Smedens slag: Mavepumper til cykelsporten

Så kom der endnu en mavepumper til cykelsporten med Frank Schelcks positive dopingprøve. Målet er at skabe en ren sport, hvilket cykelsporten ihærdigt har forsøgt at gøre siden den første rigtig store skandale i 1998.

Men så længe vi fortsat ser positive prøver, bliver sporten ved med at have dette blakkede ry.

Det er virkelig trist, at man igen og igen er nødt til at forsvare den sport, man brænder for. For når man snakker med folk uden for sporten, er de alle overbeviste om, at alle ryttere stadig er dopede – den aktuelle Frank Schelck sag er endnu engang brænde til bålet.

I 1998, da jeg startede min professionelle karriere på Team Chicky World, var det en betændt verden, jeg trådte ind i. På vej til ’Fredsløbet’ i juli måned det år, hørte vi over radioen, at en bil fra Team Festina var blevet stoppet ved grænsen til Belgien. Fyldt med doping.

Det blev starten på en lang række større og mindre dopingsager. Ingen tvivl om, at over halvdelen af feltet dengang var dopet.

Unge og naive
Som ung rytter var man naiv – man ville bare ud at køre cykelløb. Så vi bandede journalisterne langt væk, når de skrev om doping. Vi følte os forfulgt – og følte, at de var ude på at ødelægge sporten og lukke holdene. På grund af de mange dopingsager dengang blev det sværere og sværere for holdene at finde sponsorer, og det ene efter det andet måtte lukke. Det betød, at vi især vi, de ’små’ ryttere, havde svært ved at finde hold at køre for.

De danske sportsjournalister var på vagt og forfulgte enhver anledning til at dykke ned i cykelsporten og søge efter dopingsyndere. Derfor turde jeg på ingen måde røre ved doping. Set i bakspejlet er det et held – ellers have jeg nok også fyldt mig med alt muligt ’lort’.

Olav Skaaning Andersen og Niels Christian Jung (skaberne af tv-dokumentaren Tavsheden Pris og forfattere af bogen Doping på landevejen, red.) var på den måde virkelig forgangsmænd, når det kom til at dykke ned i stoffet og grave det frem, man ikke ville se. De havde jo helt ret i, at sporten havde et problem – et doping-problem. Heldigvis er mange blevet klogere!  

Flere kan være med
Så hvad er der sket i de 14 år, der er gået siden Festina skandalen? I folks øjne er der nok ikke sket meget – der ryger jo stadig ryttere i fælden. Men har man mærket det på egen krop, ved man, at det hænger anderledes sammen.

I 2000 var jeg debutant i Touren. I samtlige de tre uger foregik det med røven i vandskorpen. Hver etape var et spørgsmål om at overleve. På bjergetaperne så vi ikke nogen ryttere fra spanske og italienske hold  - eller fra US postal og Telekom, for den sags skyld –  i ’gruppetoen’.

Og aldrig har jeg lidt så meget, som jeg gjorde det på Bastilledagen, den franske nationaldag den 14. juli. Jeg kørte etapen på ’max’ – for bare at følge med! Alle franskmænd gjorde, hvad de kunne for at lave et resultat netop på denne dag. I år ser vi debutanten Michael Mørkøv i udbrud på flere etaper, og han kørte i bjergetrøjen i seks dage. Og på Bastilledagen, der var han såmænd i soloudbrud.

Desuden har Chris Anker Sørensen og Nicki Sørensen kørt med om etapesejre. Det er for mig et klart tegn på, at sporten er blevet – og hele tiden bliver – renere. Det er ikke de store stjerner, der dominerer det hele i dag – som det var tidligere.

Forbedrede testsystemer
Endnu et eksempel er også fra 2000, hvor jeg kørte mit første Flandern Rundt. Her kæmpede jeg med alt, hvad jeg havde i 160 kilometer for at følge med – inden jeg måtte give op. Otte sæsoner senere, i 2008, kørte jeg akkurat ind i Top 10. Ingen tvivl om, at jeg var blevet en mere erfaren rytter og havde kørt løbet flere gange, men min fysik var på samme niveau som i 2000. Et for mig klart bevis på, at sporten var blevet renere. Det er næppe gået den anden vej siden.

Den renere cykelsport skyldes også, at der er et bedre testsystem i dag. I 2000 blev der ikke foretaget mange test – det blev først for alvor indført i 2005. Men stadig dengang var der ting, som ikke rigtig virkede, da de forskellige forbund ikke kunne samarbejde.

Det så jeg i 2007, hvor jeg kørte semiklassikeren Omloop Het Volk i Belgien (køres første lørdag i marts). Her blev jeg testet af UCI, for dagen efter, i Kuurne-Brussel-Kuurne, at blive testet af Rasmus Damsgaard. Igen om mandagen, det vil sige for tredje dag i træk, blev jeg testet af Antidoping Danmark, men ingen af disse test blev sammenlignet, hvorved værdierne i princippet kunne være forskellige, uden at kontrollanterne opdagede det.

I dag bliver alle tests sammenlignet, og de bliver lagt ind i et skema. På den måde kan det kontrolleres, om værdierne svinger mere end normalt – det der kaldes ’blodpasset’.

Stadig problematiske kulturforskelle
Som jeg ser det, er problemet, at moral og etik fortsat er forskelligt fra land til land – hvordan det enkelte land forholder sig til doping. I Italien og Spanien bliver der ikke set ned på doping, som der bliver det her nordpå. For dem er betydningen som cykel- og folkehelt vigtigere.

Tager vi for eksempel Ivan Basso og Alejandro Valverde, kunne de begge under deres karantæne tjene gode penge på at reklamere for forskellige cykelprodukter. Da deres karantæne udløb, var vejen endog banet direkte ind på store hold. En hel del anderledes var situationen for eksempelvis Michael Rasmussen, der måtte gå andre veje for overhovedet at få gang i karrieren igen.

Derved er straffen for at blive taget for doping i Sydeuropa ikke så hård som i Nordeuropa. Problemet forstærkes af, at der også er meget politik i dopingbekæmpelsen. Vi hører ind imellem om dopingsager fra Italien og Spanien, som alligevel aldrig bliver til noget –  de bliver som regel fejet ind under gulvtæppet. Det skyldes med stor sandsynlighed, at nogle bliver betalt for at holde deres kæft. Vi har set det med Fuentes-sagen, samt med sagen i Østrig. Derved bliver de aldrig 100 % opklaret.

Fränk Schleck og Alberto Contadors dopingsager er nu alligevel tegn på, at dopingsystemet virker. Nu kan vi bare ønske, at sagsgangen denne gang vil gå hurtigt, og at vi ikke skal vente på en afklaring af Frank Schlecks sag til engang i foråret 2014.

Alle i og omkring cykelsporten – ikke mindst Fränk Schleck selv – fortjener bedre!

Smeden' har i mange år været Allan Johansens kælenavn - også i tiden som en af landet bedste cykelryttere. 'Smeden' vil fremover skrive klummer her på Feltet.dk.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat