Du finder første del her<\/a>.<\/p>","date":"3\/9-2021 kl. 15:35","date_unformatted":"2021-09-03 15:35:14","km_driven":"129,2","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"303456","title":"Vinderbud","text":"Feltet.dks vinderbud: Andreas Kron<\/p>\r\n\r\n
Øvrige vinderkandidater: Gianluca Brambilla, Gorka Izagirre<\/p>\r\n\r\n
Outsidere: Jesus Herrada, Tom Pidcock, Damiano Caruso, Magnus Cort, Andrea Bagioli<\/p>\r\n\r\n
Jokers: Michael Matthews, Matteo Trentin, Koen Bouwman, Nick Schultz, Ion Izagirre, Martijn Tusveld, Lilian Calmejane, Mauri Vansevenant, Jens Keukeleire, Romain Bardet, Wout Poels, Michael Storer, Felix Grossschartner, Odd Christian Eiking<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Kandidater til en spurt (i prioriteret rækkefølge): Magnus Cort, Michael Matthews, Florian Senechal, Matteo Trentin, Jon Aberasturi, Arnaud Demare, Alberto Dainese, Fabio Jakobsen, Jordi Meeus, Andrea Bagioli<\/p>","date":"2\/9-2021 kl. 21:36","date_unformatted":"2021-09-02 21:36:46","km_driven":"128,2","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"303455","title":"Favoritterne","text":"
Nok er den tredje uge af årets Vuelta blevet betegnet som sjældent hård, men det skyldtes alene de to store bjergetaper i de asturiske bjerge, der nu lægges bag os. Dertil kommer naturligvis den sidste enkeltstart, men den er kun afgørende, fordi det gælder for enhver længere enkeltstart. Den terrænmæssigt hårdeste del er nu bag os.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Sådan vil det nemlig være, når man gerne vil slutte løbet med tre dage i Galicien. Nok er der ikke megen flad vej i det nordvestlige hjørne af Spanien, men det er klassikerterræn og ikke bjerge. I den tredje uge af en grand tour ved man aldrig, hvad der kan ske i den slags terræn, som vi for alvor får at smage på lørdag, men logikken tilsiger, at det sidste helt store klassementsslag venter på søndagens enkeltstart.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det venter i hvert fald ikke i morgen, hvor klassementsrytterne håber på en chance for at puste ud. Det skal de dog nok ikke regne med – i hvert fald ikke først på etapen – for løbets 19. etape er måske den etape i hele løbet, som allerflest ryttere har en chance for at vinde, og det gør i sig selv, at en meget stor del af feltet har sat et fedt kryds ud for fredag d. 3. september.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Selv har jeg givet den navnet ”Den omvendte etape”. Det er nemlig ret sjældent, at man designer en etape så omvendt, som man har gjort med denne. Hvis der er en flad og en kuperet del, sørger enhver dygtig rutesnedker som regel for, at den kuperede del kommer til sidst, men denne gang er det lige omvendt. Langt, langt de fleste af de hele 3513 højdemeter er koncentreret over løbets første 100 km, mens anden halvdel stort set er helt flad.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er et specielt, men faktisk et ganske spændende design. Med en så flad finale kan næsten hver eneste rytter i feltet nemlig vinde, hvis han rammer et succesrigt udbrud og har det rette held og den rette timing i det, der kan blive samme slags taktiske finale, som vi så på 12. og 19. etape i årets Tour. Der er dog nogle ryttere, der har større chance end andre, for en spinkel klatrer skal være meget heldig, hvis han skal snige sig væk i en afslutning, der er så flad som denne.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Nej, den passer langt bedre til de mere kraftfulde og hurtige typer. Problemet er bare, at de skal ramme det udbrud, der måtte køre om sejren. Det er alt andet end ligetil, når de første 35 km næsten alle går opad, og trængslerne derefter fortsætter i ca. yderligere 65 km. Det er ikke i morgen, at Fabio Jakobsen og Riccardo Minali pludselig får lyst til at gå i udbrud, bare fordi finalen er flad. Jo, lysten kunne godt være der, men evnerne er der ikke.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Skal de vinde etapen, skal de naturligvis satse på en spurt. Det er klart, at så flad en afslutning også åbner muligheden for, at det kan blive samlet, og hvis der sker en ordentlig regruppering efter bakkerne, er den sidste del så let, at man heller ikke kan afvise, at de tunge folk vil kunne spurte om sejren. Kommer der en regruppering, skal de bare overleve den sidste bakke – og det kan formentlig vise sig for svært for mange – men i princippet er det en etape, der under de rette omstændigheder godt kan vindes af en tung sprinter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er bare svært at forestille sig, at omstændighederne bliver de rette. Som sagt er dette en stor chance for det meste af feltet, og der bliver utvivlsomt en sand krig fra start. Det bliver næppe i morgen, at et udbrud på 32 mand som i dag bare får lov at køre med det samme. Der vil være kamp om det.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
De første stigninger er interessante. Særligt den første er nemlig ikke specielt stejl, og det er terræn også lidt tungere folk kan være med på. Spørgsmålet er bare, om de også kan angribe. Det indlysende navn for enhver dansker er jo Magnus Cort, der utvivlsomt ville have en god chance for at overleve disse stigninger, hvis de var i finalen, men kan en fyr som ham også angribe på dem? Det er nok mere tvivlsomt – særligt når vi taler om Garganta, der undervejs har flere ret stejle passager.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
For Cort-typerne kan det derfor godt blive ret afgørende, om udbruddet kører over de første 54 svære kilometer, eller om krigen igen bliver så lang, at elastikken først knækker senere. Sker det først på det småkuperede plateau, er det perfekt terræn for Cort-typerne. Sker det tidligere, tror jeg, at vi skal have fat i det lettere kavaleri, hvoraf mange får sværere ved at gøre det færdigt til sidst.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Mest af alt tror jeg, at elastikken knækker på stigningen. Det gør den oftest, når starten er så hård som denne. Når det tager lang tid, som det har gjort de seneste dage, skyldes det ofte, at afgørende hold har misset udbruddet og derfor begynder at jagte. I en start, der er så hård som denne, er det ikke mange hold, der har styrken til at jagte, og de hold, der kan, har så gode angribere, at de formentlig sagtens kan få en mand med foran. Procenterne er lidt for moderate til, at de bedste klatrere bare kører væk pr. automatik, men det er sandsynligt, at nogle meget skarpe klatrere kan trække et stort udbrud af klatrestærke folk så langt væk, at elastikken knækker, inden vi rammer det terræn, hvor de tunge folk kan mere end bare overleve.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Når elastikken er knækket, bliver det interessant at se, hvem der kunne finde på at jagte. Der vil skulle pustes ud, og der kan ske en regruppering, så de tunge sprintere, der helt sikkert vil blive sat, har tid til at komme tilbage. Sker det, kan det også være en overvejelse værd at jagte, men det vil kræve, at de ikke har en mand med foran.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
De sprinterhold, der synes at kunne overveje en jagt, er Deceuninck, UAE, DSM, EF, BikeExchange, Bora og måske Alpecin. Af dem er det svært at forestille sig, at Deceuninck, DSM og BikeExchange med så mange gode klatrere ikke har en mand med i udbruddet. Har de det, sælger de utvivlsomt etapen. Mere tvivlsomt er det med UAE, FDJ, Bora, Alpecin og EF, der har knap så gode ”angribere”, hvis starten er hård. Alpecin og EF har bare ikke meget at jagte med, og Bora og FDJ vil skulle vente længe, inden Jordi Meeus og Arnaud Demare er tilbage i feltet, og de vil formentlig være meget mærkede. Det samme vil gælde for Alberto Dainese, Fabio Jakobsen og Sacha Modolo, hvis deres hold skulle misse udbruddet. Både FDJ og Deceuninck har også sagt, at de bestemt ikke regner med en spurt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg ser derfor tre faktorer, der kan skabe samling. De mest oplagte er BikeExchange og UAE, men det kræver, at de misser udbruddet. Det er ikke usandsynligt, at det sker for araberne, men jeg anser det for usandsynligt med BikeExchange. Misser de udbruddet, kan de formentlig få hjælp fra det svage EF-hold, men jeg vil tro, at BikeExchange skal hjælpe, hvis der skal være en chance for at hente et helt sikkert stærkt udbrud. Jeg anser det som usandsynligt, at australierne vil være tvunget til at satse på en spurt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den tredje faktor er klassementet. Det vil ligne særligt David de la Cruz dårligt ikke at forsøge at snige sig med i udbruddet, når der startes på en stigning, og Jumbo kan jo godt tillade sig at lade ham, Felix Grossschartner, Odd Christian Eiking eller andre, der har tabt megen tid, køre væk. Det er der imidlertid andre hold, der ikke kan, nemlig de hold, der har top 10 at beskytte. Det kan pludselig betyde, at klassementshold begynder at jagte og holde i snor, og sker det, kan det pludselig godt lade sig gøre for nogle af sprinterholdene måske at skabe samling. Det vil dog formentlig være til en reduceret massespurt. Skal de tunge sprintere op, skal der ske en større regruppering, hvor udbruddet kan få et stort forspring, og da udbruddet ventes at være stærkt, vil det blive svært at lukke et stort hul med en lang elastik. Derudover vil de tunge folk meget vel kunne blive sat af på den sidste bakke, hvor det burde være oplagt for UAE og BikeExchange at presse nogle udkørte sprintere. Hvis det bliver en spurt – og det er altså muligt – vil jeg tro, at det er en reduceret en af slagsen, selvom den sidste halvdel er næsten helt flad.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Som det fremgår, synes der dog at være meget, der skal flaske sig, hvis vi skal have en spurt. Vigtige sprinterhold skal misse gruppen og\/eller klassementet skal komme i spil. Begge dele kan lade sig gøre, men er usandsynlige. Mit bud er, at vi vil se et løb i to halvdele: en vild start efterfulgt af roligt Jumbo-tempo resten af dagen, måske med lidt hjælp fra nogle sprinterhold, indtil de knækker, eller de top 10-hold, der lig skal have snor i en potentielt farlig mand i front.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvem kan så vinde fra et udbrud? Som sagt er det mange, men jeg har også redegjort for, at der er en god chance for, at man skal klatre så godt, at man kan gå med i angrebene på den første dobbeltstigning. Det indsnævrer kandidatfeltet ganske mærkbart, men i det kandidatfelt kan alle i princippet også vinde. Det kræver held og timing i en taktisk finale, og en god spurt er naturligvis at foretrække. Det er bare sjældent, at et udbrud ender med at spurte i en flad finale – bare se på Nils Politts og Matej Mohorics sejre på de tilsvarende etaper i årets Tour.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det betyder også, at det er en etape med utroligt mange tilfældigheder, og det er i virkeligheden ulogisk at forsøge at rangere favoritterne. Man kan ikke sige, at én rytter er en større favorit end en anden, men man kan pege på, hvem der har størst sandsynlighed for at ramme udbruddet – også i kraft af friskheden – og hvem der har størst sandsynlighed for at gøre det færdigt. Begge dele vil i et vist omfang være baseret på mavefornemmelse.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvis ikke det havde været for etapens første halvdel, havde dette været en stensikker sprinteretape, men med så vanskelig en start og med to bjergetaper i benene i den tredje uge virker det stærkt usandsynligt, at sprinterholdene kan holde det samlet. Der er lagt op til angrebsfest fra start, hvor stigningerne taler for, at udbruddet bliver stort og stærkt, og derefter venter formentlig en halv hviledag for feltet, mens lykkeridderne kan køre om sejren. Det kan til gengæld godt blive lidt af et lotteri med så let og flad en finale, hvor held og timing meget vel kan blive afgørende blandt det fåtal, der er så stærke, at de har været i stand til at køre væk i den svære indledning.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvem peger mavefornemmelsen så på? Jeg er blevet slem til at pege på danskere i dette løb, men jeg vil gøre det igen. Andreas Kron<\/b> synes nemlig skræddersyet til denne etape. Danskeren har vist, at han klatrer godt nok til at gå med i angrebene på stigningerne, og han har den gode spurt, der kan vise sig som et godt våben i en afslutning. Samtidig har han trods sin unge alder allerede to gange gjort det færdigt fra udbrud i finaler, der også har været taktiske, og det vidner om, at han har hele pakken. I denne afslutning vil det kræve held faktisk at få afsluttet arbejdet, men Kron maksimerer i hvert fald på det sæt af kompetencer, der skal til. Og så er det ikke en ulempe fortsat at blive regnet som lidt af en underdog.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det store spørgsmål er, om han har den friskhed, vi særligt så med den flotte klatring Balcon de Alicante. Det er altid svært at sige om en grand tour-debutant, men umiddelbart synes han ikke at mangle friskhed. Han gjorde det i hvert fald godt på 11. og 12. etape og i den meget aktive start på 15. etape, og han synes heller ikke at have været i problemer på bjergetaperne. Han meldte om gode ben i dag, og det er i hvert fald et godt tegn. Så må vi se, om han også har det held, der skal til, hvis han vil sikre den tredje danske etapesejr.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg kan også blive lun på tanken om Gianluca Brambilla<\/b>. Italieneren er blevet bedre og bedre gennem løbet og imponerede særligt i dag, hvor han efter en dag i udbrud stadig have kræfter til at køre med favoritterne. Det kan være en bekymring, om han brugte for mange kræfter i dag, men i denne fase af løbet handler det mest om friskhed. Den synes han at have masser af. Han klatrer utvivlsomt godt nok til at ramme udbruddet, og han har også en ganske god spurt. Han har også med sine udbrudssejre i både Giroen og Vueltaen vist, at han mestrer kunsten at gøre det færdigt – i hvert fald når han ikke bliver uvenner med George Bennett, som han gjorde i Giroen. Dette ligner en god etape for en velkørende Brambilla til at redde Treks triste Vuelta.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Et andet hold, der har noget at revanchere, er Astana, der med deres bare fire ryttere skal ramme udbruddet. Det burde der være en fair chance for. Gorka Izagirre<\/b> har klatret ganske glimrende de seneste dage og så også fin ud i dagens udbrud. Også han kan have brugt en del kræfter i dag, men han lod sig hurtigt falde tilbage, da først han blev hentet. Med sine gode ben burde det være overkommeligt for Izagirre at ramme udbruddet, og han har både poweren og den gode spurt, der maksimerer chancerne i finalen. Med sin etapesejr i Giroen har han før vist, at han mestrer kunsten at gøre det færdigt fra et udbrud – også på en dag, hvor han ikke lignede stærkeste mand – og den evne til taktisk kølighed er ikke dum i en formentlig taktisk finale.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var lidt opløftende at se Jesus Herrada<\/b> forleden. Spanieren har været en skygge af sig selv siden Vueltaen i 2019, men forleden leverede han en ganske fornem 2. plads på 14. etape. Her kørte han endda fra en række bedre klatrere, og det vidner om, at han er på et ganske fornuftigt niveau. Med de klatreben burde han have en god chance for at komme med i udbruddet, og han har både god power på flad vej og en spurt, der ikke er som tidligere, men som plejer at kunne findes frem, når det gælder. Han er også uhyre erfaren i disse finaler, som vi så, da han snød den stærkere Dylan Teuns for en sejr i dette løb, og i det hele taget har han ofte gjort det færdigt i forbindelse med sine mange sejre. Niveauet er ikke som tidligere, men denne etape er inden for rækkevidde.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Er Tom Pidcock<\/b> ved at være god nok? Jeg tvivler. Han har ikke kunnet hjælpe meget i bjergene, men hans 4. plads i lørdags var temmelig opløftende. Han lignede en mand, der led som en grisebasse, men han kom op ad bjerget foran nogle ganske gode klatrere. Jeg tvivler stærkt på, at benene rækker til at køre med de bedste på de tidlige stigninger, men med vidunderbørnene ved man aldrig. Pidcock har før vist, at han hurtigt kommer i form, og sidder han først i udbruddet, viste han i klassikerne, at han har en herlig kølighed, og hans spurt kan ingen tage fra ham.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Efter dagens lidt optimistiske taktik må man formode, at Bahrain vil forsøge at ramme udbruddet, men med en flad finale er det ikke indlysende at gøre det færdigt. Bedste bud er Damiano Caruso<\/b>, der burde køre så stærkt, at han har en fremragende chance for at ramme udbruddet. Han er også ganske powerfuld på flad vej, som han har vist med sine gode enkeltstarter, og i gamle dage spurtede han så godt, at han ofte var med i massespurter. Den hurtighed viser han aldrig mere, men den burde stadig være god nok til at kunne give ham en fordel i kamp med mange.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Min store hovedpine er Magnus Cort<\/b>. Er han så god på stigningerne, at han også kan gå med i angrebene fra start. Umiddelbart er mit svar nej, men han er så vild i øjeblikket, at det bestemt ikke er umuligt. Alternativt har han en god chance, også hvis udbruddet kører senere, og det er i hvert fald langt fra udelukket, at han sidder. Med en flad finale er der næppe nogen udbrydere, der kan slå ham i en spurt – det skulle være Michael Matthews eller Pidcock – men han har ét stort problem. Rammer han udbruddet, er han manden alle vil væk fra, og som ingen vil spurte imod, og med sin gode form vil alle frygte ham særligt meget. I en taktisk finale er det aldrig en fordel at være favorit, og det vil Cort næsten altid være, hvis han rammer udbruddet. Derfor kan han selv med diamantben få det svært.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
En anden hovedpine er Andrea Bagioli<\/b>. På papiret er han skræddersyet til etapen, da han kan klatre og spurte, men har han også formen? Han så temmelig sløj ud, da han ramte udbruddet på 15. etape og blev hentet af feltet som en af de første. Han virker ganske træt, som han også var det mod slutningen af sidste års Vuelta, og mit bedste bud er, at vi ikke ser ham i udbruddet. Omvendt klatrede han jo fornemt på 12. etape, og her viste han en spurtstyrke, der truede selv Cort. Derfor er man nødt til at nævne ham, særligt fordi han har så store udsving, hvad han også havde i sidste års Vuelta.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Ligesom Cort kan Michael Matthews<\/b> drømme om at ramme udbruddet, men ligesom for Cort gælder, at han kan få svært ved at gå med klatrerne, når de angriber på stigningerne. I forvejen synes Matthews ikke at have sin allerbedste form. Muren på 11. etape var på papiret for svær for ham, men han var ringere, end man kunne vente, og på 12. etape havde han så store problemer, at han faktisk havde opgivet spurten. I det lys tror jeg ikke for alvor på projektet, men det er også svært at glemme, hvor godt han kørte i Cullera. Matthews er en klasserytter, der aldrig kan afskrives, men ligesom Cort vil han i et udbrud have det store problem, at alle vil kigge på ham, og det gør det altid meget svært at gøre det færdigt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den tredje af de holdbare sprintere i løbet er Matteo Trentin<\/b>. Italieneren har været meget synlig i løbet, og havde han de klatreben, han havde i 2019, havde han også stået stærkt. I dette løb har han dog ikke virket alt for overbevisende på stigningerne, og jeg vil tro, at han har en ringere chance end Cort og Matthews for at være med i angrebene. Omvendt ved vi, hvor godt han klatrede, da han vandt i Gap i Touren i 2019, og generelt har han været på et ganske højt niveau i år. Selvom han har spurtet ringe i år, er han stadig lynhurtig i et udbrud, men han lider under favorittagget på samme måde som Cort og Matthews.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jumbo har et princip om, at de altid sender en mand med i større grupper. Jeg er lidt usikker på, om det gælder på en etape som denne, hvor der ikke er et taktisk element for Primoz Roglic, men holder de sig til strategien, håber jeg, at Koen Bouwman<\/b> får lov igen, selvom han var afsted i dag. Hollænderen har endelig nærmest sig de fremragende ben, han havde i Giroen, og med dem kommer han rigtigt langt. I disse dage er det sjældent, at han viser det, men han er både kraftfuld på flad vej og ganske hurtig, som han viste, da han tog sin gennembrudssejr i Dauphiné. Samtidig vil han kunne sidde på hjul hele dagen – men det kræver, at hans hold giver ham friheden.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
En anden oplagt kandidat burde være Nick Schultz<\/b>. Han klatrer nemlig godt og er lynhurtig, og dermed har han hele pakken. Desværre har han virket temmelig formsvag i dette løb, og han synes lige nu ikke at have det niveau, der før det sikkert, at han kører med de bedste, hvis han rammer udbruddet. Han har dog ikke været helt væk i det udbrud, hvor han længe sad med, og i de hårde finaler, hvor han har kørt for Matthews. Kommer han først afsted, burde han stå ganske fornuftigt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Astanas andet bud er Ion Izagirre<\/b>, og med denne hårde start er det ikke umuligt, at de to brødre kan ramme et udbrud sammen. Det er ikke en dårlig alliance, men det er også klart, at det ikke er Ions ideelle finale. Han har nemlig ikke Gorkas spurt, men vi så trods alt i Baskerlandet, at han godt kan afslutte efter en hård dag. Først og fremmest er han dog en snu rytter, der før har vist sin evne til at gøre det færdigt med nu hele tre grand tour-etapesejre, hvor han ofte slog stærkere folk. Med to brødre i et udbrud kunne der opstå en god strategi med at angribe på skift.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg har også blik på Martijn Tusveld<\/b>. Hollænderen har imponeret mig stort i dette løb, hvor han synes at ramme næsten alle udbrud – i hvert fald tidligere i løbet – men desværre har han altid ofret sig for andre. Han synes måske heller ikke helt at have samme form, som han havde tidligere i løbet, men han burde til gengæld passe udmærket til finalen. Han er en relativt kraftfuld fyr, der også på 12. etape viste, at han har ri hvert fald en hæderlig spurt. Hans gode form burde blive belønnet med chancen for at være andet end hjælper, og det vil han være i denne finale, hvis han rammer udbruddet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Løbet har været en lille genrejsning af Lilian Calmejane<\/b>, der efter nogle sløje år har vist et niveau, vi ikke har set i nogen tid. Han er ikke, som da han vandt etaper i Touren og Vueltaen og mange andre cykelløb, men han har været mere klatrestærk end længe. Der har været mere stille om ham på det sidste, og jeg er usikker på, om formen er den samme, men helt væk har han bestemt ikke været i bjergene. Rammer han først udbruddet, står han stærkt. Han er relativt hurtig og har vist sig i stand til at gøre det færdigt i mange cykelløb.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Er finalen for flad til Mauri Vansevenant<\/b>? Det er den formentlig. Kraftfuld er han jo ikke just, men selvom han ikke har vist sit højeste niveau i dette løb – senest i dag – burde han have en god chance for at ramme et udbrud, der kører på en stigning. Herefter bliver det hans opgave at gøre det færdigt, og det vil være svært, når det er så fladt. Det handler dog i vidt omfang om taktik og lidt held, og da han også i dette løb har bekræftet, at hans spurt er fin, står han slet ikke så ringe endda.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg har været dybt imponeret over Jens Keukeleire<\/b>. Jeg tror stadig, at han får svært ved at køre aggressivt på de tidlige stigninger, men jeg har været svært imponeret over hans klatring i dette løb. Særligt på 15. etape var han vanvittig, og har han de ben igen, har han en chance. Selve finalen passer ham godt, da han er både kraftfuld og stadig hurtigere end de fleste, og det vil være en flot kroning på hans genrejsning i dette løb, hvis han kan tage karrierens anden Vuelta-etapesejr. Det bliver svært, men umuligt synes det ikke at være.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg vil også pege på Romain Bardet<\/b>, Wout Poels, Pavel Sivakov<\/b> og Michael Storer<\/b>, som er nærliggende at slå sammen. Ingen af dem er skabt til denne finale, men de har alle så sent som i dag vist fremragende form – måske med undtagelse af Sivakov, der dog ikke er ringe. Med den hårde start har de en god chance for at ramme udbruddet, hvis de vil, og kampen om bjergtrøjen til siger, at de to DSM-holdkammerater vil være opmærksomme, selvom der er en god chance for, at de sparer sig til den vigtigere 20. etape. Det er også risikoen med Poels og Sivakov, men omvendt skal Bahrain have en mand med i front, hvis Jumbo eller Ineos har det, hvis de vil holde føringen i holdkonkurrencen. Ingen af dem er skabt til at gøre det færdigt, men i en taktisk finale er de alle så store og formstærke klasseryttere, at de med det rette held og den rette timing kan gøre det færdigt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Endelig er der Felix Grossschartner<\/b> og Odd Christian Eiking<\/b>. Begge har nu tabt så meget tid, at de måske kan få den nødvendige frihed – selvom det bliver svært at få lov af særligt UAE og Bahrain. Der er dog en buffer at arbejde med, og begge har i dette løb bekræftet, at de er både formstærke og hurtige. Problemet kan dog være, at de vil være mere optagede af måske at vinde noget tid og derfor kan sælge etapesejren, og derudover vil jeg næsten tro, at Eiking snarere har en offday og en pris at betale end lyst til at gå i udbrud.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg kunne også have lyst til at nævne Sergio Henao<\/b>, der godt kan spurte, men han var næsten sidst i dag og synes at være ramt af et eller andet. En joker kunne være Gotzon Martin<\/b>, der er både hurtig og klatrestærk. Derudover har ryttere som Geoffrey Bouchard, Clement Champoussin, Jay Vine, Floris de Tier, Jefferson Cepeda, Diego Camargo, Oscar Cabedo, Rafal Majka, Daniel Navarro, Fabio Aru, Chris Hamilton, Rein Taaramae, Mikel Nieve, Andrey Zeits, Steff Cras<\/b> og Julen Amezqueta<\/b> gode chancer for at ramme udbruddet, hvis ikke de sparer sig til lørdag, men det skal virkelig flaske sig, hvis de skal gøre det færdigt. Mark Padun<\/b> synes stadig ikke god nok, og jeg tror, at det bliver for svært for Jan Tratnik, Florian Senechal, Zdenek Stybar, Anthony Roux, Antonio Soto, Quinn Simmons, Luka Mezgec, Robert Stannard, Angel Madrazo, Jetse Bol <\/b>og formentlig også den ellers velkørende Ryan Gibbons<\/b> at ramme udbruddet, selvom deres hurtighed ville gøre dem interessant. Det er en god etape for Jose Joaquin Rojas<\/b>, der har vist form de sidste to dage, men Movistar vil formentlig spare sig til lørdag. Lawson Craddock<\/b> er altid farlig i en finale, hvor han kan køre alene, men jeg tror, at starten er lidt for hård. Jan Polanc<\/b> passer udmærket til finalen, men han har virket temmelig træt de sidste dage, som også halvhurtige Maxim van Gils<\/b> har det.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Ender det mod forventning i en spurt, tror jeg som nævnt ovenfor, at vi skal se i retning af de holdbare folk. Derfor vil min rangering være den samme som forleden, nemlig med Magnus Cort<\/b> foran Michael Matthews,<\/b> formstærke Florian Senechal<\/b> og Matteo Trentin<\/b>, og falder Senechal fra, har vi set, at Andrea Bagioli<\/b> skal tages seriøst, også mod Cort og Matthews. Blandt de tungere folk har Jon Aberasturi <\/b>og Arnaud Demare<\/b> set ganske gode ud på stigningerne, og de synes at have den bedste chance for at sidde med efterfulgt af Alberto Dainese<\/b>, der synes næsthurtigst, Jordi Meeus <\/b>og Fabio Jakobsen<\/b>, der er hurtigst, men viste meget begrænsede klatreevner i tirsdags og skal bruge et meget let løb for at komme i spil. Derudover er der alle de øvrige sprintere, der måske med undtagelse af Minali er mere klatrestærke end Jakobsen, men de har ikke farten til at vinde. Det samme gælder for folk som Andreas Kron<\/b>, Felix Grossschartner, Antonio Soto, Gotzon Martin, Stan Dewulf<\/b> og Damien Touzé<\/b>, der alle kan deltage i en spurt, men ikke vinde. Og jeg tvivler på, at det bliver så hårdt, at Primoz Roglic<\/b> kan finde på at spurte, når han alligevel næppe vinder.<\/p>","date":"2\/9-2021 kl. 21:36","date_unformatted":"2021-09-02 21:36:37","km_driven":"191,2","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"303454","title":"Analyse af 18. etape","text":"
I disse år er et af de mest stillede spørgsmål på alverdens managerkontorer i cykelverdenen utvivlsomt, hvordan man får skovlen under de to slovenske monstre. I etapeløbssammenhæng har Primoz Roglic og Tadej Pogacar nemlig været så suveræne, at vi faktisk skal tilbage til UAE Tour i begyndelsen af 2020 for at finde det seneste etapeløb, hvor en af de to har været til start, og hvor sejrherren ikke blev slovensk, hvis man tillader sig at se bort fra sidste års Dauphiné og årets Paris-Nice, som Roglic med sit faste greb om førertrøjen utvivlsomt uden sine ærgerlige styrt havde vundet. Hvis ikke Pogacar højst overraskende var blevet slået af Adam Yates i Mellemøsten for halvandet år siden, kan man endda strække serien helt tilbage til Tour de Slovenie i 2019, hvor en offday betød, at Pogacar endte som hjælper for Diego Ulissi.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I lyset af den historik var det ikke mærkeligt, at mange ryttere talte om årets Dauphiné som en befrielse. Flere nævnte i hvert fald, at det var herligt at køre den store Tour-generalprøve som et meget mere åbent løb, hvor jævnbyrdigheden var så stor, at det blev temmelig ukontrollerbart – i hvert fald indtil Ineos fik greb om førertrøjen. Men mange indrømmede også samtidig, at det jo ikke var en valid generalprøve, når de to bedste manglede, og selvom Ineos utvivlsomt var begejstrede for deres sejr, er der næppe noget, der smerter Dave Brailsford mere, end det forhold, at han i dag synes kun at kunne vinde et etapeløb, hvis der indløber to afbud fra Slovenien.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den statistik bliver næppe brudt i årets Vuelta. Da han for en lille time siden rullede over stregen på det nye monster, Gamoniteiru-stigningen, som til fulde levede op til prædikatet som Anglirus lillesøster, kunne Roglic nemlig konstatere, at der nu nok skal et af hans lidt for mange styrt til for at forhindre, at han bliver den tredje rytter til at hjemføre tre Vuelta-sejre. Nok er den tredje uge sjældent svær, men da løbet slutter i Galicien, hvor der ikke er høje bjerge, er den sidste forlængede weekend nemlig relativt let, hvis man som Roglic kan føle sig temmelig sikker på, at man ikke taber tid på enkeltstarten.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Alligevel blev notesbøgerne nok hevet op på de mange managerkontorer, hvor der stadig filosoferes over, hvordan den slovenske overmagt nedkæmpes. Løbets kongeetape endte nemlig ikke endnu en slovensk magtdemonstration, som der efter gårsdagens vanvidsridt fra Roglic kunne være lagt op til. Nej, tværtimod blev det nok engang åbenbaret, at der synes at være ét menneske i denne verden, som på sine gode dage kan få skovlen under de slovenske monstre.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Nu kan nogen hævde, at vi endnu ikke har set, om Egan Bernal kan det. Colombianeren har nemlig stadig til gode at være i kamp med Roglic og\/eller Pogacar i et løb, hvor han er 100% kampdygtig på samme måde, som han var det i årets Giro og i Touren i 2019, medmindre man skruer tiden helt tilbage til Roglics og Bernals vilde duel i Romandiet i 2018. Om colombianeren har den evne, får vi næppe svaret på i år, for det står helt klart, at den Bernal, der næppe ender på årets Vuelta-podium, ikke er den samme Bernal, som drev gæk med rivalerne på snart sagt hver eneste stigning i de første 16 dage af årets Giro.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Men vi ved, at der er en anden colombianer, der kan. Det kan godt være, at Miguel Angel Lopez aldrig har vundet en grand tour. Det kan også godt være, at han aldrig er blevet mere end nr. 3. Faktisk kan det også godt være, at han ikke været på et grand tour-podium i tre år, og at hans seneste fire fuldførte grand tours er endt i en vis form for fiasko. Men når han har sine store dage, kan han noget ganske særligt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg har ofte i disse analyser berettet om, hvordan der i 2019 kun var to mennesker, der kørte fra Roglic på en stigning i de løb, hvor han ikke var syg eller forslået. Det var Adam Yates på en stejl mur i Tirreno, hvor han fik skovlen under den ellers så suveræne slovener. Og så var det Lopez, der åbnede samme års Vuelta med et brag, da han kørte fra alt og alle på den første bjergetape til Javalambre – også det slovenske monster.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Billedet gentog sig sidste år. I Touren var Roglic og Pogacar på samtlige bjergetaper i deres helt egen liga, indtil det var tid til løbets kongeetape. Her fik de nemlig begge gedigne prygl af Lopez, der blæste fra alt og alle på den nye og brutale Col de la Loze, og dermed gjorde forhåndsdiskussionen, der ellers nok kunne splitte cykelfolket, om det ville blive en Roglic- eller Pogacar-sejr, helt overflødig.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I dag gjorde han det minsandten igen, altså gjorde forhåndsdiskussionen ligegyldig. Forud for løbet var det – i hvert fald i mit hoved – relevante spørgsmål, om det ville lykkes Roglic at forære Sepp Kuss den etapesejr, som han formentlig snød ham for på Angliru sidste år, hvor amerikaneren måtte trække i håndbremsen for at blive hos sin trætte kaptajn. Måske kunne man overveje, om Bernal vitterligt var kommet sig så meget, at han kunne følge op på gårsdagens fine ridt med en sejr, men det var svært at se, at andre skulle have niveauet til at true manden, der netop havde kørt alle midt over.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Men måske kunne man alligevel have luret det. I virkeligheden stod den relevante pointe jo i min optakt, hvor jeg skrev følgende: ”Vi skal ikke glemme, at Lopez jo faktisk kørte fra Roglic og Pogacar på Col de la Loze sidste år, selvom han på de foregående bjerge ikke var i nærheden af dem, og da dette er det bjerg, der passer en ren klatrer som Lopez bedst, skal man ikke helt udelukke en gentagelse.”<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det synes netop at være pointen. Det kan godt være, at den Lopez, vi oftest ser, er de slovenske uhyrer underlegen – det er de fleste jo – men når han rammer sine gyldne dage, som han næsten altid finder i den tredje uge, har han på de sværeste og stejleste stigninger et topniveau, som kan sende selv de to monstre i knæ. Det synes ikke at være tilfældigt, at hans to vel nok flotteste sejre – i hvert fald siden gennembruddet i 2017 – kom på Col de la Loze og Gamoniteiru, to af de allerstejleste bjerge, dybt inde i den tredje uge. Og begge gange altså foran mindst en af de to slovenere.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Desværre er der også en grund til, at Lopez aldrig er blevet mere end nr. 3 i en grand tour. Lige så fremragende, han er på sine gode dage, lige så mange mangler har han på alle andre områder: nedkørsler, enkeltstarter, positionskamp. Først og fremmest er han alt for ustabil og aldrig på samme niveau over tre uger, og det er trods alt den væsentligste egenskab for en grand tour-rytter. Lopez har jo på de foregående etaper ikke været i nærheden af det niveau, han viste i dag – end ikke tæt på. Men det var han jo heller ikke sidste års Tour eller i den 2019-Vuelta, hvor han gav Roglic prygl på Javalambre. Til gengæld kan han noget, ingen andre synes at kunne, og det er der formentlig flere, der husker, end hvem der er kørt på podiet – og i dag sørgede han for, at Movistar fik den etapesejr, de som det store hjemmehold nærmest er forpligtet til at tage i enhver Vuelta.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Nu skal man ikke tage alt for meget af Lopez’ glans. Det har han ikke fortjent, når han i dag både overvandt de brutale procenter og den modvind, der prægede de sidste pivåbne kilometer af det nye bjerg. Alligevel er det nok også værd at bemærke, at den Roglic, vi så i dag, ikke var den samme som den Roglic, vi har set hidtil i løbet. I starten kunne man ellers have overvejet, om han blot havde ladet Lopez stikke af og slide sig selv ned, fordi han med Sepp Kuss ved sin side følte sig helt i kontrol, men da han til slut satte det lidende ansigt på, tog føringen og først til sidst kunne gøre indhug i Lopez’ forspring, stod det klart, at det eneste Roglic havde kontrol over var førertrøjen – ikke den etapesejr, det sultne uhyre utvivlsomt gerne ville have haft. Det var i hvert fald noget andet end det, vi så i går, hvor Lopez ikke kunne følge ham under Bernals angreb, og hvor Bernal ikke kunne følge ham på Lagos de Covadonga. I dag kunne han først i sin spurt køre fra Enric Mas og selvsamme Bernal.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Forklaringen er selvfølgelig helt åbenbar. Roglic gravede ekstremt dybt i går – så dybt, at kun Bernal nåede lige så lagt ned mod kineserne – og der har efter alt at dømme været en regning at betale. Det er måske en meget god lektie at tage med sig for disse overmennesker, der af og til kan føle sig så suveræne, at de får lyst til at levere en gedigen magtdemonstration. Da Pogacar gjorde det samme på den første alpeetape i Touren i år, ventede der få dage senere en regning på Mont Ventoux, og da Bernal i år lavede sit vilde ridt på Giroens kongeetape, blev han ramt af hammeren på Sega di Ala på den efterfølgende bjergetape to dage senere. Heldigvis var de alle tre så overlegne, at de havde råd til det – og i sammenligning med de svaghedstegn, vi så fra Pogacar og Bernal, var Roglics vel de mindste – men Roglic kan i dag i hvert fald konstatere, at det nok var meget klogt, at han trak håndbremsen de første to uger og ikke spillede alt for meget med musklerne i starten af løbet. Den slags plejer at have en pris, som Bernal i særlig grad erfarede under årets Giro.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Selvsamme Bernal syntes nemlig også at have taget dankortet med på dagens etape, hvor der var en regning at betale. Det var i hvert fald heller ikke samme udgave af Giro-kongen, vi så i dag. I går skulle der bare ét ryk til, inden han satte alle andre end Roglic til vægs, men i dag var der slet ikke samme bund i hans angreb, der hverken kunne sætte Enric Mas eller Roglic til tælling. Dermed endte han med at få forbavsende lidt ud af den kraftigt stigende formkurve, og med en mere tilbageholdende strategi er det sandsynligt, at han kunne være kommet meget tæt på podiet – i hvert fald hvis han havde haft gårsdagens ben i dag. Men som jeg skrev i gårsdagens analyse, var det prisværdigt, at han i går greb ud efter sejren og ikke bare lod Roglic være Roglic og rettede blikket mod top 3.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Man kan måske også overveje, om han kunne have sat Mas meget til vægs i dag. Noget tyder i hvert fald på, at spanierens pludselig formdyk i går mere skyldtes styrtet end den træthed, der ramte ham sidste år. I dag lignede han nemlig igen i hvert fald i et vist omfang den fremragende skikkelse, han udgjorde i de første to uger, og selvom niveauet måske ikke var helt det samme, var det i hvert fald tæt på. Lopez låste ham nemlig så meget, at han ikke kunne vise sin sande styrke, og at han på de sidste meter ikke kunne følge Roglics altid kraftfulde forcering, vil for en fyr som ham altid være at forvente. Med sin genrejsning sikrede han også, at Movistar formentlig kan hjemføre to podiepladser, og at de fordeler tingene ligeligt imellem sig med etapesejr til Lopez og 2. plads til Mas – i øvrigt foran Lopez præcis som i 2018, hvor de dog var fjender og ikke venner.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Nej, det er svært for Movistar at være utilfredse med dagens udkomme. Det kan Bahrain til gengæld være. Araberne må tage prisen for dagens mærkeligste strategi og i hvert fald misbrug af superhold. Da sportsdirektørerne overvejede, hvordan de kunne vinde etapen, er det i hvert fald svært at forstå, hvordan de kunne komme frem til, at deres bedste interesse var at kontrollere hele etapen og sætte Jack Haig i scene til finalen. Kunne Damiano Caruso have vundet fra et udbrud? Det er sandsynligt. Kunne han måske have erobret bjergtrøjen i samme ombæring? Bestemt. Kunne den i går så flyvende Wout Poels have taget en udbrudssejr på et bjerg, der lå til hans højreben? Det virker sandsynligt. Kunne Haig slå Roglic, Bernal, Lopez og co. på målbjerget? Næppe!<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Alligevel var det hurtigt tydeligt, at det var intentionen. Når 32 mand på en bjergetape med det samme får lov at køre, sker det kun, fordi alle nøgleaktørerne er tilfredse. Det var Movistar, Ineos og Jumbo åbenlyst, fordi de alle havde sikret sig en brugbar forpost til en eventuel krise i dalen efter Cobertoria-stigningen, og det var Bahrain åbenbart også. Ellers er det helt utænkeligt, at de uden videre kamp havde ladet så stor en gruppe stikke af, når vi taler om et hold, der sammen med Jumbo kan slås om at være løbets stærkeste.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Skal man forsøge at finde en forklaring på den besynderlige strategi, som blot blev endnu en understregning af den skizofrene tilgang til bjergtrøjen, der har ført til, at Caruso har deltaget i ligegyldige bjergspurter på kategori 3-stigninger for siden at lade Romain Bardet og Michael Storer uforstyrret gå i udbrud på de vigtigste etaper, må det være et dedikeret angreb på podiet. Nok kunne Poels og Caruso have vundet etapen, men Haig har med sin dieselmotor formentlig vurderet, at et benhårdt og nedslidende tempo måtte være vejen til at riste Lopez og ikke mindst den forslåede Mas. Til den strategi skulle han bruge sine bedste hjælpere, Caruso og Poels, og også de bonussekunder, en top 3 kunne have givet. Det er i hvert fald her, hvor jeg endnu ikke har set en reaktion fra australieren selv, det eneste rationale, jeg umiddelbart kan få øje på.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvis det er tilfældet, skal forsøget applauderes. En podieplads er mere værd end en udbrudssejr – særligt når man allerede har én etapesejr – og Caruso lagde da også et fint pres, da det gik løs på målbjerget. Desværre måtte både Haig og Gino Mäder erfare, at de trods deres enorme fremgang i år stadig mangler lidt i forhold til de allerbedste, men selvom det næppe bliver til et podium denne gang, har løbet her i hvert fald vist, at Bahrain i de kommende år vil være meget mere end bare Mikel Landa – en pointe, der også understreges af en holdkonkurrenceføring, som er opnået nærmest uden bidrag fra den nu hjemrejste kaptajn.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Sidstnævnte er ingen lille bedrift. Da det for alvor gik løs på løbets stærkeste stigning, blev det i hvert fald igen understreget, at Movistar, Jumbo, Ineos og Bahrain er kommet til løbet med fremragende mandskaber. Alle havde de nemlig mindst to mand i den gruppe, der var tilbage – Ineos havde nemlig også Adam Yates, der igen i dag fik udstillet, at han har sine begrænsninger på de største bjergetaper med de fleste højdemeter, særligt i den tredje uge af en grand tour – men de havde overraskende selskab. Romain Bardet hang på i et måske sidste desperat forsøg på at forsvare den bjergtrøje, han lidt uventet lod sin holdkammerat Michael Storer overtage uden noget væsentligt forsøg på at ramme dagens udbrud – et tidligt udbrud, som nok tog ham og mange andre på sengen – men derudover var der kun ét andet hold ved siden af de fire giganter. Det var lilleputten Intermarché – og det endda med to ryttere!<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er en understregning af den forvandling, WorldTourens mindste hold har oplevet siden en for dem ganske forfærdelig Tour. Siden da har de været her, der og alle vegne med blandt andet et hav af førertrøjer og en etapesejr i dette løb og så sent som i går endnu en WorldTour-sejr med Taco van der Hoorn i Benelux Tour. I dette løb er det endda blevet en vane at se op til fem ryttere fra miniputten dybt inde på bjergetaperne, og at det lige netop var Jan Hirt og den i dette løb endelig genrejste Louis Meintjes, der kom til deres ret i den tredje uge på en sand dieselklatreretape, er på alle måder en helt naturlig konsekvens af de egenskaber, som altid har kendetegnet netop deres eminente restitutionsevne. De havde endda også overskuddet til med Hirt at lægge det pres, der sprang gruppen til atomer og fik skovlen under Felix Grossschartner, som også på forhånd lignede et sårbart bytte på så stejl og svær en stigning som denne, så Meintjes nu kunne stjæle østrigerens top 10 og samtidig sætte den stærkt forslåede, men heroisk kæmpende Guillaume Martin under pres inden lørdagens sidste lidt bløde bjergetape.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Meintjes og Hirt var ikke de eneste dieselmotorer til at imponere. David de la Cruz har i dette løb vel været bedre end nogensinde, og det kulminerede i dag. Hidtil har han i bjergene aldrig kunnet andet end at følge med eller prøve med tidlige udbrud eller tidlige angreb. Det gjorde han i en vis forstand også i dag, men denne gang var der langt mere bid i forsøget, der rakte næsten hele vejen og endda ikke tømte ham så meget, at han gik ned til sidst. Årets niveau har i hvert fald været noget helt andet end sidste års, hvor kun et udbrud på næstsidste etape sendte ham op i top 10 – en top 10, han også i år har ganske gode chancer for at sikre sig i kamp med de temposvage Martin og Meintjes på søndag. En sådan top 10 kunne den ligeledes genrejste dieselmotor Steven Kruijswijk formentlig også have sikret sig, hvis ikke han havde været hjælper og fra start stadig ramt af den formkrise, der har kendetegnet hele hans sæson.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Formkrise har Lopez i en vis forstand også haft. Et styrt i sidste års Giro kombineret med en grim omgang covid-19 i januar betød, at det tog ham næsten et år at genfinde det niveau, vi så under sidste års Tour. En kort overgang kunne man næsten endda nå at blive lidt bange for, at den bedste Lopez ikke længere fandtes, men på falderebet lykkedes det Superman at komme frem igen. Måske blev der i dag endda i endnu højere grad sad en streg under, at tilnavnet Superman er ualmindeligt velvalgt. I disse tider skal man nemlig være en Superman for at slå de slovenske monstre, men det er der tilsyneladende også i hvert fald én colombianer, der er.<\/p>","date":"2\/9-2021 kl. 19:38","date_unformatted":"2021-09-02 19:38:23","km_driven":"191,2","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"303308","title":"Vejret","text":"
Efter nogle regnvåde dage i de asturiske bjerge kommer feltet til Galicien, hvor det også kan være regnfuldt, men det ser ud til, at vi får tre solrige og også i weekenden også varme dage. Fredagen vil kun byde på få skyer og en nedbørsrisiko på 10% i starten af etapen, men helt sikkert en hovedsageligt tør dag. Temperaturen vil vokse fra 21 grader ved starten ved kysten til 28 grader i målbyen, og det vil være en næsten vindstille dag med bare en svag vind (3-8 km\/t) fra skiftende retninger, i starten nordvest, siden sydvest og slutteligt vest. Det gør det lidt svære at sige, hvornår vinden vil stå hvordan, men der burd være medvind frem til og op over bjergpasset og modvind på nedkørslen. Når de når Lugo med 68,2 km burde der være sidemodvind, som gradvist bliver til ren sidevind. Med 3,8 km igen får man sidemodvind, med 2,2 km igen sidemedvind og slutteligt sidemodvind og sidst sidevind efter de to sene sving.<\/p>","date":"2\/9-2021 kl. 15:23","date_unformatted":"2021-09-02 15:23:11","km_driven":"191,2","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"303307","title":"Ruten","text":"
Efter to dage i de asturiske bjerge ankommer feltet på den sidste fredag til Galicien, hvor den store finale skal finde sted, og hvor det er betydeligt fladere. Det kan ses af den ganske lette finale på 19. etape, men desværre for sprinterne starter etapen midt i de asturiske bjerge med en dobbeltstigning på i alt næsten 20 km. Resultatet af en meget kuperet første halvdel er en etape med hele 3500 højdemeter, og selvom den sidste halvdel er ganske flad, ligner det en næsten umulig opgave for de hurtige folk på dette sene tidspunkt i løbet at få deres sidste chance for en spurt. I stedet taler meget for, at udbryderne kan se frem til en herlig afslutning på løbet, hvor den første af to afsluttende muligheder kommer på denne lange rejse fra Asturien til Galicien.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I alt skal der tilbagelægges 191,2 km, der fører feltet fra Tapia til Monforte de Lemos. Startbyen ligger helt ude ved den asturiske nordkyst lige nord for bjergene, og derfor er det kun kortvarigt, at terrænet er let, når man ad en flad vej kører mod syd langs en fjord frem til byen Vegadeo, der nås efter 10,7 km. I udkanten af byen kører man nemlig videre mod syd op ad kategori 3-stigningen Alto de Sela de Entorcisa (9,9 km, 3,9%), der stiger med 4-6% det meste af vejen, men også har fladere stykker og endda en lille nedkørsel. Toppen rundes efter 21,9 km, men efterfølges kun af en ganske kort og let nedkørsel, der leder mod syd, inden man kører mod øst og syd videre op ad kategori 2-stigningen Alto de la Garganta (10,3 km, 5,6%), der kan deles i to dele, nemlig først 5 km med 6-7% og siden 5,3 km med hovedsageligt 4-5%.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Toppen rundes efter 34,5 km, hvorefter det endelig bliver lidt lettere, når man følger en helt enkel nedkørsel videre mod syd, men hurtigt tager etapen fat igen, når man kører direkte mod syd og sydvest op ad kategori 2-stigningen Alto de Barbeitos (11,8 km, 3,8%), der i bunden stiger med 6-7% over 4 km, men derefter er en meget let opkørsel med næsten helt flade stykker og små nedkørsler, inden toppen rundes efter 60,9 hårde kilometer.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Nu er den vanskeligste del imidlertid overstået. På toppen rammer man et let kuperet plateau, der følges mod sydvest ad en meget snoet vej. Undervejs kommer der en lidt længere nedkørsel efterfulgt af en længere opkørsel (6,6 km, 3,8%), inden det falder – dog afbrudt af en lille bakke – mod sydvest og nordvest til byen Castroverde, som passeres efter 104,0 km.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Nu er man ude af det kuperede terræn. Herefter bliver det betydeligt fladere, når man kører mod vest ad en relativt lige vej frem til den store by Lugo, hvor man når helt ind i centrum efter 123,0 km. Her drejer man mod sydøst for at følge en helt lige og kun ganske let kuperet vej, som leder frem til byen Sarria, der nås efter 154,6 km. Herfra fortsætter man mod syd op ad en bakke (3,5 km med 4,6%, herunder 1,8 km med 6,3%), der leder op til et plateau, hvor dagens spurt kommer i Oural efter 163,6 km, hvorefter den lige vej fortsætter mod syd ad en lille nedkørsel. Derefter falder det bare ganske let mod syd ad den stadig helt lige vej ind til målbyen, hvor de sidste 5 km er flade, og hvor man med 3800 m og 2200 m igen drejer to gange i træk i to rundkørsler, hvorefter en lige og flad vej leder frem til to sene sving med bare 700 og 300 m igen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Etapen byder på i alt 3513 højdemeter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Monforte de Lemos har kun én gang tidligere i de sidste 25 år været mål for et stort cykelløb. Det var i 1999 i Vuelta a Galicia, hvor Jeroen Blijlevens tog en spurtsejr foran Angel Edo og Mirko Gualdi.<\/p>","date":"2\/9-2021 kl. 15:23","date_unformatted":"2021-09-02 15:23:03","km_driven":"191,2","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"303305","title":"Velkommen","text":"
Velkommen til dagens direkte live opdatering fra Vuelta a Espana (19. etape). Dagens løb køres fra Tapia til Monforte de Lemos over 191.2 kilometer. Vi starter kl. 14.50.<\/p>","date":"2\/9-2021 kl. 15:22","date_unformatted":"2021-09-02 15:22:55","km_driven":"191,2","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""}],"authors":[{"author":"Emil Axelgaard","email":"emil@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/ProfilePics\/emil_500x500.jpg","url":"emil-axelgaard"},{"author":"Rasmus Brandt","email":"rasmusfeltet@gmail.com","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/ProfilePics\/rasmus_headshot.jpg","url":"rasmus-brandt"}]}