter knap 20 km vender tilbage til startområdet. Herefter går det videre gennem let kuperet terræn hovedsageligt mod syd, mens man snor sig rundt for at besøge diverse byer på vejen mod Katowice. Undervejs er der indlagte spurter efter hhv. 56,6, 75,0 og 85,3 km samt en spurt med pengepræmier efter 65,2 km.

 

Efter 89,8 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og bare 1 km senere krydser man stregen for første gang. Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 17 km lange runde, der er henlagt til området syd for byen. Den er bestemt ikke hel flad, idet den først byder på en længere opkørsel frem til det sydligste punkt, inden det går ned mod mål, hvor man rammer den rundstrækning, der har været brugt i de tidligere år. Det betyder, at der venter en lille kategori 4-stigning bare 1700 m fra stregen, og der vil være bjergpoint på spil på de to første omgange. Kort efter toppen foretager man en U-vending under den røde flamme, og derefter venter en helt lige sidste kilometer, der er let faldende og altid er rammen om en af WorldTourens allerhurtigste massespurter.

 

Etapen byder på i alt 560 højdemeter.

 

Profilen ser betydeligt mere skræmmende ud, end den er, og det begrænsede antal højdemeter vidner om, at det er en ganske flad etape. Rundstrækningen er ganske vist blevet gjort en anelse hårdere, men det ændrer ikke på, at det hele bør blive afgjort i en massespurt. Afslutningen er velkendt og berygtet for at være særdeles halsbrækkende, idet rytterne når ekstreme hastigheder i den faldende finale. Al erfaring viser, at det er afgørende at være i en god position ved U-vendingen på toppen af bakken, og derefter vil det gå med høj fart ned mod målstregen, hvor en af feltets hurtigste utvivlsomt vil vinde.

 

Katowice er med på ruten stort set hvert eneste år, og næsten hver gang er det endt i en massespurt. Sidste år var det Fernando Gaviria, der slog Elia Viviani og Caleb Ewan, mens Matteo Pelucchi og Jonas Van Genechten var hurtigst i henholdsvis 2015 og 2014. I 2013 skabte Tyalor Phinney en overraskelse ved med et sent angreb at tage en solosejr, mens Aidis Kruopis (2012), Marcel Kittel (2011) og Yauheni Hutarovich (2010) var hurtigst i spurterne i årene forinden.

 

 

 

 

3. etape

Det er meget sjældent, at første halvdel af løbet har budt på andet en sprinteretaper, men det vil ændre sig i år, hvor arrangørerne har fundet en helt ny finale til løbets tredje etape, hvor man vil slutte på toppen af en stigning i Szczyrk, der ikke tidligere har haft besøg af løbet. På papiret kan profilen se ganske tilforladelig ud, men man skal ikke tage fejl. Med stigningsprocenter på næsten 20 er der tale om en Mur de Huy-agtig finale, der vil give den første indikation på, hvem der kan vinde årets Tour de Pologne.

 

For tredje dag i træk er der tale om en efter vanlig polsk standard ganske kort etape, der fører feltet over 161 km fra Jaworzno til Szczyrk. Første del af etapen er enormt nem og fører feltet mod syd og sydvest gennem helt fladt terræn. Undervejs er der indlagte spurter efter 10,6 og 67,2 km, men ellers er der ikke meget, der kan bryde monotonien.

 

Efter 82,5 km når man frem til målbyen Szczyrk, og herefter ændrer etapen karakter. Uden at krydse målstregen begiver man sig nemlig herfra ud i det vanskelige terræn i området sydvest for byen. Det begynder straks at stige, mens man kører ud af byen, idet man tager hul på kategori 1-stigningen Salmopol (10 km, 4,2%), der er en regulær opkørsel, som gradvist bliver stejlere og når stigningsprocenter på mellelm 6 og 7,5 på de sidste 4 km. Toppen nås efter 92,1 km, og herefter går det ned til en 19,4 km lang rundstrækning, der skal tilbagelægges to gange. Den byder på kategori 1-stigningen Zameczek (5 km, 5,7%), der efter en let start, stiger med hhv. 7,3% og 9,5% i gennemsnit på de to sidste kilometer.

 

Toppen rundes for sidste gang, når der resterer 34,8 km, og herefter går det ned til rundstrækningens start, hvor den sidste pointspurt venter efter 136 km. Herefter bevæger man sig ad samme vej tilbage til Szczyrk, hvilket betyder, at man igen skal op over Salmopol-stigningen, denne gang fra den modsatte side. Her stiger den med 5,5% i gennemsnit over 7,6 km, men igen er der tale om beskedne stigningsprocenter på maksimalt 6-7% nær toppen, der rundes med 11,3 km igen. De består af en lang, jævn nedkørsel til målbyen, hvor den brutale finale venter. Her drejer man nemlig væk fra den hidtil benyttede vej for at køre op af rampen til mål. Efter et venstresving med 1400 m igen begynder det at stige med 2,5%, og det bliver stejlere med ca. 5%, når man tager endnu et sving med 1000 m igen. Den sidste kilometer stiger herefter med hele 10,8% i gennemsnit og byder på helt op til 17,2% med 700 m igen. Herefter stiger det med ca. 15% frem til to sene sving med 280 og 130 m igen, inden man rammer opløbsstrækningen, der stiger med mere beskedne 4%.

 

Etapen byder på i alt 2110 højdemeter.

 

Etapen vil være den første af tre, der vil afgøre løbet, og derfor vil klassementsholdene være ivrige efter at kontrollere etapen og sætte deres kaptajner op til finalen. De indledende stigninger er ikke meget svære, men kan bruges til at skabe en første udskilning, inden de store navne skal slås om det på muren i Szczyrk. Her er tale om en finale, der på mange måder kan sammenlignes med den, der kendes fra Fleche Wallonne, og derfor kan vi vente, at det er ryttere med det rette punch til en Mur de Huy-agtig stigning, der vil slås om sejren og vigtig tid i kampen om den samlede sejr.

