Tour de France: Rutebeskrivelsen 2017

2016-udgaven var spektakulær. Hvem husker ikke Chris Froomes overraskelsesangreb på nedkørslen fra Col de Peyresourde, Froomes og Peter Sagans forrygende sidevindskørsel i Montpellier og det dramatiske højdepunkt, da Froome, Richie Porte og Bauke Mollema kolliderede med en motorcykel, netop som de havde slået et tilsyneladende afgørende hul på vej op ad Mont Ventoux?

Alligevel var løbsdirektør Christian Prudhomme alt andet end tilfreds. Froome og Sky havde lagt løbet i et jerngreb allerede fra den anden bjergetape i Pyrenæerne, og siden var der slet ingen spænding om den samlede sejr. Endnu mindre interessant kampen om pointtrøjen, der allerede tidligt blev erobret af Peter Sagan med så solid en margin, at rivalerne end ikke gad gøre ham rangen stridig i pointspurterne.

Prudhommes første forsøg på at bryde Skys dominans var en plan om at reducere holdstørrelserne til 8, men den ide stødte på så stor modstand fra holdene og UCI, at den ikke lod sig realisere (selvom regelændringen nu er vedtaget for 2018-sæsonen). Den alternative løsning blev at designe en rute, der med klinisk præcision har reduceret antallet af etaper, hvor Froome og Sky kan knuse konkurrenterne, og øget antallet af helt flade etaper, hvor de rene sprintere som Marcel Kittel, André Greipel og Mark Cavendish som regel har et overtag i forhold til Sagan - og hvor der i øvrigt er betydeligt flere point på spil end på de kuperede etaper, hvor verdensmesteren typisk excellerer.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Antallet af store bjergetaper i Pyrenæerne og Alperne er reduceret til fire, og der er kun én bjergafslutning i hver af de to bjergkæder - og det kan man ikke kompensere for, selvom man både besøger Vogeserne i forbindelse med løbets tredje og eneste øvrige bjergafslutning og Jura-bjergene, der i år figurerer i en uhørt hård udgave. Samtidig er antallet af enkeltstartskilometer reduceret til beskedne 36,5, og holdtidskørslen vender ikke tilbage, selvom den typisk har været programmet hvert andet år. Derudover har man designet hele ni flade etaper, der alle potentielt kan ende i en massespurt, og der er meget få typiske Sagan-etaper. Således er der slet ingen etaper, der egner sig til en reduceret massespurt, og derfor er det kun de to puncheur-finaler i Longwy og Rodez, der for alvor tiltaler den ellers alsidige slovak.

Resultatet er en rute, de har fået meget blandede modtagelser fra snart sagt enhver kant. Bjergrytterne har brokket sig over det beskedne antal hårde bjergfinaler, hvor de for alvor kan gøre en forskel, alsidige typer som Chris Froome og Richie Porte begræder det næsten totale fravær af enkeltstartsudfordringer, og typer som Peter Sagan, Michael Matthews og John Degenkolb saver nogle hårdere sprinteretaper. Kun de rene sprintere, der ellers i de senere år har været vidne til en kraftig reduktion i antallet af muligheder - sidste år nærmede det sig absurde, idet der mellem 6. og 21. etape ikke var én eneste massespurt - har hilst modifikationerne velkommen. Alle andre synes i nogen grad at være skuffede.

Mest bange er folk, der håber på mange slag mellem klassementsrytterne. Løbet byder som sagt kun på tre bjergfinaler og to relativt korte enkeltstarter, men til gengæld er der mange etaper, der slutter med en nedkørsel eller et fladt stykke til mål. Prudhomme og det øvrige hold bag Touren håber, at det ansporer til aggressivt og underholdende cykelløb, hvor angreb fra distancen vil bryde Sky jerngreb, men mange frygter, at de flade finaler i stedet vil kvæle initiativlysten, og at klassementskampen reelt reduceres til 4-5 slag i bjergene samt de to enkeltstarter.

Håbet om at anspore til mere aggressiv kørsel afspejles også i stigningernes natur. Modsat Giroen og Vueltaen har Touren typisk været kendt for sine lange, jævne stigninger, der står i kontrast til de meget stejle, eksplove mure, man finder i Italien og Spanien. Denne gang har man i stedet opsøgt mange usædvanligt stejle opkørsler. Det gælder allerede med den tidlige tilbagevenden til den stejle La Planche des Belles Filles, men er mest markant ved inklusionen af de meget stejle Mont du Chat og Mur de Pèguère der kun sjældent har været på programmet, samt en meget stejl opkørsel af den stadigt mere populære Grand Colombier. Stejle stigninger er generelt mindre taktiske og bedre til at skabe forskelle, og ASO håber utvivlsomt, at de kan være med til at splitte feltet tidligere, end man er vant til.

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD NU

Det betyder ikke, at der ikke er blevet plads til flere af sportens ikoniske bjerge, også selvom Pyrenæerne og Alperne i år kun indgår i en yderst begrænset udgave. I Pyrenæerne er det ganske vist kun Col du Peyresourde, der blandt de allermest klassiske bjerge er på programmet, men i Alperne venter giganter som Col de la Croix de Fer, Col du Galibier og ikke mindst månelandskabet på Col d’Izoard, der for første gang nogensinde vil være rammen om en etapeafslutning, når bjergprøvelserne allerede på 18. etape finder sin afslutning.

Derudover har Prudhomme betonet det forhold, at ruten i år besøger alle de fire store bjergkæder i landet. Som regel er det altid de høje bjerge i Alperne og Pyrenæerne, der har været hovedscenen for bjergslagene, men denne gang er prøvelserne langt mere ligeligt fordelt mellem Vogeserne, Jura-bjergene og de to hovedbjergkæder, der lægger asfalt til hhv. 1, 2, 2 og 2 bjergetaper. Derudover besøger man mellem Pyrenæerne og Alperne kortvarigt det kuperede terræn i Massif Central, men resten af løbet i alt væsentligt udgøres af de 9 flade sprinteretaper.

En andet af Prudhommes forsøg på at åbne løbet op er hans tilbagevenden til den gamle tradition med at have en enkeltstart på næstsidste etape. Tidligere var det en helt fast tradition, men som led i Prudhommes systematiske udhuling af antallet af enkeltstartskilometer, siden han for 10 år siden overtog ansvaret, har han som regel skippet den ide. I stedet har der i de seneste år været næsten skræmmende få kilometer alene i kamp mod uret - mest markant i 2015 - og i stedet har man i tre ud af de seneste fire udgaver haft en bjergetape på næstsidste dag. Denne gang har Prudhomme i stedet henlagt den ene af de to enkeltstarter til 20. etape - hvor der i øvrigt venter en meget spektakulær afslutning på Orange Velodrome i storbyen Marseille - og håbet er, at det vil anspore bjergrytterne til ikke at udskyde deres angreb i det uendelige, vel vidende at de har behov for en buffer inden den afsluttende tidskørsel.

Den første af de to enkeltstarter kommer allerede på 1. etape, hvor Tour de France endelig genforenes med Tyskland, der ellers efter de mange dopingskandaler har vendt sporten og løbet ryggen og kun gradvist er ved at tø op. Det sker, når Tony Martin vil forsøge at indfri sin store drøm om at iklæde sig den gule førertrøje på efter en helt flad 14 km lang tidskørsel i Düsseldorf. Derefter bevæger feltet sig til Belgien, hvor der venter en sprinteretape med mål i Liege, inden man via Luxmbourg når til Frankrig på 3. etape, der er rammen om en af to afslutninger for puncheur-typer som Sagan, Matthews, Philippe Gilbert, Alejandro Valverde og Greg Van Avermaet.

Sprinterne får endnu en chance, inden klassementsrytterne første gang skal i aktion på den korte, men stejle La Planche des Belles Filles, der vil give et usædvanligt tidligt svar på, hvem der kan køre med om sejren i årets Tour. Dernæst afsluttes første uge med yderligere to sprinteretaper, inden perioden inden første hviledag kulminerer med to dage i Jura-bjergerne. Den første af disse med mål i Station des Rousses ventes ikke at gøre forskelle i klassementet, men søndag d. 9. maj venter et brag af en bjergetape med den brutalt stejle Mont du Chat, der med stor succes have generalprøve i det nyligt afviklede Criterium du Dauphiné.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Efter en første hviledag og en transport tværs gennem Frankrig fører to sprinteretaper frem til foden af Pyrenæerne, der er rammen om de næste to bjergetaper. Først gælder det et 214 km langt maraton, der inkluderer de frygtede Port des Bales og Col de Peyresoude efterfulgt af den korte stigning op til målet i Pyeragudes. Derefter venter en kort, intens sag på bare 101 km med hele tre store bjerg, herunder den stejle Mur de Pèguère, der dog kommer så langt fra mål, at etapen kan ende som en fuser.

Stykket mellem Pyrenæerne og Alperne tilbagelægges over tre transportetaper. Først gælder det en tilbagevenden til Rodez, hvor der er lagt op til revanchedyst mellem Sagan og Van Avermaet i en klassisk puncheurfinale, inden feltet besøger Massif Central til en klassisk udbryderetape dagen inden den anden hviledag. Rejsen afsluttes herefter med endnu en sprinteretape, inden det for alvor går løs i Alperne med de sidste to bjergetaper.

Ganske vist er der kun to dage på menuen, men de er begge brutale. 17. etape byder på både Col de la Croix de Fer og Col du Galibier, inden det hele afsluttes med en længere nedkørsel til Serre-Chevalier. Dagen efter gælder det løbets tredje, sidste og sværeste bjergetape, når man for første gang skal slutte på månebjerget Col d’Izoard. Det markerer afslutningen på bjergprøvelserne, hvorefter en lang, flad sprinteretape fører feltet til Marseille. Her afsluttes klassementskampen med en 22,5 km lang enkeltstart i storbyen på en meget blandet rute, der hovedsageligt er flad, men også byder på en kort, meget stejl stigning og en teknisk nedkørsel. Vinderen af løbet ved blive fundet ved en flot afslutning på Orange Velodrome, inden hele cirkusset over natten flyttes til den store finale i Paris, hvor den klassiske sprinterafslutning på Champs-Elysèes venter.

Nedenfor giver feltet en detaljeret analyse af hver af de enkelte etaper og prøver at udpege nøglepunkterne og de skjulte farer og pege på, hvad man kan forvente i løbet af de 21 dage.

1. etape, lørdag d. 1. juli: Düsseldorf - Düsseldorf, 14 km enkeltstart


 

Tidligere var Tour de France-arrangørerne klart de mest konservative blandt folkene bag de tre grand tours. Hvor der var en del variation i åbningsetapen for både Giroen og Vueltaen startede Touren under Jean-Marie Leblancs ledelse altid med en prolog. Det har i de senere år ændret sig mærkbart, og i dag fremstår ASO næsten som de mest innovative, hvad angår designet af åbningsetapen. Således har man i de senere år givet sprinterne, puncheurs og enkelstartsspecialister mulighed for at gå efter den gule trøje, og på det seneste har det faktisk snarere været undtagelse, at det er sidstnævnte, der har haft chancen. Derfor slikkede de sig også ekstra om munden, da det blev afsløret, at årets udgave af Touren vil blive indledt med en tidskørsel, når Touren forsøger at genskabe det nære forhold til Tyskland ved for første gang siden de værste dopingskandaler at besøge det store naboland, der ellers havde vendt ryggen til cykelsporten. Nu er der i den grad tale om en optøning af forholdet, og det har ikke blot har det givet anledning til, at man nu har to WorldTour-hold. Næste er Deutschland Tour tilbage på programmet, og i år indledes verdens største cykelløb med et brag af en enkeltstart i Düsseldorfs gader, hvor de første tidsforskelle i klassementet allerede vil blive skabt, og hvor Tony Martin drømmer om endelig at vinde en indledende tidskørsel i Touren - og så endda på hjemmebane.

I alt skal der tilbagelægges 14 km i Düsseldorf, en distance, der er længere, end man typisk ser for indledende enkeltstarter i grand tours. Starten går foran Messe Düsseldorf, hvorfra man ruller ned til bredden af Rhinen, som man følger de første 4 km, der er helt flade. Herefter venter dagens første lille bakke, når man skal over Oberkasseler Brücker, der fører rytterne over på vestsiden af floden, hvorfra man fortsætter mod syd og sydøst frem til Rheinkniebrücke, der udgør dagens anden lille bakke og fører tilbage til den ”rigtige” side af floden.

