Phinney er stærkere end nogensinde

Da Taylor Phinney i 2014 styrtede til de nationale mesterskaber, var der ingen, der troede, at de ikke ville se ham i et cykelløb igen før over 14 måneder senere. Amerikaneren brækkede begge knogler i venstre læg og brugte meget lang tid på at komme sig over skaden og træne op til at blive konkurrencedygtig igen.

Tiden væk fra cyklen brugte han på alt muligt andet - malerier, flyvning og metafysik. Og generelt er det en endnu mere filosofisk Taylor Phinney, der i november satte sig for at få en længere snak med VeloNews.

"Det bliver så vagt. Jeg kan se det med ryttere i sporten - afstanden mellem glæden ved at køre på cykel og så Tour de France. Der er så stor en afstand mellem de to ting. Folk farer vild i midten. I sidste ende, ja, så handler det om at køre cykel, men det handler også om de mennesker, som kører på cyklerne," mener Phinney.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

"Helt ærligt finder jeg mere komfort i at være skuffet og misse en sejr, fordi der er den her læringsproces involveret i at være atlet."

Utroligt talent uden arbejde

Amerikaneren var blandt de mest succesfulde junior- og U23-ryttere nogensinde med VM-guld i enkeltstart i begge kategorier, VM-guld på bane for både junior og elite samt to sejre i U23-Paris-Roubaix. Tilsyneladende på rent talent, for ifølge hans forældre har han aldrig været den store arbejdshest. Han gjorde det nødvendige og aldrig mere, heller ikke, da han begyndte at cykle som 15-årig, efter han første gang havde besøgt Tour de France med sin far.

To år efter tog han sit første VM-guld på enkeltstarten, og han strøg op gennem U23-rækken. I hans første år som professionel gik det slet ikke lige så nemt, men allerede året efter, i 2012, blev han nummer 15 i Paris-Roubaix, vandt prologen i Giro d'Italia og hentede sølv til VM i enkeltstart.

Alting ændrede sig til de nationale mesterskaber i 2014, to dage efter sejren på enkeltstarten, hvor han styrtede og brækkede lægben og skinneben, knuste knæskallen og fik dybe sår i læggen på venstre ben. Et meget voldsomt styrt, som betød, at landsmanden Lucas Euser, der også væltede i uheldet, senere på året valgte at indstille karrieren. Phinney har en helt anden indstilling.

"Jeg er 100 procent taknemmelig for det. Jeg siger det hele tiden. Jeg tror, det går tabt, fordi det er virkelig svært at forstå, men det halvandet år, jeg havde, hvor jeg bare skulle komme mig, var nok det bedste halvandet år i mit liv."

Nedsat bevægelighed

Phinney beskriver uheldet som en "atombombe", som gik af i hovedet på ham, da det vendte op og ned på hans liv, først og fremmest fordi det krævede langt mere genoptræning end forventet. Først var han motiveret til at komme tilbage til cyklen, men det gik over.

"Så indså jeg [...] at det var en genoptræning, der var så specialiseret og traumatisk, at jeg blev nødt til at tænke på at vende tilbage til at være et normalt mennesker først og så tænke på at blive cykelrytter. Der var ingen mening i at være besat af, hvad jeg plejede at være før ulykken," fortæller Phinney, der derfor kastede sig over andre interesser - for eksempel malerier.

"Når man har en alvorlig ulykke, hvor det ene af ens lemmer bliver fuldstændig ubrugeligt, men du skal stadig slæbe rundt på det, er ens mulighed for at udtrykke sig selv reduceret kraftigt. Så er kunst bevægelsen af sjælen. For mig er det den måde, vores sjæle kommunikerer til vores kroppe, uden at vores sind er i stand til at processere det," lyder det poetisk fra BMC-rytteren.

Stærkere end nogensinde

Phinney vil i virkeligheden helst bare bruge cyklen som transportmiddel fra A til B til C. Men når han sætter sig et mål, er det nu med en helt anden træningsmentalitet og arbejdsmoral end før.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Han knokler i træningscentret for at komme af med senfølgerne af sine skader. Han er stoppet med at male og fokuserer i stedet fuldt ud på sine landevejskarriere. Da han vendte tilbage i efteråret, forbløffede han hele verden med en etapesejr i USA Pro Challenge på 1. etape.

"Det føltes næsten, som om jeg spillede et gammelt videospil, og jeg brugte snydekoder. Jeg kom ind og forventede ingenting. Jeg vidste, jeg var stærk, men jeg havde intet at sammenligne mig med. Jeg er en stærkere cykelrytter, end jeg var før ulykken. Jeg tror, det har noget at gøre med det mindsæt og at forstå den forbindelse lidt mere, end hvad jeg gjorde før, og forstå, hvad smerte er," mener amerikaneren.

"Grunden, til at jeg bliver ved med at køre, er, fordi jeg har den her medfødte nysgerrighed efter, hvad jeg mere kan opnå med det, jeg har gjort, og den mængde tid, jeg har investeret. Jeg har den her store del af mit liv, jeg har brugt på det. Lad os blive ved."