optakten til Tour of Norway, der køres fra fredag til mandag, har deltagelse af syv danskere og byder på en spektakulær bjergprolog.<\/a><\/p>","date":"23\/5-2023 kl. 20:39","date_unformatted":"2023-05-23 20:39:50","km_driven":"195","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"359479","title":"Vinderbud","text":"Feltet.dks vinderbud: Jonathan Milan<\/p>\r\n\r\n
Øvrige vinderkandidater: Pascal Ackermann, Mark Cavendish<\/p>\r\n\r\n
Outsidere: Alberto Dainese, Fernando Gaviria, Marius Mayrhofer, Niccolo Bonifazio<\/p>\r\n\r\n
Jokers: Stefano Oldani, Michael Matthews, Magnus Cort, Max Kanter, Vincenzo Albanese, Simone Consonni, Jake Stewart, Arne Marit, Mirco Maestri, Filippo Fiorelli, Nicolas Dalla Valle, Derek Gee<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Kandidater til et udbrud (i prioriteret rækkefølge): Magnus Cort, Stefano Oldani, Vincenzo Albanese, Michael Matthews, Alberto Bettiol, Mirco Maestri, Laurenz Rex, Alex Kirsch, Kristian Sbaragli, Alexander Konychev, Nicolas Dalla Valle, Francesco Gavazzi, Nico Denz, Derek Gee, Fabian Lienhard, Toms Skujins og Davide Gabburo<\/p>","date":"23\/5-2023 kl. 20:38","date_unformatted":"2023-05-23 20:38:50","km_driven":"195","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"359478","title":"Favoritterne","text":"
Det kan virke en smule absurd, at vi har ventet og ventet på den frygtede tredje uge, og så melder en af løbets to eneste helt flade etaper sig allerede på andendagen. Det er imidlertid ikke usædvanligt. Arrangørerne inkluderer næsten altid denne fladbaneetape på Po-sletten, så sprinterne har lidt at gå efter, særligt i de år, hvor løbet er slutte med en enkeltstart. I år kommer den bare lidt tidligt, hvilket betyder, at løbets sidste bjergetaper i denne i forvejen meget bagtunge Giro blot er koncentreret endnu mere mod slutningen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Paradoksalt nok er sprinteretaperne alt andet end bagtunge. Man får fornemmelsen af, at arrangørerne har følt et behov for at gøre lokkemaden til sprinterne lidt større, når den tredje uge er så brutal, og når de foregående sprinteretaper med en enkelt undtagelse alle har haft mere end 2000 højdemeter. På denne Po-etape i den tredje uge har man ellers oftest lagt enkelte stigninger ind, men det har man bestemt ikke i år. Sammen med Rom-etapen udgør denne lokkemandsetape den i særklasse nemmeste etape i hele løbet, og det er en smule paradoksalt, at en brutal tredje uge på én gang består af både i hvert fald de tre sværeste etaper og også de to letteste.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det betyder imidlertid ikke, at sprinterne får alt foræret. Sprinteretaper i den tredje uge er notorisk svære at kontrollere. Var denne etape blevet afviklet i den første uge, havde ingen rørt en finger for at forsøge at snyde sprinterne, og vi havde med statsgaranti haft verdens kedeligste dag med et ligegyldigt tv-udbrud.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Sådan er det bare ikke i den tredje uge. Sprinterholdene er trætte og decimerede, mange sprintere er rejst hjem, og for mange ryttere er der slet ingen grund til at spare på kræfterne. Behovet for at spare sig er jo ellers en væsentlig forklaring på den passive kørsel i uge 1, for rytterne ved, at der er langt bedre chancer senere i løbet. Sådan er det ikke denne gang. Tværtimod er det den allersidste chance for alle, der ikke kan vinde bjergetaper eller massespurter – medmindre da vi får en overraskelse i Rom.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Historien viser også, at denne etape er svær at kontrollere. I 2020 endte den flade og forkortede regnvejrsetape med sejr til Josef Cerny. Det var dog også en speciel dag, hvor Bora var ene om at jagte udbruddet, fordi Arnaud Demare ikke tog chancer med pointtrøjen. I 2021 vandt Alberto Bettiol den tilsvarende etape, men den var helt anderledes svær og for hård til langt, langt de fleste sprintere. Sidste år blev sprinterne imidlertid også snydt af vinderen Dries De Bondt, Davide Gabburo, Edoardo Affini og Magnus Cort på en rute, der var meget flad, men dog havde et par mindre stigninger, ikke mindst en stejl og sen mur, som udbruddet udnyttede til at vinde en del tid.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den slags gaver får udbruddet ikke denne gang. Her hjælper terrænet dem ikke, og det gør vinden bestemt heller ikke. Det bliver en modvindsdag, og den slags er meget dårligt nyt for alle, der drømmer om at snyde sprinterne. Det hjælper næppe heller, at der vil være sidevind på det sidste stykke op langs kysten, for selvom den er for svag til at spille en rolle, er der nok paranoia i et grand tour-felt til, at det nok kan blive nervøst. Til gengæld kan udbruddet glæde sig over, at etapen starter i regn, og at der er betydelig risiko for mange tordenbyger, indtil man når den formentlig solrige og tørre kyst, for dårligt vejr plejer at hjælpe et udbrud.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det store spørgsmål er, hvem der går efter en spurt. Movistar og Astana gør med statsgaranti, og jeg vil også forvente, at DSM gør det. De har kørt meget som sprinterhold hidtil, mere end halvdelen af deres trup udgøres af et tog, deres klassement led et slag i dag, og de kan med Mads Pedersen og Kaden Groves’ exit lugte blod. Netop Pedersens og Groves’ exit kan få flere hold til at jagte, fordi flere nu kan øjne en chance. Det gælder for hold som Cofidis, Alpecin og Intermarché, der sikkert vil forsøge at ramme udbruddet, men særligt Cofidis og Alpecin har absolut intet at miste ved at jagte, hvis de misser udbruddet, for de vinder i hvert fald ikke i bjergene – og det gør Intermarché i øvrigt næppe heller.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Så er der Bahrain. De kan vælge at gøre som Demare og prioritere pointtrøjen, men Jonathan Milan fører med næsten 100 point ned til Pascal Ackermann. Vi er således næsten derhenne, at tyskeren skal vinde begge sprinteretaper, og at Milan skal misse helt ud i dem begge. Det virker så usandsynligt, at der ikke er meget at miste ved at gå efter en etapesejr. Der skal spares til bjergene, men efter dagens nederlag bør de ofre Edoardo Zambanini og måske Jashe Sütterlin. Til gengæld tror jeg ikke, at vi ser UAE jagte, når Joao Almeida nu helt sikkert drømmer om at vinde løbet, ligesom jeg også vil tro, at Jayco grundet Eddie Dunbars kørsel forholder sig passive.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg tror således, at der er i hvert fald fire hold til at arbejde for en massespurt, og med lidt held og snilde kan de få allierede i Cofidis, Intermarché og\/eller Alpecin. Modvinden taler også for en massespurt, og det samme gør den meget, meget lette rute. Når udbruddet holdt hjem for et år siden, skyldtes det i høj grad, at de kunne udnytte terrænet til at vinde tid. Den chance har de ikke her, og netop fordi udbruddet har holdt hjem så mange gange, tror jeg ikke, at sprinterholdene tager skyggen af chance. Jeg tror, at udbryderne skal være glade, hvis de får to minutter, inden jagten indledes.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Etapen kan ende på to måder. Det er muligt, at sprinterholdene er heldige, at der kører et lille udbrud uden al for megen kamp, ganske enkelt fordi folk er trætte. Det vil dog undre mig meget, hvis ikke i hvert fald Alpecin, EF, Eolo, Bardiani, Intermarché, Istael-PT, Arkea, Corratec og Trek ikke alle vil kæmpe for at ramme udbruddet. Derfor vil jeg forvente, at vi får en kamp og dermed formentlig også et større og stærkere udbrud. Derfor bør etapen også blive hurtig og med en lang og intens jagt, men jeg tror, at der er tilstrækkeligt med sprinterhold, at det i modvind vil være muligt at skabe samling. Men givet er det ikke, selv ikke på denne rute, når vi er i uge 3.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Får vi en spurt, er den anderledes end de foregående. Vi havde et sent sving på 13. etape, men det kom for enden af en lang, lige vej. Ellers har årets spurter været store, brede boulevardspurter. Også her er det en stor, bred vej, men det er første gang, vi har en finale med en hel serie af sving. Det øger betydningen af positioneringen ganske betydeligt, også fordi modvinden på opløbsstrækningen trods den brede vej kan gøre det svært at åbne en lang spurt for at finde plads. Selvsamme modvind betyder dog også, at det på det 600 m lange opløb kan være en fordel at være i anden eller tredje position inden svinget, og at det formentlig er for lidt, hvis et tog på to mand går først igennem svinget. Risikovillighed og styrt bliver også en faktor, hvis vejene er våde, men den risiko er heldigvis lille.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er altså en spurt, hvor positionering er meget vigtig, men det er også klart, at det lave antal tilbageværende sprintere vil gøre den kamp meget mindre intens end hidtil. Togene er også stærkt decimerede, og det betyder, at det godt kan blive ret kaotisk uden et dominerende hold. Endelig er en faktor den træthed, der i den tredje uge markant kan ændre farthierarkiet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er umuligt ikke at have Jonathan Milan<\/b> som storfavorit. Allerede på 2. etape så det ud til, at han var hurtigste mand på de dage, hvor alle var friske, og det bekræftede han i den grad på 13. etape, hvor han så ud til at være fire gange hurtigere end alle andre. Til gengæld vandt han ikke etapen, fordi han sad for dårligt placeret, og det kunne indikere en skrøbelighed i denne tekniske finale. Det var imidlertid undtagelsen. I alle andre spurter har han siddet nærmest helt perfekt som næstforreste sprinter, fordi han i Andrea Pasqualon har så sublim en lead-out man. Faktisk er de så gode, at de kan tage den fra spids inden svinget, men det er næppe den bedste strategi i denne modvindsspurt. Pasqualon bør dog være nok til at sikre, at Milan sidder så godt, som han plejer, og sker det, synes han ikke at have konkurrence på fart.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Er han så frisk? Ja, han ligner endda en af de mest friske. Alene det forhold, at han i dag gik i udbrud for at jagte point vidner om, at han hverken er død eller begravet, og han kom da også i mål ganske længe inden de sidste. Friskheden synes således blot at være et ekstra våben i et arsenal, hvor han også har den vel nok bedste lead-out man og er klart hurtigst. Derfor må han være ganske stor favorit, selvom 13. etape viser, at det i en teknisk finale godt kan gå galt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvem er så den største trussel? Det er vel Pascal Ackermann<\/b>. Han viste på 13. etape, at han på fart er en af dem, der kommer tættest på Milan, og han har tillige imponeret stort med sin holdbarhed, friskhed og form i dette løb. Vi ved også, at han er en af de mest positioneringsstærke, og når han vandt i onsdags, handlede det i høj grad om en perfekt positionering. Trods Almeidas succes bør han stadig have støtte af Ryan Gibbons, men om han igen får støtte af Diego Ulissi, som han havde det forleden, er måske mere tvivlsomt. Positioneringsstærke Ackermann bør dog sidde godt, og med den tekniske finale har han derfor en langt bedre chance for at vinde end i en enkel finale. Milan ligner en mand, der kun kan slås på positionering, og den svaghed ligner Ackermann bedste bud på en mand, der kan udnytte.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den tekniske finale er til gengæld en ulempe for Mark Cavendish<\/b>, men måske ikke så meget som antaget. Han har positioneret sig horribelt i år og har et svagt hold, men i det tilbageværende felt er folk som Simone Velasco, Christian Scaroni, Luis Leon Sanchez og ikke mindst Gianni Moscon slet ikke så ringe endda. Vi har også set, at den lille brite overraskende sad godt placeret på både 5. og ikke mindst i svinget på 13. etape, og det skaber håb for, at det vil gælde igen i morgen. Han har for vane at blive bedre igennem en grand tour, og det synes i den grad at gælde i dette løb, hvor han lignede et lig ved starten, men nu synes både frisk og i hopla. Han kom fint igennem dagens etape, men til gengæld så vi også i onsdags, at Ackermann og Milan var hurtigst. På den anden side var det efter en hårdere dag, hvor han havde været sat på sidste stigning, mens han i morgen kommer mere frisk til stregen. Det kan måske sammen med en uge ekstra til at forbedre formen give ham den fart, han manglede for en uge siden.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Så er der DSM. Jeg vælger igen at rangere Alberto Dainese<\/b> højest, men det er alene på vinderpotentiale. De har ganske vist indikeret, at de kører for Dainese på de lette dage, men den logik gjaldt ikke på 13. etape, som havde været ganske let. Nu havde Dainese endda en meget, meget svær søndag, hvor han var i udbrud, men endte langt bag alle andre, og det øger risikoen for, at de kører for Mayrhofer. Heldigvis har han haft en hviledag, ligesom han kom hæderligt – men ikke prangende – igennem i dag, og det kan give håb om, at de går med deres hurtigste mand. Vi ved, at Dainese er meget positioneringssvag, hvorfor de mange sving er en stor ulempe, men vi så på 5. etape, at toget med Mayhofer og Niklas Märkl dominerede. Det har de en endnu bedre chance for at gøre nu, og kan de sætte Dainese perfekt op, burde han med den fart, han viste på 5. etape være en af de ryttere, der kan vinde. Det kræver dog, at han har friskheden, og det er jeg efter de seneste dage meget bekymret for, at han ikke har.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvad så med Fernando Gaviria<\/b>? Grundet hans mange uheld har vi ikke set ham spurte siden den flotte, men alt for lange spurt på 6. etape og den meget skuffende spurt på 2. etape. Problemet er, at han er forslået efter flere styrt, og i dag havde han en meget svær dag, hvor han kom i mål allersidst sammen med holdkammeraten Albert Torres. Det var på meget sikker afstand af tidsgrænsen, men det har næppe været den nemmeste dag. I forvejen ved vi, at Gaviria er en sprinter, der taber megen fart, når han er træt, og han har da heller aldrig vundet en grand tour-etape senere end 13. etape.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Positioneringen er også et problem for den positioneringssvage colombianer, der således bør forbande denne tekniske finale, men her står han måske ikke så ringe endda. Toget med Jose Joaquin Rojas, Albert Torres og Max Kanter ligner i det tilbageværende felt et af de allerbedste, og måske kan Gaviria endda blive sat op fra spids og have fordel af de mange sving. Det øger chancen for, at han ikke taber på sin positionering, men er han hurtig nok med den fart, han havde på 2. etape, og nu, hvor han er træt og mærket? Styrter han igen, igen, har Movistar et godt alternativ i Max Kanter<\/b>, der med den fart, han har haft i år, næppe vinder, men som bestemt burde komme et stykke i dette felt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvad så, hvis DSM kører for Marius Mayrhofer<\/b>, hvad jeg som sagt forventer? Så bliver det svært at vinde, fr intet indikerer, at han har farten til at vinde en boulevardspurt som denne. Han har dog et våben i den tekniske finale. Som sagt har DSM måske det stærkeste blandt de tilbageværende tog, og det giver håb for, at han måske kan vinde på bedre position. Problemet er, at der er lidt for mange, der er hurtigere end ham, og derfor virker det usandsynligt, at de alle fanges eller mistimer den. Han kan til gengæld lukrere på enorm friskhed, som vi så med den flotte kørsel i lørdagens udbrud og igen i dag, hvor han kom sikkert ind langt foran mange andre sprintere. Det er bare næppe nok med den fart, vi har set indtil nu.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det har været opløftende at se Niccolo Bonifazio<\/b> de seneste dage? I søndags gjorde han det fint i udbrud, og i dag sad han ganske langt fremme. Han har ellers skuffet med sin holdbarhed hidtil, men han synes at være en af de mere friske. Formentlig skal han igen klare sig uden støtte, og det har indtil nu kostet lidt for mange kræfter, men ser man bort fra 13. etape, har han siddet godt de øvrige gange. Han elsker da også tekniske finaler, hvor han næsten altid sidder godt, men indtil nu har han skuffet på sin fart. Derfor er det svært at se ham vinde, men som udgangspunkt burde han være en af de hurtigere, og det kan den ekstra friskhed måske hjælpe ham med at bevise.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Friskheden og positioneringen er også det gode våben for Stefano Oldani<\/b>. Italieneren har aldrig været hurtig nok til disse spurter, men han har klaret sig flot med sin positionering, særligt i Tortona i onsdags. Hans tog med Kristian Sbaragli og ikke mindst Alexander Krieger er et af de allerstærkeste, og det giver en ganske betydelig sandsynlighed for endnu et godt resultat. Chancen for, at han vinder, er imidlertid ganske, ganske lille, selvom han åbenlyst har en friskhed.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den friskhed har Michael Matthews<\/b> også, men heller ikke for ham er det nok. Han har ikke farten til at vinde denne slags spurter, og det bekymrer mig, at han i dette løb har positioneret sig dårligt. Denne gang bør han dog have bedre støtte af Campbell Stewart, der har haft det svært på de kuperede ruter, men til gengæld skal holdet måske også bruge Lukas Pöstlberger til at give ekstra opmærksomhed til Eddie Dunbar. En teknisk finale er stadig god for Matthews, fordi den øger chancen for et godt resultat, men det bør ikke være nok til at vinde så flad en etape som denne.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg rangerer Magnus Cort<\/b> her, men det er alene på vinderpotentiale. Jeg bliver svært forundret, hvis han gider spurte på så let en dag som denne, men misser han udbruddet, er det måske værd at overveje, når sprinterfeltet er decimeret. Hugh Carthy led jo et nederlag, der gør det relevant at bruge ekstra kræfter på en etapesejr, og han har jo taget tre af sine fire spurtsejre i grand tours i den tredje uge, hvor friskheden hjælper ham. Vi kunne i dag se, at han er i klar bedring efter sin sygdom, men den tekniske finale er en enorm ulempe, der for Cort i hvert fald kræver tørre veje og held. Måske kan han få hjælp af Alberto Bettiol, og gør han det, kan man håbe, at han sidder rigtigt. Farten bør række langt, men det vil undre mig, hvis vi får lov at teste den.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvem kører Eolo for? Det kan både blive Mirco Maestri<\/b> og Vincenzo Albanese<\/b>, men nu hvor Albanese er rask igen og melder om gode ben, bør de køre for ham. Desværre er ingen af dem hurtige nok til at vinde, så selvom de begge virker friske og har fordel heraf, handler det om en sekundær placering og ikke om at vinde etapen. Til gengæld har vi set, at de som duo har været forrygende i positionskampen, og det taler fo endnu et godt resultat, men desværre næppe en sejr.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
På sprintersiden har Simone Consonni<\/b> været den største skuffelse. Han plejer at være positioneringsstærk, men det har knebet, og selvom han i forvejen har manglet lidt fart, har han virket langsommere, end han plejer. Han burde have fordel af holdbarheden, men han virker træt og kom i dag ind allersidst sammen med Gaviria. Han er også helt uden tog med kun Alexandre Delettre som en lidt sølle støtte. Man skulle stadig mene, at han har fordel af den tekniske finale, men tilsyneladende ikke som han plejer, og lige nu halter det altså med fart og friskhed.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jake Stewart <\/b>er kommet sig efter sin sygdom, og han har vist sig meget stærk med sit føringsarbejde, senest i dag. Desværre har det også betydet, at han har brugt en del kræfter på 15. og 16. etape. I forvejen ved vi, at han ikke har den fornødne fart til at vinde spurter efter lette dage, og at han er positioneringssvag. Alligevel kan den tekniske finale måske være en fordel, fordi han i Fabian Lienhard har en god lead-out man, og med Thibaut Pinots nedtur i dag kan han måske få mere støtte end planlagt. Farten rækker ikke, men med Lienhard og friskhed går det måske slet ikke så ringe.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Vi har set, at Arne Marit<\/b> kører sin egen spurt for Intermarché, og at han modsat Bonifazio har støtte fra Laurenz Rex. Han er også kommet meget bedre igennem løbet, end man kunne frygte for den ret tunge belgier. Til gengæld har det som altid knebet med positioneringen, og 4. pladsen på 2. etape skyldtes alene, at han havde held til at gribe David Dekkers hjul og blive trukket frem fra en ringe position. Da han i forvejen må være mere mærket end flertallet og ikke har den fornødne fart, ligner det højst en usikker sekundær placering.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Bardiani vil igen køre for Filippo Fiorelli<\/b>, men han har igen bevist, at hans positionering ikke er som tidligere. Farten har han heller aldrig haft, og derfor er jeg bekymret for ham efter en let dag med en teknisk finale. Han synes heller ikke at have den fordel af friskhed, man kunne forvente, og derfor ser det en smule svært ud. Hans fart er dog konkurrencedygtig i dette felt, og med held i positionskampen kan det sagtens gå hæderligt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var overraskende at se den meget tunge Nicolas Dalla Valle<\/b> i dagens udbrud. Han burde ellers være død og begravet i sin grand tour-debut, men han virker relativt frisk. Han brugte desværre også mange kræfter, og vi ved, at han mangler både fart og positionering. Med god støtte fra Alexander Konychev kan han imidlertid godt ende med at sidde godt, som han gjorde på 5. etape, og så kan det i en teknisk finale godt ende pænt, selvom han er et meget usikkert kort.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Endelig er der Derek Gee<\/b>. Nej, canadieren har slet ikke farten til at blande sig, men nu hvor han ligger nr. 2 i pointkonkurrencen, skal han vel give den et skud. Holdet er svagt og helt ude af stand til at støtte ham, og han har ingen erfaring i positionskampen, så alt taler imod en top 10, men lad os se, hvad multitalentet kan, hvis han blander sig i en teknisk finale, hvor farten ikke er altafgørende.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Arkea vil muligvis spurte med Alan Riou<\/b>, men han kommer ikke alt for langt. Alex Kirsch<\/b> kan med sin positionering komme langt, men han mangler fart, og det vil undre mig, hvis han blander sig. Jeg anser det som udelukket, at Soudal, Ag2r, Bora, Ineos eller Jumbo deltager i spurten.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Som sagt kan man på dette tidspunkt af en grand tour aldrig udelukke et udbrud, men det skal være folk med power på flad vej samt stor friskhed. Hvis det lykkes, vil det formentlig kræve en benhård jagt, hvor der derfor ikke bliver megen tid til taktik, og det vil derfor formentlig kræve en god spurt efter en hård dag, hvor det er gået over stok og sten i finalen. Det gør Magnus Cort<\/b> til det mest oplagte bud, nu hvor han synes i bedring, men andre gode kandidater er Stefano Oldani, Vincenzo Albanese, Michael Matthews,<\/b> der nu bør have mere frihed, men næppe gør forsøget, Alberto Bettiol, Mirco Maestri, Laurenz Rex, Alex Kirsch, Kristian Sbaragli, Alexander Konychev, Nicolas Dalla Valle, Francesco Gavazzi, Nico Denz<\/b>, der dog næppe vil bruge kræfterne, Derek Gee, Fabian Lienhard, Toms Skujins<\/b> og Davide Gabburo.<\/b><\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
BEMÆRK: Husk, at jeg rangerer efter vinderpotentiale, hvilket er særligt vigtigt i forhold til DSM og EF.<\/b><\/p>","date":"23\/5-2023 kl. 20:38","date_unformatted":"2023-05-23 20:38:40","km_driven":"195","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"359477","title":"Analyse af 16. etape","text":"
Da Jumbo-manager Richard Plugge lige inden jul præsenterede sine stort anlagte planer for 2022-sæsonen så det ved første øjekast fremragende ud. Til Tour de France kunne han præsentere den forsvarende vinder, Jonas Vingegaard, der i de franske bjerge havde sat selveste Tadej Pogacar ganske eftertrykkeligt til vægs, og i Giroen kunne han præsentere den mest dominerende etapeløbsrytter i de seneste 5 år, Primoz Roglic, der med sine hele tre Vuelta-sejre jo for længst har bevist sine evner som grand tour-rytter. Ja, faktisk kunne holdet måske endda drømme om at gennem fører en ”grand tour-grand slam”, for selvom det endnu ikke er officielt bekræftet, ligger det i kortene, at Roglic til september drømmer om at skrive historie som den første firedobbelte Vuelta-vinder.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Alligevel var planen måske pænere på papiret, end den var det i virkeligheden. 2022-sæsonen bød på mange fortællinger, men en af de vigtigste var Roglics fald fra tronen. De fleste ville selvfølgelig kalde et år, der bød på sejre i både Paris-Nice og Criterium du Dauphiné en stor succes, men for Roglic og Jumbo var det næppe tilfældet. Jo, resultaterne var flotte, men måden, hvorpå de blev opnået, var noget helt andet end det, vi har kendt det altædende slovenske monster for.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Ja, faktisk skal han være glad for, at han kører for verdens bedste hold. Uden Wout van Aert havde vinderen af Paris-Nice utvivlsomt heddet Simon Yates, og havde han ikke været holdkammerat med den åbenlyst stærkere Vingegaard, havde Jakob Fuglsang ikke længere været den eneste dansker af Dauphiné. Uden sit stærke hold ville Roglic faktisk være kommet ganske tomhændet gennem en sæson, hvor sejren på kongeetapen i Paris-Nice – en sejr, der slet ikke blev opnået med en vanlig magtdemonstration – havde været den eneste.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den slags markante niveaufald er altid bekymrende for en rytter, der i moderne cykelsport må føle sig som pensionist i et felt omgivet af det ene vidunderbarn efter det andet. Den slags nedadgående trends bliver sjældent vendt på hovedet, og det kunne være svært at se, at det slovenske uhyre pludselig skulle genopstå.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Personligt var jeg i hvert fald ikke særligt optimistisk på hans vegne, da Plugge fremlagde sine storslåede planer, mens de fleste havde travlt med at drikke gløgg og spise klejner. Alligevel var der et sted at finde et håb. I Touren så vi grundet hans styrt aldrig, hvad han kunne, og det var svært ikke at være imponeret over, hvordan han stort set fulgte Pogacar og Vingegaard til døres på La Planches des Belles Filles, når vi senere fandt ud af, hvor voldsomt forslået han faktisk var. Og når hans Vuelta var alt andet end imponerende, handlede det jo måske om hans mildt sagt kompromitterede optakt mere end et reelt niveaufald.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Håbet var spinkelt, men det var der. Og pludselig voksede det ganske voldsomt, da Roglic efter en svær vinter med en omfattende skulderoperation gjorde et fremskyndet comeback i Tirreno-Adriatico, hvor al logik ville tilsige, at han måtte mangle en del. Det gjorde han åbenlyst også, og uden den kraftige modvind på kongeetapen havde han næppe vundet etapen, men den ringe forberedelse gjorde det alligevel blot endnu mere imponerende, at han ikke blot vandt løbet, men også vandt alle de tre etaper, han havde en reel chance for at vinde.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var imidlertid ikke i sig selv nok til at tro på en genfødsel af uhyret. Der skulle mere end et par gode puncheurspurter og en spurtsejr på en modvindsramt kongeetape til at overbevise om comebacket – dårlig forberedelse eller ej. Men det mere skulle ikke vente længe på sig. Knap havde han forladt Italien, inden han tog sin første sejr i Volta a Catalunya, endda med to etapesejre undervejs – og havde han ikke givet gaver på sidste etape, havde han utvivlsomt atter taget tre af slagsen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Se, det var en sejr, der havde værdi. Her var der nemlig ingen modvind. Tværtimod var det den hårdeste udgave i mange, mange år, og først og fremmest var modstanden skræmmende. Han var nemlig oppe mod sin hovedrival i Giroen, Remco Evenepoel, der inden løbet endda ikke nedspillede forventningerne med sin erklæring om, at han egentlig ikke rigtigt skulle forbedre sin form meget mere, og at det eneste, der for alvor manglede frem mod Giroen, var et yderligere vægttab.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
På forhånd lignede det lidt en Evenepoel-massakre mod en dårligt forberedt Roglic, men den udeblev helt. Tværtimod viste sloveneren sig som stærkeste mand, da han satte sin belgiske rival til vægs på den stejle Lo Port-stigning. Og han gjorde mere end det. Han og Evenepoel kørte resten af feltet midt over, ikke mindst Joao Almeida, der lignede en af de få, som måske kunne drømme om i Giroen at true de to favoritter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Se, nu var der noget at have håbet i. Det var en sejr, der var musik i, og som med ét viste, at Roglic ville være en reel udfordrer til Evenepoel på de italienske landeveje. Det ville han da særligt være, når en kompromitteret forberedelse tilsagde, at forbedringspotentialet var betydelig større i den slovenske lejr end i belgisk ditto, der på forhånd havde erklæret, at forberedelsen jo stort set var overstået.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Men måske var den konklusion alligevel forhastet. Som sagt er det i disse tider ganske sjældent, at en nedadgående kurve – og den har endda været ret konstant siden de suveræne år i 2019 og 2020 – pludselig vender, og derfor skal man tænke sig om to gange, inden man pludselig proklamerer en genfødsel af en ældre herre.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Til gengæld skal man heller ikke tøve med at gøre det, når de faktisk findes. For det gør de. Det kan godt være, at Geraint Thomas fik ødelagt Touren i 2021 af et styrt, men dengang lignede han bestemt en mand, der – i kraft af sin alder med en vis logik – havde toppet. Han havde allerede set skrøbelig ud i Dauphiné, og allerede inden styrtet havde han tabt tid på en ganske beskeden puncheuretape. Det kom endda efter et 2020, som måske nok fik ødelagt sit højdepunkt i Giroen af det tidlige styrt, men som indtil da havde været så elendig, at han sågar blev sat af Tour-holdet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
At Thomas var for ung til at blive afskrevet, fik vi alle at se sidste sommer, og derfor kunne alle slovenere med god ret håbe på, at den Roglic, vi så i Catalonien, var et varsel om, at vi i Giroen ville se en Roglic, der var i hvert fald tæt på det uhyre, vi kendte. Problemet er bare, at det catalanske løb måske slet ikke var så velegnet til at fortælle historien om hans virkelige niveau.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Roglic var nemlig kun god på de eksplosive etaper. Jo, Lo Port er en meget svær stigning, men den er kort, og den kom efter en helt flad og let dag. Den eneste dag, hvor rytterne blev testet over mange bjerge og højdemeter, sled Evenepoel ham slet og ret ned – og det endda på den meget, meget bløde La Molina-opkørsel.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var måske et varsel. Roglic har altid været en god klatrer, men hans virkelige spidskompetence har været i det eksplosive terræn. Hans flotte kørsel på La Planche des Belles Filles kom også i en meget eksplosiv afslutning, mens lidelserne i Dauphiné til gengæld kom på de store bjergetaper. Faktisk skal vi vel tilbage til hans vilde ridt til Lagos de Covadonga under Vueltaen i 2021 for at se en Roglic, der viste sig fra sin gode side på en stor bjergdag.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Måske var det den tendens, der blev bekræftet, da Giroen i dag efter to ugers tålmodig venten endelig eksploderede med et brag på den alenlange Monte Bondone. Her blev Roglic nemlig testet af ikke bare det lange målbjerg, men også af en voldsom bjergdag med intet mindre end 5800 højdemeter over godt 200 km. Og da han atter blev testet i de rigtige bjerge, fik vi præcis det udkomme, Plugge må have frygtet den dag, han præsenterede sine store planer, men vi andre spiste en ekstra klejne.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Roglic var nemlig akkurat lige så skrøbelig, som man kunne have frygtet i december. Det lignede ellers det gamle altædende monster, da han satte sit hold frem for at føre nærmest i det øjeblik, det store og stærke udbrud var sluppet væk. Rohan Dennis fortalte ganske vist efterfølgende, at det mest af alt handlede om at bringe Thomas tilbage i den førertrøje, der kan være ekstra opslidende at bære, men særligt den meget aggressive føring i finalen signalerede nu, at det også handlede om, at monsteret efter to ugers faste var blevet sultent. I hvert fald gik det voldsomt stærkt både i dalen og på stigningens nedre del på et tidspunkt, hvor ingen længere var i tvivl om, at udbruddet aldrig ville kunne true trøjen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Derfra begyndte tegnene imidlertid at blive mere og mere urovækkende. Det første lille krisetegn kom, da den genfødte Rohan Dennis, der for første gang siden vanvidsridtet på Stelvio begynder at give små tegn på den rytter, der vandt Giroen for Tao Geoghegan Hart, endelig slog ud. Her skulle presset fastholdes, men det blev det ikke. Tværtimod blev Sepp Kuss sparet, allerede inden UAE derfor påtog sig ansvaret.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det næste krisetegn kom, da han fik en matchbold foræret. Almeida åbnede ballet og afsluttede de to uger venten med at splitte feltet til atomer, hvilket var en klar invitation til Kuss, der igen har fundet sine magiske tredjeugesben, om at fastholde presset, så Roglic kunne levere sit uppercut. Det pres blev imidlertid overladt til Jayco-overraskelsen, og i stedet blev vi vidner til det svært usandsynlige scenarium, at det var Filippo Zana, der for Eddie Dunbar tog teten så dybt inde i finalen af det første store bjergslag.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Herefter kom der ingen reaktion, da Zana slog ud. Kuss blev stadig sparet, og da Almeida udnyttede stilstanden til at stikke af, udeblev reaktionen også. I stedet blev Kuss nu brugt til at holde snor i den portugisiske rival, og dermed var hans offensive amerikanske våben pludselig blevet defensivt. Det var det endda, samtidig med at Roglics eget tråd blev mere og mere firkantet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det stod i stigende grad klart, at den stort anlagte offensiv, som det stærke Jumbo-hold varslede fra det øjeblik, Edoardo Affini for efterhånden mange timer siden tog fronten, nok ville udeblive. Katastrofen var derfor langt fra umulig at forudsige, da Thomas satte kniven og herfra efterlod Roglics firkantede tråd hos Kuss, der som en anden Van Aert i Paris-Nice forhindrede den totale slovenske katastrofe.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Men havde det da ellers ikke set så lovende ud. Jo, Roglic var skam stærk på murene, men som jeg allerede skrev dengang, ville den bedste Roglic have knust Thomas i den slags eksplosivt terræn og på den slags voldsomme procenter. Hans engang så gode enkeltstart, der forsvandt i 2022, har jo heller ikke været til at få øje på i et løb, hvor det ikke kun var Evenepoel, der var bedre end den olympiske mester.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Nej, i efterrationaliserings klare skær var det ikke svært at se, at vi kunne blive vidner til et nederlag. Når det alligevel må betegnes som overraskende, skyldes det modstanden. Et nederlag til Evenepoel havde ingen kaldt uventet, men at den Roglic, der i Catalonien kørte alle andre end Evenepoel midt over, ikke kunne køre lige op med Almeida og Thomas må alligevel betegnes som en smule uventet. Det ville i hvert fald ikke kræve den Roglic, vi kendte fra 2019 og 2020 for at vinde dette løb.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Allerede nu ser det imidlertid ud til, at det kan blive svært at sikre den Giro-sejr, sygdom og styrt kostede ham for fire år siden. Når han alligevel har grund til at holde liv i håbet, skyldes det, at de kommende etaper passer ham bedre. Roglic har alle dage været skabt til bjergenkeltstarter, og han vil i hvert fald elske Lussaris stejle procenter mere end Thomas, når Giroens vigtigste etape køres på lørdag. Tre Cime di Lavaredos korte, stejle mur til sidst rimer også ganske meget på sloveneren, som for nogle dage siden endda kunne drømme om, at etapen grundet det elendige vejr blev endnu mere eksplosiv, hvis man var tvunget til at fjerne de foregående bjerge, som man gjorde i snevejret ved det seneste besøg i 2013. Også torsdagens lidt blødere bjergetape rimer mere på Roglic, end dagens gigantiske bjergmaraton gjorde det. Og så kan man altid håbe, at trængslerne også skyldtes det nylige styrt, og at der derfor er bedring i vente, selvom den stort opslåede Jumbo-offensiv ikke just indikerer, at han følte sig voldsomt mærket ved dagens begyndelse.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Ikke desto mindre er håbet tyndt. Giroen har lige nu udsigt til at blive den duel, mange spåede, men altså uden hverken den eller den anden af de to hovedkombattanter. I stedet er det Thomas og Almeida, der nu står ansigt til ansigt, og Roglic, der må leve med rollen som den outsider, der måske kan overraske.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er mest bemærkelsesværdigt for Thomas. Ikke så meget på baggrund af det, vi vidste inden løbet, for vi så jo allerede sidste år, at den i 2021 så lidende waliser har vist, at ”gamle mænd” også i vidunderbørnenes tidsalder kan genfødes. Med tanke på det, vi så i Tourens indledning i 2021, eller da han blev vraget til Touren i 2020, er det imidlertid lidt af et comeback, hvis han vitterligt ender med at kunne krone sig som Giro-vinder bare få dage efter, at han på torsdag er fyldt 37. Det vil i givet fald ikke bare gøre ham til Giroens i særklasse ældste vinder – en titel, der lige nu indehaves af Fiorenzo Magni, er vandt løbet i en alder af 34. Det vil også gøre ham til historiens næstældste grand tour-vinder, kun overgået af Chris Horner, der med sin alder på næsten 42, da han vandt Vueltaen i 2013, dog stadig vil være i sin helt, helt, helt egen liga. Det vil i øvrigt ske mindre end et år efter, at Ineos – akkurat som jeg selv – havde afskrevet ham som grand tour-rytter og henvist ham til en rolle som joker bag Daniel Martinez og Adam Yates.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Skriver Thomas så historie på søndag? Det ser i hvert fald lovende ud. Han lignede dagens stærkeste mand i en finale, hvor Almeida længe så ud til at være på grænsen af eksplosion, og det var vel også et tegn på overskud, at det var ham, der valgte at sælge etapesejren for at sikre tidsgevinsten til Roglic. Det var i hvert fald en indikation på, at han ikke følte, at Almeida vil være en rival, der er umulig at slå.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Selvfølgelig er det et problem, at det engang så flyvende Ineos-hold er blevet svækket yderligere med Pavel Sivakovs exit, men det bliver næppe kollektivet, der koster ham sejren. Forskellene er allerede store, og nu er det ret klart, at Laurens De Plus og Thymen Arensman, der begge imponerede stort og svarede på de angreb, der kom i en forfølgergruppe, de måske endda kunne være kørt fra, skal slagtes som de hjælpere, de nu er. Nok er de kun fem mand, men når to af fire hjælpere ligger i top 10, er man ikke helt ude på tynd is.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er Almeida imidlertid heller ikke. Akkurat som Thomas har han en meget stærk historik i den tredje uge af grand tours. I 2020 kørte han sin bedste bjergetape til allersidst i et løb, hvor han stadig havde sine mangler, og i 2021 leverede han et forrygende comeback, efter at han allerede havde smidt sit klassement i regnen på den første bjergetape. Sidste år så vi ikke samme fremgang i den tredje uge, inden corona sendt ham hjem, men det var i et løb, hvor han aldrig fik det helt til at spille. Det gjorde han bestemt heller ikke den skuffende Vuelta, hvor han dog netop fandt bedre ben i den for ham desværre meget lette tredje uge.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Nu tyder alt på, at han endelig har taget det skridt, hans 2021-sæson varslede, at han ville tage i 2022. Det er kommet med et års forsinkelse, og det kunne man allerede fornemme tidligere i år. Ja, han blev slået af en formsvag Roglic i Tirreno, og ja, Roglic kørte ham over i Catalonien, men også han havde sine problemer i februar, hvor han blev syg omkring løbet i Algarve. Samtidig er det jo – som det gælder for Thomas – ret entydigt, at han er bedst mod slutningen af grand tours, hvorfor det kun er naturligt, at Roglic slår ham i ugelange løb.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Han kan også glæde sig over sit meget stærke hold. I dag var det Jay Vine, der splittede feltet, og hvis han efter sin sygdom finder sit niveau, er det ikke kun Roglic, der har en hjælper, som kan køre fra de fleste klassementsryttere. I dag viste Davide Formolo også sine bedste ben i flere år, mens Brandon McNulty fortsatte søndagens lovende takter. Nej, Almeida taber heller ikke løbet på sit hold.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I sidste ende skal han dog vinde løbet ved egen kraft, og derfor skal han være bedre end Thomas. Det så han ikke ud til at være i dag, hvor Thomas tog det meste af ansvaret, men Almeida brugte også en del krudt på sit soloangreb. Derudover så vi både i Burgos sidste år, hvor han havde en i sæsonen sjælden glansstund, og i Giroen i 2021, at han er glimrende på stejle procenter – procenter, der til gengæld må være en udebane for store Thomas. I det lys passer både 19. og 20. etapes stigninger bedre til Almeida end til Thomas, der i dag virkelig var på hjemmebane med en gigantisk bjergetape og et langt målbjerg, der var regulært og aldrig for stejlt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
En trussel er til gengæld det dårlige vejr, der altid har voldt ham kvaler, fo selvom vejret har været horribelt i dette løb, har vi haft tørvejr til alle de vigtige etaper – bortset fra dagens lidt ligegyldige regnbyge til sidst og en enkeltstart, hvor han lidt bekymrende underpræsterede. Udngår han at lide i regnen, kan det måske blive kogt ned til lørdagens slag på Lussari – et slag, der kun kan blive fascinerende, når vi taler om to ryttere, der i forvejen har for vane at køre enhver finalestigning som en enkeltstart og derfor burde være skabt til bjergenkeltstartens særlige kunst.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er til gengæld også ret klart, at Giroen formentlig har fundet sit podium. Den totale genfødsel af Damiano Caruso, som en lovende start havde skabt italienske drømme om, udeblev nemlig, og den italienske veteran må nok sande, at også han trods alt mærker alderen på samme måde, som Roglic tilsyneladende gør det. Bahrain kan så trøste sig med, at Santiago Buitrago gjorde det bedre i de rigtige bjerge, end han plejer, mens det var en streg i regningen, at Jack Haig stadig er så mærket, at han i finalen ikke kunne gribe ud efter den etapesejr, den bedste Haig burde have været i spil til.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Spørgsmålet er, om Caruso overhovedet er førsteudfordrer til podiet. Dagens overraskelse var Eddie Dunbar, der mere end bekræftede det lovende indtryk fra starten. Der var næppe mange, der havde varslet, at han skulle følge Roglic til dørs på Monte Bondone, men i virkeligheden vidste vi jo slet ikke, hvad vi skulle forvente af en mand, der på Ineos stod så meget i skyggen, at han kun fik lov at køre én grand tour i rollen som ren hjælper. Dengang hævdede han, at han havde været bedst i den tredje uge, og i dag viste han, at der nok var noget om snakken – og at hans i forvejen flotte 2022-sæson nok havde været betydeligt flottere, hvis han havde fået lov at gøre andet end at vinde små 2.1-løb på samlebånd (hvis to sejre kan berettige brugen af det udtryk).<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Der var også andre overraskelser. Einer Rubio leverede sin i særklasse bedste klatrepræstation i et løb, der pludselig er blevet ganske positivt trods en skidt start. Ilan Van Wilder, der hidtil har været bedst i eksplosivt terræn, viste også sit hidtil højeste niveau i bjergene og sikrede, at det to mand store Soudal-hold i den grad stadig har sin berettigelse i løbet og stadig kan drømme om et resultat, der dog trods alt blegner i forhold til de forventninger, man havde inden løbet. Det var også opløftende at se, hvordan Lennard Kämna i første omgang fik bevist, at han kan stå distancen også på en stor bjergetape i den tredje uge.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det gør resultatet også for Hugh Carthy. Han kom bedre tilbage efter den tidlige krise, men det lovende forår var desværre et dække over, at der igen vil være mere 2021 og 2022 over denne Giro for den langlemmede brite. Mindre overraskende var det at se, at Andreas Leknessund kom til kort, for hans klassementsambitioner afhang af en ganske dramatisk forbedring i bjergene, som hans store tredjeugesmotor trods alt ikke kunne levere.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det nederlag er imidlertid til at leve med for en mand, der slet ikke kom for at køre klassement. Langt mere alvorligt er det naturligvis, at Thibaut Pinot ikke får den drømmeafsked hans flotte Romandiet havde givet håb om. Det så allerede bekymrende ud, da i fredags ikke kunne gøre det af med Jefferson Cepeda og Rubio, og da han i søndags sejlede agterud på den lille bakke, og i dag står det helt klart, at den Pinot, vi har set i 2021 og 2022, desværre også er den, vi vil se i 2023. Til gengæld kan han nu rette fuldt fokus mod en bjergtrøje, der stadig er inden for rækkevidde efter en dag, hvor Ben Healy viste sig at have begrænsninger i de høje bjerge – og så kan han måske glæde sig lidt over det ekstremt flotte trøjeforsvar fra Bruno Armirail.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var imidlertid end kamp, han havde tabt på forhånd. Sådan var det trods alt ikke for Roglic, da Plugge i december afbrød klejnespisningen for at præsentere sine storslåede grand tour-planer. De så nemlig på papiret ganske uhyggelige ud, når den hollandske manager kunne gå efter en grand slam med to giganter som Vingegaard og det engang så altædende monster. Desværre viste 2022-sæsonen også, at planerne måske var bedre på papiret, end de var det i virkeligheden. I dag viste Monte Bondone desværre, at det nok også forholder sig sådan.<\/p>","date":"23\/5-2023 kl. 20:38","date_unformatted":"2023-05-23 20:38:23","km_driven":"195","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"359258","title":"Vejret","text":"
Heldet er bare ikke med Giro-rytterne i år. Hver eneste dag i denne uge skal der være fuld solskin i målbyen, men lige netop onsdag er der risiko for byger. Den er heldigvis beskeden, men når rytterne når så langt, kan de allerede være gennemblødte. Fra start vil der være en temperatur på 19 grader og 85-90% risiko for silende regn. Herefter burde den vedvarende regn stoppe relativt hurtigt, men der vil være en stor risiko for kraftige tordenbyger gennem hele eftermiddagen, en risiko, der hver time vil ligge på 50-75%. Først når man når kysten i Jesolo bør der være fuld solskin og en skyfri himmel, men der vil i eftermiddagstimer være en bygerisiko på 40-55&. Den aftager dog til 20% sidst på eftermiddagen, og dermed bliver det formentlig en tør finale. Temperaturen vil ligge på 25 grader gennem det meste af dagen, men vil kysten ved det være køligere med 22-23 grader. Vinden vil være let (10-12 km\/t) og komme fra østsydøst det meste af dagen, men ved kysten til sidst fra sydsydøst og slutteligt sydøst. Det giver mod og sidemodvind stort set hele dagen, indtil man får sidemed- og sidevind på kystvejen. Man har sidevind langs kysten frem til svinget med 1300 m igen, hvorefter man får sidemedvind og slutteligt sidemodvind over de sidste 600 m.<\/p>","date":"23\/5-2023 kl. 12:40","date_unformatted":"2023-05-23 12:40:28","km_driven":"195","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"359257","title":"Ruten","text":"
Giroens sidste uge er altid brutal, men der er alligevel tradition for, at arrangørerne viser lidt nåde over for sprinterne ved at inkludere en flad etape på Po-sletten. En sådan er der også i år, og denne gang har arrangørerne været særdeles nådige. Hvor løbets øvrige sprinteretaper stort set alle har budt på ganske betydelige mængder klatring, afbryder man denne gang serien på fire dage i bjergene med det, der vel kan betegnes som løbets allerletteste linjeløbsetape – i hvert fald efter Rom-etapen. Selvom man igen skal køre næsten 200 km, skal der bare klatres godt 500 højdemeter på en dag, der byder på lange, lige veje, der enten er let faldende eller flade. Nok snyder udbryderne ofte sprinterne i den tredje uge, som det skete på den tilsvarende etape i både 2020, 2021 og 2022, men denne gang vil det være en stor overraskelse, hvis ikke sprinterne skal dyste om sejren i Caorle ved den italienske adriaterhavskyst lige nord for Venedig.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Med en distance på 195,0 km fastholder etapen tendensen til lange dage, og denne gang skal der køres fa Pergine Valsugana til Caorle. Startbyen ligger lige øst for Trento midt i Dolomitterne, men det kommer rytterne ikke til at mærke meget til. Man holder sig nemlig i dalen, når man kører ad let faldende veje mod først sydøst og siden nordøst frem til Borgo Vasugana, der nås efter 22,1 km. Her drejer man atter mod sydøst og senere syd for at fortsætte af de let faldende dalveje ned mod Po-sletten, som man efter 76,2 km når i byen Bassano del Grappa.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Her drejer man mod sydøst, men det fortsætter stadig med at falde let forbi dagens første spurt, som kommer efter 83,0 km, frem mod Castelfranco Veneto, hvor man efter 94,1 km drejer mod øst. Herfra går det ad en helt lige vej, der stadig falder, men nu kun ganske, ganske let, og som leder rundt om storbyen Treviso efter 118,9 km.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Efter 165,7 km når man den italienske adriaterhavskyst i Lido di Jesolo, hvor dagens anden spurt køres lige syd for byen Jesolo, og her drejer man mod nordøst for at køre op ad den stort set helt lige og helt flade kystvej. Den leder gennem mange af Adriaterhavets feriebyer og fører direkte frem til målbyen Caorle. Her kører man en lille tur rundt i byen, når man drejer i to rundkørsler med hhv. 4300 og 2800 m igen, inden man kører mod nordøst op langs stranden frem mod et skarpt sving med 2100 m igen. Med 1900 m følger endnu et sving, og derefter er der yderligere to sving med hhv. 1300 m og 600 m igen, inden man rammer den 8 m brede opløbsstrækning.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Etapen byder på i alt 523 højdemeter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Caorle har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.<\/p>","date":"23\/5-2023 kl. 12:40","date_unformatted":"2023-05-23 12:40:21","km_driven":"195","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"359255","title":"Velkommen","text":"
Velkommen til dagens direkte live opdatering fra Giro d'Italia (17. etape). Dagens løb køres fra Pergine Valsugana til Caorle over 195 kilometer. Vi starter kl. 12.50.<\/p>","date":"23\/5-2023 kl. 12:40","date_unformatted":"2023-05-23 12:40:13","km_driven":"195","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""}],"authors":[{"author":"Emil Axelgaard","email":"emil@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/ProfilePics\/emil_500x500.jpg","url":"emil-axelgaard"},{"author":"Christian Frese","email":"frese@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/Diverse\/Krille_(2).jpg","url":"christian-frese"},{"author":"Jakob Kim Rasmussen","email":"","url":"jakob-kim-rasmussen"},{"author":"Gustav Volstrup S\u00f8nderlund","email":"gustav.sonderlund@gmail.com","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/ProfilePics\/gustav-profile_200x200.jpg","url":"gustav-volstrup-soenderlund"}]}