Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

Foto: A.S.O.

Optakt: Trofeo Palma

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

28.01.2017 kl. 17:31 af Emil Axelgaard.

Ventetiden er endelig ovre! Torsdag indledtes den europæiske sæson med det første af fire endagesløb i løbsserien Challenge Mallorca, og arrangementet fortsætter indtil søndag. De fire begivenheder er ganske vist mest en chance for at forberede sig på større mål, men deres blanding af stigninger og spurtafgørelser giver alle en chance for at fjerne noget af presset tidligt på sæsonen ved at sikre sig en vigtig sejr straks fra start.

Løbets rolle og historie

For tredje år i træk afvikles en af de mest populære forberedelsesbegivenheder, den fire dage lange løbsserie Challenge Mallorca, en uge tidligere end vanligt, og dermed markerer den igen i år starten på den europæiske sæson, der tidligere blev indledt med GP d’Ouverture La Marseillaise i Frankrig. På denne tid af året er Europa egentlig ikke velegnet til cykelløb, men øen Mallorca tilbyder som regel fornuftige forhold for rytterne til deres sæsonåbning, hvor de testes med et spændende mix af fire endagesløb, der har lidt for enhver smag.

 

Det er ikke overraskende, at løbsserien er meget populær blandt holdene. Mallorca er et foretrukkent træningssted på denne tid af året, og mange hold bruger de fire løb til at teste formen ved afslutningen på deres sidste store træningslejr forud for sæsonen. Som de fleste andre løb på denne tid af året er løbene ofte blevet aflyst eller forkortet, men generelt har vejrforholdene været gunstige. Det kan imidlertid ikke siges om den økonomiske situation, idet serien har kæmpet hård for overlevelse og flere gange har haft en usikker fremtid. Den er blevet forkortet fra fem til fire løb, men foreløbig er det lykkedes at forblive en uundværlig del af forberedelserne for mange hold.

 

Løbsserien er ikke et etapeløb, idet holdene har en bruttotrup, hvorfra de kan udvælge rytterne til hvert enkelt løb. Det betyder, at startlisterne til de enkelte løb først er kendt mindre end 24 timer før starten, idet mange hold foretager den endelige udvælgelse i sidste øjeblik baseret på den foregående dags udfald. Der er ganske vist et klassement for de ryttere, der gennemfører alle fire løb, men det har ikke meget prestige. I stedet vælger rytterne de løb, der passer dem bedst, og der er altid noget for dem alle. Traditionelt har de første to løb været tilpasset sprinterne, inden rytterne har ramt bjergene i de sidste to løb, men for tredje år i træk er sprinterløbene placeret i hver sin ende af serien.

 

Løbsserien har altid haft to dage for sprinterne, hvoraf den ene har været det klassiske gadeløb Trofeo Palma i hovedbyen Palma. I starten var det åbningsløbet, men en kalenderændring i 2015 betød, at datoerne blev ændret, således at løbet slutter og ikke starter på en søndag. Da arrangørerne har ønsket at bibeholde det tilskuervenlige sprinterløb på ugens sidste dag, har Trofeo Palma således været sidste løb i serien i de senere år. Det er således også tilfældet i 2017.01.28

 

Sidste år blev løbet vundet af André Greipel foran Nacer Bouhanni og Dylan Page, og de er alle tre tilbage på startstregen i år. Løbet har altid været for sprinterne, og det afspejles i en vinderliste, der i de senere år har inkluderet navne som Matteo Pelucchi, Sacha Modolo, Kenny Dehaes, Andrew Fenn, Tyler Farrar og Robbie McEwen. I 2008 lykkedes det imidlertid overraskende Philippe Gilbert at tage sejren.

 

Ruten

I gamle dage blev hele løbet afviklet på en flad rundstrækning i Palma, men i de senere år har man gjort løbet an anelse mere udfordrende ved først at sende feltet ud på en tur i området omkring hovedbyen, inden det hele er blevet afgjort ved den flade havnefront. Det er også tilfældet i år, hvor rytterne skal tilbagelægge 161,5 km. Starten går fra udkanten af Palma og herfra bevæger feltet sig ind i landet mod nordøst af let kuperede veje. Efter ca. 55 km drejer man mod sydvest og begiver sig langsomt tilbage mod Palma i mere fladt terræn.

 

Netop som man er tæt på at ramme udkanten af byen, slår feltet et lille sving for at tage på en rundtur i det kuperede område vest for byen, hvor der venter to mindre stigninger. Først gælder det den lille Coll d’en Portell Es Coll eftr knap 110 km, men den tæller ikke med i bjergkonkurrencen. Det gør til gengæld Coll de Sa Creu (6,7 km, 4,8%), hvis top kommer, når der resterer bare 35,5 km. Herfra gør det ned mod Palmas centrum, hvor det hele afsluttes med to omgang på den 11 km lange rundstrækning. Den er fantastisk simpel, idet den følger den store, brede kystvej ud til et vendepunkt, hvor et 180-graders sving sender feltet tilbage forbi mål. Efter endnu en U-vending lidt længere nede ad vejen, følges kystvejen tilbage til stregen. Vendingen kommer med 2400 m til mål, og herefter bøjer vejen kun let til højre.

 

Ruten er den samme som i 2016.

 

 

 

Vejret

Som det ofte har været tilfældet, har vejret drillet feltet i årets udgave af Challenge Mallorca, og specielt fredagens regnvejr var voldsomt. Heldigvis slutter det hele flot, idet søndag bliver solrig og med en temperatur på 15 grader. Samtidig er der stort set ingen vind, idet der kun er en svag brise fra vest. Det giver hovedsageligt medvind i starten og siden modvind, når man bevæger sig tilbage mod Palma. Der er modvind på stigningen, inden medvind blæser rytterne ind på rundstrækningen. Her er der sidemedvind efter sidste U-vending.

 

Favoritterne

Trofeo Palma var tidligere et fuldstændig rent sprinterløb stort set uden terrænmæssige udfordringer. Det har med introduktionen af en lille stigning og færre omgange på den flade rundstrækning ændret sig en smule, og der er ikke længere tale om et meget let løb for de helt rene sprintere. Sidste år forsøgte Movistar eksempelvis at sætte de hurtige folk under pres på den sidste stigning, og det gav anledning til større udskilning end vanligt. Det ændrer imidlertid ikke på, at langt de fleste af de hurtige folk var med til mål.

 

Det er usandsynligt, at det vil forholde sig anderledes i morgen. Movistar og Sky er ganske vist uden sprintere, og det vil derfor være en overraskelse, hvis de ikke prøver at skabe lidt ravage. Det kan sætte nogle af de hurtige folk af, men stigningen er næppe hård nok til, at der skabes voldsom splittelse. Det kan imidlertid sætte scenen for et lille forfølgelsesløb ind mod mål, og hvis man som sprinter har været sat af, kan det have kostet lidt på spurtstyrken.

 

Resten af løbet bør imidlertid forløbe som et klassisk sprinterløb. Et tidligt udbrud vil relativt hurtigt blive etableret, og derefter vil Lotto Soudal tage kontrol. Cofidis og måske Bora-hansgrohe kan tænkes at hjælpe, og der bør være så stor interesse i en massespurt, at hverken tidlige eller sene angreb har nogen chance. Da der stort set ingen vind er, vil der heller ikke blive skabt splittelse på de åbne stykker.

 

Dermed er scenen sat til endnu en massespurt på den lange, brede opløbsstrækning i Palma. Den store, flade vej gør det til en perfekt spurt for de store powersprintere, og blandt disse er den forsvarende vinde, André Greipel, blandt de stærkeste. Tyskeren viste i torsdags med sejren i åbningsløbet, at han som altid er i god form fra sæsonstart, og selvom Jonas Van Genechten gav ham overraskende hård modstand, lykkedes det ham at booste selvtilliden med endnu en sejr.

 

I torsdags viste Lotto Soudal samtidig, at deres tog som vanligt er fremragende. De savner ganske vist den sygdomsramte Marcel Sieberg, men Jurgen Roelandts og nyerhvervelsen Moreno Hofland gjorde det perfekt, og Greipel kunne starte sin spurt fra front. Det kan ventes, at Lotto Soudal leverer en lignende præstation søndag, hvor powerspurten passer Greipel perfekt. Denne gang får de mere modstand fra Cofidis, men vi tror stadig på, at Lotto er bedst. Den sene stigning er til fordel for en stærk fyr som Greipel, der på papiret er feltets hurtigste, og dermed er han vores favorit.

 

Nacer Bouhanni valgte overraskende at skippe åbningsløbet, men nu er han klar til at gøre debut. På papiret har han farten til at udfordre Greipel, og også han klatrer godt nok til ikke at få problemer på den sidste stigning. Dertil skal lægges, at Cofidis-toget ser meget stærkt ud, idet han kan regne med støttte fra sin bror Rayane, Michael Van Staeyen, den formstærke Van Genechten og sidstemanden Geoffrey Soupe. Det er ikke utænkeligt, at de kan slå Lotto Soudal på de sidste meter, og under alle omstændigheder vil Bouhanni kunne starte sin spurt fra en god position. Desværre har han sjældent været meget god på denne tid af året, og derfor bliver det svært at slå Greipel.

 

På papiret er Matteo Pelucchi sammen med Greipel og Bouhanni den hurtigste mand i feltet. Han har vist, at han kan vinde på WorldTour-niveau og har før vundet dette løb. Han blev nummer fire i torsdags i en stigende spurt, der burde være for hård for ham, og det viser tydeligvis, at formen er god. Den sene stigning kan imidlertid blive en udfordring, og Pelucchi er en af de sprintere, der har størst sandsynlighed for at blive sat af. Overlever han imidlertid bakken, kan han regne med støtte fra et af de bedste tog, der inkluderer Erik aske, Alejsejs Saramotins og Michael Schwarzmann. De har ikke meget rutine i at samarbejde, men kan de få det til at fungere, er Pelucchi manden, der kan true de to favoritter.

 

En anden væsentlig udfordrer er Daniel McLay. Den unge englænder havde en flot gennembrudssæson i 2016, hvor hans helt suveræne spurt i GP Denain gjorde ham til lidt af et hit på de sociale medier. Han bakkede det op med en solid Tour de France-debut, hvor han med en podieplads viste, at han har farten til at blande sig med de bedste. Hans store problem er positioneringen, men Fortuneo-Vital Concept har samlet et ganske fint tog med Laurent Pichon og Boris Vallee, og de gjorde et fint arbejde i torsdags, hvor McLay blev nummer 3. Den flade powerspurt passer ham fremragende, og han har forbedret sin holdbarhed så meget, at stigningen ikke bør volde problemer.

 

Det var en overraskelse, at Katusha lod Alexander Porsev gå efter 2016-sæsonen. Russeren var endelig kommet tilbage på det lovende spor, han viste tidligt i sin karriere. Han var således en af de mest stabile sprintere i Giroen og vandt tillige en etape i Slovenien Rundt. Nu skal han føre Gazprom-Rusvelo an i spurterne, men fik ikke den bedste start med sin syvendeplads i torsdags. Han skal imidlertid have samarbejdet med Roman Maikin op at køre, og med lidt øvelse bør det snart give resultater. På papiret er han en af de hurtigste i løbet.

 

Roompot er til start med to sprintere, Raymond Kreder og Andre Looij. Sidstnævnte er helt sikkert ikke hurtig nok til at vinde, men førstnævnte kan sagtens overraske. Faktisk lagde Kreder ud som lyn og torden i 2016, hvor han var meget tæt på en stor sejr. Med femtepladsen i torsdags viste han, at han igen i år er i form. Med Coen Vermeltfoort og Looij ved sin side har han samtidig et forbedret lead-out.

 

Albert Torres stiller hvert år til start for det spanske landshold og har før gjort det imponerende godt i disse løb. Sidst år blev han nummer 5 i Palma, og han er helt sikkert motiveret til at gentage den bedrift. Desværre fik han det slet ikke til at fungere i torsdags, men han har vist, at han har farten til at blande sig på dette niveau.

 

Det britiske landshold er til start med den unge sprinter Christopher Latham, der i sidste års Abu Dhabi Tour viste, at han kan blande sig med de allerbedste sprintere. Desværre var han ikke i form på denne tid sidste år, og han var heller ikke med fremme i torsdagens løb. Meget kan imidlertid været gået galt i de spurt, og hvis han kan følge op på takterne fra Abu Dhabi, kan han overraske.

 

Som udgangspunkt kører Bora-hansgrohe for Pelucchi, men som sagt er der en vis risiko for, at italieneren falder af på bakken. Det kan give chancen til Michael Schwarzmann. Tyskeren havde lidt af en gennembrudssæson i 2016, hvor han blandt andet blev nummer to på en etape i Vueltaen. Han er ikke ren sprinter og foretrækker hårde spurter. På papiret er der klart hurtigere ryttere end ham, men hvis man anbringer ham bag et af de stærkeste tog, kan han måske gøre det ud for manglen på topfart.

 

Sky har desværre sendt Jonathan Dibben til Dubai, og derfor satser de nu på Lukasz Wisniowski. Polakken er slet ikke sprinter, men han er slet ikke langsom. Således kom han i top 10 i torsdags, hvor han endda kørte for Dibben. I morgen skal han køre for sig selv, og selvom han ikke har farten til at vinde, burde han kunne gøre det godt.

 

Dylan Page startede forrygende i 2016 med en podieplads i dette løb, men siden var han langt fra samme niveau. Nu er han skiftet til Caja Rural, og det kan måske have givet ham nyt liv. Desværre fik han en dårlig start i torsdags, hvor han som vanligt slet ikke var i position. PÅ den anden ide har han vist, at han kan være stærk fra sæsonstart, så måske kan han igen skabe en overraskelse.

 

***** André Greipel

**** Nacer Bouhanni, Matteo Pelucchi

*** Daniel McLay, Alexander Porsev, Raymond Kreder

** Albert Torres, Christopher Latham, Michael Schwarzmann, Lukasz Wisniowski, Dylan Page

*  Coen Vermeltfoort, Vicente Garcia, Jonas Loch, Salvatore Puccio, Andre Looij, Enrique Sanz, Martijn Verschoor, Marco Zamparella

SENESTE

Vis valgte

TIRSDAG

Vis valgte

MANDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet




 

Der er pt. ingen aktive salgsannoncer i vores brugtmarked.

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk