Optaktsjulekalender: Hvad kan vi forvente af EF Education First-Drapac i 2018?

Nedenfor giver vi en analyse af EF Education First-Drapac.

OBS! EF Education First-Drapac har i skrivende stund kun præsenteret 22 ryttere til den kommende sæson. Daniel Moreno og Daniel Martinez er endnu ikke bekræftet som nye ryttere på holdet, men har begge selv afsløret, at de vil køre på holdet til den kommende sæson.

Ryttere, der bliver på holdet

Nathan Brown, Brendan Canty, Hugh Carthy, Simon Clarke, William Clarke, Lawson Craddock, Joe Dombrowski, Alex Howes, Sebastian Langeveld, Taylor Phinney, Pierre Rolland, Thomas Scully, Rigoberto Uran, Tom Van Asbroeck, Sep Vanmarcke, Michael Woods

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Nye ryttere

Matti Breschel (Astana), Sacha Modolo (UAE Team Emirates), Daniel McLay (Fortuneo-Oscaro), Logan Owen (Axeon), Mitchell Docker (Orica-Scott), Kim Magnusson (Team Tre Berg-Postnord), Daniel Moreno (Movistar), Daniel Martinez (Wilier)

Ryttere, der forlader holdet

Andrew Talansky (stopper), Tom-Jelte Slagter (Dimension Data), Dylan Van Baarle (Sky), Kristijan Koren (Bahrain-Merida), Davide Formolo (Bora-hansgrohe), Davide Villella (Astana), Wouter Wippert (Roompot), Alberto Bettiol (BMC), Toms Skujins (Trek-Segafredo), Patrick Bevin (BMC), Ryan Mullen (Trek-Segafredo)

Hvordan gik transfersæsonen?

Der er flere hold, der har gennemgået en voldsom omstrukturering forud for den kommende sæson, men der er dog ingen, der kan matche det gamle Cannondale-mandskabs aktivitet på transfermarkedet. Hele 11 ryttere - næsten halvdelen af det gamle hold - siger farvel, mens man i skrivende stund har præsenteret 6 forstærkninger. Dertil kommer, at Daniel Moreno og Daniel Martinez begge i forskellige sammenhænge har bekræftet, at de vil køre på holdet i den kommende sæson, og da holdet synes at være en smule forsinkede i deres forberedelser efter den hektiske periode i august og september, hvor holdet var truet af lukning, kan det ikke udelukkes, at yderligere et par nyerhvervelser vil blive præsenteret inden sæsonstart.

Det er nærliggende at forklare den store transferaktivitet med holdets usikre fremtid, men det er ikke nødvendigvis sandheden. Faktisk havde holdet allerede mistet en stor del af deres trup, inden den unavngivne sponsor (der med meget stor sandsynlighed var Unibet) pludselig trak sig i august. Andrew Talansky havde indstillet karrieren, og Tom-Jelte Slagter, Kristijan Koren, Davide Formolo, Davide Villella, Wouter Wippert, Alberto Bettiol og Patrick Bevin havde allerede besluttet sig for at skrive kontrakt andetsteds. Faktisk var det kun Dylan Van Baarle, der af frygt for sin fremtid fandt nyt arbejde i den periode, hvor det så ud til, at holdet ikke kunne fortsætte i 2018.

Alligevel synes det ikke at have været tilsigtet, at holdet efter en relativt succesrig sæson, hvor man fik vendt tingenes tilstand efter flere temmelig magre år, skulle undergå en mindre revolution. Tværtimod synes ledelsen ganske enkelt at have haft vanskeligheder ved at holde på rytterne, og det gør helt sikkert ondt på manager Jonathan Vaughters, at han ikke havde held til at forlænge kontrakten med ryttere som Formolo, Villella, Bettiol og Mullen, som han har brugt mange kræfter på at udvikle. Desværre siger det en del om holdets rygte og status i det professionelle felt, at unge, ambitiøse ryttere søger andetsteds hen for at tage det næste skridt i karrieren.

Heldigvis er alt ikke skidt, og det er faktisk lykkedes at hente nogle ganske betydelige forstærkninger til holdet også. Først og fremmest har holdet haft det store problem, at de har vundet alt, alt for lidt. Det skyldes først og fremmest, at det er et af de få WorldTour-hold uden en sprinter, der med jævne mellemrum har bidraget til sejrskontoen. I den forgangne sæson har man kun haft Wouter Wippert og Tom Van Asbroeck som deciderede sprintere, og ingen af dem havde held til at vinde det store. Wippert fik på højeste niveau aldrig bekræftet de lovende takter fra tiden på Drapac, hvor han tog end WorldTour-sejr i Tour Down Under, og Van Asbroeck har altid været en rytter med mange top 10-placeringer, men meget få sejre.

Det skal der laves om på til den kommende sæson, og derfor har holdet investeret stort på sprintersiden. Ganske vist siger man farvel til Wippert, der indså, at det var helt forkert at befinde sig på et hold, der prioriterede massespurter meget lavt og derfor gav ham meget få starter, hvorfor han helt frivilligt er taget et skridt ned med Roompot-mandskabet i et håb om at relancere karrieren. Til gengæld har man i stedet hentet Sacha Modolo og Dan McLay som en klar erkendelse af, at man har behov for flere hurtige folk i fremtiden.

Med tanke på Wipperts begrænsede resultater er der helt sikkert tale om en kraftig forstærkning, men desværre kan man frygte, at hverken Modolo eller McLay kommer til at vinde mange løb. Selvom Modolo er den etablerede sprinter og øverst i hierarkiet, er det McLay, der har det største potentiale i de rene massespurter. Briten hører til blandt de hurtigste i feltet, men desværre er han rystende dårlig til at positionere sig, og derfor er det blevet til alt for få sejre. I det lys er EF Education First det helt forkerte valg. Holdet har nemlig ikke megen erfaring i at støtte en sprinter, og hvis McLay skal udvikle sig til en regulær vindermaskine, har han behov for meget stor støtte. Selvom holdet med ryttere som Breschel, Owen, Docker, Van Asbroeck, Tom Scully, Taylor Phinney og Sep Vamarcke egentlig har masser af manpower til at lave et godt tog, kan man frygte, at det ikke er nok til, at McLay kan overvinde sine vanskeligheder i de hektiske finaler. Potentialet er dog stort, og kan holdet få fintunet lead-outet, er mulighederne mange.

Modolo har flere etapesejre i Giroen, men det var i en tid, hvor han i Maximilano Richeze og Roberto Ferrari havde et fremragende tog. Efter tabet af Richeze var det slut med at blande sig forrest i de store massespurter, men til gengæld viste den alsidige helt nye sider af sit talent i den forløbne sæson, hvor han kørte fremragende i brostensklassikerne og blandt andet fik en top 10-placering i Flandern Rundt. Det kan bestemt ikke udelukkes, at han kan vinde en massespurt eller to i løbet af sæsonen, men det er først og fremmest i klassikerne, at han vil være en stor forstærkning til holdet. Han viste i 2017, at han kan køre med i finalerne, og dermed vil han være en fremragende støtte for Vanmarcke, samtidig med at han vil give holdet en sprintoption i tilfælde af, at en lidt større gruppe af favoritter skulle blive samlet til sidst. Samtidig giver han holdet helt nye muligheder i Milano-Sanremo, hvor han tidligere er blevet nummer 4.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

I det hele taget er det tydeligt, at holdet prioriterer brostensklassikerne meget højt. Sidste år begik man lidt af et kup ved at få Vanmarcke til holdet, og selvom sygdom og styrt ødelagde den første klassikersæson for belgieren, ved man, at man har en sand guldfugl, der kan vinde et monument. Derfor investerede man voldsomt i brostenstruppen forud for sidste sæson, og den linje har man fortsat i år.

I tillæg til Modolo har man således hentet Mitchell Docker, Matti Breschel og Logan Owen, der alle har brostensløbene som deres foretrukne. Breschel er slet ikke den rytter, han tidligere var, men det ændrer ikke på, at hans erfaring er stor. Docker er måske mest kendt som lead-out man, men han har også gjort det ganske godt i klassikerne. Endelig er Owen et stort talent, der allerede har vundet en reduceret massespurt i Tour of Utah samt U23-udgaven af Liege-Bastogne-Liege. Selvom han altså har en ardennersejr på CV’et, er der ingen tvivl om, at det er i de fladere klassikere, at han har sine muligheder, og samtidig vil han måske også kunne køre en reduceret massespurt eller to i fremtiden. Alle tre kan de samtidig bidrage til toget for Modolo og McLay, specielt Docker, der har spillet en nøglerolle i spurterne på Orica-mandskabet.

Alligevel er det svært ikke at betragte holdet som svækket i brostensklassikerne. Det skyldes ikke mindst, at usikkerheden om holdets fremtid kostede muligheden for at beholde Dylan Van Baarle. Hollænderen turde ikke vente og sprang i stedet til Sky, hvilket må betragtes som et kæmpetab. Efter flere år, hvor det så ud til, at han måske ikke helt kunne indfri sit potentiale, blev 2017 nemlig året, hvor han for alvor slog igennem. Efter et par solide top 10-placeringer i WorldTour-klassikere blev han således nummer 4 i Flandern Rundt og viste derfor, at han ikke blot var en solid løjtnant for Vanmarcke, men også en rytter, der selv kunne sikre resultater i de store løb. Derfor gør hans exit ondt.

Det samme gør det, at man har mistet Bettiol. Den unge italiener har i de sidste to år gjort kometagtige fremskridt og står foran sit store gennembrud i klassikerne. Netop som holdet stod til at høste frugtens af udviklingsarbejdet, smutter italieneren imidlertid, og det var helt sikkert ikke planen for manager Vaughters. Samtidig mister man Patrick Bevin, der ganske vist aldrig fik indfriet de aldeles lovende takter fra tiden som den dominerende skikkelse i australske løb, men som i årets Tour de Suisse viste, at han er på vej. Det var netop i klassikerne, at hans potentiale var størst, og derfor er hans exit også en smertefuld affære. Endelig forlader også Toms Skujins holdet, og selvom han næppe nogensinde bliver en vinder af de helt store løb, viser hans to etapesejre i Tour of California samt sejr på kongeetapen i Coppi e Bartali, at også han er et talent, der på sigt kunne være nyttig i klassikerne. Med andre ord har man ud over Van Baarle mistet tre ryttere, der alle kunne have bidraget betydeligt i klassikerne, og hvoraf i hvert fald Bettiol og Bevin også kunne have bidraget med et par sejre.

Det er imidlertid ikke det eneste, der gør ondt. Det kan godt være, at Ryan Mullen ikke med det samme kunne levere de enkeltstartsresultater, som hans U23-karriere indikerede, men en 5. plads ved VM og en bronzemedalje ved EM er trods alt ikke at kimse af for så ung en rytter. Fremgangen er så markant, at det er nærliggende at tænke sig, at den første store sejr venter i 2018, og derfor må man formode, at Vaughters meget gerne ville have holdt på ireren også. Han kan formentlig bedre leve med, at Kristijan Koren smutter til Bahrain-Merida, selvom den loyale slovener har stor erfaring i netop klassikerne og so hjælper i grand tours.

Netop grand tours er holdets andet store fokusområde. I 2017 blev Rigoberto Uran som bekendt genfødt, og derfor har det været klart, at det er nødvendigt at bygge et stærkt hold op om colombianeren. Man har altid haft en stærk gruppe af klatrere, men der har været behov for flere. Derfor har man hentet Daniel Moreno og Daniel Martinez til holdet. Moreno er en aldrende herre, der er meget langt fra fordums styrke, men han har i tiden hos Joaquim Rodriguez vist, at hans loyalitet er uovertruffen. Det samme er hans erfaring, og i rollen som støtte til Uran er han et fornuftigt valg. I den anden ende af aldersspektret befinder Martinez sig. På kort sigt kan han hjælpe sin landsmand i bjergene, men på sigt kan det blive til meget mere end det. Efter en svær start på karrieren fik han nemlig et fornemt gennembrud dette efterår, hvor han bl.a. kørte i top 10 i de stærkt besatte klassikere Tre Valli Varesine og Milano-Torino samt i WorldTour-løbet Tour of Turkey. Martinez er en af mest lovende klatrere og den måske mest lovende nyerhvervelse forud for den kommende sæson.

Desværre kan det ikke ændre på, at holdet bliver voldsomt svækket i bjergene. Det skyldes nemlig, at man mister to af de tre ryttere, der forud for 2017-sæsonen blev præsenteret som grand tour-kaptajner. Værst er det, at man ikke kunne holde på Formolo, der trods en lidt stagnerende udvikling har bevist, at hans potentiale som klatrer er kolossalt. At hans begrænsede evner i kampen mod uret betyder, at han formentlig aldrig vinder en grand tour, kan ikke ændre på, at han er en rytter, ethvert mandskab ville drømme om at have. Derudover kom det som lidt af et chok, at Andrew Talansky pludselig skiftede spor og sprang til triatlonsporten. Det er naturligvis klart, at amerikaneren befandt sig i lidt af et hul, og at han aldrig den rytter, hans Dauphiné-sejr i 2014 gav håb om, men det er trods alt værd at huske på, at han for et år siden blev nr. 5 i Vueltaen og så sent som i maj vandt kongeetapen i Tour of California. Derfor er det et kolossalt tab for holdet at skulle vinke farvel til en sådan klasserytter.

Udover tabet af kaptajnerne må man også tage afsked med Davide Villella, der netop har vundet bjergtrøjen i Vueltaen. Han er naturligvis ikke ren klatrer, men han kunne stadig have været værdifuld som hjælper i grand tours. Mere ærgerligt er det i lyset af hans potentiale i de kuperede klassikere, hvor hans 5. plads i Il Lombardia vidner om potentialet. Med andre ord er det endnu et stort talent, der forlader holdet. Til de kuperede endagsløb mister man også Tom-Jelte Slagter. Det ligner på papiret et stort tab, men da han nu i flere sæsoner har været langt fra fordums styrke, er det - ikke mindst i lyset af Michael Woods’ store gennembrud - et tab, der ikke får Vaughters til at ligge søvnløs om natten. Endelig henter man den svenske mester Kim Magnusson til holdet, men trods svenskerens kvaliteter er der nok meget, der tyder på, at den beslutning mere afspejler EF Education Firsts interesser i Sverige end Magnussons potentiale.

Samlet set er det således et svækket EF Education First-mandskab, der gør sig klar til den kommende sæson. Måske kan man med det øgede fokus på spurterne vinde flere løb i den kommende sæson, men det kan ikke slette indtrykket af, at en lind strøm af lovende talenter har forladt holdet. Formolo, Bettiol, Villella, Van Baarle og Mullen er alle ryttere med et betydeligt potentiale, og det tab har man slet ikke erstattet. Martinez og Owen er begge lovende, men kan ikke gøre det ud for så lang en stribe af spændende navne, der siger farvel. At et af holdets største navne, Talansky, samtidig vinker helt farvel til sporten, gør det ikke meget bedre, og der er således flere ryttere, der skal steppe up i 2018, hvis holdet vil forsvare sin position i sportens top 10. Heldigvis har de en tradition for at trække en kanin eller to op af hatten de fleste år.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Forud for denne sæson foretog Jonathan Vaughters et valg. Efter flere år, hvor hovedfokus havde ligget på etapeløbene, skiftede han retning og rettede i stedet fokus på brostensklassikerne. Han har nemlig altid haft et godt forhold til Sep Vanmarcke, der flere gange har vist, at blot må være et spørgsmål om tid, inden han vinder et brostensmonument. Da det stod klart, at belgieren var interesseret i at vende tilbage til det amerikanske hold, slog Vaughters til, kastede de nødvendige millioner efter klassikerstjernen og satsede stort på, at holdet i de kommende år skal køre med om sejrene i de allerstørste klassikere.

Det lykkedes om bekendt ikke i den første sæson, hvor Vanmarcke først blev sat tilbage af sygdom og siden af et styrt i Flandern Rundt. Heldigvis endte man alligevel med Sebastian Langevelds 3. plads i Paris-Roubaix og Dylan Van Baarles 4. plads i Flandern Rundt alligevel med ganske fine resultater i de to brostensmonumenter, men det er klart, at ambitionen er større. Som det fremgår af ovenstående, har klassikerne da også spillet en nøglerolle i holdets transferstrategi, og målet til den kommende sæson er da også klart: Vanmarcke skal køre med om sejren i de to største brostensløb.

Hvis man skal tage historien i betragtning, har han imidlertid sin måske største chance for klassikersucces allerede fra start. Vanmarcke er nemlig kendt som en af de ryttere, der ikke behøver mange løb for at finde topformen, og derfor er det i Omloop Het Nieuwsblad - der i øvrigt også er det eneste store brostensløb, han har vundet - at han har haft sine bedste resultater. Sidste år blev han i spurten mod Peter Sagan og Greg Van Avermaet henvist til 3. pladsen, men med den nye, hårdere finale, er hans muligheder for sejr endnu større i 2018. Dagen efter vil han igen være i spil til sejren i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, hvor holdet også har Sacha Modolo eller Tom Van Asbroeck i tilfælde af en massespurt.

Vanmarcke har før gjort det godt i Strade Bianche, der imidlertid er en anelse for kuperet til, at han har en reel chance for at vinde, men han er ikke holdets eneste option. Rigoberto Uran har også stor kærlighed til den italienske klassiker og på papiret de nødvendige evner til at gøre det godt. Sejr bliver det næppe til, men EF Education First bør kunne spille en rolle. Sværere bliver det i Milano-Sanremo, hvor man skal håbe, at Modolo kan gentage bedriften fra sin debutsæson, hvor han blev nr. 4, men her bliver det næppe heller til den fulde gevinst.

Den skal til gengæld komme i de store brostensløb, hvor Vanmarcke er manden, der satses på. Når han er på toppen, er han på niveau med Sagan og Van Avermaet på de belgiske hellingen, og han har flere gange været tæt på sejren i Roubaix også. Bakket op af Modolo, der sidste år kørte i top 10 i Flandern, og Sebastian Langeveld, sidste års nr. 3 i Roubaix, samt solide hjælpere som Matti Breschel, Tom Van Asbroeck og Taylor Phinney skal han forsøge at ramme rigtigt i enten E3, Gent-Wevelgem, Flandern Rundt eller Paris-Roubaix. Modolo vil samtidig være med som holdets back-up, hvis en lidt større gruppe skulle ende med at spurte om sejren i et af løbene. Modolo vil måske endda kunne agere kaptajn i det nye, nemmere Dwars door Vlaanderen.

I Ardennerne mangler holdet måske en rytter af Vanmarckes kaliber, men i år har man alle muligheder for at gå et efter podiepladser også i de kuperede klassikere. Sværest bliver det i Amstel Gold Race, hvor det måske i virkeligheden er Vanmarcke, der har de bedste muligheder, hvis det hele skulle blive samlet til en reduceret massespurt, men i Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege har man i Michael Woods og Rigoberto Uran en fremragende duo. Woods må simpelthen ende på podiet på Mur de Huy inden for de nærmeste år, og med det selvtillidsboost, han sidste år fik i Vueltaen, kunne det meget vel blive i 2018. Uran er heller ikke dårlig i den eksplosive afslutning, men har formentlig endnu bedre chancer i Liege. I de seneste to år har han virkelig fået smag for endagsløbene med podiepladser i Il Lombardia og Giro dell’Emilia og en sejr i Milano-Torino, og i 2018 er klassikerne et stort mål. I 2017 var Woods også i top 10 i Liege, og med den udvikling, han gennemgår, kan det næsten kun blive bedre. EF Education First bliver meget interessante at følge i Ardennerne.

I anden halvdel af sæsonen har holdet knap så gode muligheder. Kommer Uran og Woods friske ud af Touren, er de begge vinderkandidater i Clasica San Sebastian, mens man kan håbe, at Dan McLay i RideLondon Classic og Modolo i EuroEyes Classics måske kan levere et par tidlige top 5-placeringer. Modolo har formentlig endnu bedre muligheder i Bretagne Classic, mens Vanmarcke før har gjort det godt i Canada. Specielt i Quebec burde han kunne ende på podiet, men løbet i Montreal er formentlig en anelse for hårdt. Endelig har Uran i de senere år været flyvende i de italienske efterårsklassikere, og i et år, hvor VM er et af hans to store mål, vil det næppe forholde sig anderledes i 2018. Han drømmer specielt om sejr i Il Lombardia, som også burde ligge godt til Woods, hvis canadieren kan holde dampen oppe efter VM.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Som sagt havde holdet i 2017 størst forventninger til deres præstation i klassikerne, men det blev i Touren, at man opnåede sit største resultat. Her lykkedes det nemlig ganske overraskende Rigoberto Uran at blive nummer 2 samlet, og det har løftet colombianerens status i grand tour-hierarkiet helt kolossalt. I 2018 har både holdet og colombianeren gjort det helt klart, at man kommer til Frankrig for at vinde, og derfor vil det i den kommende sæson være verdens største cykelløb, der er den absolutte hovedprioritet for EF Education First-Drapac.

Tabet af Davide Formolo og Andrew Talansky betyder samtidig, at man har mistet sine to øvrige grand tour-kaptajner, og da Daniel Morenos tid som klassementsrytter er ovre, er det således formentlig kun Michael Woods, der jo som bekendt kørte en fabelagtig Vuelta, og måske Pierre Rolland, der reelt kan kræve en kaptajnrolle i de to øvrige grand tours. Sidstnævnte kan imidlertid meget bedre lide sin rolle som etapejæger, og der er intet, der tyder på, at han igen vil gå efter klassementet i et stort etapeløb. Samtidig har Woods ganske overraskende lagt op til, at han i 2018 vil foretrække at agere hjælper for Uran i Touren frem for at jagte sin egen chance i Giroen eller Vueltaen. Den første uge af det franske etapeløb passer overhovedet ikke til canadieren, der netop har hektisk positionskamp som sin store svaghed, men alligevel er han klar til at ofre sin personlige ambitioner til fordel for en Tour-debut. Med mindre Woods og holdet ombestemmer i løbet af vinteren, tyder meget derfor på, at man vil stille til start i Vueltaen med et fokus på etapesejre. En anbefaling herfra vil dog være at lade Woods køre efter klassementet i Giroen og Vueltaen, der passer ham langt bedre, ikke mindst det spanske etapeløb med de mange eksplosive finaler.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Hvis Woods ikke kommer til start, er det nærliggende at tro, at Rolland, Joe Dombrowski og High Carthy vil skulle jagte etapesejre i Giroens bjerge, mens Sacha Modolo allerede har afsløret, at han satser benhårdt på hjemlandets store etapeløb. De tider, hvor han kan vinde massespurter, synes ovre, og derfor er holdets bedste chance nok at slå til på de svære etaper. Rolland viste i år, at han bestemt er i stand til at vinde på en stor dag i bjergene, men måske er det de to unge klatrere, der har de allerbedste chancer. Begge er de kolossale klatretalenter, men begge havde de også en rædselsfuld 2017-sæson. På sine gode dage er Dombrowski imidlertid flyvende - bare tænk på hans præstationer i Giroen i 2016 eller hans flotte kongeetape i Tour de Suisse i år - og Carthy imponerede stort i bjergene i 2016. Begge har de potentialet til at lave en ”Woods” og overraske i klassementet også, men først skal de lige genfinde niveauet fra tidligere. Det er også nærliggende, at talentet Daniel Martinez kommer til start, og han skal blive meget interessant at følge, hvis han fortsætter udviklingen.

I Touren handler alt om Uran, og der bliver næppe plads til mange andre missioner. Rolland, Woods og Daniel Moreno vil udgøre grundstammen i bjergene, hvor de måske kan få chancen for at jagte lidt personlig succes også, mens det er nærliggende at tænke sig, at Sebastian Langeveld og Sep Vanmarcke får ansvaret for at guide Uran sikkert gennem den første uge, der sagtens kan vise sig at være en fordel for den alsidige colombianer, der mestrer det meste. Det vil stadig være en overraskelse, hvis han gentager sidste års podieplads, men det kan bestemt ikke udelukkes, at det lykkes igen - ikke mindst fordi han er mere stabil end tidligere.

Planerne for Vueltaen er mere uklare. Som sagt er løbet skræddersyet til Woods, men hvis han har kørt Tour, er det tvivlsomt, om han er frisk nok til at køre klassement. Også Uran har givet udtryk for mulige planer om at køre i Spanien, men for hans vedkommende vil det være som forberedelse til VM og derfor formentlig uden de store klassementsambitioner. Skal holdet spille en rolle i klassementet, skal det derfor sandsynligvis være med en overraskelse i form af Dombrowski, Carthy eller Martinez. Hovedfokus vil dog med stor sandsynlighed være etapesejre med de ovennævnte klatrere samt enten Modolo eller Tom Van Asbroeck i de få massespurter, der ventes at være på programmet.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Den store udskiftning på holdet betyder desværre, at truppen er blevet betydeligt smallere, og man har mistet mange af de ryttere, der var i stand til selv at levere resultater. Derfor er gruppen af kaptajner betydeligt mindre, og det vil derfor i højere grad end tidligere være op til kaptajnerne at tiltvinge sig en plads i rampelyset.

Der er gode chancer for, at holdet kan få en drømmestart. Michael Woods kørte fabelagtigt i sin WorldTour-debut i Tour Down Under for to år siden, og siden da har han gjort det til en vane at starte i Australien. Canadieren har endnu ikke afsløret, om det også vil være tilfældet i år, men hvis Woods vender tilbage, er der al mulig grund til at gå efter sejren. WorldTour-premieren er nemlig skræddersyet til den eksplosive canadier, der ovenikøbet er langt stærkere end for to år siden. Han er sandsynligvis den største trussel mod forhåndsfavoritten Richie Porte.

Efter Tour Down Under skal man næppe vente det helt store af EF Education First før Omloop Het Nieuwsblad. Holdet har tradition for at køre meget få løb i vintermånederne og være langsomme startere. Ikke desto mindre burde Rigoberto Uran, der har et højt bundniveau, have gode chancer for at vinder hjemmebaneløbet Colombia Oro y Paz først i februar, ligesom man kan håbe, at specielt Daniel McLay, men måske også Sacha Modolo kan levere et eller flere gode spurtresultater.

Uran kørte i 2017 ganske stærkt i de ugelange etapeløb i foråret, men hver eneste gang blev det hele ødelagt af en elendig enkeltstart. Hans præstation i Touren gav imidlertid et spinkelt håb om, at han måske kan genfinde et fornuftigt niveau i kampen mod uret, og det vil være helt bestemmende for hans muligheder i løbet af foråret. Hans sæsonkalender er endnu ikke fastlagt, men det vil ikke undre, hvis han har et stramt program med Tirreno-Adriatico, Volta a Catalunya, Vuelta al Pais Vasco og Tour de Romandie. Alt afhænger af enkeltstartsevnerne, men uanset hvad burde han i det mindste køre med om podiet i Catalonien, der sjældent har en enkeltstart på programmet.

Woods vil formentlig også være til start i flere ugelange etapeløb, men han straffes om nogen af sin rædselsfulde enkeltstart. Også for ham gælder, at Catalonien derfor er bedste chance, men her kan man til gengæld have store forventninger. Det spanske etapeløb er formentlig også et stort mål for Hugh Carthy, der her fik sit store gennembrud, og som må være ivrig efter at komme tilbage på sporet efter et svært 2017. Endelig kan man håbe, at Joe Dombrowski endelig kan konfirmere sit store potentiale, men for ham skal vi formentlig vente til det bjergrige Tour of the Alps, da også han er en meget langsom starter. Endelig har holdet Lawson Craddock, der var hårdt ramt af overtræning i 2017. Håbet er, at han kan genfinde benene fra 2016, hvor han kørte fornemt i foråret og bl.a. sikrede sig en top 10 i Vuelta al Pais Vasco. Modsat sine holdkammerater er han samtidig en glimrende temporytter, og det åbner naturligt nok visse perspektiver.

Holdet har i år flere sprintere, men som omtalt ovenfor bliver det svært at vinde meget i løbet af sæsonen. Modolo vil primært have blikket rettet mod klassikerne og Giroen og vil formentlig derudover primært koncentrere sig om Tirreno-Adriatico, hvor konkurrencen dog ventes at være benhård. Dan McLay er hæmmet af, at de fleste WorldTour-løb er for bjergrige, men måske kan han gribe chancen en af de første dage i Paris-Nice, i et af de arabiske løb eller i mindre begivenheder i løbet af foråret. Endelig kunne det være meget interessant at se talentet Logan Owen i et par reducerede massespurter i de kuperede etapeløb i Catalonien, Baskerlandet og Romandiet.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Det er nærliggende, at Craddock skal gå efter en podieplads i Tour of California, hvor han tidligere har gjort det godt, og hvor McLay vil have en af sine bedste chancer for at vinde på WorldTour-niveau. I sommermånederne er håbet utvivlsomt, at Carthy og Dombrowski kan komme så godt ud af Giroen, at de måske kan køre med om sejren i Tour de Suisse, der også kunne være et mål for Woods, inden han ventes at ofre sig for Uran i Touren. Efter det franske etapeløb burde Vanmarcke have fornuftige muligheder i BinckBank Tour, specielt hvis ardenneretapen ikke er for svær og enkeltstarten ikke for lang. Det hollandsk-belgiske løb er også en stor chance for McLay til virkelig at teste sig mod de allerbedste. I samme periode vil holdet være til start i USA, hvor Dombrowski og måske Carthy kunne tænkes at gå efter endnu en sejr i Tour of Utah, ligesom Alex Howes formentlig har blikket rettet mod Colorado Classic, hvor han i år var ufatteligt tæt på at vinde den første udgave. Endelig har Uran før leveret store præstationer i de italienske efterårsklassikere, og sammen med Woods burde han kunne gå efter sejren i Giro dell’Emilia og Milano-Torino, mens Modolo kan være med fremme i løb som GP Beghelli og Gran Piemonte.

Hvem kan overraske?

EF Education First har en tradition for at levere nogle af årets største overraskelser, men det er lidt sværere at se, hvem der skal levere det uventede i 2018. Sidste år var det en 31-årig canadier, Michael Woods, der hørte til blandt de positive oplevelser, og måske er det igen en af de mere etablerede navne, vi skal rette blikket i mod. Joe Dombrowski slog navne som Fabio Aru, Davide Formolo og Ilnur Zakarin, da han sejrede i Babygiroen i 2012, men desværre har han ikke haft samme succes på højeste niveau. Det skyldes i høj grad skadesproblemer, og han er stadig kendt for at have en fabelagtig fysik. Det blev eksempelvis synligt i hans eneste gode løb i 2017, kongeetapen i Tour de Suisse. Da først al taktik, positionskamp og stress blev skrællet af, og det alene handlede om at træde watt på den modbydeligt stejle Rettenbachferner, kørte han sig pludselig til en 2. plads bag Simon Spilak. Det vidner om, at potentialet fortsat er kolossalt, hvis blot han endelig kan få alt til at fungere. Måske sker det i 2018? Hvis det gør, kunne han blive en forrygende oplevelse i Giroen og Vueltaen.

Lidt i samme boldgade finder vi Hugh Carthy, der som Dombrowski er helt ren klatrer. Hans 2016-sæson var fornem, først og fremmest fordi han kørte i top 10 i et meget stærkt besat Volta a Catalunya, men hans første år på WorldTouren var svært. Talentet kan der imidlertid ikke stilles spørgsmålstegn ved, og som for Dombrowski handler det blot om at finde tilbage på sporet. Lykkes det i 2018, har også han mulighed for at levere en overraskelse i Giroen eller Vueltaen.

Holdets tredje talentfulde klatrer er Daniel Martinez, men modsat sine to engelsktalende holdkammerater kommer han fra en fremragende sæson. Han endte året i storform med flere topresultater i de italienske klassikere og Tour of Turkey og er nu klar til at tage endnu et skridt. Han er næppe allerede i 2018 i stand til at køre med om de helt sjove placeringer i etapeløbene på WorldTouren, men en etapesejr og et forsøge på at vinde bjergtrøjen i Giroen er bestemt ikke en umulighed.

Det sidste etapeløbsbud er Lawson Craddock. Få har været så ustabile som den alsidige amerikaner, men selvom han som følge af overtræning havde et rædselfuldt 2017, kan han i en alder af 25 år stadig prale af et CV, der byder på en podie- og en 5. plads i Tour of California, en 6. plads i Criterium International og en 9. plads i Baskerlandet Rundt. Craddock bliver næppe nogensinde den grand tour-rytter, man i sin tid kunne håbe på, men han har vist, at han kan blive ganske glimrende i ugelange etapeløb på WorldTouren. Han er en af de få på holdet, der faktisk også kan køre enkeltstart, og det giver ham muligheder, andre ikke har.

Endelig er der nyprofessionelle Logan Owen. Det tog ham lidt tid at få kontrakt med et WorldTour-hold, og det kan undre. Owen viste allerede for flere år siden, at han kan slå WorldTour-ryttere, da han sejrede i en reduceret massespurt i Tour of Utah, og han er tillige tidligere vinder af U23-udgaven af Liege-Bastogne-Liege. Han synes bedst skabt til brostensklassikerne, men det er nok for tidligt at forvente for meget i de løb allerede i år. Til gengæld kunne han blive ganske sjov at følge i spurterne i kuperede etapeløb som dem i Catalonien, Baskerlandet og Romandiet.