Et løb for de sindssyge – beretning fra Salzkammergut Trophy

“Every mountain top is within reach if you just keep climbing.” (Barry Finlay, Kilimanjaro and Beyond)

Dette er min beretning om, hvordan det gik de orange djævle fra Sorø MTB på turen til helvede og ned igen. Seks sindssyge ryttere var til start for prygl og nedslidning i Bad Goisern, til ultra-MTB-løbet Salzkammergut Trophy. Som arrangørerne fortæller de tilmeldte, de tossede: ”Besides an immense physical condition, it also demands great technical skills and mental strength”.

Første gang vi hørte om løbet var første indskydelse, at det er for sindssygt. Første indskydelse holder stadig. På den anden side, man kan jo bare lade være med at tilmelde sig. Ideen, eller den syge tanke blev gemt væk en tid, men rumsterede i baghovedet siden den dag, hvor Rolf den 12. juli 2013 ringede hjem fra Østrig og fortalte, at de ikke klarede den i første forsøg.

På løbsmødet i uge 42 var vi flere, der var interesserede. Jeg hørte mig selv sige noget i retning af, ”at det kunne være en realistisk mulighed”. Flot Finn! Et par dage senere var jeg også tilmeldt, fem mand høj - siden koblede Claus sig også på.
 

Forberedelse - ¾ år på få linjer
Vi har alle seks på forskellig vis trænet målrettet, ikke altid sammen, men i samme ånd. Vi har alle i foråret gennemført et 12-timers løb i solo-klassen, tæsket omgange i Brorfelde osv. Jeg har i snit trænet intensivt 9 timer om ugen på cyklen, en træning der så vidt muligt skulle afspejle, hvad der ventede os i Østrig.

En overtræningsskade fem uger før Østrig betød, at jeg gik kold før 12-timerløbet i Rold. Pis. En heksedoktor blev hentet ind og rettede op på en irriteret venstre akillessene. Behandlingen blev (uden konsultation af egen læge) suppleret med varme fodbade, ballstick, Ipren - og Voltarensuppe tilføjet kroppen i lind strøm.

En hardtail blev anskaffet, yderligere et par kilo røg af kroppen, så kampvægten - krop, cykel og oppakning - på dagen lød på 72 + 11 + 5 = 88 kilo eller knap 500 gram pr. cm. Klar til prygl.

De sidste museskreidt
Vel ankommet til Bad Goisern, efter en lang køretur og derpå noget søvn, gik flere af os anok på den tilknyttede Expo. I bedste 'mit-Magasinkort-er-for-koldt’-stil. Og senere: det obligatoriske cykeltjek, et krav for at få startnummeret, var grundigt og foretaget ved den lokale cykelsmed. Min kæde og kassette var færdig og blev skiftet, super service.

Løbsnumre blev hentet, alle cykler liret med overrørstasker og den slags. Synkronpakning af taskerne, så løbs-kulderen ikke ødelægger et løb, med forkert pakning.

Det annoncerede pastaparty var en fesen fornærmelse af et ellers gennemført og velorganiseret løb. David Lynch kunne ikke have gjort det bedre. Et stort dunkelrødt belyst, klamvarmt og ildelugtende lokale var rammen for pastapartyet. Damn. En puls der var rigor mortis værdigt. Billetten gav en enkelt portion, de fleste bestilte refill til 5 euro. Så gik turen hjem i seng, før 21.00, de fleste havde svært ved at finde ro. Ikke mindst den polkadyrkende overbo på det knirkende gulv gjorde det svært.



Løbet
I min mentale forberedelse blev løbet delt i fire sløjfer (slut efter 38 km, 105 km, 128 km og 211 km) samt et fladt 20 km mellemstykke. I små bidder så det overskueligt ud, men kun hver for sig - at tænke på hele ruten var for stor en mundfuld.
 

Vi stod placeret i midten, da starten gik klokken 05.00, hvorefter der blev kørt i samlet flok nordligt ud af Bad Goisern. Ubarmhjertigheden smides i fjæset fra første færd. Vi når dårligt ud af byen, før vi er midt i første stigning på 850 højdemeter og ti kilometer, hvor det kun går opad. Stejle asfaltveje og grusveje, der bliver endnu stejlere.

Gruppen strækkes hurtigt ud. Claus får ikke pulsen under kontrol, og han må falde tilbage. Vi andre fortsætter lidt forskudt. Rolf og Lasse trækker lidt fra, Benedict følger med. Jeg siger til Thomas, at jeg ikke vil forcere. ”Vi skal nok nå at få varmen,” tænker jeg.

Ved det første depot konstaterer vi, at vi mangler Claus.  Vi drøfter om, vi skal vente eller køre - vælger det sidste. Depotet ligger et godt stykke efter, vi slap ham. Claus er alene, det er ikke godt, men vi må tænke på os selv. På planlægningsmødet i sidste uge var alle var enige om gentleman-reglen: Ventetid er en luksus, vi ikke har. Vi kører videre, krydser fingre for Claus - og os selv.

Solbrillerne pilles af, ubrugelige klokken 5 om morgenen og med sol lige så ubrugelige med dug på indersiden og mudder på ydersiden. Nakken. Regnen falder tidligt, lægger et let og stille tæppe over løbet. Ingen vind, så vandet afkøler ikke kroppen. Løber bare ned. Regnen bliver fast følgesvend de kommende timer.
 

Nedturene er ikke bare kolde, men svært udfordrende. Benene får tiltrængt ro, men overkroppen er 100 pct. på, forgaflen tager kun toppen af rystelser, slag og uforudsete udskridninger. Smalle stier fungerer som bjergets dræn. Kører i mudder, muddervand på de snævre skovpassager med åbent fjeld skrigende op i ansigtet. Skarpe sten, rødder og drops kastet vilkårligt ind på ruten. Depot igen, når lige at hilse på trekløveret, de tre hurtigste af os, begge hold råber ”God tur, ses”. Forfængelighed et ukendt ord.



Anden sløjfe
Endnu længere ind i højlandet. Korte huller i tågen/skydækket, hvor maleriske scener åbner sig. Smukt, men ikke nok til, at det må koste tid at nyde. Møder ’Protesemanden’ flere gange, det er ren norsk jo-jo kørsel. I depotet. ”Ohhh eine prothese”, gjalder en af de ældre dybt uprofessionelt. Råber til de andre i standen, at de skal se. Det er tydeligt, at Protesemanden ikke ønsker opmærksomheden. Det er hverdag for ham. Hver dag. Et ben. Situationen er pinlig. Noget bliver sagt på tysk, uforståeligt, men trykket på konsonanterne afspejler, at manden er irriteret. Kører og sender ham en venlig tanke, ikke mindst da han igen overhaler os ned af bakke. Mister ham.

Passerer 53 kilometer, en fjerdedel er nu tilbagelagt. Igen Hütteneckalm og plateauet med den lodrette nedgang. Klokken bliver 9.00, sender Lars Ole (B-ruten) i dalen en tanke, den er våd og afspejler vores lille rullende osteklokke. Teamer løst op med andre ryttere, der har samme tempo som os. Den ungarske rytter, der sagde farvel, kunne ikke følge 'the danish dynamite'. Fugtigt krudt, men dog stadig tændbart. Vi fortsatte.
 

Kunsten at køre ultramaraton er ikke alene god fysik, men i lige så høj grad en stærk psyke. Det kan nemt give mening hjemme i stuen i trygge omgivelser. Men hvis sofaen pilles ud af ligningen, og der tilføjes regn, smerte og udmattelse - hvor langt når du så kokkemand? Den rå benpower er der. Det største problem er sindet, det skal give mening at blive siddende. Man kan være sin værste fjende. Luk af for områder, der gør ondt. Find en farbar vej. Tænk på de gode ting. Gør venstre ben ondt, så tænk på det højre. Vi har drømt om Salzkammergut, skal det være en drøm eller ’ein traum’.
 

Intet, karma og verbalt lir
Intetheden sætter ind; der hvor der bare trædes - som at cykle i vakuum. Ingen rigtige smerter, bare ingenting. Regnen tager til. På et tidspunkt åbner himlen sig, og regnen siler ned, ingen vind, bare faldene vanddråber der rammer alt på sin vej. Jeg spørger Thomas, om vi skal tage regnjakkerne på nu - og han svarer, "at det kan vist være lige meget, vi er jo gennemblødte".

Vi støder først på ’Randersmanden’, der måtte sige farvel til sin makker efter 65 kilometer, turen rimede vist for lidt på Ironman, så på en dansk kvinde (F-ruten) på en stigning. Solen er brudt frem - hun er er uforstående over vores snak. Vi kører op, snakkende, og hun udbryder "...jamen, hvordan kan I". Hun siger ikke mere, luften er væk. Vi følger tråden op. "hvordan kan vi hvad?" Hun genvinder lidt luft. "Snakke, snakke mens I kører".

Der kommer en længere søforklaring fra os, om god karma og andet verbalt lir - primært for at signalere overskud. Men det virker for os, det giver et kick. Glæde på cyklen skaber god energi. Kan man selv opfinde glæden, er det et plus.

Gennem hele løbet hilser vi på samtlige løbsfolk, for det meste halllooooo, eller bare hej. Et "Bravo" var ofte repliceret, fedt. De synes, det går godt. Tak. Mere energi på kontoen. Vi kan fortsætte lidt endnu. Det kan vores etbenede ven også - blot en benstump på venstre og kliksko på højre, masende op af bakken gør han vores vores et-ben-intervaller ved Munkedam til skamme. Et afdæmpet 'respekt' bliver kastet, da vi langsomt passerer ham.

Beretningen fortsættes imorgen, søndag d. 26. juli.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat