Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Tour of Oman
12. februar 2018 13:00 af Emil AxelgaardFoto: Unipublic

Sprinterne havde deres chance i Dubai Tour, men nu er det tid til, at klatrerne skal vise, hvad de kan præstere, når serien af mellemøstlige løb rykker til Oman og den nationale rundtur i regionens sydøstlige land. Efter tidligere at have fungeret som den perfekte afslutning på en helt unik løbsblok på den internationale kalender og have opbygget et ry som det første store slag mellem grand tour-stjernene har løbet med tilføjelsen af WorldTour-løbet Abu Dhabi Tour en uge senere måske tabt lidt prestige, og man har i de senere år haft det svært i kampen med Vuelta a Andalucia og Volta ao Algarve. Ikke desto mindre kan man præsentere et felt, der inkluderer navne som Vincenzo Nibali, Miguel Angel Lopez, Rui Costa og Nicolas Roche samt et stort antal klassikerspecialister og sprintere og dermed er scenen sat til et af februars vigtigste etapeløbsslag.

Løbets rolle og historie

Da Tour de France-arrangørerne i 2002 tog det modige valg at slå sig sammen med myndighederne i Qatar og arrangere et etapeløb i den arabiske ørkenstart, var der næppe mange, der havde set det som begyndelsen til en sand succeshistorie, der siden har udviklet sig til en af de allervigtigste løbsserier i den tidlige del af sæsonen og har ansporet mange af cykelsportens største stjerner til at skippe de traditionelle løb i sportens traditionelle kerneområde i Europa og i stedet tilbringe en stor del af februar under Mellemøstens behagelige sol.

 

På mindre end et årti lykkedes det imidlertid Tour of Qatar at opbygge sig et ry som det foretrukne forberedelsesløb for sprintere og ryttere, der satser på brostensklassikerne. Med den samme iver efter at vise landets skønhed var det derfor kun logisk, at myndighederne i Oman så en chance for at kapitalisere på den succes og forsøge sig med en lignende formel. Det førte i 2010 til, at også de slog sig sammen med ASO, og dermed var Tour of Oman skabt.

 

Ideen med at have ASO tilknyttet begge løb har vist sig at være genial, idet det har skabt en fantastisk synergi mellem de to begivenheder, der ofte har inviteret de samme hold og haft et stort overlap af ryttere. Alligevel har der været en stor forskel på de to løb, og det har været vidt forskellige ryttere, der har domineret i løbet af de to uger, der oprindeligt udgjorde den mellemøstlige løbsblok.

 

Qatar er et land med meget få højdeforskelle, og dramaet bliver der skabt af vinden, der ofte har ført til en fantastisk krig mellem de bedste klassikerryttere om at komme med på første vifte. I modsætning hertil er Oman et ganske kuperet land, og selvom mange af klassikerrytterne ofte er forblevet i Mellemøsten for at tilbringe yderligere seks dage under ørkensolen, har det andet ASO-løb i Arabien været domineret af klatrere.

 

Derfor var det ingen overraskelse, at løbet en overgang var i stand til at tiltrække de allerbedste grand tour-ryttere, der var ivrige efter at teste formen tidligt på sæsonen og fortsætte forberedelserne frem mod de første mål. I løbet af ganske få år opbyggede løbet et ry som det foretrukne februarløb for de ryttere, der jagter succes i etapeløbene og de store tours, og selvom det i de senere år har tabt betydelig status og tiltrækningskraft, er det stadig en nøglebegivenhed for mange ryttere.

 

Det tog noget tid for arrangørerne at finde det rette format. Den første udgave var således en relativt flad affære, der hovedsageligt blev afgjort på en enkeltstart. Ikke overraskende vandt Fabian Cancellara på et tidspunkt, hvor han var helt dominerende i kampen mod uret, men allerede året efter var der vendt op og ned på tingene. Med en bjergafslutning på landets ikoniske bjerg, Green Mountain, udviklede løbet sig til en affære for de virkelige etapeløbsryttere, og det var Robert Gesink, der i 2011 startede en helt fantastisk forårssæsonen med at vinde samlet i Oman.

 

I 2012 fjernede man enkeltstarten og gjorde dermed løbet til en sag for klatrerne. Det første år tog Peter Velits en kneben sejr foran Vincenzo Nibali, men det var i 2013, at løbet fik sit virkelige gennembrud. Med den hårdeste rute hidtil lykkedes det at tiltrække Chris Froome, Alberto Contador, Nibali, Cadel Evans og Joaquim Rodriguez som havde et fantastisk slag, der blev vundet af Froome. Året efter havde man en lige så imponerende startliste, og igen var det Froome, der slog Rodriguez og Nibali. I 2015 havde løbet igen tiltrukket mange stjerner, selvom løbet højst overraskende blev vundet af Rafael Valls, der satte topnavnene til vægs på Green Mountain.

 

Med tilføjelsen af Dubai Tour til kalenderen i 2014 udviklede løbsblokken i Mellemøsten sig til en tredelt affære med 20 dages fantastiske løbsmuligheder for stjernerne. Da den samlede kombination havde lidt for enhver smag - sprintere og puncheurs kunne excellere i Dubai, sprinterne og enkeltstartsrytterne havde muligheder i Qatar og klatrerne kunne vise deres format i Oman - havde stort set alle et incitament til at tage til Mellemøsten i februar. Da løbet i Oman samtidig var det mest alsidige med etaper for sprintere, klassikerryttere og en stor bjergetape, var det den perfekte afslutning på en unik del af kalenderen.

 

I årene 2013 og 2014 var løbet domineret af etapeløbsryttere, og det havde klart det bedste felt af alle de tidlige løb. I 2015 tabte de imidlertid kampen til Vuelta a Andalucia, der havde både Froome og Contador til start, og i de to seneste år har man igen tabt slaget til løbet i Andalusien og Volta ao Algarve. Hovedårsagen er det genopstandne Volta a la Comunitat Valenciana, der har gjort Den Iberiske Halvø langt mere attraktiv som et alternativ, og derfor har mange foretrukket at blive i Europa. Det havde også en effekt på løbene i Dubai og Qatar, og i 2016 havde man i Oman chokerende få WorldTour-hold til start.

 

Sidste år fik kalenderen endnu en rystetur. Tour of Qatar blev aflyst, men i stedet er Abu Dhabi Tour flyttet fra oktober til februar og afholdes nu i ugen efter Tour of Oman. Samtidig har det fået WorldTour-status, mens det aldrig har været på tale for løbet i Oman, der i stedet har været truet på dets eksistens. Det er lykkedes at overleve, og på papiret burde tilføjelsen af Abu Dhabi Tour være en styrke. Også det nye løb har en stor bjergafslutning, og dermed appellerer de to løb til de samme ryttere. Med et par dages restitution ind i mellem de to begivenheder synes det oplagt for klatrere at køre dem begge, og da Dubai Tour nu har overtaget den ledige plads fra løbet i Qatar, er der derfor nu atter en sammenhængende løbsblok over tre uger i Mellemøsten.

 

Desværre har Abu Dhabi Tour og Tour of Oman ikke de samme arrangører, og det har derfor ikke været muligt at få den ventede synergieffekt. Meget få ryttere kører begge løb, og da det er løbet i Abu Dhabi, der er højst i hierarkiet, står Tour of Oman ligesom sidste år tilbage som en stor taber. Således er det i år ikke lykkedes at tiltrække mange grand tour-stjerner, og det er hovedsageligt Vincenzo Nibali, Rui Costa og Miguel Angel Lopez, der kaster stjernestøv over løbet - i hvert fald set ud fra en etapeløbsvinkel. Til gengæld har løbet fået en renæssance i forhold til sprintere og klassikerryttere, der med flytningen af løbet i Dubai har fundet et ekstra incitament til at tage en ekstra uge på Den Arabiske Halvø.

 

Sidste år tog en helt suveræn Ben Hermans karrierens største sejr, da han med to etapesejre, herunder en triumf på Green Mountain, vandt med 22 sekunder ned til Rui Costa og yderligere 13 sekunder ned til Fabio Aru. Belgieren, der nu er en del af Israel Cycling Academy, vender ikke tilbage for at forsvare titlen, og heller ikke Aru er med denne gang. Det er til gengæld Costa, der fører UAE Team Emirates an nær deres hjemmebane.

 

Ruten

Efter oprindeligt at have været et løb for temporyttere er Tour of Oman som sagt nu et løb for klatrere. Enkeltstarten er væk fra ruten, der i stedet består af en blanding af flade sprinteretaper, kuperede etaper, der passer til puncherus, og en reel bjergetape. Løbet har som regel haft perfekt vejr, og dermed er det et godt forberedelsesløb for snart sagt enhver ryttertype.

 

Arrangørerne har gradvist gjort løbet hårdere og hårdere ved at tilføje flere stigninger, og de har efterhånden fundet sig en samling af finaler, som de genbruger år efter år, dog i forskellige kombinationer. Dermed har løbet efterhånden fundet en relativt fast formel. I 2016 nåede hårdheden imidlertid et helt nyt niveau, idet man i tillæg til de tre hårde etaper, der typisk har været en del af ruten, inkluderede en helt ny afslutning på en stigning, ligesom man klatrede længere op ad Green Mountain på løbets kongeetape. Den model gentog man stort set sidste år, hvor det praktisk talt var de samme seks etaper, der var på menuen, og den største ændring var en ændret rækkefølge. Den forlængede udgave af Green Mountain skrottedes imidlertid, og man sluttede i stedet kongeetapen, hvor man traditionelt har gjort det.

 

Også årets rute minder meget om det, vi har set i de foregående år, og eneste væsentlige ændring er, at den nye bjergfinale i Quriyat, der nu har været på programmet to gange, og som senest blev vundet af Søren Kragh Andersen, atter er fjernet. Den erstattes af en puncheuretape til Wadi Dayqah Dam, der ellers ikke har med i løbet siden 2013. Derudover er der i alt væsentligt tale om en kopi af sidste års rute.

 

Det betyder, at sprinterne for tredje år i træk kun har to chancer mod tidligere tre. De hurtige folk får således deres chance på 1. og 6. etape, mens klassikerrytterne vil elske finalerne på 2., 3. og 4. etape. På andendagen skal rytterne således igen udfordres af den svære etape til Al Bustan, hvor en lille stigning i finalen har givet anledning til et hav af forskellige udfald. På 3. etape venter som sagt afslutningen ved Wadi Dayqah Dam, der dog i højere grad end sidste års afslutning i Quriyat er en sag for klassikerryttere end for klatrestærke typer. Den hårde afslutning ved Turistministeriet findes i år på 4. etape, og det har traditionelt været en dag for enten klassements- eller klassikerryttere. Det er imidlertid løbets kongeetape til toppen af Green Mountain på næstsidste etape, der ventes at afgøre kampen om den samlede sejr, inden sprinterne slås om hæderen i hovedstaden Muscat på sidstedagen.

 

 

1. etape

Det har været en hovedregel, at sprinterne har haft mulighed for at spurte om sejren på førstedagen, og det var kun i 2016, at man afveg fra den model. I år har man atter den velkendte formel med en relativt flad åbningsetape, der bør give de hurtige afsluttere muligheden for igen at få en enkelt dag i førertrøjen. Det sker på en etape med mål ved Sultan Qaboos University, hvor de hurtige folk tidligere har afgjort massespurter i båder 2010 og 2013.

 

Den 162,5 km lange etape starter i Nizwa dybt inde i Omans ørken, hvorfra rytterne bevæger sig ud til et stykke mod syd og siden øst gennem ganske let stigende terræn. Undervejs passeres den første spurt efter 31 km, inden man sætter kursen mod syd. Her passerer man tæt forbi Green Mountain, der et par dage senere vil være mål for kongeetapen, inden man drejer mod sydøst for at køre ud mod kysten. Det betyder, at det let stigende terræn afløses af en lang, gradvis nedkørsel mod vandet, og det falder derfor let stort set hele anden halvdel af etapen.

 

Den sidste spurt kommer efter 136 km i byen Fanja på toppen af en ganske lille bakke i udkanten af Muscat, hvorefter man atter kører stik syd mod hovedstaden. Det fortsætter med at falde let, indtil man med ca. 8 km igen drejer mod vest og passerer forbi universitetet. Med 4,2 km igen venter endnu et sving, hvorefter det falder let, indtil man kommer til de sidste 2 km, der er flade. Det sidste sving kommer med 1 km igen og leder ind på en 8 m bred opløbsstrækning.

 

Uden stigninger har denne etape alle ingredienserne til at være en traditionel sprinteretape. Da de hurtige afsluttere ikke har mange mulighed i årets løb, skal de slå til hver gang, chancen byder sig, og derfor bør det blive afgjort i en massespurt. Rytterne skal imidlertid være opmærksomme i ørkenen, hvor vinden potentielt skal spille en rolle, men historien viser, at det aldrig rigtigt sker i Oman. Med mindre det blæser voldsomt, vil en sprinter vinde 1. etape i et brag af en spurtafgørelse.

 

Sultan Qaboos University lagde senest asfalt til en etapeafslutning i 2013, hvor Marcel Kittel indledte sin store gennembrudssæson med at vinde første etape foran Davide Apollonio og Nacer Bouhanni. I 2010 var Tom Boonen hurtigere ned Juan Jose Haedo og Michael van Staeyen.

