Tour de France: Favoritterne

Vicenzo Nibali (Astana): ***

Indtil Vicenzo Nibali vandt det italienske mesterskab i lørdags, havde det faktisk været en rigtig skidt sæson. Han ikke vundet noget som helst siden maj 2013 - altså siden han kunne lade sig fejre, som vinder af Giro d’Italia.

Det er ikke almindeligt for Nibali, at gå så længe uden at føle sejrens sus. Selvom Nibali ikke er nogen absolut verdensklasse sprinter eller tempokører, så er han en født vinder. Sejrene har altid været der; skabt via aggressiv bjergkørsel og hidsige angreb, ikke mindst på nedkørsler. Så Nibali er en ualmindelig sejrsvandt cykelrytter, men har det bare ikke rigtigt fungeret for Astana-holdets store stjerne det seneste år. Det lignede ellers længe, at Nibali skulle vinde 2013 Vueltaen for anden gang, men det kom den aldrende, kontraktløse Chris Horner i vejen for. Til VM på hjemmebane blev Nibali også snydt for den store sejr, da han - omringet af ryttere fra den iberiske halvø - måtte se portugiseren Rui Costa snøre spanierne Alejandro Valverde og Joaquin Rodriguez og iklæde sig den regnbuefarvede trøje.

Det spiller ikke helt for italieneren. Hvor Nibali mest af alt var uheldig i slutningen af 2013, så har problemet i 2014 umiddelbart været middelmådig form. På intet tidspunkt har Nibali lignet en rytter i overskud. Det er også underligt, for Nibali plejer at starte sæsonen i hæsblæsende form, men i år var han sent til at komme i omdrejninger.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Men, men, men: Det lader til, at der er lys for enden af regnbuen, for den nu 29-årige rytter. Han var ikke sublimt kørende i Critérium du Dauphiné, men der var tegn på fremskridt. Og man bliver sjældent italiensk mester uden at være i anstændig form. Måske Nibali alligevel havde en plan med det hele?

Alligevel er det svært at forestille sig Nibali, selv i absolut topform, skulle være i stand til at vinde Tour de France. Det er ikke så meget, fordi han har nogle synderlige fejl eller mangler, men rettere fordi konkurrenterne er bedre; stærkere på enkeltstartscyklen, lettere opad bjergene. Men favoritfeltet er tættere på hinanden, end de var i Armstrong-dagene, og en sejr til Nibali kan ingenlunde afvises, hvis han ellers kører lidt klogt. Bag sig har Nibali et fremragende mandskab, anført af danske Jakob Fuglsang, der kan bistå ham i alle tænkelige terræner. Men Nibalis største chance ligger måske i at tage chancen alene, fx på en nedkørsel, mens rivalerne kigger på hinanden, hvilket fx virkede ganske fornemt for Andrew Talansky i Critérium du Dauphiné.

Alejandro Valverde (Movistar): ***

Det er efterhånden længe siden, Alejandro Valverde vendte tilbage fra sin karantæne, men alligevel fornemmer man lidt, at Valverde stadigvæk lidt er på vej tilbage. I år så man genkomsten af sejrsmonstret Valverde, der sultent spiser sejren i alle de løb, han kan komme til, om det så er enkeltstarter, bjergetaper eller kuperede endagsløb. Det blev til sejre i Vuelta a Andalcia, Vuelta a Murcia, Roma Maxima og GP Miguel Indurain. Og hvis man så sad med den frygt, at Valverde kun var i stand til at sejre i svage felter, så blev den gjort til skamme, da Valverde kronede foråret med en sikker sejr i Flèche-Wallonne.

Siden da har Valverde været yderst stille. Han har foretrukket en løbsfattig optakt, hvor han forinden Touren kun har kørt Route du Sud og de spanske mesterskaber. Til gengæld er han sluttet i top-2 i alle tre løb, hvilket er noget af det mest Valverde-agtige, man kan gøre. I det korte, franske etapeløb fik Valverde godt nok klø af Nicolas Roche, men beviste samtidig, at formen intet fejler. Han vandt det spanske mesterskab i enkeltstart overlegent og forærede sin unge hjælperytter Ion Izagirre sejren i linjeløbet. Valverde er klar til Tour de France.

Valverde har forberedt sig godt. I foråret kørte han et yderst anstændigt E3 Prijs Vlaanderen, hvor han fik trænet lidt på brosten og gjorde en fin figur. Han er favorit til flere etaper, der slutter i kuperet terræn, har stadig en giftig spurt og han har, i store træk, kørt rigtigt fornuftige enkelstarter i år. Jovist, Valverde har altid været bedre på kortere og mere kuperede enkelstarter, end den der venter på næstsidste etape, men omvendt har Valverde også næsten altid gjort det fint i enkeltstarter sent i GrandTours. Det er formentlig i bjergene, at Valverde komme rtil at mangle lidt. Den 34-årige spanier vinder næppe Tour de France. Nej, han vinder nok heller ikke i år, men podiet er bestemt inden for rækkevidde.   

Alberto Contador (Tinkoff-Saxo): ****

Alberto Contador har vundet nærmest alt det, man kan tænke sig som etapeløbsspecialist, men hans måske mest karakteristiske moment skete i uvante omgivelser. Efter månedsvis af karantæne og derfor uden skyggen af løbstræning troppede spanieren i 2012 op i Eneco Tour of Benelux. Formålet med deltagelsen i dette løb var at forberede sig til Vueltaen senere på måneden.

De fleste GT-ryttere ville nok derfor tage det roligt og blot forsøge at undgå styrt på de kringlede belgiske og hollandske veje. Men sådan er det ikke med Alberto Contador. Spanieren er af en særlig støbning. Han vil altid vinde. Han holdt sig til i klassementet indtil løbets kongeetape, der foregik på stigninger kendt fra Flandern Rundt. Her sad Contador og fejdede med brostensspecialister som Niki Terpstra, Lars Bom og Allessandro Ballan. Feltet kom stadigt nærmere Muur van Geraardsbergen (Kapelmuur), og hvad gjorde Contador? Han forsøgte sig naturligvis med et angreb, for det er nu engang, hvad Contador gør. Contador vandt hverken etapen eller Eneco Tour, men han viste, at han stadig var Contador, og han vandt senere Vueltaen.

Alberto Contadors kan sole sig i visheden om,  at han ikke har tabt til nogle af hans formodede rivaler i 2014. Jovist, Rodriguez sejrede lidt heldigt i Catalonien Rundt, men Chris Froome er blevet besejret af Contador, hver eneste gang de er mødtes i 2014. Faktisk har han tæsket englænderen på lettere demonstrative måder, når han har fået chancen. Præstationerne i Tirreno-Adriatico, Baskerlandet Rundt og Critérium du Dauphiné, markerer tydeligt, at Contador er bedre, end han længe har været. Det må give spanieren mod på mere.

Og alligevel. Ja, man fornemmer overskud i Contadors kørsel. Der er hopla. Der er energi og selvsikkerhed. Men for Contador, der kører på både hjerne og hjerte, er det rigtignok vigtigt at være i overskud, men det ændrer bare ikke det store; Alberto Contador angriber om han er i hopla eller ej. Når snakken går på Contador, så er selvsikkerhed med pondus lig med sejre. Når pondussen efterlader ham, bliver det ikke til så mange sejre, hvorfor Contador må stille sig tilfreds ved at vinde beundrere fra de cykelsportselskere, som føler, at sekundære placeringer ikke er noget at samle på. Contador dør angribende. Selv når Contador taber, så vinder han lidt.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Der er mange ting, der taler for Contador. Han er stadig i det, som man plejer at kalde en cykelrytters ’gode alder’. Hans form og kørsel i 2014 har været fænomenal. Sejrene har været mange og flotte. Og selvom han igen ligner feltets bedste bjergrytter, så er det mest lovende, at præstationerne på enkeltstartscyklen er blevet mærkbart forbedret i år. Samtidig passer den sene enkeltstart ham godt, for han har altid været særligt god på enkeltarter, der ligger sent i løbet. Selvom Contador er en let rytter, så er han også en intelligent rytter, der føler omgivelserne, hvorfor han sagtens kan tænkes at angribe i (for bjergryttere) mærkelige omgivelser, om det så er sidevind eller brosten. Med den rette støtte kan brostensetapen sagtens blive en givtig dag for Tinkoff-Saxo.

Alligevel får han kun fire stjerner. Det eneste der nager ved Contadors kandidatur, er nemlig en stadig fornemmelse af, at det lidt er ude af Contadors hænder; at der findes en rytter, der simpelthen kan træde lidt hårdere i pedalerne, hvis han ellers genfinder formlen.      

Chris Froome (Sky): *****

Der var en scene i årets Critérium du Dauphiné. Det er en scene, vi har set mange gange før. Det var en bjergetape som så mange andre. Det bliver stejlt. Feltet føres an af Team Sky. Alberto Contador står op i sin cykel og accelererer i hidsig fart fra frontgruppen. Han får hul. Blodårene og musklerne sitrer i hele hans krop og selvom Contador er iklædt solbriller, fornemmer man klart smerten i hans ansigt. Kameraet zoomer ind på Contador, som han kigger sig over skulderen, som han vurderer, hvilken skade, hans angreb har gjort. Idet han kigger sig over skulderen, skifter produceren kamera, og vi ser nu Chris Froome, der med benene huggende metronomisk ses siddende med blikket stift rettet mod sin pulsmåler.

Det er den klassiske rivalisering. Der er så mange klichéer, at det næsten gør ondt at skrive, men her er vi altså. Contador er den temperamentsfulde sydlænding, der føler modstanderen, og Froome er den kolde og kalkulerende nordboer, der kun har øje for sig selv og sine tal. Contador, der kører som et menneske, og Froome der på cyklen er tættere på maskine end mand. Spanieren, der har vundet fra teenageårene og englænderen, der først fandt sig selv i en sen alder. Froome, der har lidt af sygdomme, og Contador der måtte komme sig over et voldsomt styrt. Det er den kontrastfulde måde, de hver især klatrer. Der er baghistorien: Alberto Contador, der valgte Riis, og Froome, der i Riis ser et skræmmende monster, man skal holde sig fra. Man kunne blive ved. Der er noget at elske ved dem begge. Det er mest et spørgsmål, hvad man nu er ’til’.

Pilen vender lidt nedad for Froome. For det første er det mandskab, som Team Sky umiddelbart kan mønstre i år, ikke nær så stærkt, som det, der tidligere har tyret deres rivaler fysisk og psykisk. Geraint Thomas og Bernhard Eisel kan yde fantastisk støtte i forhold til brostensetapen, men det er i bjergene, det halter. Det betyder ikke noget for alle Tour-favoritter, men det betyder noget for Froome, netop fordi Team Sky som bekendt har en bestemt måde at køre GrandTour på - fra fronten. Richie Porte har kun været en skygge af sig selv i år. Xabier Zandio er tudsegammel, mens Danny Pate og David Lopez er mere middelmådige end Knorrs bearnaisesauce. Jovist, Mikel Nieve giver lidt krydderi til sovsen, og Vasil Kiryienka er den solide fond, som enhver Sky-sejr er baseret på, men det dufter ikke alt for godt, i hvert fald ikke, hvis man blot vurderer det ud fra opskriften.

Samtidig har Froome i indeværende sæson været plaget af de sygdomme, som har plaget ham i så store dele af hans karriere. Derudover ville Froome nok have foretrukket en enkelstart lidt tidligere i løbet, som han kunne bygge lidt forspring på. Og selvom han vandt den første bjergetape i Critérium du Dauphiné, så kunne han ikke fortsætte de fine takter løbet igennem. Og han kunne heller ikke sætte spanieren, hvilket han ellers havde så let ved i 2013.

Hvis man støtter Froome, kan man pege på to ting. Først kan man fremhæve enkeltstarterne i Tour de Romandie og starten Critérium du Dauphiné. Her har Froome vist, at han stadig er i stand til at præstere i verdensklasse, selv hvis ikke formen er top, fordi han netop er i særklasse. I kampen mod uret er Froome pt. kun overgået af Tony Martin, og med tanke på, hvor sent årets enkeltstart ligger, er det overvejende sandsynligt, at Froome her ikke blot vil tage adskillige minutter fra samtlige hans rivaler, men også vinde selve enkeltstarten.

Og så er der 2013. Så kort kan det siges. Hvis Froome tropper op til Tour de France i noget nær den tilstand, som tilfældet var hele 2013, så vinder han. Så let kan det næsten siges.