Optakt: Japan Cup

Løbets rolle og historie

De fleste klatrere sluttede deres sæson i Il Lombardia, og hovedparten af topsprinterne satte cyklen i garagen efter Paris-Tours. Nogle enkelte har holdt formen og motivationen gående og kæmper i disse dage om WorldTour-point i Kina i Tour of Guangxi, men der er faktisk endnu flere, der stadig ikke har afsluttet sæsonen. Hvert år er der nemlig en ambitiøs gruppe, der ender cykelåret endnu længere ved årets sidste store endagsløb, Japan Cup.

Japan Cup er Asiens største endagsløb, og da det er rangeret som en 1.HC-løb, ligger det også højt i UCI-hierarkiet. Modsat mange andre løb uden for Europa står det imidlertid helt alene, og der er dermed ingen synergi med andre begivenheder, som kan benyttes som incitament for at drage om på den anden side af kloden for at stille til start på de japanske veje. Da det samtidig afvikles næsten en uge efter det sidste løb i Europa, har det aldrig haft den appel, som dets spændende rute og høje UCI-status egentlig berettiger til. For mange ryttere det simpelthen et ekstra vedhæng til en lang sæson, og det skal primært benyttes til at kickstarte ferien. Ikke overraskende har man derfor ofte set, at mange australiere har gjort stop i Japan undervejs på rejsen mod deres hjemlap.

Japan Cup bygger på arven fra VM i 1990, der blev afviklet i den japanske by Utsunomiya. Det blev første gang afholdt i 1992, og gennem årene har man tiltrukket ganske mange store stjerner trods den mildt sagt uheldige kalenderplacering og de geografiske udfordringer. Etapevindere fra Tour de France, samlede Giro d’Italia-vindere og World Cup-vindere har i løbet af årene alle lagt vejen forbi Japan til et sidste løb. I 1996 var løbet endda selv en del af den nu hedengangne World Cup, og derfor havde man det år det hidtil bedste felt. Blandet vinderne finder man Claudio Chiapucci, der sejrede tre gange i de første år, Damiano Cunego, der har vundet to gange, Riccardo Ricco, Dan Martin, Ivan Basso, Nathan Haas, der har også har to sejre på CV’et, Bauke Mollema og såmænd Chris anker Sørensen.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Som et UCI-løb tilbyder det værdifulde point, der er lettere tilgængelige, end de er i mange af de store løb i Europa. Det har åbnet døren for mange kontinentalryttere, der her har en chance for at udfordre WordlTour-stjernerne, som ofte er langt fra deres bedste form. Samtidig er det altid et stort mål for de japanske ryttere, der her har deres eneste mulighed for at teste sig selv mod verdens bedste på hjemmebane.

Løbet afvikles på en kuperet rundstrækning i Utsunomiya og er en meget publikumsvenlig begivenhed. Rytterne ankommer som regel flere dage i forvejen, og nu om dage er der tillige et kriterium dagen inden hovedløbet, hvor man sidste år havde Fabian Cancellara og i år Alberto Contador til start. Det har gjort det hele til lidt af en cykelfestival med voldsomt store tilskuermængder - en afspejling af landevejscyklingens vækst i et land, der nu i flere år har haft WorldTour-ryttere.

Lidt overraskende har man valgt at afvikle lidt under det nye Tour of Guangxi, og det har naturligvis svækket løbet. For de få ryttere, der stadig er aktive, er det naturligvis mere attraktivt at kunne få seks løbsdage ud af en rejse til den anden side af jorden, og samtidig er der flere point på spil i WorldTour-løbet i Kina. Alligevel har man fået Cannondale, BMC, LottoNL-Jumbo og Trek til start, men for løbets langsigtede overlevelse er det formentlig vigtigt, at man finder ind i et samarbejde med arrangørerne i Kina. Lykkes det, vil det til gengæld kunne give et boost, da det ikke kræver meget for holdene at sende en delegation til Japan efter afslutningen i Guangxi.

Sidste år tog en meget formstærk Davide Villella karrierens største sejr ved at køre alene hjem fra den sidste stigning. Seks sekunder senere ankom danske Christopher Juul-Jensen, inden Robert Power spurtede sig til tredjepladsen i en gruppe på seks ryttere. Villella vender tilbage for at forsvare titlen, men i år er Orica-Scott i stedet til start i Kina, og derfor er hverken Juul eller Power med denne gang.

Ruten

Japan Cup er altid blevet afviklet på en kuperet rundstrækning i Utsunomiya, men forud for 2015-udgaven ændrede man ruten. Her introducerede man en kortere rundstrækning, der til gengæld skulle køres flere gange, og det betød, at rytterne pludselig skulle op over hovedstigningen oftere end tidligere. Det har gjort det allerede ganske selektive løb endnu hårdere, og tilsyneladende er arrangørerne begejstrede for ændringen. I hvert fald er det nu tredje år i træk, at man vil benytte den nye rute.

Den 10,3 rundstrækning i Utsunomiya Forest Park skal tilbagelægges 14 gange, hvilket giver en samlet distance på beskedne 144,2 km. Den sender straks rytterne op af den 2 km lange Kogashi-stigning, inden der venter en tre kilometer lang nedkørsel. Herefter flader terrænet ud, indtil man med 2,5 km igen begynder at klatre. Herefter stiger det let i den sidste del, hvor der skal klatres i alt 50 højdemeter, hvilket giver en gennemsnitlig stigningsprocent på 2 på en dog ganske ujævn stigning. Det sidste sving kommer med 1300 m til mål, og herefter bugter vejen sig kun let.

Vejret

Løbet er ofte blevet plaget af forfærdeligt regnvejr, og det vil også blive tilfældet i år, hvor vejret bliver decideret forfærdeligt. Der meldes om kraftig regn hele dagen og ikke mindst en meget kraftig nordlig vind med risiko for vindstød af stormstyrke. Temperaturen ventes at nå 19 grader. Der vil være sidemodvind på stigningen, medvind på nedkørslen, sidevind på det flade, og mod- og sidemodvind i den let stigende finale.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Favoritterne

Japan Cup er som alle andre løb sidst på sæsonen relativt svært at spå om. Det skyldes, at det kommer på en tid af året, hvor det for alle de store navne er årets sidste løb, og samtidig kommer det for alle mindst en uge efter den sidste optræden i Europa. Som nævnt ovenfor har det for hovedparten af europæerne tillige en snert af ferie over sig, og motivationsniveauet og formniveauet er derfor stærkt varierende.

Problemet er, at man ikke komme sovende til en feriesejr i Utsunomiya. Ruten i Japan er knaldhård og byder over den korte distance på mange højdemeter. Det kræver blot et hurtigt kig på vinderlisten at indse, at det er et løb for folk, der kan køre opad. Når navne som Ivan Basso, Dan Martin, Damiano Cunego, Riccardo Ricco, Bauke Mollema og Chris Anker Sørensen har sejret, er det klart, at det ingenlunde er et sprinterløb.

Alligevel ser man også tungere folk være med fremme. Sidste år blev Christopher Juul som bekendt nummer 2, Edvald Boasson Hagen har også været på podiet, og det samme har en klatrestærk sårinter som Grega Bole. På denne tid af året kan man komme langt med god form, og derfor skal man passe på med at være alt for fokuseret på rytternes tidligere bedrifter, når man udpeger favoritter. Det vigtigste er, hvor godt man er kørende.

Det hele ender som regel som et udskilningsløb, hvor en lille gruppe skiller sig ud på de to sidste omgange. Af og til skal en håndfuld ryttere spurte om sejren, andre gang er det lykkedes stærkeste mand at køre alene hjem, og i andre udgaver er 2-3 mand kommet hjem sammen. Derfor er det vigtigt at have en god spurt i det stigende opløb, og det er derfor på papiret et løb for ardennerspecialister og puncheurs. I kraft af årstiden er udskilningen dog langt større, end ruten berettiger til, og det er som regel kun de allerstærkeste, der overlever.

I år bliver det hele gjort endnu værre af det ekstremt voldsomme vejr. Jeg vil faktisk ikke udelukke, at det hele kan ende i en aflysning eller i hvert fald en afkortning af løbet. Det kan virke hasarderet at sende rytterne ud på vejene med de voldsomme vindforhold, der er varslet, men vi baserer denne analyse på den antagelse, at det hele afvikles som planlagt.

Vejrforholdene vil gøre løbet hårdere, men det er samtidig værd at bemærke, at der vil være en voldsom modvind på stigningen. Det betyder, at det bliver betydeligt sværere for de lette klatrere at gentage Villellas solonummer fra sidste år, og sandsynligheden for, at en mindre gruppe skal spurte om sejren, er derfor stor.

Det får os til at pege på Marco Canola som favorit. Italieneren har virkelig fået et gennembrud i år efter sin tilbagevenden til Europa, og han har flere fornemme sejre på CV’et. Det er ikke uden grund, at han næste år er udråbt til Nippos helt enerådende kaptajn, og han vil elske at tage endnu en stor sejr sidst på sæsonen. Han vandt dagens opvarmningskriterium med et sent soloangreb, og det viser, at han stadig har den gode form, han viste i de italienske efteårsklassikere. Ruten er umiddelbart til den hårde side for Canola, men på denne tid af året er formen som sagt det vigtigste. Den synes han at have, og modvinden vil samtidig gøre det lettere at følge de bedste klatrere. Han er specialist i at spurte op ad bakke, som han viste med den suveræne sejr i en tilsvarende finale på sidste etape i Utah. Derfor tror vi, at Canola er manden, der skal slås.

Sidst år tog Davide Villella en fremragende form med sig fra de italienske efterårsklassikere videre til Japan, og det udnyttede han til at tage en stor solosejr. Noget tyder på, at historien kunne gentage sig, idet han også denne gang har kørt voldsomt stærkt sidst på året. Han blev nr. 5 i Tre Valli Varesine, hvor han var en af de allerstærkeste, og det løb minder på mange måder om dette. Senere blev han nr. 15 i et Il Lombardia, der burde have været for hårdt for ham, og formen er derfor fremragende. Sidste år bevarede han motivationen hele vejen frem til løbet i Japan, og mon ikke rollen som forsvarende mester har givet ham lysten til at gentage det? Hvis nogen kan køre alene hjem, må det være Canola.

Det dårlige vejr må være godt nyt for en klassikerspecialist som Jasper Stuyven. På papiret er ruten egentlig for hård for den relativt tunge belgier, men han viste på kongeetapen i BinckBank Tour, at han klatrer fint, når han har ramt formen. Han har kørt voldsomt stærkt hele efteråret, og selvom han i de sidste løb i Italien måske ikke helt var på toppen, var han stadig godt kørende Spørgsmålet er, hvor motiveret han har været i de seneste uger. Har han vedligeholdt træningen, burde modvinden give ham gode muligheder for at hænge på og herefter gøre brug af sin gode spurt.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Det har ikke været et let år for Juan Jose Lobato, men i efteråret har han faktisk været bedre kørende, end resultaterne tilsiger. Specielt i Vueltaen havde han fortjent et bedre resultat, men den hårde rute gav ham desværre ikke mulighed for at drage fordel af sin gode form. Heldigvis kørte han ganske fint i de efterfølgende løb også, og så specielt i Binche-Chimay-Binche ud til stadig at have gode ben. Om han stadig har det et par uger senere, er uklart, men han vandt i det mindste feltets spurt bag Canola i dag. Ruten er normalt for hård til ham, men også han drager fordel af modvinden. I en let stigende spurt som denne er han utvivlsomt den stærkeste, hvis han sidder med hjem.

Ukyo stiller med Nathan Earle, der i år har fået relanceret sin karriere. Først på året blev han nr. 11 i Tour Down Under, og siden har han været på podiet i flere af de store asiatiske løb. Han har imidlertid ikke været i aktion i et løb, der passer ham i snart et halvt år, og hans form er derfor et helt åbent spørgsmål. Han kører dog for et japansk hold og burde have løbet som et mål. Er han kørende, er ruten skræddersyet til ham, da han kan både klatre og spurte.

Det samme kan hans holdkammerat Benjamin Prades. Også han er en klatrestærk type med et godt punch, specielt i et let stigende opløb som dette, men nøjagtigt som Earle lider han under ikke at have kørt løb længe. Derfor aner vi ikke, hvor han står, men som repræsentant for et japansk hold burde han have dette løb som et mål.

Løbet burde normalt være som skabt til Enrico Battaglin, men heller ikke han har vist en form, der for alvor giver håb om, at han kan køre med om sejren. Han var dog ikke elendig i Lombardiet, og han har derfor en solid base at arbejde videre fra, hvis han har kunnet fastholde motivationen. Det vil dog have lignet ham dårligt, da han er kendt som lidt af en humørrytter, men det er klart, at han er svær at slå på en rute som denne, hvis han vitterligt møder op i god form.

På papiret står der Ruben Guerreiro skrevet ud over hele løbet. Det nyprofessionelle talent er nemlig ardennerspecialist og har en god spurt op ad en bakke som denne. Er han i topform, er han derfor en oplagt vinderkandidat, men desværre er der meget, der tyder på, at det ikke er tilfældet. Faktisk har hele efteråret været én lang stribe af skuffelser, og han udgik senest af VM-løbet. Derfor er det højst tvivlsomt, om han har formen til at slås med om sejren.

Endelig er det værd at fremhæve klatrestærke folk som Davide Formolo, Antwan Tolhoek, Alexey Vermeulen, Koen Bouwman, Oscar Pujol, Thomas Lebas, Jose Vicente Toribio og Marcos Garcia, der alle kan spille en rolle i finalen, men formentlig ikke er gode nok til at køre alene hjem og ikke er hurtige nok til at vinde en spurt.

***** Marco Canola

**** Davide Villella, Jasper Stuyven

*** Juan Jose Lobato, Nathan Earle, Benjamin Prades, Enrico Battaglin

** Ruben Guerreiro, Alex Howes, Oscar Pujol, Thomas Lebas, Marcos Garcia, Koen Bouwman

* Davide Formolo, Antwan Tolhoek, Alexey Vermeulen, Jose Vicente Toribio, Danilo Wyss

Danskerne

Efter Juuls andenplads sidste år er der desværre ikke dansk deltagelse denne gang.