 

 

 

 

2. etape

De rene sprintere vil træde i baggrunden på dag to, der forventes at skabe den første lille udskilning i klassementet og give klassikerytterne en chance for at gå efter sejren. Finalen i Al Bustan har udviklet sig til lidt af en klassiker og har i de senere år repræsenteret den første lille test for de ryttere, der drømmer om den samlede sejr, og det vil igen være tilfældet i 2018. Samtidig har modvind før givet sprinterne mulighed for at gå efter triumfen, og det har skabt rammen om et uforudsigeligt cykelløb.

 

Årets etape er med sine 167,5 km en relativt kort sag, der bringer rytterne fra tirsdagens målområde ved Sultan Qaboos University til Al Bustan, der er en østlig forstad til hovedstaden Muscat helt ude ved kysten. Fra starten bevæger rytterne sig mod nordøst og ud mod vandet, hvilket betyder, at de første kilometer er let faldende. Herefter følger man vandet mod vest gennem fladt terræn, inden man drejer mod syd for at køre ind i ørkenen. Det betyder, at det begynder at stige let, og det bliver kun stejlere, når man sætter kursen mod nordøst og byen Fanja. Her rammer man sidste års rute, og den resterende del af etapen er herfra uændret. Først venter Fanja-stingingen (1 km, 9,5%), der har top efter 60 km, inden man kører ned til selve byen. Herfra fortsættes mod øst gennem fladt terræn forbi den første spurt, der kommer efter 84,5 km, inden man kører gennem let faldende terræn mod nordøst ned til udkanten af Muscat.

 

I etapens anden halvdel bevæger man sig ind i bakkerne sydøst for hovedstaden, hvor man snor sig rundt og rammer stigninger, der er velkendte af de fleste ryttere. Først mødes de af Bousher Al Amerat (3,4 km, 8,8%), der er lidt af en klassiker i løbet, og som altid spiller en nøglerolle på den etape, der i år kommer på dag 4. Dens top er placeret efter 118,5 km, og herefter fortsætter man ad flade veje mod øst til den traditionelle finale, der med sine to stigninger er helt uforandret i forhold til tidligere. Den består af en lille tur frem og tilbage nær kysten øst for Muscat og indeholder to stigninger. Den første udskilning foretages på Al Hamriyah-stigningen (0,8 km, 9,8%), hvis top nås med bare 22,5 km til mål. Dernæst fortsætter man af faldende veje til Al Jissah, hvor dagens sidste spurt kommer bare 9 km fra stregen. Dagens afgørende udfordring er herefter Al Jissah-stigningen, der stiger med 9% over 1,4 km. Toppen kommer med bare 5 km til mål og efterfølges af en nedkørsel, der fortsætter helt frem til de sidste 1500 m, hvorfra det flader ud. 900 m fra mål når feltet kystvejen via et venstresving i en rundkørsel. I 2014 ramte feltet herefter en lille stigning, men siden 2015 er afstanden til toppen af Al Jissah blevet afkortet med én kilometer, og målstregen kommer i stedet i bunden af denne lille bakke på en helt flad vej.

 

Etapen er som sagt velkendt og har været brugt hvert år siden 2013. Dengang satte Sky et hårdt tempo på den første af de to finalestigninger, inden Rinaldo Nocentini og Alberto Contador angreb på den sidste bakke. De blev hentet, og derefter blev 50 ryttere samlet. Der var imidlertid ikke mange hjælperyttere, og derfor lykkedes det Martin Elmiger, Vincenzo Nibali og Tony Gallopin at stikke af på de sidste 2 km. Peter Sagan kørte op, og i stedet for at vente på spurten kørte han direkte forbi til en imponerende solosejr.

 

I 2014 blev feltet igen decimeret på stigningerne, men da der var en stærk modvind på den sidste af disse, overlevede André Greopel og flere andre sprintere. Efter at Chris Froome, Sagan, Zdenek Stybar og Fabian Cancellara var blevet hentet på den sidste kilometer, slog tyskeren Sagan og Nacer Bouhanni i en reduceret massespurt. I 2015 angreb klassementsrytterne på stigningen, og det skabte en gruppe på 19 ryttere, der spurtede om sejren. Sagan var den store favorit, men han blev kun nummer 5 bag Fabian Cancellara, der tog sejren foran Alejandro Valverde og Greg Van Avermaet. I 2016 var der igen udsigt til en spurt i en gruppe på bare 16 ryttere, men Bob Jungels overraskede rivalerne og kørte hjem til en solosejr. Sidste år betød en sen ændring, at man sluttede etapen på toppen af den sidste stigning, og det gjorde muligt for Ben Hermans at tage sejren i en typisk puncheurfinale foran Rui Costa og Jakob Fuglsang.

 

Historien viser, at man kan forvente næsten alt på denne etape, og meget afhænger af vinden. Hvert år angriber klassementsrytterne på den sidste stigning, men deres forsøg holder sjældent hjem. Hvis der er modvind, er der stor chance for, at en større gruppe skal spurte om sejren, men er der medvind, bliver gruppen mindre, og så er det muligt at angribe på det flade stykke mod mål, som er svært at kontrollere. Efter at man i 2015 flyttede målstregen tættere på toppen af stigningen, er der kun 900 flade meter, og det har givet aggressive ryttere en langt bedre chance. Samtidig er det den første lille test for klassementsrytterne, og man har ofte set nogle store navne tabe tid på denne etape.

 

 

 

 

3. etape

Anden etape var en første lille test af klassementsrytterne og en fremragende chance for klassikerryttere. Sidstnævnte ryttertype har særligt meget at glæde sig over i år, da også 3. etape synes at være en gave til ryttere med godt punch på korte stigninger og en god spurt. De kan nemlig se frem til, at man for første gang siden 2013 vender tilbage til Wadu Dayqah Dam, hvor de tidligere har haft mulighed for at teste formen forud for foråret, og det vil de samme frem til at gøre igen denne gang.

 

Etapen er med sine 179,5 km relativt lang efter vanlig standard i løbet og fører feltet fra German University of Technology, der ligger vest for Muscat tæt på kysten, til Wady Dayqah Dam, der ligger et stykke inde i landet på den anden side af hovedstaden. Fra starten bevæger feltet sig mod sydøst og øst gennem helt fladt terræn ind til centrum af Muscat. Herfra kører man mod nord op over en af løbets klassiske stigninger, Bousher Al Amerat (3,4 km, 8,8%), som også blev passeret på den foregående etape, og som er hovedudfordringen på 4. etape. Den har top efter 53,5 km og herfra går det videre mod sydøst og syd væk fra kysten. Efter nedkørslen stiger det ganske let, mens man passerer forbi den første spurt, der kommer efter.

 

Et stykke efter forplejningszonen drejer man mod øst, hvor det begynder at falde let, inden man rammer stigningerne i området omkring byen Quriyat, hvor man i de seneste to år har haft mål på en svær stigning. Først skal man op over Quriyat-stigningen (1,9 km, 6,7%), der har top efter 132,5 km, inden en skarp nedkørsel med mod øst ned til selve Quriyat, hvor den sidste spurt kommer efter 144 km. Herefter slår man en lille sløjfe ned gennem byen og runder kysten, inden man atter kører mod syd og sydvest ind i det kuperede terræn. Først er det imidlertid relativt fladt, indtil man rammer Wady Dayqah-stigningen (1 km, 9,8%9, der har top med bare 8,5 km igen. Derefter venter nogle ganske små bakker, mens man fortsætter ned mod dæmningen. En af disse har top med ca. 3 km igen, inden det falder let frem til de sidste 500 m. Her venter en lille 500 m langrampe med en stigningsprocent på ca. 9, og som byder på hele to hårnålesving, inden man rammer den 200 m lange, 8 m brede opløbsstrækning.

 

Det er efterhånden mange år siden, at feltet sidst har besøgt dæmningen, der ellers gav anledning til underholdende og aggressivt cykelløb i både 2012 og 2013. Modsat sidste års afslutning i Quriyat er dette ikke en finale for klassementsrytterne, men det er til gengæld en perfekt mulighed for eksplosive puncheurs. Det er formentlig den af etaperne, der passer en fyr som Greg Van Avermaet bedst, og han vil helt sikkert gå efter sejren i den interessante finale. Meget kunne tyde på, at det ender i en spurt på den lille rampe, hvor klassementsrytterne skal holde sig til for ikke at tabe værdifulde sekunder. Den sidste stigning kan også bruges som affyringsrampe, men formentlig er det et decimeret felt, der skal afgøre det.

 

Det var tilfældet i 2013, hvor Peter Sagan vandt spurten med 1 sekund ned til Greg Van Avermaet, Tony Gallopin, Alberto Contador og Marco Marcato, mens der var flere huller længere tilbage i feltet, herunder ned til Chris Froome. I 2012 sejrede Sagan også, denne gang i samme tid som Baden Cooke, Tom-Jelte Slagter, Tony Gallopin, Ramunas Navardauskas, Nacer Bouhanii, Chris Sutton og Jakob Fuglsang, men også André Greipel sluttede såmænd i top 10.

 

 

 

 

4. etape

I 2013 introducerede arrangørerne en ny nøgleetape, der sluttede med flere passager af den hårde Bousher al Amerat-stigning, inden man kørte ned til en finale i området med landets mange ministerier i udkanten af Muscat. Det gav anledning til et helt fantastisk løb, og derfor blev en svagt modificeret udgave af samme etape anvendt i 2014. Igen blev det stærkt underholdende, og siden da har denne etape været på programmet hvert eneste år med ret forskellige udfald fra gang til gang. Det vil også være tilfældet i 2018, hvor etapen kommer på fjerdedagen og ikke dagen før afslutningen, som det ofte har været tilfældet.

 

Med sine 117,5 km er etapen som altid meget kort, og bortset fra en helt marginal ændring er der tale om en tro kopi af fjerde etape fra de to foregående udgaver. Starten går fra kystbyen Yiti (Al Sifah) bare et par kilometer øst for Muscat og slutter igen i år foran Turismeministeriet i det kuperede område øst for hovedstaden. Efter start bevæger rytterne sig ad tricky kystveje mod nordvest og mod Muscat, og undervejs dyster de om point i den første indlagte spurt efter 27 km.

 

Efter 31 km får feltet en første chance for at teste klatrebenene på Al Jissah-stigningen (1,4 km, 8.9%), der var den sidste bakke i finalen på 2. etape. Bare syv kilometer senere rammer de stigningen Al Wadi Al Kabir (1,9 km, 6,3%), hvorefter de returnerer til fladt terræn, mens de kører ind i hovedstaden. Her kører feltet en omgang på en lille flad rundstrækning.

 

Fra bycentrium bevæger feltet sig mod syd ad flade veje til forstaden Al Amerat, hvor finalen starter, når de rammer den svære rundstrækning med Bousher al Amerat-stigningen, som de allerede har været oppe over på de to foregående etaper. Først klatrer de mod nordvest fra den nemme side, hvor den stiger med 6,8% over 3,2 km. Derfra kører de videre ned til Muscat, hvor de vender rundt, og derefter kører en hel omgang på den 29,5 km lange rundstrækning, der er helt simpel. De første 3,4 km består af Bousher al Amerat fra den stejle side, hvor den stiger med 8,8% i gennemsnit, hvorefter der følger en nedkørsel og et kort fladt stykke. Herefter foretager man en U-vending for igen at køre op ad stigningen fra den nemme side. Der vil være bjergpoint på toppen af stigningen de første to gange, mens den sidste indlagte spurt med bonussekunder kommer ved sidste passage af toppen. Herfra mangler bare 13,5 km. De består af den sidste, faldende del af rundstrækningen, hvorefter man fortsætter tilbage til byen og afslutningen ved Turismeministeriet. Der er et par bløde sving i de sidste 5 km, der er helt flade. Til sidst kommer der to skarpe venstresving på den sidste kilometer, inden man rammer den 500 m lange opløbsstrækning, der er hele 8 m bred.

 

Sammenlignet med 2014- og 2015-udgaverne skal rytterne kun op over stigningen tre gange, som det var tilfældet i 2013, mens man tidligere havde fire passager på programmet. Samtidig er finalen igen flyttet til Turismeministeriet, hvilket har øget afstanden fra toppen af sidste stigning med en kilometer.

 

Finalen er som sagt velkendt. I 2013 var vi vidne til et stort drama, hvor Sky med et brutalt tempo skabte stor udskilning. På den stejle stigning angreb Vincenzo Nibali, men han blev hurtigt passeret Alberto Contador, der var første mand på toppen. Richie Porte kørte ham ind forud for sidste stigning. 16 ryttere ramte bunden, hvor gruppen eksploderede, inden Contador angreb igen. Cadel Evans fulgte efter, men han blev overhalet af Chris Froome og Joaquim Rodriguez, der lukkede hullet til Contador. Trioen endte med at spurte om sejren, og det var Froome, der viste sig som hurtigste mand, inden Daryl Impey var første mand over stregen fra en 7-mand stor forfølgergruppe, der tabte bare 4 sekunder.

 

I 2014 angreb Chris Froome igen på den sidste stigning, og kun Rigoberto Uran kunne følge ham. Stærk modvind gjorde det umuligt at holde forfølgerne bag sig, og i stedet angreb Uran, Vincenzo Nibali og Peter Sagan på nedkørslen. De holdt feltet bag sig, og det var naturligvis Sagan, der var hurtigste af de tre. I 2015 blev etapen aflyst på grund af stærk vind, mens den har været overraskende lidt selektiv i de seneste to udgaver. I 2016 endte næsten 40 mand med at spurte om sejren, og det var Edvald Boasson Hagen, der slog Greg Van Avermaet og Marco Canola og derved sikrede sig sin anden etapesejr i løbet. Sidste år lykkedes det efter mange forsøg endelig Alexander Kristoff at komme med hjem, og han havde ingen problemer med at vinde spurten foran Sonny Colbrelli og Greg Van Avermaet i en gruppe på næsten 50 mand.

 

Historien viser, at etapen kan benyttes til at gøre forskelle i klassementet, men at det kræver et stærkt hold, der kan gøre det hårdt allerede fra den første af de tre passager af stigningen. Da etapen i år kommer inden kongeetapen, vil mange nok være bevidste om at spare kræfter, og derfor er der en vis sandsynlighed for, at det i stedet bliver en dag for klassikerryttere og hurtige folk, der kan klatre. Meget vil afhænge af vinden, men umiddelbart synes det mest sandsynlige scenarium at være en gentagelse af det, vi så i 2016 og 2017.

 

 

 

 

5. etape

Lige siden den anden udgave af løbet i 2011 har Green Mountain - eller Jabal al Akhdar, som de lokale kalder det - været rammen om afslutningen på kongeetapen og dermed værer scene for et af de første store bjergslag mellem verdens bedste grand tour-ryttere. Det har været en stor succes, og arrangørerne har ikke set nogen grund til ikke at vende tilbage til løbets mest ikoniske stigning, der således for ottende år i træk vil være scene for kongeetapen. Modsat i 2015 og 2016 er etapen igen rykket til næstsidste dag, og man har gjort den en anelse lettere. I 2016 klatrede man længere op ad bjerget end nogensinde før, men som i 2017 vil man igen slutte, hvor man traditionelt har gjort det. Samtidig er distancen ligesom sidste år blevet betydeligt afkortet, og faktisk er der tale om en etape, der er helt uforandret i forhold til sidste år

 

Den bare 152 km lange etape starter i Sama’il for foden af de store bjerge, hvilket er en markant ændring i forhold til tidligere år, hvor man begyndte etapen langt tættere på kysten. Herfra bevæger rytterne sig ad en lang, let stigende ørkenvej mod syd, indtil de drejer mod vest for at slå en lille sløjfe i det hovedsageligt flade terræn øst for Green Mountain. Undervejs dyster de om point i den første indlagte spurt efter 90 km, hvorefter de sætter kurs mod det mægtige bjerg. Efter at have passeret gennem byen Izki, når de frem til Birkat al Mouz for foden af stigningen, hvor den sidste indlagte stigning er placeret bare 11 km fra stregen. Yderligere et par let stigende kilometer leder feltet ud af byen mod nord, hvorefter de rammer bjerget.

 

I 2016 klatrede de længere op mod toppen, i alt 7,5 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på 10,7%. I år slutter de, hvor de traditionelt har gjort det, hvilket gør det til en 5,7 km lang stigning, der i gennemsnit stiger med 10,5%. De første 2 km stiger med 10%, hvorefter den næste kilometer stiger med hele 12%. Midtvejs bliver det lidt nemmere på en strækning med kun 6%, men det er kun en chance for kortvarigt at få luften. De sidste 2 km har en gennemsnitlig stigningsprocent på hele 13,5%, hvilket gør det til en afslutning for de ægte klatrere. De sidste 3 km følger en stort set lige vej med kun et par bløde sving, men inden for den sidste kilometer er der et 90-grader sving og to hårnålesving.

 

Afslutningen på Green Mountain gjorde debut i 2011, hvor Robert Gesink distancerede sin nærmeste rival, Edvald Boasson Hagen, med hele 47 sekunder. Året efter slog Vincenzo Nibali Peter Velits, men missede akkurat førertrøjen med bare et sekund. I 2013 var bjerget scenen for et fantastisk slag mellem Chris Froome, Alberto Contador, Cadel Evans og Joaquim Rodriguez med kontante angreb og ryttere, der faldt fra for siden at komme tilbage. Rodriguez udnyttede, at han allerede havde tabt tid tidligere i løbet, til at snige sig væk og udnytte det taktiske spil til at tage en sejr, mens Froome med et sent angreb blev nummer 2 og tog den samlede føring. I 2014 sendte Sky Sergio Henao i offensiven, og da han blev hentet, leverede Froome en sand magtdemonstration og sikrede sig en solosejr. I 2015 undervurderede Tejay van Garderen Rafael Valls, der højst overraskende satte stjernerne til vægs ved at sætte amerikaneren i finalen. I 2016 slog Nibali Romain Bardet, mens Jakob Fuglsang blev en flot nummer 3, mens det sidste år var en overraskende stærk Ben Hermans, der sejrede med 3 sekunder ned til Fabio Aru og yderligere 8 sekunder ned til Rui Costa.

 

På papiret skulle man frygte, at ørkenvinden kunne komme i spil i den indledende fase, men historien viser, at det aldrig sker. I stedet er etapen altid blevet afgjort i et stort slag mellem klatrerne, og det vil være en overraskelse, hvis ikke det er tilfældet igen i år. Igen i år er det den sidste hårde etape i løbet, og dermed er det sidste chance for at gøre en forskel i kampen om den samlede sejr. Derfor vil alle stjernerne give sig fuldt ud i et stort klatreslag om den samlede sejr i Tour of Oman.

 

 

 

 

6. etape

Som de fleste andre nationale rundture er Tour of Oman som regel sluttet med en flad etape til landets hovedstad, og den tradition ændres ikke i 2019. Rundstrækningen på Matrah Corniche i det centrale Muscat er imidlertid ikke som nem, som man ser det i mange andre etapeløb, og da etapen endda indeholder et par stigninger tidligt på ruten, skal sprinterne ofte grave relativt dybt for at være sikre på stadig at være i spil til etapesejren.

 

I år skal der tilbagelægges beskedne 135,5 km på en etape, der er en næsten tro kopi af den etape, der blev benyttet i 2016 og 2017 og bringe rytterne fra Al Mouj Muscat vest for storbyen til afslutningen på Matrah Corniche i centrum. Efter starten bevæger rytterne sig mod nordvest langs kysten i et par kilometer, indtil de når byen Al Seeb, hvorfra de bevæger sig langs flade veje ind i landet. Her rammer de den store Muscat Express Road, som de følger mod sydøst og nordøst hele vejen ind til hovedstaden. Også den er helt flad.

 

I stedet for at køre helt til centrum tager rytterne en lille afstikker på en rundstrækning i det kuperede område i den østlige udkant af byen. Fra nordvest rammer de Al Hamriyah-stigningen (0,8 km, 9%) efter 83,5 km, inden de følger en lang nedkørsel mod sydøsttil Al Jissah, hvor de dyster om point i dagens første indlagte spurt efter 97 km. Herefter vender de rundt og bevæger sig tilbage mod byen fra sydøst, mens de undervejs bestiger Al Jissah-stigningen (1,4 km, 9%). Det var disse to stigninger, der udgjorde finalen af 2. etape. Denne gang kommer de imidlertid længere fra mål, idet rytterne fortsat har 35 km igen fra toppen af sidstnævnte.

 

Fra toppen køres mod nordvest ned mod kystvejen, som feltet følger hele vejen til Matrah Corniche, hvor de krydser målstregen for første gang. Herfra mangler 22 km, som består af tre omgange på den lidt over 7,5 km lange rundstrækning. Den følger hovedsageligt kystvejen, men foretager en lille afstikker ind i landet, inden man vender tilbage til havnefronten. Rundstrækningen er næsten helt flad, men har en lille stigning med 3,5 km til mål, som ofte har været benyttet som affyringsrampe for et sent angreb. Man når kystvejen igen lige før 2 km-mærket, og derefter følger man en flad, let snoet 8 m bred vej hele vejen til mål. Målstregen kommer til syne, når man tager den sidste bløde kurve med 210 m til mål. Den sidste pointspurt kommer efter første omgang.

 

Den første udgave sluttede med en enkeltstart, men de næste fire år var det en massespurt, der afsluttede løbet. Mark Cavendish, Marcel Kittel, Nacer Bouhanni og André Greipel tog alle en stor sejr på Matrah Corniche, men de hurtige folk blev snydt i 2015. Her reagerede sprinterholdene for sent, efter at nogle af de hurtige afsluttere var blevet sat på stigningerne, og det gav Matthias Brändle mulighed for at tage en udbrudssejr efter at have angrebet sine følgesvende på den lille bakke på rundstrækningen. I 2016 havde sprinterne styr på tingene, og Alexander Kristoff spurtede sig til sin anden etapesejr i løbet. Den bedrift gentog han sidste år, hvor han henviste Eduard Grosu og Sacha Modolo til de sekundære podieplaceringer.

 

Historien viser, at det kan lade sig gøre at snyde sprinterne på denne ikke helt flade etape, men det hører til sjældenhederne. Da det er en af kun to muligheder for de hurtige afsluttere, må man formode, at der ingen chancer tages, og vi kan således vente os, at også 2018-udgaven af Tour of Oman afsluttes med et brag af en massespurt.

 

 

 

 

Favoritterne

I hovedparten af de seneste udgaver er Tour of Oman stort set alene blevet afgjort på Green Mountain, og det samlede klassement har været stort set identisk med resultatet af løbets kongeetape. Det er i virkeligheden et paradoks. I gamle dage var ruten nemmere, og der var færre muligheder til at gøre en forskel, men alligevel var det i både 2012 og 2013 ikke vinderen på det berømte bjerg, der endte som løbets samlede triumfator. Siden da har henholdsvis Chris Froome, Rafael Valls, Vincenzo Nibali og Ben Hermans imidlertid lagt grunden til den samlede sejr ved at slå til på den sværeste etape, men tilføjelsen af flere kuperede etaper og ikke mindst bjergafslutningen i Quriyat, der er blevet benyttet i 2016 og 2017, har bidraget til, at der har været forskydninger på de sekundære placeringer.

 

I 2018 er Quriyat-etapen erstattet med afslutningen i Wadi Dayqah Dam, og da det i højere grad er en sag for klassikerrytterne end for klatrerne, har klassementsrytterne som udgangspunkt færre muligheder for at gøre en forskel. Vi har før set mindre forskelle på 2. etape til Al Bustan - specielt sidste år, hvor man i sidste øjeblik flyttede mål til toppen af stigningen - men da det sandsynligvis ender i en reduceret massespurt, vil etapen sandsynligvis ikke gøre en forskel. På 3. etape kan der vindes sekunder i spurten på den stejle rampe, som vi har set det i tidligere udgaver, men der vil være tale om ganske små forskelle. 1. og 6. etape er for sprinterne og burde ikke spille en rolle i klassementskampen

 

Den bedste mulighed for at gøre en forskel på en af de andre etaper kommer på fredagens 4. etape, der tidligere har været ganske selektiv, men det er nu mange år siden. Den er i de senere år blevet gjort lettere, og da den i år kommer dagen inden kongeetapen, tvivler vi på, at en eller flere af favoritterne vil tage de risici, der skal til for at skabe større udskilning. Vindretningen spiller altid en afgørende rolle, og da der i skrivende stund ventes modvind på sidste stigning, tror vi ikke, at etapen kan benyttes af klassementsrytterne.

 

Den sidste faktor, der kan komme i spil, er ørkenvinden. I teorien burde den kunne skabe udskilning, men historien viser, at det aldrig er sket. I skrivende stund ser forholdene i den kommende uge til at være relativt gunstige, og det synes usandsynligt, at der for alvor kan skabes splittelse. Tirsdag og onsdag synes at byde på de vanskeligste forhold, men det bedste bud er, at vejret ikke kommer til at gøre en forskel.

 

Dermed vil det med stor sandsynlighed igen være 5. etape, der i alt væsentligt afgør det endelige resultat -

evt. med en lille korrektion via huller på 3. etape og bonussekunder vundet undervejs. Dermed bør det blive et løb for de rene klatrere, der excellerer på en så stejl stigning. Bjerget er imidlertid ganske kort, og det har givet tungere folk som Rui Costa og Edvald Boasson Hagen mulighed for at begrænse deres tidstab på en opkørsel, der egentlig burde være for stejl for dem. Overordnet set bør det imidlertid være et løb, der vindes af den mest formstærke af de gode klatrere.

 

På papiret er der specielt tre navne, der skiller sig ud. Miguel Angel Lopez, Vincenzo Nibali og Rui Costa har alle enten tidligere gjort det fremragende i dette løb eller hører til blandt verdens allerbedste klatrerem og det er nærliggende at tro, at kampen om den samlede sejr skal stå mellem dem. Green Mountain passer dog bedst til Lopez og Nibali, og det er særligt hans gode historik i løbet, der gør, at Costa måske har en chance for at udfordre de to mere rene klatretyper.

 

På denne tid af året er det altid vanskeligt at vurdere formen hos de enkelte ryttere, ikke mindst i dette tilfælde, hvor ingen af de tre favoritter hidtil har vist noget særligt. Det betyder, at man ofte famler lidt i blinde, og man ser af samme grund ofte overraskelser i de tidlige løb. Eksempelvis har der ikke mange, der havde set Hermans som vinder af sidste års udgave eller luret, at Peter Velits og Rafael Valls ville sejre i hhv. 2012 og 2015.

 

Trods usikkerheden om formen vil vi pege på Miguel Angel Lopez som vores favorit. Colombianeren har ganske vist kun kørt de colombianske mesterskaber hidtil, og her imponerede han ikke just, men historien viser, at han som regel er hurtigt i form. Tidligere har han været flyvende i Tour de Langkawi, og sidste år var han allerede i sit første etapeløb, Tour de Suisse, ganske tæt på de bedste, selvom han kun netop var kommet tilbage efter en længere skadespause. Det er generelt tendensen for sportens supertalenter, at de ikke behøver mange løbskilometer for at være på et højt niveau, og vi kan derfor forvente, at Lopez kører stærkt i Oman.

 

Lopez viste sidste år i Vueltaen, at han trods sin unge alder allerede er en af verdens absolut bedste klatrere. Faktisk var han ganske suveræn i løbets anden uge, hvor han gav navne som Froome og Nibali en regulær lektion ved flere lejligheder. Det vidner om, hvor langt han allerede nu er kommet, og han vil kun blive bedre i 2018. Det er skræmmende for rivalerne i Oman, da den meget stejle Green Mountain burde passe ham glimrende. Således er han mere eksplosiv end Nibali og generelt bedre på helt stejle procenter, og det giver ham et overtag i dette løb. Han skal undgå at dumme sig på de første etaper, specielt på 3. etape, hvor positionering let kan koste et par sekunder, men kan han undgå et dumt tidstab, tror vi, at han med sejr på kongeetapen også vil sikre sig den samlede sejr.

 

Hans værste rival må være Vincenzo Nibali. I de senere år har der været en tendens til, at den ellers altid så stabile italiener har været temmelig længe om at komme i gang. Af uransagelige årsager har han imidlertid altid kunnet finde niveauet i Oman, som han burde have vundet i 2012, hvis det ikke havde været for en dum fejl, og som han vandt i ganske fin stil for to år siden. Denne gang er hans form temmelig usikker, da han som følge af et maveonde måtte opgive at stille til start i San Juan, og i Dubai var han helt og holdent holdets mand, der leverede et solidt arbejde for Sonny Colbrelli. Han arbejdede dog stenhårdt i vinden og så faktisk ud til at være i glimrende form.

 

Meldingen er da også, at Nibali er kommet godt igennem vinteren, og vi regner med, at han er på et fornuftigt niveau. På papiret er det kun Lopez, der kan matche ham på Green Mountain, der dog er en anelse for kort og eksplosiv til at passe ham perfekt. Han kan formentlig ikke matche en Lopez i topform på en stigning som denne, men til gengæld har han med et løb i benene haft en bedre forberedelse end sin værste rival. Det kan være det, der tipper balancen til fordel for italieneren.

 

Rui Costa har nu to år i træk været blandt de bedste i dette løb, hvor han er blevet hhv. nr. 2 og 5 samlet og nr. 3 og 5 på Green Mountain. På den ene side kan det synes ganske overraskende, da Green Mountain burde være for stejl for en stor fyr som Costa. På den anden side kan det ikke undre, da Costa altid har været flyvende fra sæsonstart. Specielt sidste år var han meget skarp, og udover præstationen i Oman sejrede han også på kongeetapen og samlet i Abu Dhabi samt vandt kongeetapen i San Juan.

 

I år er der imidlertid flere spørgsmålstegn. Costa skuffede nemlig stort i Tour Down Under, og selvom det efterhånden er længe siden, var det et bekymrende tegn. Det skyldes ikke mindst, at Costa også skuffede markant efter sin gode start i 2017, og han fandt aldrig igen sine bedste ben. Det giver naturligvis anledning til en vis tvivl om, hvorvidt han vitterligt kan genfinde fordums styrke. Da Green Mountain som sagt heller ikke er ideel for ham, kan det gøre det svært. På den anden side har han mulighed for at score bonussekunder på 3. etape og måske på 2. og 4. etape, hvis de bliver tilstrækkeligt selektive, og det kan give ham et ekstra kort på hånden i forhold til Lopez og Nibali.

 

En anden rytter, der egentlig burde være for stor til Green Mountain, er Jesus Herrada. Han er imidlertid kommet forrygende fra start hos Cofidis og leverede vel sit livs klatrepræstation med sin top 5-placering på kongeetapen i Valencia. Også stigningen der burde nemlig have været for stejl for den spanske mester, der således synes at være i sit livs form. Green Mountain er desværre endnu sværere, og det kan gøre det lidt for vanskeligt for Herrada, men efter præstationen i Valencia synes meget muligt. Dertil skal lægges, at han med sin hurtighed kan score bonussekunder på 2., 3. og 4. etape og dermed opbygge sig et forspring inden kongeetapen.

 

Modsat Herrada skuffede Merhawi Kudus i Valencia, hvor han slet ikke kunne leve op til den flotte 2. plads på kongeetapen fra 2016. Eritreeren er i det hele taget aldrig helt blevet den rytter, man kunne have håbet, men han har dog altid været stærk ved sæsonstart. Også sidste år kørte han flot i dette løb, men døde mod toppen af Green Mountain. Har han samme ben i år, bør han være en af de bedste på en kort, meget stejl stigning som denne.

 

Peter Stetina får her en sjælden chance for at stå i spidsen for Trek, og den vil han helt sikkert forsøge at udnytte. Han har generelt været undervurderet for sine klatreevner, som ellers er kommet fint til udtryk i Tour of California, hvor han som regel har været en af de stærkeste på kongeetaperne. Han har tidligere været god fra sæsonstart og så også stærk ud i San Juan, indtil et styrt satte ham ud af spillet. Heldigvis slog han sig ikke slemt og burde være kommet sig forud for dette løb, hvor den svære finale på Green Mountain burde passe ham.

 

Giovanni Visconti er her som udgangspunkt for at køre for Nibali, men det har før åbnet uventede muligheder. Det så man sidste år i Giro dell’Emilia, hvor det store fokus på kaptajnen betød, at Visconti kunne snige sig væk og tage en solosejr. Han har generelt fået nyt liv siden sejren i Emilia og så bedre ud end længe i Valencia, hvor han spurtbesejrede Greg Van Avermaet i kampen om 4. pladsen på den hårde 2. etape og iværksatte en flot og modig offensiv på kongeetapen. Sidste år blev han nr. 4 på Green Mountain, som ellers burde være for svær for ham, og det viser, at han kan forsvare sig. I år synes han at være endnu bedre, og sammen med Nibali vil han udgøre en farlig duo.

 

Normalt vil Green Mountain være for svær for en klassikerspecialist som Dries Devenyns, men den slidstærke belgier kan vise sig at blive en af løbets overraskelser. Efter et skidt første år hos Quick-Step har han været flyvende i år. Han blev nr. 4 i Tour Down Under, og i Cadel Evans Great Ocean Road Race var han sammen med Esteban Chaves stærkeste mand på sidste stigning. Har han taget den form med sig til Oman, skal man ikke afskrive ham på en relativt kort stigning som denne. Ligesom Costa og Herrada har han også mulighed for at gå efter bonussekunder på 2., 3. og 4. etape, og det giver ham et ekstra kort på hånden.

 

Ian Boswell skiftede til Katusha for at få flere personlige muligheder, og en af disse burde komme allerede i Oman, der er hans debut for holdet. På papiret passer ruten ham glimrende, da han er en ren klatretype, der burde kunne lide de stejle procenter på Green Mountain. Det helt store spørgsmål er, om han allerede nu er i form, da hans mål ligger senere på sæsonen. Der er ingen tvivl om, at han er motiveret af udsigten til at køre som kaptajn, men det vil være hans form, der bestemmer, hvad det kan blive til.

 

Bahrain-Meridas tredje kort er Gorka Izagirre, der i 2017 oplevede et sandt gennembrud som etapeløbsrytter, ikke mindst med 5. pladsen i Paris-Nice. Han har fået en fin start i Tour Down Under og er som altid skarp fra sæsonstart. Hans rolle er primært at arbejde for Nibali, men som Visconti kan han måske udnytte det store fokus på kaptajnen til at få den nødvendige frihed. Samtidig kan han gå efter bonussekunder i den eksplosive finale på 3. etape.

 

Supertalentet Brandon McNulty var tæt på at skabe en sand sensation på kongeetapen i Dubai Tour, hvor han blot blev hentet mindre end 50 m fra stregen. Præstationen vidner om, at formen er fremragende, og det har givet ham mod på at gå efter et topresultat her. Desværre er han relativt uprøvet på så svære stigninger i så skrapt et selskab, og derfor er løbet først og fremmest en stor test, der skal afgøre, hvor langt den alsidige rytter er kommet i sin udvikling.

 

Nicolas Roche er på papiret et af feltets topnavne og er da også udset til at være kaptajn for BMC. Ireren har imidlertid altid været en meget langsom starter, og han så bestemt heller ikke imponerende ud i Dubai Tour. Det vil derfor overraske, hvis han er i stand til at blande sig med de bedste. På den anden side sluttede han så godt af i 2017, at man kan håbe, at han har taget noget af det momentum med sig ind i 2018.

 

Veteranen Pieter Weening er normalt også en langsom starter, men måske kan han bryde trenden. I hvert fald har Roompot meldt ud, at de går efter et resultat med den ranglede hollænder, og det kan måske indikere, at han er bedre forberedt end tidligere. Han er ren klatrer og burde kunne lide Green Mountain, også selvom den nok er en anelse for stejl efter hans smag.

 

Et af feltet allerstørste klatretalenter er Jan Hirt, der allerede mange gange i Tour de Suisse, Østrig Rundt og senest også i Giroen har vist, at han er fremragende på de allerstejleste procenter. Han er imidlertid også en meget ustabil rytter, der i hovedparten af sæsonen er langt fra formen. Om det også vil være tilfældet efter skiftet til Astana, ved vi ikke, men det vil være mærkeligt, hvis det har ændret sig voldsomt. Green Mountain passer ham på papiret godt, selvom han er bedre på længere stigninger, men det er yderst tvivlsomt, om formen rækker til mere end en hjælperrolle for Lopez.

 

Helt modsat forholder det sig for Odd Christian Eiking, som allerede har vist, at han er i form. Med en 2. plads i Marseille fik han den bedst mulige debut for Wanty, og nu satser han på at tage den gode form med sig til Oman. Desværre mangler han endnu at bevise, at han kan blande sig med verdens bedste i kuperet terræn, og da han tillige er en puncheurtype, burde Green Mountain være en anelse for svær. Det store spørgsmål er, hvor langt hans form kan bringe ham.

 

Endelig vil vi pege på tre talenter, Stef Cras, Scott Davies og Martijn Tusveld. Alle hører de til blandt de allermest lovende klatrere, og de burde alle kunne lide Green Mountain. Cras i Valencia og Davies i Australien har endda allerede vist, at de er i god form, og de burde derfor med sikkerhed levere et fornuftigt resultat. Mere tvivlsomt er det med Tusveld, der gør debut for Sunweb, og som derfor endnu er i tvivl om sit formmæssige udgangspunkt

 

***** Miguel Angel Lopez

**** Vincenzo Nibali, Rui Costa

*** Jesus Herrada, Merhawi Kudus, Peter Stetina, Giovanni Visconti, Dries Devenyns

** Ian Boswell, Gorka Izagirre, Brandon McNulty, Nicolas Roche, Pieter Weening, Stef Cras, Scott Davies, Jan Hirt, Odd Christian Eiking, Martijn Tusveld,

* Daniel Navarro, Jacques van Rensburg, Søren Kragh Andersen, Tanel Kangert, Nathan Haas, Xandro Meurisse, Alexey Lutsenko, Fabio Felline, Kristijan Durasek, Nicolas Edet

 

Danskerne

Søren Kragh Andersen gør sæsondebut for Sunweb og er holdets kaptajn på de kuperede ruter på 2., 3. og 4. etape, hvor han burde kunne gøre det godt, specielt i den eksplosive finale torsdag. Holdet vil også se, hvad han kan levere i klassementet, men Green Mountain er nok for svær til, at det kan blive et topresultat. Magnus Cort skal forsøge at følge op på den flotte start i Dubai og burde i princippet kunne være med i kampen om sejren på alle etaper på nær den femte. Casper Pedersen er til start for Aqua Blue Sport, hvor han skal støtte Adam Blythe i spurterne. Michael Carbel kører sit andet løb for Fortuneo-Samsic, hvor han, Bram Welten og Maxime Daniel skal fordele de to ventede massespurter imellem sig.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Søg på tværs af +50 webshops og få det største udvalg. 500.000 cykelprodukter samlet ét sted.

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Adriatica Ionica Race(2.1) 20/06-24/06

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »