Tour de Suisse-analyse: Den schweiziske forbandelse er brudt

Endelig!!! Sonny Colbrelli har nu i to år kredset om den store WorldTour-sejr i de schweiziske etapeløb, men det har bare ikke villet lykkedes. Sidste år måtte han i Tour de Romandie først se hans hold komme til kort i forsøget på at hente et udbrud med Stefan Küng og Andriy Grivko, og derfor rakte hans spurtsejr kun til en 3. plads. Et par dage senere kom han til kort i kamp med Elia Viviani, og i år var han atter tæt på to gange. Først svigtede hans hold ham totalt på 1. etape, hvor han uden hjælp meget overraskende måtte se sig slået af Omar Fraile, og dagen efter kom han til kort, da hans hold ikke kunne hente Thomas De Gendt, og derfor var der en følelse af deja-vu, da han spurtede sig til en andenplads. Og på sidste etape gik det helt galt i spurten, som blev vundet af Pascal Ackermann.

Efter tre andenpladser og en tredjeplads i Romandiet kom der i dag endelig hul på bylden for Colbrelli, da han slog til på 3. etape af Tour de Suisse. Allerede inden løbet var det klart, at etapen var skræddersyet til den holdbare italiener, der havde vist så god form med overbevisende klatring på de hårde stigninger i Hammer Series for en uges tid siden, og derfor var det også ganske uventet, at Colbrelli, der ellers blandt sprinterne er en af de allerbedste klatrere kom til kort på stigningerne på gårsdagens etape. Det reducerede ham pludselig fra favorit til outsider på dagens endnu mere kuperede etape, og derfor fløj Bahrain-sprinterne under radaren, mens alle kiggede på særligt Peter Sagan og Fernando Gaviria.

Det var imidlertid tydeligt, at varmen spillede mange ryttere et puds på gårsdagens etape, og i dag lignede Colbrelli atter sig selv. Ligesom Magnus Cort, det andet af de to overraskende ofre på 2. etape, havde han i dag ikke de store problemer med at holde sig til, og da først Enrico Gasparotto ramte fronten i finalen, krævede det ikke meget at indse, at Colbrelli måtte være kommet med over. Han stod dog stadig over for en stor udfordring, for som ventet havde Peter Sagan og Michael Matthews klaret ærterne, og også Fernando Gaviria viste atter fremragende form ved uden de mindste problemer at sidde med over stigningen i første del af feltet.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Colbrelli skal imidlertid aldrig undervurderes i en spurt efter en hård dag, gerne i koldt vejr. Mange vil vel huske den nærmest surrealistiske spurt, der gav ham karrierens første WorldTour-sejr i Paris-Nice sidste år. Her nåede han mål i et reduceret felt efter en vild sidevindsdag, og her slog han blandt andre Alexander Kristoff og flere andre normalt hurtigere folk i en flad spurt. Trods en bragende modvind på den lange opløbsstrækning åbnede Colbrelli fra distance og kørte en vanvittigt lang spurt, som rakte til en ganske klar og overraskende sejr. I dag viste han igen med endnu en meget lang spurt, at han er livsfarlig efter hårde dage i dårligt vejr.

Sejren lover godt frem mod Touren, hvor han atter får lov at søge sin chance på et hold, der ellers er bygget op om Vincenzo Nibali. Det er klart, at han uden megen støtte ikke vil have mange muligheder i de klassiske massespurter, men i puncheurfinalerne kan han blive livsfarlig. Han har senest med sejren på kongeetapen i Dubai Tour vist sine evner i disse finaler, og han bekræftede det med den lovende indsats i det knaldhårde Hammer Climb. Peter Sagan, Michael Matthews, Greg Van Avermaet, Julian Alaphilippe og Alejandro Valverde drømmer om at sejre på disse etaper og har hidtil fremstået som favoritter, men de skal efterhånden også tage sig i agt for Colbrelli. Efter gårsdagens dårlige dag ser han i hvert fald ud til at have vendt et sygdomsramt forår til noget, der ligner hans livs form, og særligt Tour-etapen til Quimper må efterhånden være markeret med rødt i hans kalender.

For anden dag i træk endte det med en andenplads til Gaviria, der atter dummede sig i spurten. Efter at have konfirmeret sin gode kondition ved at sidde problemfrit med hjem, var han i den perfekte position på Sagans hjul med et par kilometer igen. Det var den ideelle situation for Gaviria, der fra den position ville have været det store favorit. At bruge Sagan til at holde sig fremme ville give ham den allerbedste pilot, og på ren topfart burde han kunne gå forbi. Alligevel endte han pludselig foran Sagan, og da farten gik ned, efter at Daniel Oss ikke kunne lukke til den i øvrigt dybt imponerende Arthur Vichot, der virkelig har ramt formen i den seneste måned, dummede han sig igen, da Colbrelli kom flyvende bagfra. Mens den snu Sagan lynhurtigt greb Colbrellis slipstrøm, kastede Gaviria sig ud i en lang spurt i vinden og endte derfor med både at køre en alt for lang spurt og samtidig give læ til både Colbrelli og Sagan. Denne gang havde Gaviria virkelig alle på kort på hånden, særligt fordi han med den lange spurt i vinden atter viste, at han er hurtigste mand, men han mangler ganske enkelt den fornødne kølighed i disse hektiske finaler. Det har måske ikke givet problemer i situationer, hvor han har kunnet lukrere på sit hold eller været oppe mod svagere modstand, men kan meget hurtigt vise sig som et problem i Touren, hvor spurterne er mere kaotiske end noget andet sted. Heldigvis kan han glæde sig over, at han tilsyneladende har diamanter i benene.

Det har Sagan tydeligvis også, men det blev altså ikke til sejr nr. 17 for Sagan. Han virkede ellers skræmmende stærk, da han med et angreb på sidste stigning satte selveste Tim Wellens fra hjul - endda i rigtigt Wellens-vejr - men i sidste ende var den ikke specielt stejle stigning for nem til at gøre en forskel. Derfor måtte han forlade sig på sin spurt, og her kørte han igen med den kølighed, Gaviria manglede. Denne gang udeblev det sidste held dog, da han tilsyneladende mistede et par vigtige tråd, da porten mellem Colbrelli og Gaviria tilsyneladende lukkedes, og det kostede ham ikke blot etapesejren, men også muligheden for i morgen at tage den gule trøje. Heldigvis kan også han glæde sig over, at formen i hvert fald sidder i skabet frem mod Touren.

Det gør den også for Michael Matthews, der viste gode ben ved sammen med holdkammeraten Wilco Kelderman at følge Sagan på sidste stigning. Den flotte præstation kommer efter den fantastiske og nærmest chokerende top 5 i Fleche Wallonne og viser, at Matthews’ hårde arbejde med at forbedre sin klatring bærer frugt. Igen i dag blev det tydeligt, at det har kostet på topfarten, men til gengæld har han nu en holdbarhed, der måske endda vil kunne give ham mulighed for at vinde på Mur de Bretagne i Touren. Det kan godt være, at han ikke vil være en faktor i massespurterne, men det gør mindre, da den grønne trøje i år alligevel ikke er et mål. I stedet kan vi se frem til at se Matthews i endnu hårdere terræn end tidligere.

I det hele taget var det en god dag for Sunweb, der tydeligt viser, at de er blandt de stærkeste hold i løbet. Efter en ikke alt for overbevisende præstation på holdløbet gjorde Kelderman med sin kørsel på sidste stigning al tvivl om hans form til skamme, og med tanke på den sidste enkeltstart ligner han fortsat den stærkeste rival til Richie Porte, der sammen med Nairo Quintana hidtil har efterladt det stærkeste indtryk på stigningerne. Også Sam Oomen virker trods Giroen til fortsat at være i hopla, og dermed har Sunweb to stærke mand til klassementet. Og endelig ser det endelig ud til, at Søren Kragh efter et uheldsramt forår har fundet benene fra sidste efterår, og han ligner mere og mere end sikker mand på Sunwebs Tour-hold, ikke mindst på grund af holdløbet og hans store alsidighed, der bliver afgørende på den meget varierede rute.

Også Magnus Cort fik oprejsning efter gårsdagens nedtur, der formentlig som for Colbrellis vedkommende var et resultat af varmen. Til gengæld viste spurten også, at danskeren fortsat ikke har topfarten til at blande sig i spurterne i dette selskab, men han nærmer sig stille og roligt. Under alle omstændigheder gav det utvivlsomt et vigtigt selvtillidsboost inden Touren. Helt omvendt må det forholde sig for særligt Alexander Kristoff og John Degenkolb, der ser ud til at være et stykke fra formen, og for Arnaud Demare, der dog efter en meget lang pause ikke havde de store forventninger.

Derudover gav etapen ikke anledning til det store drama. Et relativt svagt udbrud betød, at det blev en meget langsom etape og bidrog sammen med modvinden på stigningen til, at dagen ikke blev specielt selektiv. Udover Kelderman, Oomen, Porte og Quintana, der alle viste sig lidt frem på stigningen, holdt aæle favoritterne sig i skindet og kom sikkert til mål - hvis man da lige ser bort fra den lidt skuffende Wellens, der ikke ligner en mand, som har formen til at blande sig helt fremme på en rute, hvor 7. etape i forvejen ser ud til at være for svær for ham.

Derfor er vi endnu ikke voldsomt kloge på det reelle klatrehierarki, men årets rute er bygget op, så det gradvist vil udkrystallisere sig. Efter dagens hårde finale venter der i morgen for første gang en længere stigning, og selvom også den er for let til at skabe forskelle, vil den måske kunne bruges til at aflæse lidt flere signaler, end det hidtil har været muligt. På den måde er årets Tour de Suisse som en langtrukken roman, der kun meget langsomt leder frem til det helt store show på Arosa-etapen på søndag. Indtil da kan vi nyde at lære mere om sprinternes holdbarhed inden Touren. I dag viste Colbrelli, at han i den grad er en joker til de kuperede dage i Frankrig. I morgen får han chancen for at overgå sig selv og dermed vende den endeløse serie af schweiziske skuffelser til en sand jubelstime.