Sæsonevaluering: Hvordan klarede Cannondale-Drapac sig?
03. november 2017 12:00 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Med Tim Wellens’ flotte sejr i Tour of Guangxi blev en stor 2017-sæson, der indledtes med Richie Portes suveræne soloshow i Tour Down Under helt tilbage i januar, lagt i graven, og det er tid til at gøre status. Hvem levede op til forventningerne? Hvem overraskede positivt? Og hvem håber, at 2017 hurtigt muligt går i glemmebogen og ser allerede nu frem mod at tage revanche i 2018? I den kommende tid vil Feltet.dks cykelekspert Emil Axelgaard evaluere hvert af de 18 WorldTour-hold og give dem en karakter for deres præstationer på landevejene i den forgangne sæson.

I denne artikel kaster vi et blik på Cannondale-Drapacs meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2018-sæsonen.

 

Antal sejre: 14 (Rigoberto Uran 2, Pierre Rolland 2, Alex Howes 2, Wouter Wippert 2, Ryan Mullen 2, Tom-Jelte Slagter 1, Andrew Talansky 1, Toms Skujins 1, Thomas Scully 1)

 

Sejre på WorldTouren: 3 (1 etapesejr i Tour de France med Rigoberto Uran, 1 etapesejr i Giro d’Italia med Pierre Rolland, 1 etapesejr i Tour of California med Andrew Talansky)

 

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 10 (nr. 8 i 2016)

 

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Rigoberto Uran (nr. 20), Sep Vanmarcke (nr. 39), Tom-Jelte Slagter (nr. 70), Michael Woods (nr. 71), Dylan Van Baarle (nr. 82), Sebastian Langeveld (nr. 93)

 

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Rigoberto Uran (nr. 17), Sep Vanmarcke (nr. 58), Michael Woods (nr. 92), Tom-Jelte Slagter (nr. 94)

 

Hvordan klarede holdet sig i forårsklassikerne?

Forventningerne til årets klassikere var kolossale. Holdets hovedprioritet i transfersæsonen havde nemlig været at gøre sig klar til store triumfer i brostensløbene med indkøbet af Sep Vanmarcke og flere ryttere til at bakke ham op. Derudover havde Rigoberto Uran for første gang gjort Ardennerklassikerne i til et stort mål, og da man også havde Michael Woods og mere sekundært Tom-Jelte Slagter til de kuperede løb, var de store endagsløb i år en stor satsning for amerikanerne.

 

Holdet kom egentlig flyvende fra start, da Vanmarcke allerede i Omloop Het Nieuwsblad viste sig som en af de stærkeste på brostenene, da han sammen med Greg Van Avermaet var den eneste, der kunne følge en brølstærk Peter Sagan. Desværre måtte han tage til takke med en tredjeplads i spurten, men resultatet gav håb om mere. Så gjorde det mindre, at man ikke var med fremme i Kuurne-Brussels-Kuurne, og at Uran havde en skuffende dag i Strade Bianche. Som ventet kunne man heller ikke være med fremme i Sanremo, men det løb var også primært opvarmning frem mod de store brostensløb.

 

Her gik det imidlertid helt galt for holdet. Vanmarcke blev efter Omloop ramt af en virus, der betød, at han slet ikke kunne grave dybt, og han led sig igennem et smertefuldt Tirreno-Adriatico. Resultatet blev, at han slet ikke kunne leve op til forventningerne i Dwars door Vlaanderen, men heldigvis lykkedes det Dylan Van Baarle ved at spurte sig til en 8. plads i den første større gruppe at vise, at holdet havde andre kort at spille. Han gentog bedriften i E3, hvor det blev til en 9. plads, efter at Vanmarcke igen havde lidt under sine helbredsproblemer, og det fik ham til at skippe Gent-Wevelgem, hvor holdet var resultatløst, i håb om, at en løsning kunne findes.

 

Det kunne der imidlertid ikke, og det hele blev kun gjort endnu værre, da han styrtede ud af Flandern Rundt tidligt i løbet. På det tidspunkt så brostenssæsonen ud til at ligge i ruinerne for det amerikanske mandskab, men på fabelagtig vis endte holdet alligevel som et af de allermest succesfulde i de nordlige klassikere. Det skyldtes duoen Van Baarle og Sebastian Langeveld, der i den grad tog over efter kaptajnen. Først sad Van Baarle med Van Avermaet og Niki Terpstra til mål i Flandern, hvor han desværre måtte se sig henvist til fjerdepladsen i spurten, og en uge efter spurtede Langeveld om sejren i Paris-Roubaix og scorede herved sit livs resultat med en tredjeplads. Dermed endte holdet med en fornem brostenssæson, selvom holdets hovednavn kun slog til i de allertidligste uger.

 

Efter en lovende præstation af Uran og Woods i Baskerlandet var man optimistiske forud for løbene i Ardennerne, men de skulle vise sig at være mere komplicerede. Efter en skuffende præstation i Brabantse Pijl, hvor Alberto Bettiol havde misset en sjælden chance for at køre for sig selv, gik det igen galt for italieneren i Amstel Gold Race, hvor han havde fået kaptajnrollen. I stedet endte Langeveld som bedste mand uden for top 20. Det tunge skyts med Woods og Uran var bragt ind til de to sidste klassikere, men desværre var Uran blevet syg i tiden op til løbene og ramte derfor aldrig formen. Bedre blev det ikke, da Woods kun blev nr. 11 i Fleche Wallonne, der var hans helt store mål, og presset var derfor stort inden den store finale i Liege-Bastogne-Liege. Her lykkedes det imidlertid Woods med en 9. plads at vise, at han i fremtiden er værd at holde øje med i de store endagsløb, og Davide Formolo havde med et stort angreb i finalen været tæt på en overraskende sejr. Dermed endte man en generelt positiv klassikersæson på god maner.

 

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Holdet stillede til start i Giroen med et hold af klatrere, der havde to mål. Davide Formolo skulle forsøge at sikre sig sin anden top 10-placering i en grand tour, mens Pierre Rolland, Joe Domrbowski, Michael Woods, Davide Villela, Tom-Jelte Slagter og Hugh Carthy skulle jagte etapesejre i det kuperede terræn. Uden en sprinter var holdet imidlertid usynlige i den første del af løbet, hvor det primært handlede om at holde sig ude af problemer. Holdets første målsætning var de to puncheurfinaler i slutningen af den første uge, hvor man satsede på store resultater med Woods. Desværre fejlede man på begge etaper, idet man aldrig fik kørt udbruddene ind, og frustrationen blev kun større af, at Woods faktisk vandt feltets spurt på 6. etape og blev nr. 2 på 8. etape. Desværre rakte den gode præstation i begge tilfælde kun til en 5. plads.

 

Formolo skulle første gang træde i karakter på Blockhaus-etapen inden første hviledag, og her kørte han lovende med en 10. plads. Helt som ventet mistede han imidlertid masser af tid på den efterfølgende enkeltstart, og han lå derfor kun nr. 13, da man igen rettede blikket mod etapesejre på de efterfølgende mellemetaper. Her var Rolland meget tæt på på 11. etape, men desværre blev han og Omar Fraile hentet i finalen, og det blev derfor kun til en tredjeplads. Samtidig havde Formolo en knap så god uge, og han var stadig kun nr. 12 på sidste hviledag.

 

Holdets løb ændredes totalt i den tredje uge, hvor man ramte det bedste terræn: de høje bjerge. Først tog Formolo et stort skridt mod top 10 med en fremragende 6. plads på løbets kongeetape, men det var dagen efter, at den helt store forløsning kom. Her lykkedes det at få både Rolland og Woods med i det rigtige udbrud, og de udnyttede deres overtal perfekt ved at sende Rolland afsted i et solofremstød, der få dage fra slutningen gav løbet den forløsende sejr, mens Woods rullede over som nr. 9. To dage senere var Rolland igen med i kampen om sejren på den store Piancavallo-etape, men her var han oppe mod en ustyrlig Mikel Landa og måtte tage til takke med en tredjeplads. Herefter var det op til Formolo at gøre arbejdet færdigt, og selvom det ikke lykkedes ham at leve op til den flotte præstation på kongeetapen i en skuffende afslutning, betød Steven Kruijswijks sene exit, at han alligevel akkurat fik presset sig ind i top 10 og dermed for anden gang i karrieren var med helt fremme i et generelt succesfuldt tre uger langt etapeløb for Cannondale.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Cannondale havde generelt en katastrofal sæsonstart, hvor det først var under klassikerne, at man begyndte at vise de første livstegn. Det startede allerede i Tour Down Under, hvor man var til start med en af de store favoritter i Michael Woods. Efter en 9. plads på den første af de to hårde etaper skuffede han imidlertid stort på kongeetape, hvor Tom-Jelte Slagter delvist reddede æren med en 10. plads, og da man også fejlede i Cadel Evans Great Ocean Road Race, forlod man Australien helt uden resultater.

 

Bedre blev det ikke i Europa. En 10. plads til Davide Formolo på kongeetapen var det pauvre udbytte af Volta a la Comunitat Valenciana, og i Algarve fik man ikke én eneste top 10-placering. I Ruta del Sol havde man for første gang Rigoberto Uran til start, og det gav bedre resultater. En 9. plads på den første bjergetape og i en massespurt gav en samlet 8. plads til colombianeren, der dog stadig var langt fra storformen. Det var dog Simon Clarke, der var tættest på årets første sejr, da han ramte det rette udbrud på den regnvåde sidste etape, men desværre måtte se sig henvist til andenpladsen i spurten af Tim Wellens.

 

Efter at have fundet momentum i de første brostensløb havde man ambitioner med Formolo i Paris-Nice, men han var uheldig at styrte ud af løbet efter en ellers lovende start. Derfor måtte man i stedet jagte etapesejre, da resten af holdets mange klatrere tabte tid i sidevinden på de første etaper. Det fik imidlertid slet ikke, og uden en eneste top 10-placering endte man løbet i total anonymitet.

 

Uran gav håb om, at det ville kunne blive til mere i Tirreno-Adriatico, da han var blandt de stærkeste i opvarmningsløbet GP Industria, hvor han og Simon Clarke sad med i den gruppe, der spurtede om sejren. Desværre gav det kun hhv. en 3. og en 6. plads til colombianeren og australieren, men det var primært et springbræt til det efterfølgende etapeløb. En fjerde- og en sjetteplads på de to bjergetaper gav en samlet ottendeplads, men desværre mistede han atter alt for meget tid på de to tidskørsler. Derudover viste Ryan Mullen sig frem med en top 10 på enkeltstarten, ligesom formstærke Clarke var i top 10 på den hårde 1. etape.

 

Efter styrtet i Paris-Nice havde Formolo store ambitioner i Volta a Catalunya, hvor man lagde godt ud ved at placere både Woods og italieneren i top 10 på den første bjergetape. På kongeetapen var det imidlertid i stedet Hugh Carthy, der placerede sig blandt de ti bedste, mens Formolo igen ved med fremme på sidste, og manglen på stabilitet betød, at man ikke fik en mand med i toppen af klassementet.

 

Sejrstørken blev endelig brudt sidst i marts i Settimana Coppi e Bartali. Her sejrede Toms Skujins efter en 10. plads på en sprinteretape og en 6. plads i holdløbet på den første af to kuperede etaper. Efter at han og William Clarke havde spurtet sig til hhv. en 5. og en 3. plads på den efterfølgende sidevindsetape, gled han imidlertid ned på den samlede andenplads på den sidste hårde etape, hvor han blev sat tilbage af defekt. Han havde imidlertid givet holdet momentum, som var tæt på at bære frugt i GP Miguel Indurain, hvor Woods var tæt på sin første sejr med en andenplads bag Simon Yates. Også Skujins bekræftede den gode form med en 10. plads.

 

Uran skulle bruge Vuelta al Pais Vasco som opladning til Ardennene, og det gjorde han godt. Efter at have spurtet sig til en 7. plads på 1. etape viste både han og Woods sig frem på kongeetapen, hvor canadieren med et tidligt angreb på sidste stigning var tæt på at løbe med det hele. I sidste ende blev det dog kun til en 3. plads til colombianeren og en 4. plads til canadieren. Desværre mistede de begge igen alt for meget tit på den afsluttende enkeltstart, og derfor måtte man nøjes med en 9. plads til Uran - samt en flot bjergtrøje til Alex Howes.

 

Holdets klatrere brugte Tour of the Alps til at forberede sig til Giroen, og her var man meget synlige. På den første bjergetape, der sluttede på en stigning, var Formolo og Carthy helt med fremme med hhv. en 4. og en 8. plads, inden man på løbets kongeetape fik hele tre mand i top 3 med Rolland på en 4. plads, Formolo på en 9. plads og Carthy på en 10. plads. Dagen efter fik Davide Villella en sjælden chance, men måtte nøjes med en 10. plads i spurten efter en hård dag i bjergene. Rolland rundede løbet af med en femteplads, hvilket gav en samlet sjetteplads, mens Carthy desværre faldt lidt tilbage og akkurat missede ungdomstrøjen.

 

Efter sygdommen under Ardennerne håbede Uran på revanche i Tour de Romandie. Det så lovende ud, da han sluttede som nr. 5 på bjergetapen og dermed for tredje gang i år var med blandt de bedste på en kongeetape i et WorldTour-løb. For tredje gang kostede enkeltstarten dog igen alt for meget tid, og han endte end ikke i top 10 samlet.

 

Holdet fik endelig sin anden sejr, da man stillede til start på hjemmebanen i Tour of California med store ambitioner for Andrew Talansky. Efter at Wouter Wippert havde spurtet sig til en top 10 på 1. etape, sov amerikaneren imidlertid i timen på løbets første bjergetape, hvor han valgte ikke at følge konkurrenterne i den tro, at de ville blive hentet. En 10. plads kostede desværre værdifuld tid, som skulle vise sig dyr. Efter en 7. plads til Taylor Phinney i den efterfølgende spurt sejrede Talansky nemlig på kongeetapen til toppen af Mount Baldy, og han kørte efterfølgende en fremragende enkeltstart, der gave en tredjeplads. Den tabte tid betød imidlertid, at han måtte nøjes med den samlede tredjeplads. Samtidig var man til start i Tour of Norway, hvor Patrick Bevin for første gang i år viste lidt form. Newzealænderen blev hhv. nr. 8 og 4 på de sidste to etaper, og det gav en samlet 6. plads. Også Tom Van Asbroeck fik endelig taget sine første resultater med hhv. en 4. og en 7. plads i to spurter.

 

Holdet skuffede i Hammer Series, hvor det blot blev til en 7. plads, inden man stillede til start med håb om sejr i Criterium du Dauphiné, hvor Talansky var tidligere vinder. Det gik imidlertid slet ikke som håbet. En 9. plads til Alberto Bettiol i en spurt, og en 8. plads på Alpe d’Huez til den amerikanske kaptajn blev det pauvre udkomme. Langt bedre gik det i Tour de Suisse, hvor flere ryttere viste god form. Det gjaldt Mullen, der blev nr. 8 på prologen, og specielt Bevin, der på løbets sprinteretaper blev hhv. nr. 2, 6 og 4 og også kørte sig til en 10. plads på enkeltstarten. Det var imidlertid i bjergene, at man især imponerede. Woods blev kun hentet af Pozzovivo få meter fra toppen på en af de tre store bjergetaper, inden han med en dårlig nedkørsel gled ned på en 10. plads. Dagen efter var Joe Dombrowski den, der lænst kunne følge Simon Spilak på kongeetapen, og det gav med en tredjeplads det bedste resultat i sæsonen for den unge amerikaner.

 

Et af holdets bedste løb kom i Route du Sud. Her havde man først både Wippert og Van Asbroeck i top 10 på den indledende sprinteretape, inden man slog til på løbets kongeetape. Her kom Rolland med i det tidlige udbrud, og med en fremragende præstation sikrede han sig årets anden sejr og fik vist sig klar til Touren. Det samme gjorde Uran, der var den bedste af favoritterne og sikrede sig en fjerdeplads og dermed en samlet 8. plads. Løbet endte som en stor triumf, da Tom Scully højst overraskende vandt sidste etaoe fra et udbrud.

 

Endelig sluttede man året af med stor succes ved de nationale mesterskaber. Mullen tog begge titler i Irland, Skujins blev nr. 2 på enkeltstarten i Letland, Wippert måtte akkurat se sig slået af Ramon Sinkeldam i Holland, og Sep Vanmarcke gik glip af en af de allervigtigste trøjer, da Oliver Naesen fik presset sig forbi ham i spurten i Belgien, hvor han derfor måtte nøjes med sølv.

 

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Forud for årets Tour var der ikke mange, der talte om Cannondale, men løbet endte som den allerstørste succes på hele året. Det skyldtes Rigoberto Uran, der sammen med Andrew Talansky stillede til start som holdets klassementsrytter, mens man også jagtede etapesejr med primært Pierre Rolland, Alberto Bettiol og Patrick Bevin.

 

Første del af løbet handlede egentlig bare om overlevelse for holdet, og derfor kom det som en positiv overraskelse, at formstærke Bevin blandede sig med Sagan, Matthews, Van Avermaet og co. og spurtede sig til en flot femteplads i puncheurafslutningen på 3. etape. Det var imidlertid to dage senere på La Planche des Belles Filles, at man for alvor skulle se, hvad man havde at komme med. Uran viste sig at være konkurrencedygtig med en 7. plads, og det fik holdet til i endnu højere grad at fokusere på kaptajnen. Dagen efter spurtede Nathan Brown sig til en 9. plads på løbets anden bjergetape, inden Uran leverede løbets højdepunkt for amerikanerne. Trods et ødelagt gear spurtede han sig nemlig til sejr på løbets mest dramatiske og hårdeste etape og viste for alvor, at han var en reel podiekandidat.

 

Urans succes betød, at man i den kommende tid stort set udelukkende fokuserede på colombianeren, der derfor var helt alene om at levere resultatet. Han fortsatte imidlertid med at levere, først med en andenplads bag Bardet på Peyragudes-etapen i Pyrenæerne og siden med en 10. plads dagen efter. Han viste sine eksplosive egenskaber ved at spurte sig til en 9. plads i Rodez, hvor Fabio Aru som bekendt mistede førertrøjen, og han lå på en fin fjerdeplads, da man ramte anden hviledag.

 

Uran holdt dampen oppe helt frem til slutningen med fornem kørsel i Alperne. På den store Galibier-etape vandt han favoritternes spurt om andenpladsen bag etapevinderen Primoz Roglic og rykkede kortvarigt op som nr. 2 i den samlede stilling. Han gled igen ned på tredjepladsen, da han kun blev nr. 5 på kongeetapen, og derfor havde han meget at vinde på den sidste enkeltstart i Marseille. Efter i samtlige etapeløb først på året at have tabt masser af terræn netop på tidskørslen, kørte han sin bedste enkeltstart siden 2014 og med en 8. plads gik han forbi Bardet og tog en yderst fornem andenplads, der gjorde Cannondale til en af løbets positive overraskelser.

 

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Efter den fantastiske Tour og en fin Giro stillede man til start med et aggressivt hold i Vueltaen. Egentlig var det planen at køre klassement med Davide Formolo, men den stærke italiener var blevet syg og stillede ikke til start. Derfor var målet i stedet etapesejre med Michael Woods på puncheuretaperne i den første uge, med Tom Van Asbroeck i spurterne eller med Joe Dombrowski og Davide Villella i bjergene.

 

Holdet fik en ganske fin start, da Van Asbroeck først spurtede sig til en 7. plads på den vindblæste anden etape, inden Woods viste lovende takter, da han med en 10. plads kun tabte begrænset terræn til de bedste på den første bjergetape. Dagen efter var Van Asbroeck endnu tættere på, da han tog en tredjeplads i den ene af løbets to reelle massespurter. I de følgende dage fortsatte Woods med at imponere, da han holdt sig til de bedste på de mange kuperede etaper, men han dummede sig i 8. etapes stejle finale, hvor han blev overmodig, angreb for tidligt og mistede tid. Dagen efter viste både han og holdet dog stor moral, da man efter meddelelsen om holdets sandsynlige lukning, tog det fulde ansvar på 9. etape, der havde en finale skabt til Woods. Man kørte udbruddet ind og kom meget tæt på sejren, da kun Chris Froome og Esteban Chaves viste sig stærkere end canadieren.

 

Woods’ stærke kørsel fik holdet til at tro på, at man havde en mulig klassementskandidat, og derfor valgte man at fokusere endnu mere på canadieren. Kun Villella, der var i bjergtrøjen, viste sig for alvor frem i udbrud, men derudover var det alle mand for Woods. Han betalte tilbage ved at køre sig til en to sjettepladser på de tre store bjergetaper i løbets anden uge, hvor man ellers kunne frygte, at de lange stigninger ville blive for voldsomme. Samtidig fortsatte Van Asbroeck sin gode form ved at spurte sig til en femteplads i den hårde finale på 13. etape.

 

Woods gik ind til den sidste uge på en overraskende 8. plads, men som ventet mistede han meget tid på enkeltstarten og gled ned som nr. 10. Han fik dog med det samme revanche, da han med en 7. plads på den meget stejle Los Machucos-stigning kørte sig op som nr. 7. Den placering forsvarede han flot med en 10. plads på Angliru, og dermed lykkedes det holdet også at få en mand i top 10 i løbets tredje og sidste grand tour. Det hele sluttede også positivt med en fin 4. plads til Van Asbroeck I det hele taget endte løbet som en stor succes, da det lykkedes Villella at forsvare bjergtrøjen hele vejen til den spanske hovedstad.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Det kan godt være at store del af foråret ikke gik som planlagt, men holdet havde en fantastisk sommer. Ikke blot imponerede Rigoberto Uran stort i Touren, holdet kørte samtidig fantastisk i Østrig. Efter at William Clarke og Sep Vanmarcke var blevet hhv. nr. 3 og 5 på bjergprologen, spurtede Vanmarcke sig til en andenplads på den vindblæste 2. etape. Dagen efter kom så den store forløsning, da Tom-Jelte Slagter angreb sammen med et par ryttere på en bakke i finalen, og til slut spurtede sig til den sejr, han havde jagtet helt løbet. Samtidig vandt Vanmarcke feltet spurt om femtepladsen, og med en 3. plads i den efterfølgende massespurt gik han ind til kongeetapen med førertrøjen. Som ventet havde man ikke mandskabet til at blande sig i bjergene, men da Vanmarcke også spurtede sig til en andenplads på løbets sidste etape og dermed vandt pointtrøjen, kunne man glæde sig over, at to af de ryttere, der havde haft et svært forår, havde fået støvet selvtilliden af i Østrig.

 

Efter Touren satte man fokus på klassikerne, hvor Alberto Bettiol først viste sit store potentiale med en 6. plads i Clasica San Sebastian, inden den formstærke Vanmarcke og Wouter Wippert med hhv. en fjerde- og en femteplads akkurat missede podiet i RideLondon Classic. Derefter drog man til Polen Rundt, hvor Slagter imponerede med en femteplads på løbets første hårde etape. Desværre kunne han ikke holde dampen oppe efter et dumt styrt, og man endt uden et resultat. Van Asbroeck fik dog med to top 10-placeringer varslet den gode form, han senere ville vise i Vueltaen. I samme periode var man meget tæt på at tage en stor titel, da Ryan Mullen fik bronze ved EM i enkeltstart i Herning efter en neglebidende afslutning.

 

Den gode form betød, at man havde store ambitioner med Vanmarcke i BinckBank Tour, men her skuffede belgieren en anelse. Efter en 10. plads i en massespurt blev han nr. 7 på den første af de hårde etaper, men kongeetapen blev for hård, og han mistede værdifuld tid med sin 9. plads. Han havde heller ikke benene til mere end en 10. plads på den sidste etape, der med en finale på Muren ellers var skabt til brostensspecialisten, og han endte slet ikke i top 10 samlet. Derudover fortsatte Wippert den stigende formkurve med en 7. plads i en massespurt, og bare få dage senere var han meget tæt på at tage sin første sejr, da Luka Mezgec henviste ham til en frustrerende andenplads i Veenendal-Veenendal. Vanmarcke var også tæt på endnu en stor sejr i et generelt stærkt efterår for belgieren, da han spurtede sig til en fjerdeplads i WorldTour-løbet Bretagne Classic.

 

Holdet havde også stor succes på den anden side af Atlanten. Det startede i Colorado Classic, hvor man egentlig kom for at vinde med Uran, men hvor det var Alex Howes, der imponerede. Efter at have spurtet sig en 7. plads på første etape, vandt amerikaneren på imponerende vis kongeetapen, hvor man også havde både Uran og Hugh Carthy i top 10. Desværre lykkedes det ikke at køre udbruddet ind dagen efter, og trods en 7. plads på etapen gled Howes ned på tredjepladsen. Endnu en 7. plads - en placering bag Taylor Phinney - på sidste etape kunne ikke ændre på det facit, men en podieplads og en sejr i holdkonkurrencen betød, at man ikke kunne være utilfredse med udkommet.

 

Howes håbede på revanche i Tour of Alberta, hvor man også havde deltagelse af Tom-Jelte Slagter. De måtte imidlertid nøjes med en tredjeplads til hollænderen og en sjetteplads til amerikaneren på den indledende kongeetape og mistede derfor mulighede for den samlede sejr. Det gjorde imidlertid mindre, da man efterfølgende totalt dominerede løbet. Wippert sejrede i de to massespurter på 2. og 4. etape - på sidstnævnte etape blev Howes nr. 4 - og på 3. etape sikrede man sig en dobbeltsejr med Howes foran Wippert. Det endelige facit blev derfor tre etapesejr, en tredjeplads til Howes, en fjerdeplads til Slagter og en pointtrøje til Wippert.

 

Slagter tog sin gode form med sig til det de to canadiske WorldTour-løb, hvor han delte kaptajnansvaret med ligeledes formstærke Vanmarcke. Her opnåede han sit bedste resultat på højeste niveau i år. Først blev han nr. 6 i Quebec, hvor man også havde Vanmarcke på 8. pladsen og siden opnåede han en fornem tredjeplads i Montreal, hvor Vanmarcke blev nr. 10. Til gengæld havde man ikke megen succes i Tour of Britain, hvor det blev til en enkelt top 10 til Bevin og en samlet 10. plads til Mullen.

 

Holdets sidste store mål var de italienske klassikere med Rigoberto Uran, der havde gjort dem til et stort mål. Med en tredjeplads i Giro dell’Emilia viste colombianeren, at han var klar, og mens han gjorde sig klar til de bjergrige løb, fortsatte holdet det gode momentum med to femtepladser med hhv. Bettiol i GP Beghelli og med Davide Villella i Tre Valli Varesine. Den helt store forløsning kom, da Uran sejrede i Milano-Torino, hvor han var stærkeste mand på den stejle Colle i Superga. Det gjorde ham til en af de store favoritter til Il Lombardia, men her var luften desværre gået af ballonen for colombianeren, der døde fuldstændigt i finalen. Ved årets slutning opnåede man en skuffende 8. plads med Mullen i enkeltstarten Chrono des Nations, inden Wippert sagde farvel til holdet med en stribe flotte spurter i Tour of Guangxi, hvor han fik en tredje- og en ottendeplads samt to femtepladser.

 

Den endelige dom

I starten af året var der ikke meget, der tydede på, at man skulle ende med at rose Cannondale i høje vendinger. Helt frem til midten af maj havde man bare én sejr, og holdets manglende succes blev et selvstændigt tema i cykelsporten. På de sociale medier oplevede holdet endda nærmest at blive latterliggjort af mange cykelfans.

 

Når regnebrættet skal gøres op sidst på året, er alt imidlertid forandret. Hvis nogen forud for sæsonen, havde sagt, at Rigoberto Uran skulle blive nummer 2 i Touren samt vinde en etape, ville de færreste have kunnet undlade at trække på smilebåndet, og alene det resultat kan redde sæsonen for et hold, der har et af WorldTour-feltets mindste budgetter. Hvis man dertil lægger, at man sammen med Sunweb og Trek var det eneste hold, der havde en rytter i top 10 i alle grand tours, og at man specielt overraskede stort med Michael Woods i Vueltaen og vandt en etape i Giroen, kan man kun være yderst tilfreds med etapeløbssæsonen.

 

Vanmarckes sygdom betød, at klassikersæsonen ikke blev, hvad man havde regnet med, men alligevel endte man med Langevelds tredjeplads i Roubaix, Van Baarles fjerdeplads i Flandern samt Vanmarckes tredjeplads i Omloop Het Nieuwsblad med fremragende resultater i de nordlige klassikere. Urans sejr i Milano-Torino og Woods’ top 10 i Liege betød også, at man var synlige i de kuperede klassikere, og i efteråret kørte Vanmarcke et hav af WorldTour-point hjem i de mange endagsløb.

 

Når holdet alligevel ikke når de absolutte topkarakterer, skyldes det, at man vinder alt for lidt. Det er klart, at et mandskab uden en topsprinter aldrig vil toppe sejrslisterne, men man har været for afhængige af enkelte ryttere. Holdet mangler ganske enkelt vindertyper. Derudover var der alt for mange skuffelser fra stortalenter som Davide Formolo, Joe Dombrowski, Hugh Carthy, Lawson Craddock, Davide Villella og Alberto Bettiol, der alle nærmest gik i stå i år, og flere oplevede endda væsentlige tilbageskridt. Det er fortsat en kedelig tendens, at ryttere simpelthen ikke udvikler sig nok på det amerikanske mandskab, der i den sammenhæng har et blakket ry, og det trækker nedad i vurderingen.

 

Karakter: 7/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »