Tour de Suisse-analyse: Danish Dynamite

Man må knibe sig lidt i armen! Et tema i disse analyser de sidste dage har været, hvordan et hold med lidt succes hurtigt kan opbygge et momentum, hvor de næste sejre følger langt lettere end de første. Det har vi set med Quick-Step gennem hele sæsonen, og i dette løb har det været Astana,Mitchelton-Scott og UAE, der har bygget videre på de store triumfer, der har haft i den seneste tid.

Det er imidlertid ikke muligt på samme måde at tale om, at en nation kan få momentum. Et lands ryttere er nemlig spredt på forskellige hold med vidt forskellige interesser, og presset bestemmes derfor af helt andre omstændigheder end landsmændenes eventuelle succes. Alligevel er det svært ikke at tale om et dansk momentum efter en 2018-sæson, der har overgået de vildeste forventninger og bare synes at blive ved og ved.

De helt store triumfer har Michael Valgren naturligvis stået for med sejrene i Amstel Gold Race og Omloop Het Nieuwsblad, men stort set hele den danske elite har leveret. Mads Pedersens andenplads i Flandern Rundt var i virkeligheden måske endnu større, da den blev opnået i den unge danskers debut i et af sportens allersværeste løb, og Magnus Cort har med flotte præstationer i Dubai, Oman og særligt Yorkshire vist, at han har nået et helt nyt niveau. Jakob Fuglsang vandt kongeetapen i Romandiet Rundt og spillede en nøglerolle for Valgren i Amstel Gold Race, og Jesper Hansen nåede karrierens flotteste resultat i et WorldTour-løb i Catalonien. I denne uge var det så den ellers altid så loyale hjælper Christopher Juul, der trodsede alle odds og tog en højst uventet stor sejr på WorldTouren i Schweiz.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Et af de helt store talenter har imidlertid glimret ved sit fravær. Efter et fantastisk efterår, hvor han får alvor indskrev sig som et af sportens største klassikertalenter med en flot Vuelta, et fremragende VM og ikke mindst et fantastisk Paris-Tours, var forventningerne til Søren Kragh tårnhøje forud for denne sæson. Desværre gik det galt allerede fra sæsonstart, da han styrtede allerede i sit første løb, Tour of Oman, og siden da har han været forfulgt af uheld. Sygdom har kompliceret tingene yderligere, og danskeren nåede aldrig topformen i foråret, hvor han kunne se Valgren og Pedersen løbe med al den hjemlige opmærksomhed.

Kragh viste imidlertid sidste år, at hans talent er fuldt på højde med sine to landsmænds, og at han samtidig har det punch, den spurt og det instinkt, der skaber hans vinder. Desværre har det ikke helt kunnet udfolde sig på Sunweb, hvor han imellem alle problemerne også har været fastlåst i en hjælperrolle for Michael Matthews, der har mange af de samme kvaliteter som det danske talent.

Det har også været hans job i dette løb, og derfor har han ikke kunnet jagte personlige resultater. Enhver, der så de første etaper i dette løb, var imidlertid ikke i tvivl om, at danskeren er i storform, og hans fantastiske arbejde for Matthews i selv meget hårde finaler har kun bidraget til at cementere, hvad der efterhånden synes at være en temmelig sikker plads på Sunwebs Tour-hold.

I dag fik han så endelig sin chance, og den greb han til fulde. I en knaldhård start, hvor man skulle have gode ben for at komme med i udbrud i det vanskelige terræn, bookede danskeren billet til en lang og opslidende dag. Let så det bestemt ikke ud for danskeren, der trods sit store talent, bestemt ikke er ren klatrer. To mægtige tinder og selskab af lette folk som Patrick Konrad, Gorka Izagirre og Jan Polanc betød, at Kragh havde kam til sit hår, da han begav sig ud på den svære mission at omsætte den store chance til en sejr.

Kragh bekræftede imidlertid sin storform ved at overleve de to store bjerge - endda modsat klatrere som Polanc og Konrad, der tydeligvis er helt færdige efter en hård Giro - og da først han var sikkert på toppen af Klausenpass var det klart, at danskeren stod med en fremragende chance i en finale, der passede ham som fod i hose. Ganske vist var han oppe mod puncheurs som Haas og Izagirre, men da ingen af dem ligefrem har vist storform i de sidste dage, pegede pilen på Kragh som manden, der skulle slås.

Kragh gjorde på fornemste vis arbejdet færdigt, selvom han tog en chance ved at lade den stærke Michael Gogl, der trods alt er kørt i top 10 i Amstel Gold Race tidligere, køre. Han viste imidlertid den kølighed og timing, der skaber en vinder, og med nærmest Valverde-agtig præcision hentede han østrigeren på det helt rette tidspunkt og blæste herefter til karrierens største sejr.

Triumfen har imidlertid en lidt bitter eftersmag, for Kragh har bestemt ikke fået sig flere venner i feltet i dag. Sunweb bad ham nemlig sidde på hjul i finalen - formentlig med det lidt tynde alibi, at Maxime Monfort og Gorka Izagurre truede Kelderman og Oomen i klassementet - og den sparede energi bidrog i høj grad til, at han kunne gøre arbejdet færdigt. Det kan i den grad diskuteres, om den manøvre var fair, især fordi Sunweb ikke i feltet viste nogen som helst interesse i at jagte Monfort og Izagirre. De overlod gladelig alt arbejdet til BMC og fik dermed den bedste af alle verdener. Det vil helt sikkert vække en del kritik.

Især Haas er formentlig rødglædende. Australieren har bestemt ikke haft en let tid, siden sygdom ødelagde hans stor drøm om at forbedre sidste års fjerdeplads i drømmeløbet, Amstel Gold Race. Efter en flot start med en 3. plads på 2. etape i dette løb har han skuffet igen og igen i de seneste dage, men i dag fik han sig en tiltrængt opmuntring ved både at ramme udbruddet på en svær etape og derefter overleve nogle meget lange stigninger. Da afslutningen endda passede ham som fod i hose, og han til slut kunne gøre arbejdet færdigt ved at sætte alle andre end Kragh, kan man ikke fortænke Haas i at være temmelig bitter i disse minutter, efter at han modsat danskeren tog sin del af ansvaret for at holde feltet bag sig.

Det var dog især Izagirre, der var udbruddets motor. Efter en meget svær start på løbet, hvor han slet ikke har kunnet bygge videre på sin flotte sæsonstart, har det ellers set sort ud for baskeren. I dag rejste han sig imidlertid flot, og selvom finalen passede ham glimrende, foretrak han med sit store arbejde tydeligvis at arbejde for en billet tilbage i klassementet i stedet. I sidste ende betød den voldsomme forcering i feltet, at han stort set intet fik ud af anstrengelserne - udover naturligvis en spildt mulighed - og heller ikke han har derfor et billede af Kragh stående på sit natbord i aften.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

I feltet var der ikke mange, der viste interesse i at gå efter etapen. Sunweb og Bahrain havde begge folk med i front, og Peter Sagan var tilsyneladende så presset på den lange Klausenpass-stigning, at han ikke følte sig klar til at gå efter sejren. Da også Mitchelton smed håndklædet i ringen, blev det op til BMC at holde udbruddet i snor, så man kunne undgå, at Monfort stjal Portes trøje.

Den mission lykkedes, men det blev i virkeligheden en langt bedre dag for amerikanerne, end de formentlig havde drømt om i morges. De færreste havde vel forventet, at man på den ret lette målstigning ville se en kamp mellem favoritterne, og Porte lignede da heller ikke i første omgang en mand, der havde planer om at vinde tid. Da han så en lille åbning valgte han imidlertid at teste benene, og det gik over al forventning.’

Naturligvis var det ikke svært at forudse, at Porte ville være løbets stærkeste mand - han har trods alt været verdens bedste i ugelange etapeløb i de seneste år og havde endda meldt ud, at han var velforberedt til dette løb - men at han ligefrem kunne sætte alle rivalerne fra hjul på en stigning, der end ikke steg med 6% var nærmest skræmmende. Det minder om den magtdemonstration, han leverede i sidste års Romandiet Rundt, hvor han på en lignende let stigning kørte fra alt og alle og på ingen tid lukkede hullet til Simon Yates, som var startet stigningen med et stort forspring, og slutteligt vandt næsten et minut på rivalerne på en etape, der slet ikke burde have skabt sådanne forskelle. I dag leverde han en lignende klassepræstation og cementerede dermed med knusende overlegenhed sin status som den store trussel mod Froomes herredømme i sommerens Tour.

Sejren betyder, at Porte mere eller mindre allerede har vundet Tour de Suisse, ikke mindst fordi han har enkeltstarten i baghånden som et stærkt våben, og allerede nu synes rivalerne blot at køre om andenpladsen. Porte er imidlertid fortsat ivrig efter at teste benene i bjergene og på enkeltstarten, og med den styrkedemonstration, han leverede i dag, kan man bestemt ikke udelukke, at han ender med at vinde både 7. og 9. etape og dermed forlade løbet med både samlet triumf og tre etapegevinster på bare ni etaper!

Blandt de øvrige favoritter var det svær at aflæse meget på en stigning, hvor man skulle have Porte-agtigt styrke for at gøre en forskel. Nairo Quintana, Jakob Fuglsang, Enric Mas og Sam Oomen efterlod umiddelbart det mest positive indtryk, men reelt siger denne type stigning ikke meget om, hvad vi kan forvente i morgen. Wilco Kelderman var lidt usynlig i starten af stigningen, der ellers burde have passet ham, men da han hurtigt kom tilbage for at angribe nær toppen, synes der ikke at være alarmklokker, der ringer for manden, som ligner den eneste reelle trussel mod Porte i kraft af sin gode enkeltstart.

Favoritgruppen udgjordes stort set udelukkende af klatrere, men der var dog et par undtagelser. De to puncheurs Diego Ulissi og Arthur Vichot viste igen glimrende form ved at blande sig med alle klassementsrytterne, og de bekræftede dermed det lovende indtryk fra de første etaper. Særligt varmer det hjertet at se Vichot, der har været forfulgt af uheld igennem de seneste sæsoner, endelig synes klar til at indfri potentialet og endda udvise den stabilitet, det ellers altid har knebet med.

Der var dog også enkelte tabere. Det gælder særligt Bjorg Lambrecht, der altså stadig ikke er klar til at blande sig med de bedste på WorldTouren, og Andrey Amador samt Tanel Kangert, der i kraft af deres gode enkeltstart måske ville kunne have reddet sig en top 10. Med udsigt til et større tidstab i morgen, synes den mulighed imidlertid at være væk, og det ligner derfor en hjælperrolle for de to motorer på de kommende etaper.

Deres hjælperindsats bliver der imidlertid også brug for. I morgen er ventetiden endelig ovre, og der er ikke længere noget sted at gemme sig. Hidtil har vi desperat ledt efter tegn på styrkeforholdet, men bortset fra Portes suveræne overlegenhed, har der ikke været mange sprækker at finde. Om 24 timer er vi alle meget, meget klogere på, hvem der skal slås om andenpladsen bag løbets suveræne konge. Og hvem ved, måske kan Fuglsang endda fortsætte den danske drømmesæson?