Det sydligste punkt nås efter 7 km, hvorfra mand forsætter mod øst og dernæst mod nord i en mere teknisk fase, hvor der er flere skarpe sving umiddelbart efter hinanden. Mellemtiden tages, når der resterer knap 6 km, hvorefter man fortsætter igennem flere sving videre mod nord, indtil man igen når samme vej langs floden, som blev benyttet først på etapen. Den helt flade allé følges nu tilbage til Messe Düsseldorf, og derfor byder de sidste 4 km ikke på ét eneste sving. Den sidste bløde kurve kommer med 400 m til stegen på den 6 m brede opløbsstrækning.

Med en næsten helt flad rute er scenen sat til et stort slag mellem de helt store specialister. Kun de to broer giver anledning til et par højdemeter, men ellers er der ingen terrænmæssige udfordringer. Første og sidste del er samtidig helt uden sving og dermed skabt til wattmonstrene, der kan træde de store gear. Midtvejs kommer der lidt flere tekniske udfordringer, men det ændrer ikke på, at det en dag for eksperterne. Distancen er for lang og ruten ikke teknisk nok til, at sprinterne kan køre med om sejren, men de vil forsøge at begrænse tidstabet i håb om måske at kunne tage førertrøjen på 2. etape - og for Peter Sagans og Michael Matthews’ vedkommende måske også senere i løbet. Chris Froome og Richie Porte håber at vinde lidt tid på konkurrenterne straks fra start, men det er ikke en rute, hvor de kan køre med om kampen om etapesejren, der ventes at blive et anliggende for specialister som Tony Martin, Stefan Küng, Jonathan Castroviejo, Alex Dowsett, Primoz Roglic og Matthias Brändle.

Düsseldorf var sidst mål for et stort cykelløb i 2005, hvor man lagde asfalt til prologen i Deutschland Tour. Her vandt Vladimir Gusev foran Linus Gerdemann og Sebastian Lang.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

2. etape, søndag d. 2. juli: Düsseldorf - Liege, 203,5 km

Det hører til sjældenhederne, at det ikke er sprinterne, der får det første ord på linjeløbsetaperne i de tre grand tours, og traditionen vil heller ikke blive brudt i årets Tour de France. Ganske vist er den indledende enkeltstart så lang, at det synes usandsynligt, at en af de hurtige folk i kraft af bonussekunder alene kan sikre sig den gule trøje, men det vil næppe betyde, at motivationen er mindre i det forrygende sprinterfelt, der er samlet til årets udgave af den franske grand tour. Tværtimod vil udsigten til hele ni mulige massespurter kun have styrket ambitionerne, og det første slag mellem sprinterne vil som altid være ekstra imødeset, idet det sætter scenen for det, der kan ventes i de næste mange spurtopgør. Det første slag skal slås i et af cykelsportens mekkaer, når feltet allerede efter bare én dag i Tyskland fortsætter videre til Belgien, hvor cykelbyen Liege byder velkommen til det, der ventes at blive et brag af en massespurt.

Ganske usædvanligt har Tour-arrangørerne i år valgt at have mange etaper med en længde på mere end 200 km, og derfor er de 203,5 km, der venter på 2. etape, en forsmag på, hvad der følger senere. Ruten fører feltet fra Düsseldorf i Tyskland til Liege i Belgien, og selvom målbyen er rammen om finalen på en af cykelsportens hårdeste klassikere, foregår det i stort set helt fladt terræn. Fra start slår man en lille sløjfe i det småkuperede terræn øst for Düsseldorf, hvor årets første bjergpoint er på spil på toppen af kategori 4-stigningen Grafenberg (1,4 km, 4,5%) allerede efter 6,5 km. Derefter venter yderligere en lille bakke, inden man efter 35,5 km igen passerer gennem startbyen.

Kursen sættes nu mod vest med retning mod Belgien og går gennem helt fladt terræn, indtil man når frem til Mönchengladbach, hvor den indlagte spurt er placeret efter 82,5 km. Der er tale om en let stigende sag med et meget skarpt sving 800 m fra stregen. Herfra fortsætter man mod syd og siden sydvest gennem tilsvarende flade terræn, og den kurs holdes det mest af den resterende del af etapen. Man når grænsen til Belgien, når der resterer 68,5 km, og herefter bliver terrænet en anelse mere kuperet med et par småbakker undervejs. Den værste af disse er kategori 4-stigningen Cote d’Olne (1,3 km, 4,7%), der har top med 20,5 km igen. Herfter slår man en lille sløjfe for at ramme målbyen fra sydøst. Fra toppen af stigningen falder det ganske let på stykket ind mod centrum, hvor de sidste fem kilometer er helt flade. Der venter et blødt sving med 6 km igen og et skarpt sving ved 3 km-mærket. Herefter bugter vejen kun ganske let på den 2,9 km lange, 7 m opløbsstrækning, hvor målet kan ses helt fra den røde flamme.

Tour de France er sæsonens højdepunkt for de fleste af verdens bedste sprintere, og derfor er der ingen chance for, at de ikke ender med at spurte om sejren på den første flade etape. Det vil også være tilfældet i Liege, hvor de små bakker undervejs ikke vil bidrage til at skabe megen udskilning. I stedet er der lagt op til en typisk nervøs og stressende første linjeløbsetape i Tour de France, hvor sprinterholdene vil sikre, at det hele bliver samlet til en finale, hvor ekstrem positionskamp meget vel kan lede til styrt og måske endda tidstab. I sidste ende vil de hurtige folk slås om sejren i en afslutning, der er uden tekniske eller terrænmæssige udfordringer og skab til de helt rene sprintere.

Liege var sidst vært for Touren i 2012, hvor Fabian Cancellara vandt prologen foran Bradley Wiggins og Sylvain Chavanel, og i 2004, hvor samme Cancellara tog sin første etapesejr i løbet ved at slå Lance Armstrong og Jose Ivan Gutierrez på prologen. Vueltaen kom forbi i 2009, hvor André Greipel vandt en massespurt, mens Giroen lagde vejen forbi i 2002, hvor Stefano Garzelli tog en sejr, han senere har fået fratraget uden kåring af en ny vinder. Derudover er byen hvert år vært for Liege-Bastogne-Liege, der dog i de sidste mange år er sluttet i forstaden Ans.

3. etape, mandag d. 3. juli: Verviers - Longwy, 212,5 km


 

Modsat Giroen og Vueltaen, der er kendetegnet ved deres mange afslutninger for puncheurs, er Tour de France i høj grad begrænset af den franske geografi, der i høj grad indskrænker mulighederne for den type afslutninger. I de senere år har ASO imidlertid gjort sig mere umage med at opdyrke den type finaler, og årets udgave byder på to afslutninger, der er som skabt til den særlige ryttertype, der kan spurte op ad bakke. Den første af disse kommer på 3. etape, hvor feltet endelig når til Frankrig til en finale i Longwy, og hvor klassikerspecialister og stærke sprintere om Peter Sagan, Michael Matthews Greg Van Avermaet, Philippe Gilbert og Alejandro Valverde utvivlsomt har kig på en mulig etapesejr samt evt. en medfølgende gul trøje.

Helt usædvanligt skal man for anden dag i træk ud på mere end 200 km på den 212,5 km lange rejse mellem Verviers i Belgien og Longwy umiddelbart på den anden side af grænsen til Frankrig. Stort set hele dagen bevæger man sig stik syd, og det betyder, at man bevæger sig igennem Ardennernes udkant. Derfor er terrænet heller ikke fladt, og det stiger faktisk stort set hele vejen fra start til toppen af kategori 4-stigningen Cote de Sant (2,8 km, 5,1%), der nås efter 18 km. Herefter bliver det betydeligt nemmere på stykket frem til grænsen til Luxembourg, som passeres efter ca. 70 km. Efter 89 km følger dagens spurt, der er helt flad og uden sving i de sidste 3 km, inden man igen når mere kuperet terræn. Det sker, når man efter 105,5 km runder toppen af kategori 4-stigningen Cote de Wiltz (3,1 km, 4,8%), der kort efter føles op af løbets første kategori 3-stigning, den stejle Cote d’Eschdorf (2,3 km, 9,3%) med top efter 120,5 km.

Herefter flader terrænet igen ud, og der er kun mindre stigninger, mens man fortsætter mod syd ned til grænsen til Frankrig, der krydses, når der resterer barer 30 km. Herfra sættes kursen mod vest, hvor der venter nogle småbakker, hvoraf den sværeste er kategori 4-stigningen Cote de Villers-la-Montagne (1,1 km, 5,2%), der har top bare 15,5 km fra mål. Herefter falder det svagt hele vejen frem til målbyen Longwy, der nås, efter at man er vendt rundt og har sat kursen mod nord. Nedkørslen ender med 4 km igen, og det hele afsluttes med en ubehagelig overraskelse, idet etapen slutter på toppen af den 1,6 km Cote des Religieuses, der stiger med 5,8% i gennemsnit. Den er klart stejlest i bunden, hvor den over de første 500 m stiger med 8,2% i gennemsnit og når et maksimum på 11%, inden de sidste 600 m stiger med mellem 3 og 4,5%. Efter nedkørslen er der ingen skarpe sving, før man på de sidste kilometer har hele to hårnålesving, inden man rammer den 750 m lange opløbsstrækning, der er bare 6 m bred.

Denne etape har allerede på forhånd fået et stort kryds hos specielt Peter Sagan, Philippe Gilbert og Michael Matthews, og der er derfor ingen tvivl om, at deres respektive mandskaber vil kontrollere løbet hårdt. Ikke bare er der udsigt til etapesejr - den gule trøje vil også fortsat være i spil, hvis de to første etaper er forløbet tilfredsstillende. Også Greg Van Avermaet har længe talt om denne etape, men han må ventes at være mere overladt til sig selv på et BMC-mandskab, der fokuserer på Richie Porte. De eksplosive puncheurs ventes at slås om sejren, mens klassementsrytterne skal holde sig til for ikke at tabe sekunder i finalen. Alejandro Valverde og Dan Martin lurer måske endda på muligheden for at spurte sig til et par bonussekunder, men den sidste del af stigningen kan være for nem til, at de kan matche de tungere specialister.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Longwy har ofte været målby i Circuit de Lorraine, senest i 2011, hvor Anthony Roux vandt en hård spurt foran Romain Feillu og Laurent Mangel. To år tidligere var Manuel Cardoso hurtigere end Martin Elmiger og Roux, mens Ludovic Turpin tilsvarende vandt en spurt foran Tiziano Dall’Antonia og Daniele Pietropolli i 2007.

4. etape, tirsdag d. 4. juli: Mondorf-les-Bains - Vittel, 207,5 km

Årets udgave af Tour de France er ikke uden grund blevet beskrevet som nærmest uhørt sprintervenlig, men det er nu ikke usædvanligt, at den første uge, som ofte tilbringes i det flade Nordfrankrig, er domineret af de hurtige afsluttere. Det er således også tilfældet i år, hvor sprinterne i løbet af den første uge kan se frem til at spurte om sejren på fire ud af syv etaper. Deres anden chance ventes de at få på løbets fjerde dag, der er rammen om en klassisk transportetape, hvis primære formål er at bringe feltet mod syd og ned mod bjergene, hvor de første store slag mellem klassementsrytterne skal slås. Samtidige r det sidste chance for folk som Peter Sagan og Michael Matthews for at få fingre i den gule trøje, inden klassementskampen allerede indledes på onsdagens 5. etape.

Helt usædvanligt bydes der for tredje dag i træk på mere end 200 km, når feltet skal bevæge sig hele 207,5 km fra Mondor-les-Bains til Vittel. I løbet af natten er hele cirkusset igen rykket over grænsen til Luxembourg, hvor starten gives helt tæt på den franske nabo. Herfra bevæger man sig mod øst, inden man drejer mod syd for at køre ind i Frankrig gennem byen Schengen, en passage, der har til formål at markere Schengen-aftalen og det grænseløse EU-samarbejde. Herefter går det stort set stik syd hele dagen med det klare formål at nå frem til udkanten af Vogeserne, der onsdag vil lægge asfalt til den første afslutning på en stigning.

Man holder sig dog ude af det kuperede terræn, og der for er den lange etape stort set helt flad. Kun med lidt god vilje kan man tale om to mindre stigninger i den første halvdel. Gradvist bliver terrænet en anelse mere rynket, efterhånden som man nærmer sig mål, men store udfordringer er der ikke tale om. Den indlagte spurt er placeret i Goviller efter 157,5 km på en let faldende vej uden sving i de sidste 3 km. Kort efter rammer man dagens eneste reelle udfordring, kategori 4-stigningen Cotl des Trois Fontaines (1,9 km, 4,7%), men den har top med hele 37 km til mål. Derefter er det igen stort set helt fladt, mens man fortsætter mod syd til målet i Vittel, hvor en lidt kompliceret finale venter. En lang vej uden sving leder frem til en blød kurve med 2500 m igen, inden der med 1500 m til stregen venter to skarpe sving adskilt af en jernbanebro. Herefter buer vejen kun svagt på den sidste kilometer og 700 m lange, 6 m brede opløbsstrækning, hvor stregen kommer til syne med 350 m igen. Det stiger svagt mellem 5- og 3-kmm-mærkerne, mens den sidste kilometer går opad med beskedne 1,7%.

Sprinterne lader sjældent mulighederne gå til spilde i den første uge, og det vil de næppe heller gøre denne gang. Der er derfor udsigt til en helt klassisk sprinteretape, men som altid kan vinden blive en faktor i det nordfranske. Under alle omstændigheder vil stressniveauet stige voldsomt mod slutningen, hvor der er udsigt til en hektisk og kompliceret massespurt i den tekniske finale, hvor kombinationen af sving og et smalt opløb betyder, at lead-outs og holdstøtte bliver af afgørende betydning.

Vittel var senest målby i 2009, hvor Nicki Sørensen tog karrierens største sejr fra et udbrud.

5. etape, onsdag d. 5. juli: Vittel - La Planche des Belles Filles, 160,5 km

Modsat Giroen og Vueltaen, der ofte kaster rytterne ud i de første seriøse bjergprøvelser tidligt i løbet, er Touren ofte kendetegnet ved en første uge domineret af sprintere og ren overlevelse for løbets klassementsryttere. Derfor er det nærmest paradoksalt, at man bryder med den tradition i et år, hvor det ellers er småt med bjergudfordringerne. Ikke desto mindre venter løbets første alvorlige styrkeprøve allerede på løbets femte dag, hvor man for tredje gang besøger den relativt korte, men meget stejle La Planche des Belles Filles-stigningen i Vogeserne. Den begrænsede længde  betyder ganske vist, at det ikke er en dag, der vil skabe store tidsforskelle, men den vil med sikkerhed give de første klare svar på, hvem der kan køre med om sejren i årets Tour de France.

For første gang i årets Tour byder en linjeløbsetape på færre end 200 km, idet rytterne dennes gang kun skal bevæge sig 160,5 km fra Vittel til toppen af La Planche des Belles Filles. Etapen kan i alt væsentligt inddeles i to dele: en flad første halvdel, der fører frem til Vogeserne og en kuperet afslutning. Fra starten bevæger man sig mod syd igennem stort set helt fladt terræn, indtil man efter 38 km sætter kursen mod øst for at bevæge sig ind i hjertet af bjergene. Det flade terræn fortsætter dog igennem en lille sydlig sløjfe forbi byen Luxeuil-les-Bains og frem til den indlagte spurt, der kommer efter 102,5 km, er stort set helt flad og byder på et sidste sving med 1500 m til stregen.

Etapen ændrer karakter, når man rammer kategori 3-stigningen Cote d’Esmoulieres (2,3 km, 8%), der har top efter 107,5 km. Herefter fortsætter det med at stige svagt frem til toppen af Col des Croix, hvorefter man sætter kursen mod sydvest og via en nedkørsel når frem til mere fladt terræn. Med 23,5 km drejer man igen mod øst, og herfra stige et svagt, indtil en lille skarp nedkørsel leder frem til vunden af dagens sidste udfordring, kategori 1-stigningen La Planche des Belles Filles, der fører mos sydøst. De stiger med 8,5% i gennemsnit over 5,9 km, men i løbet af de første 4 km ligger den hovedsageligt på en stigningsprocent på ca. 9,5% med flere passager over 11%. De næste 1500 m stiger med mere menneskelige 8-8,5%, indtil det bliver helt fladt med ca. 500 m igen. Her tager man et 180-graders sving, der leder frem til den sidste 400 m lange rampe, der har en passage på hele 20%. Vejen er 5,5 m bred.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Der er altid noget særligt over den første bjergafslutning i Tour de France. Dette er dagen, der skal afsløre, om den hårde træning har båret frugt, og om ambitionerne kan indfris. Derfor er der en helt specielt stemning og nervøsitet, som vil gøre det til en kort, hektisk og intens dag i sadlen. Som regel afgøres første bjergetape af favoritterne, der er ivrige efter at teste formen, og i et løb, hvor det er svært at gøre store forskelle, vil bonussekunderne også anspore de stærkeste klatrere til at gå efter sejren. Derfor kan det ventes, at specielt BMC og måske Sky vil kontrollere etapen i et forsøg på at sætte deres kaptajner op til en etapesejr. Den korte, stejle stigning passer godt til de relativt eksplosive typer, mens de rene klatrere er knap så gunstigt stillet. Både Richie Porte og Chris Froome har dog altid gjort det godt i netop denne type finaler, og derfor er der udsigt til en første store duel mellem løbets to hovedfavoritter.

La Planche des Belles Filles har været besøgt to gange tidligere. Det skete første gang i 2012, hvor Chris Froome fik sit store Tour-gennembrud ved efter stenhårdt arbejde for Bradley Wiggins at slå Cadel Evans, Wiggins, Vincenzo Nibali og Rein Taaramae i en spurt på toppen af stigningen, hvorved Wiggins samtidig overtog løbets førertrøje - en trøje, han endte med at holde hele vejen til mål. To år senere dokumenterede Vincenzo Nibali, at han var løbets stærkeste rytter, da han - i øvrigt på dagen, hvor Alberto Contador styrtede ud af et løb, der allerede havde mistet Chris Froome - slog Thibaut Pinot med 15 sekunder og Alejandro Valverde med 20 sekunder for derved at tilbageerobre den førertrøje, han kortvarigt havde lånt ud til Tony Gallopin dagen inden.

6. etape, torsdag d. 6. juli: Vesoul - Troyes, 216 km

Efter den dag uden for rampelyset og en usædvanligt tidlig bjergafslutning kan sprinterne se frem til igen at stjæle opmærksomheden, når normaliteten genoprettes i den normalt flade første uge med to flade etaper som afslutning på de første syv dages strabadser. Igen er der tale om to i moderne Tour-sammenhæng usædvanligt lange dage, der har til formål at føre feltet frem til Jura-bjergene, der er rammen om de to næste klassementsslag. Begge dage skal rytterne således ud på mere end 210 km, men da det hovedsageligt er distancen, der udgør udfordringen, er der næppe tvivl om, at sprinterne har udset sig disse dage som oplagte muligheder.

Den første af de to flade transportetaper fører feltet over hele 216 km fra Vesoul til Troyes. Som på enhver klassisk transportetape rejses der stort set hele dagen i samme retning, og derfor bevæger feltet sig mod nordvest langt det meste af tiden. Efter en næsten helt flad start kommer der lidt variation, når man efter 69 km når toppen af kategori 4-stigningen Cote de Langres (1,3 km, 6,3%). Det er imidlertid en kortvarig fornøjelse for klatrerne, der herefter er tilbage i fladt terræn, mens de fortsætter mod nordvest frem til dagens spurt, der er placeret efter 135 km. Den er ikke helt let, idet de sidste 1000 m frem til stregen stiger med ca. 3%. Til gengæld er der i de sidst 3 km ingen sving.

Efter spurten kører man primært mod vest resten af etapen. Let faldende terræn leder ned til kategori 4-stigningen Cote de la colline Sainte-Germaine (3,1 km, 4,4%), der har top efter 154 km. Herefter er det igen stort set helt fladt på det sidste stykke frem til Troyes, som man angriber fra nordøst. De sidste 5 km er næsten helt flade og byder på et skarpt sving med 2 km igen. Herefter venter en rundkørsel lige ved de røde flamme, inden man rammer den 850 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning.

Udsigten til et meget stort antal massespurter betyder, at der er en større chance for, at feltet misser en enkelt undervejs. Hvis det sker, vil det dog være senere i løbet. På dette tidspunkt er friskheden og motivationen stadig så stor, at det vil være en stor overraskelse, hvis ikke det lykkes at holde det hele samlet i finalen. Området her er også knap så blæsende som andre egne af Frankrig, og derfor er der måske en chance for, at klassementsrytterne får en knap så stressende dag, mens de store sprintere igen slås om sejren i en rigtig boulevardspurt i Troyes.

Troyes var senest vært for en etapeafslutning helt tilbage i 2000, hvor Erik Zabel på næstsidste etape vandt en massespurt foran Robbie McEwen og Jeroen Blijlevens. Derudover er man hvert år vært for det mindre franske 1.2-løb Paris-Troyes, der i år blev vundet i en massespurt af Yannis Yssaad foran Thomas Boudat og Bert Van Lerberghe.

7. etape, fredag d. 7. juli: Troyes - Nuits-Saint-Georges, 213,5 km

Sidste år herskede der nærmest panikagtig stemning hos de rene sprintere efter den første uge. En usædvanligt sprinterfjendsk rute betød nemlig, at det skulle vise sig, at der ikke var én eneste reel massespurt mellem 6. etape og den store finale i Paris. Sådan vil det under ingen omstændigheder gå i år, hvor både anden og tredje uge byder på masser af terræn for de hurtige folk, men de vil alligevel være ivrige efter også at få det maksimale ud af den altid sprintervenlige første uge. Det sidste af de indledende fire slag ventes at finde sted på syvendedagen, når endnu en lang etape fører feltet frem til Nuits-Saint-Georges og foden af Jura-bjergene, hvor de næste klassementsslag er på menuen i weekenden.

På den klassiske transportetape skal man for femte gange på bare syv dage ud på mere end 200 km, når der skal tilbagelægges intet mindre end 213,5 km mellem Troyes og Nuits-Saint-Georges. Formålet med etapen er at føre feltet frem til bjergene, og derfor køres der i en sydlig og sydøstlig retning det meste af dagen. Fra starten går det mod sydøst igennem næsten helt fladt terræn, men det stiger faktisk ganske, ganske svagt på hovedparten af etapens første halvdel. Gradvist ændres retningen til at gå næsten stik syd, samtidig med, at det begynder at stige en smule mindre. Det første højdepunkt kommer imidlertid først efter 108 km, hvor dagens spurt er på menuen, en ikke helt nem sag, der over de sidste 2 km stiger med ca. 3% i gennemsnit, mest markant på den første kilometer. Der venter samtidig et par sving i en teknisk passage for bunden af en nedkørsel med 2 km til stregen.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Efter spurten fortsætter det let stigende terræn, indtil man efter ca. 130 km rammer en lille nedkørsel. Den leder frem til dagens eneste kategoriserede stigning, kategori 4-stigningen Cote d’Urcy (2,5 km, 4,2%), hvos top kommer efter 147,5 km. Herefter venter lidt småkuperet terrræn og en lille nedkørsel, indtil man når til de sidste 50 km, der er næsten helt flade. De består af en lille sløjfe i området øst for målbyen, idet man fortsætter mod sydøst, indtil man til sidst kører tilbage mod vest og siden nord for at ramme Nuits-Saint-Georges fra syd. Finalen er helt ukompliceret. De sidste 5 km er flade, og det sidste sving kommer med hele 5300 m til stregen, hvorefter man rammer den 6,5 km lange opløbsstrækning.

Efter denne etape kan sprinterne se frem til hele tre dage uden for rampelyset, hvilket er usædvanligt lang tid i denne sprinterfestival af en Tour. Derfor vil de næppe heller lade denne mulighed gå til spilde, og vi kan vente endnu en helt klassisk sprinteretape, hvor kun vinden måske kan spille en rolle. Mens sprinterne forbereder sig på et brag af en massespurt, der med sit lange, lige opløb er som skabt til de store powersprintere, håber klassementsrytterne på en knap så stressende dag inden de mere kuperede etaper i weekenden.

Nuits-Saint-Georges var sidst vært for et stort cykelløb i 2011, hvor Matthew Goss vandt en massespurt i Paris-Nice foran Heinrich Haussler og Denis Galimzyanov.

8. etape, lørdag d. 8. juli: Dole - Station des Rousses, 187,5 km

Ofte er den første uge af Tour de France én lang venten for klassementsrytterne, der som regel har de første seriøse udfordringer i løbets anden weekend. I år betyder den usædvanligt tidlige bjergafslutning på La Planche des Belles Filles, at det første store slag allerede har været afviklet, når vi når frem til dette punkt i løbet, men det ændrer ikke på, at weekenden alligevel er helliget klatrerne, der kan se frem til to svære dage i Jura-bjergene, som i år får usædvanligt meget opmærksomhed. Inden søndagens frygtede tur op ad Mont du Chat, hvor klassementsrytterne får alvor skal dyste mod hinanden, er der dog chance for at varme bjergbenene op på en relativt blød etape, der leder feltet tilbage til Station des Rousses for første gang siden 2010.

Med sine 187,5 km er etapen igen en forholdsvis lang sag, der fører feltet fra Dole til Station des Rousses. Første del af etapen er ikke voldsomt kompliceret og leder mod sydøst ned mod Jura-bjergene. Starten er helt flad, inden en ikke-kategoriseret stigning efter knap 30 km fører feltet op på et småkuperet plateau, hvor de tilbringer de næste mange kilometer. Her venter dagens spurt efter 45,5 km, og for tredje dag i træk er der tale om en stigende en af slagsen, idet den sidste kilometer, går opad med ca. 2% uden sving på de sidste 3 km. Kort efter sættes kursen mod syd og sydvest, og langsomt kører man ind i det vanskeligere terræn.

Etapen ændrer karakter, når man rammer bunden af kategori 3-stigningen Col de la Joux (6,1 km, 4,7%), hvis top nås efter 101,5 km. Herefter venter et kort fladt stykke, inden en lang nedkørsel over mere end 20 km fører ned til byen Chassal. Den markerer starten på kategori 2-stigningen Cote de Viry (7,6 km, 5,2%), hvis top kommer, når der resterer 49 km på etapens sydligste punkt. Her vender man rundt for på den resterende del af etapen primært at køre mod nordøst. Det sker først via et småkuperet stykke og en længere nedkørsel og dernæst via kategori 1-stigningen Montée de la Combe de Laisia Les Molunes (11,7 km, 6,4%). Der er tale om en relativt jævn opkørsel med stigningsprocenter på 6-8 det meste af vejen, afbrudt af et lettere stykker efter ca. 6 km. Toppen kommer med 12 km til mål, og herefter venter hovedsageligt fladt terræn. Det falder let, indtil der mange fem kilometer, hvorefter en let 3 km lang bakke fører frem til de sidste ca. 2500 m, der først falder og siden stiger let med 0,5-2%. På bakken er der et par sving, men de sidste 2 km følger en næsten helt lige vej, der er 6,5 m bred.

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD NU

Den afsluttende stigning er ikke vanvittigt svær, og toppen kommer så langt fra mål, at det næppe er en dag, der vil skabe forskydninger i toppen af klassementet. I mangel af mange muligheder i løbet er det ikke utænkeligt, at vi vil se et par angreb, men det er sandsynligvis kun en dag, hvor alt kan tabes og meget lidt vindes. Sylvain Chavanel viste for syv år siden - hvor finalen ganske vist var en anelse anderledes - hvordan et udbrud har gode chancer for succes i dette terræn, og selvom der er opstået visse tidsforskelle, er det ikke utænkeligt, at en smart rytter kan sikre sig noget tid i førertrøjen. Der er således en vis sandsynlighed for, at enten Richie Porte eller Chris Froome på dette tidspunkt er i gult, og de vil ikke have noget imod at aflevere den eftertragtede trikot til en modig lykkeridder i en tid.

Station des Rousses blev senest besøgt i 2010, hvor Sylvain Chavanel for anden gang i løbet erobrede den gule førertrøje ved at sikre sig en imponerende solosejr fra et udbrud. Klassemensrytterne nåede målet samlet med et tidstab på 1.47 til den ustoppelige franskmand, der kørte fra rivalerne Rafale Valls og Juan Manuel Garate i finalen. I år var man vært for sidste etape i Tour du Jura, der blev vundet af stortalentet Pierpaolo Ficara foran Wanty-duoen Guillaume Martin og Thomas Degand, der begge er til start i årets Tour.

9. etape, søndag d. 9. juli: Nantua - Chambéry, 181,5 km

Det hører til traditionerne, at den sidste etape inden første hviledag som regel er en nøgledag i klassementet. Det vil bestemt også være tilfældet i år, hvor en hård weekend i Jura-bjergene afsluttes med en tilbagevenden til Mont du Chat, der senest blev afprøvet på 6. etape af Criterium du Dauphiné. På papiret kan etapen måske se tilforladelig ud i kraft af den relativt lange distance fra toppen af stigningen til mål, men man skal ikke lade sig snyde. Mont du Chat er en usædvanligt stejl stigning efter normal Tour-standard og er langt mere sammenlignelig med det, man normalt finder i Giroen og Vueltaen. Dauphiné viste, at den kan få feltet til at eksplodere til atomer, og selvom der denne gang er lidt længere tid til regruppering i finalen, er der udsigt til et stort slag mellem klatrerne lige inden en første velfortjent hviledag.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Etapen byder på i alt 181,5 km, der fører feltet fra Nantua til Chambéry, og de foregår alle i noget af det sværeste terræn, Jura-bjergene kan byde på. For første gang i årets løb er der tillige tale om en hård start, idet man straks fra begyndelsen kører mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Cote des Neyrol (3,2 km, 7,2%), der har top efter 3,5 km. Her sætter man kursen mod sydøst for at fortsætte direkte op ad kategori 3-stigningen Col de Berentin (4,1 km, 6%), hvis top kommer efter de første 11 km, der alle er stigende. Herefter venter ca. 5 flade kilometer, inden man fortsætter mod sydøst og syd via en lang nedkørsel.

Nede i Rhone-dalen brydes det flade terræn kortvarigt af den lille kategori 3-stigningen Cote de Frandiens (2,4 km, 6%), hvis top kommer efter 38 km, inden det igen falder let ned til byen Seyssel. Her vinker man imidlertid farvel til dalen for at slå en stor sløjfe mod vest ind i bjergene. Det sker via en tur op ad årets kørte kategori HC-berg, Col de la Biche (10,5 km, 9%), der er en aldeles modbydelig stigning, hvis første fem kilometer hovedsageligt stiger med mere end 10%, inden der følger fire kilometer med 8-10% og til slut en lettere afslutning. Toppen nås efter 67,5 km og efterfølges af en nedkørsel, hvorefter man fortsætter mod syd gennem et kort dalstykke. Herefter rammer man den frygtede HC-stigning Grand Colombier (8,5 km, 9,9%), der efterhånden er blevet et hyppigt bekendtskab i Touren. Fra denne side er der tale om en helt modbydelig opkørsel, hvor det efter den første kilometer over de næste tre kilometer stiger med hhv. 11,5%, 14,5% og 12,5% i gennemsnit, inden en let kilometer fører frem til de sidste 3 km, der stiger med 8-10%. Toppen er placeret efter 91 km, og herefter fortsætter man mod øst via en svær nedkørsel tilbage til Rhone-dalen.

Efter den svære sektion venter nu et længere fladt stykke, der fører feltet mod syd langs floden og genne Culoz, hvor Jarlinson Pantano sidste år vandt en etape. Efter 126,5 km kommer den indlagte spurt, der er teknisk ukompliceret og stiger med ca. 3% i den sidste kilometer. 7,5 km senere nås toppen af den lille kategori 3-stigning Cote de Jongieux (3,9 km, 4,2%), inden en lille nedkørsel leder frem til den brutale finale. Over de næste 16 km stiger det uafbrudt, men det er når man drejer mod øst for at køre op ad HC-bjerget Mont du Chat (8,7 km, 10,3%), at helvede for alvor bryder løs. Således er der tale om en brutal stigning, der efter en moderat start med stigningsprocenter på 7-10 over de første fire kilometer, byder på procenter mellem 9,5 og 13 på den sidste halvdel.

Toppen kommer med 26 km til mål og efterfølges af en lynhurtig og teknisk svær nedkørsel, der leder ned til bredden af Bourget-søen. Her fortsætter man mod syd og sydøst over de sidste 13,5 km, der er helt flade og leder gennem La Motte-Servolex, hvor der var mål på den tilsvarende Dauphiné-etape. Denne gang fortsættes dog yderligere 7 km til Chambéry, hvor det stiger ganske let over de sidste 5 km, herunder med 1% på den sidste kilometer. Finalen er ekstremt kompliceret, idet der på de sidste tre kilometer er ikke færre end tre rundkørsler og seks skarpe sving, hvoraf de sidste to kommer på den sidste kilometer. Det sidste leder ind på den 550 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning.

Jura-bjergene er ofte kendt for at komme i en relativt moderat form, men det er bestemt ikke tilfældet denne gang. Tværtimod er der tale om en meget svær etape med hele tre stigninger, der er langt vanskeligere end det, man normalt ser i Touren. De to første kommer imidlertid så tidligt, at de næppe kan bruges til meget andet end at trætte rivalerne, og det store slag mellem klassementsrytterne skal nok slås på Mont du Chat. Her kan vi imidlertid vente, at feltet eksploderer til atomer, som det skete i Dauphiné, hvor Fabio Aru og Jakob Fuglsang angreb tidligt, inden Aru satte danskeren og kørte alene til toppen. Bagfra blev de samlet op af Richie Porte og Chris Froome, og det endte med, at Fuglsang slog rivalerne i en tæt spurt. Denne gang er der et længere fladt stykke, og hvis ikke der er enighed mellem favoritterne, kan der blive samlet en større gruppe. Kan der samarbejdes, er der imidlertid mulighed for at vinde meget tid på så svær en etape. Ude foran er der imidlertid gode muligheder for, at et udbrud skal slås om sejren, og også på denne etape er det ikke utænkeligt, at en snu lykkeridder kan sikre sig ganske lang tid i førertrøjen ved at køre offensivt.

Chambéry var senest vært for et stort cykelløb i 2003, hvor Laurent Lefevre tog en udbrudssejr i Criterium du Dauphiné. To år tidligere havde Jens Voigt taget en solosejr i samme løb. I 2012 lagde man asfalt til prologen i bjergløbet Tour des Pays de Savoie, der blev vundet af Westley Gough foran Marc Ryan og en ung Tim Wellens, der er til start i årets Tour.

Hviledag, mandag d. 10. juli: Dordogne

10. etape, tirsdag d. 11. juli: Perigeaux - Bergerac, 178 km

Efter en lang rejse til den østlige del af Frankrig og en velfortjent hviledag er det Pyrenæerne, der vil udgøre centrum for Tourens anden uge. De ryttere, der har det svært efter en lille fridag, kan imidlertid glæde sig over, at løbet genoptages så langt nord for bjergene, at man skal bruge hele to dage på at nå frem. Det åbner døren for, at sprinterne igen kan stjæle rampelyset på to relativt flade etaper, der som alle andre klassiske transportetaper har som formål at føre feltet frem til mere kuperet terræn.

Rejsen indledes med en tur på 178 km mellem Perigeaux og Bergerac, og de er stort set så flade, som de fås. Egentlig kunne man tage den direkte vej og køre en ultrakort etape, men i stedet har arrangører valgt at sammensætte en rute, der består af en stor sløjfe ud i det flade terræn øst for de start- og målbyen. Derfor indledes etapen med en flad strækning, der fører stik mod øst frem til byen Thenon, hvorfra man kører mos sydøst frem til Montignac. Herfra følger den meget snoede Vezere-flod mod sydvest, og det betyder naturligvis, at der ikke er mange terrænmæssige udfordringer. Det kommer der heller ikke, når man igen forlader vandet for at køre mod sydøst ned til forplejningszonen i Satlat-la-Canéda, der nås efter 90, 5 km.

Læs også

Lunds holdkammerat om dominans: Det er fantastisk

Umiddelbart inden er der dog en ganske lille bakke, der kan tjene som opvarmning til dagens første bjergudfordring. Efter frokosten fortsættes nemlig mod syd op over kategori 4-stigningen Cote de Domme (3,5 km, 3,3%), der har top efter 100,5 km. Dernæst går det mod nordvest igennem fladt terrøn frem til Saint-Cyprien, hvor dagens spurt, der er næsten helt flad og uden tekniske udfordringer, venter efter 121 km. Resten af etapen går nu næsten stik vest, og det eneste, der bryder monotonien er den lille kategori 4-stigning Cote du Buisson-de-Cadouin (2,1 km, 5,6%), der imidlertid har top hele 39,5 km fra mål. Til slut slår man en lille sløjfe syd om Bergerac for at ramme målbyen fra sydvest, inden en teknisk finale venter. De sidste 5 km er helt flade, men der er flere sving. Først leder to højresving i rundkørsler umiddelbart efter 3km-mærket over Dordogne-floden, inden en lige vej fører frem til to skarpe venstresving med hhv. 800 og 500 m til mål. Herefter rammer man den 6,5 m brede opløbsstrækning.

Mange forventer, at antallet af sprinteretaper betyder, at udbrydere måske kan snyde de hurtige folk en dag eller to. Det sker imidlertid næppe dagen efter en hviledag og to bjergetaper. Rytterne er stadig relativt friske, mange sprintere tror fortsat på deres muligheder, og tre dage uden for rampelyset har kun skærpet appetitten. Derfor burde det ende i en klassisk sprinterscenarium, der afsluttes med en kompliceret spurt, hvor lead-outs og holdstøtte bliver helt afgørende i en meget teknisk finale.

Bergerac blev senest besøgt i 2014, hvor Ramunas Navardauskas med et sent angreb på en lille stigning, akkurat snød sprinterne og dermed frarøvede John Degenkolb, der slog Alexander Kristoff i spurten om andenpladen, en af hans største chancer for den forløsende første Tour-etapesejr.

11. etape, onsdag d. 12. juli: Eymet - Pau, 203,5 km

Hvis der er én ting, der i de seneste mange år har været fast inventar på Tour-ruten, er det det traditionelle besøg i Pau. Byen ligger med sin placering for foden af Pyrenæerne strategisk smart placeret, og derfor kører man næsten aldrig udenom. Tværtimod er byen næsten altid mål- eller startby for en etape, enten som sidste destination inden Pyrenæerne eller som afslutning på en af de store bjergetaper. I år nærmer man sig nordfra, og det betyder, at byen igen lægger asfalt til afslutningen på rejsen frem mod bjergene, og derfor er det i år sprinterne, der har udset sig muligheden for at gå efter en etapesejr i en af Tourens vigtigste byer.

Pau associeres ganske vist med bjergene, men det betyder ikke, at byen selv ligger i et kuperet område. Tværtimod er egnen nærmest helt flad, og det betyder, at de 203,5 km mellem Eymet og Pau, der udgør løbets 11. etape, er næsten helt uden udfordringer. I virkeligheden er etapen meget enkel, idet det stort set hele dagen går mod sydvest igennem helt fladt terræn, og der er meget få bakker, der kan bryde monotonien. Kun omkring forplejningszonen ændrer man kortvarigt retning for at køre mod sydøst, men hurtigt er man tilbage på det velkendte spor.

Dagens to første højdepunkter kommer efter hhv. 142,5 og 145,5 km, når man først kører om point i en let faldende, teknisk helt ukompliceret indlagt spurt og kort efter skal op over kategori 4-stigningen Cote d’Aire-sur-l’Adour (1,2 km, 4,2%). Herefter fortsætter man mod syd fortsat ad flade veje, inden man igen kører mod sydvest det sidste stykke ind til Pau. Her venter en let faldende finale, hvor det går svagt nedad i de sidste 5 km. Efter 5 km-mærket kommer hele tre rundkørsler, inden man umiddelbart før den røde flamme drejer skarpt til venstre. Efter at være kørt lige over i en stor rundkørsel leder et blødt venstresving ind på den 600 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning.

Efter denne etape har sprinterne ikke flere muligheder i løbets anden uge, og derfor tilsiger al logik, at motivationen for en massespurt er stor. Vi er dog efterhånden nået et punkt i løbet, hvor trætheden er ved at melde sig, og det er måske den første flade etape, hvor udbryderne har en lille chance for at snyde feltet. Det vil dog alligevel være en stor overraskelse, hvis ikke sprinterne igen skal slås om etapesejren i den småkomplicerede finale, hvor holdstøtte igen vil være afgørende. Klassementsrytterne håber utvivlsomt på en let dag uden meget vind, hvor man kan spare kræfter inden torsdagens maraton i Pyrenæerne.

Pau er som sagt start- eller målby næsten hvert år, enten for en sprinter- eller en bjergetape, hvor udbrydere ofte kommer til fadet. I de senere år har man hovedsageligt ageret startby, og derfor skal vi faktisk helt tilbage til 2012 for at finde den seneste etapevinder i byen. Dengang slog Pierrick Fedrigo Christian Vandevelde i en tomandsspurt på en klassisk udbryderetape, hvor Nicki Sørensen blev nummer 4. I det hele taget har byen altid været god ved Fedrigo, der også vandt i 2010 på en fantastisk bjergetape, hvor feltet eksploderede på første bjerg, og Lance Armstrong forgæves med et stort udbrud forsøgte at få noget med hjem fra sin sidste Tour. I 2006 slog Juan Miguel Mercado Cyril Dessel i en spurt på endnu en udbrudsetape, hvor Dessel kørte sig i gult, og i 2005 vandt Oscar Pereiro en spurt i en lille kvartet. Patrice Halgand tog en udbrudssejr i 2002, og David Etxebarria vandt en spurt i et udbrud i 1999, en præstation Leon Van Bon havde leveret året inden.

Derudover har byen ofte været målby i Pute du Sud, senest i 2011, hvor Luis Angel Maté tog en udbrudssejr på sidste etape, og i 2009, hvor Nicolas Rousseau var hurtigste mand i et udbrud. Tilbage i 2002 fandt enkeltstarten i Criterium International sted her, og det gav sejr til Laurent Brochard foran Abraham Olano og en ung Chris Horner. Derudover vandt Julien El Fares en etape i byen i 2006-udgaven af det lille Tour des Pyrénées

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

12. etape, torsdag d. 13. juli: Pau - Peyragudes, 214,5 km

For et par år siden var traditionen, at Pyrenæerne og Alperne skiftedes til at være vært for de afgørende bjergetaper i løbets sidste uge. Det er der imidlertid lavet godt og grundigt om på, og for tredje år i træk tilfalder den ære bjergene i den østlige del af landet. Derfor ventes Pyrenæerne i år at spille en mindre rolle, idet de ikke blot kommer relativt tidligt i løbet, men også besøges på et kort, komprimeret todagesbesøg, der byder på både en bjergafslutning og en kort, intens etape med afslutning nedad. Visittet indledes med en efter nyere Tour-standard usædvanligt lang bjergetape, der fører feltet tilbage til Peyragudes, hvor Alejandro Valverde tog sin seneste Tour-etapesejr i 2012, og hvor den afsluttende opkørsel i alt væsentligt kan betragtes som en forlænget udgave af det klassiske Tour-bjerg Col de Peyresourde.

Etapen er med sine 214,5 km endnu en af årets meget lange Tour-etaper og fører feltet fra Pau for foden af Pyrenæerne direkte ind i hjertet af bjergene, hvor målet altså venter i Paeyragudes. Som det er velkendt, ligger Pau imidlertid et stykke fra bjergene, og derfor indledes etapen med et langt fladt stykke, der fører feltet mod sydøst frem til de mægtige tinder. Undervejs venter den lille kategori 4-stigning Cote de Capvern (7,7 km, 3,1%), der har top efter 64 km, men derudover er der ikke mange terrænmæssige udfordringer. Det eneste andet højdepunkt kommer efter 94 km i den indlagte spurt, der er flad og har et sidste sving 1500 m fra stregen.

Etapen ændrer karakter, når man for foden af bjergene drejer mod øst for at køre op ad kategori 2-stigningen Col des Ares (7,4 km, 4,6%), hvis top nås efter 111,5 km. Herefter venter en nedkørsel, inden man kører mod syd og siden vest direkte ind i de høje bjerge via kategori 1-stigningen Col de Menté (6,9 km, 8,1%). Fra toppen resterer dog fortsat 75 km, og nedkørslen efterfølges endda af et fladt dalstykke, der fører mod nordvest og vest.

Finalen starter, når man forlader dalen og drejer mod syd for at køre op ad den frygtede HC-stigning Port de Balès (11,7 km, 7,7%), der er blevet et hyppigt tilbagevendende punkt på ruten siden Andy Schlecks berømte chaingate i 2010. Efter en jævn start på de første 3 km følger en irregulær del med både stejle og lette passager, inden stigningen tager fat i de sidste 4,7 km, hvor to stejle kilometer med procenter på 9-10 efterfølges af en lidt lettere afsluttende del med stigningsgrader på 6-8%.

Fra toppen resterer 30 km, der først består af en teknisk nedkørsel, inden man drejer direkte ind på kategori 1-stigningen Col de Peyresourde, der tackles fra den østlige side. Den rammes, når der resterer 14,5 km, stiger med 7,8% over 9,7 km og er meget regulær med stigningsprocenter omkring de 8 næsten hele vejen. Fra toppen resterer bare 5 km, som først består af 2 km hurtig nedkørsel og derefter den 2,4 km lange kategori 2-stigning op til målet Peyragudes, der stiger med 8,4% i gennemsnit og efter et let midterstykke når hele 13% på de sidste 400 m. Der er to skarpe sving i vunden af bakken og to hårnålesving på den sidste kilometer, inden man rammer den 400 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning.

Årets Tour de France er kendetegnet ved en påfaldende mangel på store bjergetaper, og derfor skal der drages maksimal fordel af det, når der endelig er bjerge på programmet. Kombinationen af Port de Balés og Peyresourde er ganske hård, og som man så det, da man senest besøgte Peyragudes i 2012, er det en finale, der kan skabe forskelle. Uden et dalstykke mellem de sidste tre stigninger er det endda en etape, hvor man kan angribe fra distancen, og hvor kampen måske allerede kan udfolde sig på Port des Balès. Derfor er dette en af nøgleetaperne i løbet, hvor vi for alvor vil kunne se, hvem der kan vinde. Da det samtidig er en af de få chancer for klassementsrytterne til at køre om sejren, har et udbrud begrænsede muligheder, selvom det naturligvis aldrig kan udelukkes, at lykkeriddere holder hjem på en svær bjergetape.

Peyragudes blev besøgt i 2012, hvor Alejandro Valverde reddede en skidt Tour i sit comebackår ved at tage en udbrudssejr 19 sekunder foran Chris Froome og Bradley Wiggins, der viste sig som de stærkeste af favoritterne på en dag, der udviklede sig til en katastrofe for Cadel Evans. Vueltaen kom forbi året efter, hvor Alexandre Geniez tog en populær hjemmesejr via et udbrud, mens de store favoritter nåede mål i samme tid. I 2010 vandt David Moncoutié en bjergenkeltstart i Route du Sud foran Geniez og Fortunato Baliani, og det lille franske løb kom også forbi i 2000, hvor Francisco Mancebo vandt en tremandsspurt.

13. etape, fredag d. 14. juli: Saint-Girons - Foix, 101 km

Lige siden man i 2011 med stor succes designede en kort, intens bjergetape med mål i Alpe d’Huez, har disse korte bjergudfordringer vundet enorm popularitet. Årsagen har været tydeligt utallige gange, senest på et brag af en afslutningsetape i årets Dauphiné. I årets Tour afsluttes det korte, hektiske visit i Pyrenæerne netop med en sådan etape over bare 101 km med tre svære stigninger undervejs. Alligevel kan man frygte, at en længere nedkørsel efter toppen af den stejle Mur de Pèguère vil lægge en dæmper på festfyrværkeriet i det sidste klassementsslag i Tourens anden uge.

Etapen er som sagt bare 101 km lang og fører feltet fra den klassiske Pyrenæerby Saint-Girons til Foix. Saint-Giroens er placeret lidt nord for bjergene, og derfor består den første del af etapen af let stigende terræn, der fører mod syd og sydøst frem mod tinderne. Undervejs kommer den indlagte spurt efter 13,5 km, hvor det stiger ganske svagt i de sidste 2 km, der er uden tekniske udfordringer. Kort efter sætter man kursen mod sydøst og kører direkte ind i bjergene, hvor der efter 25,5 km tages hul på kategori 1-stigningen Col de Latrape (5,6 km, 7,3%), der har top efter 31 km. En kort, teknisk nedkørsel fører ned til bunden af kategori 1-stigningen Col d’Agnes, der bestiges fra sydvest. Den stiger med gennemsnitligt 8,2% over 10 km og er en yderst regulær sag med stigningsprocenter på mellem 8 og 10 de meste af vejen, inden den falder til ca. 6,5% på de hovedparten af de sidste 3 km.

Læs også

Efter flere dages nedtur havde McNulty overraskende gode ben

Fra toppen resterer endnu 54,5 km, der først fører mod nord ned af en teknisk nedkørsel, hvorefter et let faldende dalstykke venter. Herefter gælder det dagens sidste udfordring, kategori 1-stigningen Mur de Péguère, der også bestiges fra sydvest og stiger med 7,9% over 9,3 km. Man skal imidlertid ikke lade sig snyde af dataene. Således kan stigningen inddeles i to, hvor de første 6 km er relativt lette med stigningsprocenter på under 7. På de sidste 3,3 stiger det imidlertid konstant med mere end 11%, og man når endda helt op på 18% undervejs.

Toppen nås med 27 km igen, og de bestå først af en relativt let nedkørsel mod nordøst og siden let faldende dalveje, der fører mod øst frem til målet i Foix. Her følges en let bugtende, svagt faldende vej frem til et sving med 1400 m igen. Den sidste kilometer er flad og byder på en rundkørsel med 800 m igen efterfulgt af et 180-graders sving bare 180 m fra stregen. Opløbsstrækningen er bare 5,5 m bred.

Korte, intense bjergetaper har som sagt givet anledning til et festfyrværkeri af angreb, men vi har vores skepsis i forhold til, hvor meget denne etape vil betyde. For det første kommer den så tidligt, at ikke mange er villige til at tage alt for store risici med storstilede angreb fra distancen. For det andet er der meget langt fra toppen af den sidste stigning, og selvom Mur de Pèguère er meget stejl nær toppen, kan der trods alt ikke gøres store forskelle på så kort en stigning. Det betyder ikke, at vi ikke bliver vidner til et slag mellem de bedste - det gør vi utvivlsomt - men mens et udbrud med stor sandsynlighed kører om sejren, ender det for favoritterne nok som en dag, hvor det hele kan tabes, men meget lidt vindes.

Foix blev senest besøgt i 2012 på den berømte etape, hvor sabotage med søm på vejen betød et utal af punkteringer, inden Luis Leon Sanchez kunne sætte Peter Sagan og tage en udbrudssejr. I 2008 slog Kurt Asle Arvesen Martin Elmiger med millimeter i en spurt i en lille udbrydergruppe.

14. etape, lørdag d. 15. juli: Blagnac - Rodez, 181,5 km

Den lange rejse mellem Pyrenæerne og Alperne byder ofte på en del muligheder for sprinterne, men denne gang er der i det ellers relativt flade terræn mellem de to bjergkæder kun plads til én dag for de hurtige folk. Det skyldes ikke mindst, at man på rejsens første dag igen lægger vejen forbi Rodez, som man senest gjorde det med stor succes for 2 år siden. Her venter en sand puncheurafslutning for de eksplosive klassikerspecialister og en gentagelse af den finale, der i 2015 gav Greg Van Avermaet den etapesejr, som han siden utallige gange har henvist til som det vendepunkt, der forvandlede ham fra den evige nummer 2 til en sand vinder. Derfor er der ingen tvivl om, at belgieren håber på at gentage triumfen i 2017, men en lige så sulten Peter Sagan vil være på udkig efter revanche efter det snævre nederlag for 24 måneder siden.

Etapen byder på i alt 181,5 km mellem Blagnac og Rodez, og den har alle de karakteristika, en klassisk transportetape har. Således køres der hele dagen mod nordøst med retning fra Pyrenæerne mod Alperne, og ruten kan i alt væsentligt inddeles i to dele. Første halvdel af etapen er næste helt flad og har som sit klimaks den indlagte spurt, der kommer efter 55,5 km på toppen af en ganske lille bakke for enden af en lang vej uden sving i de sidste 3 km.

Kort før forplejningszonen bliver terrænet imidlertid en anelse mere kuperet, og generelt stiger det let mellem kilometer 80 og kilometer 125. Efter en lille nedkørsel følger så kategori 3-stigningen Cote du viaduc du Vaur (2,3 km, 7%), der har top efter 131 km, og efter yderligere et fladt stykke og en nedkørsel er det tid til kategori 3-stigningen Cot de Centrès (2,3 km, 7%), hvis top nås, når der resterer bare 36,5 km. Herfra sætter man kursen mod nord og kører igennem let stigende terræn frem til en lille nedkørsel. Med 15 km til mål rammer man en 4 km lang bakke, der stiger med 4,6% i gennemsnit, og efter et kort, fladt stykke, falder det dernæst let ned mod Rodez. Nedkørslen ender først med 2 km til mål, hvorefter en flad kilometer leder frem til bunden af målbakken, Cote de Saint-Pierre, der stiger med hele 9,6% over 570 m. I de sidste 5 km snor vejen sig konstant, indtil et relativt skarpt sving leder ind på bakken. En blød kurve leder dernæst ind på opløbsstrækningen, hvor stregen først kommer til syne på den 5,5 m brede vej, når der resterer 50 m.

Etapen kunne ligne en chance for udbrydere, men da det er en af de allerbedste chancer for Philippe Gilbert, Diego Ulissi, Michael Matthews og Peter Sagan til at vinde en etape, må man formode, at deres hold gør, hvad de kan for at kontrollere løbet. Afhængig af Richie Portes position i klassementet kan der måske komme hjælp fra BMC og Greg Van Avermaet, der drømmer om at vinde igen. Terrænet er imidlertid vanskeligt, og da folk er trætte, kan det måske lykkes et udbrud at snyde favoritterne, som det næsten skete for to år siden. Det gør dog ende i en dyst mellem ovennævnte puncheurs samt Alejandro Valverde og måske Dan Martin, der helt sikkert lurer på bonussekunder. Den sidste stigning er så stejl, at det sidst var klassementsrytterne, der dominerede toppen af resultatlisten, og da det igen vil være tilfældet, skal man som kandidat til den samlede sejr være opmærksom på ikke at miste dumme sekunder på den afsluttende bakke.

Rodez blev som sagt senest besøgt i 2015, hvor Greg Van Avermaet slog Peter Sagan i en knivskarp duel på bakken på til mål. Paris-Nice lagde vejen forbi i 2012, hvor Gianni Meersman slog Grega Bole og Lieuwe Westra i en reduceret massespurt, mens Igor Gonzalez de Galdeano slog Lance Armstrong og Jose Azevedo på en enkeltstart i det nu hedengangne Midi Libre i 2002.

Læs også

Danskere holder sig til i klassementet - Franskmand vinder på hjemmebanen

15. etape, søndag d. 16. juli: Laissac-Sévérac l’Église - Le Puy-en-Velay, 189,5 km

Årets rute kendetegnes i nogen grad ved, at etaperne enten er meget flade eller meget bjergrige. Mange af de sidstnævnte kan sagtens blive vundet af udbrydere, men der er ikke mange klassiske mellemetaper, hvor hverken sprintere eller klassement kan komme i spil. Skal man pege på en sådan klassisk udbryderetape, er 15. etape et godt bud. Her besøger feltet kortvarigt Massif Central, hvis kuperede terræn som altid er som skabt til angreb. Undervejs venter ganske vist to kategori 1-stigninger, hvoraf specielt den sidste er ganske svær, men da de kommer relativt langt fra mål, er der uden tvivl mange udbrydere, der har sat kryds ved den 16. juli.

Etapen er med sine 189,5 km endnu en relativt lang sag, der fører feltet fra Laissac-Sévérac l’Eglise til Le Puy-en-Velay, hvor den anden hviledag skal tilbringes. Igen er der tale om en klassisk transportetape, der har som formål at bringe feltet fra Pyrenæerne til Alperne, og derfor køres der næsten hele dagen mod nordøst. Starten går imidlertid i Massif Central, og det betyder, at der er svære udfordringer på programmet straks fra begyndelsen. Således rammer man efter 19 km bestående af fladt terræn og en lille nedkørsel allerede bunden af kategori 1-stigningen Montée de Neves d’Aubrac (8,9 km, 6,4%), hvis top er placeret efter 28,5 km i hele 1058 m højde. Der er ingen umiddelbar nedkørsel, og i stedet fører et småkuperet stykke frem til bunden af kategori 3-stigningen Cote de Vieurals (3,3 km, 5,9%), hvis top kommer efter 43,5 km.

Herefter falder det ganske let over de næste 45 km, hvor man først kører mod nordvest og siden videre mod nordøst. Et lille fladt stykke fører frem til dagens spurt, der er flad, uden tekniske komplikationer og placeret efter 96 km. Herefter venter en 11,5 km lang ikke-kategoriseret stigning, der stiger med 3,6% i gennemsnit og fører helt op i 1312 m højde. Dernæst falder det hovedsageligt, mens man fortsætter mod nord frem til en nedkørsel, der leder ned til dalen efter 141,5 km.

De sidste 48 km foregår alle med retning mod øst. Efter 7 km i dalen rammer man dagens vanskeligste udfordring, kategori 1-stigningen Col de Payra Taillade (8,3 km, 7,4%), hvis top nås med 31,5 km til mål. Der er tale om en irregulær stigning, der efter 4 relativt nemme kilometer med en konstant stigning på 6-7% indeholder en knap 2 km lang mur med tocifrede stigningsprocenter på op til 14. Derefter følger et let stykke, inden de sidste 1300 m stiger med 7-7,5%.

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD NU
 

Efter toppen følger let faldende terræn ad en teknisk ukompliceret vej, indtil man ramme den lille kateogio 4-stigning Cote de Saint-Vidal (1,9 km, 6,8%), der har top med bare 13 km til stregen. De er hovedsageligt faldende og indeholder kun en ganske lille bakke på ca. 1 km, der leder på til 5 km-mærket. Herefter falder det over 2 km, inden man rammer de sidste flade 3000 m. Finalen er teknisk kompliceret, idet der er to skarpe sving på nedkørslen fra bakken, og dernæst yderligere et skarpt sving og en rundkørsel, inden man tager det sidste venstresving med 1300 m igen. Herefter bøjer den 6,5 m brede vej kun ganske let.

Massif Central har traditionelt rimet på udbrud, idet det kuperede terræn er som skabt til angreb. Denne etape har præcis alle de karakteristika, en klassisk udbryderetape har: svære stigninger, der alle kommer så langt fra mål, at klassementsrytterne vil holde sig i ro. Den hårde start vil måske anspore nogen til at forsøge sig - tænk, hvis man kunne fange Chris Froome og Sky som i Vueltaen sidste år - men sandsynligvis ender det hurtigt i status quo mellem favoritterne. I stedet kan vi vente, at et meget stærkt udbrud vil blive etableret i den svære indledning, og derefter vil de køre om etapesejren, mens klassementsrytterne forsøger at kommer sig ovenpå det, der helt sikkert har været en lynhurtig start på etapen.

Le Puy-en-Velay blev senest besøgt i 2005, hvor Giuseppe Guerini tog en overraskende udbrudssejr i skrapt selskab. Året inden var det planen, at Paris-Nice skulle lægge vejen forbi, men etapen blev aflyst på grund af dårligt vejr.

Hviledag, mandag d. 17. juli: Le Puy-en-Velay

16. etape, tirsdag d. 18. juli: Le Puy-en-Velay - Romans-sur-Isère, 165 km

For sprinterne er den franske geografi så praktisk anlagt, at terrænet mellem Alperne og Pyrenæerne hovedsageligt er fladt. Derfor er det trods arrangørernes opfindsomhed næsten umuligt ikke også at have en sprinteretape på den lange vej mellem de to bjergkæder, og efter to etaper, hvor bakken i Rodez og det kuperede Massif Central ødelagde det for de hurtige folk, får de endelig chancen igen dagen efter anden hviledag og ved indledningen til den tredje uge, der er usædvanligt venlig over for de hurtige folk. Efter en for dette års løb uhørt lang pause uden muligheder vil det derfor være et sultent sprinterkoppel, der samles til starten efter mandagens korte pause og inden de afgørende slag i Alperne.

Med bare 165 km er 16. etape en af de få sprinteretaper i årets løb, der er relativt kort. Den fører feltet fra Le Puy-en-Velay, hvor man har tilbragt tiden siden afslutningen på søndagens etape, til Romans-sur-Isère for foden af de mægtige Alper. Udover at give sprinterne en chance tjener den det overordnede formål at transportere feltet det sidste stykke frem til bjergene, og derfor køres der det meste af dagen stik mod øst. Den flade finale betyder imidlertid ikke, at det er en let dag, idet startbyen er placeret midt i Massif Central, og derfor er første del af etapen særdeles hård. Fra starten bevæger man sig således mod vest igennem svagt stigende terræn frem til bunden af kategori 3-stigningen Cote de Boussoulet (4,5 km, 6,3%), der har top efter 20,5 m. Der er ingen reel nedkørsel efter stigningen, og i stedet venter et let faldende samt et svagt stigende stykke, der fører mod øst og nordøst, indtil man har tilbagelagt 50 km. En småkuperet strækning kulminerer dernæst med kategori 4-stigningen Col du Rouvey (2,8 km, 5,6%), hvis top i 1250 m er etapens højeste punkt og kommer efter 65 km.

Læs også

Spansk mester står foran stor beslutning

Herefter er det slut med udfordringerne. De næste ca. 20 km fører alle mod sydøst ned af en lang, snoet nedkørsel. Her venter et kort fladt stykke, der fører mod nordøst, inden yderligere 15 km nedkørsel leder feltet mod sydøst ned i Rhone-dalen. Herefter er det resterende ca. 55 km stort set helt flade. Først køres mod nordøst forbi dagens spurt, der kommer efter 121,5 km, stiger ganske let og er uden tekniske komplikationer. Kort efter vender man rundt og kører videre mod sydøst og syd fem til byen Allxan i udkanten af storbyen Valence. Her vender man igen rundt for at køre det sidste 10 km lange stykke mod nord til målbyen, hvor der venter en kompliceret finale. Efter tre rundkørsler umiddelbart før 3 km-mørket, er det en relativt lige vej, der fører frem til den sidste kilometer. Her udfordres feltet af to rundkørsler lige efter hinanden, inden man skal til venstre i en rundkørsel med bare 300 m til stregen, der er placeret på en 6 m lang vej.

Hvis man skal pege på en af løbets ni sprinteretaper, der kan glippe for de hurtige folk, må det være denne. Der er ingen tvivl om, at sulten vil være stor for sprinterne, der ikke har haft en chance i næsten en uge, men den hårde start betyder, at etapen kan blive meget vanskelig at kontrollere på et tidspunkt i løbet, hvor alle er trætte. Der er dog så mange sprintere til stede, at det mest sandsynlige er en afslutning for de hurtige folk, men en udbrudssejr kan ikke udelukkes på en etape, der byder på relativt mange højdemeter.

Romans-sur-Isère var senest vært for et stort cykelløb i forbindelse med sidste års Paris-Nice. Her fik Nacer Bouhanni revanche for en tidligere deklassering ved at vinde en massespurt foran Edward Theuns og André Greipel.

17. etape, onsdag d. 19. juli: La Mure - Serre-Chevalier, 183 km

For tredje år i træk er Alperne udset som rammen om de sidste bjergslag i årets Tour de France - en afvigelse fra det klassiske mønster med at veksle mellem Alperne og Pyrenæerne - men til forskel fra bpde 2015 og 2016 venter der denne gang en enkeltstart efter de sidste kampe på skråningerne. Som det var tilfældet for Pyrenæerne, kommer også Alperne denne gang i en kort, komprimeret form, hvor rytterne kun skal tilbringe to dage i det vanskelige terræn, og derfor skal klatrerne drage maksimal fordel af de to muligheder, der bydes på. Den første af disse har ganske vist ikke en bjergafslutning, men med både Col de la Croix de Fer og Col du Galibier på menuen har bjerggederne al mulig grund til at glæde sig over udsigten til den første af de to store alpeetaper.

I alt skal der tilbagelægges 183 km mellem La Mure og Serre-Chevalier, der ligger for bunden af nedkørslen fra mægtig Col du Galibie. Rytterne skal nyde starten på etapen, idet den byder på noget af det eneste flade terræn. Fra starten bevæger man sig mod øst ad flade veje, men etapen ændrer hurtigt karakter, når kursen sættes mod nord. Her venter kategori 2-stigningen Col d’Ornon (5,1 km, 6,7%), der har top efter 30 km, hvorefter en nedkørsel leder ned i dalen og tæt forbi Bourg d’Oisans for foden af den klassiske Alpe d’Huez-stigning. Man fortsætter imidlertid forbi byen langs floden i den flade dal, hvor spurten kommer efter 47,5 km, en helt flad sag med et skarpt sving 1200 m fra stregen.

Kort efter dysten om pointene i Allemont bryder helvede imidlertid løs, når man fortsætter mod nord og siden øst væk fra dalen og op ad HC-bjerget Col de la Croxi de Fer. Den ikoniske stigning stiger med 5,2% over hele 24 km, men tallene snyder. Således er den meget irregulær med en lille nedkørsel efter ca. 5 km og igen efter 17 km. Derfor kan stigningen reelt inddeles i tre, hvoraf den første stiger med 7-10%, mens den anden er den sværeste med lange passager med stigningsgrader tæt på 10%. De sidste 5 km stiger hovedsageligt md 7-8%, inden man når toppen efter 78,5 km.

Der venter u en lang nedkørsel, der specielt er teknisk nær toppen og afbrydes af en lille bakkee, når man ved Grand Tunnel sætter kursen mod nord. Den ender i dalen i Saint-Jean-de-Maurienne, som nås efter 106 km, og herfra fortsætter man i fladt terræn mod nordøt til Sain-Michel-de-Maurienne, hvorfra de resterer 64 km, som er ganske brutale. Herfra drejer man nemlig mod syd for at køre op ad først kategori 1-stigningen Col du Télégraphe (11,9 km, 7,1%) og efter en lille nedkørsel HC-stigningen Col du Galibier (17,7 km, 6,9%), der reelt er at betragte om én lang stigning. Télégraphe er yderst regulær med en relativt konstant stigningsprocent på ca. 7, mens Galibier er helt anderledes. Den nedre del er således relativt let, men de sidste 7 km er ganske svære. Her ligge stigningsprocenten for det meste på 8.10%, og den sidste kilometer er med sin gennemsnitlige stigningsprocent på 10 endda den sværeste på hele bjerget. Toppen nås med 28 km igen, og de består af en nedkørsel, der leder mod sydøst. Den første del er teknisk, men herefter de sidst de sidste 19 km er meget hurtige og lette. I de sidste 7 km flader det gradvist ud, indtil man når de sidste 1500 m, der er næsten helt flade. Dog stiger de sidste 500 m med 3,2% i gennemsnit. Den lange lige vej er helt uden tekniske udfordringer, indtil man når frem til en rundkørsel med 450 m til stregen på den 6 m brede vej.

Allerede ved indgangen til den tredje uge er klatrerne ved at løbe tør for muligheder, og de har derfor kun to chancer for at gøre en forskel, hvis de vil vinde tid inden den afgørende enkeltstart. Heldigvis er begge alpeetaper svære nok til, at det lader sig gøre. Ganske vist slutter 17. etape ikke på en stigning, men Galibier er så vanskeligt et bjerg, at der kan skabes store forskelle, i hvert fald hvis der ikke er modvind. Også højderne vil spille en rolle, og det kan være dagen, hvor en mand som Alejandro Valverde, der traditionelt har det svært, når han er over 2000 m, skal sættes tilbage. Forskellene vil være meget afhlngige af vinden, og der kan ske en vis regruppering på den relativt lange nedkørsel, men mens et udbrud sandsynligvis skal køre om sejren, bør der være lagt op til en kamp mellem favoritterne på Galibier.

Serre-Chevalier har ikke været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Minut for minut: Sådan sikrede Johan Price sig et stort enkeltstartsresultat

18. etape, torsdag d. 20. juli: Briancon - Izoard, 179,5 km

I de seneste to udgaver har bjergrytterne haft det sidste ord, idet løbets sidste bjergetape har fundet sted bare 24 timer før afslutningen i Paris. I år skal de lette folk imidlertid sætte point i banken på forhånd, idet deres sidste mulighed kommer allerede på 18. etape. Det sker, når man fra Tour-ledelsens side fortsætter den nylige tendens med at lade etaper slutte på toppen af legendariske stigninger, der tidligere blev betragtet som uegnede som etapemål. I 2007 var det Col d’Aubisque, der lagde asfalt til afslutningen på kongeetapen, i 2010 var det Col du Tourmalet, og i 2011 sluttede man endda på selveste Col du Galibier. Efter et par år uden lignende ikoniske afslutninger genoptager man i år trenden ved at lade løbets kongeetape slutte i det måneagtige landskab på mægtige Col d’Izoard, der vil være en passende ramme om det sidste slag mellem klatrerne i årets Tour de France.

Etapen byder på i alt 179,5 km mellem Briancon og toppen af Izoard, men der er ikke tale om en stor bjergetape med talrige stigninger på programmet. Tværtimod er udfordringerne koncentreret i den sidste halvdel, hvor begge de to store bjerge venter. Briancon ligger faktisk for foden af Izoard, og der er derfor kun ganske få kilometer mellem stat og mål. Derfor består etapen af en stor sløjfe mod syd, hvor arrangørerne i første omgang har været nådige ved rytterne. Selvom der er høje bjerge overalt, foregår den første del af etapen således i dalen langs Durance-floden, der fører mod syd og siden sydvest, blandt andet forbi byen Embrun for enden af Serre-Poncon-søen. Derfor er terrænet næsten helt fladt, og det ændres kun kortvarigt, når man ved benævnte sø skal op over den lille kategori 3-stigning Cote des Demoiselles Coiffées (3,9 km, 5,2%), der har top efter 60 km. Derefter følger en lille nedkørsel, inden man drejer mod sydøst ved fortsat at følge søen og derefter floden Ubaye. Derfor fortsætter det flade terræn videre mod øst, selvom det begynder at stige ganske svagt. Det er også tilfældet ved den indlagte spurt, der kommer efter 91,5 km på toppen af en lille 2 km lang bakke, der ikke byder på nogen sving. Det svagt stigende terræn langs Ubaye fortsætter videre mod nordøst og siden nord gennem byen Jausiers og helt frem til Saint-Paul-sur-Ubaye, der nås efter 121 km.

Med 58,5 km til mål ændrer etapen her karakter. Det sker, når man for første gag forlader dalen for at køre mod nordvest op ad kategori 1-bjerget Col de Vars (9,3 km, 7,5%), der efter en relativt nem første galvdel, stiger med mellem 8,5 og 10,5% det meste af de sidste 4,3 km. Fra toppen resterer 50 km, som går mod nord via en nedkørsel, der først mod slutningen bliver mere teknisk. Dalen nås i byen Guillestre, hvorfra der resterer 31,5 km. De foregår først i nordøstlig retning ad en svagt stigende dalvej, indtil man drejer mod nordvest for at køre op ad HC-bjerget Col d’Izoard. Der er tale om en 14,1 km lang stigning, der stiger med 7,3% i gennemsnit, men dataene snydere. De første 7 km er således relativt lette med stigningsprocenter hovedsageligt på mellem 4 og 6, men den sidste halvdel er langt sværere med procenter på mellem 8,5 og 10. Kun ved det berømte månelandskab ved Casse Déserte knap 3 km fra toppen afbrydes den ellers konstant stejle stigning af en lille nedkørsel. Den sidste kilometer stiger med hele 10% i gennemsnit og byder på hele tre hårnålesving, inden et venstresving leder ind på den 130 m lange, 5,5 m brede opløbsstrækning.

Col d’Izoard er uden tvivl den sværeste af de tre afslutninger på et bjerg i årets Tour de France, og sidste halvdel af stigningen har - sammen med højderne - potentialet til at gøre stor skade. Som det altid er tilfældet for disse månebjerge langt over havets overflade betyder det åbne landskab imidlertid, at vinden vil spille en afgørende rolle. Klatrerne vil håbe, at medvind vil hjælpe med at kunne øge afstandene, men under alle omstændigheder bør de stejle skråninger kunne skabe en vis spredning på en dag, hvor klatrerne vil gøre alt for at vinde tid inden enkeltstarten. Den relativt lette første halvdel betyder samtidig, at etapen er relativt let at kontrollere, og derfor er det sandsynligt, at klassementsrytterne skal slås om både tidsgevinster, bonussekunder og etapesejr i et brag af et bjergslag på en af sportens mest ikoniske og legendariske stigninger.

Izoard er et hyppigt anvendt Tour de France-bjerg, men aldrig tidligere har der været mål på toppen af den legendariske stigning.

19. etape, fredag d. 21. juli: Embrun - Salon-de-Provence, 222,5 km

I gamle dage, hvor der næsten altid var en enkeltstart på næstsidste dag, var det ikke usædvanligt, at den sidste fredag bød på en flad etape. Dengang havde den imidlertid som regel det formål at bringe feltet mod nord og tættere på Paris. I år genindføres traditionen med både en enkeltstart 24 timer og en sprinteretape 48 timer inden finalen, men denne gang tjener sidstnævnte et helt andet formål. Faktisk er dens opgave at føre feltet den helt forkerte vej, væk fra Paris og mod Marseille, hvor der er lagt op til en stor klassementsfinale på en spektakulær enkeltstart bare dagen inden afslutningen. Derfor skal der tilbagelægges adskillige kilometer fra Alperne ned mod byen ved Middelhavskysten, og det foregår via en oplagt mulighed for sprinterne på løbets længste etape.

I alt skal der tilbagelægges hele 222,5 km mellem Embrun og Salon-de-Provence, og de går stort set alle direkte mod sydvest med kurs fra Alperne mod Marseille. Startbyen, der var rammen om den meget hårde enkeltstart i Touren for fire år siden, ligger i bjergene, og derfor er starten ikke helt nem. Indledningsvist er det småkuperet, og efter 26 km når man toppen af kategori 3-stigningen Col Lebraut (4,7 km, 5,8%). Fter en 10 km lang nedkørsel rammer man dernæst kategori 3-stigningen Cote de Breziers (2,3 km, 5,6%), hvos top efter 43 km leder direkte ind på den ikke-kategoriserede Col de Sairaut.

Efter 50,5 km runder man toppen, og det markerer afslutningen på de væsentligste udfordringer. De næste 40 falder all svagt ned mod byen Pipin, hvorefter det over 13 km stiger med 1,9% i gennemsnit. Dernæst følger endnu en småkuperet strækning med lidt fladt, en nedkørsel og en let stigning, der fører op til den indlagte spurt, som er placeret efter 136,5 km. De sidste 1500 m stiger med ca. 3% og foregår på en let snoet vej. Derfra falder det hovedsageligt over de næste 30 km, inden man skal op over kategori 3-stigningen Col du Pointu (5,8 km, 4,1%). Fra toppen resterer 45 km, der først består af en nedkørsel og dernæst en flad afslutning, der føret det sidst stykke mod vest og syd ned til målbyen lige nord for Marseille. Her venter en let faldende finale, hvor det får svagt nedad i de sidste 5 km. Finalen er enormt teknisk, idet der efter 3 km-mærket først er to rundkørsler, dernæst to skarpe sving umiddelbart efter hinanden og siden et skarpt sving lige inden den røde flamme. Til slut venter yderligere to helt skarpe sving med bare 600 og 400 m til stregen, der er at finde på en bare 6 m bred vej.

En så lang etape er bestemt ikke nem at kontrollere, specielt ikke når det aldrig er helt fladt. Udbrud har generelt en relativt god chance i den tredje uge, men da det samtidig er sidste store kraftanstrengelse for hovedparten af rytterne, er der stadig størst chance for, at sprinterne kommer til fadet. Alle skal dog tage sig i agt for vinden, der kan være meget stærk i området omkring Marseille, og hvis det for alvor blæser, kan det hele blive uventet dramatisk bare 48 timer inden afslutningen. Bliver det en massespurt, vil den ekstremt tekniske finale udfordre sprinterne voldsomt og tilgodese ryttere som Mark Cavendish og Peter Sagan langt mere end et kraftmonster som Marcel Kittel.

Salon-de-Provence var sidst vært for et stort cykelløb ved sidste års Paris-Nice, hvor Alexey Lutsenko med en imponerende solopræstation snød Alexander Kristoff og Michael Matthews for en etapesejr. Inden det lagde man i 2001 asfalt til en massespurt i Middelhavet Rundt, som blev vundet af Jimmy Casper foran Jan Svorada og Jaan Kirsipuu.

20. etape, lørdag d. 22. juli: Marseille - Marseille, 22,5 km enkeltstart

I de senere år har bjergrytterne haft det sidste ord, og vi skal helt tilbage til 2014 for at finde det seneste eksempel på en enkeltstart afviklet på næstsidste dag. Under Jean-Marie Leblancs ledelse var det ellers en helt fast model for ASO at lade klassementet blive sat af en ofte ca. 50 km lang tidskørsel bare 24 timer inden afslutningen i Paris. Christian Prudhomme har imidlertid i sin ruteplanlægning tydeligt ladet det skinne igennem, at han ingen fan er af enkeltstarter, og i hans regeringstid er antallet af kilometer alene i kamp med uret blevet reduceret voldsomt, indtil det nåede et nærmest absurd lavt niveau i 2015. I år er der helle ikke meget enkeltstart på programmet, men det er dog tempospecialisterne, der får en sidste mulighed for at gøre en forskel. Det sker, når rytterne for første gang siden starten i Düsseldorf skal have tempocyklerne frem til en yderst spektakulær sidste klassementsdyst i Marseille, der huser løbets næstsidste etape - et logistisk mareridt, der for bare få år siden ville have været utænkeligt. Nu om dage er det imidlertid blevet almindeligt, at næstsidste etape finde sted endog meget langt fra Paris, og derfor er scenen sat til et fornemt skue, når rytterne en for en ruller ind på den prægtige Orange Velodrome, hvor vinderen af årets Tour vil blive kåret.

Med sine bare 22,5 km er enkeltstarten relativt kort, og den finder udelukkende sted i storbyen Marseille. Starten går ud for Orange Velodrome, hvorfra rytterne via hele fem sving i løbet af de første 4 km når ud til den helt flade kystvej. Den følger man mod syd ned til et vendepunkt, der nås efter 4,6 km. Herfra går det ad den helt flade kystvej tilbage mod nord og nordvest. Den snor sig let, men byder ikke på skarpe sving, før man når op til havneområdet Vieux-Port, hvor man følger kysten mod øst forbi den første mellemtid, der tages efter 10,2 km. Kystvejen følges hele vejen rundt om havnen, indtil man efter 12,8 km når rutens nordligste punkt, hvor man foretager en U-vending.

Rytterne vil herefter følge samme vej tilbage rundt om Vieux-Port, men kort efter man fra den først benyttede rute. I stedet for at fortsætte langs havet drejer man ind i landet for at køre op ad den 1,2 km lange stigning Notre-Dame de la Garde, der stiger med hele 9,5% og byder på adskillige sving. Herefter venter en svær nedkørsel med adskillige tekniske udfordringer i de snævre bygader, inden man fra nordøst igen rammer kystvejen, når der resterer 4,8 km. De foregår langs den flade havnefront, inden man med 2600 m til stregen igen drejer ind mod Orange Velodrome. På den flade sidste kilometer skal man til højre i en rundkørsel, indtil man med bare 200 m til stregen drejer ind til den spektakulære afslutning midt på velodromen.

Den sidste enkeltstart i en grand tour er altid en svær affære, der ofte skaber overraskende udfald. Ofte er det klassementsrytterne, der i kraft af deres bedre restitutionsevner dominerer. Denne rute byder på et interessant miks af helt fladt terræn, hvor de store maskiner for alvor kan gøre brug af deres power, en meget stejl stigning, hvor de lette og eksplosive folk vil være i deres es, samt en meget teknisk nedkørsel. Det gør det til en interessant sag, hvor både specialister og klassementsryttere reelt kan håbe på et topresultat. Stigningen vil gøre det svært for de helt tunge drenge, men en rytter som Tony Martin kan håbe på sejren i en kamp mod tempostærke klassementsryttere som Richie Porte og Chris Froome. De håber naturligvis at have sikret sig sejren allerede på nuværende tidspunkt, men en 22,5 km lang enkeltstart kan bestemt skabe tidsforskelle på mere end et minut mellem typer som Froome og Porte og en klatrer som Nairo Quintana, og hvis klassementet er tæt, er der derfor udsigt til en neglebidende sidste duel om den samlede sejr i den 104. udgave af Tour de France.

Som en af Frankrigs største byer bliver Marseille naturligvis besøgt med jævne mellemrum. Det skete senest i 2013, hvor Mark Cavendish vandt en massespurt foran Edvald Boasson Hagen og Peter Sagan. I 2007 tog Cedric Vasseur en populær udbrudssejr, nøjagtigt som Jakob Piil gjorde det i 2003. Senst har byen været brugt som målby i Tour La Provence i 2017, hvor Mattia Cattaneo slog Rohan Dennis på en medrivende kongeetape, og i 2016, hvor Fernando Gaviria vandt en massespurt foran Danilo Wyss og Romain Feillu. Byen har også tit været målby i det nu hedengangne Middehavet Rundt, senest i 2009, hvor det blev til en spurtsejr til Yauheni Hutarovich. Derudover er man hvert år vært for GP La Marseillaise, åbningsløbet på den franske kalender, der i år blev vundet af Arthur Vichot.

21. etape, søndag d. 23. juli: Montgeron - Paris Champs-Élysées, 103 km

Tidligere var det ofte meget forskelligt, om en grand tour sluttede med en enkeltstart eller en sprinteretape. Hvor man stadig af og til gør brug af en tidskørsel i Giroen og Vueltaen, er de dage nu talte for verdens største cykelløb. Ikke siden den dramatiske finale i 1989, hvor Greg Lemond med det yderste af neglene slog Laurent Fignon, har man bundet an med en etape, der har haft potentiale til at ændre klassementet, og siden dengang har sidste etape altid været en ceremoniel affære, som oftest er blevet afgjort i en massespurt. Efter tidligere finaler i Ville-d’Avray (1903), Parc des Princes (1904-1967) og Velodrome de Vincennes (1968-1974) er det nu om dage den berømte avenue Champs-Élysées, der lægger brosten til afslutningen. Siden 2013 er det endda sket ved et spektakulært aftenshow, der har gjort det muligt at flytte hele karavanen fra det sydlige Frankrig til landets hovedstad, og vinderen af verden største cykelløb er blevet hyldet i den smukke aftenbelysning. Det vil også være tilfældet igen i år, hvor der venter en helt traditionel afslutning med paradekørsel ind til Paris, et brag af en massespurt i den mest prestigiøse finale for verdens hurtigste og en efterfølgende fejring af hovedaktørerne i det, der ventes at blive endnu en stor udgave af den største cykelbegivenhed.

I de senere har år har man klogelig valgt at reducere den indledende ceremonielle del af etapen ved at forkorte distancen til ca. 100 km, og den model bibeholdes i 2017, hvor der er bare 103 km på programmet. Som altid finder starten sted i en af Paris’ forstæder, og det er i år Montgeron, der fra sin placering syd for hovedstaden får æren af at sende rytterne afsted for 21. og sidste gang. Herfra kører man mod sydvest for at runde lufthavnen Orly, inden man fortsætter igennem tilsvarende fladt terræn mod nordvest og siden nord med retning mod centrum af Paris. Modsat mange gange tidligere er der ingen bjergspurter på programmet på den helt flade etape, der maksimalt når op i 95 m højde.

Efter 34 km passerer man bygrænsen, hvorefter man fortsætter mod vest gennem byen for til sidst at køre det sidste stykke mod nordøst frem til den klassiske rundstrækning, der har været uforandret, siden man i 2013 modificerede den ved at køre hele vejen rundt om Triumfbuen. Den rammes efter 45 km, og blot tre kilometer senere krydses målstregen for første gang. Etapen afsluttes nu med otte omgange på den 6,85 km lange rundstrækning, hvilket er en reduktion i forhold til de 9 omgange i 2016 og de 10 i 2015 og samme antal som i 2014. Rundstrækning fører efter målstregen op ad den let stigende brostensbelagte avenue frem til Triumfbuen, der rundes. Herfra kører man den modsatte vej ned forbi mål, inden man via en rektangulær rundstrækning omkring Concorde-pladsen og Jardins des Tullieres vender rundt og via den berømte tunnel igen rammer Champs-Elysèes. Man drejer fra tunnelen ud på den 9 m brede avenue med 400 igen, og derfra stiger det ganske let op til målet. Den indlagte spurt kommer på tredje omgang 1500 m efter passagen af målstregen næsten helt oppe ved vendepunktet ved Triumfbuen.

Etapen vil naturligvis forløbe, som den plejer. De indledende 45 km frem til rundstrækningen vil blive brugt til paradekørsel, champagnedrikning, fotografering og lykønskninger, inden førertrøjens hold langsomt øger farten, efterhånden som man nærmer sig første passage af målstregen. Her får en af feltets veteraner, der kører sin sidste Tour, ofte lov at køre først over - det er vel ikke helt skævt at antage, at det i år bliver Thomas Voeckler - og derefter starter cykelløbet for alvor. Typisk etableres der hurtigt et lille udbrud, men de får sjældent meget mere end 30 sekunder i et kort gadeløb, hvor alle er friske. Herefter går den vilde jagt, hvor sprinterholdene i langt de fleste tilfælde har held til at samle det hele til en massespurt, mens klassementsrytterne både prøver at nyde stemningen og undgå det katastrofale uheld, der kan ruinere tre ugers hårdt arbejde. Til slut ventes det hele at blive afgjort af de hurtige folk i den let stigende spurt på den brostensbelagte opløbsstrækning, hvor enhver, der drømmer om sejr på cykelsportens smukkeste boulevard, vil gøre alt for at være i en god position efter tunnelen, der altid er afgørende for udfaldet af årets vigtigste spurt.

Paris er den eneste by, der er blevet besøgt hvert år siden starten i 1903. Som sagt er det i de senere år næsten altid endt i en massespurt. Det skete senest sidste år, hvor André Greipel tog sin anden sejr i træk ved at slå Peter Sagan og Alexander Kristoff. De øvrige spurtvindere i dette årtusinde er Greipel (2015), Marcel Kittel (2013 og 2014), Mark Cavendish (2009, 2010, 2011 og 2012), Gert Steegmans (2008), Daniele Bennati (2007), Thor Hushovd (2006), Tom Boonen (2004), Jean-Patrick Nazon (2003), Robbie McEwen (2002), Jan Svorada (2001) og Stefano Zanini (2000). Den eneste, der har formået at snyde sprinterne, er Alexandre Vinokourov, der med et sent angreb højst overraskende sejrede i 2005. I 2003 var byen endda også vært for prologen i forbindelse med 100-årsjubilæet, og her sejrede Bradley McGee, inden Nazon senere afsluttede løbet ved at vinde sidste etape i den franske hovedstad.

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD NU