Optakt: 4. etape af Tour of Guangxi

Ruten

I de første to år blev det hedengangne Tour og Beijing voldsomt kritiseret for manglen på stigninger, og ikke mindst det faktum, at man ikke havde en bjergafslutning, var ildeset. Det rettede man op på i de to sidste udgaver, og den erfaring har arrangørerne i Guangxi lært af. Således bød man allerede i debutudgaven op til dans med en etapeafslutning på en stigning, som var henlagt til løbets fjerde dag, og som ikke uventet viste sig at være altafgørende i kampen om den samlede sejr. Det vil den formentlig også være i år, hvor præcis samme kongeetape genbruges på løbets fjerde dag. Der er dog tale om en kort, ikke specielt stejl målstigning, der kommer efter en let dag i fladt terræn, og etapen og dermed løbet som helhed er således i højere grad skabt til eksplosive puncheurs end til rene klatrere.

I alt skal der tilbagelægges 152,2 km mellem Nanning og Nongla, men al spændingen er gemt til sidst på en etape, der ellers ikke byder på mange udfordringer. Efter en lille sløjfe rundt i storbyen Nanning bevæger man sig mod nord op over dagens kategori 3-stigning (7,3 km, 2,7%), der har top efter 21,1 km. Herefter fortsætter man igennem fladlandet forbi den første spurt efter 45,2 km, inden man slår et lille smut mod nordøst for til slut at køre mod nordvest forbi de to sidste spurter efter 97,9 km og 127,8 km.

Med ca. 15 km til mål når man etapens nordligste punkt, og herfra drejer man mod sydøst for ad en lang, lige, let stigende vej at køre frem til bunden af dagens sidste stigning, den første i kategori 1. Med 3,2 km drejer man skarpt til venstre ind på bakken, og herefter stiger det i gennemsnit med 7,3%. De sidste 3 km stiger med i gennemsnit hhv. 13,4%, 1,6% og 4,2% ifølge den officielle løbsbog, men det synes ikke helt at være i overensstemmelse med det, vi så sidste år. Sikkert er det dog, at den er stejlest i bunden. I starten er der flere hårnålesving, men på de sidste 2 km bugter vejen sig kun let. Bjergspurten er allerede placeret 1400 m fra toppen, hvorefter det flader ud i ca. 400 m, inden stigningen igen tager mere fat.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Etapen byder på i alt 1095 højdemeter.

Da etapen sidste år blev anvendt første gang, endte det som ventet i et slag på den sidste stigning. Her sejrede Tim Wellens i samme tid som Bauke Mollema og med 4 sekunder ned til Nicolas Roche og 6 sekunder ned til Julian Alaphilippe og Ben Hermans.

Vejret

Efter to dage med regnvåde afslutninger burde det fredag holde tørt, men det betyder ikke, at det bliver en specielt behagelig oplevelse. Ganske vist vil temperaturen være hele 25 grader, men det vil være overskyet med en jævn vind fra nordøst. Det giver sidemodvind frem til forplejningszonen, derefter sidevind og til slut modvind frem til bunden af stigningen. Op opkørslen vil der være sidemodvind hele vejen.

Analyse af 3. etape

Nej, jeg troede ikke, at det kunne lade sig gøre. Da først Fernando Gaviria styrtede ud af Tour of Turkey så det ud til, at Quick-Step-manager Patrick Lefeveres drøm at overgå Mapeis 71. sæsonsejre fra begyndelsen af dette årtusinde havde lidt en krank skæbne. Naturligvis var jeg pinligt bevidst om, at man i det tyrkiske løb fortsat havde en kapabel backup i Alvaro Hodeg, og at holdets andet store sprintertalent, Fabio Jakobsen, også ville jagte succes i Tour of Guangxi. Problemet var bare, at førstnævnte i Tyrkiet var oppe mod Sam Bennett og sidstnævnte i Kina mod Dylan Groenewegen, Max Walscheid og Pascal Ackermann, og derfor troede jeg, at rekorddrømmen knustes mod den tyrkiske asfalt sammen med Gavirias kraveben.

Men jeg lærer det vel engang. Uanset omstændighederne skal man aldrig afskrive Quick-Step, selv når det ser sortest ud. Falder en stjerne fra, har man altid andre til at tage over. Det skete allerede i Tyrkiet, hvor første Maximilano Richeze og siden Hodeg sikrede sin den etapesejr, der betød, at den kinesiske delegation kunne tage over med bevidstheden om at rekorden i hvert fald var tangeret. Nu var spørgsmålet blot, om den også kunne slås.

De første to etaper viste, at det kunne lade sig gøre. Jakobsen har ganske vist i den første del af sæsonen været en anelse under toplaget i det globale sprinterhierarki, også selvom sejre i Sprinternes Verdensmesterskab, Scheldeprijs, og på 1. etape af det sprintertunge BinckBank Tour for længst havde skilt ham ud som en af tidens mest lovende afsluttertalenter, men i de første to massespurter viste han, at han har lukket en del af hullet. På 1. etape var Dylan Groenewegen og Max Walscheid måske nok klart hurtigere, men i går var det marginaler, der betød, at det var en anden komet, Pascal Ackermann, og ikke Jakobsen, der kunne sole sig i publikums hyldest øverst på podiet.

Endnu mere grund til optimisme var der i lyset af, at Jakobsen efterfølgende indrømmede, at han havde følt sig stresset og begået flere fejl. I dag holdt han sig imidlertid i ro og overlod det trygt til Davide Martinelli at positionere ham i finalen, og det gav ham tilsyneladende de procent, han hidtil har manglet. I hvert fald timede han denne gang alt perfekt og kom med stor fart blæsende forbi Groenewegen, der igen havde åbnet sin spurt for tidligt, og han fik også akkurat presset forhjulet forbi Ackermann, der modsat i går også så ud til at have åbnet op lidt tidligere end ønskeligt.

På papiret er sejren i BinckBank Tour måske nok endnu større, men i virkeligheden er det vel dagens triumf, der for alvor skiller Jakobsen ud fra mængden. Hvor sejren i Holland i august i altovervejende grad var et resultat af et fremragende lead-out af Florian Senechal, har han i Kina været langt vanskeligere stillet i finalerne. Helt usædvanligt er Quick-Step nemlig rejst mod Østen med et hold, der ikke er det stærkeste i de flade finaler, og derfor har Jakobsen i alt væsentligt skullet klare sig med Martinelli på de sidste meter.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

At han derfor efter tre etaper står med en 1., en 2. og en 3. plads, siger derfor alt om, at der her er tale om et helt særligt talent. Ikke blot viste han i dag, at hans topfart nærmer sig de allerbedstes, hans imponerende konsistens siger også noget om evnen til at læse spurterne rigtigt. Særligt sidstnævnte er ofte nøglen til succes og fortæller, at Jakobsen har potentialet til at blive rigtigt stor.

Og det leder os igen tilbage til det, der gør Quick-Step så specielt. I skrivende stund er der en alvorlig risiko for, at Gaviria vælger ussel mammon på bekostning af sportslige muligheder og forlader sportens bedste sprintermandskab til fordel for en bedre betalt position på UAE Team Emirates. Det burde umiddelbart efterlade Quick-Step med et uopfyldeligt hul, men måske ser det slet ikke så skidt ud endda. I hvert fald er holdet det eneste med en nyprofessionel sprinter, der i år har vundet på WorldTouren, og de har endda to af slagsen. Man undres over, hvordan de bærer sig ad. Hvis de andre hold kendte svaret, havde sejrene nok været en anelse mere jævnt fordelt.

Jakobsens triumf kom på bekostning af Ackermann, der var ganske få centimeter fra at sikre sig sin anden sejr i træk. Igen viste Bora-mandskabet deres høje klasse ved at bringe den tyske komet, der har haft en endnu bedre sæson end Jakobsen, til den ideelle position, men denne gang startede han sin spurt en anelse for tidligt. Det var måske nok ærgerligt for den tyske mester selv, men for cykelfans er det fantastisk. Tænk, at vi står i en situation, hvor to at tidens mest lovende sprintere er så jævnbyrdige, at de nu to dage i træk har været adskilt af centimeter, og at marginen er så hårfin, at blot de mindste fejl koster ved kasse 1. Der er i den grad lagt op til en meget spændende 2019-sæson på sprinterscenen.

Mindre interessant bliver det bestemt ikke af, at Max Walscheid efter sin første grand tour synes at have taget det skridt, der for alvor gør ham konkurrencedygtig. Efter gennembrudssejren i Münster og den flotte 2. plads på 1. etape viste han atter i dag, at hans topfart er enorm. Desværre afslørede etapen også, at Walscheid har et positioneringsproblem, der skal løses. Ligesom i går blev han nemlig lukket inde, og det virker meget tænkeligt, at Jakobsen og Ackermann kunne have fået sig en sprinterlektion af den store tysker, hvis han havde haft fri bane. Nu kan man blot håbe, at han efterhånden er blevet så stærk, at han kan klare stigningerne på især sidste etape, og at han derfor ikke er løbet tør for muligheder for at udnytte den superform, Vueltaen har bibragt ham.

Det var nu slet ikke Walscheid, der forventedes at give sprinterne en lektion eller to. Det var derimod Groenewegen, der stillede til start som manden, der skulle slås. Efter 1. etape så han da også ud til at have kurs mod en mulig tangering af Gavirias totale dominans fra sidste års jomfruudgave, men sådan skulle det ikke gå. Tværtimod måtte Groenewegen for anden dag i træk sande, at han altså ikke er så suveræn, at han bare kan åbne sin spurt, når han vil. I et stadigt mere tætpakket felt af sprintertalenter har hollænderen måske nok overhånden, men store fejltagelser er der altså ikke plads til - heller ikke for verdens hurtigste mand.

Etapen bød også på en lille opmuntring til løbets mest erfarne sprinterstjerne. Selvom han fortsat må indse, at han pt. er et stykke fra at kunne matche de fire unge kometer, leverede Arnaud Demare sin hidtil bedste spurt med en 5. plads. Dermed kan det ikke længere helt udelukkes, at han kan komme hjem fra Kina med en sidste sejr i år, for på papiret er han sammen med Ackermann den bedste klatrer af løbets topsprintere. Om han så også har formen til at drage fordel af de mere kuperede ruter i weekenden, synes at være ganske tvivlsomt, men endnu en sejr til det for tiden så succesrige FDJ-mandskab er nu ikke blot længere ren spekulation.

Derudover var der endelig lidt opmuntring til Riccardo Minali. Denne sæson har måske nok åbenbaret, at den unge italiener ikke er helt så hurtig, som man kunne have troet, men hans hovedproblem er fortsat først og fremmest den manglende positioneringsevne. Da han i dag endelig sikrede sig en relativt god position i kraft af stærkt arbejde fra Hugo Houle viste han i hvert fald, at han har topfarten til at blande sig. Havde han bare været lidt længere fremme, da der blev åbnet op, så det faktisk ud til, at mere end en 6. plads var muligt, og derfor kan man kun ærgre sig over, at Astana, der aldrig har tillagt massespurter væsentlig betydning, ingenlunde fremstår som det ideelle hold for en mand, der i den grad er afhængig af et stærkt hold.

Om han får flere chancer for at vise sig frem i Kina, er endda slet ikke sikkert. Nu er de tre helt flade etaper nemlig overstået, og i morgen tager klassementsrytterne over på kongeetapen. Derefter venter to kuperede etaper, der dog begge sidste år blev afgjort i en spurt, men hvor det ikke er svært at forestille sig, at Mitchelton-Scott med Matteo Trentin og Trek med Jasper Stuyven har en klar interesse i at rydde kraftigt ud i de hurtige folk. Dermed er der basis for endnu mere variation i udfaldene i et løb, man ellers kunne have frygtet, ville blive en temmelig monoton affære. Det skulle nu ikke undre, om det ender med at blive Quick-Step, der lukrerer på det. Der er jo ingen grund til at stoppe ved sejr nr. 72, vel?

Favoritterne

Som sagt er det nu efter tre dage med et temmelig ensartet persongalleri tid til et sceneskifte. Tour of Guangxi har allerede nu etableret sig som en sprinterløb, men der er i hvert fald én dag, hvor de hurtige folk ikke er i centrum. Sidste år blev løbet stort set fuldkomment afgjort af udfaldet af kongeetapen, og efter al sandsynlighed vil vi også i morgen kende den samlede vinder, når feltet for anden gang har kastet sig ud i den eksplosive opkørsel ad Nongla-stigningen i hjertet af Guangxi-provinsen.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Det betyder også, at der ikke blot er lagt op til en forandring af persongalleriet i finalen. Også tidligt på etapen kan vi se frem til, at nye hold skal i aktion. LottoNL-Jumbo, der hidtil har været toneangivende i føringsarbejdet, har nemlig ikke de store klassementsambitioner og vil blot give Neilson Powless og Sepp Kuss en vis frihed til at teste sig selv af i morgendagens finale. Da hollænderne heller ikke længere har førertrøjen, bliver det op til andre at tage over.

Der burde dog være rigeligt med interesse i at sikre, at etapen ligesom sidste år skal afgøres af feltets klatrere og puncheurs i et sidste slag på stigningen. Flere hold har nemlig ikke lagt skjul på, at de er kommet til Kina for at vinde årets sidste WorldTour-løb, og de vil ikke risikere at lade et udbrud narre dem. Det gælder særligt Sky med Gianni Moscon og EF med Rigoberto Uran, men også Quick-Step, der også bør føre for at vise Jakobsens trøje respekt, har med Philippe Gilbert og Maximilan Schachmann samt i mindre grad den ikke specielt formstærke Dries Devenyns og Remi Cavagna så mange kort, at de nok skal løfte det ansvar, den samlede førsteplads fører med sig.

Derfor regner vi også med en relativt fredsommelig indledning på etapen. Denne gang vil kampen om bonussekunder være mindre interessant, da alle med samlede ambitioner naturligvis skal spare sig til finalen. Derfor regner vi med, at et udbrud hurtigt vil blive etableret, og derefter vil de tre ovennævnte hold formentlig påtage sig ansvaret for at sikre, at det hele bliver samlet til sidst.

Det meste af etapen er ganske let, og alle vil være friske til slut. Det vil gøre positionskampen vanvittigt hektisk, og på så kort en stigning kan man hurtigt have mistet alle muligheder, allerede inden man er begyndt at køre opad. Desværre så vi som følge deraf sidste år et meget grimt styrt, der blandt andet kostede Wilco Kelderman i løbet, og igen i år vil en stor del af kampen om sejren udspille sig allerede inden bakken.

Vi kender finalen fra sidste år, hvor vi så, at Tim Wellens, Bauke Mollema og Nicolas Roche kunne køre væk på det stejle stykke, inden Wellens vandt spurten på den lette sidste del. Den første kilometer er så stejl, at de tungere folk for alvor kan komme i vanskeligheder, men kan klatrerne ikke samarbejde lige så godt som sidste år på de lette sidste 2000 m, er der en vis chance for, at der kan ske en eller anden form for samling, og at en god spurt i en let stigende finale kan være af ganske stor betydning. Sidste år så vi, at det kan lade sig gøre for en relativt let og ikke specielt eksplosiv fyr som Mollema at gøre en forskel, men tungere folk som Matej Mohoric, Remi Cavagna, Grega Bole og Magnus Cort sluttede alle i top 15, hvilket vidner om, at man ikke behøver at være klatrer for at vinde. Alt afhænger af, hvor stor skade der gøres på den stejle del, og hvor godt der samarbejdes efterfølgende. Det gør det til en ret åben kamp mellem puncheurs, eksplosive klatrere og sågar nogle af de allermest holdbare sprintere. Der ventes sidemodvind på stigningen, og det vil tilgodese de lidt tungere folk.

Alt sammen får det os til at pege på Gianni Moscon som vores favorit. Italieneren havde et skuffende forår, men er i den grad kommet tilbage efter diskvalifikationen fra Touren med bravur. I september vandt han to af de italienske semiklassikere efter sande magtdemonstrationer, og han sikrede sig derigennem en position som kaptajn på det italienske VM-hold. Her overgik han langt mine forventninger, da han på den meget stejle stigning i finalen var sidste mand til at slippe de forreste, og det markerede, at han i 2018 som klatrer har taget et stort skridt frem.

Desværre så det efterfølgende ud til, at gassen var gået lidt af ballonen. I hvert fald var han overraskende tæt på at blive slået ved de italienske enkeltstartsmesterskaber, og i Giro dell’Emilia og Milano-Torino kørte han langt under niveau. Det fik mange, mig selv inklusive, til at afskrive ham inden Il Lombardia, men har rejste han sig på flot vis. Han overlevede udskilningen på Muro di Sormano, og det var kun en dum punktering, der satte ham ud af spillet til slut.

De seneste løb har dog tydeligt vist, at Moscon ikke længere er i nærheden af sin VM-form, og havde dette været et svært løb med mange højdemeter, havde vi heller ikke tilskrevet ham mange chancer. Nu handler det imidlertid i alt væsentligt om én spurt på en bakke over 3 km, og det burde han efter den fine indsats i Lombardiet nok kunne klare. Blandt løbets favoritter finders der ikke mange, der har Moscons punch på en stigning som Nongla. Han har vist, at klatreevnerne er sublime, og i Coppa Sabatini viste han sine evner som afslutter på den fladere del nær toppen. Vi frygter lidt, at han kan få svært ved at følge de allerbedste på det stejle, men skabes der lidt samling til slut, vil Moscon blive meget svær at slå på stregen. Hans flotte angreb mod slutningen af 1. etape viser, at han er kommet til Kina med ambitioner, og samlet set er han derfor vores favorit.

Den anden store klatrestjerne, der kommer til Kina fra Lombardiet, er Rigoberto Uran, og modsat Moscon har han vist, at han fortsat er i fremragende form. Han kunne måske ikke matche de allerbedste på stigningerne i Italien, men en 4. plads siger alt om, at Uran for tredje år i træk er i gang med at slutte sæsonen godt af. Som for Moscon gælder, at der er en udfordring med rejse og jetlag, men heldigvis har han haft et par dage til at finde rytmen.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Uran er helt sikkert feltets klatrer nr. 1 lige nu, men spørgsmålet er, om Nongla-stigningen er hård nok. Det er i hvert fald op til Uran at gøre forskellen på den stejle nedre del og herved komme af med de hurtigere folk. Heldigvis for ham så vi sidste år, at det sagtens kan lade sig gøre, og er han alene, når det flader ud, bliver han ikke let at fange. Samtidig skal vi ikke glemme, at Uran faktisk er god i en stigende spurte, og selvom der i feltet er bedre puncheurs end ham, kan han sagtens slå til i en lille gruppe også. Derfor har han gode muligheder for at redde sin sæson med en stor sejr til allersidst.

Det samme har Peter Kennaugh. Den stærke brite har vist sig at være en af feltets mest ustabile ryttere og tilbringer mindst lige så megen tid allerbagerst i feltet, som han gør i front. Faktisk hører det til sjældenhederne, at han er konkurrencedygtig, og det har han heller ikke været i hovedparten af sin første sæson hos Bora. Det har imidlertid i den grad ændret sig mod sæsonens slutning, hvor han først var ganske få hundrede meter fra at tage en choksejr i Quebec, siden kørte sig til en overraskende 16. plads ved VM på en rute, der burde have været for hård, og senest blev nr. 3 i et knaldhårdt Tre Valli Varesine. Han skippede Lombardiet for at satse 100% på dette løb, og modsat Moscon og Uran har han med statsgaranti masser af friskhed og motivation. Kennaugh har på sine gode dage vist, at han er fremragende på korte stigninger - blandt andet da han tog sin store klassikersejr ved at køre alene hjem i Cadel Evans Great Ocean Road Race - og han bekræftede det i sidste tirdag. Han har samtidig en fornuftig, om end ikke spektakulær spurt, og derfor er denne etape god for ham. Det er dog først og fremmest form og friskhed, der skal bringe ham til tops i Kina og sende ham på vinterferie med masse af motivation, og de egenskaber viste han atter, da han sammen med Moscon angreb mod slutningen af 1. etape.

En anden formstærk rytter, der jagter oprejsning efter en svær sæson, er Gianluca Brambilla. Hans forsøg på at køre klassement i Giroen endte som en katastrofe, og det har igen i år været tydeligt, at 2016-udgaven af Brambilla desværre ikke længer eksisterer. Heldigvis er han kommet flot tilbage med en 11. plads i kamp med favoritterne på en bjergetape i Vueltaen og et flot VM. Allerbedst var han i Giro dell’Emilia, hvor han havde kurs mod måske at hente Alessandro De Marchi, indtil han i bunden af sidste stigning blev ramt af en punktering. Kort efter blev han nr. 10 i Tre Valli Varesine, hvorefter han skippede Lombardiet for at satse på dette løb. Brambilla har i hvert fald formen, og han er også ganske stærk på korte stigninger, hvor han er en god afslutter. Der er bestemt hurtigere folk end ham, men grundlæggende burde han med de gode ben kunne gøre sig gældende helt fremme på en rute som denne.

For et par uger siden var der ikke meget, der tydede på, at Søren Kragh Andersen ville kunne køre klassement i dette løb. Også efter eget udsagn var han nemlig dødtræt efter BinckBank Tour og skippede derfor VM-linjeløbet. Den svage enkeltstart bekræftede da også, at han var langt fra sin bedste form, og derfor kom hans sejr i Paris-Tours totalt bag på især ham selv. Hans flotte kørsel viste imidlertid, at der fortsat er lidt at komme efter, og det kan give forhåbninger om, at han måske kan overraske sig selv igen i Kina. Desværre er det mere end en uge siden, at han vandt i Tours, og risikoen for, at han siden er faldet sammen, er ret stor. Er han lige så stærk som i Frankrig, burde finalen i Nongla imidlertid passe ham ganske fint. Han har vundet på en lignende bakke i Tour of Oman og fra et udbrud i Tour de Suisse. Måske kan han ikke følge de bedste på den stejle del, men på de sidste 2 km er han svær at slå i en spurt, hvis der sker en form for regruppering.

Mens Kragh er træt, er Philippe Gilbert frisk. Belgieren har overgået alle forventninger ved at komme langt hurtigere tilbage fra sit grimme Tour-styrt, end lægerne havde ventet. Endnu mere imponerende var det, at han endda vandt sit comebackløb, det episke GP d’Isbergues, der blev kørt i forfærdelig regn, og efter en lidt skuffende indsats i Binche imponerede han stort i Paris-Tours, hvor han på bemærkelsesværdig vis kom tilbage fra en sen punktering og endte med alligevel at sikre sig et topresultat. Der er ikke mange i dette felt, der har samme motivation som Gilbertsom der vil elske at slutte stærkt af, men spørgsmålet er, om han er i god nok form til at vinde på Nongla. Han klatrer nemlig ikke helt så godt som tidligere, og han skal være ret stærk for at blande sig med de bedste på så lang en stigning. Overlever han imidlertid den stejle del, burde de sidste 2 km være glimrende for en skarp afslutter som ham, og med det drømmecomeback, han hidtil har haft, vil det være dumt ikke at tro på endnu en flot præstation af Gilbert.

En mand, der jagter oprejsning efter en lidt skuffende sæson, er Giovanni Visconti. Kun i det relativt svagt besatte Østrig Rundt, hvor han til gengæld var næsten altdominerende med et hav af etapesejre, var han på sit bedste niveau, og sæsonafslutningen startede da også skidt i de italienske semiklassikere, hvor han kørte sig af det italienske VM-hold. Heldigvis rejste han sig med en flot og aggressiv præstation i Tre Valli Varesine, hvor han trods mange angreb alligevel havde kræfter til at spurte sig til en top 10 i den decimerede favoritgruppe. Nu jagter han succes i Kina, hvor han burde kunne lide den eksplosive Nongla-stigning, der er som skabt til en puncheur som ham, ikke mindst fordi han i år har spurtet bedre end længe. Det store spørgsmål er derfor primært, om niveauet fortsat rækker til at vinde i et løb som dette.

Astana stiller med Sergei Chernetckii, der nu for andet år i træk har gjort det til lidt af en specialitet at slutte stærkt af. Sidste år kørte han sig til en imponerende 10. plads i Lombardiet, og selvom det i år blot blev til en placering som nr. 21, viste han ved at overleve Muro di Sormano atter glimrende form. I det hele taget har han i år kørt fremragende, og særligt i august, hvor en løs hund kostede ham et absolut topresultat i Tour de Pologne, og han vandt Arctic Race of Norway, var han stærk. Han synes ikke at være helt på samme niveau nu, men han har fortsat form, friskhed og motivation. Han viste samtidig ved de nævnte augustløb, at han er meget stærk på korte stigninger, hvor han kan bruge sit punch og sine gode spurt. Der er folk, der i dette løb er en anelse mere eksplosive end ham, men han ligner en af feltets stærkeste.

Katusha kommer med Jose Goncalves, der i Giroen i maj efter et skuffende 2017 nåede et helt nyt niveau i bjergene og sluttede som nr. 14 samlet. Desværre skuffede han stort i efteråret, hvor han måtte forlade en meget anonym Vuelta alt for tidligt. Det lignede en tidlig sæsonafslutning, indtil han pludselig kom bragende tilbage med en flot indsats i Paris-Tours, hvor han kørte med i finalen. Det tyder på, at hans form er i fremgang, og han bør i hvert fald være en af de mere friske ryttere. Goncalves’ spidskompetence er netop hans evne som puncheur, og han er endda også god på stejle procenter. Med andre ord synes Nongla-stigningen at være som skabt til en rytter med hans karakteristika. Det store spørgsmål er derfor alene, om præstationen i Tours var en indikation på, at formen nu også er god nok til, at han kan blande sig i kampen om sejren.

Egentlig ville vi gerne have Alexis Vuillermoz som en af topfavoritterne. Franskmanden er nemlig en fremragende puncheur, og selvom han er bedst på stejle mure, viste han med sin 5. plads i Coppa Sabatini, at han også kan gøre sig gældende i en spurt på lettere bakker. Desværre har efteråret været én lang jagt på formen efter styrtet i Touren, og netop som han i Canada og Italien havde nået et fornuftigt niveau, blev han ramt af et allergisk anfald, der tvang ham til at skippe alle de seneste løb i Italien. Dermed er han igen sat tilbage og har ikke kørt løb i næsten en måned. Hans form er derfor et helt åbent spørgsmål, og vi tvivler på, at han i lyset af de sene helbredsproblemer er på toppen. Har han passet sin træning, er han imidlertid så eksplosiv på bakker, at han reelt kan tage den samlede sejr.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Havde dette været august, havde vi haft Maximilan Schachmann meget højt på vores liste over favoritter. I den måned kørte han nemlig fabelagtigt, og især i Deutscheland Tour og BinckBank Tour viste han sit store potentiale. Desværre ser det nu ud til, at gassen er gået af ballonen, og han har skuffet siden Tour of Britain. Senest var hans VM ikke imponerende, selvom han med en 11. plads på enkeltstarten faktisk gjorde det hæderligt. Siden da har han kun kørt i søndagens Hammer Series, og vi tvivler på, at han har kunnet vende den nedadgående formkurve frem mod et løb så længe efter VM. Har han fundet ny energi, skal man imidlertid ikke afskrive ham på en kort, eksplosiv stigning, der passer ham, selvom han nok er oppe mod hurtigere folk.

Astana stiller også med en formstærk Davide Villella, der altid synes at finde sin bedste form til årets sidste måneder, hvor han blandt andet tidligere er blevet nr. 4 i Lombardiet. I år har han taget den samlede sejr i Tour of Almaty og er blevet hhv. nr. 12, 17 og 34 i Emilia, Tre Valli Varesine og Il Lombardia. Det vidner om, at han igen er på et højt niveau, som han var det i Liege i år, hvor han kørte med i den absolutte finale. Selvom han ikke er dårlig på korte stigninger, mangler han dog det punch, mange af de ovennævnte har. Han ligner derfor et godt bud på en topplacering, men rollen som sejrherre virker en del fjernere.

Egentlig burde Astana satse meget på Luis Leon Sanchez, der med sin gode spurt er en bedre afslutter end Villella. Desværre er han endnu ikke i topform efter sit Tour-styrt, og selvom han med etapesejr i Almaty og meget aggressiv og flot kørsel i Tre Valli Varesine faktisk er kommet langt stærkere tilbage, end man kunne have troet, vil det alligevel være overraskende, hvis han ligefrem kan vinde et stærkt besat løb som dette. I Varese manglede han nemlig fortsat det sidste, og selvom han sikkert har forbedret sig siden da, vil han nok få svært ved at slå de allerbedste i Kina, også fordi han synes at have tabt lidt punch med alderen. Den evigt fightende Sanchez burde dog have gode chancer for at sikre sig et topresultat.

For Hugh Carthy er det en skam, at ruten er, som den er. Briten har ellers i dette efterår endelig vist sit potentiale igen, og han har siden den flotte kongeetape i Tour of Britain været fabelagtigt kørende. Det var han senest i Milano-Torino, hvor han med al tydelighed var en af de allerbedste på Superga-stigningen, og ingen kan derfor benægte, at Carthy kommer til løbet som en af de allermest formstærke ryttere. Desværre er han også en dieselklatrer helt uden punch, og derfor er dette eksplosive løb ”anti-Carthy”. Det er meget svært at se, at han skulle kunne slå de hurtige folk, med mindre han ligefrem er så god, at han med sin superform kan køre alene væk på den stejle del af Nongla-stigningen.

Heller ikke Fabio Aru kan være begejstret for en rute, der er alt for let og eksplosiv for en ren klatrer som ham. Samtidig kommer han til Kina efter et mareridtsår, hvor det senest gik helt galt i Vueltaen, og han derfor skippede VM som følge af manglende form. Han overraskede imidlertid både sig selv og mange andre ved at køre sig til en 9. plads på Superga-stigningen i Milano-Torino, og det kunne indikere, at der måske er lys for enden af tunnelen. Lombardiet viste sig ikke uventet at være for hård kost, men han har vist, at han i lette løb er konkurrencedygtig. Dette løb er for eksplosivt til, at han kan vinde, men har han Torino-benene i morgen, burde han kunne være med fremme, også i en afslutning som denne.

Sunweb har som backup for Kragh Simon Geschke. Den erfarne tysker har virkelig rejst sig i år, hvor han særligt i Touren klatrede nærmest chokerende godt. Desværre var han ikke på samme niveau i Vueltaen, men et flot VM viste, at der stadig er lidt at skyde med. Han var en af de mange, der punkterede på grusvejene i Paris-Tours, hvor vi derfor gik glip af chancen for at se, hvor han står nu. Vi tvivler lidt på, at han efter så lang en sæson fortsat har den rette friskhed. Omvendt vil han sikkert være motiveret for at vinke farvel til Sunweb på fornem maner, og den korte eksplosive stigning burde passe en halvhurtig fyr som ham.

UAE har også Jan Polanc , der desværre er gået en del i stå i år. Lidt uden for rampelyset har han imidlertid kørt hæderligt de seneste uger, hvor han har været i top 25 i to af de sværeste italienske semiklassikere. Desværre mangler han ligesom kaptajn Aru det rette punch til for alvor at køre med om sejren, men med den form og friskhed, han har vist, burde han være i stand til at køre med om top 10,

Visconti ligner bedste bud for Bahrain, men de har også Hemann Pernsteiner. Den østrigske mountainbiker har haft en flot første sæson på WorldTouren med sejr i Lugano, en topplacering i Østrig og senest en flot klatrepræstation i Vueltaen. Desværre er han også en spinkel fyr uden punch og med begrænsede evner i positionskampen, og derfor passer etapen ham bestemt ikke. Formen synes at være god nok til at køre efter et pænt resultat, men sejr bliver det næppe til.

Andre kandidater til hæderlige placeringer er Felix Grossschartner og Sepp Kuss, der dog desværre begge synes helt ude af form, Neilson Powless, der heller ikke just har imponeret på det seneste, Jhonatan Narvaez, Dries Devenyns, Aurelien Paret-Peintre, Sander Armee, Harm Vanhoucke, Winner Anacona, Ruben Fernandez, Jasha Sütterlin, Remi Cavagna, Mekseb Debesay, Julien Bernard, Alexandr Riabuchenko, Martijn Tusveld, Lucas Hamilton, Cameron Meyer, Carlos Verona og Matteo Trentin, men de burde ikke være i stand til at vinde.

Feltet.dks vinderbud: Gianni Moscon

Øvrige vinderkandidater: Rigoberto Uran, Peter Kennaugh

Outsidere: Gianluca Brambilla, Søren Kragh Andersen, Philippe Gilbert, Giovanni Visconti, Sergei Chernetckii

Jokers: Jose Goncalves, Alexis Vuillermoz, Maximilan Schachmann, Davide Villella, Luis Leon Sanchez, Hugh Carthy, Fabio Aru, Simon Geschke, Jan Polanc, Hermann Pernsteiner

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Tim Wellens’ sejr på samme etape fra 2017.