Den kommende weekend er en af de helt store i dansk cykelsport, og Team
Odense Energi er klar til at tage kampen op med de ”store”.
I Herning, lørdag den 5. maj, stiller Team Odense Energi med: Casper Jørgensen, Michael Larsen, Kasper Linde, Martin Lollesgaard, Lars Ulrich og Alex Rasmussen. Sidste år blev Alex Rasmussen flot nummer tre og tog en podieplacering.
”Det er det holdet går efter igen, men vi ved, at det lige såvel kan blive til ingenting. Dels er der uheld, der kan spilde ind, men også et meget stærkt CSC hold kan drille meget. Løbets udvikling vil afhænge meget af, hvordan Team CSC vil gribe løbet an, men vi er der, vi har ryttere, der kan være med fremme, og vi vil selvfølgelig køre vores chance,” forklarer sportsdirektør Claus Rasmussen.
Dagen efter i Århus stiller Team Odense Energi med: Michael Larsen, Lars Ulrich og Alex Rasmussen Casper Jørgensen, Anders Fialla og Daniel Kreutzfeldt.
”Et løb hvor vejr og vind kan have en stor indflydelse på løbet. Igen vil meget afhænge af CSC, som stiller med et stærkt hold, og da de har valgt at tage deres sprinter med, kan vi jo håbe på, at de vil have et samlet felt hjem til en spurt, og så tror jeg, da vi har en der kan ’byde op til dans’, tilføjer Claus Rasmussen og hentyder naturligvis til Alex Rasmussen.
Alex Rasmussen klar til ’dans’ Alex Rasmussen melder sig klar over for Feltet.dk og påpeger, at han er klar til at ’byde op til dans’, hvis det hele ender i en spurt.
”Jeg vil da forsøge, men jeg har ikke spurtet mod Haedo før. Taktikken er naturligvis også at køre afventede. Jeg føler mig, da rimelig sikker på en top 3, hvis det bliver en spurt. Jeg har ingen grund til at forsøge noget, hvis CSC satser på at holde det samlet,” fortæller Alex Rasmussen til Feltet.dk.
Alex Rasmussen er netop vendt hjem fra etapeløbet Tour de Bretagne, hvor det blev til en samlet 5. plads samt to andenpladser på etaperne.
”Jeg har svært ved, at føle om jeg er i topform. Jeg var meget overrasket over at kunne blande mig i det samlede klassement i Bretagne, så det er jo positivt inden Herning og Aarhus,” slutter Alex Rasmussen.