Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Rundt om New Lotto Soudals Tour-trup

Rundt om New Lotto Soudals Tour-trup

23. juni 2018 15:00Foto: A.S.O. / Alex Broadway

Tour de France nærmer sig med hastige skridt, og vi varmer op ved at analysere hvert af de 22 deltagende hold. I denne artikel er fokus på New Lotto Soudal.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Som de seneste mange år går New Lotto Soudal ind til Touren med ambitionen om etapesejre, og som altid er det André Greipel, der med sin spurtstyrke skal forsøge at indfri de forhåbninger. Tour de France 2018 kan ses som et revancheprojekt for tyskeren, der i fjor for første gang mislykkedes med at vinde en etape i sin syvende deltagelse i løbet.

 

Hvorvidt Greipel er over the hill er det helt åbenlyse spørgsmål, for tyskeren har ikke vundet specielt meget i det skarpeste selskab det seneste års tid. Han kommer dog til at få god hjælp i form af sin faste makker, Marcel Sieberg, Jasper De Buyst og Jens Keukeleire. Greipel vil sandsynligvis køre efter både etapesejre og pointtrøje, men det er endnu ikke lykkedes ham at stå med den grønne trøje i Paris, og det ser ud til at blive et umuligt projekt igen i år.

 

Holdet er dog ikke entydigt fokuseret på Greipels succes, og til mere kuperet terræn har man medbragt fire ryttere, der kan drømme om at vinde en etape i form af Tiesj Benoot, Thomas De Gendt, Tomasz Marczynski og den genopstandne Jelle Vanendert. Særligt De Gendt og Marczynski kan dog også forventes at skulle trække i arbejdstøjet undervejs for Greipel, hvis holdet skal være med til at kontrollere de flade etaper.

 

Læs også
Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

 

I forhold til sidste år er det et mere profilfattigt hold, New Lotto Soudal sender afsted til Touren. De seneste fire år har Tony Gallopin været en fast bestanddel af Tour-holdet, men efter skiftet til AG2R-La Mondiale efterlader han et hul i truppen, der bliver svært at udfylde, selvom Benoot ligner bedste bud på en arvtager.

 

Heller ikke Tim Wellens har fået genvalg, men hans kroniske problemer med varmt vejr gør Touren til et nærmest umuligt foretagende for ham. For første gang siden skiftet til holdet er Lars Bak ikke at finde i Tour-truppen, men det er ikke det allermest chokerende fravalg, selvom det dog kunne indikere en lidt mere begrænset tiltro til Greipel end vanligt, og endelig markerer Tour de France 2018 den første Grand Tour i næsten syv år, som Adam Hansen ikke deltager i.

 

HUSK AT SÆTTE DIT TOUR-MANAGERHOLD. PRÆMIER TIL DE 100 BEDSTE OG 21 ETAPEVINDERE

 

André Greipel - aldrende supersprinter

 

Nation: Tyskland

Alder: 35 år

Professionel siden: 2006

Antal professionelle sejre: 153 (56 på WorldTour-niveau)

Historik i Touren: Ottende deltagelse. Siden 2011 har han deltaget hver gang med 11 etapesejre til følge. Kun sidste år vandt han ikke en etape.

Største meritter: 11 etapesejre i Tour de France, 7 etapesejre i Giro d’Italia, 4 etapesejre i Vuelta a España, dobbelt vinder af Tour Down Under (2008 og 2010), vinder af Vattenfall Cyclassics (2015), tredobbelt tysk mester (2013, 2014 og 2016).

Vejen til Touren: Fire Dage ved Dunkerque (to etapesejre, to samlet), Belgien Rundt (to etapesejre) og Schweiz Rundt.

 

 

Med 11 etapesejre i Tour de France har André Greipel været en af de mest succesfulde sprintere i løbet i nyere tid, men det helt store spørgsmål er, hvorvidt alderen omsider er ved at indhente tyskeren. Sidste år vandt han ingen etaper, men i denne sæson lagde han glimrende ud med to etapesejre i Tour Down Under i skrapt selskab.

