Tour de Romandie-analyse: Den kloge dansker narrer den mindre kloge

Man skal ikke altid være stærkeste mand for at vinde. I mange tilfælde kommer man meget længere med et køligt overblik og snilde. Historien er spækket med eksempler på, at den kloge har narret den mindre kloge, og at vejen til triumf ofte går lige så meget via et kløgtigt hoved som via gode ben.

Det kan Jakob Fuglsang om nogen skrive under på. Den danske supermand har i løbet af de seneste to år opnået et hav af topresultater, der har hævet ham til niveauet lige under den absolutte elite i etapeløbssammenhæng. Sjældent har han været stærkeste mand, men en fremragende evne til at læse løbet har gjort det muligt kraft at udbygge cv’et efter en lidt svær tid, hvor han syntes at være gået i stå.

Det hele startede i Rio for nu snart to år siden. Den dag var der næppe tvivl om, at Vincenzo Nibali, Sergio Henao, Rafal Majka og Julian Alaphilippe var feltets stærkeste ryttere. Alligevel endte der en sølvmedalje i den danske lejr, fordi Fuglsang med stor kløgt udnyttede en ukontrollerbar finale til at snige sig væk sammen med Greg Van Avermaet.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Historien gentog sig sidste år i Criterium du Dauphiné. På sidste etape af det franske løb var der krig mellem de to tidligere holdkammerater og nære venner Chris Froome og Richie Porte. Briten havde held til tidligt at isolere australieren, som måtte bruge et hav af kræfter på at lukke huller, og mens de to storfavoritter kiggede på hinanden og i sært taktisk spil lod næsten alle de øvrige favoritter køre væk, udnyttede danskeren situationen til at angribe og tage en højst uventet samlet sejr. Porte kørte som en motorcykel til sidst og leverede som klart stærkeste mand en jætteindsats i en håbløs situation, hvor han var svigtet af sit hold, men det var Fuglsang, der med en kombination af klogskab og gode ben endte øverst på podiet.

I dag skete det så igen på kongeetapen i Tour de Romandie. Efter en lidt skuffende bjergenkeltstart var Fuglsang udmærket klar over, at Egan Bernal, Primoz Roglic og Richie Porte alle var et niveau eller to over ham. Alligevel lykkedes det ham atter med klog kørsel at narre alle rivalerne og erobre endnu en meriterende sejr, der må høre til blandt de allerflotteste.

Det startede, da han sammen med Rui Costa udnyttede en smule stilstand til at snige sig væk. Det var hans direkte adgangsbillet til finalen, for selvom fremstødet i første omgang mislykkedes, gav det ham det forspring, der gjorde det muligt at komme tilbage til de suveræne Bernal og Roglic på nedkørslen. Herefter befandt han sig i en fremragende position. Det var klart, at hverken Bernal, Roglic eller Porte havde nogen interesse i at føre og derved gøre sig selv sårbare, og dermed var det op til Costa at kontrollere situationen og frembringe den ønskede spurtafgørelse. Med sit store tidstab ville Fuglsang aldrig kunne fremkalde blot den mindst reaktion fra de tre topfolk, og derfor ville en etapesejr stort set være i skabet, hvis blot han kunne tage den tidligere verdensmester på det forkerte ben.

Costa er kendt som en snu rytter, og derfor kan det undre, at han ikke læste situationen korrekt. Det var indlysende, at han alene skulle holde øje med Fuglsang, men formentlig var han lidt for opsat på at holde forfølgerne bag sig. Det udnyttede Fuglsang til at lancere et veltimet overraskelsesangreb, og da først hullet var slået, var udfaldet givet. Ingen andre end Costa havde nogen stor interesse i at jagte, og dermed var det kun et spørgsmål, om danskeren ville kunne gå forbi portugiseren i klassementet. Det lykkedes akkurat.

Resultat blev en etapesejr og en 4. plads til Fuglsang, som dermed fik lidt oprejsning efter et forår, der ikke helt har levet op til forventningerne. Paris-Nice endte som en stor skuffelse, og heller ikke Ardennerne gav det ønskede udbytte. Paradoksalt nok kommer det bedste resultat i det løb, hvor han har virket svagest. Endnu engang lykkedes det ham alligevel med taktisk snilde at tanke vigtig selvtillid i sit allersidste løb inden en længere træningsperiode.

Dagens store taber var Costa, der i dette løb ellers endelig har genfundet fordums styrke. Siden efteråret 2016, hvor han kørte som en motorcykel, har den tidligere verdensmester været en skygge af sig selv, men nu er han tilbage. At han kan blive nr. 5 på en bjergenkeltstart og efterfølgende køre med de allerbedste på en bjergetape, er en fremragende præstation af den relativt store portugiser. Forhåbentlig er det et varsel om bedre tider og en genfødsel af en rytter, der nøjagtigt ligesom Fuglsang har opnået et hav af flotte resultater ved klog og snu kørsel.

Den helt store vinder var til gengæld Primoz Roglic. Efter sejren i Baskerlandet var det klart, at sloveneren har forbedret sig kolossalt i bjergene, men det udestod fortsat at vise, at han også kan begå sig på længere stigninger. Det har han imidlertid til fulde bevist i de seneste to dage, hvor han har leveret en verdensklassepræstation i de høje bjerge. I dag svarede han resolut på Egan Bernals mange angreb, og selvom han tydeligvis blev presset til sidst, forsvarede han sig flot.

Dermed har han kurs mod sin anden store etapeløbssejr på en måned, og han har nu for alvor etableret sig selv som kongen af de ugelange etapeløb. I første omgang er det da også den type løb, der har hans interesse, men på længere sigt er planerne grand tours. Hans mål til sommer er i første omgang etapesejre i Touren, men det vil næsten være dumt af LottoNL ikke at se, hvor langt han kan komme allerede nu. Efter en forrygende april måned er det i hvert fald blevet klart, at det kun er holdbarheden, der fortsat kan stilles spørgsmålstegn ved.

Bernal må forlade løbet med lidt blandede følelser. Hans talrige angreb gav ikke det ønskede resultat, og han må naturligvis ærgre sig over, at Roglic akkurat kunne holde stand også til allersidst. I det store billede har det dog været en drømmeuge for det colombianske vidunderbarn, der formentlig har overgået selv de vildeste forventninger - og de var bestemt ikke små for en rytter, der i årevis er blevet hypet overalt. At han bare en måned efter at have brækket skulderen i Catalonien, kan vinde en bjergenkeltstart og imponere så stort i et af sportens sværeste løb, er skrækindjagende for enhver, der drømmer om at vinde etapeløb i fremtiden.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Mindst lige så tilfreds kan Porte være. Nuvel, han forsvarede ikke titlen og viste både i dag og i går, at han er milevidt fra sin bedste form, men med tanke på, hvor han befandt sig for et par uger siden i Baskerlandet, må de seneste to dage have givet ham et vigtigt selvtillidsboost. Han har ikke lagt skjul på, at nedturen i Baskerlandet ramte ham temmelig hårdt mentalt, og han har altid været en sårbar herre. Derfor kan betydningen af den samlede 3. plads i dette løb næppe overvurderes.

Konklusionen må være den stik modsatte for Dan Martin. Ireren havde på denne etape en fremragende chance for at få det store resultat, som uheld har berøvet ham i den første del af sæsonen. Han eksploderede imidlertid totalt, og det var kun held, der gjorde, at der skete så megen samling, at han kunne sikre sig en samlet 10. plads. Det har været et forår lige til glemmebogen for Martin, der blot har kunnet se til, mens hans gamle Quick-Step-hold har støvsuget sejre i den første del af sæsonen. Selvom uheld er en stor del af forklaringen på de manglende resultater, kan det næsten ikke undgås, at ireren allerede nu har en lille smule tvivl om, hvorvidt det nu var helt klogt at forlade et hold, hvor enhver rytter nærmeste har garanti for succes.

Helt slut er det dog ikke endnu. Inden den står på en lille pause for hovedparten af rytterne i dette felt, er der endnu en dag i sadlen, der skal overstås. For de fleste er det blot en dag, der skal overstås, og meget kunne pege på endnu en massespurt. Et svagt sprinterfelt betyder imidlertid, at det sagtens kan ende anderledes. Hvem ved? Måske er det atter kløgt og ikke nødvendigvis gode ben, der vil være nøglen til sejr?