 

Szczyrk har ikke været vært for et større cykelløb tidligere i dette årtusinde.

 

 

 

 

4. etape

Efter en dag for klassementsrytterne håber sprinterne at være tilbage i rampelyset på 4. etape, der kan vise sig at være sidste mulighed for mange af dem. Her venter til gengæld løbets fladeste rute, der må være en oplagt lækkerbisken for de hurtige folk, der til gengæld skal overleve en klassisk Polen Rundt-distance på næsten 250 km, inden de kan få chancen for at slås om sejren i en stor massespurt.

 

Løbet er vidt berygtet for sine ekstremt lange sprinteretaper, og det er netop en sådan, der er programsat, når der skal tilbagelægges hele 238 km mellem Zawiercie og Zabrze. Egentlig er der ikke lagt mellem de to byer, men etapen består af en stor sløjfe mod syd, inden man bevæger sig tilbage mod mål. Starten på etapen er den mest kuperede, idet der venter et par små bakker, mens man bevæger sig mod syd. Den første spurt kommer efter 29,7 km og efterfølges af dagens eneste kategori 4-stigning, der har top efter 31,7 k. Herefter venter yderligere et par meget små stigninger, inden det går ned mod dagens første spurt om pengepræmier efter 66,6 km.

 

Herfra byder etapen på noget af det fladeste terræn, man finde i Polen, og der er stort set ikke en eneste terrænmæssig udfordring resten af dagen. Man fortsætter i lang tid mod vest frem til dagens anden spurt, der kommer efter 155,4 km, og herefter går det til slut mod nord frem mod målbyen. Undervejs passeres den sidste spurt efter 177,6 km, inden der er endnu en pengespurt efter 199,2 km. Efter 217,7 km når man den afsluttende rundstrækning, og 1700 m senere krydses stregen. Etapen afsluttes nu med tre omgange på en meget enkel 6,2 km lang rundstrækning. Den byder kun på to skarpe sving og ellers en række bløde kurver. Det sidste sving kommer med 900 m til stregen, og herefter falder det kun ganske, ganske let på opløbsstrækningen.

 

Etapen byder trods den lange distance på bare 830 højdemeter.

 

Etapen er den sidste oplagte sprinteretape i årets løb, og derfor synes det usandsynligt, at de mange sprintere vil lade muligheden gå til spilde. Ganske vist kræver det mange kræfter at kontrollere en så lang etape, ikke mindst for de små syvmandshold, men det vil alligevel være en overraskelse, hvis ikke der er lagt på til en helt klassisk massespurt som afslutning på 4. etape.

 

Zabrze har ikke været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

5. etape

Tidligere var der en tendens til, at etaper i Polen Rundt enten var næsten helt flade eller sluttede på en stigning. I de senere år har man i højere grad midtvejs i løbet haft mere blandede ruter med små stigninger tæt på mål, der har skabt en vis udskilning. Det har givet anledning til både udbrudssejre og reducerede massespurter, og det er et af de to scenarier, vi kan vente, når feltet igen testes på en sådan etape på løbets femte dag.

 

Helt i tråd med den generelle tendens, der betyder, at løbet i år byder på usædvanligt korte etaper i modsætning til en tradition om mange etaper på næsten 250 km, er der kun 130 km på programmet på onsdagsetapen. De fører fra Olimp Nagawczyna til Rzeszow. Starten på etapen er hård, idet man først slår en lille sløjfe syd om startbyen for at køre op over en lille stigning, der bringer rytterne fra 200 til 400 m over havets overflade. Herefter vender man tilbage til byen for at fortsætte mod syd og siden sydøst gennem relativt fladt terræn.

 

Der fortsættes derfra videre mod nord og øst ca. midtvejs på etapen, hvor man har nået mere kuperet terræn, og det betyder, at man skal op over en kategori 3- (2,2 km, 7,4%) og en kategori 2-stigning (1,2 km, 8,4%) med top efter hhv. 71,4 og 79,7 km (sidstnævnte stiger med hele 11,4% over de første 500 m). Herfra går det videre mod nord op mod målbyen, hvor kategori 2-stigningen Lany leder op til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 95,8 km, hvorefter bjergspurten følger 700 m senere. Herefter venter en nedkørsel, inden det går fladt ind mod mål, hvor stregen krydses efter 107,7 km.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 22,5 km lange rundstrækning. Den går først gennem fladt terræn mod syd forbi den sidste spurt, der kommer 700 m efter passagen af stregen. Derefter gælder det igen kategori 2-stigningen Lany, der denne gang tackles fra den nordlige side. De sidste 1200 m af stigningen er de samme ved begge opkørsler og stiger med 8,7% i gennemsnit med 4,8% over de første 500 m, 12,8% over de næste 500 m og 7,8% over de sidste 200 m). Toppen kommer med 10,6 km igen, og de fører mod nord først via en nedkørsel og siden fladt terræn. De sidste 3 km er stort set helt flade og byder på et højresving i en rundkørsel md 2400 m igen og to skarpe højresving hhv. 1050 og 850 m fra stregen

 

Etapen byder på i alt 1250 højdemeter.

 

Det er ikke uvant, at man besøger Rzeszow, men aldrig tidligere har man haft en finale med en stigning så tæt på mål. Den vil naturligvis gøre sprinterne lidt usikre på, om de kan overleve, men den slags kvaler gør Peter Sagan sig ikke. Derfor må man formode, at Bora kører 100% for en etapesejr til verdensmesteren, og da der er flere klatrestærke sprintertyper, burde der være kræfter nok til at holde det samlet til en reduceret massespurt. Stigningerne kan bruges til angreb, men synes ikke at være svære nok til at gøre en forskel, og klassementsrytterne vil foretrække at spare på kræfterne til de to afgørende etaper. En udbrudssejr kan dog ikke helt udelukkes, da 3. etape vil have skabt visse tidsforskelle, og hvis en gruppe uden klassementstrusler kommer afsted, er det på en dag som denne, at en overraskelse måske kan skabes.

 

Rzeszow har været besøgt flere gange i de seneste år, senest i 2016, hvor Fernando Gaviria vandt en reduceret massespurt. I 2014 var Theo Bos hurtigst i en massespurt, mens det var tilfældet for Thor Hushovd i 2013. Nordmændene vandt også i 2009, hvor Edvald Boasson Hagen var hurtigst, mens Jurgen Roelandts vandt en spurt i en 12-mandsgruppe i 2008.

 

 

 

 

6. etape

Med undtagelse af 2013- og 2014-udgaverne, hvor man besøgte hhv. Italien og Slovakiet, har løbets vigtigste klatreudfordringer i de sidste mange år været henlagt til de to nøgleetaper til Zakopane og Bukowina Tatrzanska. I år byder tredjedagen også på en væsentlig klassementsetape, men igen er det de to klassiske destinationer i landets kuperede sydlige del, der vil afgøre løbet, og i fraværet af en enkeltstart vil de være endnu vigtige end tidligere. Som altid lægges der ud med den nemmeste af de to, når Zakopane igen byder velkommen til en svær afslutning. Tidligere var der tale om en etape for stærke sprintere, men siden etapen blev gjort vanskeligere i 2015 har der været tale om en reel mulighed for klassementsrytterne til at vinde tid i et løb, der med stor sandsynlighed vil blive afgjort på sekunder.

 

Etapen byder i alt på 189 km, der fører fra Kopalnia Soli til Zakopane, og de kan inddeles i to dele. Etapen indledes nord for bjergene, og derfor består den første del af en relativt lang rejse mod syd gennem stort set helt fladt terræn. Der er således ikke mange terrænmæssige udfordringer, før man når helt ned til grænsen mod Slovakiet. Her leder kategori 1-stigningen Bustryk op til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 105,7 km, og herefter ændrer ruten for alvor karakter. Bjergspurten kommer blot 400 m senere efter en opkørsel, hvor den gennemsnitlige stigningsprocent over 9 km er 4,1%, men hvor det mellem kilometer 3 og 5 stiger med mere end 10% i gennemsnit og når helt op på 14,8% undervejs.

 

Kort efter den første klatreudfordring venter kategori 1-signingen Butorowy Wierch (4,2 km, 6,7%), hvis først fire km stiger med hhv. 9,2%, 6,2%, 7,8% og 4,8% i gennemsnit og byder på et maksimum på 18,4% nær bunden. Herefter leder en nedkørsel ned mod den afsluttende bakke, der fører op til mål.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på den afsluttende 64,3 km lange rundstrækning. Efter 2200 m passeres dagens eneste spurt, hvorefter en lille bakke og en nedkørsel leder frem til kategori 1-stigningen Glodowka (8 km, 3,2%), der er en relativt let stigning med stigningsprocenter omkring 4 det meste af vejen. Toppen nås efter 143,2 km, og derefter venter en ikke-kategoriseret stigning, der stiger med 5,3% over 4,4 km over byder på en stejl afslutning med 9,5% over de sidste 400 m, og endnu en lille bakke, der stiger med 6,4% over 2,3 km. Herefter rammer man igen kategori 1-stigningen Bustryk. Denne gang tackles fra en anden side, hvor det stiger med 6,0% over 5,2 km, og hvor der er tale om en relativt regulær opkørsel på 5-6%, når der ses bort fra den første stejle kilometer, der stiger med hele 9,5%. Toppen nås, når der resterer bare 19 km, og herefter gælder det samme finale som tidligere. Det betyder, at man igen skal over Butorowy Wierch (4,2 km, 6,7%), hvis top rundes med 8,7 km igen. Herefter går det nedad, indtil der resterer knap 3 km. Herfra stiger det ganske let med hhv. 2,7% og 2,3% på de sidste to km. Der er sving med hhv. 2650, 2400, 1250 og 1050 til mål.

 

Etapen byder på i alt 3210 højdemeter.

 

Etapen er en klassiker, der har været på programmet i forskellige former stort set hvert år i de seneste mange sæsoner. Som sagt blev den i 2015 gjort hårdere end tidligere, og årets finale er ganske sammenlignelig med dem, der var på programmet i 2015 og 2016. Sidste år var det imidlertid i høj grad vejret, der skabte den store udskilning, og da der i år er en meget flad indledning, skal vi næppe forvente et lige så stort drama. Terrænet er ikke for svært for en type som Peter Sagan, der fremstår som etapens store favorit, hvis Bora kan kontrollere de mange angreb, der utvivlsomt vil komme i finalen. Det kan dog ikke ventes, at det vil være muligt at gøre en stor forskel, og der vil nok snarere være tale om et udskilningsløb, inden en lille gruppe skal spurte om sejren på bakken op til mål.

 

Sidste år vandt Tim Wellens en fantastisk solosejr efter et episk soloridt i et forfærdeligt regnvejr og grundlagde herved den samlede sejr på en helt igennem brutal dag. I 2015 lykkedes det Bart De Clercq med et snedigt angreb i den ukontrollerede finale at snige sig væk fra de øvrige klassementsryttere og herved slå Diego Ulissi, der vandt spurten om andenpladsen 3 sekunder senere. Forud for det var den gamle, lidt lettere finale, der var på programmet, og her endte det ofte i spurter i relativt store feltet. I 2013 slog Thor Hushovd Matthieu Ladganous og Daniele Ratto, mens Ben Swift var hurtigere end Elia Viviani 2012. I 2011 lagde Peter Sagan grunden til sin samlede sejr ved at tage etapesejren, mens Edvald Boasson Hagen var hurtigst i en 19-mandsgruppe i 2009. I 2008 tog Jens Voigt en solosejr, der senere sikrede ham den samlede triumf.

 

 

 

 

7. etape

I 2010 besøgte løbet for første gang Bukowina Tatrzanska, og siden da har den vanskelige etape i det kuperede syd altid være en af løbets nøgleslag. I langt de fleste udgaver er den blevet betegnet som løbets kongeetape, og i de senere år er den altid kommet på næstsidste dag forud for den afgørende enkeltstart. Igen i år vender løbets mest ikoniske etape tilbage, og denne gang i en endnu vigtigere rolle end tidligere, idet den i fraværet af en enkeltstart er blevet rykket til løbets sidste dag, og dermed vil den ikke blot være give klatrerne deres måske bedste mulighed for at gøre en forskel, den vil også afgøre løbet og kåre vinderen af årets Tour de Pologne.

 

Etapens præcise design har varieret lidt fra år til år, og helt i tråd med årets tradition om at have meget korte etaper kommer den i år i kort, komprimeret form. I år skal der tilbagelægges bare 132 km mellem Bukovina Resort og Bukowina Tatrzanska, og som så ofte før er der tale om et rundstrækningsløb. I år har man dog designet en noget længere runde end den, der har udgjort grundstrukturen i de tidligere år. I alt skal der tilbagelægges to omgange på en 66 km lang rundstrækning i det kuperede område nord for feriedestinationen, der er rammen om start og mål.

 

Fra start venter med det samme en lille bakke, inden en længere nedkørsel leder ned til bunden af kategori 1-stigningen Lapszanska (2,0 km, 6,5%), der stiger med hhv. 14,7%, 2,8%, 7,6% over 0,8% over hver af sine fire fjerdedele á 500 m, og har top efter 10,7 km. Derefter venter en nedkørsel og etapens eneste reelle flade stykke, inden det for alvor går løs. Først gælder det kategori 1-stigningen Sierockie (7,0 km, 3,2%), der har top, når der resterer 23,9 km. Efter nedkørslen følger med det samme kategori 1-stigningen Sciana Bukovina (5,5 km, 5,6%), kun for alvor bliver stejl, når det kort efter midtpunktet stiger med 13,5% over ca. 500 m og når helt op på 22% undervejs. Fra toppen resterer blot 12,7 km, der byder på 2 nedkørsler adskilt af en lille bakke, inden man rammer den ikke-kategoriserede stigning, der fører op til mål. Den stiger med 4,4% over 5 km, og de enkelte kilometer stiger med hhv. 1,6%, 5,9%, 8,1%, 2,6% og 3,6% i gennemsnit med det stejleste stykke på 11,5% ca. midtvejs. Der er ingen sving på de sidste 3 km. Dagens eneste indlagte spurt kommer med 32,2 km igen på anden omgang.

 

Etapen byder på i alt 2810 højdemeter.

 

Sammenlignet med tidligere år er der tale om en lidt lettere etape, hvor man ved at forlænge rundstrækningen har inkluderet mere fladt terræn end vanligt. Det vil dels gøre etapen mindre selektiv og gøre det lettere for favoritholdene at kontrollere et løb, der ofte har været domineret af et kolossalt stort udbrud, der i et gradvist udskilningsløb langsomt er blevet kørt ind, inden de bedste puncheurs og klatrere har afgjort det i finalen. Da det er løbets afgørende etape, og da forskelle må formodes at være meget små, vil klassementsrytterne have stor interesse i at køre om etapesejren og bonussekunderne, og da de samtidig skal gøre løbet hårdt, må man formode, at det igen er favoritterne, der skal slås i finalen. De sidste to stigninger er de samme, som der har været benyttet i tidligere år, og vi kan derfor forvente, at en lille gruppe igen vil rive sig løs i finalen og derefter afgøre det på bakken op til mål. I år må gruppen dog formodes at være større end i tidligere udgaver, og forskellene vil være mindre. Selve afslutningen er ikke specielt svær og skabt til eksplosive puncheurs, men historien viser, at den kan være svær at kontrollere, og at veltimede angreb ofte kan være nok til at stjæle tid på rivalerne.

 

Som sagt har Bukowina Tatrzanska-etapen været på programmet hvert år siden 2010. Sidste år blev den aflyst på grund af et veritabelt uvejr, mens Sergio Henao i 2016 kørte sig til en solosejr ved at angribe på sidste stigning stejleste stykke, hvorefter han slog et hul på 8 sekunder ned til en lille gruppe anført af Diego Ulissi og Lawson Craddock. I 2014 nåede 12 ryttere sidste stigning, hvorefter Rafal Majka angreb og slog Benat Intxausti og Ion Izagirre med 10 sekunder. I 2013 angreb Christophe Riblon fra distancen og samlede undervejs Darwin Atapuma op fra det tidlige udbrud, inden colombianeren vandt spurten, og franskmanden tog førertrøjen. I 2012 blev Henao hentet på målstrehgen af Moreno Moser og Michal Kwiatkowski, hvorefter italieneren vandt spurten. I 2011 slog Daniel Martin Wout Poels med 1 sekund, mens løbets førende rytter, Peter Sagan, tabte 13 sekunder. I 2010 angreb Bauke Mollema fra distancen og slog et hul på 7 sekunder ned til en lille gruppe.

 

 

 

 

Favoritterne

Det er velkendt, at sæsonens første løb er blandt de vanskeligste at spå om, idet langt de fleste ryttere stiller til start efter en lang træningsperiode uden forudgående løbsdeltagelse. Det gør det til et lotteri at forudsige, hvem der er kørende, og hvem der endnu har arbejde at gøre, inden de er konkurrencedygtige.

 

På mange måder er Tour de Pologne at betragte som et sådant løb i årets første måneder. Som sagt er der for langt hovedparten af feltet tale om, at det er første konkurrence efter en lang sommerpause, der for manges vedkommende er foregået på en højdetræningslejr. Kun ganske få har været i aktion i GP Cerami eller Tour de Wallonie, og de fleste har ikke kørt løb siden de nationale mesterskaber. Startlisten udmærker sig nævnt ved at rumme stort set alle de Vuelta-favoritter, der ikke kørte Tour de France, og for dem er det en vigtig formtest. Det betyder imidlertid, at heller ikke de reelt ved, hvordan de er kørende, og da tendensen til, at Tour-ryttere benytter løbet som et sidste mål inden en pause, samtidig synes helt at være forsvundet, er der således samlet et næsten fuldt felt af ryttere, der er meget usikre på, hvordan de efter hård træning vil reagere i løbssammenhæng.

 

Billedet kompliceres samtidig af, at forskellige ryttere præsterer forskelligt i deres forberedelsesløb. Stort set alle favoritterne bruger løbet som optakt til Vueltaen, og der er meget stor forskel på, hvor ambitiøse de er i løb, der først og fremmest er opvarmning. Der er imidlertid en klar tendens til, at rytterne i Polen Rundt er knap så langt fremme, som Giro-favoritterne er i Tour of the Alps og Tour-favoritterne i Dauphiné. I disse to løb ser man oftest de største navne køre med om sejren inden deres store grand tour-mål, men tendensen i Polen Rundt er, at Vuelta-favoritterne stadig mangler en del, inden de når topformen.

 

Årets Tour de Pologne er samtidig markant anderledes, end det har været i de foregående fire år. Det skyldes naturligvis fraværet af enkeltstarten, og på mange måder er der tale om en tilbagevenden til rødderne. I årene mellem 2009 og 2012 var der også tale om en rute for puncheurs, der i de tre sidstnævnte år endda hovedsageligt blev afgjort på etaperne til Zakopane og Bukowina Tatrzanska, der igen i år i modificeret form er løbets to afgørende etaper. I den forstand kan vi vente, at løbet er meget sammenligneligt med de udgaver, der fandt sted i den nævnte periode.

 

Der er dog en væsentlig forskel: den nye 3. etape. Historien har vist, at 6. og 7. etape ikke er for svære for en ryttertype som Peter Sagan, slet ikke i år, hvor specielt den traditionelle kongeetape til Bukowina Tatrzanska er gjort betydeligt nemmere end tidligere. Stigningerne er korte og eksplosive, og de slutter begge med opløb, hvor det kun stiger ganske svagt. Det er terræn, der ikke burde være for svært for Sagan, der allerede i 2011 viste, at han kan vinde på en meget sammenlignelig rute.

 

3. etape kan imidlertid ændre dynamikken. Her er tale om en finale, der minder meget om Mur de Huy, og her vil de lette klatrere og eksplosive puncheurs have en fordel. Den etape vil blive domineret af ryttere, der også kan begå sig i Fleche Wallonne. Mur de Huy har flere gange vist sig at være for stejl for Sagan, og der er næppe tvivl om, at han vil tabe tid til de bedste på 3. etape.

 

Det betyder imidlertid ikke, at Sagan er ude af kampen, tværtimod. Verdensmesteren vil være blandt favoritterne på samtlige øvrige etaper, og det betyder, at han kan score kolossalt mange bonussekunder. Det sætter scenen til et ret interessant slag, hvor Sagan sandsynligvis vil tabe tid på 3. etape. Herefter vil det blive en kamp for slovakken at vinde tilstrækkeligt med tid til at komme tilbage i spids - og for rivalerne at forsøge at gøre de to sidste etaper så hårde, at verdensmesteren alligevel ikke kan begå sig.

 

På forhånd må det forventes, at der kun kan skabes tidsforskelle mellem de bedste på 3., 6. og 7. etape. 1., 2. og 4. etape er rene sprinteretape, hvor kun vinden kan gøre en forskel. Der er imidlertid udsigt til høj solskin og høje temperaturer det meste af ugen - modsat sidste år, hvor episk regnvejr spillede en kolossal rolle - og det er kun på tirsdagens etape, at der er en lille chance for, at vinde kan komme i spille, samt på 6. etape, at der kan ventes nedbør. Det er dog usandsynligt. 5. etape vil skabe nogen udskilning, men det må formodes, at det ender i en reduceret massespurt.

 

Dermed forudser vi som beskrevet ovenfor, at det ender i en kamp mellem Sagan og de klassiske klassementsryttere, og det kan blive en ganske spændende dyst. Efter nogen overvejelse vurderer vi, at Peter Sagan vil trække sig sejrrigt ud. Med de klatreegenskaber, slovakken har vist i år - ikke mindst da han vandt en meget svær etape i Tirreno-Adriatico foran alle klassementsrytterne - er der ingen tvivl om, at han uden de store problemer kan sidde med på de to sidste etaper. Kan han holde samling på tropperne frem til sidste stigning, er der begge dage tale om finaler, der er skræddersyet til slovakken, og hans største problem er, at det let kan blive ”alle mod Sagan”. Heldigvis stiller Bora til start med et fremragende mandskab, der også inkluderer Rafal Majka, Gregor Mühlberger og Patrick Konrad, som vil kunne hjælpe med at holde tingene under kontrol. Lykkes det, er der gode muligheder for, at Sagan vinder begge de etaper, og han er også den naturlige favorit i den ventede reducerede massespurt på 5. etape. I de mere udprægede sprinteretaper bliver det svært at slå Caleb Ewan, men Sagan er en ekstremt klog rytter, der ved, jvordan han skal køre for at maksimere høsten af bonussekunder.