 

Da kalenderen viste marts, endte han imidlertid uden succes i Paris-Nice, og i Milano-Sanremo brækkede han kravebenet i et styrt, der satte ham uden for hele brostenssæsonen.

 

Han gjorde comeback i Fire Dage ved Dunkerque, hvor han vandt en etape i en massespurt, og på næstsidste etape var han med i et udbrud, hvorfra han på sidste kilometer kørte solo og dermed vandt løbets kongeetape på meget ikke-Greipelsk maner, hvilket dog kun rakte til en andenplads i klassementet, da han havde smidt nogle fjollede sekunder på første etape. To etapesejre i det efterfølgende Belgien Rundt bekræftede, at han var tilbage på sporet.

 

Læs også
Trek trækker sig fra sponsorat

 

Men så kom Schweiz Rundt, og han formåede ikke at komme over stigningerne på andet end næstsidste etape, hvor han kiksede spurten. Det er ildevarslende forud for Touren, men heldigvis for tyskeren er der mange helt flade etaper, hvor han har sin force.

 

Til gengæld har han ikke sin force i kaotiske afslutninger, og selvom Caleb Ewan er blevet udeladt, er der stadig et hav af sprintere, der har ambitioner om etapesejre, og de bakkes alle i større eller mindre omfang op af sprintertog. Det betyder, at Greipel får meget svært ved at hævde sig, da kaos forventes at herske i Tourens massespurter, og i særdeleshed ser jagten på pointtrøjen derfor umulig ud, da den i høj grad kræver, at man kan placere sig langt fremme med en vis regularitet.

 

 

Tiesj Benoot - belgisk superstjerne i svøb

 

Nation: Belgien

Alder: 24 år

Professionel siden: 2015

Antal professionelle sejre: 1 (1 på WorldTour-niveau)

Historik i Touren: Anden deltagelse. Sidste år debuterede han med en samlet 20.-plads til følge. Han viste sig frem i mange udbrud, men kom aldrig rigtig tæt på en etapesejr.

Største meritter: Sejr i Strade Bianche (2018). Femteplads i Flandern Rundt i debuten i 2015. Top 10-placeringer i Omloop Het Nieuwsblad, Kuurne-Brussel-Kuurne, Dwars door Vlaanderen, E3 Harelbeke, Paris-Tours, GP Montréal, Clásica San Sebastián, Brabantse Pijl samt samlede top 6-placeringer i Polen Rundt og Tirreno-Adriatico.

Vejen til Touren: Critérium du Dauphiné (samlet 14.-plads).

 

 

Siden sin femteplads i debuten i Flandern Rundt har Tiesj Benoot været udskreget til at være det helt store belgiske klassikertalent og arvtager til Tom Boonen. Han er langt fra at være samme ryttertype som den nu pensionerede superstjerne, og med kun en sejr i karrieren er det svært at argumentere for, at Benoot ikke har skuffet i forhold til de høje forventninger.

 

Den ene sejr, han dog har opnået, var imidlertid en af de smukkeste, man kan forestille sig, da han med en enorm præstation sikrede sig en solosejr i en ekstremt hård udgave af Strade Bianche tidligere i år. I de efterfølgende brostensklassikere var Benoot igen helt med fremme, og han lignede en rytter, der igen havde fået karrieren sat på det rette spor.

 

Et kig i ovenstående liste over største meritter vidner om en enorm alsidighed, og spørgsmålet er om ikke, Benoot i virkeligheden satser en smule for bredt. Er det virkelig nødvendigt for en rytter, der kan begå sig i alle forårsklassikerne, også at skulle køre med blandt de 15-20 bedste i bjergene i  Critérium du Dauphiné og Tour de France om sommeren?

 

Læs også
UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

 

Det er selvfølgelig aldeles beundringsværdigt og en af de mest fascinerende ting i forhold til Benoot, men man kan ikke lade være med at spekulere over, om ikke han ville få mere ud af talentet, hvis han satsede mere helhjertet på forårsklassikerne. Imidlertid er det ikke tilfældet, og det giver ham chancen for at lege med om en etapesejr fra et udbrud i bjergene.

 

Derudover vil han også kunne køre top 10-placeringer hjem på femte og sjette etape, og selvom han ikke normalt kører Paris-Roubaix - som den eneste forårsklassiker - bliver han spændende at følge på niende etape, hvor han er helt fri til at forsøge sig i kampen om etapesejren.

 

 

Thomas De Gendt - nutidens udbryderkonge

 

Nation: Belgien

Alder: 31 år

Professionel siden: 2009

Antal professionelle sejre: 13 (11 på WorldTour-niveau)

Historik i Touren: Sjette deltagelse. Han har vundet en etape (på Mont Ventoux i 2016), og i debuten i 2011 forbløffede han ved at køre lige op med klassementsrytterne på tredjesidstedagen op ad Alpe d’Huez for derefter at gøre det samme på den efterfølgende enkeltstart.

Største meritter: Samlet tredjeplads i Giroen i 2012. Etapesejr i Giro, Tour og Vuelta samt i Paris-Nice (to styks), Romandiet Rundt, Schweiz Rundt, Critérium du Dauphiné og Catalonien Rundt (tre styks).

Vejen til Touren: Critérium du Dauphiné og belgiske mesterskaber (andenplads i enkeltstarten).

 

 

Normalt kategoriseres cykelryttere som enten sprintere, puncheurs, temporyttere, bjergryttere, klassikerryttere eller hjælperyttere. Det er som oftest et tilstrækkeligt bredt spektrum til at omfavne en så bred sportsgren som landevejscykling.

 

Men enkelte ryttere lader sig ikke beskrive tilstrækkeligt af en (eller flere) af ovenstående betegnelser, og Thomas De Gendt må så sandelig siges at være en af dem. Jo, han kører en til tider god enkeltstart, og ja, han kan køre stærkt opad. Men siden tredjepladsen i Giro d’Italia i 2012 har han ikke kunnet mønstre den selvdisciplin, der skal til for at køre klassement i en Grand Tour.

 

I stedet har han specialiseret sig i at gå i udbrud, og man kan ikke andet end være imponeret over belgierens succes, når man tænker over, hvor sjældent udbrud holder hjem i moderne cykelsport. I år har han allerede taget to etapesejre på WorldTouren (i Catalonien og Romandiet Rundt), og det er også næsten udelukkende på det øverste niveau, han vinder sine sejre.

 

Læs også
Starttider: Enkeltstart på 3. etape af Romandiet Rundt

 

Således tilhører han den eksklusive klub af ryttere, der har vundet etaper i alle tre Grand Tours (i øvrigt ligesom Greipel), og han har sat sig det specielle og ambitiøse mål at ville vinde etaper på en nøje udvalgt liste af etapeløb på WorldTouren. Der er et godt stykke vej endnu, og i de kommende uger skal han forsøge at vinde sin anden etapesejr i Touren og denne gang få lidt opmærksomhed for det.

 

Den etapesejr, han har vundet i Touren, blev nemlig overskygget i ekstrem grad af Chris Froomes løbetur, og De Gendt har i denne sæson vist en fantastisk styrke, der giver troen på, at en etapesejr er mulig at hente på et eller andet tidspunkt i løbet af de tre uger i Frankrig.

 

 

Tomasz Marczynski - aldrende Vuelta-åbenbaring

 

Nation: Polen

Alder: 34 år

Professionel siden: 2006

Antal professionelle sejre: 8 (2 på WorldTour-niveau)

Historik i Touren: Første deltagelse.

Største meritter: To etapesejre i Vuelta a España (2017). Tredobbelt polsk mester i linjeløb og en enkelt gang i enkeltstart. Samlet 13.-plads i Vueltaen i 2012.

Vejen til Touren: Critérium du Dauphiné.

 

 

Da Tomasz Marczynski forud for 2015-sæsonen skiftede til tyrkiske Torku Sekerspor, lignede det begyndelsen på enden af karrieren for polakken, der tre år tidligere havde kørt et hæderligt klassement i Vuelta a España, men ellers ikke havde sat verden i brand.

 

Derfor virkede det en anelse besynderligt, da det kom frem, at Lotto Soudal havde tilføjet ham til deres 2016-trup. Her leverede han heller ikke det helt vilde, mens han også i størstedelen af 2017 var ganske anonym, først og fremmest fordi sygdom satte ham tilbage.

 

Faktisk havde han kun en eneste gang sluttet i top 10 i et løb for Lotto Soudal, inden Vueltaen sidste år gik i gang, men det fik ændret på, og ganske overraskende tog han hele to etapesejre fra udbrud i den spanske rundtur som del af en chokerende Vuelta, hvor et på papiret svagt Lotto Soudal-hold fik hele fire etapesejre.

 

Læs også
Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

 

Det er muligt, at han skal forsøge at gentage den succes i Touren i år, men det ser trods alt ud til at blive svært for polakken, der nok i højere grad er udtaget som en holdbar hjælperytter, der måske kommer til at ses i en rolle, som den Lars Bak plejer at bestride i fronten af feltet på sprinteretaper.

 

 

Jelle Vanendert - genfunden Ardenner-aspirant

 

Nation: Belgien

Alder: 33 år

Professionel siden: 2007

Antal professionelle sejre: 2 (1 på WorldTour-niveau)

Historik i Touren: Tredje deltagelse. I debuten i 2011 fik han sit gennembrud med en etapesejr på en stor bjergetape og nogle dage i bjergtrøjen, hvor han dog til sidst måtte se sig slået af Samuel Sánchez.

Største meritter: Etapesejr i Tour de France, to andenpladser i Amstel Gold Race, fire top 6-placeringer i Flèche Wallonne.

Vejen til Touren: Belgien Rundt (etapesejr og samlet andenplads) og Critérium du Dauphiné.

 

 

I 2011 fik Jelle Vanendert sit gennembrud, da han med en etapesejr og en andenplads på to bjergetaper i Pyrenæerne kørte sig i den prikkede bjergtrøje, som han dog endte med at tabe. Dermed lignede han en potentiel belgisk klassementsrytter, men sådan skulle det langt fra gå.

 

Vanendert kan ikke køre enkeltstart, og han har siden 2011 været ekstremt svingende formmæssigt. Nogle gange har han blomstret op i Ardenner-ugen, men forud for i år var det længe siden, vi sidst havde set ham brillere her, og han lignede en rytter, der nærmede sig karrierens afslutning.

 

Men i år kørte han helt fantastisk i Ardennerne. Først sad han med i finalen af Amstel Gold Race, hvor det blev til en tiendeplads. Dernæst førte han an for Tim Wellens hele vejen op ad Mur de Huy og endte kun med at blive passeret af Julian Alaphilippe og Alejandro Valverde, og fik dermed en podieplacering i Flèche Wallonne. Og endelig satte han et hårdt angreb ind på Côte de Saint-Nicolas i finalen af Liège-Bastogne-Liège, hvor han dog ikke lykkedes med at fange Bob Jungels og blev hentet og blot endte på 11.-pladsen.

 

Siden vandt han en etape i Belgien Rundt og blev samlet nummer to, og det var første gang han smagte sejrens sødme siden den Pyrenæer-dag for syv år siden. Så det ligner en genfødt Vanendert, der går ind til Touren, og han har potentialet til at køre med i udbrud i bjergene. Men man kender Vanendert dårligt, hvis man med udgangspunkt i gode præstationer for et par måneder siden tror, at han med sikkerhed kommer til at brillere igen til sommer.

 

Læs også
LIVE nu: Price i top-10 på stor enkeltstart

 

 

Jens Keukeleire - hurtig etapejæger

 

Nation: Belgien

Alder: 29 år

Professionel siden: 2010

Antal professionelle sejre: 11 (1 på WorldTour-niveau)

Historik i Touren: Tredje deltagelse. I 2014 brillerede han med en sjetteplads på brostensetapen, mens han sidste år fik en tredje- og en sjetteplads i løbets sidste uge.

Største meritter: Etapesejr i Vuelta a España (2016) og samlet sejr i Belgien Rundt både i år og i fjor.

Vejen til Touren: Belgien Rundt (samlet vinder), Critérium du Dauphiné (to top 10-placeringer), Elfstedenronde, Halle Ingooigem og belgiske mesterskaber.

 

 

I 2010 brød Jens Keukeleire igennem lydmuren i sin første professionelle sæson med hele fire sejre i mindre løb i det belgiske forår. Dermed lignede det en kommende stjernerytter, Cofidis havde fået i stablen, men Keukeleire havde efterfølgende svært ved at leve op til de vidtløftige forventninger, der klæbedes til ham.

 

På sin tid hos ORICA-GreenEdge var han mest komfortabel i hjælperytterens rolle, men der var dog enkelte lyspunkter, hvilket blandt andet sjettepladsen i Paris-Roubaix i 2015 og etapesejren i Vuelta a España i 2016 vidner om.

 

Keukeleire kan som rytter betegnes som en hurtig rytter uden decideret at være sprinter. Skal han have sin egen chance, skal det således være på en hård dag, hvor de hurtigste ryttere er sorteret fra, men det betyder også, at han ikke kan vinde etaper på den måde i Touren, hvor ryttere som Peter Sagan og Michael Matthews er både hurtigere og mere holdbare end ham.

 

Det var dog på den måde han vandt sin etape i Vueltaen, og i Touren er han uden tvivl udset en rolle til Greipels tog, hvor han med sin hurtighed er vigtig på den sidste kilometer af de flade etaper.

 

 

Læs også
Danskere holder sig til i klassementet - Franskmand vinder på hjemmebanen

 

Jasper De Buyst - hurtig debutant

 

Nation: Belgien

Alder: 24 år

Professionel siden: 2013

Antal professionelle sejre: 4 (ingen på WorldTour-niveau)

Historik i Touren: Første deltagelse.

Største meritter: Sejre i Heistse Pijl, GP Stad Zottegem og Binche-Chimay-Binche (alle i 2017) og etapesejr i Vallonien Rundt (2017).

Vejen til Touren: Fire Dage ved Dunkerque, Belgien Rundt og Schweiz Rundt.

 

 

Meget af det samme, som man kan sige om Jens Keukeleire, passer også på Jasper De Buyst. Med en fortid på banen er De Buyst en hurtig rytter, der dog har svært ved at begå sig på egen hånd i deciderede massespurter. Sidste år vandt han dog pludselig fire løb inden for fire måneder, hvilket var ganske opsigtsvækkende, da han intet havde vundet i sine første tre et halvt år som professionel. Efter flere år med fuld fokus på banen gav det entydige blik på landevejen med det samme store resultat.

 

Til gengæld er De Buyst ikke holdbar overhovedet, når terrænet peger opad, og dermed har han en entydig rolle som Greipels sidste leadout-mand i spurterne, en rolle, han har øvet sig i med pæne resulrarer til følge i Dunkerque og Belgien.

 

En sådan rolle er imidlertid uhyre vigtig, da Greipel som nævnt er den af sprinterne, der er mest afhængig af at blive guidet til 200 meter-mærket af sit hold.

 

 

Marcel Sieberg - Greipels højre hånd

 

Nation: Tyskland

Alder: 36 år

Professionel siden: 2007

Antal professionelle sejre: 2 (ingen på WorldTour-niveau)

Historik i Touren: Niende deltagelse. Han har ingen personlige bedrifter, men har haft stor andel i André Greipels succes.

Største meritter: Sejr i Albert Achterhes Profronde van Drenthe (2005) og Grote Prijs Jef Scherens - Rondom Leuven (2006). Han har været en stor del af Greipels karriere og succes siden 2012.

Vejen til Touren: Fire Dage ved Dunkerque, Belgien Rundt, Heistse Pijl og Schweiz Rundt.

 

 

Marcel Sieberg er en af de højeste ryttere i hele det professionelle felt, og i de seneste mange år har hans rolle været at føre Lotto Soudal-toget ind på den sidste kilometer, hvor han efterlader fronten til de hurtigere ryttere.

 

Det kommer også til at være intentionen i årets udgave af Touren, og man skal på ingen måde forvente at se Sieberg høste personlig succes, hvilket hans meget begrænsede sejrsliste også vidner om.

DEL
INFO
Tour de France
Nyheder Profil Resultater
Optakter
Nyheder
KOMMENTARER

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?