 

Det store spørgsmål er, hvor meget han vil tabe til de bedste på 3. etape, hvor finalen minder om Mur de Huy. En god målestok er, at han på denne mur tabte 40 sekunder til Joaquim Rodriguez på 3. etape i Touren i 2015, og at han i Fleche Wallonne i 2013 bare tabte 8 sekunder til vinderen Daniel Moreno. Det viser, at han er i stand til at begrænse sit tab ganske fint, specielt fordi han i år om muligt klatrer bedre, end han gjorde dengang. I virkeligheden tror vi, at det største spørgsmål er, om Sagan overhovedet går efter sejren. Ingen ved, hvilken tilgang han har haft efter Touren, og det kan meget vel være, at han bare bruger dette løb som opvarmning til Binckbank Tour, og at man hos Bora i stedet satser på den lokale helt Majka. Sker det, er det muligt, at Sagan tager den med ro og slet ikke er i spil til klassementet. WorldTour-pointene er imidlertid så vigtige for Bora, at vi tror på, at de spiller på to heste, og da vi tror, at Sagan kan score tilstrækkeligt med bonussekunder til at kompensere for tabet på 3. etape, er han vores favorit til den samlede sejr.

 

Hans værste rival er i vores øjne Adam Yates. Briten er måske mest kendt for sine resultater i etapeløb, men han er i virkeligheden også en fremragende endagsrytter med et fantastisk punch. Det viste han, da han tog sin første store sejr i Clasica San Sebastian, hvor han gjorde forskellen på den sidste stejle stigning, som på mange måder kan sammenlignes med Muren på 3. etape. Blandt rytterne i dette løb er der ingen tvivl om, at Yates har de bedste chancer for at vinde netop den etape og her vinde tid på alle sine rivaler.

 

Det store spørgsmål er, om han kan vinde tid nok til at slå Sagan. Han vil imidlertid også være i spil til sejrene og bonussekunder på de to sidste etaper. Han har det rette punch til at begå sig på stigninger af denne type, og blandt klassementsrytterne er det kun Sagan, der er hurtigere i en spurt op ad bakken. I tirsdagens Klasika Ordizia viste han, at han allerede har nået højt formniveau, idet han med et stort angreb på sidste stigning var på vej mod en solosejr, indtil han blev hentet 100 m fra stregen. Det viser, at han er klar til dette løb, der på mange måder passer ham fremragende.

 

Feltets måske mest motiverede rytter må være Wout Poels. Hollænderen har misset det meste af sæsonen med en knæskade, men nu er han endelig klar igen. Han har været tilbage i træning siden sidst i maj og har haft god tid til at finde benene frem mod Vueltaen, hvor han vil være Skys plan B efter Chris Froome. Han må være fyr og flamme efter at vise sin form og sikre sig endnu mere beskyttelse i Spanien, og han burde have gode muligheder på en rute som denne. Naturligvis er den ikke ideel for en klatrer som Poels, men han har faktisk et ganske godt punch på korte stigninger. Det er ikke uden grund, at han har vundet Liege-Bastogne-Liege, og han er som en fisk i vandet, når det bliver rigtig stejlt. Det gør det som bekendt på 3. etape, der minder om Fleche Wallonne, hvor han sidste år blev nummer 4, og sammen med Yates er han den naturlige favorit til at vinde den etape. Han er ikke helt så eksplosiv og hurtig som sin britiske rival, og de sidste to etaper kan vise sig at være en anelse for lette for ham. De passer ham dog ikke dårligt, og er han på sit topniveau, kan han med en knusende sejr på 3. etape lægge grundstenen til en samlet triumf.

 

Som sagt er det ikke umuligt, at Bora vælger at køre for den lokale helt Rafal Majka, der var knusende overlegen i løbet i 2014. Ruten passer ham imidlertid langt fra ideelt, da han havde foretrukket længere og hårdere stigninger. For tre år siden var han imidlertid så stærk, at han alligevel kunne sætte rivalerne til vægs på de to sværeste etaper, herunder Bukowina Tatrzanska-etapen, der i lettere form er på programmet igen. Det er imidlertid 3. etape, der passer ham bedst, og her vil han naturligt være en af de store favoritter. Han er ikke så eksplosiv som Poels og Yates, men meget afhænger mere af hans form. Han styrtede som bekendt ud af Touren, men han pådrog sig ikke alvorlige skader og var hurtigt tilbage i træning. Spørgsmålet er, hvor langt femme han er i sine forberedelser til Vyeltaen, der som bekendt er det store mål.

 

BMC stiller med et fremragende mandskab med hele fem potentielle klassementsryttere i Dylan Teuns, Ben Hermans, Tejay van Garderen, Rohan Dennis og Samuel Sanchez. Vi tror dog mest på de to belgiere, og specielt Teuns må være topmotiveret. Den unge belgier var helt suveræn i Tour de Wallonie, hvor han tog den samlede sejr efter også at have vundet to af de sværeste etaper. Specielt var han overlegen på 3. etape, der i sine natur minder meget om Fleche Wallonne og 3. etape i dette løb. Natyrligvis er niveauet her langt højere, men når man kan blive nummer 3 i Fleche, kan man naturligvis også vinde i Szczyrk. De to sidste etaper passer ham mindre godt, da han ikke er helt lige så eksplosiv som Yates, men de er bestemt ikke dårlige for den formstærke belgier. Teuns har allerede vist, at han kan begå sig på højeste niveau, og med den nuværende form burde han være blandt de stærkeste i dette terræn.

 

Det samme må hans holdkammerat Ben Hermans, der tidligere har vist, at han kan begå sig i dette løb. Således endte han på podiet for to år siden, og det viser, at han har evnen til at ramme topformen efter en hård træningsperiode. I år er han tilmed langt stærkere end i 2015, hvilket han viste i sit imponerende forår, hvor han vandt to etaper og tog den samlede sejr i Tour of Oman. Siden har han været ramt af flere helbredsproblemer, men nu meldes han at nærme sig sit topniveau. Terrænet her er ganske perfekt for ham, og selvom 3. etapes finale umiddelbart er for stejl for ham, skal man ikke glemme, at han vandt på Green Mountain i Oman. Det viser, at han kan begå sig i endda meget sværere afslutninger, og har han samme form her, bliver han livsfarlig. De to sidste etaper passer ham bestemt heller ikke dårligt, da han har et rimeligt punch og således bør være i stand til at kæmpe med om sejren på alle tre nøgleetaper.

 

 

Løbet her er den vigtigste Vuelta-test for Wilco Kelderman, der er udset til at være kaptajn for Sunweb i den spanske grand tour. Hollænderen har haft en rædselsfuld sæson, hvor han to gange har brækket fingeren, men nu burde han igen nærme sig sit topniveau. Hans styrt i Giroen var en skam, idet der var indikationer på, at han efter et par svage år faktisk var ved at genfinde fordums styrke på stigningerne. Det gør ham til en interessant kandidat til dette løb, da han flere gange har vist stor styrke i terræn som dette. Således er han ganske eksplosiv og har en fin spurt på en stigning, præcis de egenskaber, der skal til for at kæmpe med om sejren her. Han har en friskhed som de færreste, og det bør komme ham til gode sidste på sæsonen.

 

Havde 3. etape ikke været helt så stejl, havde det været naturligt at pege på Rui Costa som en af de tungeste favoritter. 6. og 7. etape passer ham ganske godt, idet han hører til blandt de bedste i klassikerterræn som dette og har en ganske skarp afslutning op ad bakke. Han har imidlertid aldrig været helt komfortabel på de helt stejle stigninger og har altid haft det svært på Mur de Huy. Det kan gøre 3. etape en anelse for vanskelig. På den anden side har Costa i det seneste års tid klatret bedre end måske nogensinde tidligere, og han har gjort det bedre end tidligere også i meget stejlt terræn. Kan han mindske tabet til de allerbedste på 3. etape, vil han med gode præstationer på de sidste to etaper måske alligevel kunne vinde. Han opbygger form frem mod Vueltaen, og på vanlig Costa-maner vil han være konkurrencedygtig.

 

Et af de åbne spørgsmål er, hvor godt Ilnur Zakarin er kørende. Tidligere var han kendt for at køre stærkt også i sin forberedelse til grand tours, men i år har han haft en anden tilgang. Således havde russeren et relativt stille forår, hvilket sikrede, at han kunne nå sit højeste niveau mod slutningen af Giroen. Han har aldrig tidligere været på sit højeste niveau i Polen, og det vil faktisk være en overraskelse, hvis han kører med om sejren på en rute, der bestemt ikke passer ham. På den anden side er han faktisk ikke dårlig på korte stigninger, og hvis han er på sit højeste niveau, vil han være en af favoritterne på 3. etape. Er han bedre kørende end ventet, vil han være i stand til at vinde på den svære bakke i Szczyrk, og det kan lægge grundstenen til en samlet triumf.

 

Vi glæder os meget til at se Nathan Haas i aktion. Australieren har i år fået sit helt store gennembrud, ikke mindst i Tour Down Under og Tour of Oman samt i Amstel Gold Race. Han har vist, at han på etaper som dem, der venter på 6. og 7. etape er i stand til at slå de bedste, ikke mindst fordi han er enormt stærk i en spurt op ad bakke. Hvis han er i topform, vil han være en naturlig favorit på begge disse dage, og det kan give ham mange bonussekunder. Udfordringen bliver at begrænse tabet på 3. etape.

 

Jose Goncalves er i teorien som skabt til dette løb. Han har flere gange vist, at han hører til blandt de skarpeste i en spurt op af bakke, og i Vueltaen i 2015 viste han, at han er specialist på korte, eksplosive mure som den, der venter på 3. etape. Problemet er, at han ikke siden da har ramt samme niveau, og selvom han i år vandt Ster ZLM Toer har han haft en svær sæson. Derfor vil det være en overraskelse, hvis han vitterligt viser sig at kunne køre med om sejren, men hvis han langt om længe kan genfinde fordums styrke, har han potentialet.

 

Løbet passer også glimrende til Gorka Izagirre, der i år har nået et helt nyt niveau. Det viste han ikke mindst med sin top 10-placering i Paris-Nice og den flotte etapesejr i Giroen. Han bliver aldrig en mand til de høje bjerge, og det er i stedet i terræn som dette, han for alvor kan gøre sig gældende. Han viste fin form, da han var nærmeste forfølger til Yates i tirsdagens løb i Ordizia. Desværre mangler han nok topniveauet oh den sidste eksplosivitet til for alvor at kunne køre med om sejren.

 

Situationen er helt omvendt for Domenico Pozzovivo. Italieneren er i år endelig tilbage på sit topniveau efter sit styrt i 2015 og kørte en fremragende Giro. Det betyder, at han altid er blandt de stærkeste, og den stejle stigning på 3. etape passer ham bestemt ikke dårlig. Han mangler dog eksplosivitet til for alvor at kunne begå sig på de to sidste etaper, og det er tvivlsomt, om han har punch nok til at vinde nok tid i Szczyrk.

 

Meget af det samme kan siges om Vincenzo Nibali. Også han mangler eksplosivitet til at begå sig på de to sidste etaper, hvor det primært vil handle om at følge med de bedste. Skal han vinde løbet, skal han tage en knusende sejr på 3. etape, og selvom han har en chance, er det en eksplosiv finale, der ikke passer ham. Desværre har Nibali i de senere år slet ikke været på sit højeste niveau i sine forberedelsesløb, og vi vil faktisk blive overraskede, hvis den italienske stjerne for alvor blander sig med de allerbedste.

 

Bedre chancer har Davide Formolo, der før har kørt stærk som forberedelse til sine grand tours. Han satser på Vueltaen og vil helt sikkert være på et fornuftigt niveau. Også han mangler dog eksplosiviteten til for alvor at gøre sig gældende på de to sidste etaper, og han mangler formentlig også det sidste punch til at slå de bedste i Szcyrk. Formolo vil formentlig kunne blande sig i top 10, men ruten er for nem til, at han reelt kan slås med om sejren.

 

Hermans og Teuns er BMCs kaptajner, men det vil være dumt helt at afskrive Rohan Dennis. Han har i Tour Down Under vist, at han er ganske eksplosiv på korte stigninger, og han viste med etapesejren i Tour of the Alps, at han er god til at spurte op af bakke. Det gør ham til en reel vinderkandidat på de to sidste etaper. Hans store problem er 3. etape, der i teorien har en for stejl finale til, at han kan blande sig med de bedste. Dertil kommer, at hans form er et helt åbent spørgsmål, ikke mindst fordi det stadig er uafklaret, om han skal køre Vuelta som forberedelse til VM.

 

Tejay van Garderen satser imidlertid på den spanske grand tour, og selvom han har haft et ustabilt år, tror vi faktisk, at han vil vise sig ganske konkurrencedygtig her. Han har således altid været enormt god til at træne sig i topform, og hans motivation for at genvinde sin plads i BMC-hierarkiet forud for Vueltaen må være kolossal. Rammer han samme niveau som i Romandiet, vil han være en af de stærkeste på 3. etape, men ruterne er nok for eksplosive til, at han for alvor kan drømme om sejren.

 

Det samme gælder for Sebastien Reichenbach, der i Vueltaen er udset til en sjælden chance for at køre som FDJ-kaptajn. Dette løb er hans vigtigste forberedelse, og han synes at være klar til at slås med de bedste på 3. etape. I hvert fald har han i de seneste to år forbedret sig markant, og han viste i Giroen, at han ikke mangler meget for at kunne blande sig med de bedste i bjergene. Også han mangler dog eksplosiviteten til for alvor at blande sig i kampen om sejren her.

 

Endelig vil vi pege på to talenter. Richard Carapaz og Ruben Guerreiro har begge i deres første professionelle sæson givet prøver på potentialet. Carapaz viste klassen i Route du Sud, som han havde vundet, hvis Movistar havde ikke havde undervurderet Silvan Dillier. Det store spørgsmål er, om løbet er en anelse for nemt for ham. Helt omvendt forholder det sig med Guerreiro, der er en eksplosiv ardennertype. Han gav prøver på talentet i Tour Down Under og ved de portugisiske mesterskaber, men han har vist sig at være en anelse ustabil. Han kan derfor sagtens vise sig at være helt ude af kampen, men nærmer han sig sit bedste niveau, burde han være i sit es på en eksplosiv rute som denne.

 

***** Peter Sagan

**** Adam Yates, Wout Poels

*** Rafal Majka, Dylan Teuns, Ben Hermans, WIlco Kelderman, Rui Costa

** Ilnur Zakarin, Nathan Haas, Jose Goncalves, Gorka Izagirre, Domenico Pozzovivo, Rohan Dennis, Tejay van Garderen, Davide Formolo, Sebastien Reichenbach

* Bob Jungels, Diego Rosa, Petr Vakoc, Samuel Sanchez, Richard Carapaz, Ruben Guerreiro, Davide Villella, Rafael Valls, Vincenzo Nibali, Giovanni Visconti, Tom-Jelte Slagter, Moreno Moser, Simon Spilak, Sam Oomen, Velrio Conti, Jack Haig, Patrick Konrad, Enrico Battaglin, Pawel Cieslik

 

Danskerne

Matti Breschel er til start for Astana, hvor han skal køre for Riccardo Minali i massespurterne, men måske sammen med Oscar Gatto kan få sin chance på den mere kuperede 5. etape.

500 testryttere søges
Udstyr og test
23.08 2017
Degenkolb udgår af Vueltaen
Landevej
23.08 2017
Valverde på cyklen igen
Landevej
22.08 2017

Commonwealth Cycling Clas...(2.1) 24/08-27/08

GP de Plouay - Lorient Ag...(1.WWT) 26/08-26/08

Ötztal Pro Classic(1.1) 26/08-26/08

Omloop Mandel-Leie-Scheld...(1.1) 26/08-26/08

Trofeo comune di Vertova ...(1.1) 26/08-26/08

Bretagne Classic - Ouest-...(1.UWT) 27/08-27/08

Schaal Sels(1.1) 27/08-27/08

Trofeo Emilio Paganessi(1.1) 27/08-27/08

Boels Rental Ladies Tour(2.WWT) 29/08-03/09

Tour of Alberta(2.1) 30/08-04/09

Grand Prix Rüebliland(2.1) 01/09-03/09

Brussels Cycling Classic(1.HC ) 02/09-02/09

Memorial Rik Van Steenbergen(1.1) 02/09-02/09

Tour de DMZ 2017(2.NCUP) 02/09-05/09

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »